Det har været træls at følge diverse udtalelser fra EL’s HB i medierne her i sommer.
Er Jyllandsposten virkelig det rette medium til at diskutere vigtige spørgsmål såsom overgangen fra kapitalisme til socialisme? Til HB’s orientering kan jeg oplyse at de fleste medier er borgerlige og ikke har nogen interesse i en loyal gengivelse af udtalelser. Det er en menneskeret ikke at svare på spørgsmål, og den ret kunne nogle med fordel have udnyttet. Det er ok at miste et par procents opslutning i en god sags tjeneste – EL skal ikke være populistisk – men som bevidstløs kanonføde for de borgerlige?
Hvis man endelig ville sige noget, synes jeg man skulle have indskrænket sig til
– ja, EL er et revolutionært parti, i den forstand at vi vil en grundlæggende omvæltning fra kapitalisme til socialisme,
– nej, EL er ikke revolutionært, hvis man hermed mener en ikke-demokratisk og voldelig omvæltning,
– og ja, hvis Forsvarkommandoen søger at forpurre, at 90 mandater i Folketinget indfører socialistiske reformer, så vil EL selvfølgelig – forhåbentlig sammen med Anders Samuelson – forsvare demokratiet med våbenmagt. (Men hvorfor overhovedet indlade sig på sådanne futuristiske diskussioner? Ethvert udsagn om sådanne emner bliver med kapitalgaranti fejlciteret).
Men lad os ikke komme for let om ved det. Lad os ikke overse, at der er meget i Principprogrammet fra 2003 (http://www.enhedslisten.dk/enhedslistens-principprogram-0), der kan og i fremtiden vil producere saftige overskrifter, når journalisterne får læst nærmere på teksten. På baggrund af EL’s politik og udtalelser gennem mange år kan ingen seriøst være i tvivl om, at partiet kun accepterer demokratiske metoder, men programmet er her ikke klart.
I det følgende vil jeg søge at vise, at der er to modstridende linier i programmet vedrørende opfattelsen af staten og demokratiet (jeg beskæftiger mig ikke med miljøafsnittene – forud for deres tid! – eller klasseanalysen).
På den ene side den klassiske marxistiske opfattelse, hvor staten under den kapitalistiske produktionsmåde er et redskab for den herskende klasse, og hvor det parlamentariske demokrati derfor i bedste fald er magtesløst og i værste fald en illusionsskabende og derfor skadelig institution. På den anden side hvad jeg vil kalde den moderne socialistiske opfattelse, hvor staten er dobbeltbestemt: den skal iflg. sagens natur opretholde den kapitalistiske produktionsmåde, først og fremmest ved at beskytte den private ejendomsret til produktionsmidlerne, men den giver også gennem de demokratiske valg folkeflertallet en magt.
Staten som kapitalens stat
Principprogrammet er tilsyneladende klart i mælet:
… kapitalismens vækst er det grundlæggende formål med og indhold i organiseringen af stater under kapitalismen.
Den statslige politiks konkrete indhold har afspejlet de politiske og økonomiske magtforhold, men målet har hele tiden været at skabe de bedste muligheder for kapitalismens udvikling. Derfor har statens rolle hovedsageligt været at sikre den dominerende kapitalgruppes (storkapitalens) interesser.
… men disse sejre er ikke udtryk for, at staten har skiftet klassekarakter. Med de specielle danske forudsætninger har »velfærdsstaten« tværtimod været – og er stadig – en afgørende forudsætning for kapitalakkumulationen. En økonomisk forudsætning, fordi den har sørget for tilvejebringelsen af en velkvalificeret arbejdskraft. En politisk forudsætning, fordi »velfærdsstaten« har formidlet de indrømmelser til arbejderklassen, der skulle sikre dennes accept af udbytningen.
Dette er den traditionelle marxistiske opfattelse: Staten er den herskende klasses stat. Arbejderklassen kan i visse situationer svække borgerskabets greb om staten og aftvinge den visse velfærdsindrømmelser, hvilket dog i sidste ende blot er til gavn for kapitalen (holder befolkningen i ro og sikrer arbejdskraftens reproduktion); og forskydninger i styrkeforholdet mellem de forskellige kapitalfraktioner kan give lidt forskellige politikker. Men så længe vi lever under kapitalismen er staten kapitalens stat; andre interesser er naturnødvendigt marginale.
