Nyliberalismen er den uhæmmede kapitalisme, hvor især finanskapitalen har fået næsten frie hænder. Teorien sagde at frigørelsen fra »finansiel undertrykkelse« – dvs. demokratisk regulering – ville give et stabilt økonomisk system, fordi risici ville blive håndteret på rationel vis af banker, institutionelle investorer, hedge fonde og andre aktører; det var ikke tilfældet.

Teorien sagde også, at når kun den maksimale gevinst talte, ville kapitalen blive ledt derhen, hvor der var mest brug for den; men den endte ofte i helt uigennemskuelige værdipapirer. Problemet er ikke et pludseligt moralsk sammenbrud, der har gjort alle investorer uhæmmet grådige, – problemet er et system, der har tilskyndet til grådig adfærd.

Men boblen bristede altså. Det har givet ulykkelige konsekvenser i realøkonomien, i form af faldende vækst og stigende arbejdsløshed. Men den umiddelbare virkning af krisen har været at betydelige dele af finanskapitalen er blevet likvideret, og det er vanskeligt at begræde at spekulationsgevinster likvideres, at samfundsskabte friværdier eroderer og at dividender bortfalder; derimod ser det ikke ud til – hverken i Danmark eller USA – at bonusser og direktørlønninger falder fra deres astronomiske højder.

Krisen i 30’erne var forfærdelig, men den havde trods alt den positive effekt at den økonomiske ulighed faldt overalt i den vestlige verden, fordi de super-rige led store tab. Og da dot.com boblen brast omkring 2001, kunne det her i landet aflæses i, at der kom et kortvarigt afbræk i den tendens til stigende ulighed, som ellers har kendetegnet tiden efter 1995 (jf. AE Rådet: Fordeling og Levevilkår, s. 10, www.aerådet.dk).

Krisen har også en positiv miljøeffekt. Måske vil regeringerne nedprioritere indsatsen, men til gengæld vil den reducerede økonomiske vækst automatisk sænke CO2 udslippet; uden Ruslands økonomiske katastrofe i 90erne – da BNP faldt med op mod 50% på 10 år – ville klimaproblemerne havde været meget alvorligere.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Krisens baggrund

Det er ikke let at være liberal i denne tid. De gamle paroler om at »regeringen er ikke løsningen, men problemet«, er devalueret i takt med aktiekurserne.

Cepos og ligesindede har dog uforfærdet forsøgt sig med et argument om, at krisen ikke skyldes markedet, men en forkert politik. Krisen skyldes jo umiddelbart, at de amerikanske banker og andre finansielle institutioner brændte inde med en stor mængde nu næsten værdiløse 3. prioritetslån (»subprime« lån), som de havde været i stand til at yde, fordi Federal Reserve havde sænket den rente, som de selv lånte til.

Så længe renten var lav, var det billigt at bo i hus, så efterspørgslen og dermed huspriserne steg til et helt urealistisk niveau. Allan Greenspan havde ført en uansvarlig økonomisk politik, fordi han i stedet for at forhindre boligboblen havde opmuntret den. Lyder det fra Cepos.

Dette er korrekt, men de liberale glemmer at tilføje, at politikken var uansvarlig, fordi den énøjet tilgodeså finanskapitalens interesse i at tjene penge på de nævnte lån. Politikken var ikke et modspil til kapitalen, men dennes forlængede arm. Den forkerte politik var en dereguleringspolitik, hvor myndighederne havde tilladt en uendelighed af opfindsomme og uigennemskuelige »finansielle produkter«.

Mere generelt har mange års kapitalliberalisering ført til at den finansielle sektor – banker, forsikring, realkredit, pensionskasser, kapital- og hedgefonde samt diverse investeringsforeninger – er svulmet op på bekostning af den produktive sektor; når formidlingen vægter lige så meget som det, der skal formidles, må det gå galt på et tidspunkt.

Dette gælder i USA, hvor finanskapitalens profit i 2006 var nået op på at udgøre 40% af den samlede profit (jf. P. Gowan: Ctisis in the heartland, i New Left Review 55, jan. 2009). Det gælder også Danmark.

I 1983 var værdien af aktiverne i den finansielle sektor 1,4 gange så stor som værdien af den samlede danske produktion (bruttofaktorindkomsten), i 2007 var den syv gange så stor (jf. Statistisk Årbog 1985 og 2009, www.dst.dk). Finanskapitalen er svulmet enormt i den nyliberale epoke.

Denne udvikling er muliggjort af nyliberalismens liberalisering – mægtiggørelse – af kapitalen, idet dereguleringen især er kommet finanskapitalen til gode. Sektoren blev liberaliseret i 80’erne, da udlånsloftet blev afskaffet (1980) og bankerne fik lov til frit at konkurrere på renten (1984); i 1988 blev den sidste kontrol med internationale kapitalbevægelser ophævet, således at danske finansielle institutioner nu frit kunne låne og investere i udlandet.

