Siden i torsdags er krisen uddybet. Overalt i verden er aktiekurserne strøget ned; i Europa er alle årets gevinster på dette område udraderet.
Dette er kapitalmarkedet (langsigtede investeringer såsom aktier).
Men også pengemarkedet, dvs. kortfristede lån, er nu ramt. Bankerne skaffer sig dag-til-dag likviditet ved bl.a. at sælge statsobligationer, men det marked frøs totalt fast for et par dage siden, i hvert fald i Danmark. Det er altså ikke blot således, at de Sydeuropæiske statsobligationer må sælges til en dårlig kurs: Ingen statsobligationer kan overhovedet sælges, for tumulten betyder at ingen kender deres pris.
Det var præcis det, der skete efter Lehman Brother’s fallit i september 2008, hvor usikkerheden betød at alle banker holdt fast på, hvad de havde af kontanter, og altså ikke turde låne til de andre banker, bl.a. ved at købe statsobligationer af dem. Danske bankøkonomer taler da også i disse dage om risikoen for en ny finanskrise, denne gang udløst af den europæiske statsgæld.
Europæiske?
Faktisk har USA et offentligt underskud tæt på det græske, som procent af BNP, men amerikanerne kan jo uden problemer låne af europæerne og asiaterne ved at sælge statsobligationer til os/dem. Det har de gjort i masser af år og kursen har været god (renten lav), fordi disse papirer betragtes som det sikreste i verden.
Det hænger sammen med at dollaren er verdens supervaluta, dvs. den valuta man globalt holder som reserve og som man skal bruge til mange betalinger såsom ved køb af olie, hvede etc. På det globale niveau forholder dollaren sig til kroner som kroner forholder sig til kartofler i Danmark: Det er begrænset hvilke varer man kan ’købe’ med en sæk kartofler, mens vi med kroner kan købe alt, vel at mærke her i landet; og tilsvarende kan man ikke købe meget med kroner på det globale marked, men med dollar kan man (og især USA) købe alt. Nærmere om det i min bog ’Bush, Neokonomien og Dollaren. En bog om USA’s politiske økonomi’, Frydenlund 2006.
Men kan dette for amerikanerne så velbehagelige system fortsætte?
Tidligere talte man om at Euroen ville vinde markedsandele fra dollaren. Det gør man ikke mere, i hvert fald ikke i disse dage. Men sjovt nok kan netop Euroens krise undergrave dollaren, for i disse tider har vi jo ikke mange penge til overs til at købe amerikanske statsobligationer, altså låne til USA. Bl.a. derfor må den europæiske krise brede sig til USA, jf. de store fald på Wall Street. Hertil kommer at det officielle Kina har begrænset opkøbet af amerikanske statsobligationer drastisk i de sidste par år; jeg véd ikke om dette – som ofte tidligere – kompenseres af private kinesiske opkøb, men selv om asiaterne er sluppet gennem den økonomiske krise meget mere lempeligt end andre, er der vel heller ikke mange penge at rutte med på de kanter.
Alt dette er faktisk alvorligt.
Traditionelt har staten været bagstopperen, når der var krise. Den pumpede penge ud, når bankerne manglede likviditet, den byggede broer, når der var for mange arbejdsløse osv. Staten har jo penge nok, og har den det ikke, kan den blot trykke nogle flere. Det kan give inflation, men skidt med det, når der er krise. Det var jo på den måde Lehman Brother krisen, og den efterfølgende realøkonomiske nedtur, blev bekæmpet eller søgt bekæmpet.
Der kan selvfølgelig stadig trykkes penge, men når staternes papirer opfattes som af tvivlsom kvalitet (også Euroen er faldet meget i værdi i den sidste uges tid), må det give problemer. Hvem skal være bagstopper for bagstopperen? Ingen som jeg kan få øje på.
Og her har specielt EU et mega-problem.
