Nyliberalismens elementer er velkendte: Privatisering og udlicitering, et flexibelt arbejdsmarked, liberalisering af varehandelen og deregulering af kapitalbevægelserne.
Men det er en prioriteret struktur, eftersom det sidste er forudsætning for det øvrige. Det beror på at frisættelsen af kapitalen giver den forskydning af magten fra demokratiet og arbejderbevægelsen til kapitalen, som allerførst muliggør de øvrige tiltag; når kapitalen kan forlade et land, får den vetoret over landets politik, – så enkelt er det. Derfor er kampen om, hvem der kontrollerer kapitalen, den afgørende kamp. Nyliberalismen kom til Europa, i takt med at den kamp blev tabt.
Eller var den politiske kamp nu også den egentlige grund til nyliberalismen? Måske var upersonlige økonomiske mekanismer lige så vigtige? Måske var der dybere kræfter bag, såsom ændringer i klassestrukturen eller den teknologiske udvikling? Svaret på disse spørgsmål er væsentligt, fordi de giver et fingerpeg om muligheden for at reversere processen.
Hvordan det gik
Barry Eichengreen’s nye bog om ‘The European Economy since 1945’ (Princeton, 2007) er en god anledning til at tage disse temaer op.
Eichengreen har tidligere skrevet en meget nyttig bog om international økonomi, ‘Globalizing Capital. A History of the International Monetary System’, fra 1996. Der er ingen tvivl om at hans faglige og politiske ståsted er solidt plantet i kapitalismen, men han er en stor kender af emnet, og han er ikke bange for at sige fra, når systemet løber løbsk, hvilket han demonstrerede med sin kritik af IMF under den østasiatiske krise i 1978/79. Og så har han et godt blik for de økonomiske og politiske magtforhold. I øvrigt refererer han, mærkelig nok, ikke til det andet centralt værk om EU’s økonomisk-politiske historie, nemlig Tsoukalis: ‘The New European Economy Revisited’ fra 1997.
Eichengreen’s teser
Eichengreen’s bog har den sigende undertitel ‘Coordinated capitalism and beyond’, hvor det første refererer til den Gyldne Æra fra 1945 til 1970, mens ‘beyond’ går på tiden derefter, hvor den politiske koordinering afløses af den økonomiske.
Hans overordnede forklaring af den Gyldne Æra og den efterfølgende krise er en sjov blanding af (vulgær)marxisme og institutionalisme.
De første 25 år var præget af en ‘ekstensiv’ kapitalakkumulation, dvs. man producerede blot mere af det samme, uden megen fornyelse. Koordinationen af denne proces var så simpel at staten godt kunne finde ud af det, så i de fleste vesteuropæiske lande så vi en succesrig politisk regulering af økonomien, med keynesianisme og planlægning og stor økonomisk vækst. Men derefter får vi en ‘intensiv’ udvikling, hvor kodeordet er innovation, og her er industripolitik etc. et alt for stumpt og uflexibelt instrument. Liberalisering bliver nu uomgængelig. Produktionsforholdene må tilpasse sig produktivkræfterne, som det hedder på marxistisk, hvilket i dette tilfælde altså beviser at nyliberalismen er en historisk nødvendighed. Der var ikke noget valg. Det vender jeg tilbage til.
Dette er den ene element i hans ‘dybe’ forklaring af udviklingen.
Det andet element er det institutionelle, hvor den Gyldne Æra var præget af korporatisme, dvs. et vellykket samarbejde mellem arbejde, kapital og stat, hvor det store kompromis gik ud på at arbejderne holdt igen med reallønsstigninger, så der kunne blive tilstrækkelig profit; kapitalen forpligtede sig til gengæld til at investere denne profit produktivt (kontrol med den finansielle kapital, dermed uproduktiv spekulation), så der kunne blive arbejdspladser, altså lille arbejdsløshed; og staten kompenserede for den beherskede lønudvikling ved at opbygge en velfærdsstat.