Endelig blev sektorens traditionelle brandmure mellem banker, realkredit og forsikring/pension nedbrudt i årene omkring 1990, således at enhver finansiel institution nu stort set kan beskæftige sig med alt (jf. A. Lundkvist: ’Den danske kapitalisme og demokratiets forfald’, i Dansk Nyliberalisme, forlaget Frydenlund 2009, ss. 29ff, eller en kortere version i Kontradoxa)

På den baggrund er det lidt mærkeligt, at Ole Sohn og SF skulle stå skoleret og eksamineres i økonomisk ansvarlighed af dé borgerlige politikere, der har hyldet og fremmet den nyliberale politik, der har ført os ud i miséren. Lidt selvkritik ville være på sin plads. Den er ikke kommet.

Det er stort set lykkedes at sælge »tsunamiteorien« om årsagen til den danske krise: Den skyldes en flodbølge, der er skyllet ind over en ellers sund dansk finansiel sektor. At Danske Bank, ATP m. fl. selv var med til at starte flodbølgen ved fx at spekulere i risikable udenlandske papirer hører vi ikke meget om. Ej heller at dette var muliggjort af Schlüters liberalisering af grænseoverskridende kapitalbevægelser tilbage i slutningen af 80’erne.

Og vi hører slet ikke noget om, at regeringen med skattestoppets låg over ejendomsbeskatningen, de afdragsfri lån etc. var med til at puste en boligboble op, der fint kan konkurrere med de udenlandske. Derfor står vort boligmarked til at falde noget mere end gennemsnittet i Vesten.

Liberaliseringen af de internationale kapitalbevægelser har gjort Danmark særlig sårbart, fordi vi er en lille økonomi. Danske finansielle institutioner kan spekulere frit i udenlandske værdipapirer, hvilket kostede Danske Bank minimum 500 mio kr. i tab hos den fallerede amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers; også pensionskasserne har lidt betydelige tab, fx tabte ATP alene i 2008 25,7 mia kr., og pensionsformuen er stort set væk i Nordea Liv og Pension samt Danica (knyttet til Danske Bank), jf. Børsen 5/2 – 09 og 16/2 – 09; mio betyder millioner, mia milliarder.

Tilsvarende kan udenlandske investorer frit placere penge i Danmark, faktisk står de for halvdelen af indlånene i danske banker; når de danske bankaktier faldt så voldsomt et par dage før den første bankpakke beroede det især på, at udenlandsk kapital flygtede fra landet.

Danmark er særligt udsat for »smitte« fra udlandet, fordi vi ejer flere aktier i udlandet end udlandet i Danmark; i september 2008 mistede danske investorer 266 mia kr. på det globale aktiefald, mens udlændinge kun mistede 75 mia kr. her i landet (jf. Børsen 15/10 2008).

Den danske kapitalisme og vilkårene for krisepolitikken

I 1992 spekulerede finansmanden Soros mod det britiske pund. Hans hedgefond vandt – nærmere bestemt $1 mia – og den engelske stat tabte, idet den blev nødt til at devaluere.

Det betragtes gerne som det første tilfælde i nyere tid, hvor statskassen taber en styrkeprøve med finanskapitalen.

Siden da er vilkårene for politiske kriseløsninger blevet endnu vanskeligere, simpelthen fordi så megen magt er flyttet fra demokratiet til kapitalen i den nyliberale epoke. Magt beror på penge, og dem har det offentlige stadig mindre af i forhold til kapitalen. Kapitalens magt er også øget, fordi den er blevet mere koncentreret og organiseret. Her har udviklingen i Danmark været særlig markant.

Moderne kapitalisme er selskabskapitalisme, hvilket betyder at økonomien domineres af store aktieselskaber. Det gælder overalt, også i Danmark, hvor selskaberne nu (2007) står for 69% af omsætningen, hvortil kommer andelsforeningernes 4% (stort set Arla og Danish Crown), der i praksis er selskaber, altså i alt 73%.

Denne selskabskapitalisme er blevet kraftigt forstærket i de sidste 25 år, idet de to typer i 1980 blot havde 59% af omsætningen. (Tallene for 1980 er beregnet ud fra Statistisk Årbog 1985, tabel 301, jf. www.dst.dk, for 2007 www.statistikbanken.dk).

De små enkeltmandsvirksomheders andel af omsætningen er tilsvarende faldet, fra 21% til 9%. Dette fald harmonerer med at andelen af selvstændige næsten er halveret, fra 12% i 1980 til 7% i 2003 (således at andelen af lønmodtagere er vokset fra 88% til 93%), jf. P. U. Johansen og M. Trier: Danmarks økonomi siden 1980 – en oversigt, Handelshøjskolens forlag, 2004, s. 23).

Mellemklassen af mindre erhvervsdrivende synes således på vej ud, trods regeringens ihærdige bestræbelser for at fremme en iværksætterkultur. Den private sektor opdeles stadig klarere i en bestemmende selskabskapital og et stedse større flertal af afhængige ansatte.

Da enkeltmandsvirksomheder er langt mindre end selskaber, tyder disse tal på en betydelig koncentration af økonomiske magt i dansk erhvervsliv i de sidste 25 år. Ser vi separat på selskaberne, har der også blandt disse været en markant tendens til koncentration af kapitalmagten.

