Torsdag d. 6. maj.
Atter i dag er kurserne dykket, især i Europa, men også i USA og Asien. Den europæiske gældskrise smitter af. Samtidig mister Euroen værdi. De kloge diskuterer, om vi står overfor en ny finanskrise af Lehman Brother dimensioner, måske udløst af at en stor europæisk bank må lukke grundet store tab på Sydeuropæiske papirer.
ECB – den europæiske centralbank – har holdt møde i Lissabon. Dens præsident, Trichet, erklærer at banken er ’inflexible’ mht. til at opretholde prisstabilitet, og derfor ikke ville pumpe inflationsfremmende likviditet ud i systemet ved at købe statsobligationer (=give sydeuropæerne lån), jf. http://www.bloomberg.com/apps/news?….
Dette er god monetaristisk (nyliberal) politik og fuldstændigt vanvittigt i den aktuelle situation, hvor der netop er brug for likviditet og inflation for at sætte gang i tingene og for at støtte de Sydeuropæiske offentlige budgetter, så krisen ikke breder sig. Der er ikke risiko for overdreven inflation, tværtimod ligger faren i deflation.
Nu er det sådan, at ECB iflg. sin fundats faktisk ikke må udlåne til staterne (købe deres statsobligationer). Før nyliberalismen – før 1980 – var det en given sag, at centralbanker skulle støtte staten og dermed den demokratiske sektor, i dag skal de – og ECB – alene servicere finanskapitalen, nemlig sørge for at kapitalmarkederne fungerer gnidningsfrit.
Men gør ECB så det?
Tja. Hvis krisen breder sig, er der mange banker i især Frankrig og Tyskland, der vil tabe mange penge, fordi de ligger inde med Sydeuropæiske statsobligationer, der så bliver mindre værd. På den anden side er der mange institutionelle investorer, hedgefonde osv., der ved denne eventualitet vil tjene penge. Det gør de – hold på hat og briller – ved at låne nævnte obligationer og derefter straks sælge dem til fx kurs 100. Hvis man har gættet rigtigt, således at kursen falder til fx 70 efter to måneder, kan vor spekulant nu købe obligationerne til denne kurs og betale lånet tilbage. Det giver en profitrate på 30% over to måneder (når vi ser bort fra det lille lånegebyr), altså ikke så dårligt. At spekulere i et faldende marked kaldes at ’handle kort’. Det er mere lige ud af landevejen at ’handle langt’, dvs. spekulere i et stigende marked: Her køber man blot papiret til kurs 100, venter, og sælger senere til fx kurs 130.
Der er en vigtig fodnote til denne historie om at handle kort. Når man låner et papir og straks sælger det, så øger man jo udbudet. Det presser prisen (kursen), hvilket tenderer mod at få ønskedrømmen til at gå i opfyldelse. Den lille spekulant kan selvfølgelig ikke påvirke markedet og kan ikke vide om der er flere sælgere (som han selv) end købere, altså om kursen faktisk vil falde eller stige. Men store spillere foretrækker frem for at gætte på et godt resultat, selv at fremkalde det. Hvis en hedgefond har en kapital på €1 milliard kan den normalt låne (’geare’) 10 gange så meget, og hvis den samtidig indgår en alliance med andre fonde om at følge den samme strategi, her: handle kort, taler vi lige pludselig om rigtige penge, der alle kastes på ’markedet’ (der er ikke megen ’usynlig hånd’ her, deraf gåseøjnene) i én bestemt hensigt.
Første gang det skete var mig bekendt, da Soros i 1992 spekulerede mod det britiske pund. Han lånte og solgte derefter pund. England søgte at imødegå ved at støtteopkøbe pund (øge efterspørgslen), men statskassen var åbenbart mindre end hvad Soros rådede over, i hvert fald måtte myndighederne kaste håndklædet i ringen og devaluere. Soros kunne nu opkøbe det antal pund, han havde lånt, for en billig penge. Det gav en profit på $1 milliard.
Tilbage til ECB. Objektivt set varetager banken med dagens udmelding disse ’kort-sælgeres’ interesser. Men nu vægrer jeg mig normalt ved at tro på konspirationsteorier, så jeg sætter mine penge på, at vi simpelthen står overfor et eksempel på god gammel menneskelig dumhed, også kaldet manglende ideologisk fleksibilitet. Med mindre, altså, at den djævelske plan er at smadre alt hvad der lugter af fællesskab, demokrati og offentlig økonomi i ét hug.
