Kapitalismens sammenbrud, død og begravelse er blevet forudsagt mange gange. Mens Marx ikke anførte udløbsdatoer, florerede det med politisk-økonomiske sammenbrudsteorier blandt senere marxister. Før 1914 var det ikke så troværdigt, fordi kapitalismen da trivedes fint. Men med 30’ernes verdenskrise blev spørgsmålet mere påtrængende, ikke mindst på baggrund af modsætningen til de planøkonomiske successer i Sovjetunionen og Nazi-Tyskland.
Det var på denne baggrund, at Schumpeter – selv tilhænger af kapitalismen – svarede ‘No, I do not think it can’ på sit spørgsmål: ‘Can capitalism survive?’ (Schumpeter, 1942: 61).
Som bekendt overlevede kapitalismen, men den gamle uregulerede type gjorde det ikke. Siden Adam Smith havde man ment, at kapitalismen var selvregulerende, altså ikke havde behov for offentlig støtte. Hvis fraværet af socialt planlagt produktion betyder, at der produceres alt for mange sko, vil skoprisen falde; skofabrikanter vil gå fallit eller begrænse produktionen, således at udbudet falder, og overproduktionen elimineres (Den Usynlige Hånd). Kapitalismen har reguleret sig selv og sørget for, at produktionen fordeles i overensstemmelse med behovene. Og på det overordnede plan fortalte Say’s lov det samme: Udbud skaber sin egen efterspørgsel, hed det, for hvis der produceres og udbydes en bil, har bilarbejderne fået en løn, der sætter dem i stand til at efterspørge varer af samme værdi som bilen.
30’ernes krise viste, at sådan spiller klaveret ikke. Der var overproduktion og massearbejdsløshed, og den forsvandt ikke af sig selv. Nok faldt lønnen, så det blev billigere og mere tillokkende at producere, men hvad hjalp det, når den lavere løn samtidig reducerede efterspørgslen? Spurgte Keynes. Derefter og frem til 70’erne var det god latin, at eftersom kapitalismen ikke kunne sørge for en passende efterspørgsel, måtte det offentlige gøre det; hvis der var arbejdsløshed, skulle det offentlige pumpe penge ud ved at sænke skatterne eller – især – øge de offentlige udgifter. Kapitalismen var blevet godt og grundigt delegitimeret, den var ikke det ottende vidunder, der skabte evig harmoni på jorden. Men den overlevede. Alt blev forandret, for at alt kunne bevares.
80’ernes monetarisme gjorde op med Keynes’ teorier, og nyliberalismen førte opgøret ud i praktisk politik: Kapitalismen kan selv, og hvis der er problemer, skyldes de den nævenyttige stat. Derfor skulle der dereguleres, liberaliseres og privatiseres. Nyliberalismen er blevet kritiseret for at være asocial, fordi den giver til de rige og tager fra de fattige (øget ulighed); den er blevet kritiseret for at udhule demokratiet, fordi den sætter den demokratiske – også kaldet ‘offentlige’ – sektor under pres; og den er blevet kritiseret for at sælge alle idéer om en bæredygtig udvikling, fordi de frie kapitalkræfter naturligvis ikke kan gøre andet end søge at maximere profitten og dermed væksten.
Men fungerer lortet? Tog Keynes fejl, således at kapitalismen faktisk kan holde sammen på økonomien, så den ikke bryder sammen i dødelig krise? Eller måske snarere: Er den moderne kapitalisme – med dens afvikling af industrien og den traditionelle arbejderklasse og dens fremstormende IT-baserede servicesektor – blevet en ‘New Economy’, hvor Keynes ikke længere er relevant? I 90’erne var der mange i USA, der mente det: Kriser, ja, blot økonomiske recessioner, hører fortiden til, og nu går det bare derudaf – eller rettere deropad – indtil solen dør og slukker for livet på jorden. Denne amerikanske bobleøkonomi, med tilhørende luftige økonomiske tænkning, blev punkteret i 2000/2001, akkompagneret af en syndflod af regnskabsfusk og andet bedrag.[i] Er det en undtagelse (i snart et år er det faktisk gået fremad i USA, om end væksten har været ‘jobless’), eller varsler det kommende problemer?
I artiklen tager jeg to aspekter op.
Først ser jeg på tendensen til, at den finansielle kapital som en gøgeunge synes på vej til at skubbe den produktive kapital i baggrunden. Er det holdbart? Vi kan ikke spise penge, men kan kapitalismen leve alene af dem?
