Vi véd nu, hvordan venstrefløjen vil se ud, hvis den defineres af Krigen mod Terror. Den ser ud som i The Euston Manifesto, der kan findes på engelsk på www.eustonmanifesto.org. Den er hurtigt læst (effektivt 6 sider). En kortere gennemgang kan findes på www.wikipedia.org, hvor forfatterne bag det også identificeres.
Fjenden er islamisme, fundamentalisme og terrorisme. Heroverfor står den vestlige tradition med frihed, lighed og broderskab, med de universelle menneskerettigheder, med demokrati. Her går fronten.
Deraf følger at der tages bestemt afstand fra såvel den radikale, delvis racistiske højrefløj, men også fra strømninger på venstrefløjen, der i kulturrelativismens navn viser ´forståelse for fjenden.
Det følger også at venstrefløjen må række ud til liberale og konservative, der deler disse værdier og som vil være med i kampen mod islamisme, og det er vel dem alle.
I 30erne fik vi en Folkefront, vendt mod fascisme og nazisme, og det er en ny version af en sådan front Manifestet opfordrer til. Hvis ikke venstrefløjen følger denne linje, vil den diskvalificere sig selv, mener forfatterne.
Tony Blair og den mere moderate del af Dansk Folkeparti ville kunne skrive under på det meste. Det ville jeg også selv kunne. Og det er nok her problemet ligger, for når 95% eller mere er med på den ene side i fronten, så må der være ret så mange andre modsætninger og fronter, der bliver uvæsentlige.
Det første spørgsmål er naturligvis, hvad der bliver af venstrefløjen, når den opsluges i dette næsten altomfattende værdifællesskab? Det spørgsmål er forfatterne opmærksomme på. Derfor hedder det at vi må have mere fair trade, at globaliseringen skal gavne andre end en lille ´corporate elite´, at lønarbejderrettigheder må respekteres og at der skal være mere ‘open source’. Men det forbliver mindre særstandpunkter indenfor den brede front.
Anderledes udtrykt, så begraver eller marginaliserer Manifestet alle de traditionelle modsætninger mellem højre og venstre.
Kapitalisme omtales ikke. There is – åbenbart – no alternative. Indgreb mod finansiel spekulation? Den øgede ulighed i næsten alle vestlige lande? Den generelle lempelse af beskatningen af kapitalindkomster? Kommercialiseringen og undergravelsen af den offentlige sektor? Presset på velfærdsstaten?
Nope. Alt det forsvinder fra radaren, når Krigen mod Terror definerer politikken. Det var Bin Ladens gave til kapitalen: Anledningen til at feje alt andet end ham selv ind under gulvtæppet. Faktisk stormer Manifestet her en åben dør, for vi må desværre erkende at der ikke siden 9/11 har været fremdrift i den globale bevægelse, der stiller spørgsmålstegn ved at det er de multinationale selskaber og finansfondene, der styrer globaliseringen, til egen fordel.
Manifestets ´demokrati´ er liberalt demokrati, dvs. det herskende minimaldemokrati, hvor hele det økonomiske område overlades til kapitalen. Her har venstrefløjen altid kæmpet for forskellige former for økonomisk demokrati, men dette spørgsmål er forfatterne uenige om, så her er der ikke et bud. Men det er der selvfølgelig i og med at ´liberalt demokrati´ blåstemples. Endnu en kapitulation til liberalismen.
Manifestet vender sig mod dobbeltstandarder, og her spidsede jeg ører.
Kommer der nu noget om hykleriet i at USA kritiserer Iran for demokratiske mangler, samtidig med at landet gennem militær, økonomisk og politisk støtte opretholder en lang stribe af mere eller mindre brutale diktaturer i det udvidede Mellemøsten, fordi det træffer sig sådan at disse regimer støtter USA? Hykleriet i at Iran ikke må få atomvåben, mens Israel gerne må? At USA officielt torterer og bryder andre internationale konventioner, mens andre risikerer ´Humanitær Intervention´ hvis de optræder inhumant? At det er ok at USA og England gennem sin sanktionspolitik mod Irak dræbte hundredetusinder af civile, men ikke ok at Saddam Hussein myrdede tusinder med gasangreb?
Næ, det viser sig at den kritiserede ´dobbelte standard´ består i at tillade sig at sammenligne Vestens mikroskopiske fejltrin med fundamentalisternes megaforbrydelser. Med den holdning vil man ikke forstå meget af, hvad der foregår i verden.
