Det særlige ved oprøret fra de Gule Veste i Frankrig er det, det ikke er, nemlig en populistisk og nationalistisk protest; oprøret er ikke vendt mod indvandrene. De er utilfredse med den stigende ulighed, de lave lønninger og de høje skatter for menigmand. Og de er utilfredse med den måde demokratiet fungerer – eller ikke fungerer – på. At de ikke bliver hørt.
Ofte fremstilles EU’s demokratiske problem på den måde, at vi overfor de ‘illiberale demokratier’ i Østeuropa har de ægte demokratier i det øvrige EU. Men måske er der problemer med demokratiet i Vesteuropa, herunder Frankrig?
For at afklare det spørgsmål må vi starte med at undersøge, hvad demokrati er. Ellers fægter analysen af det mulige demokratiske underskud i blinde.
Hvad er demokrati?
Jeg vil mene, at der er tre nødvendige og tilstrækkelige betingelser for den demokratiske styreform:
1) Politisk lighed, dvs. alle voksne har ultimativt lige stor politisk indflydelse, altså princippet om én stemme pr. person ved valgene. Hvis de rige eller de uddannede eller de fornemme har flere stemmet end almindelige dødelige, er det ikke demokrati. Man kan tænke på den prøjsiske forfatning før 1. Verdenskrig, hvor vælgerne blev inddelt i tre grupper efter indkomst; hver gruppe blev på forhånd tildelt samme antal mandater, hvilket betød at hver af de få rige i den første gruppe fik langt større stemmemæssig vægt end hver af de fattigste i den tredje gruppe. Man kan også tænke på den dengang udbredte praksis om at kun skatteydere havde stemmeret, ud fra den betragtning at kun dem, der bidrager økonomisk skal have indflydelse på, hvordan pengene – statskassen – administreres.
2) Politisk frihed, dvs. retten til at stemme og udtale sig frit. Hvis man stemmer med en pistol for panden, er det ikke demokrati. Det er det heller ikke, hvis mindretallet forhindres i at kritisere flertallet, for dermed forhindres det i at blive flertal og komme til magten.
3) Flertalsstyre, dvs. flertallet bestemmer (bliver regering), med respekt for mindretallets politiske frihed. Hvis det i stedet er mindretallet, der bestemmer, er det selvfølgelig ikke demokrati. Det er det heller ikke, hvis flertallet i parlamentet ikke har magt, fordi det er en Konge eller et overhus, der har magten. Derfor var Danmark før systemskiftet i 1901 ikke et demokrati; her satte Kongen og Estrup sig igennem overfor Venstres flertal i Folketinget.
Få vil være uenige i denne principielle bestemmelse af demokratiet.
Liberalt eller socialistisk demokrati?
Det næste spørgsmål er demokratiets domæne, dvs. i hvilket omfang – på hvilke områder – den demokratiske beslutningsproces kan og bør appliceres. Det giver ikke megen mening, hvis parlamentet bestemmer, hvor skabet i mit hus skal stå, for den afgørelse har ikke indflydelse på andre end mig selv. På den anden side bliver demokratiet tomt, hvis parlamentet kun kan stemme om rottebekæmpelse i Ikast. Skal demokratiet være smalt eller bredt?
Her deler vandene sig mellem liberale og socialister. Ofte hæftes adjektivet ‘liberal’ til demokrati, men det er en misforståelse, faktisk en insinuation, eftersom det indebærer at et demokrati ikke kan være socialistisk. Det ville Stauning have været ked af at høre.
Liberale mener at den private sfære, dermed markedsøkonomi og kapitalisme, bør sætte snævre grænser for den demokratiske beslutningsproces, jf. Venstres principprogram:
Udgangspunktet skal være at, at opgaver løses på privat initiativ af den enkelte, af familien, af private virksomheder eller af private organisationer. Det offentlige påtager sig kun løsningen af almene samfundsopgaver, som ikke kan løses forsvarligt på privatøkonomisk grundlag. For at sikre det enkelte menneskes medbestemmelse og indflydelse på beslutningerne skal disse træffes så tæt på den enkelte som muligt. De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt (www.venstre.dk)
Dette er et ønske om minimaldemokrati, for beslutningsprocessen indenfor privatøkonomien (på markedet) er ikke demokratisk, eftersom vi ikke har lige indflydelse. Når forbrugerne køber ind i supermarkedet eller virksomhederne investerer, har de indflydelse i forhold til hvor mange penge de har.
Denne liberale grundholdning udspringer af opfattelsen af den individuelle frihed som den overordnede værdi; staten – demokratisk eller ej – ses som en trussel, for love vil jo altid begrænse denne individuelle frihed (ikke at forveksle med politisk frihed).
