Attac er en græsrodsbevægelse, der blev startet i Frankrig for et par år siden og siden har bredt sig som en steppebrand til de fleste europæiske lande (incl. Rusland), Latinamerika og Nordafrika. Bevægelsen er en del af den såkaldte Seattle-bevægelse, der har demonstreret i Pragh, Davos, Gøteborg og Genova. Attac bruger kun demokratiske metoder og tager ubetinget afstand fra vold.
Attac vender sig mod globaliseringens negative konsekvenser. Vi er ikke mod globalisering som sådan (fx er internettet glimrende), men vi er imod at den økonomiske globalisering styres af de multinationale selskaber og de store finansielle fonde. ‘Attac’ er de franske initialer for kapital-beskatning, men ordet betyder også ‘angreb’. Det er ikke tilfældigt. I mange, lange år er almindelige menneskers indflydelse blever reduceret skridt for skridt, lov for lov, direktiv for direktiv, til fordel for kapitalinteresserne. Det gælder ikke blot om at bremse denne udvikling, men om at vende den. Attac afviser at demokratiets udhuling er en naturnødvendig proces. Vi mener at en anden verden er mulig.
Dansk Attac spænder vidt, fra EU-tilhængere til EU-skeptikere og fra u-landsorganisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp til socialistiske grupper. Dansk Attac blev stiftet på et møde i København d. 6. og 7. oktober, 2001.
HVORFOR ATTAC?
Den økonomiske globalisering er ikke en slags naturlovsagtig proces. Den er resultat af et bestemt politisk program, kaldet nyliberalismen, som blev indledt omkring 1980 af Ronald Reagan i USA og Margareth Thatcher i England; efter 1985 vandt den nye ideologi indpas i EU og efter 1990 i de tidligere kommunistiske lande og i den fattige verden.
Nyliberalismens særtræk er styrkelsen af kapitalen.
Gennem privatisering og udlicitering flyttes der magt fra den offentlige til den private sektor, og gennem liberalisering (deregulering) har kapitalen fået større frihed til at forfølge sit mål, nemlig maximal profit. For 25 år siden regulerede staterne de internationale kapitalbevægelser, fx skulle man have tilladelse til at investere i udenlandske værdipapirer eller til at flytte en virksomhed til udlandet. Idag er det snarere den internationale kapital der regulerer staternes politik, for hvis selskabsskatten, lønnen og miljøudgifterne er for høje vælger kapitalen et andet land, med økonomisk ruin til følge.
Den nyliberale ideologi handler om at erstatte statsregulering med markedsregulering, dens realitet om at flytte magt fra demokratiet til de store kapitalkoncentrationer. Det er en myte at den moderne økonomi domineres af markedet: Den domineres af de multinationale selskaber og finansfonde, der efterhånden er blevet så store at de kan manipulere markedet til egen fordel. 2/3 af verdenshandelen varetages af de 500 største multinationale selskaber; derfor betyder ‘frihandel’ først og fremmest frihed for den store kapital.
Nyliberalismen har overalt skabt større ulighed i magt og rigdom, men har iøvrigt haft forskellige konsekvenser i rige og fattige lande.
I de rige lande er demokratiet blevet udhulet. Det er ikke længere folket, men den ‘økonomiske nødvendighed’ der sætter den politiske dagsorden. Til gengæld har den enkelte fået flere valgmuligheder, hvilket er fint for dem der har penge og andre ressourcer. Individualismen – eller er det egoismen? – har fået bedre vilkår, kollektivismen – eller er det fællesskabet og solidariteten? – dårligere.
I de fattige lande har den nye frihed for den internationale kapital medført omfattende fattiggørelse. For det første udløser spekulationskapitalen med jævne mellemrum ødelæggende valutakriser; i 1997/98 sænkede den østasiatiske krise 75 millioner indonesere ned i absolut fattigdom. For det andet har Verdensbanken og den Internationale Valutafond tvunget de fattige lande til at reducere statsudgifterne til sundhed og uddannelse og til at åbne deres økonomier for udenlandsk konkurrence (læs: for de multinationale selskaber); disse ‘strukturtilpasningsreformer’ skulle sætte landene i stand til at betale deres gæld til den rige verden (læs: vores banker), men faktisk er deres gæld vokset og vokset, – fra $9 milliarder i 1955 over $572 milliarder i 1980 til $2.177 milliarder i 1996.
HVAD VIL ATTAC?
Attac har sammenfattet denne kritik i 4 krav.
1) Tobin-skat!
Spekulative kapitalbevægelser belægges med en lille afgift på 1/4 til 1/2%. Formålet er dels at hæmme disse bevægelser, dels at oparbejde en fond til gavn for de fattige, gældsplagede lande.
2) Luk skatteparadiserne!
En række småøer og lilleputstater (men også Luxemburg) har fundet ud af, at de kan tjene penge ved at stille territorium til rådighed for spekulationskapitalen. Skatten er nul eller meget lille, hvilket tvinger andre lande til at sænke skatten på kapitalindtægter, for ellers flytter kapitalen til et sådant skattely. Skatteparadiserne eksisterer fordi især USA og England holder hånden over dem.
3) Samfundskontrol med pensionskasserne!
Pensionskasserne – også de danske – deltager i det internationale spekulationscirkus og er dermed med til at skabe ustabilitet og udløse valutakriser (for tiden er det Argentina og Tyrkiet der er ramt). Attac kræver demokratisk kontrol med kassernes investeringer, så de kan gå til samfundsnyttig og miljøvenlig produktion.
4) Eftergiv de fattige landes gæld!
I 1997 udgjorde renter og afdrag på denne gæld $245 milliarder, hvilket er 5 gange så meget som u-landshjælpen (som i de senere år er reduceret i takt med at behovet for den er øget). Det er blevet beregnet at de hårdest ramte afrikanske lande kunne redde 7 millioner børn om året, hvis de slap for at forrente og afbetale denne gæld.
VÆR MED I ATTAC!
Kontakt kontoret og få oplysninger om lokalgrupper og emnegrupper:
Dronningensgade 14,
1420 København K.
Mandag -torsdag kl. 16-18.
Tlf. 32 57 54 57
Hjemmesiden: www.attac-danmark.dk