Fordi det går ud over evnen til at konkurrere på det globale marked, hedder det.
Arbejdsmarkedet skal gøres fleksibelt og sociallovgivningen strammes af hensyn til konkurrenceevnen. Først når alt underordnes virksomhedernes interesse i at reducere omkostningerne og øge profitten, er den tyske økonomi blevet så sund, at arbejdsløsheden forsvinder. For det er selvfølgelig virksomhedernes højeste mål? (selv om de har en nøgtern interesse i et overudbud af arbejde).
Rent økonomisk er det noget vås, at konkurrenceevnen er så vigtig for tysk økonomi, for faktisk går det godt med eksporten.
Problemet er den indenlandske efterspørgsel, og det problem kunne løses af en ekspansiv finanspolitik, der giver flere job. Hvorfor er den politik så ikke på tapetet? Fordi problemet som bekendt er mangel på motivation hos de fem millioner arbejdsløse, ikke mangel på jobmuligheder. Skylden ligger hos de dovne arbejdsløse, ikke hos asociale virksomheder, der hellere vil spekulere i Asien end investere deres penge i arbejdspladser, ifølge kapitalen og dens økonomer og journalister – men denne gamle Thatcher-analyse er nu ophøjet til indiskutabel økonomisk visdom.
Hertil kommer, at en pæn del af den tyske misére skyldes EU’s politik. Stagnationspagten sætter på god liberalistisk vis snævre grænser for de offentlige udgifter – ned med den offentlige sektor, op med den private – og forhindrer dermed en ekspansiv keynesiansk politik; Tyskland har her snydt lidt, men ikke meget. Og den Europæiske Centralbank er på lige så god monetaristisk vis ligeglad med arbejdsløsheden og fastlægger derfor en relativt høj rente; dermed begrænses inflationen nemlig, således at de, der har penge, ikke ser deres værdi reduceret. Vi er igen tilbage hos Thatcher, hvor arbejdsløshed er forvandlet fra et onde, der skal bekæmpes, til et middel, der kan bruges til opnåelse af højere mål.
Men nu er et spøgelse begyndt at gå rundt i Tyskland! Die Linke fik et gennembrud ved valget, på et program der udtrykkeligt gør op med nyliberalismen, og som foreslår at de rige også bidrager til reformerne (formueskat, arveafgift, højere topskat). Samtidig er SPD rykket til venstre, sikkert inspireret af fremkomsten af det nye parti.
Vi hørte ikke meget om Hartz 4 i valgkampen, og i foråret sagde Müntefering nogle ord, som det er mange år siden, vi har hørt fra en europæisk socialdemokrat. Derfor virkede de revolutionære, skønt hans kritik af kapitalismen egentlig var meget moderat. Han kritiserede de store virksomheders asociale holdning, når de nedlagde arbejdspladser og flyttede til udlandet, og han efterlyste kontrol med de spekulationsfonde, der med et tryk på et par knapper kan destabilisere den tyske økonomi.
Stor ballade, fordi det hermed var antydet, at Tysklands problemer ikke nødvendigvis skyldes, at de arbejdsløse, marginaliserede og lavtlønnede vælter sig i vellevned. Pludselig var ‘venstreorienterede reformer’ ikke længere en begrebslig selvmodsigelse. Måske er der også problemer på kapitalsiden. Siden den socialdemokratisk-keynesianske velfærdsstat begyndte sin afviklingsproces for 25 år, har denne halvdel af dagsordenen været tom; da kapitalen fik sin frie bevægelighed og dermed den overordnede magt, afløstes den gamle balance mellem kapital og lønarbejde af et unipolært samfund. Virksomhedernes og bankernes interesser var hellige. Alt skulle reformeres og moderniseres og tilpasses, undtagen kapitalen; alle skulle yde ofre, undtagen de rige.
Og så kommer der pludselig nogle folk og siger, at hvad der er bedst for kapitalen (nemlig maximal profit) ikke nødvendigvis er bedst for samfundet, og at også erhvervslivet skal være ‘fleksibelt’ ved at ‘tilpasse sig’ samfundets interesser! Sort reaktion? Globaliseringsangst? Snarere en idé om at internationalt samarbejde kan være bedre end konkurrence, og et beskedent ønske om lidt demokratisk kontrol med den globalisering, der indtil nu har været styret af og for de transnationale selskaber og fonde (2/3 af verdenshandlen reguleres af ca. 65.000 selskaber).
Die Linke foreslår Tobin-skat, Müntefering som sagt at man ser på fondene; dette er gode skridt mod den kapitalkontrol, der er den første betingelse for en anden politik.
Det er dette alternativ, som socialister, Attac’ere mm. i Holland, Frankrig og andre EU-lande også er ved at kortlægge. En konkret, gennemarbejdet og realistisk venstrereformpolitik, der kan få den herskende nyliberalisme til at fremstå som det, den er, nemlig sort reaktion.