Genova 2001 og den Sorte Blok

Genova 2001 var en storslået begivenhed.

300.000 mennesker – det er det tal jeg oftest har set – var mødt frem for at demonstrere mod den globale uretfærdighed ved at kræve eftergivelse af de fattige landes gæld; idag flyder der flere penge – i form af afdrag og renter – fra disse lande til os, end der flyder i modsat retning.

Og for at demonstrere mod den udhuling af demokratiet, som er sket i de sidste 20 år, i takt med at magt er flyttet fra demokratiet til de store kapitalkoncentrationer (multinationale selskaber og finansielle fonde) takket være dereguleringen af kapitalen og privatiserin­gen af tidligere offentlige opgaver.

‘Afskaf gælden’ og Attac’s ‘En anden verden er mulig’ var de gennemgående slogans.

Genova 2001 blev det afgørende gennembrud for Seattle-bevægelsen og for kampen mod nyliberalismen. Dette er hovedsagen, og det må fastholdes.

Men det er selvfølge­lig også vigtigt, hvordan demonstrationen faktisk forløb. Jeg befinder mig for tiden i Grækenland og kunne derfor deltage i en tur med busser og skib fra Athen over Patras og havnebyen Anchona i Italien til Genova. Rejsen var organi­seret af en græsk paraply­organisation, men i Genova demonstrerede jeg sammen med en gruppe fra svejtsisk Attac. Derfor kan jeg bidrage med nogle øjenvidneberetninger.

Demokratiet har med god grund været omdrejningspunktet i diskussionen om demonstrationens forløb.

Sagen er enkel:

1) I et demokratisk land har demonstranter en pligt til at opføre sig fredeligt. At smadre vinduer, kaste med brosten mod politiet osv. er ulovligt og derfor et angreb på demokratiet. Derfor må disse aktiviteter ubetinget fordømmes, dvs. fordømmes uden undskyldende henvisninger til politivold. Vi slår os for munden, hvis vi først i demokratiets navn kritiserer at det er kapitalen, snarere end folket, der bestemmer, og dernæst i handling tilsidesætter de love, som flertallet har vedtaget. Volden blev udført af anarkister fra den Sorte Blok (der findes også fredelige anarkister: undskyld til dem for i det flg. at identificere ’anarkisterne’ med de voldelige). Disse menne­sker er særdeles lette at identificere: Langt de fleste er klædt helt i sort, ofte er kun øjenregionen udækket, de bærer normalt primitive våben (stave) og de evner at bevæge sig uhyre hurtigt gennem menneskemasserne. Ifølge politiet udgør de 5.000 personer, så et godt gæt er et par tusinde, altså ca. 1% af alle demonstranter.

2) I et demokratisk land har borgerne politisk frihed, hvortil ytringsfrihed og demonstrationsfrihed hører. I den udstrækning staten knægter denne frihed er den ikke demokratisk, men angriber demokratiet. Det gjorde den italienske stat, repræsen­teret ved sit politi, i Genova og ved Italiens grænser.

Selv oplevede jeg dette, da vi ankom til havnebyen Anchona. Vi (ca. 750 mennesker) forlod færgen og viste vore pas. Vi regnede med at politiet havde lister over kendte urostiftere og ville tilbageholde og returnere disse, med henblik på at sikre en fredelig demonstration. Vi havde aftalt, at vi ville tage dette ad notam og fortsætte til Genova uden de afviste. Faktisk slap alle gennem kontrollen, ja, politiet gad knap nok åbne passene. Derefter kørte de 20 busser videre mod Genova. Troede vi. Politiet tilbageholdte nemlig 3 busser, vel at mærke efter at de 17 var kørt, således at de undgik protester fra demonstranterne i disse. De 3 tilba­geholdte busser var velvalgte. Den ene indeholdt demonstra­tionsledelsen plus flag, bannere osv.; ved at nægte dem indrejse øgedes sandsynligheden for at den græske demonstrationsdeltagel­se ville blive kaotisk (det blev den nu ikke). De to andre busser inde­holdt folk fra det græske venstreparti Synaspismo, der klart var de mest fredsomme­lige blandt os (men iøvrigt havde den nævnte græske paraplyorga­nisation på et møde på skibet vedtaget at optræde ubetinget ikke-voldeligt); den håndfuld anarkister, der var ombord på skibet, slap derimod ind uden problemer. Gennem denne udvælgel­sespolitik øgede politiet således sandsynligheden for vold fra græske deltagere (men sådan gik det heldigvis ikke).

Efter nogle timers forhand­linger blev de tilbageholdte (knap 150 mennesker) påbudt at gå ombord på færgen. De nægtede, satte sig ned og blev derefter med slag og vold tvunget ombord. Tilsvaren­de begivenheder fandt sted ved i hvert fald den fransk-italien­ske grænse.

