Grænser forsvinder, når den første grænseoverskridelse tillades.
For omkring 30 år siden åbnede en socialdemokratisk vestegnsborgmester munden og talte om dem fra ‘den forkerte side af Alperne’. Det var under Anker Jørgensen, hvilket jeg kan huske, fordi han ikke smed denne borgmester ud af partiet. Fremmedfjendskheden – for ikke at sige racismen – havde stukket hovedet frem; senere kom kroppen, og det gjorde den, fordi sagen fik lov at passere.
Forbud mod tortur er en anden vigtig grænse. Den blev – som jeg erindrer det – overskredet første gang for en halv snes år siden, da den israelske højesteret sagde god for ‘moderat fysisk pres’ mod palæstinensere. Ingen diplomatiske forbindelser blev afbrudt i den forbindelse. I dag – efter 11. september – er tortur officiel politik i USA. Det accepteres i Europa.
I USA selv er der mere kritik. New York Times’ leder d. 24. april begynder således:
“Siden amerikanerne erfarede at amerikanske soldater og efterretningsagenter torterer fanger, har der været et foruroligende spørgsmål: Hvor højt oppe i systemet blev beslutningen om at ignorere USA’s love, internationale aftaler, Geneve Konventionen og basale moralske principper taget?
For nylig har vi fået svaret. Nogle af de højeste embedsmænd i dette land – med præsident Bush’ klare viden og støtte – har ikke blot godkendt mishandling af fanger, men deltaget i den detaljerede planlægning af brutale afhøringer og hjulpet med at skabe den juridiske struktur, der beskytter de, der følger disse ordrer, fra retsforfølgelse.”
Vi har længe vidst at tidligere forsvarsminister Rumsfeld godkendte tortur. Det nye, der er kommet frem, er at han, vicepræsident Cheney, Condoleeza Rice, Colin Powel, John Ashcroft og George Tenet (CIA) deltog i dusinvis af møder i det Hvide Hus, hvor torturmetoderne blev besluttet. Da præsident Bush vetoede lovforslag, der ville forbyde tortur, specielt vandtortur (‘waterboardering’), blev accepten af tortur officiel politik.
Tortur var længe, ikke mindst under indtryk af nazitidens forbrydelser, et absolut no-no. Det hænger sammen med at den krænker den menneskelige værdighed, langt mere end dødsstraf. Derfor mister det samfund, der accepterer og officielt praktiserer tortur, sin værdighed; det bliver uciviliseret. Man kan ikke fratage andre mennesker værdighed uden at miste sin egen. Derfor må de anklagede forvandles til under-mennesker, nemlig ‘illegale kombattanter’ uden krav på retsbeskyttelse. Göring fik mulighed for at forsvare sig i Nürnberg, skønt han var medansvarlig for mordet på millioner. Terroristerne fra Rote Arme Fraktion blev ikke torteret, selv om de formentlig udgjorde en betydelig større trussel mod Tyskland end al-Qaeda i dag udgør mod USA. Retssamfundet fungerede, dvs. det fungerede for dem, som vi mest afskyr og frygter. Det gør det ikke længere i USA. Hvor er de åbne retssager mod tilfangetagne islamister?
Denne principielle kritik er noget helt andet end den kritik, der er baseret på cost-benefit, hvor den tilføjede smerte afvejes med gevinsten i form af evt. reddede menneskeliv ved at få en terrorist til at røbe sine planer. Her er det blevet sagt at tortur ikke virker, fordi ofrene vil sige alt, altså ikke nødvendigvis sandheden. Det tror jeg ikke på, for hvis metoden ikke virkede var den næppe så almindelig, men det er et skråplan overhovedet at gå ind på denne tankegang. Hvis værdighed er til salg, er det ikke værdighed, der er til salg; den er forsvundet, så snart man begynder at opstille regnestykket.
Disse ting var selvfølgeligheder for få år siden.
Det er de måske stadigvæk, men i Europa har en dyne af tavshed lagt sig over den officielle amerikanske tortur. Årsagen er naturligvis at konsekvenserne er for skræmmende og realpolitisk utålelige. USA måtte betragtes som et terrorsystem på linie med al-Qaeda; vi måtte som et minimum afbryde de diplomatiske forbindelser og smide USA ud af NATO (og af Afghanistan).
For at undgå at sådanne konsekvenser kommer op i dagslyset, er to strategier blevet anvendt.
Den ene er at hævde at der er tale om enkelte ‘rådne æbler’ på et underordnet niveau. Det var fx metoden under diskussionen for et års tid siden om den danske Afghanistan-film (om udlevering af danske fanger til USA). Jeg erindrer her at Helge Adam Møller fra de Konservative fremførte at tortur under alle omstændigheder måtte fordømmes, men at der var tale om underordnedes overgreb – fx i forbindelse med Abu Graib – og at det officielle USA tog afstand og retsforfulgte de skyldige. Den version var allerede dengang tvivlsom og den er nu klart vist at være forkert. Det er og har hele tiden været den absolutte top i USA, der bevidst og planlagt har iværksat tortur-strategien. Hvorfor er der ingen journalister, der konfronterer Helge Adam Møller med disse ting?
Den anden strategi, hvis man kan kalde den det, er at flytte fokus fra sagen – amerikansk tortur – til udenværkerne. Flere europæiske regeringer – også Danmark og sidst Portugal – har fået problemer, fordi man har tilladt CIA’s hemmelige flyvning af fanger til torturcentrer i Mellemøsten eller Østeuropa, nogle drevet af CIA, andre af klientregimer (‘rendition’ hedder det). Det er åbenbart i strid med nogle regler. Så alt havde været OK, hvis blot papirerne havde været i orden? Hvis det kun var Ægypten og Marokko, ikke USA, der torterede? Man kan forsøge at glemme at ens bror har begået en voldtægt ved at hidse sig op over at politiet har lavet en fodfejl i sagsbehandlingen.
I resten af verden tager man med god grund ikke Vestens angivelige bestræbelser på at udbrede demokrati og menneskerettigheder alvorligt. Vi støtter demokrati ved at undergrave en demokratisk valgt præsident som Hugo Chavez og ved at holde liv i mellemøstlige diktaturer, fra Ægypten over Saudi Arabien til Jordan, og vi bekæmper terror ved selv at terrorisere. Vi ser det ikke, fordi vi opfatter Vesten – og især USA – som pr. definition godartede systemer, hvorfor den ubehagelige virkelighed må afskrives som en undtagelse.
Europas holdning har været ynkelig. I Danmark kunne Folketinget i det mindste stille nogle spørgsmål til regeringen om sagen. Mistanken om hykleri kunne manes i jorden, hvis man sammenkædede kritikken af Kinas og USA’s overtrædelse af menneskerettighederne. det sker næppe.
Amerikanerne har været anderledes kontante og kritiske. Ovenfor nævnte jeg New York Times. Vigtigere er det dog at de to demokratiske præsidentkandidater har erklæret at ville sætte en stopper for tortur. Der er håb.
I denne sag er jeg mere pro-amerikansk end pro-europæisk.
Bragt i www.kritisk.debat i 1. maj 2008.