Tak til Tobias Clausen (TC) for et grundigt og perspektivrigt svar på min kritik af Enhedslistens EU-politik. De to artikler er fra Eftertrykket.dk hhv. 13. august og 20. september.
Først om EU’s Genopretningsfond, der er et svar på Corona-krisen; i anden omgang den mere principielle og generelle diskussion om EL’s politik overfor EU.
Genopretningsfonden
TC kritiserer 3 ting i min omtale af Genopretningsfonden.
For det første, at jeg skulle have skrevet at 2/3 af den €750 milliarder store fond er tilskud, resten lån, hvor det faktisk kun er godt halvdelen, der er tilskud; her overser TC at jeg netop nævner denne revision af det oprindelige forslag.
For det andet anholder TC, at jeg hævder at der ikke er sparekrav knyttet til midlerne fra fonden; det er usikkert, og EU’s tidligere track-record sandsynliggør at der netop vil komme sådanne krav, jf. EU’s politik efter gældskrisen i 2010.
Men min pointe er, at fonden netop bryder med denne sparepolitik. Der er intet i forslaget om fonden, der lægger op til sparekrav (men nok kritisable krav om højere pensionsalder og fornuftige grønne krav).
Det ville da også være selvmodsigende, hvis EU stillede sådanne krav, i betragtning af at EU har suspenderet kernen i sparepolitikken, nemlig kravet om at det offentlige underskud ikke må overstige 3% af BNP ( og ½ %, når vi ser på det strukturelle – langsigtede – underskud);1 truede underskuddet med at blive større, skulle det offentlige spare, altså skære ned på udgifterne. Formålet med denne Finanspagt var at tilstræbe nogenlunde balancerede budgetter, hvilket forhindrede en ekspansiv, Keynesiansk finanspolitik i krisetider som den nuværende.
Nyliberalismen har to grundpiller. Den ene er kapitalens frihed til at bevæge sig hvorhen den vil, og investere i hvad den vil; denne frihed til kapitalen – hjørnestenen i det Indre Marked – forhindrer langt hen ad vejen demokratisk regulering af økonomien. Den anden grundpille er nævnte Finanspagt, der lægger låg på de offentlige udgifter og dermed svækker den demokratisk kontrollerede sektor til fordel for den private (kapitalistiske).
Corona-krisen har ikke angrebet kapitalens frihed, men sparedelen af nyliberalismen er blevet anfægtet gennem den nævnte suspension. Nyliberalismen er oplagt blevet svækket, hvilket mange kommentatorer har bidt mærke i; faktisk har det allerede i nogle år været klart, at IMF var ved at miste troen.
Jeg tror at der er to årsager hertil.
Den første er, at det efterhånden er blevet indlysende for næsten alle, at sparepolitikken i kølvandet på gældskrisen ikke fungerede efter hensigten, fordi den relative gæld – dvs. gæld i forhold til tilbagebetalingsevne – voksede, fordi sparepolitikken reducerede BNP. Og selv usentimentale økonomer i IMF (eller EU) er næppe sadister, der godter sig over, at Grækenland, Italien etc. blev fattiggjorte; ofre, ja, men ofre uden formål, nej.
Den anden grund er at renten i vore dage er næsten nul. Og når det er næsten gratis at låne penge, kan offentlige underskud finansieres smertefrit. Derfor er der ikke samme grund som tidligere til at frygte sådanne underskud.
Hvad der sker i de kommende måneder og år kan ingen vide.
Der er altid en risiko for at nyliberalismen gør come-back. I panikken efter Lehmann Brothers fallit i 2008 ‘blev alle Keynesianere’, som det er blevet sagt, og der blev vedtaget stimuli-pakker fra USA over EU til Kina (den sidste var så enorm, at det i realiteten var den, der reddede den globale økonomi/kapitalisme). Men efter et blot et halvt år fik Tyskland kolde fødder, grundet de hastigt stigende offentlige underskud, slog bremserne i og gennemtvang en ortodoks nyliberal sparepolitik i EU.2
Det samme kan ske igen. På den anden side tyder udviklingen i pandemien på, at verdens økonomier vil ligge underdrejet år fremover. Men det er usikkert. Derfor gælder det om at gribe chancen nu, altså udnytte nyliberalismens krise og støtte op om Genopretningspakken, trods alle dens mangler.