Hele historien giver en stærk mistanke om, at det italienske politi ønskede kaotiske og voldelige demonstrationer i Genova, men det afgørende er naturligvis at denne helt ubegrundede knægtelse af knap 150 menneskers politiske frihed markerer et statsligt angreb på demokratiet.

Under den store demonstration om lørdagen befandt den Sorte Blok sig midt i den lange slange, som vi udgjorde. Vi bevægede os vestpå langs havnefronten hen til en plads, hvor ‘marchen’ – faktisk gik det med sneglefart – drejede mod nord, ind i byen. Da anarkisterne kom til dette punkt, gik de til angreb på politi, banker osv. Denne gadekamp betød at demonstrationen blev splittet i to dele. Den forreste del kunne fortsætte ind i byen, mens den bageste del – hvor jeg befandt mig – ikke kunne komme videre og efter nogle timer måtte returnere til udgangs­punktet.

På et tidspunkt i denne ventetid dukkede en halv snes anarkister op, som skudt op ad jorden. De søgte på to måde at skabe panik blandt demonstranterne. For det første ved at et par stykker af dem pludselig begyndte at løbe meget hurtigt, hvilket trak andre – der troede at politiet angreb – med sig. For det andet ved at kaste røgbomber blandt demonstranterne; jeg så selv dette én gang; folk tror det er tåregas og prøver at flygte. I betragtning af den enorme menneskemængde, der befandt sig langs havnefronten – og der var højt hegn ud mod vandet og få sidegader til den anden side – siger det sig selv, at det var en farlig situation; tænk på katastroferne ved sportskampe og rock-koncerter. Heldigvis var lederne af de forskellige grupper, hver udstyret med højtaler, deres opgave voksen. De standsede tilløb til panik og fik demon­stranterne til at blive i ‘kæderne’ (arm i arm). Generelt var jeg imponereret af disciplinen og af solidariteten blandt demon­stranterne; hvad jeg så var præcis det modsatte af ‘pøbel’. Det skal også nævnes, at jeg i to tilfælde så demonstranter forhindre anarkister i at smadre vinduer, og at demonstranterne på et tidspunkt råbte på italiensk efter en gruppe anarkister; jeg forstod ikke ordlyden – måske ‘Gå hjem’ – men det var i hvert fald ikke venligt ment.

Hvori bestod politiets indsats for at sikre en fredelig demon­stration, eller i det mindste undgå en katastrofe?

Jeg er ikke strateg, men et ædrueligt bud på en effektiv strategi må vel indeholde bestræbelser på at identificere, isolere og neutralisere de voldelige elementer. Som nævnt kan identifikationen klares af ethvert 10-års barn, mens de øvrige elementer naturligvis er vanskeligere.

Jeg var i den heldige situation stedse at være på rimelig afstand af tåregas, knipler og brosten. Mine informationer om politiets adfærd stammer derfor fra, hvad jeg hørte og senere læste i aviser og på internettet. Det er naturligvis vanskeligt at isolere kendsgerningerne fra de mange overdrivelser, rygter og løgne som myndigheder og demonstranter bringer i cirkulation, så et stort detektivarbejde forestår for journalister og andre, men det følgende synes at stå fast:

1) Et utal af beretninger fra øjenvidner og ofre bekræfter at politiet helt i flæng angreb anarkister og fredelige demonstran­ter, af begge køn og alle aldre; utallige demonstranter blev maltrakteret. Se fx HYPERLINK “http://www.zmag.org” µwww.zmag.org§ 21/7 hvor Starhawk beretter om det helt uprovokerede angreb på Womens Action, den økologiske Rette Lilleput og den karnevalsagtige Pink Bloc. En enkelt beretning (Kenny Bruno 25/7 HYPERLINK “http://www.corpwatch” µwww.corpwatch§. org) hævder endog at politiet i flere situationer tilsynela­dende bevidst angreb oplagt fredeli­ge demonstranter, mens de lod anarkisterne husere. Der er også beretninger om tortur og ydmygelse af arresterede (Starhawk 21/7 www.zmag.org), men her må vi afvente vidnesbyrd fra læger og vidner.

2) Fjernsynet viste en video, hvor man ser et antal sortklædte ‘anarkister’ forlade en politistation, hvorefter de går igang med at smadre vinduer ( HYPERLINK “http://www.zmag.org” µwww.zmag.org§ 22/7). Blandt demonstranterne var det den almindelige opfattelse, at den Sorte Blok indeholdt et antal provokatører fra politiet (Susan George www.corpwatch.org). Igen er dette ting, der må efterforskes nøjere.

