Dansk økonomi er i alvorlige problemer; alt tyder på mindre vækst og stigende ledighed.
Forbrugerne vil ikke forbruge, virksomhederne ikke investere og bankerne ikke udlåne. Det er ikke fordi de mangler penge, tværtimod, men de opspares. Og det er skidt at pengene ikke kommer ud at arbejde, for at skabe vækst og beskæftigelse. Derfor sættes alle politiske kræfter ind på at omdanne opsparing til forbrug og investeringer.
Men det går ikke godt. Kickstarten kommer ikke ud af hullerne og efterlønspenge og skattenedsættelser sættes blot i banken. Problemet er at alle er rationelle, dvs. er klar over at vi er i en krise uden nogen ende i syne (selv i Tyskland går det nu ned ad bakke), så man må sikre sig mod uvejret; hvortil kommer at flere og flere tilsyneladende føler sig mætte og mener at de har nok elektriske brødristere, hvilket er socialt – miljømæssigt – rationelt. Den eneste, der ikke er rationel, er finansministeren, der tror på mirakler, kaldet ‘ketchup-effekten’, hvor vi pludselig kollektivt angribes af købelyst.
Hvad må der gøres?
Arbejdsgiverne er ikke i tvivl, og deres budskab udsendes nu i højere og højere stemmeleje. Det er at virksomhedernes omkostninger skal ned. Reallønnen er allerede faldende, og de kan håbe at den stigende arbejdsløshed og forringede dagpengevilkår vil øge presset på lønnen. Men tilbage står afgifter og skatter, især selskabsskatten. Argumentet er at de forringer konkurrenceevnen, og så er der tilsyneladende ikke mere at tale om.
At dømme efter overskuddet på betalingsbalancen, står det nu ikke så slemt til, og i den udstrækning der er et problem, er det snarere produktiviteten, og dermed deres egen inkompetence, der skulle ses på. Men det er klart at omkostningerne også betyder noget. Men hvad? Arbejdsløse formodes at blive liggende på sofaen, hvis de forkæles med for generøse dagpenge, så mon ikke virksomhedsejerne tilsvarende ville have godt af at blive udfordret på pengepungen? Tænk på alle de markedsandele og forenklede arbejdsgange, der kan opnås, hvis disse ejere tvinges til at vise, hvad de dúr til!
Hertil kommer, at landenes jagt på laveste løn og laveste virksomhedsbeskatning er et kapløb mod bunden. Irlands lave selskabsskat og Tysklands lave lønninger ‘tvinger’ Danmark til at følge trop. Men behøver det at være sådan? Indenfor EU kunne man jo aftale at tage disse parametre ud af konkurrencen, nemlig ved at vedtage en minimal, fælleseuropæisk selskabsskat, fx 30%, og indføre bestemte – men forskellige – minimallønninger i alle landene. Så ville konkurrencen gøre det, den er sat i verden for, nemlig øge effektiviteten. Hvis arbejdsgiverne er uenige kunne man få den uhellige tanke, at det ikke er Danmarks vel, men deres profit, de har for øje.
Men igen: Hvad må der gøres for at få gang i den danske økonomi?
Svaret ligger lige for. Når den private sektor ikke, trods masser af initiativer og besværgelser, vil bruge penge, bør det offentlige træde til. Regeringens (og oppositionens) langsigtede plan er jo, at den offentlige sektor kun må vokse minimalt frem til 2020. Men denne politiske prioritering af den kapitalistiske over den demokratisk kontrollerede sektor bør der dispenseres fra i den aktuelle krise, hvor der er desperat brug for at det offentlige træder til. Det gør regeringen ikke, tværtimod. Staten fyrer folk, og den tvinger kommunerne til at gøre det samme. I stedet for at modvirke den private nøjsomhed, går det offentlige foran.
Det er ansvarlig politik, hedder det, for der er ikke råd til at skabe offentlige arbejdspladser. Men det er lige præcis det, der er.
Hvis folk slæbte sig udhungrede hen ad gaderne, og direktørerne måtte skære ned på løn og fratrædelsesgodtgørelser, kunne man forstå regeringens politik. Men der er som sagt masser af overflødige – i hvert fald ikke-brugte – penge i den private sektor. Nogle af dem bør inddrages gennem beskatning for at finansiere øgede offentlige udgifter.
Det er en win-win-win politik: Mens tiltag overfor den private sektor i bedste fald har en usikker effekt på beskæftigelsen, kan det offentlige med sikkerhed skabe arbejdspladser; meningsmålinger viser at befolkningen gerne vil betale mere i skat for at få mere velfærd, dvs. den foretrækker ordentlige skoler, sygehuse og ældrepleje frem for flere dingenoter; og serviceydelser – hvilket er hvad det offentlige leverer – er mindre miljøbelastende end (privat) vareproduktion.
Eneste taber er faktisk finansministeriets økonomiske modeller, der vil få et nervøst sammenbrud, hvis de fodres med sådanne tanker.
Lettere revideret udgave af kommentar i Information d. 12. 11.2012.