Vor opfattelse af hvor vi kommer fra bestemmer mere eller mindre vore idéer om hvor vi skal hen (og vice versa), så lad os til slut kaste et blik på Manifestets historieskrivning.
Da vi vel har en tendens til at projicere de aktuelle konflikter tilbage i historien, overrasker det ikke, at det 20. århundredes historie redigeres som en kamp mellem vestens liberale principper og totalitarismen. Det er naturligvis standard i vore dage, under liberalismens ideologiske hegemoni. Kommunisme, fascisme og nazisme er ét fedt. Intet om industrisamfundets klassekamp (det forvirrer blot spørgsmålet om kommunismens sande natur, nemlig Lenins og kumpaners hensynsløse magtbegær). Intet om den kolonialisme og imperialisme, der hensatte den største del af jordens befolkning i uværdig magtesløshed og skabte dens nuværende fattigdom.
Manifestet følger i øvrigt den herskende trend med at sidestille maoisme med stalinisme.
Det indebærer en kraftig retouchering af historien. Kinas kommunistiske historie, dvs. 1949 til ca. 1985, skal ikke hvidvaskes, men det giver ikke mening at sammenligne med Stalins Gulag. Historien kan ikke skrives uden at nævne opgøret med de halvfeudale samfundsforhold, der hensatte befolkningen i bundløs fattigdom; her gennemførte revolutionen et tiltrængt opgør – ret ublodigt, i øvrigt – med fortidens undertrykkere og udbyttere, og den sikrede et sundhedssystem (barfodslægerne), et uddannelsessystem og en levestandard, hvor folk ikke som i Indien døde af sult (den tragiske undtagelse er det store spring fremad omkring 1960). Historien burde heller ikke kunne skrives uden at nævne, at det var de kinesiske kommunister, der frigjorde landet fra mere end 100 års vestlig og japansk imperialisme. Alt dette må udgrænses, når den historiske modsætning skal gå mellem frihed og totalitarisme.
Manifestet vender sig mod venstreorienteret anti-amerikanisme.
Vi bør lægge stridighederne om invasionen af Irak bag os (her betyder historien tilsyneladende ikke noget), og hjælpe amerikanerne med at skabe demokrati i landet. Tja. Personligt kender jeg ingen der er ´anti-amerikanere´, og selv er jeg en beundrer af mange amerikanere, fx Chomsky. Der findes sikkert anti-amerikanere, dvs. racister eller chauvinister, men Manifestets sprogbrug lugter langt væk af et billigt kneb, nemlig at immunisere USA´s udenrigspolitik mod kritik ved at reducere denne til en slags kulturelle fordomme.
Og så bør vi beundre USA for dets stolte demokratiske traditioner. Helt sikkert, – ligesom vi bør kritisere det aktuelle kapitalistiske demokrati, hvor pengemagten har en bestemmende indflydelse på kandidatudvælgelsen, på den politiske dagsorden og på hvilke lovforslag, der nyder fremme.
Manifestet er særligt bekymret over hvad det ser som en styrket tendens til anti-semitisme. Det er desværre muligt at de har ret. Ligesom de ikke selv kan – eller vil – skelne mellem kritik af USA´s politik og af amerikanerne, således kan mange ikke skelne mellem Israels politik og jøderne, selv om det forhold at masser af jøder, ikke mindst i USA, vender sig mod undertrykkelsen af palæstinenserne burde gøre dette skel åbenbart.
Det ville imidlertid have klædt forfatterne at have kritiseret de jødiske organisationer i USA, der ikke repræsenterer det jødiske flertal, men i kraft af pengerigelighed og intimiderende metoder søger at gøre det til racisme at kritisere Israels politik. I stedet støttes de indirekte, eftersom det hedder at anti-zionisme (en politisk holdning) bruges som skalkeskjul for anti-semitisme (racisme).
Manifestet vil mobilisere os alle i kampen mod fundamentalisme og terrorisme. Fint. Men ved at fritage Vesten for aktuelle og historiske forbrydelser og ved at retouchere venstre-højre uenigheder truer den ny diskurs, paradoksalt nok, med at ensrette tænkningen og politikken i vores del af verden. En egentlig venstrefløj er i hvert fald blevet irrelevant.
Og så kan det selvfølgelig også diskuteres om fundamentalisme og terrorisme er den største aktuelle udfordring. Jeg kan forestille mig flere andre seriøse kandidater, fx klima, imperialisme eller nyliberalismens marginalisering af demokratiets myndighed.