I 1980 havde de 10 største danske virksomheder (koncerner) en samlet omsætning, der svarede til 23% af BNP; listet efter størrelse drejede det sig om A.P.Møller-Mærsk (APM), ØK, FDB, Ess Food, F.L Smidth & Co, DLG, Lauritzen-koncernen, Dansk Esso, De Danske Sukkerfabrikker og Handelsbanken.

I 2006 var de 10 størstes omsætning vokset til at udgøre præcis 50% af BNP, og de 10 udgjordes nu af APM (inkl. Dansk Supermarked), Danske Bank, ISS, Danish Crown, TDC, Arla Foods, Carlsberg, Nykredit Holding, Novo Nordisk og DONG; hvis Danske Bank – som rimeligt er, jf. nedenfor – regnes for et datterselskab af APM, bliver tallet 52% af BNP. (Tallene for 1980 stammer fra Mapping Corporate Denmark, jf. www.cbs.dk, for 2006 fra Børsens magasin ’Business’ for 2007, jf. www.borsen.dk/DK1000).

Ikke mindst finanskapitalen er blevet mere koncentreret, dels grundet to store fusionsbølger i 1990 og 2000 i bankverdenen, dels fordi «brancheglidningen« har forvandlet de store banker til finansielle supermarkeder. Resultatet er, at den danske finanskapital i dag kontrolleres af tre megakoncerner (jf. E. Mølgaard: Den finansielle sektor, Frydenlund 2007, s. 94):

Danske Bank med en balance på 2.492 mia, hvoraf banken som sådan har 1.638 mia, Realkredit Danmark 625 mia og Danica Pension 228 mia. Hertil kommer ejendomsmæglerkæden Home.

Nykredit med en balance på 1.030 mia, hvoraf Nykredit Real 642 mia, Totalkredit (købt i 2003) 300 mia, Nykredit bank 84 mia og Nykredit Forsikring 3 mia.

Nordea Danmark med en balance på 853 mia, hvoraf banken har 537 mia, Nordea Kredit 208 mia og Nordea Pension 108 mia.

Danske Bank er således klart dominerende. Den kontrolleres i øvrigt af nr. 1 indenfor den produktive kapital, A. P. Møller-Mærsk, der ejer 20% af aktierne. På APM’s hjemmeside, Beretning 2008, hedder det at ’Danske bank is included in the income statement of the A. P. Møller-Mærsk Group’ (s. 9), og s. 12 betegnes Danske Bank som ’associated company’.

Jeg kender ikke andre lande, hvor kapitalmagten er så koncentreret som i Danmark. Konkurrencestyrelsen har ikke haft indvendinger mod denne udvikling (næsten alle fusioner og overtagelser godkendes), selv om den øger de store aktørers markedsmagt på bekostning af konkurrencen.

Lad os nu betragte den hidtil første krisepolitik.

Udenlandsk og dansk krisepolitik

Krisepolitik er politik, dvs. der er ikke tale om neutrale, saglige indgreb, der alene er styret af, hvad der er bedst for »landet« eller »økonomien«. Der er ikke én »rigtig« løsning på problemerne. Spørgsmålet er hvem, der skal betale for krisen: Finanskapitalen eller almindelige boligejere, lønmodtagere og skatteydere?

Der er imidlertid en almen interesse i at den finansielle sektor kommer til at fungere. Den umiddelbare løsning er støtte til sektorens aktører, altså frikøb (bail-out) i en eller anden form. Hidtil har den overvejende tendens i de kapitalistiske lande været, at finanskapitalen har haft et så solidt greb om det politiske system, at den har kunnet sikre sig frikøb, uden alvorlige modbetingelser.

Det gjaldt den største pakke af alle, nemlig de $700 mia, som blev stillet til rådighed i USA i oktober 2008; den blev forhandlet på plads af finansminister Henry Paulson, tidligere Goldman Sachs.

Og da den gigantiske forsikringskoncern, AIG, i efteråret 2008 var ved at gå fallit, blev den frikøbt af det amerikanske finansministerium (Treasury); de helt tunge drenge – Goldman Sachs, Merrill Lynch, Deutsche Bank og franske Société Générale – havde nemlig forsikret sig mod fallit hos netop AIG, så var denne koncern gået ned, var de også kommet i overhængende fare.

Det virkelige »forsikringsselskab« var altså skatteyderne, der helt gratis leverede denne service.

Heller ikke Obama-administrationens forskellige støtteforanstaltninger til finanssektoren har stillet krav af betydning. I næppe noget andet land har finanskapitalen en så direkte indflydelse på det politiske system som i USA, fx kommer to af medlemmerne af Obamas økonomiske hold – Rubin og Summers – fra Wall Street; de har begge været blandt de fremmeste talsmænd for en radikal nyliberal politik.

Frikøbet har enten taget form af direkte tilskud, eller – mere almindeligt – ved at det offentlige har udlånt kapital på favorable vilkår og dermed har overtaget risikoen. Når det offentlige overtager halvrådne lån, er det sjældent helt klart om det er det ene eller det andet (tilskud eller garanti), eftersom ingen kender risikoen.

