Fra arbejderklassen til den demokratiske sektor

Marx
En diskussion af klasser må nødvendigvis starte med Marx.
I den ‘rene’ kapitalisme er der to klasser, kapitalistklassen (borgerskabet), der ejer produktionsmidlerne, og arbejderklassen, der ikke ejer noget. Derfor er sidstnævnte henvist til at sælge sin arbejdskraft til førstnævnte. Det giver en lønindkomst til arbejderklassen, mens kapitalistklassen får kapitalindkomster (profit, rente og kapitalgevinster). Da kun arbejdet skaber værdi – arbejdsværdilæren – er kapitalindkomster udtryk for udbytning af arbejderne, kaldet merværdi.
Heri ligger at klassetilhørsforholdet er bestemt ud fra ejendomsrelationerne (som Marx også kaldte produktionsforholdene); indkomstformen (løn eller kapitalindkomster) afspejler disse.

Dette er den ‘rene’ eller idealtypiske kapitalisme, men Marx var jo ikke dummere end at han godt kunne se at der på hans tid var mange mennesker, der ikke passede ind i en af disse to kategorier. Der var landmænd og håndværkere, der havde en fod i begge lejre, fordi de både arbejdede og ejede deres egne produktionsmidler; selvstændige erhvervsdrivende kalder vi dem i dag. Men disse mellemgrupper så Marx stort set bort fra, fordi han argumenterede for en historisk tendens til at de ville forsvinde, idet de fleste ville blive udkonkurreret af kapitalisterne og opsluges i arbejderklassen, mens en lille del kunne hæve sig op i kapitalistklassen. De modererende eller udvandende tendenser i kapitalismen ville forsvinde, og vi ville få en polarisering mellem flere og flere lønarbejdere, der fastholdes på en lav løn, og rigere og rigere kapitalister, der bliver færre og færre, fordi de små kapitalister udkonkurreres af de store (monopoliseringstendens). Derfor skærpes klassekampen. De undertrykte vil ikke længere regeres, og undertrykkerne kan ikke længere regere (grundet kapitalismens indre modsigelser med profitratefald etc.). Resultatet er den socialistiske revolution, hvor arbejderne overtager ejet af produktionsmidlerne. Ekspropriatørerne bliver eksproprieret.

Hvordan gik det så?
Kort fortalt fik Marx ret i at ‘mellemgrupperne’ af selvstændige har været vigende. I Danmark er den gammeldags landmand erstattet af agrokapitalen, ofte organiseret som aktieselskaber (svinefarme) og andelsbevægelsen er blevet til multinationale selskaber (Arla og Danish Crown); den ‘lille købmand’ er stort set en uddød race, og små håndværkere presses af store byggefirmaer. I de sidste årtier er andelen af selvstændige næsten halveret, fra 12% i 1980 til 7% i 2003 (således at lønmodtagernes andel af samfundets aktive er vokset fra 88% til 93%). Mellemklassen af mindre erhvervsdrivende synes således på vej ud, trods regeringens ihærdige bestræbelser for at fremme en iværksætterkultur. I den henseende holdt tesen om polarisering.

Marx fik også ret i at selskaberne har tyndet ud i egne rækker. De store har ædt de små ved fusioner og overtagelser, så erhvervslivet er blevet koncentreret. Det gælder globalt og det gælder Danmark.

Hvad Marx ikke forudså var
1) at arbejderne via deres fagforeninger kunne tilkæmpe sig økonomisk magt og dermed sikre en stadigt stigende realløn,
og 2) at arbejderne og andre almindelige mennesker kunne tilkæmpe sig politisk magt, altså demokratiet, og dermed etablere en betydningsfuld offentlig sektor, der kunne tage vare om velfærden. Staten bliver dobbeltbestemt: I enhver kapitalistisk økonomi må staten naturligvis sikre den private ejendomsret og dermed kapitalens interesser, men samtidig betyder det politiske demokrati at der også bliver plads for mere folkelige interesser.

