Det pluralistiske paradigme
Et sted i kortudgaven af magtudredningen (MU) skriver forfatterne, at eksperternes viden altid er produceceret ’indenfor givne faglige paradigmer’ (s.20).
Sandt nok. Så hvilket paradigme finder vi i MU? Det kan bedst karakteriseres som pluralistisk. Det giver fordele, for det betyder at vi kommer ’hele vejen rundt’ om problemet; alle vinkler er med, – jeg kan faktisk ikke komme i tanker om et eneste væsentligt element, som ikke i det mindste er nævnt. Demokrati er med Hal Koch samtale, deltagelse, aktivitet, og med Alf Ross er det en bestemt beslutningsproces, der sikrer Folketinget den øverste magt. Tilsvarende er magt både konkret, synlig magt og mere generel, strukturel magt. MU kan så gennemgå, hvordan det er gået med disse forskellige aspekter af hhv. demokrati og magt.
Da borgerne er blevet mere kompetente og ikke mindre politisk aktive (omend typen af aktivitet er ændret meget), og da Folketinget nok har mistet magt til domstolene og EU, men også har styrket sin stilling overfor den udøvende magt, konkluderes at det går ’overraskende godt’ med det danske demokrati. Og da erhvervsledere ikke synes at have øget deres (personlige) magt og da globaliseringen ikke har undergravet velfærdsstaten, konkluderes at magten ikke er sivet ud af det danske politiske system (omend de anonyme markedskræfter har frataget os kontrollen med fx udlandsgælden).
Det pluralistiske paradigme er velegnet til at opregne de forskellige elementer og lave separate analyser af disse, men konklusioner bliver vanskelige, for hvordan sammenligne æbler og pærer? Hvordan fx afveje et eventuelt fald i Folketingets betydning med en eventuel stigning i borgernes aktivitet? Eller et muligt fald i erhvervslederes politiske indflydelse med en muligvis større afhængighed af det globale marked? Det kan man ikke, i hvert ikke uden videre, og derfor er det ret heldigt at alle indikatorer i sidste instans peger i retning af et sundere folkestyre. I modsat fald havde en konklusion ikke været mulig.
Jeg vender tilbage til denne problemstilling, men forinden skal det med at MU – på egne præmisser – ikke giver tilstrækkeligt belæg for sine konklusioner.
MU noterer at færre er medlemmer af politske partier og at græsrodsbevægelserne er svækket, men kan det virkelig opvejes af mikroaktivitet omkring skolebestyrelser etc.? Styrker jeg også demokratiet, hvis jeg sammen med mine to naboer danner en forening til fremme af vore radiser? Kan demokratiet ikke blive så nært, at det ikke længere giver mening at tale om demokrati? Her mangler der desperat et politikbegreb, der kan udsondre den fælles aktivitet, der ikke er politisk og derfor heller ikke demokratisk.
På den anden side er det vel ikke helt fair overfor EU-tilhængere, når det så stærkt understreges at Folketinget har mistet magt til EU. Det er naturligvis rigtigt, men her burde MU i langt højere grad (se ss. 30f) have modregnet den øgede – omend indirekte – indflydelse på europæisk politik. Alf Ross er glemt til fordel for Hal Koch’s mere nære demokrati. Men igen: Hvordan afveje æbler og pærer?
Paradigmet om politisk neutralitet
Det, der egentlig overraskede mig mest ved MU, var at 5 samfundsforskere overhovedet kunne blive enige om en konklusion.
Jeg mener: Emnerne er politisk sprængstof i enhver debat. Er EU ved at afskaffe dansk demokrati? Har kapitalens nyvundne frihed til at investere hvor og hvordan den vil, revet gulvtæppet væk under den politiske styring? Har individualiseringen forvandlet borgeren til kunde og passiv TV-kigger a la Berlusconi’s Italien? Er udlændingeproblemet – hvis det er et problem – ved at sprænge det danske folk og dermed demokratiet? De 5 har formentlig forskellige vurderinger, men de forskellige argumenter vejes altså op mod hinanden i noget, der ligner et kompromis.
Dermed er vi kommet til det andet paradigme, der synes at ligge til grund for MU: At god videnskab er saglig og politisk neutral. Derfor ville det ikke gå, hvis MU havde delt sig i 2 eller 3 rapporter med modstridende konklusioner.
