Der var engang en mægtig mand, som drak vel rigeligt. Det var muntert en tid, men så satte han sig ind i sin bil og spredte død og ødelæggelse omkring sig, og selv endte han i en grøft med brækket ben.
Det var jo ikke så godt, så noget måtte gøres. Man fik bilen trukket op af grøften, benet blev sat sammen og manden fik en pose penge, så han kunne starte på en frisk. Desværre glemte man i skyndingen hans ofre, der fik lov til at hensmægte, nogle måtte endda gå fra hus og hjem.
Da manden var kommet til hægterne, blev han udnævnt til dommer over alle færdselsforseelser, for han var en betydningsfuld – faktisk uundværlig – person i samfundet, og ingen havde større indsigt end han i disse sager.
Han var en retfærdig, men streng dommer, der ikke så med blide øjne på hans ofres letsindighed. Mange af dem havde ikke set sig ordentlig for, da de gik over gaden. De havde handlet uansvarligt og blev derfor idømt bøder, faktisk havde de levet så overdådigt at de var blevet for tykke til at flytte sig for trafikken, så de måtte også gennemgå slankekure. Dommeren var den første til at erkende, at alt dette var hårdt, men dette var de ansvarlige og nødvendige tiltag, hvis den sikre færdsel skulle genoprettes, sagde han.
Men en dag blev det befolkningen for meget. Den overtog magten og satte dommeren på museum, så fremtidens skolebørn kunne få syn for sagn om den barbariske fortid.
Denne lille færdselshistorie fortæller en pæn del af historien om den krise, som Europa gennemlever. Bankerne spekulerede uhæmmet, men det endte galt. De blev så reddet med generøse frikøb (bailouts), så finanskapitalen atter kunne vokse sig så stor og stærk, at den igen kunne definere, hvad ‘ansvarlig politik’ er. Det er den politik som ‘markedet’ foretrækker, og for almindelige mennesker betød dette en skrap nedskæringspolitik, især i Sydeuropa, men også på vore breddegrader.
Denne bogs fokus er Eurokrisen, både dens økonomiske og politiske aspekter, for de to ting kan sjældent adskilles.
Hvad var årsagen til krisen? Hvordan er den forløbet? Hvordan har krisepolitikken fungeret? Er demokratiet blevet udtyndet eller undergravet? Det er sådanne spørgsmål, jeg søger at besvare, og det vil ske på kritisk vis, da jeg er uenig i de gængse kriseanalyser, som er præget af, at nyliberalismen har opnået ideologisk hegemoni.
Det er også et vigtigt anliggende, at gøre disse ting forståelige for ikke-økonomer. Demokrati forudsætter, at de fleste forstår grundtrækkene af de afgørende spørgsmål og disse er i vore dage langt hen ad vejen af økonomisk art. Men hvor stor en del af befolkningen véd, hvad bruttonationalproduktet eller betalingsbalancen er? 5%? Økonomi kan være indviklet og begreberne uigennemskuelige, men tit gøres det langt mere indviklet end nødvendigt. De grundlæggende ting kan enhver forstå. Det er i hvert fald min intention at forklare de økonomiske sammenhænge på en sådan måde, at folk med et begrænset kendskab til økonomi kan forstå dem. Derfor er der i slutningen af denne Indledning nogle sider, hvor centrale begreber og lovmæssigheder forklares. Og derfor prøver jeg her og der i bogen at tage udgangspunkt i kendte privatøkonomiske sammenhænge, selv om nationaløkonomiske regler til tider er noget anderledes.
Oversigt over bogens indhold
Kapitel 1 fungerer som en historisk indledning til valutaunioner, især Euroen. Det præciseres, hvad en valutaunion er, og de forskellige historiske valutasystemer diskuteres, især guldfoden frem til ca. 1930 og Bretton Woods systemet fra 1945 til begyndelsen af 1970erne. Derefter zoomes ind på Europa, hvor vi ser på, hvordan man søger at overvinde det valutariske kaos efter Bretton Woods. Disse bestræbelser resulterer som bekendt i etableringen af Euroen i 1999, efter mange politiske økonomiske og teoretiske konflikter, ikke mindst mellem Frankrig og Tyskland.