Her er jeg nemlig enig med TC i, at Polen får for meget og Italien for lidt, og at det er trist at man ikke insisterede på retsstatsprincipper overfor Polen og Ungarn. TC gør med rette meget ud af korruption, og her er jeg oprigtigt i tvivl om den rette politik. Det er ganske rigtigt problematisk at give støtte, der ender hos mafiaen eller mere generelt forsvinder i ineffektivitet. Men skal vi så også indstille al u-landshjælp, fordi fattige lande har svage statsapparater? Skal vi så stille krav til sådanne lande? Måske, men undergraver en sådan indblanding ikke demokratiet i landene? Må det ikke være befolkningerne selv, der revolutionerer deres styre? Altså fx bulgarerne, der får smidt deres korrupte regering på porten?
(En sidebemærkning: Fattige lande har fattigdoms-korruption, med brune konvolutter etc. Rige lande som os har rigdoms-korruption – legal eller illegal – hvor de rige selv bestemmer deres skat ved fx at placere deres penge i skattely).
For det tredje anker TC over at jeg karakteriserer låneandelen i fondsmidlerne som Eurobonds, således at alle landene hæfter solidarisk for fx lånene til Italien.
Her må jeg erkende at have taget fejl; alene Italien hæfter for de lån, landet får.
Når det er sagt, må det fremhæves at genopretningsfondens lån er langt mere favorable end lånene i forbindelse med gældskrisen. Det skyldes at renten – som TC erkender – er meget lav, hvilket igen skyldes at EU-landene i fællesskab optager de lån, der så videreformidles til fx Italien. Da EU-landene hæfter solidarisk for lånene, kan de slippe med at betale en meget lav rente, hvilket så i næste omgang kommer fx Italien til gode.
Og det må selvfølgelig ikke glemmes, at der under gældskrisen kun var tale om lån, ikke tilskud; det gør en meget stor forskel.
Hvad er så Enhedslistens holdning til Genopretningsfonden?
Vort parti er tilhænger af en fond, men modstander af dens konkrete udformning, som TC skriver.
Som antydet ovenfor er nogle af kritikpunkterne bestemt gyldige, men spørgsmålet er hvad man sammenligner med. Jeg sammenligner med EU’s tidligere ‘støttepolitik’, hvor der ikke var tilskud, hvor renten var høj og hvor der var skrappe sparekrav, og så bliver vurderingen af fonden positiv. TC – og EL – synes at sammenligne med den udformning, fonden ville have fået, hvis det var EL, der bestemte, og så bliver vurderingen negativ.
Det synes jeg ikke er rimeligt, og det bliver værre.
På trods af, hvad TC skriver kan jeg ikke tolke Søren Søndergaards udtalelser på anden måde, end at han er tilhænger af kortsigtet nødhjælp, men ikke mere langsigtet hjælp (fordi det anses for blot et forsøg på at redde Euroen). Men da alt tyder på at Corona-krisen bliver langvarig, betyder det at Italien svigtes på den lange bane.
Videre vil Søndergaard have at lån til fx Italien skal gives med sikkerhed i den regionalstøtte etc., som landet modtager fra EU. Så hvis Italien har problemer med at betale af på lånene, koster det ikke Danmark noget, mens Italien må vinke farvel til midler til fx at hjælpe det fattige Syditalien. I min optik ligger det betydeligt til højre for Genopretningsfonden, hvor der ikke trues med sådanne ekspropriationer.
