Det virkeligt nye i finanslovens udlændingeaftale er, at den samlede blå blok nu udtrykkeligt afviser integration. I stedet skal de sendes hjem. Man skal ikke længere gøre sig håb om at blive i Danmark ved at lære dansk, finde et arbejde eller være aktiv i foreningslivet. De skal UD, som Mogens Glistrup i sin tid råbte. Budskabet bliver umisforståeligt ved at en stor gruppe sultes ud ved at få frataget 2.000 kr om måneden.
Det politiske skred indenfor blå blok er helt blevet overset.
Ved tidligere forlig har V, K og LA kastet en luns af stramninger til svinehunden i DF, mod at få skattelettelser og nedskæringer. Nu er der ikke længere tale om indrømmelser, men om en fuldstændig omfavnelse af DF’s politik, klart udtrykt i Christian Jensens begejstring over at bryde med liberale idéer om tolerance, humanisme og åbenhed. Og hans åbenbare glæde ved at gå ‘lige til grænsen’, når det drejer sig om at overholde internationale konventioner.
Det er det, der er det politisk nye. Tidligere var det kun Støjberg-fløjen, der stod for denne linie. Jan E. Jørgensens ‘ægte liberale’ – hvortil man plejede at inkludere Christian Jensen – satte visse grænser for knæfaldet for DF. Det var dengang man talte om ‘anstændige borgerlige’, som de Konservative så sig som bannerførere for. Glem det, ligesom Jan E. Jørgensen har gjort (i hvert fald foreløbig). Blå blok er nu én sammentømret blok af fremmedfjendske.
Det har været almindeligt at udskamme Ungarn, Polen og Italien som højrepopulister, underforstået: sådan er Danmark skam ikke. Jo vi er. Christian Jensen er i samme klub som Orban og Salvini. Og hvad er egentlig forskellen mellem den mur, som Trump arbejder på, og så de økonomiske og juridiske mure, der skal holde folk væk fra – og ud af – Danmark?
Vi får se, hvordan Socialdemokratiet vil forholde sig. Mette Frederiksens bagatellisering af forliget som ‘en tynd kop the’ lover ikke godt.
I den øvrige opposition har der været ret stille. Er vi blevet så vant til angreb på retsstat, tolerance og almindelig menneskelig anstændighed, at vi ikke orker at gøre noget?
Det håber jeg ikke. Historien viser, at hvis der ikke råbes op, så det kan høres, eskalerer nederdrægtighederne blot. I Europa og USA er der allerede mange tegn på, at egentlig fascisme og racisme vokser sig stærk i ly af nationalismen.
Enhedslisten bør invitere de Radikale, Alternativet og SF – gerne sammen med humanistisk indstillede organisationer – til at sætte sig sammen og blive enige om en fælles protestudtalelse og fælles minimumskrav til en ny regering. Og tage initiativ til landsomfattende demonstrationer.
Jeg tror at flertallet af danskere krymper sig af skam i denne tid. Men flertallet har været tavst. Det bør have en chance for at vise sin mening, så det kan ses og høres.
Bragt i Rød Grøn, december 2018.