Dernæst den Keynesianske vinkel: Der synes at være et globalt overudbud af arbejdskraft og kapital eller – anderledes udtrykt – en global underefterspørgsel. Kapitalismens undersåtter synes at være for fattige til, at tingene kan løbe rundt. Gør det noget (for kapitalismen, forstås)?
Jeg kan kun skrabe i overfladen af problemerne. Og jeg undgår helt det store spørgsmål, om kapitalismen kan overleve (og hvad alternativet så er): Temaet er alene om dens nyliberale variant kan.
Fra produktiv til finansiel kapital
Først skal vi have nogle begreber på plads. Det er kedsommeligt, men går hurtigt, så hold fast.
I firmaregnskaber, nationalregnskaber og regnskabet med udlandet (betalingsbalancen) er kapital et ret veldefineret begreb. Ser vi fx på sidstnævnte regnskab har vi først de årlige indtægter fra export af varer og tjenesteydelser (fx turisme) og de årlige udgifter til import. Sammen med rentebetalingerne ind og ud af landet er dette de ‘løbende poster’.
Anden del af regnskabet er ‘kapitalbalancen’. Den kapital, der går ud af landet, består af produktiv kapital, hvor fx Carlsberg sender penge til Brasilien for at bygge eller købe et bryggeri, og finansiel kapital, hvor den danske stat eller private danske fonde yder lån til aktører i udlandet (offentlige eller private), fx ved at en dansk pensionsfond køber japanske statsobligationer. Tilsvarende flyder der naturligvis kapital til landet.
Aktieselskaberne (koncerner, ‘corporations’) – fra General Electric og nedefter – sidder på den dominerende del af den produktive kapital. Når de investerer i reel aktivitet i udlandet kaldes det ‘direkte udenlandske investeringer’, engelsk: FDI (Foreign Direct Investments).[ii] Formelt er aktier en del af den produktive kapital, men køb af ‘gamle’ aktier giver jo ikke en virksomhed ny kapital og transaktionen er derfor snarere en finansiel kapitalbevægelse.
Den finansielle kapital varetages i stigende omfang af diverse fonde og kasser: Pensionskasser, forsikringsselskaber, investerings-fonde (‘mutual funds’) og deciderede spekulationsfonde (kaldet ‘hedge funds’). Tidligere spillede bankerne her en stor rolle, men deres betydning er på retur, især i USA.
Hvad er nu idéen i kapitalismen? Hvordan formodes produktiv og finansiel kapital at spille sammen? Vi har alle en indkomst. Det meste – typisk 80 % – går til forbrug, resten opspares; vi sætter pengene i banken eller vi køber forskellige værdipapirer. Idéen er nu at denne opsparing via banker eller fonde går til produktive investeringer; disse giver ad åre øget produktion, hvilket muliggør øget forbrug i fremtiden.
Heri ligger at den finansielle kapital – opsparingen – alene er bydreng for den produktive kapital. Det er klart at det må være sådan, hvis kapitalismen skal være rationel. Imidlertid har bydrengen overtaget forretningen. Hans lommepenge er svulmet op til at udgøre en meget stor del af værdien af de varer, han blot skulle bringe ud; og en stor del af varerne bringer han slet ikke ud, eller han afleverer dem til de forkerte kunder. Det skal vi nu se.
I USA er finanssektoren i bred forstand svulmet op til at ‘bidrage’ mere til nationalproduktet end fremstillende virksom-hed; i 1985 var det 15 % mindre (Henwood, 1997: 76 og 78). Og dens andel af de samlede amerikanske profitter er vokset støt, fra 14 % i 1980 over 25 % i 1985 til ikke mindre end 37 % i 1992; andelen til fremstillende virksomhed er tilsvarende faldet, fra 53 % i 1980 til 36 % i 1992. ‘Fremstillende virksomhed’ – ‘manufacturing’, industri – er den gammeldags del af den produktive kapital, og den er naturligvis på tilbagetog i forhold til den moderne dele, nemlig IT, service etc. Men væksten i den finansielle sektor er uomtvistelig.
Brenner (2004: 76f) fører udviklingen up to date, men hans ‘finansielle sektor’ – der ikke defineres – er åbenbart snævrere, eftersom han skriver at finansielle profitter i 1994 (kun) udgjorde 23 % af ‘total corporate profits’. Det interessante er imidlertid tendensen, nemlig at denne procentandel vokser til 39 i 2000 og (iflg. Morgan Stanley) til ikke mindre end 50 i 2003!
