Anders Fogh, Jens Rohde m.fl. tror formentlig af et ærligt hjerte, at de får mere marked ved at frigøre erhvevslivet fra kvælende offentlige reguleringer. Men det modsatte er tilfældet. Idag kan man kun være ægte liberalist ved at være antikapitalist.
I Danmark har Arla monopol på mælk, realkreditten fusionerer, Danske Bank sidder tungt på den finansielle sektor, mens A.P. Møller – der for resten kontrollerer Danske Bank – er blevet så stor inden for den produktive sektor, at koncernen er ved at skævvride KFX-indexet.
Markedsøkonomien har det altså ikke for godt i Danmark. Den frie konkurrence mellem 117 ligeværdige aktører, til gavn for prisen og produktkvaliteten er en saga blot. Når nyliberalismen frigør kapitalen fra demokratisk konkrol, bliver kapitalen nemlig ikke underlagt markedskontrol. Det er i stedet markedet, der underlægges kapitalens kontrol.
Tre dele
Det gælder Danmark, det gælder EU og det gælder den globale økonomi. Den økonomiske magtfordeling på globalt plan kan faktisk gøres op kvantitativt, takket være FN-organisationen UNCTADs årlige investeringsrapporter.
Lad os begynde med verdenseksporten, der i 2001 var på 7.500 milliarder dollar. Der er bred enighed om, at den deler sig i tre næsten lige store dele.
De første 33 procent af denne handel er på markedsvilkår, det vil sige underlagt fri konkurrence. I 1990 var denne andel på godt 40 procent, så den rene markedsøkonomi er skrumpet betydeligt, efter at nyliberalismen vandt globalt.
De næste 33 procent er »handel« inden for de multi-nationale selskaber, hvor der sendes halvfabrikata og så videre mellem moder- og datterselskaber; disse priser bestemmes suverænt af selskaberne, gerne således at over-skuddet lægges i de lande, hvor beskatningen er mest lempelig. Dette har lige så lidt at gøre med konkurrence, som når en arbejder på en fabrik rækker kollegaen en møtrik. Det er planøkonomi i et omfang, der kan måle sig med den sovjetiske, og den er lige så udemokratisk. Forskellen til Sov-jets økonomiske plan, Gosplan, er dels at den kaptalistiske version ikke gælder et bestemt geografisk område, dels at den kun har ét mål, nemlig maximal profit. Denne andel er formentlig stigende (fra ca. 30 procent i 1990).
De sidste 33 procent af verdenseksporten beherskes også af de multinationale selskaber. Men her går eksporten »ud af huset«, til andre selskaber eller til importører.
Så her er der vel konkurrence? Svaret er, at vi inden for næsten alle brancher får stadig færre »spillere«, der er blevet så store, at de afgørende kan påvirke priserne, har »markeds-magt« som det hedder.
Presses ud
Den eksplosive vækst i fusioner og overtagelser har betydet, at de små og middelstore firmaer presses ud. Koncentrationen er øget inden for IT-branchen (Microsoft og Intel), medier og bioteknologi, men også i »gammeldags« sektorer som detail-handel, tøj og biler.
I år 2000 stod ti selskaber for mere end 85 procent af bilproduktionen, i 1989 var der 15 selskaber om denne andel.
Det er begrænset, hvor megen konkurrence der er inden for oligopolistiske brancher; et selskab véd, at hvis det sænker priserne ti procent for at øge markedsandelen, vil de andre følge med, så resultatet bliver uændrede markedsandele, men mindre profit til alle. Hvis selskaberne er rationelle, indgår de derfor i en udtalt eller uudtalt aftale («tacit collusion«) om at holde priserne på et vist niveau.
Også den finansielle kapital er blevet koncentreret. Antallet af banker er faldet, og pengene er blevet koncentreret i fonde (pensionskasser, forsikringsselskaber og investeringsfonde), der er så store, at de afgørende kan påvirke de finansielle markeder, hvor de spekulerer; de såkaldte hedge-fonde (spekulationsfonde) har været i stand til – på tværs af regeringernes ønsker – at bestemme prisen på en valuta (på den måde tjente den ungarnske finansmand Georg Soros i 1992 en milliard dollar på nogle få uger).