Dette sociale kompromis brød sammen i slutningen af 60erne, ikke mindst i Frankrig, i kølvandet på arbejdskampene i 1968. Arbejderne udnyttede deres magt til at kræve betydelige lønforhøjelser, og da produktiviteten samtidig faldt fordi den ekstensive kapitalakkumulation havde nået sin grænse, blev profitten presset. Såvel profitrate (profit i forhold til investeret kapital) som profitkvote (profittens andel af nationalindkomsten) faldt, sidstnævnte med hele 20% i forhold til 1955. Kapitalismen stod overfor en vaskeægte krise, allerede før oliechokket i 1973.
Likvideringen af Bretton Woods og det europæiske svar
Op igennem 70erne iværksatte kapitalens politiske og økonomiske repræsentanter nu en kontra-offensiv, der som bekendt kronedes med succes. Kapitalen fik sin frihed, og vi fik nyliberalismen, – og i øvrigt en meget lavere vækst end i den Gyldne Æra.
Det afgørende træk blev taget i 1971, da USA gik fra guldet og lod dollaren flyde. Det betød at dollarens værdi, og dermed indirekte de europæiske valutaers værdi, ikke længere bestemtes politisk, men af ‘markedet’, dvs. af den internationale kapital. Bretton Woods systemets ret faste kurser havde krævet politisk kontrol med de internationale kapitalbevægelser, for havde de været frie kunne de underminere de vedtagne kurser, specielt ville de kunne gennemtvinge en devaluering ved at flygte fra et land. Med flydende – markedsbestemte – kurser bortfaldt dette rationale for kapitalkontrol, og vejen var banet dens skrotning.
Imidlertid var situationen forskellig i USA og Europa.
Efter 1945 var USA så stærkt økonomisk, at det ene af alle lande ikke behøvede at bekymre sig om frie kapitalbevægelser; der var ingen risiko for flugt fra dollaren. Det blev der imidlertid i 60erne, da Vietnam-krig og dårlig økonomisk udvikling gav amerikanske underskud; Europa og Japan var kommet til hægterne efter krigen og var i fuld gang med at udkonkurrere den amerikanske industri. Tilliden til dollaren svandt, og det var i denne situation at De Gaulle begyndte at omveksle dollars med guld. USA forsøgte først at dæmme op for flugten fra dollaren ved at indføre forskellige typer af kapitalkontrol, men da det ikke hjalp, gik Nixon som nævnt fra guldet i 1971. Snart efter opgav USA kapitalkontrollen, da den nu var blevet overflødig.
I Europa havde der været kontrol med kapitalbevægelserne siden 1945; ellers var al kapital havnet i USA. I 1959 blev kapital til varehandel frigivet fra overopsyn, men staten – demokratiet – bestemte stadig over den kapital, der ville investere produktivt i udlandet (fx bygge en fabrik i Brasilien), og især blev den mere spekulative – finansielle – kapitaludførsel nøje overvåget; med faste kurser var der som sagt heller ikke megen basis for spekulation. Kapital var et centralt aktiv for landene, så den holdt man fast på.
Europa søgte i første omgang at redde stumperne efter den amerikanske bombe ved at etablere et slags regionalt Bretton Woods, kaldet ‘Slangen’, hvis idé var at have nogenlunde faste kurser mellem de europæiske valutaer.
Men ånden var kommet ud af flasken i 1971. Når ét lands kapitalister var frie, mens de andre landes var stavnsbundne, have dette land – USA – en konkurrencefordel, der på sigt var ubærlig for Europas økonomier. Især efter at England havde åbnet for internationale kapitalbevægelser i slutningen af 70erne, ville finansielle forretninger forsvinde fra Europa, hvis man ikke fulgte trop.
