EU’s privatisering

Bølgen af privatiseringer i EU begyndte i 1979, med Margareth Thatcher’s magtovertagelse i England.

For hendes konservative regering var det umiddelbare formål at skaffe staten et éngangsprovenu. Desuden ønskede hun at knække den engelske fagbevægelse, ved at erstatte relativt sikre job i den offentlige sektor (især mineindustrien) med usikre job i den private sektor; det lykkedes til fulde. Endelig faldt privati­seringerne naturligvis i tråd med at nyliberale foretrækker privat virksomhed frem for statsregu­lering, fordi det første associeres med frihed og flexibilitet, det sidste med tvang og byrokrati. Thatcher’s berømt/berygtede parole var: “Jeg kender intet samfund, kun individer”.

Først liberalisering, så privatisering

I det øvrige EU kom privatiseringer på dagordenen i slutningen af 80erne, i forbindelse med det Indre Marked.

Officielt tilstræbte man ikke privatisering, kun liberali­sering. Der var ‘kun’ noget galt, hvis det offentlige ‘monopoli­serede’ en bestemt virksomhed, for det er jo i strid med den frie konkurren­ce og formodes derfor at være samfundsøkonomisk skadeligt. Staten måtte gerne fortsætte med at udbyde ydelserne indenfor fx telekommuni­kation, men den måtte ikke udelukke private fra også at gøre det. Forbrugeren skulle have frit valg. Så kunne man håbe at det offentlige ville rives ud af sin almindelige sløvhed og byrokra­ti.

I 1997 var liberaliseringerne afsluttet indenfor luftfart, i 1998 indenfor telekommunika­tion. Det er gået lidt langsommere indenfor energi-sektoren (især el og gas) og post, og modstanden har været størst indenfor togdrift.

Da Danmark er med i det Indre Marked, har vi naturligvis måttet følge trop.

Som sagt kræver EU ikke privatisering, kun liberalisering. Alligevel er resultatet meget ofte blevet privatisering af offentlige virksomheder (eller udlicitering, hvor den privati­serede aktivitet er tidsbegrænset og behæftet med betingelser, altså hvad man kan kalde en ‘halvvejs privatisering’). Hvorfor?

Det danske telefonvæsens skæbne kan illustrere: I første omgang (1990) omdannes dette til et aktieselskab, Tele Danmark; staten er stadig eneejer, men ‘væsenet’ har nu fået en privat­kapita­listisk form, således at det er let (i 1994) at gennemføre en delvis privatisering ved at sælge 49% af aktierne til mindre danske investorer. I 1997 sælges så en betydelig aktiepost til et amerikansk selskab, Ameritech, som ikke lang tid efter blev opkøbt af et meget stort amerikansk multi­nationalt selskab, kaldet SBC Communication. Så på mindre end 10 år er magten over en vital del af den danske infrastruktur overført fra det danske folk til en bestyrelse et eller andet sted i USA.

Nogle vil kalde det landsforræderi. Givet er det, at den stemme vi afgiver hvert fjerde år har fået lidt mindre vægt. Alle etaper i processen blev vedtaget med stort flertal i Folketinget. Få af Folketings-politikerne kunne se nogen principielle problemer i, at demokratisk styring blev erstattet med ­­aktionær-styring. Diskussionen var i stedet saglig: Den drejede sig om hvad man var nødt til at gøre, af hensyn til EU, og hvordan man sparer flest penge, altså hvad der er mest effektivt, se C. Greve: Statens virksomheder, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1998. Mønsteret har gentaget sig i den nylige diskussion om privatisering af TV2.

Men igen: Hvorfor ledte EU-kravet om liberalisering – således at private udbydere af telekommunikations-ydelser skulle tillades – til en nedlæggelse af det offentlige udbud?