Vildledning
Det kan altså konstateres, at de multinationale selskaber behersker 67 procent af verdenshandelen, en stigning fra 59 procent i 1990. Det betyder, at »frihandel« – i betydningen: ingen statsindblanding – umiddelbart er frihed for disse selskaber, og at toldafvikling er afvikling af en afgift, som selskaberne betaler til staten. Det er vildledende at tale om, at »Spanien« handler med »Peru«, omend handlen selvfølge har konsekvenser for landene og deres befolkninger.
Selskabernes økonomiske vægt kan også måles ved at se på den værditilvækst, de bidrager med, altså den indkomst de skaber. I 1990 udgjorde den 19 procent af verdensindkomsten, men denne andel er i 2001 steget markant, nemlig til 27,5 procent.
Der er 65.000 af denne slags selskaber med 850.000 afdelinger i udlandet. De største af dem står for en stor og stigende andel af selskabernes omsætning; i 1990 og 2001 stod de 500 største for samme andel, men i mellemtiden er antallet af selskaber fordoblet, så reelt er koncentrationen fordoblet.
Det er velkendt, at de størstes økonomiske magt overstiger mellemstore staters.
Vi kan videre konstatere, at den globale økonomi består af en tredjedel, der er klart planøkonomisk, en tredjedel der er klart markedsøkonomisk og en sidste tredjedel der er en gråzone. Og at den rene planøkonomi tenderer mod at vokse lidt, mens den rene markedsøkonomi er på klart tilbagetog.
To tendenser
Imidlertid har de sidste 10-15 år været præget af to andre tendenser. For det første skærer selskaberne ned på arbejds-styrken i hjemlandet og overlader megen produktion til underleverandører i især de fattige lande («downsizing« og »outsourcing«).
Disse firmaer er formelt selvstændige, så deres eksport til selskaberne tæller som en del af den første, markedsbaserede tredjedel. Men reelt er de en del af IIS (selskabernes »integrerede internationale produktionssystem«).
For det andet er antallet af strategiske alliancer mellem selskaberne syv-doblet på ti år, så de nu giver de større amerikanske selskaber 18 procent af deres indtjening.
Luftfarten er nu opdelt i tre verdensomspændende alliancer, og det samme mønster ser vi inden for den videns-baserede økonomi. Samarbejde og planlægning træder i stedet for konkurrence og marked; markedets usynlige hånd erstattes af kapitalens synlige.
Et slag på tasken siger, at alt i alt er omkring halvdelen af verdenshandlen underlagt selskabernes planlægning, enten inden for selskabet, i form af aftaler mellem selskaberne eller med underleverandører eller ved at selskaberne bevidst manipulerer markedet og dets priser. Det er formentlig et meget konservativt skøn.
Nestoren inden for studiet af de multinationale selskaber, John H. Dunning, der ikke kan mistænkes for kapitalisme-kritiske holdninger, er nået frem til det samme resultat, så der er næppe tale om anti-kapitalistisk paranoia.
Konkurrencen likvideret
Kan det undre, at vi er kommet til at leve i en sådan verden? Ethvert firma afskyr konkurrence, det vil meget hellere være alene på markedet eller – hvis galt skal være – aftale sagerne med de andre. Og efter at den politiske modmagt er forvandlet til en medmagt – tænk på den danske »konkurrencestyrelse« – kan kapitalens logik, hvor de store fisk æder de små, frit udfolde sig. Den frie konkurrence likviderer dem, der skal konkurrere, og dermed konkurrencen.
Det er først med kapitalismen, at markedsøkonomien virkelig udbredes, til hele kloden, til alle produkter og til alle sektorer (jvf. for eksempel markedsgørelsen af staten), men samtidig underlægges markedet kapitalen. Økonomisk teori kan fortælle, at i en ren markedsøkonomi bortkonkurreres profitten, og det er jo ikke meningen. Markedet er fint som ideologi – det lugter af frihed – men mindre anvendeligt i praksis.
Anders Fogh, Jens Rohde m.fl. tror formentlig af et ærligt hjerte, at de får mere marked ved at frigøre erhvevslivet fra kvælende offentlige reguleringer, men det modsatte er til-fældet.
Nyliberalismen giver økonomisk frihed til kapitalen, hvilket ikke er det samme som økonomisk frihed som sådan. I dag kan man kun være ægte liberalist ved at være antikapitalist. Venstre kunne jo starte med at forbyde fusioner og kræve Danske Bank og A.P. Møller splittet op i 20 selvstændige virksomheder.
Bragt 12. januar 2004 i Kontradoxa, www.modkraft.dk. Artiklen har tidligere været bragt i SALT.