3) Den bedst dokumenterede politiaktion er angrebet på det pressecenter, der er tilknyttet Genova Sociale Forum (dvs. den overordnede organisation for demonstrationen), og på en tilstødende skole. Information berettede herom i mandags, så jeg skal nøjes med at understrege dette: At begge angreb foregik flere timer efter at demonstrationerne var afsluttet, at de var uprovokerede og uvarslede, at angrebet på skolen var så blodigt at selv ambulancefolk var chockerede, at politiet i intet tilfælde blev mødt med mod-vold (dvs. politivolden var ren afstraffelse), at politiet ikke kunne godtgøre at der var anarkister eller offensive våben nogle af stederne (salatknive og gasmasker var tilsyneladende det farligste, der blev fundet), og at det omfattende hærværk på computere osv. i pressecentret kun kan forklares ud fra et politiønske om at destruere beviser på politivold. Flere oplysninger findes på www.indymedia.org.

Fra alt dette kan jeg kun se én konklusion: At den italienske stat i lige så høj grad som anarkisterne har forbrudt sig mod de demokratiske spilleregler. Den har bevidst og vedholdende angrebet den politiske frihed ved at lægge hindringer i vejen for fredelige demonstranter og ved at terrorisere de, der alligevel deltog. Alle de informationer, der er til rådighed på nuværende tidspunkt, tyder på at staten har ønsket og bevidst fremmet en voldeliggørelse af demonstrationen. Lige så lidt som anarki­sternes vold og destruktion – jeg så skrevet et afsindigt ‘Burn Genova’ på en mur – kan undskyldes med politiets adfærd, kan politiets angreb på demokratiet undskyldes med henvisning til anarki­sternes vold.

Der er én Sort Blok. Den udgøres af den uhellige alliance mellem anarkisterne og den italienske stat; meget passende var dele af det italienske politi i sorte uniformer. Begge parter foragter demokratiet og begge parter har i praksis vist at de foretrækker voldens sprog.

Hvorfor dette interessefællesskab?

Først den italienske stat.

Dens leder er som bekendt Berlusconi, der efter valget for et par måneder siden dannede regering sammen med et halvfascistisk og et halvracistisk parti. Der rejste sig dengang EU-røster – specielt fra Belgien – for at behandle denne regering på samme måde som man havde behandlet Østrig, efter at Haider var kommet med i regeringen. Det blev betvivlet at Berlusconi-regeringen kunne betragtes som demokra­tisk. Faktisk blev Italien ikke sat udenfor det gode selskab, og det tror jeg var fornuftigt.

Regeringen har ubetvivleligt et flertal bag sig. Det må vi respektere, selvom vi også kan kritisere at flertallet til dels er skabt gennem Berlusconis monopolagtige kontrol med de italienske medier. Imidlertid forudsætter demokrati ikke blot flertals­styre, men også politisk frihed for mindretallet til at ytre sig og demonstrere. Hitler kom til magten i overensstemmel­se med de demokratiske spilleregler, men det betyder ikke at nazi-staten var demokratisk.

I vore dage kan den historiske hukommelse tilsyneladende ikke række blot et par måneder tilbage. I hvert fald fremstiller de fleste internationale medier Berlusconis politi som forsvarere af den demokratiske orden overfor demonstranternes anslag. Det er – venligt udtrykt – naivt. Intet i Berlusconis politiske bagland eller personlige karriere (en række korruptionsanklager tyder på at loven overholdes eller brydes alt efter hvad der er mest gavnligt) gav grund til at tro, at demonstranterne skulle kunne forvente fair play fra den mand.

I mange henseender legemliggør Berlusco­ni det, som demonstran­terne rettede vreden imod, nemlig politik­kens underordning under monopolkapitalens interesser. Er det rea­listisk at forvente, at den mand vil forsvare den politiske frihed? Er det ikke mere sandsynligt at han vil bruge alle midler – herunder de udemo­kratiske og voldelige – for at søge at begrænse og miskredi­tere Seattle-bevægelsen? Det første gjorde han ved grænsen, ved at nægte fredelige demonstranter indrejse; det andet ved at lade politiet skabe en atmosfære af blind vold og kaos, i håb om at nogle kan narres til at lægge skylden hos vores bevægelse, og i håb om at andre af simpel frygt ikke vil deltage næste gang. De fleste internationale medier har optrådt som lydige redskaber for Berlusconis strategi (billeder og omtale af anarkistvold, ikke politivold). Det er der ingen grund til at undre sig over, for medieindustrien – specielt fjernsyn og aviser – er en af de mest monopoliserede sektorer; kapitalen har et solidt greb om informationsstrømmen, så for at få alsidige oplysninger bliver vi idag nødt til at søge til alternative kilder, bl.a. på internettet.