Da finanskrisen for et par år siden brød ud i USA, greb Federal Reserve og Treasury (det amerikanske finansministerium) ind med en koordineret aktion. Indgrebene kan ved Gud kritiseres for at være en bailout af finanskapitalen uden modydelser. Sorkin’s bog ’Too Big to Fail’, 2009, giver et indblik i beslutningsprocessen, hvor det dominerende billede er, at myndighederne ikke er en modmagt til investeringsbankerne, men snarere deres forlængede arm. Fascinerende læsning, måske fordi forfatteren ikke ser et problem heri, og derfor ikke lægger skjul på noget.
Men amerikanerne var altså i stand til at handle koordineret. Brandbilen rykkede ud.
Anderledes i Europa.
I de senere år – under Barroso – har den politiske ledelse været patetisk svag (jeg taler altså ikke om en rigtig eller forkert politik, men om der overhovedet er en politik). Det kan gå, hvis der ikke er vigtige ting på dagsordenen, men det er der nu.
Da Euroen for en halv snes år siden blev indført, var alle klar over, at forudsætningen for dens levedygtighed var at landene nærmede sig hinanden økonomisk.
Det modsatte er sket. Der er kommet en polarisering mellem det fattige Sydeuropa, hvis konkurrenceevne er svækket og som derfor har kæmpet med stadigt stigende statsunderskud og betalingsbalanceunderskud, og det relativt rige Nordeuropa, med Tyskland i spidsen. Man prøvede at presse en harmonisering igennem med konvergenskravene, især et max. på offentligt underskud på 3% af BNP, men det har ikke fungeret. ECB’s pengepolitik gælder naturligvis for alle Eurolande, men det rige nord og det fattige syd havde og har forskellige behov: høj rente i nord for at holde igen, lav rente i syd for at ekspandere.
I USA kan en sådan divergens overvindes af den føderale stat og dens programmer, der sørger for en vis ensartethed; Californien har haft sine problemer, men Social Security og Medicare lægger en homogen bund under alle delstater. Og går det rent galt, kan de føderale myndigheder hurtigt omfordele.
Ikke i Europa. Her er der ingen effektiv stopklods, der kan bremse en nedadgående spiral.
De to-tre måneders ubeslutsomhed overfor Grækenland er velkendt. Det sidste er så, at man vil have et apparat på plads, der hurtigt kan gribe ind ved smitte til Portugal og Spanien. Men ved uenighed – og det er der – er der ingen europæisk præsident, der kan skære igennem og dekretere det og det. Det véd ’markedet’ – spekulanterne – og derfor har de ikke megen tillid til den europæiske økonomi.
Om denne europæiske svaghed kan der læses mere i New York Times (hvis business sektion er værd at besøge): http://www.nytimes.com/2010/05/08/world/europe/08europe.html?ref=global
Nævnte artikel siger også at det umiddelbare problem – stor Sydeuropæisk statsgæld – er det egentlige problem (det mener jeg ikke), og at europæisk vrede over spekulanterne er at rette smed for bager (det mener jeg heller ikke).
Ingen ringere end Merkel og Sarkozy har netop på meget bastant vis spillet spekulant-kortet (se http://www.information.dk/telegram/232532).
Altså et europæisk opgør med finanskapitalen? Hvis jeg kender lusene ret på travet, skal vi nok spise brød til. Der kommer måske et par småstramninger, men et opgør med kapitalens hellige ret til fri bevægelighed vil være et opgør med det Indre Marked, og det kommer ikke, ikke fra den kant i hvert fald.
Men der er en mere specifik kritik, der er interessant. Det er en kritik af de Rating Agencies, der for en uge eller to siden nedgraderede kvaliteten af græske, portugisiske og spanske statsobligationer, hvilket fik kursen på disse til at styrdykke (=staternes renteudgifter til at eksplodere). Det mødte voldsom kritik fra bl.a. Zapatero og en fransk minister.
De to største hedder Standard and Poor og Moody, og de er begge amerikanske.