Jeg er naturligvis enig i, at videnskab skal stræbe efter at være saglig og herunder få alle væsentlige vinkler med. Men hvis samfundsvidenskab skal være interessant, skal den gå i dybden, og dér støder man nødvendigvis på konfliktmateriale af ureducérbar politisk karakter.
Det drejer sig først og fremmest om demokratibegrebet. Selvfølgelig skal både Hal Kock og Alf Ross med, for demokratiet kan hverken klare sig uden borger-aktivitet eller uden et Folketing med formel kompetence, men hvad er primært og hvad er sekundært? Hvad er demokratiets essens og hvad er ’blot’ forudsætninger for demokrati? Det burde de 5 have gennemdiskuteret, så vi var blevet præsenteret for et begreb, hvor sammenhængen mellem de forskellige elementer var blevet analyseret og dermed prioriteret.
Der mangler kort sagt en politisk-teoretisk analyse. Men den ville samtidig have afdækket udvalgets politiske grundholdninger og prioriterinnger, og så ville Videnskaben med stort V være kommet i fare.
Liberalt versus solidarisk demokrati
Problemet bliver særlig akut, når vi inddrager en anden traditionel akse i demokrati-debatten, nemlig liberalt demokrati versus socialistisk/socialdemokratisk demokrati (som jeg i det flg. kort vil kalde ’solidarisk demokrati’). Det vil være min påstand at det første demokrati er styrket, det andet svækket, hvorfor en éntydig og upolitisk konklusion om demokratiets tilstand ikke er mulig.
Desværre inddrager MU slet ikke denne forskel, som i korthed kan beskrives således (en nærmere fremstilling af de forskellige demokratibegreber kan findes i ’Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’, der udkommer ca. april 2004 på forlaget Frydenlund):
Den liberale demokratiopfattelse er præget af, at liberalismen har individuel frihed som grundværdi. Da statsmagten iflg. sagens natur begrænser eller undertrykker denne – vi skal overholde loven, hvad enten vi er enige eller ej – må liberale have en skeptisk holdning til staten. Praktisk nødvendighed tilsiger naturligvis at en stat skal varetage en række funktioner, men det gælder om – for det første – at minimere deres omfang, altså etablere en ’minimalstat’ (jvf. titlen på Anders Fogh Rasmussen’s gamle bog), og for det andet at begrænse tvangen i den offentlige sektor ved at give mere plads til frie valg (jvf. regeringens politik).
Når staten er demokratisk, må dette have konsekvenser for holdningen til demokratiet. Venstre’s principprogram (www.venstre.dk) forklarer:
”Udgangspunktet skal være, at opgaver løses på privat initiativ af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller af private organisationer. Det offentlige påtager sig kun løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomissk grundlag.
For at sikre det enkelte menneskes medbestemmelse og indflydelse på beslutningerne skal disse træffes så tæt på den enkelte som muligt. De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt” (min fremhævelse).
I den udstrækning man forbinder demokrati med folkevalgte forsamlinger, kan dette samfundsideal bedst beskrives som ’minimaldemokrati’.
Og videre: Indenfor det restområde, hvor demokratisk valgte politikere har noget at skulle have sagt, bør vægten af deres ord begrænses til fordel for individernes frie valg (af hjemmehjælp, sygehuse osv.).
For liberale gælder det om at svække den borger, der har indflydelse på andre via Kommunalbestyrelse, Amtsråd og Folketing, og styrke det individ, der som aktør i den private sektor eller som kunde og bruger i den offentlige sektor er suveræn i forhold til de andre og her varetager sine egne interesser. Det private individ fremfor den sociale borger: På den måde virkeliggøres den individuelle frihed. Disse indre sammenhænge mellem liberalisme og demokrati har måske tidligere ikke stået så klart. Her i landet kan vi takke Venstre for at have skåret dem ud i politisk praksis.
De fleste er enige om at demokrati kræver politisk frihed (til at stemme og til at ytre sig, som man vil), politisk lighed (én stemme pr. person) og flertalsstyre. Men hvordan hænger disse elementer nærmere sammen? Det giver sig selv at liberale vil lægge størst vægt på frihedsdimensionen, – så stor at demokrati gerne identificeres med ikke blot politisk, men også praktisk individuel frihed til at gøre, hvad den enkelte finder for godt. Hvorimod man skal være mere forsigtig med flertalsstyre, fordi det i princippet undertrykker mindretallet og den personlige frihed at man skal bøje sig for flertallet.