Heroverfor står de demokratiske socialister, der ønsker et maksimaldemokrati, fordi de ønsker at underlægge den private sektor (markedsøkonomi/kapitalisme) den demokratiske beslutningsproces, altså forvandle den til en offentlig sektor. Den aktuelle offentlige sektor udgår i Danmark ca. 1/3 af økonomien; dette er den demokratiske sektor, fordi beslutningerne i sidste instans er underlagt Folketing og kommunalbestyrelser. Den offentlige sektor er demokratiets klippe, og de offentligt ansatte er demokratiets fortrop.
I det gamle klassesamfund gik samfundets hovedmodsætning mellem arbejde og kapital, men i vore dage går den mellem den private og den offentlige sektor: skattesænkninger (dermed større privat sektor) eller mere velfærd (øget offentlig sektor). Her er det vel ikke en hemmelighed, at nyliberalismen og nedskæringspolitikken har sat den offentlige sektor under pres. Dette er en strid mellem individuelle og fælles beslutninger, mellem pengemagt og folkemagt, eller mellem kapitalisme og demokrati.
I denne strid mellem liberale og socialister skal man være opmærksom på de ord, der bruges.
Liberale taler gerne om ‘staten’, således at modsætningen mellem offentligt og privat sprogligt kan fremstilles som en modsætning mellem staten (lugter af tvang) og markedet (lugter af frihed). Omvendt vil demokratiske socialister naturligvis udtrykke det som en strid mellem kapitalisme (ond, grådig, udbyttende) og demokrati (godt, folkeligt).
Alle vælger den sprogbrug, der fremstiller ens sag i det mest positive lys. Efter omkring 1980 lykkedes det for liberalismen at marginalisere arbejderbevægelsen og sætte sit program igennem. Denne ideologi har opnået ideologisk hegemoni, hvilket måske klarest kommer til udtryk i, at også erklæret ikke-liberale politikere, eller i hvert fald politikere, der forsvarer den offentlige sektor, ofte anvender de liberales sprogbrug; hvis man er tilhænger af den offentlige sektor, må man også være tilhænger af dens finansiering, altså skat, men alligevel bruger mange erklærede tilhængere – plus hele den økonomiske videnskab – det negativt ladede ord ‘skattetryk’, snarere end det positive ‘skattebidrag’. Hos Danmarks Statistik optræder ordet ‘skattetryk’ første gang i begyndelsen af 80erne, samtidig med at nyliberalismen slår igennem i politikken.
EU: Mægtiggørelsen af kapitalen og undergravelsen af demokratiet
Så vidt de forskellige ideologiske holdninger til det private versus det offentlige, men hvordan er den reelle situation i vore dages kapitalistiske demokrati i EU-landene?
Det afgørende skred skete med liberaliseringen af kapitalen – valuta, værdipapirer, produktive investeringer – efter omkring 1980; i EU med det Indre Marked, vedtaget i 1986. Kapitalen kunne nu uden demokratisk kontrol bevæge sig mellem landene (også til lande uden for EU) og mellem brancher indenfor et land.
Frihed er det pæne ord for magt, så liberalisering af kapitalen er ensbetydende med dens mægtiggørelse. Denne udvikling har betydet en massiv forskydning af magt fra demokratiet til kapitalen. Socialisternes maksimaldemokrati fortonede sig i det fjerne, efter at denne såkaldte nyliberalisme slog igennem.
Dermed er demokratiet sat under pres i EU-landene; dets domæne er indsnævret.
Siden arbejderklassen (og i Danmark gårdmænd og husmænd) kæmpede det politiske demokrati igennem, har kapitalen og demokratiet kæmpet om magten. Fra 2. verdenskrig og frem til slutningen af 70erne, hvor den økonomiske politik var Keynesiansk og hvor velfærdsstaten blev udbygget, voksede den offentlige sektor betydeligt, så i denne periode havde demokratiet klart overtaget. Kapitalen og pengevæsenet var underlagt stram demokratisk styring og i mange lande (ikke Danmark) blev dele af økonomien nationaliseret (demokratiseret).
Krise for europæisk demokrati
Siden 1980 er udviklingen som bekendt gået i modsat retning. Demokratiet er under pres i Europa.
Store og vigtige områder er blevet selvstændiggjort i forhold til en egentlig demokratisk beslutningsproces.
Det gælder pengepolitikken, hvor ECB udtrykkeligt skal være uafhængigt af politikerne. Samtidig skal finanspolitikken føres indenfor snævre rammer, defineret af konvergenskravene og Finanspagten.