Lad os kort se på de to danske indgreb.

Bankpakke I fra december 2008 var usædvanlig i international sammenhæng, fordi bankerne selv skulle garantere 30 mia kr; først når de penge var brugt, skulle skatteyderne træde til. Til gengæld gik det offentlige ind med en ubegrænset garanti for bankindlån. Det skete især af hensyn til de store udenlandske investorer, og det betød at staten friholdt disse fra risiko.

Bankpakke II fra februar 2009 var mere gunstig for bankerne. De får 75 mia kr. stillet til rådighed som lån. De skal betale rente, og så kan man diskutere om denne dækker risikoen.

Det centrale er imidlertid, at der stort set ikke blev stillet krav om, hvor meget der skal udlånes og til hvilke formål. Der var ingen garanti for, at bankerne vil opføre sig mere ansvarligt end tidligere og erstatte ren spekulation med produktive investeringer i miljø etc.

Støtten tog altså overvejende form af statsgarantier, ikke egentlige gaver (subsidier). Ja, men statsgarantier er blot et andet ord for cool cash.

Enhver akties kurs er bestemt af to ting, chancen for gevinst og risikoen for tab. I takt med at staten fjerner denne risiko, bedres kursen. Jeg véd ikke om Danske Bank kan takke staten for en fjerdedel eller halvdelen af kursværdien, men det er ikke småting.

Faktisk er det ikke først med bankpakkerne, at staten har støttet den trængte finanskapital. Det er sket i takt med at det offentlige har tilladt APM´s datterselskab (Danske Bank) at vokse til nu at udgøre omkring halvdelen af bankmarkedet, og måske en tredjedel af hele det finansielle marked.

Dermed er Danske Bank blevet »too big to fall«. Da en fallit vil rive det meste af den danske økonomi med sig, er det udelukket, at det offentlige vil tillade dette. Hvis myndighederne tøver, kan banken blot henvise til sin bedstefar – Landmandsbanken – der i 1922 krakkede efter et spekulationsorgie af dimensioner, der involverede halvdelen af den danske overklasse: Den blev bailet out, men sent og ufuldstændigt, hvilket var en afgørende grund til, at dansk økonomi stod i stampe i hele tiåret.

Dette betyder, at Danske Bank aktier er, om ikke risikofri – det kan gå op og ned – så dog at de har en bund under sig, i modsætning til aktier fra mere dødelige småbanker.

Det véd alle investorer, og derfor er de villige til at betale en merpris for denne aktie; og det véd banken, hvorfor den kan tillade sig at tage flere risici efter devisen, at profitterne privatiseres, mens tab socialiseres. Jf. Danske Banks investeringer i amerikanske subprime lån.

Og nu er garantien bekræftet og udvidet med bankpakkerne. En rationel direktør for banken vil i fremtiden kaste sig ud i endnu mere dristige spekulationer.

Der er fire generelle problemer med bail-out politikken:

1) Kapitalen har været ualmindelig dårlig til at varetage sin opgave, nemlig at lede opsparing over i produktive investeringer, så hvorfor subsidiere inkompetente aktører?

2) Det er i strid med markedets princip, at det offentlige dækker kapitalens tab. Det er uretfærdigt, at banker og andre kan beholde profitten, når det går godt, men frikøbes af skatteyderne, når det går galt. I andre sammenhænge indebærer socialhjælp kontrol; noget for noget. Det er ikke klart, hvorfor den finansielle verden skal være undtaget fra denne sammenhæng.

3) Et sådant frikøb er videre uhensigtsmæssigt. Grunden vil være lagt for en ny boble om 5-10 år, for hvis kapitalen – den store forstås, den lille vil fortsat få lov til at gå fallit, fordi den er af ringe betydning for samfundsøkonomien – lærer, at den farefrit kan spekulere, eftersom det offentlige betaler regningen, vil den – hvis rationel – i fremtiden tage enhver risiko. Denne win-win situation kaldes »moral hazard«. Det mønster har vi set i USA, hvor medicinen mod dotcom krisen omkring 2001 viste sig at være den gift, der gav os den nuværende krise.

4) Underskud forsvinder ikke med en bail-out. Det kan ikke sendes til månen, men blot flyttes, her til den stat – de skatteydere – der finansierer bail-out’en. Problemet flyttes fra den finansielle sektor til den offentlige sektor.

Det er præcis det, vi ser i denne tid (februar 2010), hvor det store tema er det offentlige underskud: 12,7% af BNP i Grækenland, 10% i USA og Portugal, og med Spanien, Italien, Frankrig, England og Irland ikke langt efter.

USA har indtil videre klaret sig, fordi landet kan låne til en lav rente i Kina. Situationen i Europa, i første omgang Sydeuropa, er alvorligere. I nogle lande, herunder Grækenland, skyldes en del af underskuddet givetvis offentligt overforbrug og ineffektivitet samt manglende beskatning, men det er selvfølgelig ikke tilfældigt at næsten alle europæiske lande, herunder Danmark, er ramt.

