De fleste økonomer er enige om, at Grækenland vil gå fallit om et år eller to. Formålet med de nye milliarder fra Trojkaen (EU, ECB og IMF) er alene at udskyde det uundgåelige et år eller to, i håb om at den europæiske økonomi på det tidspunkt er kommet så meget til hægterne, at den græske fallit ikke vil drage Irland, Portugal og Spanien med ned.
Til gengæld for pengene skal grækerne nu igen spænde livremme ind. Det virkede ikke for godt et år siden, hvor nedskæringspolitikken skabte en dyb realøkonomisk krise, med faldende BNP og stærkt stigende arbejdsløshed. Derfor faldt skatteindtægterne, hvilket fik gælden til at VOKSE.
De nye nedskæringer vil heller ikke redde Grækenland, tværtimod. Det er de fleste økonomer – også uden for kredsen af Keynesianere – som sagt enige om. Tallenes tale og det sidste års erfaringer er for tydelig til, at der kan være basis for mengen uenighed.
Grækerne bliver selvfølgelig vrede over at skulle yde ofre, der på forhånd er dømt nyttesløse. Men det store spørgsmål er, hvad der får Trojkaen til at kræve denne selvmorderiske politik?
Jeg kan forestille mig tre forklaringer.
Den første er rent politisk. Når man får penge skal man yde noget til gengæld. Det er god moral, – som ganske vist ikke blev praktiseret, da vestlige finanshuse for et par år siden blev reddet med milliarder af skatteydernes penge. Her var der stort set ingen modkrav. Overfor Grækenland løftes pegefingeren imidlertid meget højt. Hvorfor? Formentlig fordi det er politisk nødvendigt for at få især de tyske vælgere til at acceptere støtten til Grækenland.
Den anden mulige forklaring på paradokset – at man kræver en græsk politik, som man véd ikke vil virke – er at formålet IKKE er at redde Grækenland ved at få landets gæld nedtrappet. Formålet er at bringe nyliberalismen til Grækenland (og de andre kriseramte lande) gennem privatiseringer og slankning af den offentlige sektor.
Denne forklaring falder i hak med Naomi Kleins teori i bogen Chock Terapi. Tesen var at hvis en økonomi er i en dyb politisk-økonomik krise, er folk forvirrede, så de forstår ikke, hvad der rammer dem. Da er det tid til smadre den offenlige sektor. Hendes eksempler omfattede Chile efter Pinochets kup og de østasiatiske lande efter krisen i 1997. Men Europa var en undtagelse, fordi nyliberalismens gennemførelse her var en graduel proces, startende i midt-firserne med det Indre Marked, der frigjorde kapitalen fra demokratisk kontrol. Måske kan gyldigheden af hendes teori i dag udvides til Europa?
Hvis denne forklaring er rigtig, må det siges at være højt spil, for omkostningen ved den ineffektive politik er at Euroen bringes i fare ved en græsk statsbankerot. Måske satser man som det mest sandsynlige scenarium på en kontrolleret ’restrukturering’ af gælden, således at landet kan forblive i Euroen.
Det bringer os til den tredje forklaring på den tilsyneladende irrationelle europæiske politik.
En nedskrivning af gælden giver tab til kreditorerne. Dette er tyske og franske banker, men også Trojkaen, der jo har lånt mange penge til Grækenland; fx ligger ECB inde med masser af græske statsobligationer.
Kreditorer kan vel ikke være interesseret i tab? Lad os grave lidt dybere ved at anvede det gode princip, der hedder ’follow the money’. Umiddelbart taber de nævnte kreditorer, men den moderne – eller postmoderne – kapitalisme fungerer efter princippet om, at profitten ved en investering/spekulation tilfalder kapitalejerne, mens et eventuelt tab betales af skatteyderne (princippet gælder kun den kapital, der er så stor at dens fald vil rive samfundsøkonomien med ned). Derfor kan aktionærerne i de store banker være ligeglade med om Grækenland går fallit.
Hertil kommer at de store spekulanter i græske papirer har forsikret sig mod tab. Det sker ved at købe ’credit default swaps’ (CDSer). Risikoen er så her om udstederne af disse CDSer kan betale, hvilket de formentlig ikke kan, hvis en sydeuropæisk krise udløser en generel krise.
Forklaringen på den irrationelle politik skal formentlig søges i en kombination af de tre forklaringer.
Hvordan ville en rationel politik for øvrigt se ud?
Det egentlige problem er at Sydeuropas produktivitet siden Euroens indførelse er faldet mere og mere bagud i forhold til Nordeuropas. Op gennem 00erne lånte Sydeuropa en masse, fordi de fælleseuropæiske rentefod var meget lav, men pengene blev brugt uproduktivt, i Spanien især til et byggeboom.
Derfor er den europæiske realøkonomi ikke konvergeret, tværtimod. Sydeuropa kan ikke konkurrere. Det problem kan kun løses gennem vækstpakker og ved at det offentlige styrer kapitalen over i produktive investeringer, ikke mindst i eksportsektoren. Men det koster penge og Trojkaen kræver, at hvad der er af penge bruges til at betale kreditorerne. Dødedansen vil fortsætte.
PS. Bragt som kommentar i Information i slutningen af juni.
Den netop vedtagne hjælpepakke på 159 milliarder Euro indeholder en spændende nyhed, nemlig at de private banker – kreditorer – bidrager med 50 milliarder Euro, i form af forlængelse af lån til Grækenland.
Det lyder fornuftigt, faktisk lyder det som et brud med det hidtidige princip om, at finanskapitalen aldrig selv skal undgælde. Men det er ikke klart fra, hvad jeg har læst, om der er tale om en henstilling eller et krav.
Hvis det er en henstilling, er beløbet højst usikkert.
Hvis det er et krav, tæller det som en ’kreditbegivenhed’, hvilket er det pæne ord for en (delvis) bankerot. Det vil udløse en nedgradering af den græske gæld fra Ratingbureauerne, og det vil betyde at de tyske og franske banker kan kræve deres forsikringer (CDSer) udbetalt. Den græske gæld bliver et endnu mere usikkert papir, hvilket vil få renten til at stige, efter de første dages eufori.