Fordi det offentlige naturnødvendigt taber til det private, når det private definerer reglerne for konkurrence; derfor må den offentlige virksomhed enten sælges eller blive uskelnelig fra den private. Det privat­kapitalistiske succeskriterium er maximal profit, dvs. minimale omkostninger og maximal indtjening. For virksom­hedsejeren, vel at mærke.

‘Produktiviteten’ øges, når ‘overflødige’ ansatte fyres og når de re­sterende kan tvinges til at løbe hurtigere; og omkostnings-effektivite­ten forbedres, når virksomheden ikke har et ansvar for produkternes eller produktionsprocessens videre miljømæssige konsekvenser. En sådan virksomhed kan selvfølgelig fremvise et bedre regnskab end den offentlige virksomhed, som må indkalkulere de ansattes og samfundets velbefindende som omkostningskrævende hensyn.

Disse idéer om ‘udbuds-økonomi’ og økonomisk deregulering, specielt indenfor telekommunikation og finansielle tjenesteydelser, var overvejende blevet importeret fra præsident Reagan’s USA, mens Mrs. Thatcher fungerede som den væsentligste – og meget energiske – europæiske agent. Idéerne blev gradvist antaget af andre europæiske ledere, omend med den blanding af forventning og forlegenhed, som kendetegner unge jomfruer.

Loukas Tsoukalis: The New European Economy Revisited, Oxford 1997, s. 37.

For resten er det noget af en myte, at privatisering som sådan reducerer omkostningerne, selv når disse defineres snævert. Mange af de virksomheder, som Thatcher lagde sin sorte hånd på, fungerede faktisk ganske udmærket, med god innovation osv., og de store prisfald i 90erne indenfor telefoni skyldes snarere revolutionen indenfor IT, altså rent teknologiske forhold, end den private styring, se F. McGowan i D. Geradin (udg.): The Liberalization of State Monopolies in the European Union and Beyond, Kluwer 2000.

For den private virksom­hed er der ét mål, nemlig maximal indtjening til ejeren. En offentlig virksomhed som DSB kan have mange andre målsætninger end størst muligt overskud. Det kan tænkes at vore politikere ønsker at DSB skal styrke en bestemt egnsudvikling, fx modvirke koncentration omkring store bycentre; det kan tænkes at man af miljømæssige årsager vil opprioritere kollektiv trafik for at undgå at byerne går til i privatbilismens røg og møg og trafikin­ferno; og det kan tænkes at man af fordelingsmæssige grunde ønsker at brug af busser og tog er billig eller gratis, til fordel for de, der ikke har råd til bil. Det kan kort sagt tænkes, at vi sammen ønsker at træffe nogle valg om, hvordan vort samfund skal indrettes. Sådanne fælles valg kaldes demokrati. Et DSB drevet efter sådanne retningslinier ville givetvis give et tordnende ‘underskud’. Det ville være dybt ‘ineffektivt’ i forhold til en privatkapita­listisk udbyder.

Den nyliberale ideologi har haft held til at overbevise mange om, at hvad der er godt for kapitalejeren er godt for alle, altså at profitmaximering er den rigtige ‘konkurrence-parameter’. Man kunne vende sagen om. Man kunne anstille det tankeexperiment, at det var nogle demokratisk vedtagne succeskri­terier – rimeligt arbejdsmiljø, godt ydre miljø, god egnsudvik­ling, industripolitiske hensyn, en prispolitik der tilgodeser de mindre bemidlede – der var de gyldige; ligesom man kunne definere omkostningerne samfundsøkonomisk. I så tilfælde ville de privatkapitalistiske virksom­heder hurtigt blive udkonkurreret. Fx ville den private medicinalindustri afsløre sig som en sump af ressourcespild, fordi der bruges langt flere penge på marketing end til forskning.