En finansminister har vel en naturlig tilbøjelighed til at ønske kontrol med landets økonomi og derfor sikre sig mod kapitalflugt. Men i 70erne var Europa trængt økonomisk, med oliekrise og stagflation, så der var ikke megen styrke bag bestræbelserne, og det kneb også med viljen, i hvert fald var der alt for få midler til rådighed i den fond, der indenfor Slange-samarbejdet skulle støtte lande, hvis valuta var under pres grundet underskud. Hertil kom at City og Wall Street havde fået lov at åbne et helt ureguleret supra-nationalt eurodollarmarked, hvor den internationale kapital kunne gøre gode forretninger; det virkede som en magnet for – og konkurrent til – den europæiske kapital.
EMSen og den engelske klassekamp
I 1979 blev Slangen erstattet af EMSen, og den fungerede faktisk rimeligt i mange år (brød først sammen i 1992), til trods for at der stadig ikke blev bevilget mange reserver til at støtte svage valutaer; det skyldes især at Tyskland – sværvægteren i den europæiske økonomi – ikke havde lyst til at subsidiere de andre lande. Der var valutakriser i forskellige europæiske lande, men nyliberalismens sejr beroede ikke på at en generel ustabilitet i valutaforholdene undergravede regulerede kurser og dermed gjorde kapitalkontrol overflødig. Faktisk skærpedes kapitalkontrollen i de første år efter etableringen af EMSen.
Vi må se på andre årsager.
I England – som ikke var med i EMSen – er forklaringen ligetil. Margaret Thatcher kom til magten i 1979 og indledte snart en vaskeægte klassekamp, hvis sigte var at ændre styrkeforholdet mellem arbejde og kapital. Her var ingen i tvivl om, hvad sagen drejede sig om, og fagbevægelsen og Labour (der i denne periode blev radikaliseret) kæmpede voldsomt imod, især under minearbejderstrejken. Nyliberalismen blev ikke lusket ind ad bagdøren. Fagbevægelsen tabte, og England fik den radikale version af nyliberalismen at føle, med store nedskæringer, sænkning af skatten for de rige og af dagpengene for de fattige, stor arbejdsløshed der kunne presse lønnen, frasalg af offentlig ejendom etc. Resultatet blev at den økonomiske ulighed nærmede sig det amerikanske nivo, hvor landet i 70erne havde ligget på nivo med de skandinaviske lande.
Mitterand’s ‘last stand’
I Kontinentaleuropa var processen mere kompliceret, og nyliberalismen – frisættelsen af kapitalen – blev først knæsat i 1986, med vedtagelsen af det Indre Marked. Denne epokegørende reform beroede på spillet mellem Frankrig under socialisten Mitterand og Tyskland under Kohl fra de kristelige demokrater.
Mitterand kom til magten i 1981, på baggrund af høj arbejdsløshed og inflation. I de første to år søgte han at sejle op mod strømmen ved at føre en typisk keynesiansk politik, hvor der blev pumpet penge ud i økonomien. Samtidig blev minimumslønnen hævet, arbejdstiden sat ned og der blev gennemført nationaliseringer.
Men kapitalen havde nu tilstrækkelig magt til at vetoe denne politik. Kapitalkontrollen betød ganske vist at renten i Frankrig kunne holdes på et lavt nivo, til gavn for investeringerne (uden kontrol måtte den franske rente straks have tilpasset sig datidens meget høje amerikanske og engelske nivo, for ellers ville kapitalen flygte til disse lande). Den ekspansive politik gav som forventet et underskud overfor udlandet, men det var til at leve med, hvis der var kapital nok til at finansiere det. Men det var der ikke, hvilket skyldtes at der var mange huller i kapitalkontrollen, fx var det svært at hindre spekulaton på eurodollarmarkedet, ligesom det var svært at gardere sig mod at kapital til varehandel (der jo var blevet frigivet allerede i 1959) blev udført til andre formål. Derfor kom francen under pres. Frankrig devaluerede, men EMSen satte grænser for størrelsen heraf. For at fastholde politikken var yderligere devaluering nødvendig, men det ville betyde udtræden af EMSen, hvilket ville bringe Frankrigs position i EF-samarbejdet i fare.