Formålet med demokratiet er ikke at virkeliggøre et fælles projekt, det er ikke at folket bestemmer samfundets indretning og udvikling. Formålet er i stedet mere jordnært ’at løse opgaver’; denne sprogbrug definerer politik som ’teknisk’ problemløsning snarere end samfundsforandring. Og først og fremmest er formålet at sikre den enkeltes frihed. Demokratiet som det organiserede og lige fællesskab har ingen egenværdi, er ikke et selvstændigt ideal.
Af denne fremstilling af det liberale demokratibegreb fremgår modsætningsvist centrale elementer i det solidariske begreb.
For socialister er mennesket allerførst socialt. Det menneske, der udskiller sig fra samfundet, er – med Aristoteles – en ’idiot’, eller en asocial person, der berøver samfundet sine evner og produktionsmidler. ’Privat’ kommer af latinsk ’privare’, der betyder berøve; denne negative betydning finder vi i engelsk ’privation’ (afsavn eller fravær) og ’privateer’ (sørøver); forresten hedder privatskoler den dag i dag ’idiotika scholia’ på græsk. Individualisme er altså en perversion, individet og dets frihed (valg) en uting.
Fra denne vinkel virkeliggøres mennesket i fællesskabet, og det særlige ved demokratiet er nu, at dette er et fællesskab, hvor vi alle ultimativt er lige, når der skal bestemmes (én stemme pr. person). Og det er ikke undertrykkelse, men solidaritet, at man retter sig efter flertallet.
Historisk var kravet om almen og lige stemmeret naturligvis vendt imod overklassens privilegerede stemmeret (som den moderne liberalismes fader, John Stuart Mill, iøvrigt forsvarede), og i det hele taget så arbejderbevægelsen traditionelt kampen for socialisme og demokrati som den økonomiske og politiske side af samme sag, nemlig at folket – snarere end overklassen og kapitalejerne – skulle bestemme.
I takt med klassesamfundets afvikling forsvandt den oprindelige socialisme – arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne – fra dagsordenen og det kom nu til at dreje sig om at udstrække de demokratiske principper til det økonomiske område. Ultimativt betyder dette at privatøkonomien, hvor indflydelsen følger privatejendommens størrelse, afløses af en demokratisk økonomi, hvor vi alle har lige indflydelse på økonomiske spørgsmål (hvori ikke nødvendigvis ligger at flertallet beslutter sig for substantiel økonomisk lighed, altså samme indkomst til alle).
For 20-30 år siden handlede diskussionerne indenfor fagbevægelsen, socialdemokratiet og venstrefløjen om, hvordan det økonomiske demokrati skulle udformes og præcis hvor langt man skulle gå (virksomhedsdemokrati? demokratisering af finanssektoren? osv.).
Det er klart at de to demokratibegreber er som ild og vand. Er den offentlige sektor et nødvendigt onde og dens finansiering derfor ’skattetryk’? Eller er den et mål i sig selv, fordi vi her – modsat i den private sektor – ultimativt har præcis lige stor indflydelse, uanset indkomst; således at skat er et gode, et ’skattebidrag’.
Der er enighed om at politikken skal være demokratisk, men hvad er politik? Er økonomien privat eller er den politisk og dermed kandidat for demokratisk styring? Altså: Hvad er domænet eller genstandsfeltet for den demokratiske beslutningsproces?
Læseren – og MU – er måske uenige i dele af disse signalementer af de to modeller, men det kan ikke benægtes at de to demokratibegreber stod overfor hinanden for 20-30 år siden.
Det gør de ikke idag. Det liberale demokrati har éntydigt sejret. Jeg tænker ikke så meget på den aktuelle regering – den kan falde ved næste valg – som på at de liberale grundprincipper er blevet accepteret af socialdemokrater og socialister – og mange partier ’til venstre’ herfor – i Danmark som overalt i Europa.
Nyliberalismen har sejret, og derfor er det liberale demokrati blevet væsentligt styrket, mens det andet demokrati er blevet svækket (eler snarere udslettet). Om ’demokratiet’ har det bedre eller ej, afhænger altså ganske af politisk holdning. Det kunne jeg og mange andre såmænd have fortalt opdragsgiverne i Folketinget for betydeligt mindre end 50 millioner kroner.