Kapitel 2 er det centrale kapitel om selve krisen. Det er her vigtigt for forståelsen at skelne mellem finanskrisen, der for alvor begynder i september 2008 med Lehman Brother’s fallit, og hvis realøkonomiske konsekvenser ret effektivt imødegås med en Keynesiansk politik; og så Eurokrisen, som udløses af de græske problemer i begyndelsen af 2010, og som forværres af en anti-keynesiansk nedskæringspolitik. Det er også vigtigt ikke at sammenblande årsager med dens virkninger; jeg argumenterer her for at det var privat, ikke offentlig, ekstravagance, der var skyld i Eurokrisen, og at de store offentlige underskud alene var et resultat af krisen.
Kapitel 3 se på de økonomiske kriseteorier. Liberal økonomisk teori se markedet – den private sektor – som essentielt selvregulerende, så når der er krise må det skyldes at det offentlige har forstyrret markedsøkonomien. Keynesiansk teori, derimod, ser markedet (kapitalismen) som fundamentalt ustabilt og derfor med behov for offentlige indgreb, der kan tæmme især finansmarkederne.
Kapitel 4 diskuterer penge og pengepolitik. Efter en historisk redegørelse for pengenes rolle i økonomien, ser vi på Den Europæiske Centralbank (ECB), der varetager pengevæsenet i Euro-zonen. Da finanspolitikken i Europa har været passiv (eller rettere kontraktiv), er det blevet overladt til pengepolitikken at søge at sparke gang i økonomien, eller i det mindste hindre et sammenbrud. Det sidste, men ikke det første, er lykkedes.
Kapitel 5 graver et spadestik dybere, ned til kapitalismen. Hvad er kapital? Og hvorpå beror gæld og renter? Dernæst argumenteres at kapitalismens grundlæggende problem er mangel på købekraft, affødt af at reallønnen er vokset langt mindre end produktionen; lønnen er faldet i forhold til profitten og uligheden er vokset, men med disse sejre har kapitalen skudt sig selv i foden, for hvordan sælge produktionen, når almindelige mennesker fattiggøres? I årene op til krisen var svaret lånefinansieret forbrug, men det var denne private gæld, der blev for stor, således at boblen punkterede. Endelig undersøger kapitlet det interne gældsregnskab mellem Syd- og Nordeuropa.
Kapitel 6 diskuterer demokratiets vilkår. Demokrati er essentielt et solidarisk fællesskab, hvor vi alle har lige indflydelse (én person, én stemme). Denne styreform er på flere måder kommet under pres. Folkevalgte politikere må se deres manøvremuligheder indsnævret af finanskapitalen, der kan veto’e en politik ved at flygte fra landet, og af en stigende tendens til at ‘udlicitere’ politiske afgørelse til uafhængige institutioner såsom EC, den Europæiske Domstol og utallige råd og komiteer, befolket af angiveligt upolitiske eksperter.
Afslutningen sætter diskussionen i perspektiv. Først ses på nogle særtræk ved den moderne kapitalisme, sammenlignet med tidligere former. Dernæst inddrages miljøvinklen. Fuld beskæftigelse og en rimelig levestandard kræver vækst, men vækst som vi kender den har fatale konsekvenser for klima og miljø. Jeg argumenterer her at offentlig vækst er langt mindre miljøbelastende end privat. En omprioritering fra privat til offentlig økonomi vil altså gavne miljøet. Den vil også gavne demokratiet – og svække kapitalismen – eftersom den private sektor er styret af kapitalen, mens den offentlige sektor er kontrolleret af regering og parlament. En større offentlig sektor betyder derfor mere demokrati.
Lille kursus i økonomiske grundbegreber
Bruttonationalprodukt (BNP) og bruttonationalindkomst (BNI)
BNP er værdien af den samlede produktion af varer og tjenesteydelser (service) i et år. Offentlige investeringer og offentligt forbrug medregnes naturligvis; det sidste er produktion af serviceydelser såsom uddannelse og sundhedspleje. Statens overførselsudgifter (pension, dagpenge osv.) indregnes ikke, da de ikke udtrykker produktion, men blot omfordeling.
Mens BNP måler værdien af statsborgernes produktion, udtrykker BNI værdien af produktionen indenfor landets grænser. Normalt er der ikke den store forskel, men i Irland varetages megen økonomisk aktivitet af udenlandske selskaber, hvilket gør BNP noget mindre end BNI.