I disse henseender holdt tesen om polarisering ikke.

Klassediskussionen efter Marx
Tilbage til det teoretiske.
Når man taler om klasser, taler man om konfrontation. De forskellige grupper i samfundet har klare fællestræk og fælles interesser, som de solidarisk forfægter overfor andre grupper. Denne stridbare virkelighedsopfattelse delte Marx med de klassiske økonomer (Adam Smith og især Ricardo), hos hvem striden blot stod mellem den gamle herskende klasse, nemlig de snyltende jordejerne (‘der høstede, hvor de ikke havde sået’, i iflg. Smith) og det aktive borgerskab; arbejderklassens eksistens registreres, men da den endnu ikke er en politisk og økonomisk trussel indregnes den nærmest som juniorpartner til borgerskabet, i dettes uforsonlige opgør med jordejerne (det er især England, vi taler om). Teoretisk set fandt man ingen egentlig interessemodsætning mellem kapitalister og arbejdere, fordi reallønnen i det lange løb var helt objektivt bestemt, som lig med omkostningerne ved at holde arbejderne i live. Men hvis de kornproducerende jordejere kunne hæve prisen og dermed fordyre arbejdernes mad, så måtte kapitalisterne betale en højere pengeløn til arbejderne; arbejdernes realløn var uforandret, men jordejerne ville have snuppet noget af kapitalisternes profit. Borgerskabet var altså kun i økonomisk krig med jordejerne, men fordi de var det, var klassebetragtningen hensigtsmæssig. (I 1846 vandt borgerskabet med afskaffelsen af den korntold, der havde fordyret maden og altså øget virksomhedernes lønomkostninger).

På Marx’s tid – fra 1860erne og frem – styrkes arbejderklassen gennem etablering af fagforeninger og Socialdemokratier, og modsætningen mellem arbejderklasse og kapitalistklasse bliver den centrale. Som den forfordelte klasse har arbejderklassen – og dermed Marx – en interesse i kamp og konfrontation; modsætningen må understreges og det gøres bl.a. med klassediskursen.

Den herskende klasse, derimod, har en interesse i at fremstille samfundet som harmonisk og uden behov for grundlæggende ændringer. Derfor træder klassediskursen i baggrunden.
Det mest radikale opgør med den tidligere virkelighedsopfattelse finder vi indenfor den økonomiske teori, hvor marginalnytteteorien erstatter arbejdsværdilæren som grundteori efter 1871 (Jevons, Menger og Walras). Det er en lang historie, men på dette sted er det centrale at den objektive klassebetragtning erstattes af den subjektive individualisme; der tages nu udgangspunkt i det enkelte menneskes psykologiske præferencer (ris eller kartofler?), snarere end i objektive interesser. Den gamle triade, hvor jorden – jordejerne – jordrenten står overfor kapitalen – borgerskabet – profitten og arbejdskraften – arbejderklassen – lønnen erstattes af en uendelighed af forskellige produktionsfaktorer, herunder forskellige arbejdsarter, der hver får sin særegne aflønning. Den tredelte verden aflønnes af en verden med utallige individer.

Det betyder samtidig at snakken om ‘kapitalisme‘ begynder at lyde lidt gammeldags; i stedet holder ‘markedsøkonomien‘ sit indtog i den herskende teori og ideologi. Hvorfor? Jo, ‘kapitalisme’ lugter lidt at umoral (grådighed) og uretfærdighed (profit som arbejdsfri indkomst), og først og fremmest indikerer betegnelsen at det økonomiske system er hierarkisk, med kapitalen i toppen; det tyder på spændinger og manglende harmoni. ‘Markedsøkonomi’, derimod, leder tanken hen på en flad struktur, hvor 117 ‘aktører’ – om de nu tilfældigvis ejer arbejdskraft eller andre ressourcer – konkurrerer på lige fod og i fuldstændig frihed. Den liberale ideologi er nu ved at komme på plads som en helhed, hvis grundprincip er frihed: På det politiske område ytringsfrihed etc. (men ikke nødvendigvis demokrati), og på det økonomiske område økonomisk frihed, inkarneret i markedsøkonomien.