Politisk og økonomisk magt
MU nævner (s. 12) Alf Ross’ sondring mellem demokratiets ’intensitet’ (hvor mange kan stemme?) og dets ’ekstensitet’ (hvor mange områder kan folkevalgte organer bestemme over?). Det er klart at det sidste spørgsmål er helt centralt, for der er jo ikke meget ved perfekte demokratiske procedurer, såfremt Folketinget kun har magt til at fastlægge færdselsreglerne.
Selvom denne dimension mærkeligt nok ikke nævnes blandt de 5 idealer for et demokratisk samfund (ss. 13f), tages spørgsmålet op i forskellige sammenhænge. Det drejer sig i første række om, hvorvidt de folkevalgte myndigheders politiske magt er blevet udhulet af markedets og kapitalens økonomiske magt. Hovedteserne er:
* Folketinget har mistet magt, fordi den økonomiske globalisering har svækket ’nationalstaternes styringspotentiale’ (s. 29); som exempel nævnes at kontrollen med udlandsgælden er gledet de politiske magthavere af hænde (s. 52).
* Grundet bl.a. øget koncentration i dansk erhvervsliv har de store virksomheder styrket deres magt i forhold til de politiske myndigheder, men på den anden side er erhvervsledernes personlige politiske magt ikke øget (ss. 27f).
* Globaliseringen har ikke svækket velfærdsstaten (ss. 30 og 44).
Det er altså et broget billede, der tegner sig.
Min væsentligste indvending er at forholdet mellem økonomisk og politisk magt er groft underprioriteret; der ofres ikke mange linier på effekten af nyliberal globalisering. Det er helt uforståeligt at forfatterne til en magtudredning ikke inkluderer en eneste økonom (eller sociolog). Rapporten undervurderer bastant magtforskydningen fra folkevalgte organer til marked og kapital.
Lad mig kompensere ved at opregne hvordan nyliberalismen har undergravet demokratiet:
1) Privatisering og udlicitering (der er en halv og tidsbegrænset myndighedsafgivelse).
For 20 år siden var det helt overvejende offentlige myndigheder, der drev eller direkte regulerede den kollektive trafik. Siden er Københavns Lufthavn blevet privatiseret, mens tog- og busdrift er blevet udliciteret. Og hvad der er tilbage af offentlig drift – DSB – skal drives ’forretningsmæssigt’; der skal tjenes penge.
Folketinget kan ikke tilpasse den kollektive trafik til miljømæssige og fordelingspolitiske hensyn ved at diktere lave billetpriser, således at privatbilismen begrænses til gavn for miljøet og således at folk, der ikke har råd til bil, favoriseres. Det ville nemlig medføre underskud. Den samme tendens ser vi indenfor andre vigtige områder såsom telekommunikation (privatiseringen af TeleDanmark) og energisektoren.
Man kan mene – det gør jeg ikke – at privat eller halvprivat drift er mere effektivt, men det er sikkert at meget væsentlige områder – faktisk landets infrastruktur – langt hen ad vejen er blevet udskilt fra, hvad folkevalgte politikere kan befatte sig med. Dette spørgsmål er så vigtigt, at det mageligt kunne have fyldt 5-10 sider i MU.
2) Kapitalens frigørelse.
For 20-30 år siden kunne demokratisk ansvarlige offentlige myndigheder regulere strømmen af kapital ind og ud af landet. Man kunne forhindre at danske fonde spekulerede i udenlandske papirer og dermed måske bidrog til at undergrave et andet lands økonomi, og man kunne i langt højere grad end i dag stille betingelser til den kapital, der søgte til Danmark (om miljø, beskatning, måske lokalisering). Noget af den tidligere økonomisk politik er blevet overført til EU, som i praksis bestemmer kronens værdi og det danske renteniveau, men EU har overladt bestemmelsen af Euroens værdi til det internationale kapitalmarked og den har ligeledes – tolket ud fra et solidarisk demokratibegreb – afdemokratiseret pengepolitikken ved at overlade den til en politisk uafhængig europæisk centralbank.
Videre blev den danske finanssektor dereguleret for godt en halv snes år side. Demokratisk valgte politikere kan ikke længere styre banker, forsikringsselskaber, realkredit og investeringsfonde; disse kan udføre de forretninger, de vil, fx kan banker drive forsikringsvirksomhed, og de kan fusionere, som de vil, med det resultat at Danske Bank er blevet den helt dominerende spiller. Endelig har staten idag stort set mistet kontrollen med pengemængden og kreditomfanget; disse fundamentale økonomiske størrelser bestemmes af den private sektor. Demokratiet har kort sagt afhændet den finansielle sektor, dermed økonomiens infrastruktur. Også det tema kunne berettige adskillige sider i en magtudredning.