På engelsk er BNP GNP = gross national product, mens BNI er GDP = gross domestic product.
Typer af økonomisk politik
Økonomisk politik kan opdeles i finanspolitik, pengepolitik, valutapolitik og strukturpolitik.
Finanspolitik varetages af regeringen og består i at regulere de offentlige indtægter (skatterne) og udgifter.
Udgifterne opdeles i offentlige investeringer (skoler, tog osv.), offentligt forbrug (sundhed, uddannelse, ældrepleje osv.) og overførselsindkomster. Hvis indtægterne ikke kan dække disse udgifter, får vi et såkaldt ’primært underskud’. Staten har også renteudgifter på sine lån (der typisk består af udstedte statsobligationer), og når disse renter – en central udgift for de forgældede sydeuropæiske lande – medregnes, får vi det samlede offentlige underskud.
Ekspansiv finanspolitik består i at øge de offentlige udgifter for at stimulere den offentlige aktivitet og beskæftigelse, eller sænke skatterne for at øge privat aktivitet; denne politik er relevant, hvis der er krise og arbejdsløshed.
Kontraktiv finanspolitik består omvendt i at skære ned på offentlige udgifter og/eller hæve skatterne; sigtet er at modvirke inflation og ’overophedning’.
I Euro-zonen varetages finanspolitikken af de enkelte regeringer, men indenfor en ramme, der hedder at det offentlige underskud højst må være 3% af BNP. Det akkumulerede underskud er statsgælden, og brutto må den højst udgøre 60% af BNP; fratrækkes statens tilgodehavender fås nettogælden.
Heroverfor står pengepolitikken, der varetages af centralbanken, i Euro-zonen af ECB (European Central Bank). Den forsyner økonomien med penge (likviditet).
En centralbank har to instrumenter.
Den kan regulere den rente, til hvilken den udlåner penge til de private banker; denne officielle rente kaldes ’diskontoen’, og den må ikke forveksles med den faktiske rentefod i den private sektor, der i usikre krisetider som de forhåndenværende ofte er meget højere. Den officielle rente fastlægges administrativt/politisk, den private af markedet.
For det andet kan den ændre pengemængden (likviditeten) i samfundet ved at købe eller sælge værdipapirer (især statsobligationer).
En ekspansiv pengepolitik indebærer, at diskontoen sænkes og/eller at pengemængden øges. Det sidste sker ved at købe værdipapirer, således at centralbanken holder flere værdipapirer, mens den private sektor (bankerne) får flere penge. Dette kaldtes tidligere ’open market operations’ og nu Quantitative Easing. ECB må iflg. sit grundlag kun finansiere den private sektor, ikke regeringerne, altså den offentlige sektor, men denne regel er blevet brudt. Formålet med ekspansiv pengepolitik er er at lette kreditvilkårene i den private sektor, ved at give den billigere og rigeligere penge, således at sektoren øger produktion og investeringer; omkostningen er at inflationen vokser, når pengemængden øges. Kontraktiv pengepolitik består omvendt i at hæve diskontoen eller reducere pengemængden, med henblik på at begrænse inflationen.
Valutapolitik sigter mod at regulere valutakursen, altså værdien ef et lands valuta.
Er valutaen dyr betyder det, at landets varer – set med udlandets øjne – er dyre, hvilket går ud over muligheden for at eksportere. Det problem kan repareres ved at devaluere, altså nedskrive værdien af landets valuta. På den anden side er en dyr valuta en fordel, fordi udenlandsk kapital vil tiltrækkes af den sikkerhed, som en stærk valuta indebærer. Den vil også tiltrækkes, hvis afkastet – renten – på pengeanbringelse i landet er høj. Hvis udlandet har mistillid til fx Danmark og frygter at valutaens værdi vil forringes, vil den flygte – sælge danske værdier – hvilket kan imødegås ved at lokke med en højere rente. Omkostningen ved den politik er, at en højere rente vil lægge en dæmper på den indenlandske økonomiske aktivitet.
Danmark har besluttet at kronen altid skal have et bestemt værdiforhold til Euroen, nemlig €1 = 7,50 kr; det kaldes at ’pegge’ Euroen. Derfor skal renten fastlægges efter dette hensyn, dvs. den kan ikke tilpasses den danske indenrigsøkonomis behov, fx lav rente for at sparke gang i aktiviteten; denne rentefod ligger normalt tæt op ad den rente, som ECB fastlægger for Euro-zonen.
