Og hvem er så de? Hvis man læser avisernes reportager fra WTO-forhandlingerne skulle man tro, at det var ‘EU’, ‘Kina’ osv., der eksporterer og importerer, men det var i de kommunistiske systemer, at landene som sådan – repræsenteret ved deres handelsministre – handlede.
I dag kontrolleres omkring 67 procent af verdenshandelen af de transnationale selskaber; der er 70.000 af slagsen (med 690.000 datterselskaber), og de kommer især fra de rige lande. Så frihandel betyder overvejende frihed for selskaberne, og afvikling af told betyder overvejende afvikling af en afgift, som disse selskaber betaler til det offentlige.
Dette kan være godt eller skidt, men sådan er det. Hvis man mener, at hvad der er godt for den transnationale kapital, er godt for befolkningerne, er der naturligvis ingen problemer, om end denne magtfordeling vel bør give anledning til demokratiske bekymringer hos frihandelstilhængere med hjertet til venstre.
Mindre konkurrence
Det antages gerne at liberalisering giver mere konkurrence. Dette er både rigtigt og forkert.
Ofte fremmer liberalisering konkurrencen på hjemmemarkedet, fordi lokale monopoler udfordres; det kan vi som forbrugere let konstatere. Det er også klart, at konkurrencen mellem klodens lønarbejdere intensiveres, hvilket presser lønningerne.
Videre har kapitalliberaliseringen kastet de fattige lande ud i en intensiv konkurrence om at tiltrække kapital fra de rige lande, hvilket tvinger dem til at overbyde hinanden i favorable investeringsvilkår f.eks. lav selskabsbeskatning. Endelig ser vi en skrap konkurrence blandt selskabernes underleverandører, ikke mindst i de fattige lande, om at sikre sig ordrer. Disse typer af konkurrence svækker gerne de i forvejen svage.
På den anden side giver liberalisering også mindre konkurrence.
De små spillere luges ud; fra 1990 til 2001 øgede de transnationale selskaber deres andel af verdenshandelen fra 59 procent til 67 procent, mens deres andel af den globale produktion voksede fra 21 procent til godt 27 procent. Og efter at monopoltilsynene stort set har indstillet arbejdet, har selskaberne fået lov til at fusionere med eller overtage konkurrenter.
På det dominerende globale marked bliver der færre betydende aktører. Koncentrationen på få spillere (oligopoli) kan iagttages indenfor olie, tekstiler og detailhandel, men især i moderne videnstunge sektorer såsom medicin, telekommunikation og medier. Samtidig vinder samarbejdet mellem selskaberne frem, hvilket suspenderer konkurrencen på vigtige parametre som innovation og kundeservice.
Denne tendens er ikke mærkelig. Konkurrence eroderer profit og er derfor kapitalens naturlige fjende.
Frihed for kapitalen
WTO-forhandlingerne kan med fordel ses på denne baggrund. De rige landes politikere ønsker liberalisering af det globale marked for service, fordi dette marked er domineret af vestlige, transnationale selskaber, og fordi politikerne er domineret af disse selskabers interesser.
Bankes de fattige lande på plads, vil det endnu engang betyde, at de efterlades med fortidens sekundavarer, denne gang industriprodukter, mens de rige lande kan sætte sig på fremtidens videnstunge økonomi. ‘Komparative fordele’, hedder det i lærebøgerne.
Landbrugssektoren er usædvanlig, fordi de fattige lande her kan konkurrere. For en gangs skyld er de vestlige selskaber ikke de stærkeste, økonomisk set. Derfor suspenderes princippet om frihandel til fordel for corporate welfare, nemlig toldbeskyttelse og eksportstøtte til ‘landbruget’, dvs. den agro-industrielle kapital.
Men hovedreglen er, at frihandel betyder frihed for den store kapital, og at liberalisering betyder mindre konkurrence dér, hvor det tæller, nemlig på det globale niveau.
Frihandel er de riges trick, og det burde folk som Bjarke Møller og Margrete Auken ikke falde for. Liberalismen er kapitalismens ideologi, dvs. velduftende ord der skjuler profitten og magten.