Iran har tilsluttet sig ikke-spredningsaftalen og forpligtet sig til ikke at udvikle atomvåben; det har dermed også forpligtet sig til at underkaste sig kontrol fra FN’s atomagentur (IAEA), således at det sikres, at atomenergien kun udvikles til fredelige formål.

Aftalen er frivillig, så Iran kan – ligesom Nordkorea har gjort – melde sig ud. Det kræver blot 3 måneders varsel samt en begrundelse om, at ’ekstraordinære begivenheder truer landets fundamentale interesser’ (artikel X i aftalen); det vil være let at udforme en sådan begrundelse, i betragtning af at landet af USA er udnævnt til medlem af ’ondskabens akse’ og gentagne gange er blevet truet med angreb.

Nordkoreas og Iraks forskellige erfaringer sandsynliggør, at Iran kun kan være sikker på at undgå amerikansk angreb, hvis det udvikler atomvåben; IAEA eller EU kan naturligvis ikke sikre Iran mod noget sådant.

Men hvis landet melder sig ud af aftalen, og dermed får det juridiske grundlag for atomvåben i orden, vil risikoen for amerikansk angreb, inden dette er lykkedes, være overhængende.

Tilbage er den aktuelle strategi, hvor man siger, at man ikke vil have atomvåben, men samtidig afviser kontrol. Hvis styret er rationelt, vil det i det skjulte udvikle atomvåben.

Der er derfor grund til at tro, at USA har ret i sin påstand om, at Iran overtræder ikke-spredningsaftalen og pønser på illegalt at udvikle atomvåben.

Nu kommer det sjove, nemlig forargelsen herover blandt de fleste vestlige politikere og medier: Iran følger ikke spillereglerne!

Det nærliggende spørgsmål er ellers: Hvilke spilleregler?

USA satte de internationale spilleregler ud af kraft allerede under Reagan, da Nicaraguas Sandinist-regering – valgt på fuldt demokratisk vis i 1986 – indklagede USA for den internationale domstol i Haag, fordi amerikanerne som led i sin krig mod styret havde mineret nicaraguanske havne; USA anerkendte på det tidspunkt domstolen – indtil dommen gik landet imod og endda pålagde USA at betale skadeserstatninger.

Den amerikanske regering svarede, at dommen viste domstolens irrelevans, og benyttede i øvrigt lejligheden til at optrappe sin støtte til contra’erne.

Bush’s regering har ophøjet ligegyldigheden overfor internationale spilleregler til princip.

Ligegyldigheden antager to former.

For det første brud på Folkeretten, mest oplagt da landet angreb Irak uden godkendelse fra Sikkerhedsrådet, men også ved at overtræde Geneve-konventionen for behandling af fanger.

For det andet har USA begrænset og undergravet hvad, der måtte være af internationalt retssystem ved at trække sig ud af en stribe af internationale aftaler, fra Kyoto til kontrol med biologiske våben.

For stormagter har nationale interesser alle dage trumfet internationale spilleregler, men tidligere søgte man at camouflere dette.

Sovjetiske tropper blev ’inviteret’ af Tjekkoslovakiets og Afghanistans regeringer i hhv. 1968 og 1979; det samme var tilfældet i USA’s krig mod Vietnam frem til 1973, men i øvrigt har USA’s metode til at undergrave regeringer normalt været mere eller mindre skjult at støtte – eller etablere – ’oprørsbevægelser’ (fx Guatemala i 1954, Chile i 1973 eller Nicaragua i 80erne, alle med demokratisk valgte regeringer).

Under Bush er dette skin faldet væk. USA behandler Folkerettens grundsten – den nationale suverænitet – som en porøs størrelse; Folkeretten er blevet flexibel. Trusler om angreb (Iran, Syrien) er ulovlige, når der ikke er et FN-mandat; derfor ville man nok tidligere have været lidt diskret og diplomatisk, når truslen skulle kommunikeres, men ikke i dag.

Et andet eksempel: For et par år siden forsøgtes et kup mod den demokratisk valgte præsident i Venezuela, Hugo Chavez. Det blev formentlig støttet af USA (altså stadig diskretion på dette punkt), og den kortlivede kupregering blev straks anerkendt af USA.

Da kuppet var slået fejl, udtalte Condoleeza Rice, mindre diskret, at hun håbede ’Chavez havde lært lektion’, underforstået: Ellers…

Da Bush forud for det sidste præsidentvalg udtalte, at USA’s politik alene bestemmes i det ovale værelse, kunne det lyde selvindlysende, men vendt mod Kerry var meningen, at ingen regler og ingen andre lande skulle begrænse USA’s magt. Og meningen var ikke, at Iran, Rusland eller Venezuela skulle have den samme, ubegrænsede ret.

Heri er der intet overraskende, magtpolitisk set. Magt begrænses alene af magt, så når der ingen reel modmagt er til USA, bliver dette lands magt ubegrænset.

Men når USA melder sig ud af Folkeretten, hvorfor skulle andre lande så følge denne reelt ikke-eksisterende ret? Det er der ikke megen mening i.

Og det giver et legitimeringsproblem.

USA foretrækker selvfølgelig, at alle andre lande er begrænset af Folkeret og konventioner, mens det selv er frit stillet på den internationale arena; men hvordan begrunde at USA gerne må angribe Iran (selv om ingen seriøst kan hævde at dette land udgør en trussel mod USA), mens Iran ikke må bryde ikke-spredningsaftalen og anskaffe atomvåben (selv om dette måske er den eneste måde, hvorpå landet kan undgå amerikansk aggression)?

Generelt er USA afskåret fra at bruge juridiske argumenter, baseret på internationale principper.

