Hvad stiller man op, når lille Amanda kravler op på ens knæ og beder om en forklaring på alt det hun ser i fjernsynet om USA, Irak og Mellemøsten?
Kritisk Debat er ofte blevet bedt om at hjælpe i denne kritiske situation.
Kritisk Debat svigter ikke sine læsere.
Kritisk Debat udreder derfor trådene.
Kære Amanda
I et land, der hedder Irak, var der en ond mand, der hed Saddam Hussein (han er død nu). Han havde ikke nogen grimme våben. Derfor invaderede USA hans land for at forhindre ham i at bruge dem. USA invaderede ikke for at få olie (det er det, der bruges til at få bilerne til at køre). Derfor prøver amerikanerne på at få irakerne til at give olien til nogle meget, meget store amerikanske forretninger.
Ved siden af Irak er der er land, der næsten hedder det samme, nemlig Iran. Dem, der bestemmer her, er næsten lige så onde som Saddam Hussein. De vil nemlig have atomvåben (måske), og det er noget skidt. Det er derfor USA og deres gode ven, der hedder Israel, har dem. Iran vil ikke have atomvåben, hvis USA lover ikke at angribe landet. Derfor vil USA ikke love dette.
USA kan godt lide at det er folket, der bestemmer (det hedder demokrati), og da de fleste folk i Irak er shiitter, er det derfor godt at de bestemmer. Men det, de vil bestemme, bliver nok skidt, fordi de godt kan lide iranerne, som nemlig også er shiitter. Og dem, der bestemmer i Iran er jo onde. Det glemte USA’s præsident – han hedder Bush – at tænke på, da han invaderede Irak, men man kan jo ikke tænke på alt.
Der er også nogle irakiske shiitter, der ikke er helt så glade for Iran – deres leder hedder Muqtada – men de er til gengæld meget, meget vrede på amerikanerne. Det er fordi USA tidligere støttede Saddam, der gjorde nogen grimme ting mod shiitterne, og fordi amerikanerne for nogle år siden var så vred på Saddam, at de kom til at slå nogle hundrede tusinder irakere ihjel (det kaldtes ‘sanktioner’).
I Irak er der også sunnier og kurder.
Sunnierne er egentlig onde, fordi de støttede Saddam – der jo var ond – og fordi de var de første til at slås med amerikanerne. Men de er også gode, fordi de ikke vil have at det onde Iran og shiitterne skal bestemme. Derfor kan USA ikke rigtig finde ud af om man skal skyde på dem eller give dem våben, så derfor gør man begge dele.
Kurderne er gode, fordi de godt kan lide amerikanerne. Det kan de, fordi Saddam var meget ond ved dem, og USA fjernede jo Saddam. Men kurderne vil slet ikke være med i Irak. Det kan et stort land, der ligger ovenover Irak og hedder Tyrkiet, ikke lide. Det er fordi der i Tyrkiet er mange kurder, der sikkert gerne vil være med i en ny kurdisk stat. USA er vældig gode venner med tyrkerne, men det kan man altså ikke være, hvis USA også er gode venner med kurderne, altså dem der bedst kan lide amerikanerne. Derfor har præsident Bush tit hovedpine.
Bush vil så gerne at folkene i hele Mellemøsten, ja helt fra Marokko i vest til Pakistan i øst, selv skal bestemme (husk at det er det, der hedder demokrati). Det gør de nemlig ikke i dag. Nogen steder er det en konge eller general, der bestemmer, andre steder en præsident, der hele tiden snyder, når folket skal vælge. Det hedder diktatur. Kun i fire lande – Israel, Palæstina, Libanon og Iran – er der nogenlunde demokrati.
Bush kan ikke lide at der er så meget diktatur, for han holder jo med folkene og vil have demokrati. Derfor støtter USA alle disse diktaturer (undtagen et land, der hedder Syrien) med våben og penge. Det kan folkene i disse lande ikke forstå. Det er nok fordi de ikke har gået i skole i så mange år, for her i landet kan næsten alle forstå det.
Derfor er de alle sammen meget vrede på USA, som de synes er ondt. De er også gale, fordi USA hjælper Israel med at behandle nogen af deres gode venner, som hedder palæstinensere, meget skidt.
Så du kan godt forstå at Bush har det svært. Han vil så gerne at disse folk selv skal bestemme, men når de nu bestemmer at USA er ondt, kan de jo ikke være gode. Derimod er de onde diktatorer egentlig gode, fordi de godt kan lide USA.
Forstår du det nu?
Offentliggjort 1. september 2007 i www.kritiskdebat.dk.