EMSen er allerførst et forsøg på politisk regulering af valutaerne, altså en modgift mod kapitalens magt, så det ville være skævt, hvis Frankrig for at fastholde en ikke-nyliberal politik trak sig ud af dette samarbejde. Løsningen var derfor en politisk aftale om justering af de europæiske kurser, hvor francen blev devalueret og D-marken revalueret, dvs. Tyskland skulle acceptere Frankrigs keynesianisme.
Men i Tyskland regerede Kohl og en Bundesbank, der ikke havde sympati for en løssluppen keynesianisme. Mantraet var inflationsbekæmpelse, så i realiteten fulgte landet allerede en monetaristisk linie, hvor finanskapitalens interesser var i højsædet (inflation betyder pengeforringelse, hvilket iflg. sagens natur er mest til skade for dem med mange penge). Nok gik Tyskland med til at opskrive D-marken, samtidig med at francen blev nedskrevet, men prisen var høj: Frankrig skulle skære ned på de offentlige udgifter, dvs. opgive den ekspansive politik. Bundesbank fungerede som en trojansk hest for nyliberalismen i Kontinentaleuropa, og det var nu slut med en aktiv økonomisk politik. Finanspolitik blev afløst af pengepolitik, og magten flyttede fra politikerne til uafhængige – dvs. afdemokratiserede – centralbanker.
Det Indre marked
Resten af historien kan fortælles kort.
Efter at Mitterand og hans finansminister, Jacques Delors, havde bøjet sig i 1983, foretog de franske socialister en 180 grader vending; Frankrigs finansielle sektor blev dereguleret og landet blev en ivrig fortalere for det Indre Marked, der afviklede kapitalkontrol (både ud af EF og internt mellem dets lande).
Logikken syntes at have været, at når nu det gamle system ikke kunne få lov til at fungere, var det bedre med et fælleseuropæisk system, der integrerede – og bandt – Tyskland; frygten for Tyskland var ikke blevet mindre af, at dette land klart var Europas førende økonomiske magt. Som et plaster på såret – hvis det oplevedes som et sår – fik Delors (nu kommissionsformand) en Social Pagt inkluderet i det Indre Marked, men det kom der selvfølgelig ikke meget ud af, nu da magten var flyttet (Thatcher undtog i øvrigt England fra denne pagt). Nok så vigtigt var det, at EF samtidig instituerede princippet om ‘gensidig anerkendelse’, hvilket betyder at standarder accepteret i ét land skal accepteres i de andre, hvilket igen betyder en institutionalisering af et europæisk ‘race to the bottom’, hvor de mest liberale regler bliver benchmark; nyliberalismens europæiske fædre havde et klart blik for at detaljerede paragraffer kun flytter økonomierne begrænset, – bedre med et princip, der implementerer reformerne automatisk.
Danmark tilsluttede sig EF-pakken – som det hed her i landet – ved en folkeafstemning, hvor SD, RV og venstrefløjen anbefalede et nej.
Den monetære union
6 år efter, i 1992, blev Maastricht traktaten underskrevet, med vedtagelsen af en monetær union med fælles valuta og fælles pengepolitik, og skønt EMSen senere på året brød sammen i et orgie af spekulation, der for første gang demonstrerede at finanskapitalen var stærkere end staterne (dvs. dens midler oversteg valutareserverne) blev ØMUen som bekendt implementeret; det var dengang Soros tjente nogle milliarder dollars ved at spekulere mod pundet.
Der er selvfølgelig ikke noget specielt nyliberalt ved en fælles valuta, faktisk har Euroen den fornuftige funktion at umuliggøre valutaspekulation indenfor EU. Problemet er at fælles valuta og fælles pengepolitik kræver ensartet realøkonomi i de forskellige lande, ellers vil ét land have brug for en lav rente for at stimulere økonomien, mens et andet land har brug for en høj rente for at dæmpe inflationen. Derfor måtte realøkonomierne harmoniseres. Det er der heller ikke noget galt i, tværtimod kunne dette være en anledning til at bringe de fattigere lande op på nivo med Nordeuropa.