Men selv om de foruroligende, destabiliserende interessemodsætninger er blevet fortrængt, anerkendes det naturligvis at der er forskelle. Individerne er forskellige – netop ikke klasesamfundets homogene masse – og deres økonomiske frihed indebærer, at de får forskelligt ud af deres økonomiske aktivitet. Dette kan registreres i den personlige indkomstfordeling, hvor vi deles op i grupper fra fx de 10% fattigste til de 10% rigeste; hvor skæv eller lige denne fordeling er, kan så måles på forskellig vis, fx med det såkaldte Gini indeks.

Dette er i store træk det billede af økonomien, der følger af den konsekvente individualisme: Harmoni frem for modsætninger og præferencer og ‘værdier’ snarere end objektive interesser. Klasserne bliver hjemløse.

Standard økonomisk teori (og statistik) er dog ikke så ekstrem. Ofte stilles arbejde stadig op overfor kapital som de to store kategorier, og der opereres med en såkaldt funktionel indkomstfordeling, hvormed menes nationalindkomstens fordeling på arbejdsindkomster og kapitalindkomster (klassikerne opererede også med ‘jordrente’, men indkomster af denne type henregnes til kapitalindkomster, forstået som indkomst fra passivt eje, således at den nævnte fordeling bliver udtømmende).

Som vi skal se, har mange begge typer indkomst. Det gælder naturligvis de tilbageværende ‘selvstændige’, men hertil kommer at mange lønarbejdere har kapitalindkomster, mens mange store kapitalejere supplerer med (høje) lønindtægter.
Hertil kommer at en tredjedel af lønmodtagerne i Danmark er offentligt ansatte og derfor ikke står i et modsætningsforhold til private kapitalejere.
Giver det på den baggrund stadig mening at tale om ‘klasser’? Er ‘arbejderklassen’ og ‘klassekamp’ relikter fra industrisamfundet, uden nutidig relevans? Er interessemodsætningerne så forplumrede, at de ikke længere kan beskrives som ‘klassemodsætninger’?

Disse spørgsmål undersøges i det følgende, med Danmark som eksempel. Forudsætningen for en effektiv anti-kapitalistisk strategi er, at vi her forholder os nøgternt, uden fejlplaceret nostalgi. Der er ikke råd til illusioner.

Folkekapitalisme i Danmark
Hvilke danskere ejer landets kapital? I industrisamfundet for 50 eller 100 år siden var sagen simpel. Kapital forudsætter et overskud og et sådant havde arbejderklassen ikke; det store flertal af befolkningen brugte hele indkomsten til forbrug, og det var det. Derfor var kapitalen, både den produktive og finansielle, ejet af overklassen.

I takt med stigningen i levestandarden fik lønarbejderne et overskud. En del heraf gik via skatten til at finansiere velfærdsstaten, resten forblev privatejendom og blev forvandlet til kapital, dvs. midler der gives ud med henblik på at skaffe et afkast (rente, profit, kapitalgevinst). Det ultimative formål er ofte at sikre pension til alderdommen eller andre former for fremtidigt forbrug, og for så vidt er lønarbejderen ikke kapitalist i ultimativ forstand. Det kræver at profitmaksimering som sådan er den overordnede målsætning. Men umiddelbart er det store flertal af lønarbejdere blevet ‘deltidskapitalister’, dvs. en del af indkomsten er kapitalindkomster, og denne andel er stigende.

Lønkvoten – dvs. lønnens andel af nationalindkomsten (BNP) – har været faldende gennem mange år, selv om andelen af lønarbejdere vokser.¹ Løsningen på dette paradoks er at “lønarbejderne” – nu i gåseøjne – har ændret deres økonomiske profil i kapitalistisk retning; en stigende del af landets nettoprodukt (BNP) udbetales som kapitalindkomst.

