Demokratisk markedsøkonomi – vore dages herskende ideologi er en rund firkant. På markedet må enhver fægte for sig selv, således at den stærkeste vinder i konkurrencen; det giver individuel frihed. I demokratiet har vi frihed til at mene og stemme, som vi vil, men derefter skal vi solidarisk bøje os for flertallet; demokratiet indebærer forpligtende fællesskab, og giver derfor ikke individuel frihed.
De sidste mere end 150 års historie har været historien om kampen mellem disse to principper.
Frem til 1980erne var retningen éntydig. Markedet veg for demokratiet, i takt med at valgretten blev udvidet, og i takt med at parlamenterne tiltvang sig magt til at regulere privatkapitalismen. Kulminationen var formen er datid den socialdemokratisk-keynesianske velfærdsstat, der var et kompromis mellem pengemagt og folkemagt.
I denne kamp har liberalisterne stedse, i praksis og ideologi, stået på markedets side. Overfor de kommunistiske diktaturer har de forsvaret demokratiet, ja, men iøvrigt har de kun affundet sig med mere demokrati, når andres bestræbelser havde gjort det uomgængeligt.
I Europa havde liberale politikere deres storhedstid i perioden fra 1830 til 1880.
De benyttede deres magt til at fremme den store kapitals interesser og til at holde det fattige flertal udenfor politisk indflydelse. England var et liberalt, men udemokratisk samfund, i hvert fald frem til den store udvidelse af valgretten i 1884. Det var arbejderbevægelsen og socialdemokratierne, der kæmpede for demokrati, og iøvrigt var det snarere konservative end liberale, der gav efter for demokratiseringspresset.
Liberalismens fremmeste teoretiker var Stuart Mill. Han præsenteres gerne som demokrat, men faktisk var han tilhænger af oplyst overklassestyre. Han modsatte sig energisk at de brede masser skulle få politisk indflydelse; de var for uvidende og for farlige, så derfor skulle de enten udelukkes eller deres stemmer skulle tælle meget mindre end forretningsfolks og dannedes; og det var jo også urimeligt, mente han, at folk, der ikke betalte skat, dvs. de fattige, skulle være med til at bestemme over disse statsindtægter.
Vi kan også nævne en anden af den moderne liberalismes grundlæggere, den idag mindre kendte Lord Acton, der mente at »den effektive forskel mellem frihed og demokrati ikke kan understreges stærkt nok«.
Lad os nu bevæge os frem i tiden, til en lidt mere nutidig liberal teoretiker.
Friedrich von Hayek vender sig mod det ubegrænsede demokrati og forslår, at der sættes meget snævre grænser for hvad flertallet kan beslutte. Men først og fremmest vil Hayek begrænse stemme-retten til et af kamrene i sin idealforfatning til de egentlige private borgere, dvs. de der hverken er ansat af staten eller modtager økonomisk støtte fra den (hvilket formentlig ville udelukke flertallet af Danmarks nuværende vælgere).
Dermed knytter han an til gamle idéer om at kun den private sektor er produktiv, og at staten og lovene er til for at varetage denne sektors interesser. Inden for et sådant verdensbillede giver det mening, at kun mennesker, der tjener deres udkomme indenfor den private sektor, bør have indflydelse på, hvordan deres skattekroner administreres, hvorimod samfundets gratister og de offentligt ansatte bør udelukkes fra en sådan indflydelse.
Hayek indtager en hædersplads i Fogh Rasmussens bog om minimalstaten.
Lad os endelig vende os til Danmark og Venstre.
Venstre har naturligvis æren for i opgøret med Estrup og Højre at have kæmpet forlketingsparlamentarismen igennem (1901). Men efter 1905, da Venstre blev det parti vi kender idag, er der ikke så meget at råbe hurra for. Da valgretten i 1915 blev udvidet til at omfatte kvinder og tyende var partiet fodslæbende, og det gik i 1939 imod afskaffelse af Landstinget, fordi man ikke kunne få en yderligere sikring af privatejendommen, dermed fundamentet for markedsøkonomien. Og Venstre har konsekvent modsat sig at almengøre de demokratiske principper til også at gælde det økonomiske område.