De blev meget kritiseret for at give diverse subprime lån topkarakter (AAA) indtil kort før sammenbruddet. Det gjorde de givetvis af den simple grund, at de er private selskaber, hvis profit afhænger af at kunderne er glade, og kunderne var for en stor del ejere af nævnte lån. Ingen mystik her. Det er lige så klart, som at en privatskole giver gode karakterer til de børn, hvis forældre finansierer skolen (fra min græske erfaring). Det mystiske er at nogen tager dem alvorligt (og at de amerikanske myndigheder ikke har institueret en uafhængig, offentlig instans). Vi véd jo godt, at Danske Bank ikke just er et sandhedsvidne, når det drejer sig om at vurdere kvaliteten af en Danske Bank aktie. Derfor har der rejst sig røster for at etablere uafhængige (går jeg ud fra) europæiske Rating Agencies.
Vi kommer nu til sidst til det mere underholdende, nemlig konspirationsteorierne.
De kan koges ned til at stormløbet mod Euroen (den er jo faldet meget i værdi) skyldes en orkestreret kampagne fra nævnte Rating Agencies i ledtog med den angelsaksiske presse og formentlig andre (hedgefonde?). Formålet skulle være at svække Euroen (hvilket jo relativt styrker dollaren og pundet), at få ’investorene’ til at ’glemme’ at dollaren og især pundet måske spadserer omkring på lerfødder (grundet de store offentlige underskud i USA og England, eller snarere: de måske stigende vanskeligheder ved at finansiere disse), og at bringe alle EU-myndigheder i knæ, så de kan lære ikke at blande sig i finanskapitalens dispositioner. Tjah. I hvert fald den sidste teori køber jeg ikke, eftersom EU dårligt kan have været mere passiv – eller venlig – overfor spekulanterne.
Amerikansk, europæisk og asiatisk finanskapital – og kapital overhovedet – har naturligvis en fælles interesse i at bekæmpe demokratisk styring af økonomien, og det samme gælder dens politiske repræsentanter. Derudover er der en inter-kapitalistisk rivalisering, men den er stort set holdt under kontrol igennem mange år.
Ved et sammenbrud løber alle efter udgangen, som i 30erne, men der er vi ikke (endnu).
Under alle omstændigheder er det hele meget underholdende, se:
http://www.bbc.co.uk/blogs/thereporters/gavinhewitt/2010/02/conspiracy_and_the_euro.html
http://www.time.com/time/world/article/0,8599,1968308,00.html
Om Rating agencies: http://www.businessweek.com/globalbiz/content/apr2009/gb20090424_056975.htm
http://news.yahoo.com/s/ap/20100429/ap_on_bi_ge/us_ratings_agencies
I øvrigt kan man på Wikipedia følge noget af udviklingen i den europæiske krise: http://en.wikipedia.org/wiki/2010_European_sovereign_debt_crisis
I dag, søndag, må vi holde vejret. I morgen får vi at vide, om den garantifond – eller bailout fond – for Sydeuropa, som EU-landene forventes at vedtage i dag, vil stille finanskapitalens hunger. Vi snakkes ved om et par dage.
PS. Måske læseren har hørt vendingen: ”Når Danmark har klaret sig så lempeligt igennem krisen … ” (med en fortsættelse om, at det kan vi takke regeringens kloge politik for)? Ellers har læseren sovet tungt det sidste halve år, for det har statsministeren sagt hver gang en mikrofon har været indenfor 50 meters rækkevidde.
Det turde være løgn, faktisk er det modsatte tilfældet, hvilket Stig Ørskov (en af de få danske økonomer/journalister, der ikke blot har snakket Danske Bank og regeringen – hvis der er en forskel – efter munden) dokumenterer i Politiken: http://politiken.dk/debat/signatur/article965569.ece . Anbefales.
Offentliggjort i Kritik og Kaos på www.modkraft.dk 9/5 – 2010.