Kapitalejet antager to former, indirekte og direkte. Det indirekte eje omfatter især ATP og arbejdsmarkedspensioner. Direkte kapitaleje kan være rate- og kapitalpension, almindelige bankindskud (der giver rente og derfor er kapital) samt værdipapirer, herunder aktier, hvor kapitalgevinsten grundet kursstigninger er guleroden.
Begge typer af investeringer har oplevet et vældigt opsving i de seneste årtier. Pensionsformuen er nærmest eksploderet, og fx ejer 250.000 unge under 20 år aktier, heraf en tredjedel i form af børneopsparinger, mens næsten 1 million er medlemmer af investeringsforeninger (hvis antal er tredoblet siden 2002).² Forudsætningen herfor er som nævnt at vi har fået råd i kraft af velstandsstigningen, men folkekapitalismen er kun blevet en realitet, fordi den nyliberale politik dels har forhindret at en større andel af overskuddet administreres demokratisk, ved at blive inddraget som skat, dels har opmuntret til private investeringer gennem meget favorable skatteordninger, der generelt har sænket skatten på kapitalindkomster, fx blev beskatningen af aktieudbytte lempet betydeligt for nogle år siden.

Ud over pensionsformuen og den finansielle formue er der boligformuen, hvis nettoværdi er den berømte ‘friværdi’ (dvs. boligens markedsværdi minus lån i den). Denne friværdi er en kapitalgevinst, selv om boligen måske ikke udtrykkeligt købes for at få dette afkast (men når eje vælges frem for leje spiller denne fordel selvfølgelig afgørende ind). Friværdien er overvejende et arbejdsfrit beløb, om end en mindre del kan være skabt af forbedringer og afdrag. Også denne boligkapital er blevet mere og mere udbredt gennem de senere årtier, men formentlig vil meget bliver barberet væk krisen.

Alt i alt er pensionsformuen vokset med knap 10% pr. år 1996-2005, mens nettoværdien af den øvrige kapital (boligernes friværdi plus netto finansiel formue) er vokset med 5,3% pr. år 1997-2004; friværdien tegner sig her for langt den største andel af stigningen. Da BNP, indkomsten og lønnen er vokset med et par procent om året – eller mindre – er det klart at kapitalindkomster generelt vejer stedse tungere i forhold til lønnen.³

Når disse ting er slået fast, må det også fremhæves at kapitalen er meget ulige fordelt, langt mere end indkomsten.⁴
Det gælder pensionsformuen, især takket være de individuelle ordninger, hvor beskatningen favoriserer de høje indkomster; boligkapitalen (friværdien), hvor de 20% rigeste (efter indkomst) i gennemsnit råder over næsten 6 gange så megen friværdi som et medlem af de fattigste 20%; og det gælder især den finansielle kapital (netto), der er minus 13.500 kr for de fattigste 20% og 230.000 kr for de rigeste 20% (tallene er fra 2003). Da boligkapitalen udgør langt større beløb end den finansielle kapital, er det skellet mellem ejere og lejere – og uligheden i pensioner – der især vejer tungt. Sammenfattende havde de 20% rigeste i 2003 en disponibel indkomst, der var 3 ½ gange så stor som de 20% fattigste, men deres formue (pension ikke indberegnet) var 9 gange så stor.

Denne ulighed er øget betydeligt. Den historiske udvikling fremgår tabellen.

Fordelingen af husstandenes skattepligtige formue

Kilde: Bonke, 1997: 247 (tak til Nicolai Bentsen, der gjorde mig opmærksom på tabellen i notatet ‘Hvem ejer Danmark’).
Noter: Jo længere ned i tabellen man bevæger sig, desto rigere bliver folk. Tabellen angiver nettoformuen af finansielle aktiver, ejerbolig og pensionsopsparing; negativ formue er gæld. Der er tale om den skattepligtige formue, så desværre er diverse fradrag inkluderet. Der er ikke denne type tal efter 1993.