Bydrengen betales altså overdådigt for sine tjenester. Faktisk lagde finanskapitalen i 1992 beslag på en større del af overskuddet end fremstillende virksomhed (37 % mod 36 %), og i dag (2003) er den nået op på at tjene det samme som den produktive kapital. Altså en gigantisk opsvulmning af pengeøkonomien på bekostning af realøkonomien.
Men hertil kommer at bydrengen gør sit job ualmindeligt dårligt. Den moderne form for kapitalisme – det er givet at tendensen er den samme udenfor USA – er særdeles ineffektiv. Det kan ikke være rationelt, at formidlingen af investeringerne betyder mere for nationalproduktet end det, der skulle formidles. Her ville der virkelig være noget at tage fat på for en rationaliseringskonsulent. Hvis han ikke tilkaldes, må det være fordi der er noget vi har misforstået. Måske er idéen i finanskapitalen alligevel ikke at tjene samfundet, men at tjene sig selv.
Børsen er en af de institutioner, der skulle formidle kapital til virksomhederne, dels ved at låne til dem (købe virksomhedsobligationer), dels ved at købe aktier. Det gør Wall Street faktisk ikke.Virksomhederne klarer stort finansieringen selv, ud af deres overskud; mellem 1952 og 95 udgjorde selvfinansieringen i gennemsnit 90 % af det samlede kapitalbehov. De udsteder naturligvis til tider nye aktier, men aktiehandelen er altovervejende køb og salg af eksisterende aktier med rent spekulative formål, dvs. det er sjældent at et aktiekøb giver virksomheden penge; mellem 1901 og 96 finansierede virksomhederne i gennemsnit kun 4 % af deres kapitaludgifter gennem nye aktier. I de senere år opkøber de amerikanske virksomheder faktisk i stor stil deres egne aktier, bl.a. i forbindelse med overtagelser og sammenslutninger (M&A); nyudstedelser minus disse ’tilbagetrækninger’ udgjorde mellem 1980 og 96 minus 11 % af virksomhedernes kapitaludgifter, dvs. aktiemarkedet er en negativ kilde til virksomhedskapital. Alt i alt bliver det meget uklart, hvilken samfundsmæssig funktion børsen egentlig har.
Traditionelle økonomer hævder med urokkelig optimisme at det finansielle system faktisk formår at fordele finanskapitalen rationelt, således at der flyder kapital til de virksomheder, der går godt og som der er fremtid i. Den såkaldte ‘Market Efficiency Hypotheses’ hævder at investorer/spekulanter i gennemsnit besidder al relevant information, og derfor kan investere rationelt. Dermed overses for det første hele det selvforstærkende psykologiske spil på børsen, for det andet at mange fonde er så store at de har ‘markedsmagt’, dvs. selv kan ’tilrettelægge’ kurser på aktier og andre værdipapirer (således at kurserne ikke afspejler de realøkonomiske forhold), og for det tredje at relevant viden om virksomhederne i et privatkapitalistisk system er en privatsag: Virksomheden fortæller så lidt som muligt, for ikke at gavne konkurrenterne, og det lidt der fortælles er altid den optimistiske, solbeskinnede top af isbjerget. Rationelle valg forudsætter relevant offentlig viden om valgmulighederne (især virksomhedernes tilstand), men jo mere relevant en viden er, jo mere hemmeligholdes og privatiseres den. Her har kapitalismen et generelt rationalitetsproblem.
Alt i alt: Den finansielle sektor æder en større og større del af overskuddet (profitten). Og intet tyder på at den gør sig fortjent til denne fyrstelige betaling ved at udføre et gavnligt arbejde for realøkonomien:
“I stedet for at fungere som en stimulans for produktionen, ligner kreditsystemet – bevarelsen af papirpenge – i stigende grad en barriere” (Henwood, 1997: 238; jeg har selv oversat dette og øvrige citater).
