Forskningen varetages af de store medicinalvirksomheder. De skal tjene penge. Derfor investerer de hellere i rimeligt sikre projekter for købedygtige forbrugere end i usikre projekter til gavn for de fattige.
Hvis dette kritiseres, får man at vide at medicin skal koste noget, for ellers bliver der ikke forsket, og vi får slet ingen medicin. Det overses, at alternativet til privatproduktion ikke er ingen produktion, men offentlig produktion. Der er ingen garanti for, at offentlig forskning finder frem til en vaccine mod aids, men chancen er der i det mindste.
Medicin er et eksempel på et vidensintensivt produkt. Som bekendt spiller viden og informationer en stadig større rolle, både som produktionsmiddel og som færdigvare. I sig selv er overgangen til denne produktionsform et enestående fremskridt. Viden forurener ikke når den bruges (i hvert fald ikke i den forstand), og det er ikke en ressource som vi risikerer at udtømme. Vi har fundet en økologisk version af guldgåsen. Der er kun ét problem: At den truer med at undergrave det privatkapitalistiske systems legitimitet og overlevelsesevne.
Knappe goder
Når der fremstilles et knapt gode som cykler, skal der være en eller anden metode til at rationere deres brug, f.eks. markedet. Anderledes med viden. Det koster selvfølgelig noget, bl.a. tid, at fremstille en medicin eller et computerprogram, og herfor skal producenten kompenseres med en indtægt. Men når vidensgodet først er der, er den ubegrænsede og almene brug af det samfundsøkonomisk gratis (når vi ser bort fra de ubetydelige materialeomkostninger i disketten og pillen); der er ingen argumenter for at rationere det ved at pålægge det en pris.
Det skulle da være en negativ pris, for faktisk er udbredelse ofte en fordel, også for producenten, jvf. f.eks. web-serveren Apache der stilles frit til rådighed for alle og derfor kan videreudvikles af alle. Det er blevet sagt at viden på denne måde ligner et andet åndeligt gode, nemlig kærlighed, der også forøges ved at deles.
Det eneste argument for at disse goder skal have en pris er, at de ellers ikke fremstilles af en privatkapitalistisk virksomhed, med henblik på en profit. Men profit legitimerer ikke sig selv: Den private vinding må vises at være til gavn forbrugerne. Det er ikke tilfældet med vidensgoder.
Den private virksomhed har derfor et problem med at forklare, hvorfor det er den, og ikke det offentlige, der skal fremstille disse goder.
Imidlertid giver informationssamfundet også kapitalen et praktisk problem. Når en virksomhed har solgt en cykel, har køberen en interesse i at holde fast i cyklen til eget brug. Men den forbruger, der har købt et computerprogram, har ingen interesse i at bevare dette gode som en hemmelighed for sig selv; og det land, der har købt en medicin, vil ofte ønske at kopiere formlen og massefremstille medicinen til gavn for befolkningen. Godet bliver frit og profitten forsvinder.
Viden privatiseres
Viden er en ondartet virus i den kapitalistiske produktionsmåde. Derfor sættes der alt ind på at privatisere viden. I USA er antallet af patentansøgninger eksploderet fra 3.000 i 1979 til 57.000 i 1997, og i 1995 vedtog WTO trods modstand fra udviklingslandene, med Indien i spidsen TRIPS, der beskytter intellektuel ejendomsret, nærmere betegnet de multinationale selskabers intellektuelle ejendomsret; informationsbranchen, i vid forstand, er en af de mest monopoliserede.
Udviklingslandene er kilde til 90 procent af verdens biologiske ressourcer, men gennem diverse metoder fra tyveri til symbolske royalties befinder 97 procent af patenterne sig i den rige verden (UNDP, 1999).
Som sagt er undertrykkelse af informationsfriheden ikke let, også fordi omgåelse teknisk set er let.
For at sikre den private ejendomsret til ting kræves der blot et politi, men hvordan forhindre den almene udbredelse af viden uden et vildtvoksende bureaukrati og et veritabelt overvågningssamfund?
Hvortil kommer besværet med at udrydde universiteters og forskeres gammeldags idéer om at det gælder om at udbrede, snarere end at hemmeligholde nye opdagelser.
Den sidste snes år har set en stadig overførsel af informationsproduktion fra offentligt til privat regi. Det forklares med at dette er effektivt og derfor til gavn for forbrugerne.
Men den kapitalistiske virksomhed producerer ikke for behovene som sådan, men for de købedygtige behov. Og da der er en tendens til at de fattige har færre penge end de rige, er der en tendens til at profitstyret produktion forfordeler de fattige. Aids-vaccinen var et eksempel. Et andet er at kun 0,2 procent af den medicinske forskning vedrører lungebetændelse, tuberkulose og diarré, skønt disse sygdomme vejer med 18 procent i det globale regnskab.
Alt i alt ville det ikke være en dårlig idé at socialisere informationsproduktionen.
Man kunne jo starte med Novo Nordisk.
Idéen koster 50.000 kr; husk at krydse checken.