Det ses at den personlige formuefordeling blev mere lige frem til 1970, især fordi de rigeste måtte afgive andele til middelklassen. Fra 1970 bliver fordelingen skævere, først fordi ‘underklassen’ oparbejder gæld (tabellen nedenfor tyder på at denne er koncentreret hos den fattigste tiendedel), og fra 1980 – nyliberalismens traditionelle fødselsår – fordi den rigeste tiendedel dramatisk forbedrer sin relative position.

Tendensen er fortsat efter 1993. Uligheden i disponibel indkomst er øget ret betydeligt, nemlig fra 19,1 i 1995 til 21,8 i 2004, hvor 0 betyder absolut lighed og 100 absolut ulighed (Gini-indekset); i 1995 havde de rigeste 10% en indkomst, der var 3,7 gange så høj som de fattigste 10%, og denne faktor var i 2004 vokset til 4,7. Denne polarisering skyldes først og fremmest at kapitalindkomsterne er skudt i vejret, dels grundet den store vækst i pensionsformuen, dels grundet aktiefesten i anden halvdel af 90erne og boligfesten i dette århundrede (krisen 2001/02 var her et føleligt tilbageslag). Disse kapitalindkomster tilfalder mere og mere de rige. Formuefordelingen (nu minus pension) er nemlig blevet betydeligt mere skæv siden 1996:

Andel af nettoformuen (friværdi plus finansiel formue)

Kilde: AE Rådet: Fordeling og Levevilkår, 2006: 31 (www.aeraadet.dk). Bemærkning: ‘Lavindkomst’ er de 20% fattigste efter indkomst, ‘højindkomst’ de 20% rigeste, og ‘mellemindkomst’ de resterende 60%.

Det ses at den store mellemgruppe har øget sin gennemsnitlige kapital, om end den relativt har mistet lidt terræn. Den store historie er imidlertid den massive omfordeling fra bund til top.

Konklusionen kan ikke blive éntydig.
Det er givet at kapitalindkomster generelt vejer stedse tungere i forhold til lønindkomster, og dette gælder også for de fleste almindelige lønarbejdere. Ser vi bort fra de 20% rigeste og de 20% fattigste, altså fokuserer på de 60% med mellemindkomster, viser det sig at friværdi plus finansiel nettoformue voksede 34% i perioden 1996-2003, hvortil kommer en formentlig større vækst i disse mellemindkomsters pensionsformue (især takket være arbejdsmarkedspensioner). Til sammenligning med denne vækst i kapitalindkomsterne voksede gruppens disponible indkomst kun omkring 20% (og det i en ét år længere periode).⁵ Derfor er betegnelsen ‘folkekapitalisme’ på sin plads. Denne udvikling kan ikke undre, når man tænker på den favørbehandling, som liberaliseringen har givet kapitalen og som skattesystemet har forstærket.
På den anden side er kapitalen og derfor kapitalindkomsterne meget ulige fordelt, og denne ulighed skærpes. Hvis denne tendens fortsætter, kan man godt forestille sig at folkekapitalismen smuldrer, og at vi vil nærme os en marxistisk klassepolarisering; dette vil især gælde, hvis den offentlige sektor marginaliseres, således at de offentligt ansatte – der ikke er en del af arbejderklassen i klassisk forstand – kommer til at veje mindre.

Hvor ligger magten?
Eje er den nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelse for økonomisk magt. Der er ikke proportionalitet mellem eje og magt.
Magten kan multipliceres, hvis ejet overskrider en vis grænse. Et aktieeje på 10% er normalt nok til at sikre 100% kontrol med et selskab. Eller en fond kan eje 51% af aktierne i et holdingselskab, som ejer 51% af aktierne i et datterselskab, der ejer 51% af aktierne i et andet aktieselskab; dermed kan en fond komme til at kontrollere måske 10 gange så mange værdier som den nominelt ejer (Johansen/Møller, 2005: 99; et holdingselskab har som eneste aktivitet at eje datterselskaber). Og hvis en hedgefond (finansiel spekulationsfond) råder over 10 mio kan den måske låne det dobbelte beløb, men har den 10 mia kan den ofte sikre sig 10 gange så meget eller mere i lån. Princippet er at den, der har meget, skal meget gives.
Omvendt udtyndes magten, hvis ejet er spredt ud på en lang række små investorer, således at en aktieandel på fx 3% giver nul indflydelse. Den almindelige småinvestor har stort set ingen indflydelse på den bank, investeringsforening eller pensionsfond, som vedkommende investerer i. Derfor ligger magten i dette tilfælde hos bankdirektionen eller formueforvalterne. Tilsvarende er det velkendt at magten i et selskab tilfalder ‘management’, såfremt aktieejet er spredt.