Finanskapitalen ligner en parasit. Men her skal vi huske på at vi alle er parasitter, i den udstrækning vi overlader vor opsparing – fx til pension – til spekulative banker og fonde (og de er næsten alle nødt til at være spekulative, altså gå efter den hurtige gevinst, for ellers får de ikke kunder). Alligevel skal man passe på med at udnævne et system domineret af finanskapitalen til folkekapitalisme, for der er et mønster: De rige, der har råd til at opspare mest, får mest ud af det, og de, der kontrollerer spekulationsfondene, kan ofte manipulerer markedet og på den måde score fantastiske gevinster; således tjente Soros som bestyrer af en spekulationsfond (‘Hedge fond’) i 1992 den nette sum af én milliard dollars på nogle få uger ved at spekulere mod det engelske pund. Det er de fattige, som må bruge al deres indkomst på forbrug, der udbyttes.
Er denne vægtforskydning fra realøkonomi til pengeøkonomi, fra produktiv kapital til finansiel kapital holdbar? Eller er det en boble, der må briste på et tidspunkt? Lad os se på sagen.
Indledningsvist skal vi have et par yderligere begreber på plads. Selv om vi ovenfor talte om finanskapitalens andel af den samlede ‘corporate profit’, skal det præciseres at den normale sprogbrug er at kalde afkastet til den produktive kapital for profit, mens afkastet til den finansielle kapital består dels af rente på de udlånte penge, dels af den kapitalgevinst, der opnås, når værdipapirer såsom obligationer stiger i værdi.
Vi ser i første omgang alene på forholdet mellem profitraten (p’) og rentefoden (r), hvor profit hhv. rente relateres til den investerede kapital. Hvordan skal forholdet mellem disse to procenter være for at vi har et stabilt økonomisk system?
Altvater skriver (2003: 139), at stabilitet kræver at p’ er større end r. Under alle omstændigheder er det en ustabil situation, såfremt p’ i en længere periode ligger under r. Hvorfor? Virksomhedernes investeringer afhænger af deres profit, og hvis der ikke er ‘lækager’ vil en profitrate på 10 % give en realøkonomisk vækst på 10 %. Det er disse 10 %, der er det reale grundlag for rentebetalingerne, så det går ikke for den enkelte virksomhed, hvis den skal betale 15 % i rente. Og det går heller ikke for økonomien i sin helhed.
Denne ustabile situation har vi imidlertid befundet os i siden 1982, altså i den nyliberale epoke.
Renteniveauet – der menes stedse realrenten, dvs. vi korrigerer for inflation – i Tyskland, Frankrig, England og USA er tredoblet fra 1,7 % i perioden 1956-73 til 5,1 % i perioden 1981-93 (Stretton, 1999: 755). Desuden svinger renten naturligvis med konjunkturerne; den var særlig høj i begyndelsen af 80’erne, og særlig lav under nedgangene i begyndelsen af 90’erne og efter 2001. Profitraten – afkastet til den produktive kapital – har ikke kunnet følge trit med rentestigningen; i USA har profitraten faktisk været faldende siden 1997, altså nogle år før den aktuelle krise begyndte (Brenner, 2002: 263 og Brenner, 2004: 67).
Nettoresultatet er, at mens realrenten fra 1959 til 1981 lå omkring 3 % under vækstraten i G7 landene, har den siden da og indtil 2001 ligger mere end 2 % over; faktisk skal vi tilbage til mellemkrigstiden med dens kriser for at finde noget tilsvarende (Altvater, 2003: 141). Tilsvarende anfører Felix (1998: 187) at realrente divideret med realvækst var 0,55 mellem 1959 og 1970 og 0,18 mellem 1971 og 1982, hvorefter tallet hopper til 1,83 mellem 1983 og 1994; det betyder at hvor realrenten i de to første perioder var hhv. 50 og 20 % af realvæksten, var den i sidste periode næsten dobbelt så stor; også disse tal er gennemsnit for G7 landene.
Tallene betyder i al deres enkelhed, at den nyliberale periode har været et ikke-bæredygtigt pyramidespil (Felix, 1998: 187). Da realvæksten ikke har kunnet finansiere rentebetalingerne, har debitorerne været nødt til at tage nye lån. Dette er boble-økonomi.
Hidtil har vi antaget at renten er eneste afkast for den finansielle kapital; dette er den rigtige betragtning, når vi som ovenfor har set på det længere sigt. Men på kort sigt henter denne kapital en væsentlig del af sin profit – eller sit tab – gennem spekulation, dvs. i form af kapitalgevinster. Der er her mange muligheder og metoder, men da rentefald betyder stigninger i obligationskurserne, vil en lav rente typisk være forbundet med store kapitalgevinster.