Men sådan spillede klaveret ikke. I stedet blev der harmoniseret nedad, i den forstand at en ekspansiv finanspolitik blev umuliggjort gennem forbudet mod at det offentlige underskud overskred 3% af BNP; de fleste lande måtte skære ned på de offentlige udgifter – enkelte hævede skatterne – med det forudsigelige resultat at EU efterfølgende (og stadig) humper derudaf, med lav vækst og høj arbejdsløshed. Men som Eichengreen skriver (s. 374): “… there had never been a particular compelling rationale for why, having forsaken their national monetary autonomy, member states participating in the monetary union should limit their fiscal autonomy.” Det var et politisk valg.
Magten ligger nu hos den Europæiske Centralbank (ECB), dermed hos finanskapitalen, og det er dennes interesse i lav inflation, der tilgodeses. Den reelt eksisterende ØMU institutionaliserer afdemokratiseringen af den økonomiske politik, dvs. dens forvandling fra politik til administration, men den indebærer også en magtforskydning fra produktiv til finansiel kapital.
Kunne det være gået anderledes?
De ‘dybe’ kræfter: Teknologisk udvikling og klassestruktur
Lad os først se på ‘produktivkræfterne’, altså den teknologiske udvikling.
Her mener Eichengreen som nævnt at den ‘intensive’ kapitalakkumulation efter ca. 1970 nødvendiggjorde at staten overlod reguleringen til markedet. Man kan sige at han hermed generaliserer en udbredt tese om årsagen til de kommunistiske planøkonomiers forfald siden slutningen af 60erne til også at gælde Vesteuropa. Hvis han har ret, betyder det at nyliberalismen var en historisk nødvendighed, som politikerne blot tilpassede sig. Der var ikke frit valg.
Men tesen er tvivlsom.
For det første bliver modsætningen mellem planøkonomi og markedsøkonomi stedse mere falsk, i takt med at den konkurrencebaserede markedsøkonomi slår om i kapitalistisk planøkonomi, domineret af samarbejdet mellem store selskaber. Det er ikke givet at kapitalistisk planøkonomi er mere fleksibel end demokratisk, offentligt styret planøkonomi.
For det andet er det karakteristiske for den ‘intensive’ vækst, at innovation – dermed ny viden – bliver stedse mere betydningsfuld. Men hvis viden skal udnyttes i en kapitalistisk udvikling, skal den privatiseres; hvorfor investere penge i udviklingen af en ny proces, hvis konkurrenterne straks får gavn af det? Den viden, som genereres i private virksomheder, har alle dage været beskyttet af den private ejendomsret (‘industrispionage’ har længe været en lovovertrædelse), men i ‘informationssamfundet’ er det blevet helt vitalt at forhindre en almen udbredelse af viden, deraf de sidste årtiers offensiv for at udbrede og håndhæve patenter og copyright, specielt i WTO’s TRIP-aftale. Heroverfor står den viden, der udvikles på offentlige universiteter, hvor bestræbelsen har været præcis den modsatte, nemlig den videst mulige udbredelse af forskningsresultaterne. Den private forsker skal hemmeligholde, den offentlige forsker offentliggøre.