I et rent liberalt regi føres der ikke valutapolitik, idet kursbestemmelsen overlades til markedet. Valutaens værdi bestemmes alene af efterspørgsel og udbud. Efterspørgslen efter den danske krone stammer dels fra udlændinge, der vil købe danske varer, for hertil kræves danske kroner, dels fra udlændinge, der vil investere i danske virksomheder (købe aktier) eller danske værdipapirer. Er efterspørgslen stærk, er prisen på dansk valuta høj – helt svarende til prisdannelsen på tomater.
I Euro-zonen er der kun én valuta og derfor ingen intern valutapolitik.
Værdiforholdet mellem Euroen og de andre hovedvalutaer (dollars, yen og den kinesiske renminbi) bestemmes stort set af markedet. ECB griber sjældent ind, men hvis man fx på et tidspunkt finder at Euroen er for stærk, til skade for zonens eksport til USA og Kina, kan man kaste en masse Euro på markedet, for øget udbud giver lavere pris/valutakurs.
Endelig er der strukturpolitik. Hvor politikkerne ovenfor opererer indenfor de givne rammer, søger strukturpolitik at ændre disse.
Under det nyliberale hegemoni siden ca. 1980 har disse reformer naturligt nok søgt at liberalisere og deregulere økonomien: Privatisering eller markedsgørelse af offentlig virksomhed (så denne i højere grad følger markedets princip om profitmaksimering); et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er lettere at fyre medarbejdere og sænke lønnen; og større frihed for kapitalen, herunder deregulering af finanskapitalen. Men strukturreformer kan selvfølgelig også gå i modsat retning.
Produktiv og finansiel kapital
Kapital er penge, der gives ud med henblik på at opnå et afkast.
En given kapital kan placeres på to måder.
Den kan investeres i en virksomhed, der producerer noget, enten varer eller service (tjenesteydelser); tjenesteydelser adskiller sig fra varer ved at man ’ikke kan tabe dem over foden’. Dette er den produktive kapital, hvis afkast kaldes profit.
Kapitalen kan også placeres i den finansielle sektor, der består af banker, forsikringsselskaber, realkredit og fonde såsom investeringsfonde eller pensionskasser. Som sådan er kapitalen finansiel kapital, hvis afkast basalt set er renten. Den finansielle kapitals oprindelige funktion var at formidle borgernes og virksomhedernes opsparing over til investering i produktiv virksomhed (borgernes opsparing er deres indkomst minus deres forbrugsudgifter); vi sætter penge i banken, altså låner til denne, hvorefter banken videreudlåner til virksomheder. I dag er sammenhængene noget mere indviklede, for dels kan bankerne udlåne langt mere end vor indsatte opsparing (de kan altså selv skabe penge), dels kan man – som vi straks skal se – låne udenom bankerne, nemlig på markedet. Hertil kommer, at en stor del af finanskapitalen ikke går til egentlige investeringer, men til uproduktiv spekulation.
Lån og kredit
Når man optager et lån, stifter man kredit. Dette kan gøres på to, principielt forskellige måder.
Den mest umiddelbare – og gennemskuelige – form er den direkte aftale mellem låntager og långiver, debitor og kreditor. Det er tilfældet, når en familie eller virksomhed låner i banken, og hvor vilkårene – især rentens højde – afhænger af bankens individuelle vurdering af lånerens kreditværdighed, dvs. evne og villighed til at betale renter og afdrag. Formen kendes også, når regeringer eller internationale organisationer som IMF eller Eurogruppen forhandler med andre regeringer om långivning.
Men man kan også optage lån på markedet og dermed af ukendte eller vilkårlige långivere. Den mest almindelige form er at låntager udformer et gældsbevis, kaldet en obligation (’forpligtelse’), som derefter søges solgt for et eller andet beløb. Køberen bliver dermed långiver (kreditor).
Enhver kan prøve at låne på denne måde, men det mest almindelige er virksomhedsobligationer og statsobligationer; i Danmark har vi også et stort marked for realkreditobligationer, hvor man – via et realkreditselskab – låner for at finansiere ejendomskøb.
Hvordan fungerer et sådant lån?