En egentlig erhvervspolitik er idag – modsat tiden før nyliberalismens gennembrud – meget vanskelig. Staten kan ikke længere favorisere én sektor fremfor andre gennem direkte tilskud etc., fx fordi et Folketingsflertal har nogle miljøpolitiske, beskæftigelsespolitiske eller andre prioriteringer; eller fordi man ikke synes at landets ressourcer skal spildes på unyttig produktion.
3) Koncentration af den økonomiske magt.
Kapitalens nyvundne frihed har også givet virksomhederne frihed til at overtage eller fusionere med andre. Dette nævnes diskret af MU, men her var der virkelig brug for en undersøgelse af koncentrations- eller monopoliseringstendenserne i dansk erhvervsliv. I lys af de sidste måneders diskussion af Arla etc. – hvor Konkurrencestyrelse har beklaget sine begrænsede magtmidler – vil jeg tro, at MU har fortrudt sin bemærkning om at konkurrencelovgivningen er blevet skærpet (s. 28). Måske, men kendsgerningen er at Danmark – ligesom EU – stort set godkender alle sammenslutninger.
Udover finanssektoren synes der at være blevet færre og større spillere indenfor landbrug, detailhandel, en lang række dagligvarer og energi. Hvordan med andre brancher? Hvor stor en del af dansk erhvervsliv er kontrolleret af udenlandske kapitalinteresser?
Iflg den norske magtudredning er resultatet af mere marked ’ikke spredning av makt, men sterkere innslag av oligopoler: tre-fire store foretak eller kjeder dominerer i flere og flere bransjer’ (www.sv.uio.no). Hvis en almen koncentrationstendens tilsvarende kan dokumenteres i Danmark, er de offentlige myndigheders private modspillere blevet mere organiserede og dermed stærkere. Hvis der derimod havde været en tendens til øget konkurrence, ville den økonomiske magt i højere grad neutralisere sig selv. Disse spørgsmål er langt mere fundamentale end erhvervslederes politiske forbindelser.
4) Medier.
For demokratiet er det naturligvis særlig vigtigt at mange og politisk forskelligartede synspunkter kan komme til orde. MU noterer at antallet af aviser er faldet, og her kan tilføjes at ejet af de tilbageblevne bliver stedse stærkere koncentreret. Men til gengæld – hedder det – er DR’s monopol på ’elektronisk nyhedsformidling blevet ophævet, og der er blevet flere konkurrerende radio- og tv-kanaler’ (s. 40). Vi har fået Sky Radio og snart privatiseres TV2 formentlig.
Men giver flere, uafhængige kommercielle udbydere større politisk pluralitet? Det er der ikke meget, der tyder på. Private udbydere skal primært tjene penge, og det sker åbenbart bedst ved politisk at lægge sig i midten af mainstream, for her er de fleste kunder og derfor flest reklamepenge; sekundært kan ejerne – Murdoch fx – have klare politiske synspunkter, og her kan man jo spørge, hvorfor vægten i meningsdannelsen skal afhænge af pengepungen? Det er jo i klar strid med det demokratiske princip om lige politiske indflydelse.
MU tilslutter sig her implicit Schumpeter, som modellerede demokratiet over markedet og dets principper. Men måske er politik netop adskilt fra markedet, måske er politisk kamp ikke ’konkurrence’, måske er det ikke et gode at den politiske meningsdannelse privatiseres? I så fald havde DR ikke et ’monopol’, der nu er blevet brudt; i stedet skulle DR som repræsentant for vælgere og Folketing organisere den politiske debat på en fair og pluralistisk måde. Hvad der for liberale er et brud på et statsmonopol, er for socialister en afdemokratisering. Fordi politikkens privatisering og markedsgørelse forråder den politiske lighed.
5) Velfærdsstatens privatisering?
MU mener ikke at globaliseringen truer den danske velfærdsstat. Det er en lang snak, men i hvert fald mht. pensioner har der været en åbenbar tendens til at den socialdemokratisk prægede ’skandinaviske model’ har tilpasset sig den liberalistiske ’angelsaksiske model’, idet private forsikringsordninger betyder stedse mere i forhold til den offentligt finansierede folkepension. Også her har nyliberalismen indskrænket domænet for demokratisk kontrol.
