Lad os håbe at vi får en sådan debat og et sådant opgør i Danmark. Altså at vi får en debat om hvordan EU skal indrettes, i stedet for det hidtidige dødssyge slagsmål om forbehold og mere eller mindre EU. Det kommer da for pokker an på, hvad der kommer mere eller mindre af!
De franske socialister havde og har ubetvivleligt ret i deres diagnose af traktaten som nyliberal. Det traktatfæstes at pengepolitikken skal være a lá Thatcher. Den Europæiske Centralbank skal være uafhængig af politikerne dvs. udemokratisk hvilket udelukker at EU på dette område kan træde i karakter over for USA. Og den skal prioritere prisstabilitet over beskæftigelse, hvilket har givet EU-landene høj arbejdsløshed i mange år.
EU-landenes finanspolitik skal føres inden for snævre rammer. Ellers risikerer man at den demokratisk kontrollerede sektor vokser på bekostning af den privatkapitalistiske.
Også det Indre Marked traktatfæstes, altså fri bevægelighed for kapital og tjenesteydelser (det er også kapitalen). Det understreges at kapitalens frihed dvs. magt også gælder bevægelser ud og ind af EU-området; det udelukker formentlig den Tobin-skat på spekulation, som det belgiske parlament ellers netop har sanktioneret. Og det understreges, at det offentlige ikke må forvride konkurrencen. Det lyder uskyldigt, men da det stort set er transnationale selskaber der konkurrerer hvis de konkurrerer betyder det, at demokratisk vedtagne prioriteringer ikke kan trumfe disse selskabers interesser. Kontrollen med telekommunikation, transport og energi er stort set overført fra folkevalgte til kapitalen, og sundhed og uddannelse er godt på vej (interesserede kan læse mere om Kommissionens planer i en Grønbog fra juni 2003 og en Hvidbog fra maj 2004).
Traktaten er sovset ind i forbehold og gode hensigter, men der er ingen tvivl om dens liberalistiske tendens.
Traktaten er en forfatning, fordi den fastlægger de forskellige institutioners kompetence, fordi den er overordnet de nationale grundlove og fordi den er vanskelig at ændre. Forfatninger plejer at være en ramme om de politiske kampe, men her er EU forfatningen usædvanlig, fordi den lægger EU fast på en liberalistisk politik. Det kan man synes er mærkeligt, men det er altså spillereglerne.
SF må sige nej, hvis partiets kritik af nyliberalismen er andet end ord. Margrethe Auken og andre EU-tilhængere står her med et stort ansvar og en stor chance, for de kan afvise traktaten uden at blive mistænkt for EU-fjendtlighed; Auken har her lagt vægt på EU-Parlamentets indflydelse i forhold til Kommissionen, men det hjælper ikke meget at dette parlament styrkes, hvis traktaten påtvinger en politik, der svækker demokratiet i Danmark og EU til fordel for markedskræfterne og kapitalen.
JuniBevægelsen siger nej, og her kan man håbe, at det nylige valgnederlag får bevægelsen ud af skabet ved helt at droppe EU-modstanden og erklære sig som det, den er, nemlig en europæisk centrum-venstre bevægelse.
EU må gøres til en politisk kampplads, og EU-traktaten er første chance. Hvor herligt, hvis SF, JuniBevægelsen og måske socialdemokrater, der kan huske partiets nej til det Indre Marked i 1986, ville tage kontakt med ligesindede i Europa, herunder de franske socialister, med henblik på at udarbejde en alternativ traktat, som kunne komme i spil efter at Europa forhåbentlig siger nej til det foreliggende forslag.