Dette er en del af forklaringen på at de finansielle profitter i USA voksede dramatisk, også efter de store rentesænkninger efter 2000, så de nu er oppe på – som vi har set – at udgøre halvdelen af de amerikanske profitter.
Når vi indregner hele det finansielle afkast (rente plus kapitalgevinst) når vi iflg. Warburton (2000: 78f) op på et typisk afkast på mellem 20 og 40 % på en finansiel investering, hvilket kan sammenlignes med et gennemsnit på 16 % for den produktive investering (i OECD-landene i slutningen af 90erne). Ikke mærkeligt at pengene strømmer til den finansielle sektor.
Hvorfor har vi fået en sådan usund økonomisk udvikling i den sidste snes år? De væsentligste forklaringer er nok disse:
a) I teorien skulle liberaliseringen af de finansielle kapitalbevægelser give øget konkurrence mellem udlånerne, med faldende rente til følge, men denne tendens har åbenbart været svagere end låntagernes – især staternes – konkurrence om at tiltrække kapital. Anderledes udtrykt, har den nye trussel om kapitalflugt forhindret landene i at holde en lav rente af hensyn til beskæftigelsen. Finanskapitalens nye frihed har tilladt den at sætte dagsordenen. For tiden er renten lav, men generelt giver liberalisering ikke lavere, men højere rente.[iii]
b) Liberaliseringen har givet frit spil for monopoliseringstendenserne på det finansielle område. Der er blevet færre og større banker; tænk blot på Danske Bank. Samtidig har dereguleringen af finanssektoren – i Danmark siden begyndelsen af 90erne – betydet at den enkelte finansielle institution uhæmmet kan brede sig over alle områder (bankforretninger, realkredit, forsikring). Koncentrationen har i betydelig udstrækning sat konkurrencen ud af kraft.[iv] Denne markedsmagt muliggør monopolprofitter, altså øget afkast til den finansielle kapital.
c) Investorerne opfatter den moderne økonomiske udvikling som mere usikker og uforudsigelig, hvilket afskrækker fra langsigtede investeringer ‘af frygt for at brænde inde med nytteløs kapacitet under en recession; investeringer er i stigende grad blevet drejet i retning af de kortsigtede, med hurtig pay-off’ (Henwood, 1997: 221). Og indenfor den finansielle kapital tilskynder den øgede usikkerhed til den helt korte pengeanbringelse. I ‘gamle dage’ købte man ofte værdipapirer med henblik på at beholde dem indtil hovedstolen forfaldt til betaling i løbet af måske 10 eller 20 år. I dag vil en sådan adfærd blive betragtet som mærkelig; de store og afgørende ‘spillere’ holder kun aktivet nogle få dage, indtil en anden porteføljekombination viser sig mere attraktiv.
d) I hvert fald i USA har den politiske favorisering af finanskapitalen spillet en stor rolle. Stiglitz giver en insider-beretning om, hvordan denne kapitals repræsentanter med støtte fra Fed (Green-span), finansministeriet (Rubin) og den republikanske Kongres gang på gang formåede at sætte sine interesser igennem under Clinton-administrationen. Det gælder Fed’s rentepolitik og dere-guleringen af den finansielle sektor (Stiglitz, 2003: hhv. kapitel 4 og 5). her kan det faktisk argumenteres, at Bush-regeringen snarere repræsenterer den produktive kapitals interesser (tænk på Halliburton, den tætte forbindelse til olieindustrien og ståltolden).
Underefterspørgsel og Keynesianismens krise
Hvad er konsekvenserne af denne opsvulmning af finanskapitalen? Når den produktive sektor udsultes i forhold til den finansielle, er den umiddelbare slutning at den kommer til at lide af underkapacitet:
“En stigende andel af de kapitalmidler, der er til rådighed, ledes ind på de finansielle markeder; det indebærer en ny tendens til kapitalknaphed i de produktive sektorer” (Watson, 1999: 57f).
Denne slutning er imidlertid tvivlsom. Hvis der var mangel på produktiv kapital burde profitraten være stigende, men som vi har set har den i hvert fald i USA været faldende, – p.gr.a. overkapacitet. Om kapaciteten er passende eller ej afhænger ikke af forholdet mellem den produktive og finansielle sektor, men af den effektive efterspørgsel. Denne har været for lille i forhold til, hvad kapitalapparatet præsterede af udbud; i Europa og store dele af den fattige verden har symptomet herpå været det høje arbejdsløshedsniveau op igennem 90’erne.