Frikøbet af finanskapitalen kostede virkelig mange penge, måske især i USA; den økonomiske krise, igen overvejende forårsaget af finanskapitalen, gør folk fattigere, hvilket dels nødvendiggør højere offentlige udgifter, bl.a. til de arbejdsløse, dels reducerer skatteprovenuet, og begge dele øger det offentlige underskud; og endelig er finanskapitalen jo ikke blevet forhindret i at fortsætte sine julelege, såsom at spekulere mod Grækenland, hvilket har hævet dette lands omkostninger (rentebetaling) ved at låne penge i udlandet.

Instrumentet i denne spekulation kaldes »credit-default swaps« (New York Times 25/2-2010. Schwartz og Dash: »Banks bet Greece defaults in Debt they helped hide«). Den, der køber et sådant papir på græske statsobligationer, forsikrer sig dermed imod, at disse bliver værdiløse (altså at Grækenland går fallit).

Det lyder forsigtigt og uskyldigt, men det betyder at spekulanter kan satse på at Grækenland går fallit ved at købe disse »swaps«. Denne øgede efterspørgsel øger deres værdi/pris, og når forsikringspræmien mod en græsk fallit øges, vil de udenlandske långivere (obligationskøbere) blive mere betænkelige og derfor kræve en højere rente; hvorefter denne højere risiko atter øger værdien af nævnte »swaps«, hvilket just var spekulanternes idé.

De puffer grækerne mod afgrunden, fordi der er penge i det for dem selv. »It´s like buying fire insurance on your nabor’s house – you create an incentive to burn down the house«, som en økonom ved navn Gisdakis siger.

Det er iøvrigt de helt tunge drenge, der står bag spekulationen: Amerikanske Goldman Sachs og JP Morgan Chase, svejtsiske Credit Suisse og UBS, franske Société Générale og BNP Paribas samt Deutsche Bank.

Titlen på nævnte New York Times artikel refererer til at bl.a. Goldman Sachs tidligere hjalp den græske regering med at skjule det store offentlige underskud for EU-myndighederne (herom i New York Times 26/2-2010, Schwartz og Chan: »In Greece´s crisis, Fed studies Wall St.´s activities«). Det undersøges nu af Federal Reserve.

Den historie viser, at den store forargelse for snart 1½ år siden over finanskapitalens eskapader har resulteret i – intet.

I udlandet som i Danmark er det lønarbejderne og den demokratiske sektor, der skal betale for krisen, i form af faldende eller stagnerende realløn og i form af offentlige nedskæringer (i Danmark især kommunerne).

Den officielle forargelse blandt de fleste økonomer og politikere retter sig nu mod de mange europæere, især i Sydeuropa, der strejker og demonstrerer i protest mod nedskæringerne. De har ikke forstået, at det er dem, der må spænde livremmen ind.

En venstreorienteret krisepolitik

Hvilke reformer bør venstrefløjen foreslå som svar på krisen?

Det er indlysende, at den bør arbejde for en ekspansiv finanspolitik, vel at mærke i form af øgede offentlige udgifter. Fordi det er det, der er brug for, efter at den offentlige sektor i mange år er blevet udsultet; fordi offentligt forbrug skaber flere arbejdspladser end skattelettelser (eftersom mindst 15% af en øget privat disponibel indkomst vil gå til opsparing, og 50% til køb af importvarer, og ingen af delene giver øget aktivitet i Danmark); og endelig fordi den offentlige sektor principielt er demokratisk styret og derfor at foretrække frem for den private, jf. nedenfor.

Her ser jeg imidlertid på de indgreb, som den egentlige kreditkrise berettiger.

Lad mig begynde med mindre reformer, der sigter mod at kontrollere spekulationskapitalen.

1) Krav om større åbenhed og indsigt, især i kapital- og hedgefonde, er vigtige første skridt, for politikerne kan ikke navigere i et tåget landskab.

Dernæst kommer krav om offentlig medbestemmelse ved bankernes og de andre finansielle institutioners kapitalallokering, måske med forbud mod egentlig spekulation og krav om miljøbevidsthed i udlån.

Hvad der er fornuftige investeringer, må folk, der er ansvarlige overfor folkevalgte politikere, afgøre; bankerne kunne jo ikke. Der bør være en sådan offentlig deltagelse i bestyrelser og direktioner, at der i det mindste er vetoret.

Denne magt kunne være bakket op af offentligt ejede aktier. På den anden side er der ikke de bedste erfaringer med offentlige aktier: Ofte sælges de igen, når tordenvejret er drevet over, og har da blot fungeret som subsidiering, og hvis ejerskabet er permanent fedtes det offentlige let ind i kapitalen logik.

Iflg. Niels Lunde fra Politiken er den danske stat kommet for at skade at blive delejer af ikke mindre and 64 banker – og hvad så?

Offentlige repræsentanter, med en god lovgivning og hele statsmagten i ryggen, er tilstrækkeligt og simplere, men måske ikke så politisk fremkommeligt.