Folkekapitalisme indebærer nok at flere og flere ejer kapital, men det betyder ikke at befolkningen får mere indflydelse på den danske økonomi. Omvendt betyder koncentrationen på markederne og i toppen af dansk kapitalisme at færre og færre får mere og mere magt.
Samtidig synes der at være en tendens – i Danmark og i andre vestlige lande – til at den upersonlige kapital vinder frem. En sådan anonym kapital kender vi i form af fonde, hvor det er fonden som sådan, der er ejer (om end udbyttet tilfalder personer), eller selskaber, hvor selskabet som sådan ejer mere og mere, bl.a. takket være opkøb af egne aktier.

Dette er realiteterne i dansk kapitalisme; de følger af princippet om at magten følger pengene. I modsætning hertil er demokratiets princip den fuldstændige lighed i magt: Én stemme pr. person.

Arbejderklassens implosion og kapitalens sejr
Enhver overvejelse om alternativer til kapitalismen må tage udgangspunkt i at arbejderklassen er på vej ud af historien i de vestlige samfund (Kina eller Brasilien er formentlig en anden sag).
En klasse kræver en ensartet kilde til indkomst, – løn for arbejderklassen og profit, rente eller kapitalgevinst for kapitalistklassen. Sådan var situationen mere eller mindre for 50 eller 100 år siden, i det gamle industrisamfund. I dag er arbejderklassen imploderet. Flere og flere ‘lønarbejdere’ er også kapitalister, fordi de med den stigende velstand får et stadigt større overskud, der investeres med henblik på et afkast. Arbejderbevægelsens forfald har også andre årsager, herunder at overgangen fra industri- til servicesamfund har gjort lønarbejderne mere heterogene og dermed vanskeliggjort solidaritet, men dette er den ‘dybe’ grund.

Frem til omkring 1960 voksede den traditionelle, industribaserede arbejderklasse, og man kunne forestille sig at den blev stærk nok til at vriste ejerskabet til produktionsmidlerne fra kapitalejerne. Socialisme i denne traditionelle forstand er ikke længere mulig. Det betyder ikke at skellet mellem arbejdsgiver og arbejder på den enkelte virksomhed er blevet mindre, tværtimod har fagbevægelsens svækkelse og de ansattes løsere tilknytning til virksomheden styrket arbejdsgiveren (‘det fleksible arbejdsmarked’). Lønarbejderen har stadig en interesse i større indflydelse og en større andel af virksomhedens overskud, men på det samfundsmæssige plan har ‘lønarbejderne’ en mindre og mindre interesse i at ekspropriere kapitalen, eftersom de selv i højere og højere grad bliver kapitalejere. Disse ting kan man beklage eller ej, men sådan er det.

I Keynesianismens glansperiode, frem til 1970erne, blev kapitalen holdt i skak af arbejderbevægelsen og den statsmagt, som socialdemokratiet dominerede. I den efterfølgende nyliberale periode blev kapitalen sat fri og fik dermed magt til at sætte den politisk-økonomiske dagsorden; den har ‘sejret ad helvede til’, kunne man sige, med venlig hilsen til den tidligere LO formand Thomas Nielsen. Klassekampen afsluttedes med kapitalens sejr, og dette skyldtes kun overfladisk politiske beslutninger, for disse var kun mulige fordi modmagten, arbejderklassen, opløstes.
Socialismens grundværdier om fællesskab, solidaritet og lighed må derfor realiseres på en ny måde; men hvis socialisme ikke er anti-kapitalisme, er den ingenting.