Hvordan er situationen idag?
Statsministeren skrev som bekendt for godt en snes år siden en bog, hvor han anbefalede en minimalstat. Når styret er demokratisk er dette ækvivalent med at anbefale et minimaldemokrati.
Den konsekvens drages i Venstres principprogram: »De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.« (www.venstre.dk).
Denne skeptiske holdning til demokratiet beror som sagt på, at forpligtende fællesskab er i strid med liberalismens grundværdi, individuel frihed.
Men er menneskerettigheder og frihed ikke goder? Og er de ikke indbegrebet i demokratiet?
Det kommer an på, hvilket menneske, der har hvilke rettigheder; og det kommer an på, hvilken frihed vi taler om:
Menneskerettighederne deler sig i de rettigheder, der tilstedes individet. Det er først og fremmest retten til privatejendom; den rettighed har intet med demokrati at gøre og er snarere en grænse for dette. Og så de rettigheder, som vi har som sociale mennesker. Her må demokratiet klart forudsætte politisk frihed, altså frihed til at ytre sig og stemme som man vil; ellers er der nogle, der bliver mindre lige end andre. Men vi skal jo rette os efter flertallet og overholde loven, hvad enten vi kan lide den eller ej; derfor giver demokratiet ikke individuel frihed. Der er ikke frihed overfor de andre (også kaldet egoisme), men social frihed, også kaldet frihed i fællesskab.
Der kan måske argumenteres for et vist mål af individuelle rettigheder, men aldrig med demokratiske argumenter.
Den offentlige sektor, som Venstre vil minimere, er den demokratiske sektor, fordi det her ultimativt er kommunalbestyrelse, amtsråd og Folketing, der bestemmer, og her har vi lige og almen stemmeret. Venstre foretrækker den privatøkonomiske sektor, der er ikke-demokratisk, fordi vor indflydelse her er bestemt af, hvor mange penge vi har. Midlet er at fastholde eller reducere skatten, for skat er overførsler fra mennesket qua privatperson til mennesket qua samfundsborger.
Af praktiske grunde er en demokratisk sektor af en vis størrelse imidlertid nødvendig.
Her er Venstres strategi at mildne dette nødvendige onde, ved så vidt muligt at omforme sektoren i markedets billede. Sektoren skal være en forretning, hvor det offentlige udbyder et antal ydelser, som kunderne så kan vælge imellem. Væk er idéer om samfundet som et fælles projekt, hvor vi på lige fod beslutter hvordan det skal indrettes og udvikles.
En offentlig institution vurderes ikke på om den loyalt udfører de opgaver som Folketinget har pålagt den, men på om den kan konkurrere effektivt med andre offentlige og private foretagender.
F.eks. skal DSB først og fremmest maximere profitten. Dermed skubbes bredere sociale målsætningen i baggrunden; det koster nemlig på bundlinien, hvis man holder lave billetpriser for at tilgodese den del af befolkningen, der ikke har råd til at have bil, eller for at fremme den kollektive trafik og hæmme privatbilismen af hensyn til miljøet.
Det kan godt være at oppositionen vinder næste valg, men hvis dette skal gøre en forskel er det ikke nok at pege på de kritisable effekter af Venstres politik. Og det er først og fremmest forkert at acceptere Venstres præmisser ved f.eks. at gå ind for et intelligent skattestop.
Venstre taler stedse om at det er nødvendigt at spare på de offentlige udgifter. Man skulle tro at vi lever i permanent fare for at gå bankerot, til trods for at nationalindkomsten vokser fra år til år.
Denne retorik skal afsløres som det, den er, nemlig det saglige slør for et ideologisk program, der handler om at øge den private rigdom på bekostning af den offentlige.
Som om vi ikke har nok af videoer og biler. Det, vi virkelig har brug for, er bedre hjemmehjælp, bedre uddannelse og bedre miljø.
Derfor hedder det ikke skattebyrde eller skattetryk, men skattebidrag.