Det ligger dybt i det liberale verdensbillede, at hvad der er godt for den enkelte forbruger og kapitalejer er godt for samfundet. Den ‘usynlige hånd’ – dvs. konkurrencen – sørger for at uhæmmet nytte- og profitmaksimering giver det optimale resultat for samfundsøkonomien.
Denne teori blev godt og grundigt dementeret af 30ernes krise. Derfor fik Keynes vind i sejlene. Han indså at for at frelse kapitalismen fra sig selv, måtte man vende liberalismen på hovedet og reparere på kollektive, samfundsøkonomiske størrelser, først og fremmest den samlede efterspørgsel. Hvad der er godt for samfundet, er godt for den enkelte.
Nu er liberalismen jo kommet tilbage. Politikerne – hedder det – må være lige så ansvarlige som husmoderen, sætte tæring efter næring og alt det andet vrøvl, der nu leder Europa ned i et sort hul. Arbejdsløsheden vokser, og økonomien (BNP) i EU forventes nu at falde med 0,5% i 2012. Denne programmerede katastrofe skyldes dels nedskæringerne, dels den uansvarlige løntilbageholdenhed i bl.a. Danmark, hvorved efterspørgsel trækkes ud af økonomien. Det var med en sådan politik, at de tyske regeringer før Hitler fik banket arbejdsløsheden i vejret.
En Keynesiansk ekspansiv finanspolitik har sine udfordringer, men de kan overvindes.
Keynesianisme i ét land fungerer dårligt i vor globaliserede verden, hvor meget af efterspørgslen retter sig mod udlandet og altså ikke skaber indenlandske arbejdspladser. Svaret er international koordinering, fx indenfor EU.
Men faktisk kan et enkelt land som Danmark gøre meget selv, hvis pengeudpumpningen administreres fornuftigt. Det vil ikke være klogt at give fx 10 milliarder kr. ud i form af skattelettelser til forbrugere og virksomheder, for især i krisetider opsparer de meget af det, måske 2 mia. Men hvis de 10 mia går direkte til offentligt forbrug og offentlige investeringer, får arbejdspladserne mere valuta for pengene.
Den sidste metode har tre andre fordele. Den belaster ikke betalingsbalancen, offentlige udgifter kan målrettes til bæredygtig produktion og endelig er det bedre offentlig service – snarere end øget privatforbrug – som de fleste borgere foretrækker.
Keynesiansk og socialistisk politik er ikke det samme. Men hvis ekspansiv finanspolitik skal være effektiv, så er det den offentlige sektor, der skal fremmes, snarere end den private. Da den offentlige sektor er den demokratiske sektor – den er jo ultimativt kontrolleret af folkevalgte – vil dette trække i retning af en demokratisering af økonomien, hvilket er målet for en moderne socialisme.
Heri ligger også at liberale må være modstandere af Keynesianisme. Denne teoris liberale version består af skattelettelser og dermed en forskydning fra den demokratiske til den private sektor. Men det er altså en ret ineffektiv politik.
Så er der mere punch i at skrotte Keynes, tale salvelsesfuldt om det syndefulde i offentlige underskud og græde over de pinefulde, men nødvendige nedskæringer.
Det ligger mig fjernt at beskylde Europas toneangivende politikere for at prioritere ideologiske hensyn over økonomisk saglighed. Det er sikkert blot et lykkeligt sammentræf, at den aktuelle nedskæringspolitik vil lede til det liberale Nirvana, hvor den offentlige sektor er blevet så lille, at den kan druknes i et badekar (som en amerikansk ‘enemy of the state’ engang udtrykte det). Min kat er mere kynisk. Den mener at liberale indvendigt danser af henrykkelse over krisen, og når de ikke gør det udvendigt, er det for ikke at skræmme Europas centrum-venstre væk fra nedskæringspolitikken.
Dermed er vi nået frem til den danske regering.
Den har skam ikke glemt Keynes. Næh, i tidens fylde, når der er kommet penge på kistebunden, så skal vi rigtigt have gang i økonomien. Bortset fra den beskedne kick-start skal vi altså udskyde den ekspansive finanspolitik til det tidspunkt, hvor der ikke længere er brug for den.
Politikken præsenteres gerne som moderat og balanceret. Men man kan ikke balancere mellem at pumpe penge ud og skære ned, mellem at udbygge den demokratiske sektor og kastrere den. Her må man vælge. Og regeringen har valgt den liberale linje så eftertrykkeligt, at den har skåret stigningen i det offentlige forbrug i de kommende år ned til næsten ingenting. Og den er villig til at tilslutte sig den Europagt, der ved at ulovliggøre Keynesianisme (og socialisme) vil ruinere Europa.
Krisetider er onde, men de giver også muligheder.
De liberale har grebet chancen for at virkeliggøre deres visioner om en minimalstat; velfærdsstaten og de arbejdsløse betaler prisen.
Centrum-venstre har misset chancen for at gennemføre en politik, der effektivt kunne bekæmpe krisen og som bonus ville indebære en udbygning af velfærdsstaten og demokratiet.
(Artiklen bragt i Informaion 23. februar 2012)