Det er ingen hemmelighed, at overvågningen af borgerne er blevet langt mere omfattende i den sidste halve snes år.
Der ligger to motiver bag.
Det første er politisk. Siden angrebet i USA i 2001 har er der overalt i de vestlige lande kommet udvidede muligheder for at registrere og overvåge, med tilsvarende svækkelse af retssikkerheden og muligheden for uden frygt at gøre brug af sin ytringsfrihed; terrorfrygten har været årsagen eller undskyldningen for disse indgreb. Det er muligt, at jeg bliver usynlig for myndighederne, hvis jeg kryber ned i et hul på 5 meter i haven og husker at slukke mobiltelefonen, men ellers kan satelitovervågningen nok fange mig på skærmen. Dette betyder ikke at myndighederne véd alt, men det betyder at de kan vide næsten alt. Det er dog muligt, at man kan undgå overvågning, hvis man undgår alt, hvad der lugter af elektronik, altså hvis man melder sig ud af samfundet, hvilket virkelige terrorister selvfølgelig gør.
Det andet motiv er kommercielt. Supermarkedet har snart – eller allerede? – en fuldstændig profil af den enkelte forbruger, således at reklamekampagner kan målrettes til vedkommendes kendte præferencer. Og kameraer holder øje med os, så vi ikke stjæler.
Vi er kort sagt blevet mere kendte ansigter for Staten og Kapitalen.
Wikileaks har nu radikaliseret det ‘gennemskuelige’ samfund. Wikileaks har vendt overvågningen på hovedet ved at at overvåge de myndigheder, der overvåger os.
Og det var jo ikke meningen.
Den åbne og skjulte gennemlysning af borgerne kan give anledning til frygt for at vi nærmer os et totalitært samfund, så perfekt at selv Stalin ikke kunne have forestillet sig det. Men når det nu med Wikileaks ikke blot er Big Brother, der ser ind i vore soveværelser, men også os, der kan se ind i Big Brothers soveværelse, er en dårlig ting måske vendt til en god ting? Er mareridtet om et totalitært samfund forvandlet til lystdrømmen om det fuldstændig åbne samfund? Takket være Wikileaks?
* * * * *
Wikileaks seneste læk drejer sig om amerikansk diplomati. Det er nu blevet mere åbent, med tilbagevirkende kraft.
Her kan et historisk tilbageblik til lækken over alle læk være oplysende.
I gamle dage – før 1. verdenskrig – var udenrigspolitik noget, som professionelle diplomater fra overklassen varetog. Demokratiet var ved at holde sit indtog – i Danmark i 1901 – men det var kun i indenrigspolitikken, at folket begyndte at få magt. Udenrigspolitik var en så alvorlig og indviklet sag, at den ikke kunne overlades til bønder, der jo sjældent talte fransk. Endnu i 1947 overtog en socialdemokratisk regering simpelthen den tidligere Venstre-regerings udenrigsminister (Gustav Rasmussen); sådanne sager var hævet over smålig partipolitik.
Nu gik det ikke så godt med hele denne kultur.
Faktisk mente mange at sådanne diplomater havde et medansvar for 1. verdenskrigs udbrud. Derfor indgik det i den amerikanske præsident Wilson’s 14 punkter til verdens frelse efter denne krig, at det hemmelige diplomati skulle afskaffes. Læg alt frem og farlige rævekager undgås.
Bolsjevikkerne tog ham på ordet, så at sige. Fra det zaristiske styres arkiver offentliggjorde de artige akter, der sort på hvidt beviste, hvad Lenin hele tiden havde sagt, nemlig at 1. Verdenskrig var en imperialistisk krig.
Der var Sykes-Picot aftalen fra 1916, hvor England og Frankrig delte Mellemøsten mellem sig; England fik Palæstina, Jordan og Irak, mens Frankrig fik Libanon og Syrien. Meget af dette havde man ganske vist lovet araberne, for at få dem til at starte et oprør mod det Ottomanske Rige (der var allieret med Tyskland og Østrig-Ungarn), men sådanne løfter måtte altså vige for imperialistiske ambitioner (de nye kolonier blev camoufleret som ‘mandater’ under Folkeforbundet).
Så var der London pagten fra 1915, hvor Italien indtrådte i krigen på England og Frankrigs side, mod løfter om at få Sydtyrol, nordvestlige dele af det senere Yugoslavien, nogle af de tyske kolonier samt den sydvestlige del af Tyrkiet (som Italien faktisk holdt besat indtil 1923).
Et andet af Wilson’s punkter var nationalitetsprincippet, hvorefter befolkningerne efter afstemninger kunne afgøre hvilket land, de ville tilhøre. Det princip anvendtes da også ved de mindre justeringer, såsom afstemningen i Slesvig, der gav os Sønderjylland tilbage, men i de store nyordninger var det imperiale interesser, der talte.
Meget tyder således på at Wikileaks er en kommunistisk sammensværgelse. I hvert fald kan denne udstilling af diplomatiet føres tilbage til bolsjevikkerne.