I vore dage er der tilsyneladende ingen kur imod denne underefterspørgsel. Da staterne stadig havde kontrol med kapitalbevægelserne, renten og valutakurserne, kunne de i tilfælde af underefterspørgsel og arbejdsløshed på god Keynesiansk vis stimulere den effektive efterspørgsel ved at sænke renten eller øge de offentlige udgifter. Men i vore dage vil en rentesænkning betyde kapitalflugt; det samme vil ske, når en expansiv finanspolitik resulterer i inflation, dermed en devaluering af udlandets finansielle investeringer. Med fri varehandel har det altid været sådan, at et land fik inflation, dermed højere omkostninger og problemer med betalingsbalancens løbende poster, hvis staten pumpede købekraft ud i den private sektor, men med den øgede globalisering, her forstået som udenrigshandelens øgede betydning, viser denne negative effekt sig kraftigere og hurtigere (Pollin, 1998: 434f)[v]. Idag er det tilsyneladende kun store og alsidige økonomier, med relativt lille afhængighed af udenrigshandel, der kan føre Keynesiansk politik; jeg tænker på USA, der de sidste par år har sænket skatterne og øget de offentlige udgifter (indre sikkerhed og militær), og dermed har formået at holde den virkelige krise fra livet. Endelig vil nyliberalismens internationale institutioner og politikker ofte forhindre – eller søge at forhindre – en sådan politik (jvf. fx EU’s stabilitetspagt).
Lønnen har to sider. Den er en omkostning for virksomhederne, og derfor gælder det om at sænke den, hvis der er arbejdsløshed eller konkurrenceproblemer med udlandet. Men den er også kilde til efterspørgsel, og derfor skal den hæves, hvis der er arbejdsløshed. Udbudsøkonomer og arbejdsgivere lægger vægt på den første sammenhæng, Keynesianere og lønarbejdere på den sidste.
Gennem kapitalliberaliseringen har nyliberalismen imidlertid formået at ændre de økonomiske spilleregler, således at det ikke er praktisabelt for en stat at øge den effektive efterspørgsel. Det betyder ikke at Keynes tog fejl, for udnyttelsen af kapitalapparatets og arbejdskraftens kapacitet afhænger stadig af den effektive efterspørgsel. Det betyder “blot”, at den enkelte stat ikke længere – eller ikke i sammen omfang – kan afhjælpe overkapacitet/ underefterspørgsel gennem en expansiv økonomisk politik. Den er henvist til at tilpasse sig den internationale kapital ved at føre omkostnings- og strukturpolitik. Anderledes udtrykt, er markedet nu globalt, dets størrelse derfor hinsides den enkelte regerings kontrol; derfor må den indskrænke sig til at kæmpe for en så stor andel som muligt, og det kræver bedre konkurrenceevne, dermed begrænsede lønninger, mere ‘flexibelt’ arbejdsmarked osv. (Bhaduri, 1998: 153).
Der er heller intet, der tyder på, at Keynes tog fejl, når han afviste at kapitalismen er selvregulerende, forstået på den måde at marked og kapital leder økonomien til fuld beskæftigelse. Man kan stadig ikke slutte fra mikro til makro, fra små lønomkostninger til høj beskæftigelse. Man kan stadig ikke ignorere den effektive efterspørgsel, hvis man vil have fuld beskæftigelse og fuld kapacitetsudnyttelse. Underkapaciteten og den høje arbejdsløshed i nyliberalismens epoke demonstrerer.
Der er to løsninger på dette problem (hvis det ses som et problem). Den ene er at afvikle nyliberalismen ved at genindføre offentlig kontrol med kapitalen. Den anden er at etablere en global institution med kompetence til at føre Keynesiansk, efterspørgselsregulerende politik på globalt plan.
Det sidste er der ikke udsigt til, mildest talt, mens det første er en mulighed, hvis det virkelig begynder at gå ned ad bakke.
Konklusion
Efter arbejderklassens implosion ligger den økonomiske og derfor også politiske magt éntydigt hos kapitalejerne. De fattige i Syd er stort set irrelevante i den globale kapitalisme, og i Nord er tendensen at demokratiets ‘folkemagt’ spændes ind i et stadigt snævrere korset af marked og kapital; fx har kapitalen idag opnået afgørende kontrol med medierne, dermed den politiske meningsdannelse. Derfor er der ikke for tiden udsigt til at der sættes spørgsmålstegn ved kapitalismen som sådan.[vi] Men det udelukker ikke at den nyliberale variant kan komme i krise og må reformeres.