Man kunne også forestille sig, at EU nøgternt havde vurderet hvilke sektorer, der egner sig bedst til privat virksomhed, og hvilke der giver størst samfundsmæssig gevinst ved at blive drevet under demokra­tisk kontrol. Det kunne afføde en balanceret plan, hvor noget privatiseres, andet demokratiseres. Det er ikke svært at argumentere for, at de moderne ‘videnstunge’ sektorer – infor­mationsteknolo­gi, medier, me­dicinalindustri, bioteknologi, telekommunikation – egner sig til at være i offentligt regi. På den måde kunne der også bliver forsket for de ikke-betalingsdygtige, ikke mindst i de fattige lande; og informations­friheden kunne blive til virkelig­hed ved at viden udbredes gratis – i stedet for som nu at blive monopoliseret i patenter, hvilket samfundsøkonomisk er irratio­nelt.

Vinderne

Nu har de nyliberale jo ikke for vane at legitimere deres politik med henvisning til de multinationale selskabers interesser. Det er forbrugerens vé og vel, der ligger dem på sinde.

Her er det da også rigtigt, at liberalisering alt andet lige stiller forbrugeren bedre; hvor man tidligere måtte tage til takke med det offentlige tilbud, er der nu flere valgmuligheder. I beregningen skal vi dog lige huske at have med, at i vore individuelle valg som forbrugere er vor frihed (dermed magt) ligefrem proportional med vor rigdom. Det er pengene – købekraf­ten – der tæller.

Derfor er forbrugsfrihed især til fordel for de velstående. Således har man beregnet at broderparten af ‘forbru­gerfor­delen’ ved prisfald efter privatiseringer indenfor den engelske forsyningsvirksomhed (vand etc.) tilfaldt ‘kommercielle brugere’. Eller tænk på medicinalindustrien: Da en privatkapitalistisk virksomhed er interesseret i købekraft, snarere end i behov, går 99% af industriens forsknings- og udviklingsmidler til medicin, der er relevant for den rige verden (Financial Times, 26/6 02), ikke mindst ‘medicin’, der har et rent kosmetisk sigte; der er ikke penge i fattig­mands­sygdomme såsom malaria og tuberkulose.

Udover forbrugeren står privatkapitalen naturligvis til at vinde. Frodige græsgange med uanede profit­muligheder åbnes, ikke mindst når GATS for alvor kommer til EU (se bidragene herom); så står vand, uddannelse og sundhed for tur.

Det officielle formål med liberalisering/privatisering er naturligvis ikke at styrke kapitalen, til glæde for nogle bestyrelser og aktionærer, men at styrke markeds­økonomien og konkurrencen, til fordel for os alle sammen. Sådan fungerer tingene bare ikke i den virkelige verden.

Når Aalborg kommune udliciterer rengøringen er det ikke til fru Hansen og fru Jensen, der så på livet løs kan konkurrere indbyrdes; kommunen ud­liciterer til det multinationale selskab ISS, der snarere styrer markedet end er underlagt det. Og hvad blev resultatet af at afskaffe det ‘offent­lige monopol’ på lufttra­fik? At magten over dette område overgik fra demokratiet til nogle få selskaber. De konkurrerede nok ind­byrdes, men resultatet af konkurrencen blev – med jernhård økonomisk nødvendighed – at de små blev luget ud eller overtaget af de store, og at de store satte det meste af den resterende konkur­rence ud af drift ved at indgå ‘strategiske alliancer’. Således etablerede SAS i første omgang samarbejde med Lufthansa, og derefter – i 1998 – med det amerikanske selskab United Airlines.

Nu har EU faktisk en kommissær, der er ansvarlig for at sikre konkurrence i Europa. Det går ikke så godt med hans arbejde. ‘Krig er fred’, hed det i Orwell’s roman ‘1984’, og tilsvarende gælder tilsyneladende i EU at ‘konkurrence er monopolisering’. EU skal godkende alle større grænseoverskridende virksomheds-sammen­slutninger (fusioner) eller alliancer. Og det gør man så. Mellem 1989 og 1995 blev kun 4 ud af 398 sammenslutninger og overtagelser forbudt af EU-myndighederne, altså 1%, og iflg. Financial Times (3/11-1999) er denne procentdel senere faldet til 0,5. Således blev SAS’s ovenfor omtalte alliancer godkendt. Det skal dog med i billedet at tilladelserne ofte er betinget af, at selskaberne ikke misbruger deres monopolstilling, fx ved at nægte andre adgang til faciliteter; det giver et mindre råt monopol (eller oligopol), men det giver ikke en fri konkur­rence mellem mange virksomheder.