Men selv indenfor disse rammer er politikernes frihed blevet indsnævret. I Tyskland er den diskretionære andel af statsbudgettet reduceret i forhold til den øremærkede (‘mandatory’). I 1970 kunne de tyske politikere frit bruge 60% af pengene på de områder, som de prioriterede og måske havde ført valgkamp på, mens de resterende 40% gik til formål, som staten juridisk og på anden vis allerede havde forpligtet sig til at finansiere (især afdrag og renter på statsgæld, sociale ydelser som folk har retskrav på, samt løn til offentligt ansatte); i 2010 var den ‘frie’ andel reduceret til 20%. Mange af de bundne udgifter går til udmærkede formål, men resultatet er at et nyvalgt medlem af Forbundsdagen har langt mindre indflydelse på statsfinanserne end kollegaen, der blev valgt 43 år tidligere. Specielt synes de offentlige investeringer til infrastruktur osv. at være faldende i de fleste kapitalistiske lande, hvilket begrænser fællesskabets mulighed for at afstikke kursen for den fremtidige udvikling af samfundet (Streeck, 2014).
Samme tendens gælder givetvis også de fleste andre EU lande, ikke mindst de sydeuropæiske, hvor honoreringen af statsgælden især i de sidste par år er svulmet op til at lægge beslag på en meget stor del af statsbudgettet. Men det tyske eksempel viser at tendensen ikke blot beror på gældskrisen, men må skyldes langt dybere kræfter. Parlamentsmedlemmet stemme, og derfor vælgerens stemme, vejer mindre; vi har fået en letvægtsudgave af demokratiet.
Den økonomiske politik er i vid udstrækning taget ud af hænderne på demokratisk valgte politikere, dels fordi man udtrykkeligt har ønsket dette (pengepolitik og konvergenskrav), dels som følge af en dybere strukturel ændring i det kapitalistiske demokrati, som vi nu kort skal se på.
Finanskapitalen i førersædet
Liberaliseringen af kapitalen har betydet en massiv overførsel af midler fra den produktive til den finansielle sektor; således er finanskapitalens vægt i Danmark øget fra lidt mindre end BNP i 1982 til 7-8 gange så stor i 2014. Magten er flyttet tilsvarende.
Finanskapitalens interesse er at debitorerne ikke går fallit og afskriver deres gæld, og mere generelt at rigelige afdrag og renter stedse strømmer ind. Vi oplever, med Streeck’s ord, “det drama at demokratiske stater bliver gjort til gældsinddrivende agenter for et globalt oligarki af investorer”(Streeck, 2014).
Det er ikke svært at vise at den aktuelle politik har varetaget sådanne interesser: Under gældskrisen blev de tyske og franske banker stort set skånet for sydeuropæiske tab, nedskæringspolitikken har sikret at staterne har penge til overs til at betale kreditorerne, og ECB har leveret næsten gratis penge til den finansielle sektor.
En effektiv regulering af bankerne bliver stadig ikke til noget, så vi har stadig ingen garanti mod fremtidige finanskriser. Og skatteparadiserne trives stadig, trods megen snak om indgreb. Man kan hæve mindstereservesatsen, men så flyttes pengene blot over i de uregulerede ‘skyggebanker’. Man kan tvinge et par skatteparadiser til at videregive oplysninger til de forskellige landes skattevæsener, så der kan slås ned på skattesnyd, men så flytter kapitalen blot til andre paradiser. I begge tilfælde er indgreb kun effektive, hvis placeringen af kapitalen kontrolleres, altså hvis investorerne skal have tilladelse til at udføre kapital af landet og til at købe risikable papirer. Dette ville betyde en annullering af kapitalliberaliseringen og en tilbagevenden til vilkårene i Bretton Woods perioden. Men noget sådant er der ikke politisk vilje og styrke til. Derfor bliver det ved overvejende symbolske indgreb. De rige og de store selskaber og banker betaler stort set den skat, som de har lyst til. Det giver ulighed – og det giver vrede.
Hvis storbanker for alvorlig er i knibe, frikøbes de med skatteborgernes penge. I 2011 udgjorde dette beløb €5.200 mia, svarende til 12% af det globale BNP. Disse redningsaktioner var nødvendige for at forhindre et finansielt sammenbrud, men det kritisable var at gaverne ikke blev ledsaget af krav, der kunne sikre at bankerne ikke i fremtiden optrådte uansvarligt; det mest effektive ville her være offentlige repræsentanter i bestyrelserne, med ret og pligt til at veto’e spekulative udlån, bl.a. på ejendomsmarkedet.
Uden at nogen behøver at sige det højt, véd enhver at en utilfreds finanskapital er dødelig for enhver samfundsøkonomi. Dens mægtiggørelse for godt 30 år siden (kapitalliberaliseringen) har betydet at den med mikrosekunders varsel kan pakke rygsækken og fortrække til mere profitable græsgange, det være sig USA, Kina eller skatteparadiser, med fatale konsekvenser for den forladte økonomi. Det er denne magt til ‘exit’, der er den overordnede økonomiske magt i den moderne kapitalisme, og det ville være naivt at ignorere den, når vi skal forsøge at forstå moderne politik. Folkevalgte forsamlinger bestemmer stadig, men bestemmer de forkert – dvs. i strid med finanskapitalens interesser – vil resultatet være økonomisk ruin for landet.