Videre kan man forestille sig en offentlig bank, som foreslået af Socialdemokratiet og SF. Den kan direkte forsyne virksomhederne med kapital (udlån). Det kan seriøst komme på tale, såfremt bankerne fortsat er tilbageholdende med udlån til den produktive sektor, fordi de naturligt nok primært vil bruge offentlige lånemuligheder til at dække gamle «rådne lån« (hvis omfang vi stadig ikke kender).

Hvis der kan spares penge på at kommunal dagpleje konkurrerer med private udbydere, må der da også være spandevis af effektiviseringsgevinster at hente ved at give de private banker et offentligt modspil.

Men hvor er de analyser fra CEPOS og Erhvervsministeriet, der med klare tal viser dette? Eller er der noget, jeg har misforstået? Er meningen med konkurrence mellem det private og offentlige ikke effektivisering, men marginalisering og udkonkurrering af det offentlige?

Tænk på ramaskriget i USA over Obamas forslag om en »public option« indenfor sundhedsvæsenet (som da heller ikke er med i det endelige forslag).

Det var et stort svigt, at SD og SF stemte for bankpakkerne, selv om de stort set ikke indeholdt modkrav til kapitalen. I stedet fik vi en storsmilende Ole Sohn, der fejrede at de borgerlige partier, som havde ført landet ud i den finansielle og økonomiske krise, anerkendte SF som »økonomisk ansvarlig« ved at tilstå partiet ret til at skrive under på uddelingen af gaver til finanskapitalen.

I SF’s gamle programmer var nøglekravene: 1) Økonomisk demokrati, 2) Virksomhedsdemokrati, og 3) Demokratisering af den finansielle sektor.

For et år siden havde beherskede krav om kapitalkontrol ikke været urealistiske. Bankerne var grundigt delegitimerede efter at have demonstreret deres inkompetence, så det ville ikke have været uoverkommeligt at forklare befolkningen – og de potentielle vælgere – at det næsten ville være fysisk umuligt for det offentlige at gøre det dårligere. Hertil kom at mange banker faktisk havde brug for penge og garantier og derfor ikke var i en position, hvor de blot kunne sige nej.

Både den borgerlige regering og bankerne stod altså svagt. Det senere krav om en offentlig bank kom mange måneder senere, efter at alt var afgjort.

2) I de sidste mange år er skatten på kapitalindkomster (rente, profit og kapitalgevinster) blevet sænket, i Danmark og udlandet; det var en naturlig følge af nyliberalismens favorisering af kapitalen.

I disse krisetider bør det være selvfølgeligt at omlægge skattesystemet, så kapitalgevinster beskattes betydeligt hårdere, mens produktive investeringer i fx miljø favoriseres.

Det vil her være oplagt at indføre en Tobin skat, dvs. en lille afgift på alle kapitaltransaktioner; for langsigtede investeringer betyder dette ikke noget, men det vil lægge en betydelig dæmper på spekulanterne, for de flytter om på deres »portefølje« mange gange i døgnet.

Provenuet kunne jo gå til at sænke skatten på arbejde; det er der jo mange politikere, der gerne vil, så hvorfor ikke lade kapitalejerne finansiere den gode sag?

I den forbindelse er det ret ejendommeligt at Det Økonomiske Råd (jf. rapport efterår 2008, www.dors.dk) anbefaler en generel reduktion af beskatningen af kapitalindkomster, nemlig til de 25% som selskabsskatten efterhånden er blevet sænket til.

Det er det omvendte, der er brug for, hvis man vil lægge en dæmper på spekulationskapitalismen, rent bortset fra at det er ejendommeligt at præmiere passivitet (det blotte eje) i forhold til dem, der arbejder og dermed faktisk yder en indsats.

Og så bør der sættes en stopper for selskabers og fondes omfattende skatteunddragelser. Det er velkendt, hvordan en stor del af de multinationale selskaber, der opererer i Danmark, ikke betaler skat; det samme gælder kapitalfonde.

I den forbindelse må der gøres en effektiv indsats for at lukke skattely i Luxembourg, Svejts, Cayman Islands osv.; her er der faktisk sket fremskridt, nemlig med en nylig aftale med Svejts.

Nogle af disse tiltag kan Danmark gennemføre isoleret, andre må gå gennem EU, enten fordi dette er et formelt krav, eller fordi det er en reel forudsætning for, at de kan virke. Generelt er det svært for et enkelt land at gennemføre kapitalkontrol eller beskatte kapitalen, fordi kapitalen da ofte vil flygte.

Det er vigtigt for socialdemokratiske og socialistiske partier at »gå på to ben«. Man må vise sig ansvarlig ved at medvirke til kortsigtede forsøg på at dæmpe krisen og afbøde de værste virkninger for almindelige mennesker.

Men venstrefløjen er ikke sat i verden for at reparere kapitalismen, altså for at skaffe en »sund« kapitalisme. Derfor bør der også foreslås reformer, der peger ud over kapitalismen, i retning af andre måder at styre økonomien på.

Krisen har gjort dybe indhug i pensionsformuerne.

