Regeringerne i Sydeuropa førte en uansvarlig politik i årene op til krisen, fordi de lånte alt for meget. Derfor må førsteprioriteten være, at de får orden i eget hus. Ikke sandt?
Ikke sandt! I de fem kriseramte Euro-lande – Spanien, Italien, Irland, Portugal og Spanien – faldt statsgælden fra 85% af BNP i 2000 til 75% i 2007, især takket være en ansvarlig politik i de store lande, Spanien og Italien. Men den steg i Grækenland. Samme mønster tegner sig, når vi ser på det offentlige underskud. Her er Spanien atter dydsmønstret, med en stor forbedring op gennem 00erne og et overskud på 1,9% af BNP i 2007, men også Italien og Portugal kunne i dette år prale af den sundeste offentlige saldo siden 2001. Igen er Grækenland undtagelsen.
Alle tallene findes her: http://www.statistikbanken.dk/EDP3
Men man har uberettiget generaliseret det græske skrækscenarium til at være typisk for de fem kriselande. Den Store Illusion kalder Krugman fænomenet. ‘Man’ er politikerne og medierne, men også Vismændene i deres forårsrapport.
Denne fordrejning af den faktiske udvikling har den funktion, at den demokratisk kontrollerede sektor fremstår som skurken, mens den kapitalistiske sektor slipper fri.
Men faktisk skyldtes krisen i 2008, at finanskapitalen havde fået frit spil gennem deregulering og politisk støtte; det gav fx boligbobler i Spanien og Irland (og USA og Danmark). Den private gæld skød i vejret overalt i den vestlige verden. Da den blev så stor at der kom tvivl om tilbagebetalingen, trådte staten til med garantier og kontanthjælp til bankerne og andre finansielle institutioner. Det var den ene grund til at statsgælden eksploderede efter 2007. Den anden var at den finansielle krise udløste en realøkonomiske krise, og en sådan giver automatiske større offentlige udgifter (dagpenge) og færre skatteindtægter. De offentlige underskud var altså ikke årsag til, men konsekvens af krisen.
Nu er det klart, at på kort sigt må der gøres noget ved de store offentlige underskud, uanset deres kilde. På samme måde som en høj feber må slås ned, uanset den sygdom, der ligger bag. Hvordan det bedst gøres, skal jeg ikke komme ind på, men det er jo et valg mellem den aktuelle nedskæringspolitik, og så en vækstpolitik, der sigter på at reparere underskudene ved at øge BNP og derved øge skatterne og sænke de sociale udgifter.
Det er på langt sigt, ved strukturreformer,at den nævnte fejlagtige diagnose har en uheldig indflydelse på behandlingen; som hvis lægen behandler for blindtarmsbetændelse, mens der i virkeligheden er tale om en hjertesygdom.
Den herskende diagnose siger ‘sløseri med de offentlige udgifter’, og så ligger det lige for at disse skal bankes ned. Men hvis sygdommen ligger i den kapitalistiske sektor, skifter fokus. Vismandsrapporter, topmøder og medier må nu forholde sig til at få kontrol med den finansielle sektor: Skat på finansielle transaktioner og demokratisk kontrol med kapitalbevægelser; offentlige repræsentanter i bankbestyrelserne, med vetoret overfor spekulation; og opbrydning af megabankerne, så de kan tillades at gå ned og derfor ikke længere kan spekulere farefrit. Kort sagt en helt anden dagsorden, hvor det ikke drejer sig om at svække, men at styrke den demokratiske sektor. Og hvor offentlige ubalancer forstås som resultat af private ubalancer, – som det derfor først og fremmest gælder om at få styr på.
Her i landet vil det kræve noget af en omskrivning af 2020-planen, som sigter på at begrænse den offentlige vækst så meget, at den demokratisk kontrollerede sektor på sigt marginaliseres i forhold til den kapitalistiske. Planens forudsætning er at den private sektor ikke må generes af højere skatter eller styring af kredit og investeringer. Hvordan kapitalen indretter sig er given skæbne, som det offentlige må tilpasse sig.
Tilsvarende med Finanspagten fra januar i år. Her er det centrale middel til på sigt at holde de offentlige udgifter i ro, et krav om at det ‘strukturelle underskud’ – faktisk underskud, renset for konjunkturudsving – højst må være ½ % af BNP.
Men igen er det interessante det, som pagten ikke handler om, nemlig krav til landene om at få styr på deres finanskapital, – hvis spekulation for resten er årsag til at mindre offentlige ubalancer er eksploderet til uhåndtérbare dimensioner.
Strukturreformer, som vi kender dem, får blodet til at fryse til is hos de fleste, fordi de uvægerligt handler om nedskæringer og forringelser, altså lavere løn og færre og dårligere offentlige ydelser. Men langsigtede reformer er glimrende, for der er i høj grad brug for grundlæggende reformer af kapitalismen.
Kommentar i Information d. 10. sept. 2012.