Vi skal også lige have med, hvad dette betyder for grækerne og de andre. At spekulanterne presser kursen på græske statsobligationer ned betyder at den græske stat får meget lidt ved at sælge et papir, hvorpå der står fx €1.000 med en årlig rente på fx 5% (altså €50 om året). Den skal engang tilbagebetale disse €1.000, men får i dag måske kun €300. Det indebærer en reel – effektiv – rente på €50 på €300, altså 16 2/3%, hvilket faktisk er tæt på dagens rente på græske lån (for et par dage siden var den i nærheden af 10%). Det er der ingen, der kan betale, så hvis det fortsætter, får vi bankerotten.
*******
I The Guardian, 2. maj, gør George Irwin opmærksom på at ECB ’could have nipped this crisis in the bud’ for flere måneder siden ved at acceptere græske statsobligationer som sikkerhed ved udbetaling af Euro, jf. http://www.guardian.co.uk/commentis…. Han diskuterer også om det ville være bedre for Grækenland at droppe Euroen, vende tilbage til drachmer og så devaluere. Dermed nedskrives gælden i statsobligationerne (altså en delvis ’default’), samtidig med at konkurrenceevnen øges.
Hvad er erfaringerne? En gang i 80erne – under gældskrisen – holdt Peru op med at betale renter og afdrag til IMF og vestlige banker. Landet blev fuldstændigt isoleret, økonomisk set, dvs. ikke en dollar kom ind, så efter et år måtte politikken opgives og betalingerne genoptages. Problemet i 80erne var, at de fattige lande i Latinamerika og Afrika ikke formåede at mobilisere en fælles front mod vestlige kapitalinteresser.
Rusland erklærede sig bankerot i 1998 ved at undlade at betale af på statsgælden. Store amerikanske hedgefonde havde spekuleret i, at Valutafonden ville redde landet, så da det ikke skete gik en fond med det vidunderlige navn ’Long Term Capital Management’ (der havde spekuleret i kortsigtede gevinster) fallit. Det skabte panik i New York i et par dage, indtil de amerikanske myndigheder fik organiseret en redningsaktion. For Rusland gik det fint i de følgende år, nok mest grundet stigende oliepriser, men landet blev altså ikke udelukket fra det gode selskab. Det har nok været ’too big to fail’, bl.a. takket være dets atomvåben.
Så er der Argentina, der i mange år fulgte IMF’s anvisninger til punkt og prikke. Resultatet var en økonomisk katastrofe, og regeringen – en ny en – reagerede ved at suspendere betalingerne. Det gik fint og BNP voksede med 8% i de næste år.
Generelt gælder at en stat har sværere ved at gå fallit end en virksomhed, fordi en stat kan pålægge borgerne skat. Derfor er fallit en sjældenhed, normalt sker der ’kun’ det – hvis staten har problemer – at den må betale meget mere i renter for at låne.
Men som vi har set (Rusland og Argentina) kan det ske for fattige eller perifere lande. I de senere årtier har IMF og vestlige banker ’reddet’ de fleste, mod at de accepterede ’strukturtilpasningsreformer’ med alt hvad det indebar af død og ødelæggelse. I tidligere tider var metoderne mere ligefremme. Da Haiti for mange årtier siden ikke kunne betale af på sin gæld til amerikanske kapitalinteresser, sendte den amerikanske regering ’the marines’, som marcherede fra havnen og op til nationalbanken, hvor de beslaglagde landets guldbeholdning. Ved andre lejligheder har USA eller England overtaget et lands toldvæsen (fx Kinas) og dermed toldindtægterne. Alt dette forekommer i dag vulgært, men i det mindste var det gennemskueligt, hvad der skete.
I forhold til disse eksempler er Grækenland specielt, fordi det ikke har sin egen valuta. Hvis landet giver de udenlandske kapitalinteresser fingeren, således at værdien af den græske statsgæld reduceres til nul, er græske Euro pludselig et helt andet dyr end de øvrige, dvs. landet har de fakto meldt sig ud og etableret sin egen valuta. Som Irwin gør opmærksom på giver dette den fordel, at der kan devalueres, statsgælden nedskrives og konkurrenceevnen øges. Men samtidig forsvinder EU’s regionalstøtte og mange andre fordele (af disse grunde er EU meget populært over næsten hele det politiske spektrum). Men ubetalelige renter kan selvfølgelig tvinge landet til en sådan kurs.
For EU og især Euro-landene vil en græsk udtræden være et næsten ubærligt nederlag, både økonomisk (overfor USA og Asien) og politisk, rent bortset fra at det let vil kunne sprede sig til de øvrige Sydeuropæiske lande. Derfor sker det næppe. Og fordi det næppe sker får Sydeuropa nok sine penge – en slags udvidet regionalstøtte – uanset hvilke forholdsregler landene gennemfører. Det giver befolkningerne en stor styrke i deres kamp mod nedskæringerne.