Alt i alt er det liberale demokrati ikke blot blevet styrket: Det har vundet massivt. Mens det solidariske demokrati nærmest er blevet udslettet.
Mere målrettet kontrol
I en anden henseende – end når vi ser på økonomi versus politik – synes det liberale ’minimaldemokrati’ i krise. Folketinget regulerer den enkelte borger langt mere end hidtil: ”det politiske rum har udvidet sig. Mange flere emner er genstand for politisk regulering end tidligere, og reguleringen går tættere på det enkelte menneske end tidligere” (s. 32); borgernes adfærd og holdninger søges formet i højere grad end hidtil (ss. 33ff).
Heroverfor står imidlertid, at afstanden mellem folket og eliten er mindsket, og at staten ikke længere er ’fjern og ophøjet, men er kommet i øjenhøjde med borgerne’ (s. 20). Borgerne har mere autonomi – frit valg – i forhold til myndighederne. De finder sig ikke i hvad som helst. Og MU fortsætter:
”Det gælder dog især for de velfungerende og ansvarlige borgere. Overfor de borgere, hvis adfærd ikke vurderes som ansvarlig, eller som ikke foretager de ’rigtige’ valg, tages der skrappere styringsmidler i brug” (s. 20).
Disse forskellige tendenser kan vel sammenfattes derhen, at ’stærke’ borgere har fået større frihed i forhold til myndighederne, mens det modsatte er tilfældet for de ’svage’ borgere. Jeg véd ikke om dette betyder en styrkelse eller svækkelse af demokratiet, men det indebærer en flytning af magt og frihed fra bunden til toppen. Jeg synes at MU klarere skulle have udtalt en bekymring over en sådan tendens.
Demokratiet og oplevelsen af demokratiet
MU har indsamlet et stort materiale om befolkningens holdning til og oplevelse af demokratiet og dets institutioner, baseret på en række undersøgelser. De viser, bredt fortalt, at befolkningen er tilfreds med det danske demokrati.
Dette er spændende læsning, men MU undlader mærkeligt nok at spørge, hvilken relevans det har for demokratiets sundhedstilstand. Demokratiets tilstand og folks oplevelse af dette er to forskellige ting, fordi folk kan tage fejl. Hvis en nøgtern politisk-økonomisk-sociologisk analyse viser, at der er problemer med demokratiet, vil det være et extra sygdomstegn, hvis folk ikke har opdaget disse problemer. Men et enkelt sted slutter MU faktisk direkte fra det forhold, at folk oplever en større magtspredning til at der er en større magtspredning (s. 47).
Demokratiets ’kunder’ har ikke altid ret. Det fremgår bl.a. af at folket til tider modsiger sig selv, når det bliver spurgt.
1) Undersøgelser viser at borgerne idag oftere henviser til egeninteressen end til fællesskabets bedste, når de skal begrunde en politisk beslutning, mens andre undersøgelser viser, at de snarere orienterer sig mod fællesskabets interesser (s. 50). Denne inkonsistens kan måske forklares ved at spørgsmålene i den sidste undersøgelse er blevet formuleret på en måde, der tilskynder til at svare ’rigtigt’. MU konkluderer imidlertid ikke at folket modsiger sig selv, men at individualisering godt kan ’samleve med solidaritet’. Dermed udviskes ordenes betydning, i stil med HK’s slogan: ’vær solidarisk med dig selv’.
2) En meget spændende undersøgelse viser at der idag er lidt flere (end i 1979), der forbinder demokrati med ’at det er folket, der bestemmer’. Og videre:
”Overhovedet er der i den danske befolkning en overvældende tilslutning til, at demokrati indebærer lige og almindelig stemmeret, flertalsstyre, ytringsfrihed og lige muligheder. Lidt mindre tilslutning er der til, at demokrati indebærer mindretalsbeskyttelse, faktisk lighed i deltagelsen eller ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er tydeligvis folkesuverænitetsforestillingen, der står i centrum” (s. 48).
Denne demokratiopfattelse trækker overvejende i retning af en solidarisk demokratiforståelse. Så når folket samtidig siger at det danske demokrati har det fint, modsiger det sig selv.
Det er det liberale, ikke det solidariske demokrati, der har det fint. Idet liberalismen dog synes at være indskrænket for den nederste del af befolkningen.