Den offentlige sektor som kamppladsen
For arbejderbevægelsen var kampen for socialisme og demokrati altid den økonomiske og politiske side af samme sag, nemlig folkets overtagelse af magten fra overklassen. Derfor kaldte alle socialister, også fx Lenin, sig for socialdemokrater helt frem til splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister i 1917.

Kampen for klassisk socialisme blev tabt, men kampen for demokrati vundet, både ved at det parlamentariske demokrati blev virkeliggjort og ved at den demokratisk styrede sektor voksede støt og roligt frem til 80erne, mens den ikke-demokratiske sektor tilsvarende fik mindre vægt.
I vore dage er opgøret mellem kapitalisme og demokrati den centrale brudflade. Dette er ikke en eller anden urealistisk utopi om det ideale samfund, men åbenbart for enhver der læser aviser og hjemmesider. Den virkelige modstand mod den uhæmmede kapitalisme findes i de offentligt ansattes demonstrationer mod nedskæringer, deres uvilje mod sektorens kommercialisering og deres protester mod forringede arbejdsvilkår; og den ytrer sig blandt brugerne af offentlige ydelser, fra utilfredshed over dårlig og dyr kollektiv trafik til protester mod nedskæringer på plejehjem og universiteter. Dette er en kamp for velfærdsstaten, men det er lige så meget en kamp for demokratiet.

Offentligt ansatte udgør en tredjedel af arbejdsstyrken, hvoraf de fleste i øvrigt stemmer til venstre for midten, så det er ikke et mysterium hvor potentialet for et alternativ befinder sig. De får en løn og er derfor lønarbejdere, men derudover er deres ‘klassemæssige situation’ helt anderledes end privatansatte lønarbejdere. Deres modpart er ikke en kapitalejer, der er motiveret af maksimal profit, men – ultimativt – regering og Folketing, dvs. os alle sammen, og vi er vel motiveret af at de offentligt ansatte skal have ordentlige vilkår og vi andre gode ydelser? Sektoren skal kunne finansieres gennem skatten, men ingen vil hævde at dens formål er at generere det størst mulige overskud i statskassen. Det giver ikke mening, når regeringen ved overenskomstforhandlinger vasker hænderne og siger, at den ikke vil blande sig men overlade sagen til parterne, for den er selv den ene part.
Offentligt ansatte bør nydefineres som vore betalte tillidsmænd og -kvinder, som demokratiets funktionærer. Dette blev smukt udtrykt i den gamle tjenestemandsinstitution, men denne ansættelsesform er nu næsten afskaffet, som et led i den almene tendens til at den offentlige sektor formes i den privates billede.
Tilsvarende må det fastholdes at modtagere af velfærdsydelser og andre brugere af den offentlige sektor ikke er ‘kunder’ i en butik, men samfundsborgere. De er ikke adskilt fra den offentlige sektor, ikke en modpart, men medlemmer af denne sektor.

Konklusion
Man kan kalde tingene, hvad man vil, men jeg finder ikke at klassebegrebet er velegnet til at forstå de afgørende brudflader og de afgørende kampe i vore dages samfund. Når man hører udtalelser om, at vi stadig lever i et klassesamfund, menes der da også oftest simpelthen at nogle har højere indkomst end andre, hvilket ikke signalerer klasser i klassisk eller anden – forstand. Det signalerer blot nostalgi. SF’s og Enhedslistens partiprogrammer taler stadig om klasser, men disse kategorier er ikke længere operative. De har kun retorisk status.

Arbejderklassen – det være sig an sich eller für sich – er på vej ud af historien og er derfor ikke længere kapitalens modmagt. Denne er blevet almengjort. Modmagten er i dag demokratiet, altså det frie og lige fællesskab. Alternativet til kapitalismen er ikke arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne, men økonomiens demokratisering.