Men det er let at vise, med standardøkonomiske argumenter, at privatisering af viden er samfundsøkonomisk irrationelt (nærmere i min Hoveder og Høveder, Kapitel 32, Frydenlund 2004, og artikel i Fælleder i Forandring, red. af Erik Christensen og Per Christensen, Aalborg Universitetsforlag, 2007). Privatisering og markedsgørelse rationerer knappe goder ved at give dem en pris, hvor planøkonomien er det traditionelle alternativ. Men viden som sådan er ikke et knapt gode, eftersom et computerprogram eller en pille kan reproduceres næsten gratis. Det koster tid og penge at generere denne viden, og derfor skal dens skaber selvfølgelig aflønnes, men når den først er der, er der ingen samfundsøkonomisk udgift knyttet til dens mangfoldiggørelse (hvorimod der lægges beslag på ressourcer, når der skal produceres flere cykler). Men en privat virksomhed vil selvfølgelig aldrig investere kapital i generering af viden, der straks stilles til rådighed for hele samfundet, ja for hele verden. Medicinalvirksomheder konkluderer heraf at al tankevirksomhed vil stoppe, med mindre patenter håndhæves strengt. Men konklusionen er i stedet, at det offentlige skal stå for vidensproduktionen og aflønningen af forskerne, eftersom staten ikke er underlagt profitmaximeringens tvang og derfor kan stille resultaterne gratis til rådighed for alle. Fri medicin til Afrika koster NovoNordisk virksomhedens business, men den koster ikke det danske samfund noget.
Derfor er kapitalistiske produktionsforhold ikke adækvate for de nye produktivkræfter; den ‘intensive’ teknologiske udvikling, præget af stadig innovation, ‘kræver’ offentlige produktionsforhold. Det er vel for optimistisk at antage, på god marxistisk vis, at de nye produktivkræfter automatisk vil sprænge de forældede produktionsforhold, med det er på den anden side indlysende at kapitalen har stadig sværere ved at forhindre at ny viden udbredes, netop fordi det er så let, teknisk set, at reproducere den. Det giver en tendens i retning af et overvågningssamfund, med et stadigt kapløb med pirater og andet godtfolk, men i det lange løb forekommer det umuligt at håndhæve patenter og copyrights. PS: Det er ganske interessant at erindre at Marx begrundede socialismens nødvendighed ved at produktivkræfterne blev stadig mere sociale, for så vidt offentlige, hvilket bragte dem i modsætning til de private produktionsforhold.
Så min konklusion er præcis den modsatte af Eichengreen’s: Den ny teknologi befordrer ikke den uhæmmede kapitalisme, også kaldet nyliberalismen. Tværtimod.
Heri ligger også at kampen for et åbent informationssamfund, altså kritik af privatiseringen af viden og af det overvågningssamfund der følger heraf, må være helt central i opgøret med nyliberalismen. Dette opgør har somme tider et lidt reaktionært præg, med længsel efter de gode gamle keynesianske dage, men kampen for offentlig viden har en helt anden offensiv og fremadrettet karakter. Her er det nyliberalismen, der er ude af trit med tiden.
Derfor bør disse ting bør stå øverst på venstrefløjens program.
En anden ‘dyb’ årsag kunne tænkes at være ændringer i klassestrukturen, dermed magtvilkårene.
Eichengreen kommer indirekte ind på dette forhold, for forudsætningen for den korporative model frem til omkring 1970 var jo, at arbejderklassen havde en betydelig styrke. Videre er det de ‘uansvarlige lønkrav’ i forbindelse med opblomstringen af en veritabel klassekamp i slutningen af 60erne, især i Frankrig, der bringer kapitalismen i krise.
Måske var 70erne denne klasses historiske – og sidste – chance. I Danmark og – især i Sverige – var der da også offensive forslag om økonomisk demokrati på bordet, hvor perspektivet var at tippe magtbalancen, men det kom der som bekendt ikke noget ud af. Muligheden blev forspildt, og derefter ændredes klassestrukturen, så arbejderklassen mistede sin identitet og imploderede. Det er en lang historie, og en stor diskussion, hvor vigtige elementer er eroderingen af fast arbejde til fordel for forskellige former for løs ansættelse, samt tendensen til at flere og flere lønarbejdere bliver deltidskapitalister, især gennem pensionsopsparing (hvor marginaliseringen af offentligt finansieret pension – folkepension – i sig selv beror på politiske beslutninger).