Hvad er forklaringer på denne modsætning mellem nyliberal ideologi (konkurrence og markedsøkonomi) og praksis (centrali­sering af den økonomiske magt i nogle få selskaber)?

For det første er der indenfor mange sektorer stordriftsfordele, således at et egentligt marked, med konkurrence mellem 117 små virksomheder, er irrationelt. ‘Strategisk rivalisering mellem et begrænset antal firmaer’, altså oligopol, er bedst for innovation, hedder det i en rapport fra EU. Derfor har EU ikke noget imod konkurrencebegrænsende fusioner, blot det kan vises at de reducerer omkostningerne og dermed – måske – de priser, som forbrugerne skal betale.

For det andet befinder EU sig i konkurrence med USA og Japan, og her kan der være brug for store, effektive ‘European Champions’. Der er altså gode grunde til på nogle områder at tilstræbe store produktionsenheder. Men hvorfor i privat regi, nu da den store begrundelse herfor, nemlig det ‘liberale’ marked med dets fuldkomne konkurrence, er bortfaldet? Hvorfor ikke offentlige monopoler i stedet for private? Hvorfor er det de store selskaber, og ikke det offentlige, der skal nyde godt af et eventuelt overskud?

Dermed nærmer vi os den egentlige grund til EU’s særegne ‘konkurrencepolitik’: At den største af alle EU-fusioner er fusionen mellem de multinationale selskaber og Kommissionen. Disse selskaber og deres lobbygrupper har hele vejen igennem presset på for at få en europæisk økonomi, der harmonerer med deres interesser. Og med held. Kommissionen har lyttet og ofte næsten ordret afskrevet selskabernes rapporter og forslag; det Indre Marked – dermed generalangrebet på den offentlige sektor – blev konciperet af lobby-gruppen Roundtable of European Industrialists. Derimod har forbrugergrupper og fagbevægelse været ude af stand til at gøre nogen nævneværdig indflydelse gældende. For Kommissionen er det en given sag, at hvad der er godt for de store selskaber, er godt for Europa.

Faktisk er monopoliseringen af det europæiske erhvervsliv skredet hastigt frem i de sidste årtier (omend antallet af fusioner er faldet i den seneste tid p.gr.a. den aktuelle økonomiske afmatning eller krise). De fleste sektorer i EU-land domineres idag af kun 5 sel­skaber. Dette er først og fremmest udtryk for en jernhård økonomisk logik: Når markedet gives frit, destruerer det sig selv, fordi de store fisk da får lov at spise de små. Men EU-Kommissionen har krav på noget af ‘æren’ for det aktuelle EU-system, hvor økonomien domineres af et lille antal spillere.

Taberne

Mens den købedygtige forbruger og de store kapitalinteresser har vundet, har samfundsborgeren og lønarbejderen tabt.

Magt er i massivt omfang blevet flyttet fra den demokratiske til den privatkapitalistiske sektor. Det betyder ikke at der reguleres mindre – EU-byrokratiet er som bekendt en omfattende sag – men at der reguleres anderledes, nemlig énsidigt til fordel for de multinationale selskaber. Årtiers kamp for en vis balance mellem demokratiet og kapitalen er tabt.

Pengene er kommet til at betyde meget mere: Først selskabets profitinteresser, der bestemmer hvordan EU-økonomien skal se ud og hvilke varer vi må vælge mellem, dernæst forbrugeres købe­kraft, der bestemmer hvad der vælges. Pengene har fået frihed; dette er – når flosklerne skæres bort – den liberale frihed.