Når vi taler om ‘krise’, må vi imidlertid være præcise og spørge: Krise for hvem? For hvilke interesser? I den nyliberale periode har vækstraterne i både rige og fattige lande været rundt regnet halvdelen af, hvad de var i den Keynesianske periode fra 1945 til 70erne.[vii] I de rige lande har arbejdsløsheden ligget på et højt niveau, og i de fattige lande er det gået dårligt i specielt Afrika og Latinamerika.
Men hvad så? I sig selv har det ikke bragt kapitalismen i krise. Om kapitalismen er eller kommer i krise måles på hvordan det går med afkastet til kapitalejerne. Siden 1980 har økonomien har det skidt, men kapitalismen har trivedes som aldrig før.
På den anden side kan ingen økonomi, heller ikke den kapitalistiske, på sigt leve alene af penge og spekulation. Derfor skal den finansielle kapital tøjles, men magter den selv at gøre det? Og hvis den gør, således at den produktive kapital atter indtager kommandobroen, opstår det problem, hvordan denne kapital skal få solgt sine varer til en fattig verden? For heraf afhænger dens profit dermed overleven. Det offentlige kan ikke længere regulere, dvs. øge, den effektive efterspørgsel, så det må kapitalen selv gøre, typisk gennem reklame.[viii] Men hvis folk mangler købekraft hjælper det jo ikke at øge købelysten. Det er givet, at kapitalismen – på toppen af sin triumf – har problemer.
PS. Betragtningerne i denne artikel bygger på min afhandling ‘Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’, der udkommer i foråret på forlaget Frydenlund. Især har jeg trukket på Kapitel 35: Fra produktiv til finansiel kapital.
LITTERATUR
Altvater, E. 2003: Monetäre Krisen und internationale Finanzarchitektur, i Stiftung Entwicklung und Frieden: Globale Trends 2004/05, Fischer.
Baker, D., G.Epstein og R.Pollin 1998: Introduction, i Baker o.a. (eds.): Globalization and Progressive Economic Policy, Cambridge.
Bhaduri, A. 1998: Implications of globalization for macroeconomic theory and policy in developing countries, i D.Baker o.a. (eds.): Globalization and Progressive Economic Policy, Cambridge.
Brenner, R. 2002: The Boom and the Bubble. The US in the World Economy, Verso.
Brenner, R. 2004: New Boom or New Bubble? i New Left Review, nr. 25.
Dunning, J.H. 1993: Multinational Enterprises and the Global Economy, Addison-Wesley.
Felix, D. 1998: Asia and the crisis of financial globalization, i D. Baker o.a. (eds.): Globalization and Progressive Economic Policy, Cambridge.
Henwood, D. 1997: Wall Street, Verso.
Lundkvist, A. 2001: De Riges Samfund. Nyliberalismen i Globaliseringens Epoke, Hovedland.
Pollin, R. 1998: Can domestic expansionary policy succeed in a globally integrated environment? An examination of alternatives, i Baker o.a. (eds.): Globalization and Progressive Economic Policy, Cambridge.
Schumpeter, J. 1942: Capitalism, Socialism and Democracy, Harper Colophon Books 1975.
Stiglitz, J. 2003: The Roaring Nineties. Seeds of Destruction, Allen Lane.
Stretton, H. 1999: Economics: A New Introduction, Pluto Press.
UNCTAD, 2000: World Investment Report. Cross-border Mergers and Acquisitions and Development, UN.
Warburton, P. 2000: Debt and Delusion. Central Bank Follies that Threaten Economic Disaster, Penguin.
Watson, M. 1999: Rethinking Capital Mobility, Re-regulating Financial Markets, i New Political Economy, vol. 4, nr. 1.
Vilby, K. 2002: Kampen mod de fattige. Nye fronter forstærker global ulighed, forlaget Per Kofod.
[i] Bobleøkonomien er spændende beskrevet i Stiglitz, 2003.
