Hvorhen Attac?

Det er en vigtig diskussion Jacob Nerup og Lars Bohn har taget op. Skal Attac være anti-kapitalistisk? Og: Skal Attac være en bred bevægelse, der også tager stilling til udlændingespørgsmålet og krig/terrorisme?

Jeg vil mene at svaret på begge spørgsmål bør være ‘nej’. På den anden side – og det imødekommer måske til dels Jacob’s synspunk­ter – bør Attac dropppe sin berøringsangst, når det gælder kritikken af nyliberalismen indenfor rigets grænser; denne nyliberalisme er kommet tættere på med den nye Venstre-stats­minister.

Mine grunde er disse:

Jeg går ud fra at vi alle er enige om, at det politiske grundlag for såvel dansk som internationalt Attac er (negativt) kampen mod nyliberalismen og (positivt) kampen for at genvinde demokra­tiet (‘en anden verden er mulig’). Det har vi så udmøntet i de fire krav. Det overordnede grundlag står ikke til forhandling, mens de konkrete krav blot er foreløbige bud på vor politik, fx kan vor kritik af GATS ikke umiddelbart indpasses under de fire krav.

Så hvad er nyliberalisme?

Nyliberalisme er den uhæmmede kapitalisme, som har vundet frem især efter 1980 (Thatcher og Reagan): Privatisering og liberali­sering (deregulering) af kapitalen. Hvor der tidligere var en vis balance mellem kapitalinteresser og statsmagt, mellem kapitalisme og demokrati, har demokratiet nu opgivet modspillet til kapita­len.

Modstand mod nyliberalisme er derfor ikke modstand mod kapitalis­men, men mod den uhæmmede kapitalisme.

Derfor har Attac udover socialister (anti-kapitalister) også plads til fx socialdemo­krater og borgerlige, blot de vender sig imod ‘markedsfundame­ntalisme’. Attac er moderat; vi kræver blot en vis balance. Det er de nyliberale – og de findes i næsten alle lejre – der er revolutionære og extremistiske.

Videre er nyliberalisme en bestemt politisk-økonomisk doktrin. Selvfølgelig kan man sige at alting hænger sammen, ikke mindst i en globaliseret verden, men denne doktrin siger altså ikke noget bestemt om forholdet til udlændinge eller til krig. Når Venstre vil stramme udlændinge-lovgivningen har det ikke noget med liberalisme at gøre (snarere tværtimod), og når Bush vil bombe Irak og måske Iran ligner det mere chauvinisme end liberalisme. Attac som sådan bør ikke have en mening om disse sager.

Såvidt det principielle.

Men også i praksis ville det være en dårlig idé, hvis Attac bredte sig ud over andre områder. Vi ville miste nogle, som fx mente at USA’s krig i Afganistan var berettiget.

Desuden er en sådan udvidelse af vores platform simpelthen overflødig, eftersom anti-racisme bevægelsen og fredsbevægelsen jo er der, så attac’er, der sympatiserer, kan blot melde sig der.

Men det skal erkendes at sagen ikke er helt simpel: Vi vil gerne samarbejde med andre bevægelser ved arrangementer og demonstra­tioner, og når vi fx demonstrerer sammen med anti-racister markerer vi jo indirekte en holdning.

For så vidt betyder kampen mod nyliberalismen en indsnævring af Attac’s dagsorden.

Men der er også brug for en udvidelse.

Hidtil har vi overvejende focuseret på det udenrigsøkonomiske: Tobin-skat, WTO-forhand­linger, Argentina osv. Det er der ikke noget mærkeligt i. Attac kom fra Frankrig og betyder jo på fransk ‘skat på spekulations­kapital’. Men der er nok også en anden grund, nemlig at det var mere ufarligt, når vi satte nylibera­lismen i Danmark og i de danske politiske partier i parantes.

Men det er uholdbart i længden. Det går ikke at kritisere at Argentinas regering privatiserede deres banker og solgte dem til især spanske bank-koncerner, men være tavs om Tele Danmarks skæbne. Eller at acceptere liberaliseringen – og monopoliseringen – af den danske finanssektor som en fuldbyrdet kendsgerning og kun kritisere, når nogle fonde brænder fingrene på Enron. Eller at kritisere Novo Nordisk i forbindelse med Aids retssagen i Sydafrika, men ikke følge det op med krav om demokratisk regulering af selskabet, så forskningen generelt tilgodeser de syge, der ikke er købedygtige.

Der har sikkert været undtagelser, men tendensen har været klar: At vi har rettet kanonen udenlands og ikke har turdet pege på bjælken i Danmarks øje.

Hvis vi selv har set den? Det var umuligt at overse skredet under Thatcher, fordi hun selv lancerede det som en revolution, men når Nyrup-regeringen – med stor opbakning i Folketinget – privatise­rede Tele Danmark, blev sagen fremstil­let ‘sagligt’, som et spørgsmål om kroner og ører og effek­tivitet. Det må være Attac’s opgave i fremtiden at rive dette saglighedens slør væk og sige hvad det drejer sig om: om magten skal ligge hos folket eller hos snævre kapitalinteresser.

Denne berøringsangst bliver mere og mere uholdbar.

GATS er en direkte trussel om privatisering og (yderligere) markedsgørelse af vores offentlige sektor, dvs. den sektor der er styret af det demo­kratiske princip om at vi har lige indflydelse (én stemme pr. person). Og den Venstre-ledede regering markerer en radikalise­ring af den danske nyliberalisme, som vi tvinges til at forholde os til, fx erhvervsretningen af universiteter og forskning.

Jeg véd godt at det er farligt således at stikke fingrene ned i dansk indenrigspolitik. Men samtidig er det kun på den måde, at Attac kan blive en folkebevægelse. Det bliver vi først, når vi ikke blot omfatter idealister, der kan se at den er gal i Argentina eller at de fattige landes gældsbyrde er urimelig: Attac skal også tale til studenter, der nægter alene at lade sig uddanne til det, der kan øge erhvervslivets konkurrenceevne, og lønmodtagere, der modsætter sig en ‘liberalisering’ af arbejds­markedet.

Og endelig EU, som jo ligger et sted mellem Danmark og det globale.

Her er vores holdning jo den, at Attac har plads for både tilhængere og skeptikere, og at vi alene kritiserer EU i den udstrækning EU fører nyliberal politik. Det mener jeg, er den helt rigtige holdning. Men her er der virkelig – op til EU-formandsskabet i efteråret – brug for at alle attac’ere er præcise på dette punkt.

EU’s politik har siden 1985 – men ikke før – overvejende været nyliberal:

– afdemokratisering af pengepolitikken (‘uafhængig’ europæisk centralbank),

– privatisering og udlicitering af telekommunikation, lufttransport, post og kollektiv trafik (‘det indre marked’, der flyttede kontrollen med disse nøglesektorer fra demokratiet til selskaberne),

– ØMU’en, der forhindrer en aktiv finanspolitik (især øgede offentlige udgifter for at bekæmpe arbejdsløsheden).

– fremme af monopoliserings-tendensen (selskabs-styringen) i det europæiske erhvervsliv.

På andre områder har EU’s politik derimod ikke haft noget at gøre med nyliberalisme, og her bør Attac være tavs.

Kort sagt: Attac vil en anden verden. Men også et andet Danmark. Og et andet EU.