For første gang siden 2008, da finanskapitalen kastede Europa ud i krisen, er der nu en reel mulighed for et brud med nedskæringspolitikken.
Hvis Syriza vinder det græske valg senere i januar, og lykkes med sin politik, kan det betyde et generelt opbrud i Europa. Få har en interesse i en politik, der presser reallønnen, øger arbejdsløsheden, forværrer vilkårene for de marginaliserede – og beriger de største banker og selskaber. Men uden et reelt eksisterende alternativ har de fleste affundet sig.
Derfor ser vi nu i Grækenland som i Europa en kampagne mod Syriza. Politikere og medier frygter at ‘ekstremismen’ vinder, idet man fikst placerer Syriza og Gyldent Daggry i samme kategori, således at socialisme og neonazisme bliver ét fedt, og således at en nyliberal politik, der énsidigt gavner de velstående og som giver absolut magt til kapitalinteresserne, fremstår som ‘moderat’ og ‘ansvarlig’.
Syriza’s politik
Syriza’s politik har to sider.
Indenrigs vil man et opgør med de lånebetingelser Trojkaen (EU-landene, ECB og IMF) har opstillet (‘Memoranda’), nemlig fyring af offentligt ansatte, drastisk forringede vilkår for pensionister, lavere løn, svækkelse af fagbevægelsen, privatiseringer og meget andet.
Mere konkret vil Syriza iværksætte offentlige projekter for at bekæmpe den tårnhøje arbejdsløshed, garantere forsyning med elektricitet (mange har fået deres forsyning afbrudt), fødevaresikkerhed (‘food-stamps’), huslejehjælp (mange kan ikke betale huslejen), skattelettelser for dem i bunden (og effektiv ligning for dem i toppen), og først og fremmest en minimumsløn på €750 pr. måned, hvilket svarer til niveauet før krisen.
Kort sagt en klassisk socialdemokratisk-Keynesiansk krisepolitik, der sætter gang i økonomien, friholder krisens ofre og strammer skruen for de formuende.
En sådan politik kræver udenrigsøkonomisk råderum.
Syriza ønsker at forblive i Euroen, men partiet kræver en genforhandling af lånene fra Trojkaen. Der har været talt om at få eftergivet halvdelen af gælden, og her har Syriza effektfuldt henvist til Tyskland, der i 1953 fil næsten halvdelen af sin gæld – bl.a. til Grækenland! – slettet, hvilket landet brugte som afsæt for det tyske ‘økonomiske mirakel’. Det har også været på tale at kræve et moratorium på betaling af renter og afkast.
Det afgørende er at vilkårene lettes, så der bliver luft til en social genopretning i Grækenland. Trojkaen og den aktuelle græske regering vil have budgetoverskud, så der bliver flere penge til at betale kreditorerne, Syriza vil have balanceret budget, så der bliver flere midler til grækerne.
Hvad Syriza er oppe imod
Kan en sådan politik lykkes?
Især fra efteråret af skal der betales store beløb til kreditorerne, men det menes at diverse fonde etc. vil gøre det muligt for Syriza at klare skærene indtil da, således at partiet vil have knap et halvt års tid til at gennemføre sin politik. Det forudsætter imidlertid at de private kreditorer/investorer holder sig i ro. Der er ingen garanti mod kapitalflugt og stormløb på bankerne, men for at mindske risikoen herfor har Syriza udtrykkeligt fredet de private kreditorer (modsat lån fra Trojkaen), ligesom partiet har garanteret indestående i banker. Foreløbig har der da heller ikke været alarmerende tegn på kapitalflugt.
Det afgørende, især på lidt længere sigt, bliver naturligvis, hvordan Trojkaen stiller sig til de græske krav.
Her må vi skelne mellem to ‘vanskeligheder’.
Den første er at Syriza’s indenrigsøkonomiske politik er i klar modstrid med Trojkaens lånevilkår. Programmet er billigt; det koster få milliarder Euro, hvilket er småpenge i forhold til Grækenlands gældsbetalinger. Men accepteres denne politik, accepteres det at midlerne går til befolkningen, snarere end til kreditorerne, altså et klart brud med nyliberalismen.
Det andet er Syriza’s krav om en gældssanering, i en eller anden form. Det vil koste penge for de nævnte officielle kreditorer, men det er nok ikke afgørende, for dels er Grækenlands økonomi en lille post i Eurozonelandens økonomi, dels er muligheden for at få alle pengene tilbage under alle omstændigheder ringe. Problemet for Trojkaen er at det kan give andre gældsplagede lande idéer.
Alt i alt er det ikke pengene, men principperne, der er problemet.
Det er givet at Merkel og co. vil gøre, hvad de kan for at spænde ben for Syriza’s projekt. Spørgsmålet er hvilken magt Syriza kan mobilisere, og her er truslen om en exit fra Euroen naturligvis trumfkortet.