Det er vigtigt at vi gør os klart, hvad denne opfattelse indebærer.
Den indebærer at det parlamentariske demokrati i sidste instans er magtesløst, og herfra er der ikke langt til at mene, at det er ligegyldigt. I overensstemmelse hermed ofres der næsten ingen ord på Enhedslistens parlamentariske arbejde, bortset fra programmets allersidste, forkølede sætning: Enhedslistens parlamentariske arbejde er et vigtigt redskab i arbejdet for at opnå disse mål.
Der skrives meget om de ekstraparlamentariske kampe: de faglige kampe på arbejdspladserne, miljø, fred o.a. – og jeg skal være den sidste til at nedprioritere disse – men den manglende balance er påfaldende. Ingen tvivl om at disse kampe er afgørende for at skabe fremskridt og for at gøde jorden for socialismen, men hvorfor står der intetsteds i programmet, at 90 mandater til socialistiske kræfter er en ufravigelig betingelse for overgangen til socialisme? Så vidt – indtil vi ser på den anden tendens i programmet – er det svært at fortænke borgerlige kritikere i at tolke den megen omtale af ‘revolution’ som noget, der går udenom Folketinget, skyderi i gaderne eller ej.
Kampen for demokratiet
Vi kommer nu til den anden, modsatrettede tendens i Principprogrammet.
Dette tager udtrykkeligt afstand fra ‘elitære kup’, fraværet af demokrati i de tidligere kommunistiske lande fordømmes utvetydigt og det hedder videre:
Demokrati betyder for os folkets magt. Socialismen skal udvide de demokratiske rettigheder og de personlige og kollektive frihedsrettigheder og gøre dem reelle – ikke indskrænke dem, som vi tidligere har set det gjort i socialismens navn.
Det socialistiske samfund skal altså ikke bare bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske rettigheder og frihedsrettigheder, der formelt er gældende i fx Danmark: Forsamlingsfrihed og strejkeret, ytrings- og pressefrihed, religionsfrihed, organisationsfrihed (herunder lige rettigheder for alle politiske partier), mindretalsbeskyttelse, lige rettigheder uanset køn, etnisk baggrund eller seksuel orientering, osv. osv.
Bemærk især de ‘lige rettigheder for alle politiske partier’.
Faktisk kan programmet læses som én stor hyldest til demokratiet. De gældende rettigheder skal fastholdes, og samtidig ønsker man ‘et udvidet demokrati på alle samfundsområder’. Det drejer sig naturligvis især om at erstatte kapitalistisk med demokratisk styring på det økonomiske område.
Historisk gik kommunisterne jo også ind for demokrati, vel at mærke det ‘sande demokrati’, hvor det ‘borgerlige demokrati’ med dets ‘formelle’ rettigheder blev erstattet af ‘reelle rettigheder’. Vi véd hvad det betød. Derfor er det så vigtigt, at programmet netop ikke falder i denne fælde: De rettigheder, vi kender i dag, altså grundlæggende den politiske frihed, skal udbygges, ikke afskaffes.
Den offentlige sektor
To tankegange står således overfor hinanden i programmet.
Dette ses også, når vi betragter opfattelsen af den offentlige sektor.
På den ene side er den offentlige sektor – staten – kapitalens forlængede arm. I overensstemmelse hermed er de offentligt ansatte uskelnelige fra de privatansatte:
Arbejderklassen udgøres af det store flertal i Danmark, som arbejder som underordnede lønarbejdere i den private og offentlige sektor og udbyttes økonomisk ved at udføre merarbejde i form af produktion og reproduktion af kapital og arbejdskraft.
På den anden side må forestillingen om et socialistisk alternativ tage udgangspunkt i
f.eks. eksistensen af en offentlig sektor, hvor der i princippet er tale om en behovsstyret produktion – selv om behovene naturligvis påvirkes af, at vi lever i et kapitalistisk samfund. Det gælder også det faktum, at en lang række ydelser finansieres solidarisk og stilles til rådighed for de borgere, som har brug for disse …
Og: Den offentlige sektors størrelse og opgaver har betydet, at der i Danmark eksisterer en stor sektor, som ikke har profitmaksimering som sin væsentligste funktion, men i princippet eksisterer med det formål at opfylde en række menneskelige behov.
Det hænger ikke sammen.