Jeg kan forestille mig, at der snart vil være folkelig opbakning til mere radikale, systemændrende reformer. Mange vil indse det absurde i, at de økonomiske vilkår i deres pensionstilværelse skal afhænge af det globale kapitalmarkeds luner; ifølge Nyrup Rasmussens bog om kapitalfonde (I Grådighedens Tid. Kapitalfonde og kasinoøkonomi, Informations Forlag 2007) udgør disse sammen en anden type spekulationsfonde (hedgefonde) omkring halvdelen af dette marked.

Kapitalfonde er i realiteten selskabstømmere og skatteunddragere. Her i landet har specielt ATP – det beskedne resultat af 70’ernes drømme om økonomisk demokrati – været meget engageret i disse fonde.

For en snes år siden skulle pensionskasserne placere midlerne i obligationer. Det var en milepæl i kapitalliberaliseringen, da de fik lov til at investere i aktier og andet, og det gjorde de så, fordi disse mere usikre investeringer blev skattemæssigt favoriseret.

Genopretningspolitikken efter nyliberalismen må sætte en stopper for dette. Man kunne pålægge fondene at investere i statsobligationer, hvilket dels er rimeligt sikkert, dels vil betyde at pengene understøtter vores demokratiske samfund, snarere end den globale spekulationskapital.

De gunstige skatteregler for private pensioner bør afskaffes, og provenuet bruges til at forbedre den skrantende folkepension.

Boligformuen er den anden vigtige kilde for finanskapitalen.

Den er svulmet op, men skrumper nu dag for dag. Friværdien er samfundsskabt, for bag den ligger der ikke nogen personlig indsats, som kan retfærdiggøre dens privatisering; derfor bør den inddrages af samfundet.

Faldet i huspriser er også hinsides den enkelte husejers kontrol, og derfor er det urimeligt, hvis almindelige boligejere må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale afdrag og renter. Det må samfundet forhindre, – og finansiere med hvad der måtte være tilbage af friværdi.

For en snes år siden var realkredit brugerejede fællesskaber, hvor sigtet ikke var at score kassen, men mere enkelt at sikre fornuftig og solidarisk finansiering af huskøb.

Realkreditinstitutionerne blev så i 1989 pålagt at antage en kapitalistisk form (blive aktieselskaber), og dermed var ladeporten åbnet for at gøre boligen til et spekulationsobjekt for de få og en usikker investering for de mange. En anden milepæl i nyliberalismens historie.

Langt de fleste ønsker jo blot en sikret alderdom samt forudsigelige og ordentlige boligforhold til en rimelig pris. Derfor bør pensions- og boligformuen frigøres fra finanskapitalen og underlægges offentlig kontrol. Pension og bolig må hæves ud af markedsøkonomien, ligesom sundhed og uddannelse er det (om end disse to områder er truet af privatisering og markedsgørelse).

Ethvert økonomisk system har brug for en finansiel sektor, der kan formidle opsparing over i investeringer, men det er nu åbenbart at finanskapitalen har klaret dette job dårligt. Som nævnt er den i den nyliberale epoke svulmet op ud over alle proportioner, og en stor del ender i ren spekulation. Den skader realøkonomien mere end den gavner den. Den har i stigende omfang set på den helt korte gevinst, men hvad der er brug for er langsigtede, produktive investeringer i især miljø.

Den eneste effektive måde at forebygge nye kriser på, er at begrænse finanskapitalens omfang, og det kan kun gøres ved at unddrage den sine hovedkilder, nemlig pensions- og boligformuerne.

Statskapitalisme eller demokrati?

Sådanne reformer får imidlertid først luft under vingerne, når oppositionen erkender og omfavner alternativet til kapitalistisk styring, nemlig demokratisk styring. Skal økonomien styres efter princippet om, at tegnebogens tykkelse afgør, hvor stor indflydelse vi har, eller efter det demokratiske princip om »én person, én stemme«?

Dette demokratiske styringsprincip er værdifuldt i sig selv, altså uanset effektivitet, fordi liberalismens idéer om magt efter individuel styrke (økonomisk og anden) er mindre tillokkende end demokratiets kerneværdier om lighed i beslutningsprocessen og solidaritet (mindretallet skal bøje sig for flertallet).

Den gammeldags socialisme er i dag irrelevant, for hvem kan forestille sig en arbejderklasse, der »overtager produktionsmidlerne«? Alternativet til nyliberalismen må i stedet være det gennemførte demokrati, således at også økonomien er omfattet af dette princip.

Rygraden i denne kamp er den offentlige sektor, for den er i sidste instans underlagt Folketing og kommunalbestyrelser, og lyder derfor princippet om ens indflydelse for alle; vi har jo almen og lige valgret i Danmark. Nærmere om modsætningen mellem demokrati og liberalisme/kapitalisme i A. Lundkvist: Hoveder og Høveder, forlaget Frydenlund 2004, Bind 3.

Først når oppositionen føler og siger, at valget står mellem kapitalistisk og demokratisk styring, er der en chance for virkelig forandring. Nyliberalismens hegemoni brydes først, når en alternativ fortælling, med et alternativt princip, kommer på banen.

