I Informations artikel 8/2 om Alternativets ‘bud på frihandel’ fremgår at Rasmus Nordqvist fra partiet og Pia Olsen Dyhr fra SF er tilhængere af frihandel, men den skal være fair og tage hensyn til miljø og de fattige lande. Frihandelen skal kort sagt ikke være fri handel.
Frihandel betyder, sprogligt, at de handlende kan gøre hvad de vil, uden at blive belemret med statslig indblanding, som traditionelt tog form af told. Modsætningen var protektionisme, som sprogligt antyder en defensiv og frygtsom holdning, og som Olsen Dyhr da også er modstander af.
Mærkeligt nok har ikke mange interesseret sig for, hvem disse handlende er. Hvem er det, som skal have denne frihed? Her træffer det sig sådan, at mere end totredjedel af verdenshandelen varetages af multinationale selskaber. Så frihandel er et privilegium for dem, og toldnedsættelse en reduktion i skatten på kapital. Dette kan være godt eller skidt, afhængigt af om man tror på en ‘dripping down’ effekt på internationalt plan eller ej, men sådan er det. Ligesom en lettelse i topskatten ubetvivleligt gavner de rige, mens effekten på samfundsøkonomien kan diskuteres.
I dag drejer det sig om regler om produktstandarder, miljø, arbejderrettigheder, investeringer og meget andet. Ingen betvivler at der skal være regler, men er det selskaberne eller politikerne, der skal bestemme dem? Skal de være til gavn for kapitalen eller landene (hvis – altså – der er en modsætning)? Skal der, med andre ord, være fri eller politisk reguleret handel? Man kan ikke få begge dele, og Nordqvist og Olesen Dyhr foretrækker klart det sidste. Men så skal de lade være med at forplumre sproget ved at tale om ‘frihandel’. Overlad det begreb til de liberale, der jo mener at markedet – selskaberne – er bedst til at varetage handelen.
Begrebet ‘skattetryk’ er et andet eksempel på, at politikere, der ikke forstår sig som tilhængere af liberalismen, har overtaget den liberale sprogbrug. Begrebet signalerer at skat er en byrde, altså i sig selv noget skidt. Skat finansierer jo velfærdsstaten, så hvis man er skeptisk overfor den og gerne ser nedskæringer, er det kun logisk at give ‘skat’ en negativ konnotation med på vejen. Men hvis man har den modsatte holdning til velfærdsstaten, burde dens finansiering ses i positivt lys, som ‘skattebidrag’.
‘Betal Deres skat med glæde’, sagde Viggo Kampmann i sin tid, men i dag taler næsten alle, også mange på venstrefløjen, om ‘skattetryk’. Begrebet skiftede status fra liberalt feltråb til formodet objektiv sprogbrug i 1980, da Statistisk Tiårsoversigt for første gang brugte ordet. Sjovt nok nogenlunde samtidigt med, at nyliberalismen begyndte at få praktisk og ideologisk hegemoni.
Det tredje eksempel på at magten har held til at udbrede sit verdensbillede er begrebet ‘populisme’, der jo er kommet meget frem i de seneste år. Ordet signalerer uansvarlighed, så derfor omgives det nyliberale centrum – for 30 år siden var det det yderste højre – af en højre- og venstrepopulisme, fx Le Pen i Frankrig og Syriza i Grækenland. Det er min fornemmelse at partierne til venstre har fanget denne sproglige juleleg, mens nogle på højrefløjen ikke har og derfor gladeligt kalder sig selv ‘populister’. Men hvorfor dog kalde dem – eller sig selv – det? Der er jo langt mere dækkende og neutrale betegnelser, såsom ‘nationalister’ eller ‘nationalkonservative’.
Mit sidste eksempel knytter sig til de ‘globaliseringskritiske’ bevægelser såsom Attac, der havde vind i sejlene for 15 år siden. ‘Globaliseringskritiske’? Altså også modstandere af internettet, multikulturalisme, international handel som sådan? Selvfølgelig ikke, blot var Attac modstandere af at globaliseringen foregik på kapitalens betingelser. Men med dette begreb blev vi – jeg var med i Attac – stemplet som reaktionære.
Vort sproglige modtræk var at tale om kampen mod ‘nyliberalismen’. Dette begreb er rimeligt præcist, og denne sprogkamp blev faktisk vundet. Alle taler i dag om ‘nyliberalisme’, mens ‘globaliseringskritik’ nærmest er udgået af sproget.
Moralen er at man skal være meget bevidst om det politiske sprog. Og passe på ikke at overtage modstandernes begreber.
Hvis Frode generelt kalder kvinder ludere, siger det noget om Frode. Det afspejler hans bevidsthed. Men sproget er ikke blot et passivt spejl. Det påvirker verden, i dette tilfælde at skubbe befolkningen en lille smule i retning af et mere vulgært kvindesyn.
Kommentar i Information d. 15/2 – 2017