Arbejderklassen blev knægtet af massearbejdsløsheden i 70erne og 80erne, der banede vej for kapitalens modoffensiv, mest tydeligt i England, men den ineffektive modstand skyldtes grundliggende at den svækkedes af disse indre opløsningstendenser. Det finder jeg er en central forklaring på det nyliberale gennembrud.
Hvis denne hastige analyse er rigtig, rejser det naturligvis spørgsmålet om muligheden for i dag at rulle nyliberalismen tilbage. Her kan jeg ikke se andet end at svækkelsen af den traditionelle arbejderklasse er et ubetinget minus, som det ikke hjælper at bortforklare.
Det betyder ikke at de objektive, interessebetonede vilkår for modstanden er udsigtsløse. Men dens kerne har forskubbet sig, nemlig til offentligt ansatte lønarbejdere, der dagligt mærker presset fra nyliberalismen, i form af nedskæringer og mere stram styring, udløst af bestræbelsen på at markedsgøre denne sektor.
Denne modstand har vi mærket i Danmark i flere år, men mest oplagt i de store demonstrationer det sidste år. Og der er perspektiver i denne modstand, for forsvaret af den offentlige sektor som ægte offentlig – fælles – er automatisk en kritik af samfundets markedsgørelse, altså af nyliberalismen. Det ideologiske grundlag bliver næppe gammeldags socialisme, med arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne, men snarere demokratiet som sådan, nemlig erkendelsen af at kampen for den offentlige sektor er en kamp for demokrati, eftersom denne sektor i princippet er underlagt Folketinget og derfor lyder princippet om ‘én person, én stemme’ (modsat markedet, hvor vor indflydelse er proportional med hvor mange penge vi har, altså købekraften). Perspektivet er en demokratisering, dvs. ophævelse, af den private sektor: Nationalisering af finanssektoren, virksomhedsdemokrati og en socialisering – ‘gøren fælles’ – af hele videnssektoren.
Hertil kommer ‘vidensarbejderne’ i den private sektor. Når informationssamfundet virkelig slår igennem, kan jeg forestille mig at mange af disse vil finde det utilfredsstillende at ‘forske for profitten’, snarere end for folket.
Politiske beslutninger
I 1971, da Nixon gik fra guldet, kunne Europa have etableret en modmodel til den amerikanske, et regionalt Bretton Woods, hvor kapitalkontrollen sikredes af et effektivt valutasamarbejde.
Mange europæiske røster talte herfor, men vi fik kun den svage, ufinansierede Slange, senere EMSen .Nok var Europa, ligesom USA i krise, med oliechok og stagflation, men den europæiske realøkonomi var mere konkurrencedygtig end den amerikanske. Vesteuropa var og er en så stor og vigtig økonomi, at man formentlig godt kunne have dikteret kapitalen vilkårene for at gøre forretninger her. Kapitalen kan presse ét land gennem udtrykkelig eller stiltiende trussel om at flytte, men næppe en hel verdensdel, når denne er stor og rig.
Der er formentlig et væld af årsager til at det ikke gik som det gik, men en vigtig faktor var den europæiske splittelse mellem Tyskland, der følte sig helt afhængig af den amerikanske sikkerhedsgaranti og derfor ikke vovede en konfrontation, og Frankrig, der i langt højere grad ønskede europæisk enegang, og derfor stedse satsede på øget integration i EF, senere EU.
Næste skelsættende episode er Mitterand’s forsøg på at genoplive en aktiv økonomisk politik, dvs. en politik der ikke automatisk tilpassede sig markedet, men opfattede sig som en modspiller til dette.
Som vi har set var det igen Tyskland, der spændte ben, fordi Bundesbank havde ringe sympati for en keynesianisme, der prioriterede beskæftigelse højere end prisstabilitet. Og Tyskland var den suverænt stærkeste europæiske økonomi, med en D-mark, der styrede de valutamæssige forhold i Europa (lidt på samme måde som dollaren i dag er global supervaluta). Men beslutningen om at vetoe den franske keynesianisme var rent politisk, og man kan udmærket forestille sig at resultatet – og den følgende udvikling – var blevet ganske anderledes, hvis det ikke havde været Kohl, men en anti-nyliberal socialdemokrat i stil med Oscar Lafontaine, der havde stået i spidsen for den tyske regering. Der var ingen økonomisk nødvendighed i det faktiske udfald.