Liberalismen fremstiller sagen som et valg mellem »marked« (der lugter af frihed) og »stat« (der lugter af tvang), og så længe den fortælling er dominerende, er slaget tabt.

Men det er en fordrejet modsætning, dels fordi »staten« i virkeligheden er det demokratiske fællesskab, dels fordi det frie marked, hvor vi konkurrerer på livet løs, mere og mere afløses af koncentrerede kapitalinteressers magt over markedet (»markedsmagt«).

Det har vi allerede set for Danmarks vedkommende, men tendensen er global. De multinationale selskaber øgede deres andel af verdenshandelen, målt på eksport, fra ca. 59% i 1990 til ca. 66% i 2001.

Halvdelen af disse 66% var intern firmahandel mellem selskabets moderselskab og dets datterselskaber; en tredjedel af verdenshandelen er således ren kapitalistisk planøkonomi, dermed helt unddraget markedskonkurrencen.

Den anden halvdel af de 66%, hvor selskaberne sælger »ud af huset«, er præget af strategiske alliancer og andre konkurrencebegrænsende forhold.

Ser vi på de enkelte markeder (brancher) kan der ligeledes konstateres en markant tendens mod øget koncentration, og alt andet lige betyder færre aktører på et marked mindre konkurrence og mere markedsmagt for selskaberne; dette gælder også Danmark, hvor koncentrationstendensen især har været stærk indenfor fødevareområdet, handel og finans.

Markedsøkonomien synes således på vej ud af historien, mens den rendyrkede kapitalisme rykker ind. Kapitalismens princip er ikke konkurrence, men profitmaksimering, og denne beskæftigelse varetages faktisk bedst, hvis der slet ikke er konkurrenter.

Konkurrencen har det med at erodere profitten, så enhver kapitalejer vil selvfølgelig helst være helt alene på »markedet«.

Krisen vil umiddelbart forstærke tendensen til øget økonomisk magtkoncentration, dels fordi det er de små, der først bukker under, dels fordi de store tvinges til at fusionere eller lade sig overtage; vi har allerede set flere eksempler på begge dele i både den danske og amerikanske bankverden.

Samtidig har tendensen indtil nu været, at staten går ind og dækker de stores tab og risici. Dette harmonerer ikke med markedsøkonomiens principper, men fra kapitalens vinkel er der intet galt med en stærk stat, der kan flytte skat fra kapitalindkomster til arbejdsindkomster (det er sket overalt i den vestlige verden), uddele »corporate welfare«, og i det hele taget lægge tingene til rette, så betingelserne for profitmaksimering er de bedste (»forbedre konkurrenceevnen«, hedder det).

Republikanerne i USA frygtede, at det store frikøb i oktober 2008 betød socialisme. De overså at alternativet til markedsøkonomi også kan være statskapitalisme.

Moderne kapitalisme er lige så lidt baseret på liberalismens ideer om markedsøkonomi og frihed fra statsindgreb, som Kinas aktuelle økonomiske system er baseret på kommunismens ideer om fælleseje og planøkonomi.

Og ligesom kommunismen hyldes i kinesisk retorik, lang tid efter at virkeligheden er blevet den modsatte, således vil der nok i nogle år endnu være folk, der taler alvorligt om »markedsøkonomi« og »konkurrence«, og som på årsmøder vil hylde liberalismen og tale om værdien af »at klare sig selv«, »lade falde hvad ikke kan stå«, »den undertrykkende stat« osv.

De vil have overset, at alt det er stendødt på det overordnede plan (men små købmænd får nok stadig lov at gå fallit). Liberalismen er blevet ren ideologi, nemlig et slør over den virkelige produktionsmåde: statskapitalismen.

Men samtidig vil krisen svække kapitalismen, især finanskapitalen, og delegitimere nyliberalismen.

Genopretningen efter denne må starte med kapitalkontrol. Det er der to grunde til.

For det første fordi de sidste 25 års deregulering af kapitalbevægelser er det åbenbare grundlag for finanskrisen. For det andet fordi det var denne »frigørelse«, der flyttede magten fra demokratiet til kapitalen, og dermed allerførst muliggjorde de øvrige elementer i nyliberalismen: Privatisering og udlicitering, etablering af selvstændige centralbanker (der berøver folkevalgte indflydelse på centrale elementer af den økonomiske politik), individualisering af arbejdsmarkedet, og ikke mindst kommercialisering af den offentlige sektor.

Genopretningens princip må være demokratiets smukke idéer om lige indflydelse og solidaritet. Dette var også socialismens grundidéer, men hvor denne alene var baseret på arbejderklassen, omfatter demokratiet os alle. Også »slipsedrengene«, i øvrigt, men hvis de vil have indflydelse, må de stille op til Folketinget, som Pernille Rosenkrantz-Theil (SD) så malende har sagt.

Dette bidrag er en revideret og opdateret udgave af en artikel i CEVEA-publikationen »I orkanens øje – erfaringer fra og løsninger på den globale finanskrise« (www.cevea.dk).