Jeg opholder mig megen tid i Grækenland, og i februar oplevede jeg Fastelavnen på den græske ø Skyros.
Børn og voksne løb gennem gaderne, udklædt som geder, med larmende klokker spændt om livet. Fest og ballade, men også en traditionel lejlighed til politisk satire, som de romerske Saturnalier. På den centrale plads i byen holdt en kvinde, udklædt i jakkesæt og med påmalet overskæg, en lang tale på vers. Hun var ’Trojkaen’, stod der på ryggen af hende, og Trojkaen er EU, den Europæiske Centralbank og Valutafonden. Budskabet til grækerne var alle de ting, de skulle gøre for deres eget bedste, herunder sælge deres øer og kvinder (kun det sidste var en joke).
Nu – nogle måneder efter – kniber det med det gode humør.
Grækerne er vrede, meget vrede. De véd godt at der er en regning at betale efter festen i 00erne. De véd godt, at folk, især de mere velaflagte såsom læger og advokater, skal til at betale skat, og at de offentlige ansatte skal drikke mindre kaffe og arbejde mere. De véd godt at de ikke er uskyldige ofre.
Problemet er at den medicin, som Trojkaen tvangsordinerede for godt et år siden, ikke virkede, men har gjort ondt værre. Medicin kan smage dårligt, det må man tage med, men nedskæringskravene har ikke været viagra, men arsenik. Det angivelige formål var at reducere den græske gæld, men gælden er vokset dag for dag.
Økonomien i det er, i al sin absurditet, meget simpel: Grækenland skulle iværksætte en nedskæringspolitik over hele linien. Derfor gik økonomien i backgear, dvs. væksten har været negativ. Når folks indkomster falder, betaler de mindre i skat, samtidig med at diverse nødhjælpsudgifter stiger. Det betyder at det offentlige underskud vokser, så der bliver færre penge til at betale af på gælden. Så rent bortset fra at folk er blevet fattigere, og ungdomsarbejdsløsheden nu er steget til 40%, opfyldes politikens erklærede formål ikke, tværtimod. Hvis Trojkaen og de dominerende økonomerne var interesseret i at lære af erfaringerne, ville man ikke have krævet en sådan politik; fx kom Irland fra asken ind i den nuværende ild, da man prøvede at kurere et underskud med nedskæringer (deflationspolitik).
De færreste grækere er økonomer, men modsat disse kan grækerne godt se ud af vinduet og konstatere at alle ofrene i det sidste år har været forgæves. Derfor er 73% modstandere af den nye omgang stramninger, denne gang suppleret med krav om privatiseringer på 50 milliarder Euro. Almindelige mennesker er gudskelov empirikere.
Det er de fleste græske politikere også, men de har her og nu brug for pengene fra Trojkaen for at betale de regninger, der forfalder. Derfor ville de formentlig stemme ja, hvis kravet var at de skulle hoppe på ét ben rundt om parlamentet.
Ganske uanset den aktuelle krise har Grækenland givetvis brug for radikale strukturreformer. Det gælder den offentlige sektor (at folk betaler skat og at offentligt ansatte arbejder), men det gælder også den private sektor, der genererer alt for lidt eksport og alt for meget byggeri. Her er der brug for mere offentlig styring af den kapital, der ikke selv kan finde ud af at være smfundsnyttig.
Men strukturreformer er ikke naturnødvendigt det samme som nedskæringer, og netop nu er der desperat brug for en vækstpolitik, der kan give arbejde til især unge mennesker. Som det er nu, tripper de unge for at komme væk, men hvad skal der så blive af landet? De fleste af mine døtres venner og veninder har et job, men de frygter at blive fyret, og mange – både privat og offentligt ansatte – får kun løn hveranden måned. Men et halvbetalt job er trods alt bedre end intet job. Problemet er at med den aktuelle politik er der kun sort for enden af tunnelen.
Grækerne véd at de ikke er uskyldige lam, og de véd at de drives mod slagtebænken. Nogle hæfter sig ved det første og ser derfor den aktuelle ulykke som nærmest Guds straf for et syndigt liv. Andre fokuserer på det andet og retter vreden mod politikerne og Trojkaen.
Problemet med folkets vrede mod politikerne er, at de er dem selv. De har stemt for dem, og selv om 73% er uenige i deres poltik tyder intet på at de vil holde op med det.
Fagbevægelsen demonstrerer og iværksætter generalstrejker og 300 ballademagere skaffer overskifterne i aviserne. Som noget nyt er der – inspireret af Madrid og Barcelona og måske Ægypten – opstået en bevægeldse af ’Indignerede’, som camperer på Forfatningspladsen, hvor de prostesterer og diskuterer fredeligt (og så rydder de op i affaldet efter andres demonstrationer og sammenstød, hvilket er noget helt nyt i dette land). De véd at politikerne og Trojkaen tager røven på dem og prøver at berøve dem deres fremtid, men de véd endnu ikke, hvad de skal sætte i stedet. Jeg håber, de finder ud af det.