Dele af denne artikel er baseret på mit bidrag ‘Dansk kapitalisme’ i antologien Dansk Nyliberalisme, der udkommer snart på forlaget Frydenlund.

Litteratur

AE Rådet (Arbejderbevægelsens erhvervsråd): Fordeling og levevilkår, www.aerådet.dk.
Bonke J. (1997), red.: Levevilkår i Danmark, Danmarks Statistik & Socialforskningsinstituttet.
Duménil, G. Og D. Lévy (2004): Neoliberal Income Trends, New Left Review nr. 30.
DØR 1999: Det Økonomiske Råd, forår 1999.
Hjulsager, M. A. (2004): Priser og indkomster, Handelshøjskolens Forlag.
Jespersen, J. (1996): Økonomi og Virkelighed, Fremad.
Johansen, H, C. og A. M. Møller (2005): Fonde som fundament for dansk industri, Syddansk
Universitetsforlag.
Lundkvist, A. (2006): Bush, Neokonomien og Dollaren. En bog om USA’s politiske økonomi,
Frydenlund.
Milios, J. (2005): European Integration, i Neoliberalism – A Critical Reader, ed. By A. Saad-Filho
og D. Johnston, Pluto Press.
Mølgaard, E. (2007): Den finansielle sektor, Frydenlund.

Noter

¹Jespersen, 1996: 59, og DØR, foråret 2006: 127. Når man korrigerer for at der er blevet færre selvstændige og flere lønmodtagere, viser det sig at lønkvoten er faldet fra ca. 75% indtil 1987 til ca. 68% i begyndelsen af dette årti (Hjulsager, 2004: 99); dette giver et rent mål for skiftet fra løn- til kapitalindkomst.
Fra 1981 til 2003 steg profitandelen af BNP (faldt lønandelen) overalt i Europa, således i Tyskland fra 27% til 34%, i Frankrig fra 21% til 31% og i Italien fra 23% til 32%. Alene fra 2001 til 2005 er lønandelen i EU-15 faldet fra 74% til 68% (Milios, 2005: 209 og 212; dette er et bidrag til Neoliberalism – A Critical Reader, der er en central bog for kritikken af nyliberalismen).

²Kilder: Børsen, 9/2 – 08; Mølgaard, 2007: kap. 6; og Børsen, 27/10 – 07. På det sidste har den økonomiske krise dog fået mange til at trække pengene ud af disse foreninger.

³Oplysningerne i dette afsnit stammer fra AE Rådet: Fordeling og levevilkår 2006: 28ff og 2007: 14f (www.aeraadet.dk).
Væksten i pensionsformuen, se http://www.forsikringenshus.dk/upload/pensionsformuen_institutionelle_investorer_1996-2005_(s55)-pdfny.pdf. (127% over 10 år svarer til knap 10% pr. år).
Oplysningerne nedenfor om den øgede ulighed 1995-2004 stammer fra AE Rådet: Fordeling og levevilkår 2007: 7 og 11.

⁴I USA besidder knap halvdelen af befolkningen aktier, men langt de fleste ejer kun nogle få; 95% af aktieværdierne ejes af de rigeste 20% (Lundkvist, 2006: 64). I det langt mere egalitære Danmark er kapitalindkomsterne givetvis mere ligeligt fordelt.
Se også Duménil/Lévy, 2004, hvoraf det fremgår at for de 98% ´fattigste´ i USA udgør løn plus pensionsydelser 90% af indkomsten. For de rigeste 2% udgør lønnen 53%, mens resten er forskellige typer af kapitalindkomster.

⁵De 34% kan beregnes ud fra at mellemgruppens nettoformue voksede fra 195.900 kr i 1996 til 262.600 kr i 2003 (iflg. den tabel, der refereres til i teksten). De ca. 20% er anslået ud fra Tabel 2 i samme rapport (s.11), der dækker perioden 1995-2003.