Og de vestlige toppolitikere? Jeg har ikke set udtalelser om, at Genova 2001 endegyldigt har vist Berlusconi-regeringens anti-demokratiske sindelag, endsige trusler om at bombe Rom, hvis volden ikke blev indstillet.

Dernæst anarkisterne.

Hvorfor vælger de volden? Bortset fra det principielt forkas­telige heri, er det simpelthen tåbeligt, såfremt formålet er at vinde over staten, eftersom det netop er på dette felt at statens overmagt er overvældende. Men det er nok heller ikke formålet: Formålet er at skabe kaos, således at alt går i opløsning, hvorefter håbet er at frie fællesskaber kan rejse sig af asken.

Polariseringen i den vestlige verden har skabt en voksende gruppe af udstødte. Samfundet har ikke brug for dem, og nu reagerer de ved at sige, i ord og handling, at de ikke har brug for samfundet. Staten respekterer dem ikke, så derfor respek­terer de ikke staten. Heri er der en jernhård og ulykkelig logik. Der er en reel fare for at anarkismen bliver den ideologi, som de samles om, især nu efter at de i Carlo – den politi-dræbte unge italiener – har fået et symbol og martyr.

Jeg har ikke inkluderet drabet på Carlo blandt mine anklage­punkter mod den italienske stat. Af to grunde. For det første angreb Carlo og hans kammerater faktisk en politi-bil, så det er forståeligt at politiet forsvarede sig, omend vi kan beklage at politimanden ikke havde åndsnærværelse nok til at blot at skyde ham i benet eller skulderen. For den andet er det urimeligt at lade den italienske stat hæfte for en enkelt politimands handling. Alligevel lød råbet ‘Berlusconi – morder’ igen og igen i lørdagens demonstration.

Carlo må ikke blive Seattle-bevægelsens martyr. Dermed ville vi identificere os med anarkisterne. Det, det gælder om i frem­tiden, er tværtimod at isolere og kontrollere dem. Intet tyder på at politiet vil gøre dette, snarere tværtimod, så derfor må vi selv gøre det, nemlig ved at oprette et korps af demonstra­tionsvagter. Nogen siger at det er praktisk umuligt, grundet deres store mobilitet, men det tror jeg ikke på, bl.a. fordi de er så letgenkendelige. Og hvis sådan en ordning blot kan hindre halvdelen af volden, vil meget være vundet, bl.a. vil det blive vanskeligere for medierne at identificere en demonstration med dens voldelige elementer. Men det kræver naturligvis en vis stramning af den løse struktur, der var kendetegnende for Seattle, Pragh, osv.

Nogen har som en alternativ løsning foreslået en opgivelse af de store demonstrationer. Det ville være en kapitulation overfor den Sorte Blok af anarkister og politi. Og jeg forstår slet ikke at nogen kan finde på at melde sig ud af dansk Attac, fordi der har været vold i demonstrationer, som Attac har deltaget i. Det svarer til at opgive arbejdet for et bedre miljø, fordi nogle miljøforkæm­pere bruger uacceptable midler. Problemer løses ikke ved i ophøjet hellighed at melde sig ud af dem, men ved at finde effektive svar.

Anarkisternes metoder er forkastelige og de er skadelige for Seattle-bevægelsen. Alligevel kan jeg ikke føle samme vrede mod dem som mod den velkalkulerede statsterror. Jeg tænker på den unge mand på skibet fra Anchona til Patras, der i afmægtigt raseri hamrede sin knytnæve i gulvet, da han i fjernsynet så videoen, der viste nedskydningen af Carlo. Dette raseri er en bombe under vort samfund, – en bombe der ikke afmonteres af hverken fordømmelse eller paternalisme, kun af et andet samfund, der ikke udstøder mennesker, fordi de intet profitabelt har at bidrage med.

Der er ikke noget mærkeligt i, at en så forskelligartet og decentraliseret bevægelse som Seattle-bevægelsen ramler ind i nogle problemer. De skal gennemdiskuteres og selvfølgelig kan de løses.

Problemerne skal ikke bagatelliseres, men de skal heller ikke overskygge den kendsgerning, at op mod 300.000 mennesker gennem­førte en fredelig demonstration imod nyliberalismen og ikke lod sig provokere til vold af anarkisternes og Berlusconis Sorte Blok.

Genova 2001 var en stor sejr.

PS. Og så synes jeg iøvrigt at det er på tide at holde op med at tale om ‘anti-globaliseringsbevægelsen’. Hvem er imod globali­seringens fremmeste udtryk, internettet? Er Seattle-bevægelsen ikke en global bevægelse? ‘Anti-globaliserimng’ er opfundet af vore modstandere, så vi kan fremstå som nationalister og reaktionære.

‘Globalisér modstanden!’, som de græske demonstran­ter udtrykte det.