Det er forkert. Et nej er ofte nødvendigt, men det er kun et ja til noget bedre, en ny retning og en anden verden, der virkelig kan begejstre og give bund og bredde i en kampagne. Ellers bliver man fanget.
Tænk på de danske afstemninger. Sommetider blev det et ja, sommetider et nej, men når det sidste var tilfældet fik vi blot en konkretisering af nej’et i nogle forbehold. Retfærdigt eller ej, kom nej’et til at fremstå som forsinkelse, som frygtsomhed, som reaktionært, – alt sammen noget, som mere oplysning kunne korrigere ved næste afstemning. Der var kun én retning, på én motorvej, men vi fik lov til at vælge om der skulle trykkes på bremsen eller speederen ved markedsgørelsen af Europa. Vi har aldrig set en stemmeseddel, hvor vi skulle vælge mellem ja til mere markedsstyring eller ja til mere demokratisk styring.
Når det var sådan, skyldtes det at det var Kommissionen – og de kapitalinteresser der lobby’ede denne – der satte dagsordenen, men det skyldtes også at oppositionen var delt mellem nationalister og demokrater/socialister, hvilket udelukkede et fælles alternativ. Et ja til et alternativ bliver først muligt, når den uhellige nej-alliance brydes.
Det mest rimelige er, at en forfatning er en forfatning, dvs. bestemmer de institutionelle rammer for de politiske kampe om værdier og interesser.
EU eller nationalisme
Sådan er det ikke med det foreliggende udkast, for det institutionaliserer kapitalens frihed, som således hæves over den politiske debat. Den bedste løsning på ‘det franske problem’ er derfor, at den tredje, nyliberale del af forfatningen skrottes, men hvis udgangen på sagen bliver at der i stedet kommer et revideret nyliberalt forfatningsforslag, må centrum-venstre tage dette til efterretning og indkalde til en europæisk forsamling, der paragraf for paragraf udformer et alternativt forslag.
Et par idéer:
– En demokratisk europæisk centralbank, der forpligtes på, at arbejdsløsheden ikke må stige over et vist niveau (i dag og iflg. det officielle forfatningsforslag skal banken være uafhængig af politikerne – dvs. kun afhængig af markedet – og alene sikre prisstabilitet).
– Grænser for privatforbruget, fordi uhæmmet privatforbrug er ødelæggende for miljøet (snarere end grænser for det offentlige forbrug, som indeholdt i Stabilitetspagten og ekko’et i forfatningsforslaget).
– Menneskets frihed prioriteres over kapitalens frihed (snarere end ligestilles hermed).
– Sundhed og uddannelse kan ingensinde gøres til vare.
– Selskaber og fonde kontrolleres af det offentlige; større kapitalbevægelser – især ud af EU-området – skal godkendes, og europæiske myndigheder kan diktere bestemte investeringer, hvis almenvellet kræver det.
– Selskabernes intellektuelle ejendomsret (patenter og copyright) eksproprieres og overgår til europæiske myndigheder, der administrerer dem i almenvellets interesse,
– Alsidig ytringsfrihed sikres ved at opbryde europæiske medieimperier,
– Markedsbaseret konkurrence på det finansielle område genindføres ved at forbyde spekulative hedge-fonde og storbanker, der i dag manipulerer markedet; pensionsfonde demokratiseres.
– EU’s nærhedsprincip tages alvorligt: hvad der kan afgøres lokalt, nationalt eller europæisk skal afgøres på det pågældende niveau, vel at mærke på gennemført demokratisk vis.
Nationalismen er det eneste reelle alternativ til EU.
Derfor bør ‘Ja eller Nej til EU’ fjernes fra centrum-venstres dagsorden, så sagen i stedet kommer til at dreje sig om, hvilket EU vi skal have. Her har nyliberalismen simpelthen ikke leveret varen, økonomisk set; Europa har fulgt japanerne ned i en vaskeægte stagnation, og specielt går det elendigt i kernelandene Tyskland, Frankrig og Italien (hvortil kommer at den engelske succesøkonomi nu synes at krakelere).
Den europæiske nyliberalisme, fra 1985 og frem, har haft sin tid, men er nu i krise. Derfor har franskmændene fået nok; og i Tyskland lancerer SPD’s formand for første gang i mange år et frontalt angreb på kapitalkræfterne, samtidig med, at Schröder kræver kontrol med hedge-fondene.
Europa har chancen for at følge i Latinamerikas fodspor og afvise demokratiets underordning under kapitalen. Men det kræver at centrum-venstre får udformet et alternativ, så vi igen kan sige ja, mens det bliver de andre, der må til at lære at sige nej (til os). Men det haster med at få vendt bøtten og dagsordenen. Mon ikke SF-flertallet og Nyt Europa vil besinde sig, når et demokratisk alternativ til det nyliberale EU toner frem?