Derfor må de neokonservative søge tilflugt i den absolutte moral, hvor det gode kæmper mod det onde. Målet helliger midlet, dvs. noget så kedsommeligt som legale internationale procedurer må fejes til side, fordi sagen er større.

Anders Fogh udtrykte præcis denne tankegang, da han – efter at alle andre begrundelser for angrebet på Irak var smuldret – søgte tilflugt i argumentet: ’Vil I da have Saddam Hussein tilbage?’; med samme logik kunne han i morgen beordre politiet til at plaffe rockere ned, for hvem kan lide dem?

IAEA samt de fleste politikere og medier i den vestlige verden følger imidlertid den måde, hvorpå USA stiller sagen op: Iran bryder ikke-spredningsaftalen. Fy. Punktum. Hvorefter vejen er åbnet for amerikansk angreb.

Det er der ikke noget mærkeligt i. De herskende meninger er den herskende magts meninger.

Dette pres fra ’den offentlige opinion’ – dvs. den amerikanske mediekapital – har endog fået mange indenfor centrum-venstre, herunder i Danmark, til at glemme deres kritik af den amerikanske unilateralisme og rette ind efter USA’s ret så selektive dagsorden.

Den virkelige trussel mod den globale sikkerhed stammer i dag fra USA.

I Bush’s regeringstid har USA truet en stribe af lande i Mellemøsten med angreb. I sammenligning hermed er Al Qaeda og terrorisme nålestik, ikke en sikkerhedstrussel på niveau med krige.

Ser vi specielt på den nukleare trussel, er billedet det samme.

Siden 1945 har USA utallige gange truet med anvendelse af atomvåben. Man vil ikke afstå fra førstegangsbrug af atomvåben.

Og under Bush er den nukleare usikkerhed øget dramatisk, dels ved at USA i 2003 trak sig ud af ABM-aftalen (forbud mod at udvikle defensive systemer, specielt stjernekrigsprojektet), hvilket truer med at provokere en ny kaprustning, især med Kina, dels ved at udvikle små, ’smarte’ atomvåben, der kan bruges i ellers konventionelle krige a lá invasionen af Irak.

Faktisk indeholder ikke-spredningsaftalen, der stammer fra 1968, en artikel VI, hvor datidens atommagter forpligtede sig til at gennemføre nuklear nedrustning.

Baggrunden var, at når ikke-atommagter accepterede at forblive dette, så burde atommagterne stoppe med den farlige kaprustning og i sidste instans afvikle deres atomvåben. Ellers ville ikke-spredning blot give atommagterne et magtmonopol, uden at øge den globale sikkerhed.

Derfor indledte USA og Sovjet i 1969 forhandlinger om SALT (Strategic Arms Limitation Talks). Det kom der desværre ikke så meget ud af.

I 1981 nægtede Reagan at ratificere SALT-2 og lancerede derefter den massive oprustning, som fredsbevægelsen og fodnotepolitikere som Lasse Budz, Gert Petersen og Niels Helveg forgæves bekæmpede; det siger meget om skiftet i politisk klima at kritik af Reagans højreradikale politik – herunder stjernekrigsprojektet – af de dominerende medier i dag i bedste fald undskyldes, fordi den var ineffektiv, i værste fald anses for forræderi.

Denne historie fra 1968-69 fortæller i et glimt, hvordan verden har forandret sig siden da.

Hvis Iran og andre i dag stillede krav til USA om at nedruste, ikke udvikle ’smarte’ atomvåben osv., ville sådanne lande enten blive invaderet eller grinet ud.

Men dengang havde de alliancefrie lande – overvejende den fattige verden, men Sverige og Jugoslavien var også med – faktisk en vis indflydelse. USA’s magt var begrænset, dels af Sovjet, dels af problemerne i Vietnam, og dels af at det internationale økonomiske system endnu var af en sådan art, at USA ikke automatisk kunne få omverdenen til at dække 5-6% af landets udgifter (dette er USA’s aktuelle og tilsyneladende permanente handelsunderskud).

Hvorfor hader de os så meget? spurgte Bush efter 11. september.

Spørgsmålet var givetvis udtryk for ægte undren, men hvad er svaret?

Al Qaeda har selvfølgelig sine særlige grunde, men lad os generalisere spørgsmålets ’de’ til opinionen i både vestlige og fattige lande. Undersøgelser viser éntydigt, at sympatien for USA er faldet dramatisk i de senere år, vreden steget.

Hvorfor? Der er naturligvis mange grunde, og de udtrykkes forskelligt af vestlige socialister og mellemøstlige muslimer; og af befolkningerne i Latinamerika, Rusland og Afrika.

Men jeg tror en fælles grund er, at USA’s omverden er sat uden for formel og reel indflydelse af den amerikanske unilateralisme.

Det kan diskuteres om USA’s udenrigspolitik øger den globale sikkerhed og fremmer demokrati og menneskerettigheder, altså om politikken har gode resultater; erfaringen – jf. ovenfor – tyder på at USA’s demokratiske engagement har sine grænser.

Men selv om man måtte mene, at de neokonservative vil det gode og formår at virkeliggøre det gode, vil den magtesløshed, som USA har hensat resten af verden i, vække vrede.

På samme måde som man på nationalt plan udmærket kan mene, at en diktator fremmer befolkningens velfærd bedre end et demokrati, fordi orden og éntydighed er mere effektivt end kævl og strid, – og dog bekæmpe diktatoren, fordi det krænker vor værdighed at blive sat uden for indflydelse, at blive reduceret til børn.

Artiklen blev bragt 24. august 2005 i Kontradoxa, www.modkraft.dk.

Litteratur om ikke-spredningsaftalen:

Gert Petersen: Om fredens nødvendighed. Vindrose 1981.

IAEA’s hjemmeside: www.iaea.org