Søndergaard er dermed modstander af solidarisk hæftelse og derfor de fakto tilhænger af, at Italien skal betale en højere rente. Er det solidaritet med de fattige her på jorden?
Og hvad med tilskudsdelen?
Måske har jeg sovet i timen, men jeg erindrer ikke at EL har omtalt den, endsige omtalt den positivt. Faktisk har jeg fået det indtryk, at alt skal være lån. Jeg håber at TC her kan korrigere mig, men jeg tvivler, og når jeg tvivler skyldes det, at der er en vis logik i EL’s holdning. Logikken er denne: EL er principielt modstander af EU; derfor gælder det om at betale så lidt som muligt til foreningen og risikere så få beløb som muligt. Altså den samme holdning som den danske højrefløj plus Mette Frederiksen har (fået), hvor sidstnævnte jo sammen med den øvrige ‘sparebande’ kæmpede bravt imod tilskudsdelen (og fik den reduceret fra 2/3 til godt halvdelen).
Det er ulykkeligt, at EL synes at være på samme linie. Dermed placerer vi os et godt stykke til højre for den akse, der består af Tyskland, Frankrig og Kommissionen – arkitekterne bag den oprindelige Genopretningsfond (hvor tilskudsdelen som sagt var 2/3).
Så vidt Genopretningspakken. Vi kommer nu til Enhedslistens generelle holdning til EU.
Enhedslisten og EU
TC har naturligvis ret i at problemet er det Indre Marked, med dets frihed for kapitalen til at diktere betingelserne. Han fortsætter: ”EU er derfor modsætningen til en strammere demokratisk kontrol med markedet og ikke et værktøj til at opnå dette”. Det første er som sagt rigtigt, men ikke det sidste, mener jeg. Der er nemlig to mulige løsninger: TC’s scenarium, hvor vi trækker os ud af EU, men også at vi går ind i smerten – EU – og bekæmper kapitalismen her, hvilket er min løsning.
Jeg skal ikke gentage argumenterne fra min første artikel, blot fremhæve at et Danmark udenfor EU nok kan regulere den kapital, der er i landet, specielt forbyde den at flygte, men ikke tvinge udenlandsk kapital til at investere i Danmark; og det vil den selvfølgelig ikke, når den lægges i lænker. Derfor går vi lynhurtigt fallit eller vi bliver et Nordkoreansk autarki. Igen: Indenfor EU er det svært, udenfor EU er det umuligt.
TC introducerer nu Rodrik’s trilemma.
Jeg synes ikke det er velegnet til at illustrere, hvad vi diskuterer. Det skyldes at den såkaldte ‘hyperglobalisering’ – læs: det Indre Marked med dets kapitalliberalisering – simpelthen ikke er en valgmulighed for socialister; denne ‘hyperglobalisering’ skal jo bekæmpes og afskaffes. Det er muligt at liberale står overfor et dilemma mellem nationalstatens demokrati og ‘hyperglobalisering’, men det gør socialister ikke.
Det virkelige valg står mellem at begrænse demokratiet til nationalstaten (som TC vil) eller supplere med grænseoverskridende demokratiske institutioner (som jeg vil).
I EL er der vel enighed om, at socialisme i vore dage ikke længere betyder arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne, men at demokratiets princip om lige indflydelse (én person, én stemme) udvides til også at omfatte økonomien. Socialisme er derfor pr. definition både demokratisk og anti-kapitalistisk (kapitalismens princip er jo, at man har indflydelse efter, hvor mange penge man har, i supermarkedet eller når man investerer).
Arten af demokratisk kontrol med økonomien må naturligvis afhænge af, hvordan denne er indrettet.