[ii] Om det er nyttigt eller ej for et fattigt land at afgive ejet og dermed kontrollen med landets kapitalapparat er en lang diskussion, bl.a. om sweatshops og exportzoner, men vi skal her lige have med at disse ‘direkte udenlandske investeringer’ deler sig i to typer: Såkaldte Greenfield investeringer, hvor pengene går til faktisk at bygge en ny fabrik, ansætte arbejdere osv., og så køb – overtagelse – af en existerende virksomhed; det sidste kategoriseres som internationale ‘fusioner og overtagelser’ (Mergers and Acquisitions eller M&A). I det første tilfælde øges den økonomiske aktivitet, i det andet får vi blot et ejerskifte.
I de første årtier efter 1945 var omfanget af M&A meget begrænset, bl.a. fordi især de amerikanske myndigheder førte en anti-trust politik. Denne politik er overalt blevet lempet efter 1980 (Dunning, 1993: 126 og 440), og i slutningen af 80erne fik vi en kraftig stigning i antallet af M&A; mange af overtagelserne, især i Latinamerika, var af offentlige virksomheder, der blev privatiseret. Den økonomisk afmatning i begyndelsen af 90erne smittede også af på FDI, herunder M&A, men derefter indtrådte en veritabel explosion i antallet og omfanget af M&A. Efter 2000 har der været et styrtdyk, grundet den globale økonomiske nedtur.
I gennemsnit voksede værdien af M&A mellem 1980 og 1999 med ikke mindre end 42 % pr. år. I det sidstnævnte år var det samlede beløb $2,3 tri, hvoraf 30 % – $0,7 tri – var grænseoverskridende (cross-border), jvf. UNCTAD, 2000: 106.
M&A udgør en stigende andel af FDI, fra 52 % i 1987 til 83% i 1999. Hvad betyder det? Det betyder i al sin enkelthed, at den private kapital, der flyder fra Nord til Syd – og som de fattige lande har så desperat brug for at de lægger al deres lovgivning på ryggen for at tiltrække den – overvejende går til at sikre eje og kontrol med Syd’s produktionsapparat, og kun i mindre grad giver realøkonomisk vækst.
For resten er de offentlige kapitaloverførsler til de fattige lande (ulandshjælp) faldet støt siden Syd omkring 1990 var så uheldige at kommunismen imploderede: Derefter kunne det jo være ligegyldigt at være venlige overfor de fattige lande. Se herom Vilby, 2002.
[iii] Med Watson’s ord: “Den internationale politiske økonomis historie efter Bretton Woods viser, at renteniveauet er øget, hver gang en yderligerere liberalisering af de finansielle omgivelser har muliggjort en efterfølgende stigning i likviditetspræferencen (dvs. præference for kortsigtet finan-siel frem for langsigtet produktiv investering). Generelt er rentefoden nu væsentligt højere end tilfældet var i den epoke, hvor de finansielle strømme blev reguleret af kapitalkontrol /dvs. Bretton Woods perioden 1945 til begyndelsen af 70erne/ ” (Watson, 1999: 61).
[iv] Om den finansielle liberalisering faktisk har givet mere global konkurrence på kredit-markedet kan måles på, om der har været en international tendens til rentekonvergens. Dette er naturligvis meget vanskeligt, fordi testen forudsætter at de forskellige udlåns-vilkår (især forskellig sikkerhed) nulstilles. Den mest stringente test indikerer, at “there has been no general movement towards greater market convergence …” (Baker o.a., 1998: 14).
[v]. Pollin erkender altså disse vanskeligheder, men han argumenterer for forskellige måder, hvorpå de til dels kan overvindes.
[vi] Sagen er dog ‘dialektisk’: Umiddelbart betyder afviklingen af arbejderklassen som organiseret magt en enorm styrkelse af kapitalen. men tendensen til individualisering og ‘flexibilitet’ på arbejdsmarkedet betyder jo også en afvikling af den gammeldags virksomhed, hvor kapital-ejerne kunne regne med et vist mål af solidaritet og ‘korpsånd’ fra arbejderne. Arbejderen var bundet til en bestemt virksomhed og afhængig af dens skæbne. Dette bliver mere og mere undtagelsen, og for så vidt bliver virksomhederne mere udsatte. Er den nøgne, kortsigtede pengeinteresse tilstrækkeligt kit til at holde kapitalismen sammen?
[vii] Se Lundkvist, 2001: 30f og 112.
[viii] Kapitalens forsøg på at regulere efterspørgslen diskuterer jeg i Kapitel 33: Fra markedsøkonomi til kapitalistiske planøkonomi, i Hoveder og Høveder.