Selv om SF vandt stort og Enhedslisten klarede skærene, blev valget alligevel en sejr for højrefløjen. Det bliver det også næste gang, med mindre venstrefløjen reber sejlene.
Dette valg handlede om mere velfærd eller mindre skatter. Ligger pengene bedst i fællesskabets kasse eller i borgernes lommer? Mere kollektiv trafik eller flere samtalekøkkener? Det var godt at dette blev dagsordenen, men alligevel var venstrefløjens kritik af regeringen blodfattig, begrænset til appeller om at det er synd for dem, der kommer i klemme. Det er et vidnesbyrd om liberalismens ideologiske dominans, når selv Søvndal taler om ’skattebyrden’. Men skat er kun en ’byrde’ eller et ’tryk’, hvis man ikke bryder sig om den offentlige sektor og derfor ikke vil finansiere den. Det skal hedde ’skattebidrag’, som da socialdemokraterne gik til valg på at ’vi skal betale vor skat med glæde’. Det føles som 1000 år siden, men var i 60erne.
Venstrefløjen kritiserede ikke højrefløjen for al dens væsen og fortalte, at vi skal i præcis modsat retning, og det gjorde den ikke fordi en sådan kritik også vil ramme Socialdemokratiet. 2001 var ikke så stort et brud. Det var under en socialdemokratisk regering at uligheden virkelig steg, og det var Nyrup der privatiserede TDC og dermed overlod kontrollen med den moderne infrastruktur til de kapitalfonde, som han nu kritiserer så voldsomt. Det var under Nyrup, at 2010 planen blev vedtaget, – den plan der klart udtrykte at den offentlige sektor skulle marginaliseres i forhold til den private ved kun at måtte vokse med ½% pr. år. Og det var under Nyrup at der virkelig kom gang i kommercialiseringen af den offentlige sektor. Men hvis offentlige institutioner skal køre efter kapitalistiske principper om profitmaksimering – og det skal de hvis de skal konkurrere med private selskaber – mister de deres mening som offentlige, og vi kan lige så godt privatisere hele molevitten.
Nu er det klart at det ville selvmorderisk, hvis SF og EL smed sådanne nogle temaer ind i en valgkamp, hvor førsteprioritet måtte være at vælte Anders Fogh, fordi Helle Thorning ude på marginalerne har en bedre politik.
Det var i de forløbne 6 år, at venstrefløjen skulle have formuleret en principfast politik. Kun på den måde kunne man have sat socialdemokraterne under pres med retning til venstre, og samtidig præsenteret vælgerne for et klart alternativ til regeringen. Det er ikke et spørgsmål om at svinge med fanen, men om simpel overlevelse. Hvis den åbne og skjulte undergravning af den offentlige sektor får lov at fortsætte, bliver vi alle private indeni hovedet og højrefløjen vil vinde de næste valg. Kunden stemmer med pengepungen, borgeren kan tænke på fællesskabet.
Hvad er venstrefløjens problem?
Den blev fanget på det forkerte ben, da kapitalen for ca. 25 år siden sprængte sine lænker og fik frihed til at investere i hvad den vil overalt på kloden, uforstyrret af valgte politikere. Frihed er det pæne ord for magt, så denne liberalisering – også kaldet ’nyliberalisme’ – har betydet en massiv magtforskydning fra demokratiet til ’erhvervslivet’.
Venstrefløjen havde ikke et effektivt svar, fordi al dens tænkning var funderet i den arbejderklasse, der allerede dengang var i færd med at forsvinde. Marxismen mistede sin relevans, og det blev pjat at tale om ’arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne’. Tilbage blev abstrakte appeller til solidaritet og humanisme som eneste alternativ til den sejrrige liberalisme. Men idéer og principper er ikke meget værd, hvis de ikke er funderet i virkelighedens modsætninger og kampe. Så hvad skal venstrefløjen stille op?
Svaret ligger lige for. Den virkelige kamp i dagens Danmark udspiller sig mellem den offentlige og private sektor, og denne kamp udtrykker modsætningen mellem demokrati og kapitalisme. Den offentlige sektor er nemlig den demokratiske sektor, eftersom den i sidste instans er under Folketingets kontrol og dermed lyder princippet om én stemme pr. person, altså lige indflydelse. I den private sektor har vi derimod indflydelse efter, hvor mange penge vi har til at forbruge eller investere. Kampen for den offentlige sektor er derfor ikke blot en kamp for at få bedre skoler og ældrepleje, vigtigt som dette er, men også en kamp for et mere demokratisk samfund. Det er denne vision, der skal stilles op overfor liberalismens hyldest til individualisme og egoisme.
Men er alle ikke enige om demokrati? Tværtimod. Liberale mener at demokrati betyder individuelle rettigheder, der frigør os fra en ’undertrykkende’ stat, altså – sjovt nok – at demokrati betyder liberalisme. Mere ’frit valg’, så fællesskabet får mindre magt, ja, iflg. Venstres principprogram skal ’folkevalgte forsamlinger tage sig af så lidt som forsvarligt’. Minimalstat udmøntet i minimaldemokrati. Det er dette perverterede, liberale demokratibegreb oppositionen må gøre op med. Ordet må generobres og gives sin oprindelige betydning, nemlig styre ved borgere, der alle tæller lige og derfor er ligeværdige.
Dette er det virkelige demokrati, og det er gennem mange år eroderet på alle planer. Hvor vi end vender os har kapitalistisk styring trængt fælles styring tilbage. Andelsbevægelsens smukke princip at man stemmer efter ’hoveder’, snarere end efter ’høveder’, er blevet en tom frase hos Arla og Danish Crown. Realkredit og vand- og elforsyning var tidligere brugerejede foreninger. Universiteterne er blevet afdemokratiseret, i øvrigt med socialdemokratisk tilslutning, og skal nu koncentrere sig om at betjene erhvervslivet. Selv den offentlige sektor, der i sig selv er demokratisk, styres mere og mere af krav om overskud, snarere end af politiske prioriteringer; tænk blot på det udsultede DSB. DONG og TV2 er i fare for at blive privatiseret og hele sundhedssektoren er med privathospitaler og ditto forsikringer i fuld fart i samme retning.
Når venstrekræfterne i landet har tilladt denne udvikling uden seriøs modstand, skyldes det enten at man ikke forstod at udviklingen undergravede demokratiet, eller at man var ligeglad (hvis en privat virksomhed kan generere et større overskud end en offentlig, hvad mere er der da at snakke om?).
Det er på tide at demokratiet sættes på dagsordenen. Det er en smuk idé at vi alle – rig som fattig, brun som lyserød, lærd som uuddannet – har præcis samme indflydelse. Den idé må kunne fænge i en tid, hvor vi er ved at kvæles i privat grådighed og egoismen, og hvor tørsten efter fællesskab atter dukker op.