Derfor har finanskapitalen og dens politiske repræsentanter for tiden så travlt med at forsikre, at en exit skam ikke vil gøre noget: Det vil ikke smitte til andre sydeuropæiske lande og det vil ikke svække Euroen (der i øvrigt pt. ligger på sit laveste niveau i lang tid). Om dette er rigtigt eller forkert, er der formentlig ingen der aner, men det er indlysende at dette er hvad Trojkaen vil sige i en forhandlingssituation.
I øvrigt vil det næppe blive Grækenland, der melder sig ud af Euroen. Hvis det bliver aktuelt, vil det foregå på den måde at ECB stopper for strømmen af Euro til landet. Det vil selvfølgelig være et enormt problem for Grækenland, fordi det vil betyde stop for kreditten (med mindre Rusland og/eller Kina træder til) og stor inflation. Det vil også betyde at mange udenlandske kreditorer vil miste deres penge, og mon ikke det kan får Merkel og co til at tøve en kende med at smide Grækenland ud?
Alt i alt er Grækenland ikke helt magtesløst i forhandlingerne med Trojkaen.
Desuden må det tages i betragtning, at ECB et par dage før det græske valg skal holde møde. Drahgi – bankens chef – ønsker at opkøbe Euro-landes statsobligationer (‘Quantitative Easing’). Tyskland er skeptisk, men hvis det gennemføres vil det betyde en tiltrængt hjælp til Grækenland. Kan det tænkes at ECB vil straffe en Syriza-regering ved at undtage landet fra et sådant program? Tsipra – Syriza’s leder – har udtrykt frygt for en sådan græsk undtagelse (som burde udløse et ramaskrig).
Og så er der selvfølgelig en yderligere ‘vanskelighed’ for Syriza’s politik, nemlig at det gamle indspiste og mere eller mindre korrupte magtapparat vil søge at sabotere en ny politik. Hertil kommer risikoen for at de egentlige fascister, der har en vis indflydelse i politi og militær, anvender terror for at destabilisere landet.
Derfor bliver Syriza’s program med at demokratisere den offentlige sektor af afgørende betydning.
Grækenland kan ikke klare det alene
Meget kan ske i det knapt halve år, som Syriza formodes at have til rådighed.
Der er ikke meget, der tyder på at Europa er på vej ud af den nuværende stagnation, og hvordan vil den truende deflation og fortsat massearbejdsløshed påvirke det politiske miljø? Vil det blive klart for flere og flere, at nedskæringspolitikken ikke virker?
Det er usandsynligt, at et opgør med nyliberalismen kan lykkes i kun ét land i Europa, men Syriza’s Grækenland kan tjene som eksempel og inspiration.
I Spanien har Podemos en opbakning svarende til Syriza’s, og der må være et enormt potentiale hos franskmænd og italienere for et oprør. Når det store flertal af Europas befolkninger stemmer på nyliberale partier, er det næppe fordi nedskæringer, privatiseringer osv. opleves som ønskværdige, men fordi politikken ‘sælges’ som nødvendig og som den eneste ansvarlige. Hvis Grækenland demonstrerer i praksis, at der er et alternativ til en politik, der øger uligheden ved at fattiggøre det store flertal og berige en lille minoritet, kan det rive tæppet væk under støtten til nyliberalismen.
Det er ikke Syriza, men nyliberalismen, der er ekstrem. Partiet ønsker som sagt en klassisk socialdemokratisk krisepolitik.
Partiet er socialistisk og anti-kapitalistisk, men det er det lange sigt. Dog kan det lange sigt blive kort, nemlig hvis kapitalen søger at vetoe den sociale genopretning ved at trække pengene ud af bankerne og sende dem til udlandet. I så fald bliver Syriza nødt til at indføre kontrol med kapitalen, hvilket vil betyde et brud med det Indre Marked, der som bekendt indskrev kapitalens frihed som EU’s fundament, altså omdefinerede EU til et éntydigt kapitalistisk projekt.
Kapitalkontrol bliver naturligvis også nødvendig, hvis landet smides ud af Euroen.
Sidste gang man i Europa forsøgte en socialdemokratisk-Keynesiansk politik var i begyndelsen af 80erne, i Mitterand’s Frankrig. Kapitalen flygtede og Mitterand omlagde politikken 180 grader, fordi han ikke turde skride ind overfor kapitalen. Det tror jeg godt, at Syriza tør, men partiet kan ikke klare det alene. Vor solidaritet er nødvendig.
Interessante artikler:
http://www.socialeurope.eu/2015/01/lets-hope-syriza-victory/ (tankevækkende artikel af Simon Wren-Lewis )
http://blogs.channel4.com/paul-mason-blog/greece-greek-election-syriza-radical-left-opposition-party-antonis-samaras/2769 (om græsk gæld etc.)
http://www.theguardian.com/world/2014/dec/23/syriza-john-milios-greece-eurozone (af Syriza-økonomen Milios)
http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/dec/29/syriza-greece-austerity-eu (af Syriza-økonomen Lapavitsa)
http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/2014-04-25-europas-smuldrende-middelklasse-og-nye-underklasse (Ida Pape om fattiggørelse i Europa)
Bragt på modkraft.dk d. 22/1 – 2015. Dette er en udvidet version af en kommentar i Information d. 16/1 – 2015.