EU’s tilsidesættelse af demokratiet
EU har også mere direkte angrebet den demokratiske styreform i nogle medlemslande.
For nogle år siden ville Grækenlands statsminister, Papandreou, holde en folkeafstemning om hvorvidt man skulle sige ja eller nej til de skrappe betingelser for et lån. Han blev så indkaldt til en kammeratlig samtale, hvor Trojkaen forklarede ham, at hvis en sådan afstemning fandt sted, kunne han godt glemme alt om lånet. Snart efter blev han på samme Trojkas opfordring udskiftet med en repræsentant for den europæiske finanskapital, Papademos. På samme tid blev Berlusconi i Italien udskiftet med en anden bankmand, denne gang med navnet Monti.
Politik synes at være for vigtigt til at overlade til politikerne.
I Danmark stemte befolkningen i 1992 nej til Maastricht-traktaten, og derefter ja til Edingburg-aftalen, hvor danskerne udtrykkeligt vedtog ikke at ville indføre Euroen. Alligevel kunne vor statsminister siden erklære, at vi i praksis er medlem af Euro-zonen; helt korrekt, eftersom såvel valutakurs som rente trofast skygger ECB, og eftersom vi tilslutter os alt som Eurolandene vedtager, fx EuroPlus og Finanspagten. Folkeafstemningen var med andre ord et bluffnummer.
I 2005 stemte franskmændene og hollænderne nej til Euroforfatningen, men den blev så indført et par år efter under navnet Lissabon-traktaten; substansen var den samme, men man havde fjernet de paragraffer, der ville have nødvendiggjort nye folkeafstemninger. Nævnte Finanspagt lægger landenes finanspolitik i endnu strammere lænker end konvergenskravenes 3% og 60%. De nationale parlamenters myndighed begrænses, så det er ikke så underligt, kunne man sige, at befolkningerne ikke længere gider demokratiet, i hvert falder er valgdeltagelsen faldet overalt i Europa, i Tyskland fx fra 91% i 70erne til 76% i 2017.
Men her er det vigtigt at være præcis.
Alle de nævnte beslutninger er taget på fuld demokratisk vis af valgte politikere og statsledere, fx kunne det græske og italienske parlamentet udmærket have sagt nej til at vælte deres statsministre, – hvis de havde været villige til at stirre statsbankerotten i øjnene.
Demokratiet er ikke afskaffet, men det er under forvandling.
Det er blevet mere indirekte, dvs. der er kommet større afstand mellem folkets mening, som udtrykt i valg, og de faktiske beslutninger der træffes, især på EU-plan. Samtidigt er domænet for politik blevet indskrænket.
Sammenfatning
De tre betingelser for demokrati – politisk frihed, politisk lighed og flertalsstyre – respekteres i EU, men alligevel udtyndes demokratiet.
Der bliver længere mellem de store beslutninger og befolkningerne, og når befolkningen udtrykker sin mening direkte, i folkeafstemninger, omgår statslederne resultatet. I Sydeuropa satte Trojkaens krav reelt Grækenland under administration, og overalt begrænses de nationale parlamenters magt af de snævre EU-rammer for finanspolitikken.
Samtidig bliver domænet for egentlig politik, dermed for demokratiet, begrænset. Vigtige beslutninger retsliggøres, fordi de tages af en angiveligt neutral EU-domstole; eller de bliver sagliggjort ved at henvises til komitéer, der består af angiveligt objektive eksperter.
Overordnet har den radikale nyliberale politik siden krisen styrket finanskapitalen og dermed dennes vetomagt i forhold til beslutninger taget af demokratisk valgte politikere.
Folk i Europa gør oprør og tyr til ‘populistiske’ – dvs. nationalistiske – partier; eller de bliver til Gule Veste, der lynhurtigt får enorm tilslutning. Folk er utilfredse med de traditionelle politikere og deres beslutninger – men de er måske også utilfredse med et kapitalistisk system, hvor ingen politikere synes i stand til at træffe beslutninger, der gavner folket.
Udgivet i Magasinet Europa, 31/12 – 2018.
Anders Lundkvist er politisk økonom. Har undervist på Aalborg Universitet. Har bl.a. udgivet ‘Hoveder og Høveder, en demokratisk kritik af det private samfund’, forlaget Frydenlund 2004; ‘Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre’, forlaget Hovedland 2013; og ‘Dansk kapitalisme. Gennembrud, storhed og stagnation’, forlaget Hovedland 2018.