Dernæst det Indre Marked i 1986.
Her kunne man udmærket have sagt: Ja, vi skal have en mere effektiv varekonkurrence indenfor EF, men politikerne skal fortsat kontrollere kapitalen. Dette kunne man have overladt til de enkelte medlemslande, men det ville have været mere effektivt at give denne politisk-økonomisk kompetence til EF ved at lade Ministerrådet og Europaparlamentet (Kommissionen var nu éntydig fortaler for nyliberalismen) styre den europæiske kapital, så flere midler kunne gå til miljø, til forskning og til fattige regioner indenfor EF. Måske endda også til effektiv hjælp til fattige lande.
Endelig den monetære union (ØMUen), vedtaget i 1992.
Igen kunne man fint have sagt, hvis den politiske vilje havde været til stede: Ja, vi skal have en fælleseuropæisk pengepolitik, og vi skal have én valuta, dels for at hindre spekulation i de enkelte europæiske valutaer, dels for at etablere en modvægt til dollaren på globalt plan. Men heraf følger selvfølgelig ikke, at denne politik skal administreres af en udemokratisk centralbank (ECB), der kun må tilgodese finanskapitalens interesse i lav inflation og derfor har en indbygget tendens til at dæmpe væksten og øge arbejdsløsheden; og som ikke må bidrage til at finansiere et budget, der ville have muliggjort en fælleseuropæisk finanspolitik. Det følger ikke at finanspolitikken skal kastreres, således at politikernes økonomiske ‘politik’ begrænses til at tilpasse sig de nyliberale og monetaristiske spilleregler.
I stedet kunne man udmærket have etableret en demokratisk – politisk kontrolleret – centralbank, der også skulle tilgodese beskæftigelseshensynet. Man kunne have givet Europaparlamentet – den mest demokratiske institution i EU – muskler ved at give det et ordentligt budget, bl.a. finansieret af ECB, således at en aktiv fælleseuropæisk finanspolitik blev mulig (i dag er EU-budgettet patetisk lille, og halvdelen spildes på landbrugsstøtte). Ønsket om dybere europæisk integration dikterede på ingen måde at kapitalen skulle sættes fri. Tværtimod ville man have fået et økonomisk stærkere og mere demokratisk Europa, hvis man havde valgt en anden vej
Konklusion
– kampen om nyliberalismen er i bund og grund en kamp om kapitalen; privatisering, frihandel, et flexibelt arbejdsmarked osv. er følgevirkninger.
– nyliberalismen er ikke kompatibel med informationssamfundet; den uhæmmede kapitalisme vil profitere af viden, men det er ikke effektivt. Derfor var nyliberalismen ikke en historisk nødvendighed, og derfor er der gode muligheder for at den løber ind i en mur.
– interessen i et opgør med nyliberalismen må især søges blandt de offentligt ansatte, men også hos vidensarbejdere i den private sektor. Princippet bag kampen er demokratiet, og bestræbelsen må være at udvide dette til det økonomiske område.
– der var intet uundgåeligt i de nyliberale politiske beslutninger.Der var alternativer, som var fuldt så forsvarlige, økonomisk set.
I Latinamerika er nyliberalismen så godt som brudt sammen, fordi dens uretfærdigheder og ineffektiviteter har afsløret sig så klart.
Nyliberalismen har naturligvis meget forskellige ansigter i fattige og rige lande, og formentlig er den lidt mere levedygtig på vore breddegrader, hvor et oprør ikke næres af simpel, materiel nød. Men der er grund til at være optimistisk. Formentlig er nyliberalismen blot en fase.
Offentliggjort 1. marts 2007 på www.kritiskdebat.dk.