En 10-årig statsobligation kan fx lyde på 10.000 kr og have en nominel rente på 5%. Det betyder at staten forpligter sig til at betale 5% af 10.000 kr, altså 500 kr, hvert år i 10 år og derefter indløse obligationen for 10.000 kr.
Sådanne papirer handles på markedet, og hvis køberne ikke har den store tillid til statens evne til at betale de årlige 500 kr eller de 10.000 kr efter 10 år, kan obligationen måske kun sælges for 5.000 kr. Det betyder at den reelle – effektive – rente, som staten betaler ikke er 5%, men 10% (500 kr årligt for at låne 5.000 kr). Lav kurs er derfor ensbetydende med høj reel rente. Her under krisen kan Nordeuropa låne meget billigt, mens Sydeuropa må betale skyhøje renter for at finansiere sig selv.
Udenrigsøkonomi
Regnskabet med udlandet opgøres i betalingsbalancen, der angiver strømmen af penge ind og ud af et land i løbet af et år. Dette regnskab opdeles i to typer af poster.
Der er de løbende poster, der registrerer eksportindtægterne og importudgifterne (handelsbalancen) samt rentebetalingerne ind og ud af landet; hvis værdien af importen er større end værdien af eksporten eller hvis staten, selskaberne og de andre aktører i landet betaler flere renter til udlandet end de modtager, er der et underskud på de løbende poster.
Desuden har vi kapitalposterne, der angiver kapitalbevægelser ind og ud af landet. Her er der igen to typer. Direkte udenlandske investeringer (Direct Foreign Investments = FDI) er investeringer i produktion ved at en udlænding etablerer eller opkøber en virksomhed (køber aktier i denne). Porteføljeinvesteringer er køb af værdipapirer, fx obligationer; de repræsenterer derfor et lån til landet. Man kan også kalde de to typer for produktive og finansielle kapitalbevægelser.
Underskud på de løbende poster er ikke intenderet, men blot resultat af at landet har købt for mere end det har solgt; det lån (gæld), som underskuddet implicerer, betegnes derfor som ‘udlignende’. Derimod betegnes lån indenfor kapitalposterne som ‘autonome’, eftersom de er planlagte og villede.
Danmarks betalingsbalance forbedres således, hvis der netto flyder flere penge til landet.
Det kan ske ved at øge eksporten, mindske importen eller reducere nettorenteudgifterne; det kan også ske ved at udenlandske selskaber sender penge til landet (omveksler udenlandsk valuta til kroner) for at investere i en dansk virksomhed, eller hvis en dansk bank eller den danske stat modtager penge ved at låne i udlandet, fx ved at sælge obligationer. En forbedring af betalingsbalancen kan altså godt dække over at en land gældsætter sig.
Hvad nu, hvis de samlede udgifter overstiger de samlede indtægter? Det kan klares ved at landet bruger valutareserven til at dække forskellen. Hvis der stadig er underskud, er det udtryk for at vi skylder udlandet dette beløb, altså reelt har optaget et lån. Et sådant beløb tæller – lidt mærkeligt – positivt, altså som indtægt, og det er derfor at de udenrigsøkonomiske betalinger pr. definition (eller regnskabskonvention) altid balancerer, også selv om et land er på fallittens rand, deraf navnet betalingsbalance. I daglig tale ignorere man dette og taler om overskud eller underskud på betalingsbalancen.
Betalingsbalanceunderskuddet må ikke sammenblandes med det offentlige underskud.
Sidstnævnte er staters og kommuners underskud overfor alle andre, i indland og udland. Her er det klart, at hvad det offentlige skylder sine egne borgere er irrelevant for det udenrigsøkonomiske regnskab, og videre at staten er suveræn i forhold til sine indenlandske lån: den skal ikke spørge andre lande om vilkårene for deres optagelse.
Et betalingsbalanceunderskud er nettoresultatet af den private og offentlige sektors underskud overfor udlandet, hvor den private sektor igen opdeles i husholdningerne, ikke-finansielle selskaber og de finansielle selskaber, eller mere mundret: forbrugerne, de produktive (aktie)selskaber og de finansielle institutioner (banker, realkredit, forsikring, pensionskasser). I Grækenland er det især den offentlige sektor, i Spanien især den private sektor, der har været ansvarlig for de store betalingsbalanceunderskud.
|
mio = millioner mia = milliarder 1 mia = 1.000 mio |
Klarup, september 2013.