Derimod er menneskenes frihed svundet ind. Friheden til sammen, som samfundsborgere, på lige fod, at bestemme den økonomi og dermed det samfund, vi vil have. Mindre bestemmes nu ud fra det demokratiske princip om én stemme pr. person, altså lige indflydelse og dermed lige værdighed i beslutningsprocessen. Vi er bombet tilbage til tiden før demokratiet og arbejderbevægelsen gav almindelige mennesker indflydelse.

Lønarbejdernes indflydelse er reduceret betydeligt. Det er der flere grunde til, men den vigtigste er at mere frihed og dermed mere magt til kapitalen nødvendigvis må betyde mindre frihed og mindre magt til lønarbejderne. Arbejdsgiveren har fået en arbejdskraft, der er mere ‘flexibel’, fordi det er blevet lettere at reducere lønnen og fyre folk; derimod har arbejderne ikke fået en kapital, som de ‘flexibelt’ kan flytte omkring, alt efter deres behov. Privatiseringerne har styrket denne proces. Det skyldes at den offentlige arbejdsplads er mere ‘rigid’ end den private; det er sværere at fyre folk eller tvinge tempoet op, og det er sværere at reducere lønnen. Privatiseringer er ofte blevet ledsaget af massefyringer, kaldet ‘rationaliseringer’ fordi det er rationelt set fra aktionærernes side.

Der vil altid være fælles interesser mellem lønarbejdere og kapital, ansatte og virksomhedsledelse, for jo bedre virksomheden går, jo mere råd er der til at ansætte flere til en bedre løn. Og der vil altid være modsatte interes­ser, for jo højere løn desto lavere profit, og jo flere der kan fyres desto lavere omkostnin­ger (det er derfor massefyringer, bl.a. efter fusioner, normalt afføder højere aktiekurser). Det ændrede magtforhold i EU-landene har her betydet to ting: For det første at lønandelen er faldet, mens profitandelen er steget, for det andet at kapital-ejernes ideologiske dominans er øget, således at det nu er blevet en udbredt opfattelse, at der kun eksisterer fællesinteresser, ikke modsatte interesser, mellem arbejdere og arbejdsgivere.

“Liberalismen passer til kapitalismen som handsken til en hånd,” skrev Hartvig Frisch i sin Kulturhistorie (Bind 4, s. 239). Liberalismen er ideologien om frihed. Som sådan er den ikke løgn, den passer til virkeligheden som handsken til hånden. Men ligesom handsken også skjuler noget, nemlig hånden, således skjuler ideologien at det væsentligst er pengene som opnår frihed. EU’s liberaliseringer og privatiseringer har frigjort menneskene, i den udstrækning de har penge, og tvangsbundet menneskene, i den udstrækning de er samfundsborgere.

Hvad kan der gøres?

– totalt stop for privatiseringer og udliciteringer. Den demokratiske sektor er et gode i sig selv, fordi den er baseret på alle menneskers lige indflydelse; derfor skal den ikke reduceres. Hvis der er mangler i denne sektor, fx byrokrati eller manglende ansvarlighed overfor de folkevalgte, skal de udbedres.

– krav om at EU og specielt Kommissionen kaster et lige så kritisk blik på den privatkapitalistiske som på den demokratiske sektor. Hvis industrier ud fra en samfundsøkonomisk betragtning bortøder ressourcer eller ignorerer væsentlige behov (medicinal­industrien er det oplagte exempel), bør den demokratiseres.

– de multinationale selskabers lobbyvirksomhed skal lovmæssigt reduceres, samtidig med at Kommissionen forpligtes til også at høre på repræsentanter for lønarbejdere og forbrugere. For at modvirke interessekonflikter, skal kommissærerne før udnævnelse skriftligt forpligte sig til ikke senere at søge ledende stillinger i multinationale selskaber (de tidligere kommissærer Etienne Davignon og Peter Sutherland flyttede job til hhv Société Generale og BP.