I dag har vi i Danmark nok. Nationalprodukt pr. indbygger er mange gange højere end, hvad Keynes kunne have drømt om. Alligevel er det svært at få øje på nirvanaet. Jeg har ikke set pressemeddelelsen fra Carlsberg om, at bestyrelse og direktion nu har penge nok, og at danskerne har øl nok, hvorfor man fremtidig vil holde det opnåede niveau for indkomster og produktion; altså nul-vækst.
Tværtimod synes profitmaximeringen og den almindelige grådighed at have taget et vældigt opsving i de sidste par årtier; forkæl din kone og nationalproduktet med en ny bil, som en dansk minister mente for et halvt års tid siden. Selvom vi faktisk burde skrue lidt ned af hensyn til miljøet. Vi har ikke nok, men mere end nok. Det skyldes, at kapitalistisk produktion ikke sigter mod konkret, men mod abstrakt rigdom, profit. Og den stræben indstilles ikke, når et optimum er nået. Kapitalismen kender kun til maksimum. Derfor paradokset, at tyskerne skal arbejde længere, nu de er blevet rigere. Disse sammenhænge overså Stuart Mill og Keynes.
Men de økonomiske interessemodsætninger er blevet mindre synlige. Det skyldes, at vi ikke længere har et klassesamfund, hvor hver person har en entydig indkomstform og derfor en éntydig social identitet som arbejder, landmand eller selvstændig. I dag henter de fleste deres indkomst fra flere kilder (løn, kapitalindkomst, offentlige indkomstoverførsler). Derfor har vi ikke længere klassekamp, hvilket ikke har opløst, men styrket kapitalismen.
Interessemodsætningerne er derfor generaliseret til modsætningen mellem fattige og rige. Det gælder Danmark, hvor de fattige synes at få dårligere og dårligere vilkår, men det gælder først og fremmest modsætningen mellem rige og fattige lande. Men de fattige er uden præcis social identitet og derfor uden sammenhold; derfor står de langt svagere end fortidens arbejderklasse. Og jo mindre modstand, jo mindre synlige er interessekonflikterne.
Sagliggjort økonomi
Men det skyldes også, at økonomiske interessemodsætninger er på vej væk fra den politiske dagsorden. Erhvervspolitik, valutapolitik, pengepolitik og i betydelig udstrækning finans- og fordelingspolitik er mere eller mindre ophørt. Politikerne regulerer selvfølgelig stadig, men magten er flyttet fra demokratiet til markedet og herfra til de store kapitalkoncentrationer. Det liberale program om at myndiggøre det private menneske (individet) og den private økonomi er blevet virkeliggjort på bekostning af det fællesskab, som politikerne repræsenterer. Økonomien er blevet afpolitiseret og sagliggjort.
Interessekamp er blevet afløst af en økonomisk debat mellem de indsigtsfulde, der kender de objektive sammenhænge ældrebyrdens krav, nødvendigheden af at modernisere/afvikle velfærdsstaten til fordel for private forsikringer og på den anden side konservative, der stritter imod.
Når økonomien og interesserne tages ud af politikken, reduceres denne til en strid om værdier og idéer. Anders Fogh blæste til kulturkamp, og i USA handler politik mere om abort og religion end om fattigdom og usikre (flexible) arbejdsvilkår.
Interessepolitik er afløst af idépolitik, men som Marx engang sagde: Den idé, der adskiller sig fra interessen, blamerer sig.