Enten er den offentlige sektor en fjende eller en ven, kapitalens medmagt eller modmagt. Og enten bliver de offentligt ansatte udbyttet af staten, præcis som andre lønarbejdere, eller også lever de i en ikke-kapitalistisk sektor, uden profitmaksimering. Enten er de lønslaver, der må gøre op med deres udbyttere – alle os andre, for via skatten finansierer vi deres løn – eller også er de socialismens kernetropper, i og med at de inkarnerer samfundets demokratiske, ikke-kapitalistiske sektor.
Her burde man måske hæve sig over de teoretiske betragtninger og betragte de realt eksisterende politiske modsætninger, der i mange år har drejet sig om kampen for og imod velfærdsstaten.
Demokratiets udtynding
I hvilken udstrækning staten er bestemt af kapitalen eller folket skifter.
Den unge Marx skrev at staten var et udvalg til varetagelse af kapitalens fællesinteresser, og det havde han stort set ret i på den tid.
Senere har vi fået demokratiet, i Danmark i 1901. Det oplevede datidens socialister med god grund som en stor sejr. De kaldte sig alle, selv Lenin, for socialdemokrater. Det politiske demokrati var ikke nok, men et vitalt skridt på vejen mod socialisme, hvor folket også får magt over økonomien.
Dermed kommer den anden bestemmelse af staten (demokratiet) ind på historiens arena, uden at den første (kapitalen) dermed glider ud. Magtforholdet mellem kapital og demokrati har skiftet, og det kan skifte:Intet er forudbestemt. I de første årtier efter 2. verdenskrig var der en vis balance, men siden 1980 har nyliberalismen – kapitalens ideologi – iværksat en offensiv. Demokratiet er blevet mere tyndt, i takt med at finanskapitalen sætter stadig snævrere rammer for politikken, og i takt med at den offentlige sektor er blevet mere markedsgjort.
Heraf kan man drage to forskellige slutninger.
Den ene er at den kapitalistiske produktionsmåde er ved at finde sin essens, nemlig at alt, herunder politikken, er underordnet kapitalens interesser, således at demokratiet reelt er dødt og derfor må droppes som vigtig kampplads. Den anden mulige konklusion er at sige at demokratiet er rigtigt, og derfor ikke et redskab der kan bruges eller kastes bort; hvor altså den faktiske svækkelse af demokratiet er grund til at forstærke kampen for denne styreform. Og i og med at den kapitalistiske styring af økonomien vel ikke just er noget at prale af i disse år, er der faktisk gode muligheder for at gå i offensiven og arbejde for socialisme, dvs. demokratiets grundfæstelse i økonomien.
Hvorfor er demokrati rigtigt, netop for en socialist?
– fordi det er et forpligtende fællesskab. Når flertallet har vedtaget noget, skal vi være solidariske omkring denne beslutning, dvs. mindretallet skal indordne sig,
– fordi det er et lige fællesskab, idet princippet om én stemme pr. person gælder. Her er kapitalismen modsætningsvist tilhænger af princippet om indflydelse efter rigdom.
Demokratiet harmonerer derfor langt bedre med socialistiske end liberale værdier. Men socialister kan ikke tage patent på at være demokrater, og overhovedet kan ingen tage patent på sandheden. Derfor har de liberale også én stemme hver, og når de får flertal, er der ikke noget at gøre ved det.
Princippet om at vi alle har lige indflydelse er et smukt princip, for det betyder at alle får værdighed. Ingen herre over mig, ingen slave under mig.
Enhedslistens valg
Der er nu sat en proces i gang, hvor principprogrammet skal diskuteres, måske omskrives.
Det er blevet sagt at det er ‘støvet’ og præget af gammeldags sprogbrug, men problemet stikker dybere: Det er simpelthen i strid med sig selv. Måske fordi 2003-programmet er et kompromis mellem de tre stiftende partier (DKP, SAP og VS) på den en side og nyere medlemmer på den anden.
Hvor man end står i denne ‘strid’, bør alle være enige om at det ikke går med et program, der både sige A og ikke-A. En afklaring, et valg, er nødvendigt.
Nærmere om socialisme og demokrati i 2 artikler om Moderne Socialisme:
1) Demokratiet som princip, se http://modkraft.dk/artikel/demokratiet-som-princip
2) Den demokratiske sektor, se http://modkraft.dk/artikel/den-demokratiske-sektor