Hvis alle stater var selvforsynende, ville det nationale demokrati være fuldt tilstrækkeligt til at sikre demokratisk kontrol. Men sådan er det jo ikke i den moderne verden, grundet den omfattende europæiske og globale arbejdsdeling. Fx er mere end halvdelen af, hvad vi forbruger i Danmark importerede varer og tjenesteydelser, og mere end halvdelen af, hvad vi producerer, bliver eksporteret. Hvis demokratiet skal styre hele økonomien – og det skal det iflg. den demokratiske socialisme – er det nationale demokrati utilstrækkeligt; Folketinget kan kun – selv med socialistisk flertal – effektivt regulere mindre end halvdelen af den danske økonomi. Det nationale demokrati – Folketinget – skal selvfølgelig ikke afskaffes, men suppleres med grænseoverskridende demokratiske institutioner, ideelt på globalt plan, realistisk på europæisk. Med mindre man vil afskaffe Danmarks handel med udlandet – og det vil TC nok ikke.
Hvis man vil have en demokratisk økonomi, er det altså nødvendigt, at demokratiet overskrider det nationale.
Men er det muligt? Her er jeg enig med TC i, at ethvert demokrati har nogle kulturelle og sociologiske forudsætninger, der kan koges ned til at vi skal have – og opleve – noget fælles med mennesker udenfor landets grænser. TC er skeptisk. Jeg er mere optimistisk. Engelsk bliver mere og mere fælleseuropæisk sprog og trods Dansk Folkepartis protester er dansk kultur europæisk kultur, i hvert fald siden Oplysningstiden. Men det er klar at det er en proces – som de nationalkonservative gør, hvad de kan for at forhindre. Rent bortset fra kapitalens friløb er der givetvis store demokratiske mangler i det aktuelle EU, men der er da sket vigtige fremskridt, såsom Europa-parlamentets udvidede beføjelser.
Jeg skal ikke foreslå et bestemt blueprint for, hvordan et demokratisk Europa hinsides kapitalismen skal se ud, men jeg kan forestille mig et væld af institutionelle former. EU’s gamle – men lidet implementerede – princip om ‘subsidiaritet’ tror jeg her er anvendeligt. Princippet siger at sager skal afgøres på det niveau, hvor borgerne er berørte. Ligesom vi i Danmark deler sagerne mellem kommuner, regioner og stat, kan de deles mellem hvad der kun – eller mest – er relevant for Danmark og hvad der er relevant for hele Europa. Havnefronten i Aalborg skal bestemmes af aalborgenserne, ikke af kroaterne, mens fordelingen af kapitalen på rige og fattige regioner i Europa bør være en fælleseuropæisk beslutning.
Jeg ser altså ingen grund til at et demokratisk Europa nødvendigvis skulle føre til magtkoncentration, således som TC frygter.
De nationalkonservatives fremgang
Til slut om kampen mod de nationalkonservative i alle lande (‘højrepopulisme’ er en elendig betegnelse, dels fordi det er upræcist, dels fordi det insinuerer at fx Podemos er ‘venstrepopulistisk’).
EU er i sig selv international (eller overnational) og derfor næsten pr. definition kritisk overfor nationalisme og fremmedfjendskhed.
Derfor kan TC godt have ret i, at EU er ‘blandt årsagerne til højrenationalisternes fremmarch’, med henvisning til at EU’s politik har udhulet demokratiet. Der er selvfølgelig mange årsager til denne ‘fremmarch’, herunder den oplevede trussel fra flygtninge mod den traditionelle kultur og østeuropæiske emigrantarbejderes pres på danske løn- og arbejdsforhold, men TC’s forklaring indgår givetvis.
Men svaret herpå er ikke, at vi begrænser os til det nationale demokrati, men at vi svækker eller afskaffer kapitalismen og dermed muliggør demokrati, på nationalt og europæisk niveau.
Som understreget i mit første indlæg er min frygt, at Enhedslisten ved at insistere på det nationale overfor EU reelt kommer til at alliere sig med de nationalkonservative.
Anders Lundkvist er politisk økonom og medlem af Enhedslisten Aalborg. Min hjemmeside er www.anderslundkvist.net.
Artiklen først bragt i eftertrykket.dk 10. oktober 2020.