Det er en vigtig, for ikke at sige nødvendig bog, som Mikael Nyberg har skrevet.
Den lever fuldt op til undertitlen, der lover et opgør med ’Myten om det post-industrielle paradis’. Myten består først og fremmest i at den moderne kapitalisme har givet os et bedre og friere arbejdsliv. At industrisamfundets stressende og ensformige samlebåndsarbejde er blevet afløst af servicesamfundets mere selvstændige og varierede arbejde. Og at det gammeldags klassesamfund er blevet afløst af harmoniske samarbejdsformer.
Nyberg har undersøgt sagen grundigt. Han trækker på et omfattende empirisk materiale fra Sverige og andre lande, ligesom han inddrager en lang række analyser; mange modeteorier om den ’tredje vej’ eller post-det ene-eller-andet skydes ned. Og så har manden faktisk oplevet den moderne arbejdsproces på sin egen krop.
Envejs fleksibilitet
Tag det ’fleksible arbejde’. Det betyder – som forklaret i en af de tegninger, som Nyberg selv har leveret (s.280) – at ’vi ringer, når der er brug for dig, og du kommer når vi ringer’. Det betyder ikke, at den arbejdssøgende ringer, når han/hun har brug for arbejde, og at arbejdsgiveren leverer jobbet, når der ringes.
Arbejdsmarkedet er blevet mere fleksibelt for arbejdsgiveren, men mere regimenteret og mere usikkert for arbejderen. Overvågningen er øget og det faste og sikre arbejde afløses mere og mere af deltidsarbejde og løs ansættelse.
Overalt i de rige lande er arbejdet blevet mere stressende og intensivt (ss.229ff) og arbejdstiden er – når der er arbejde – blevet øget. Det gælder nok især det mest fremskredne kapitalistiske land, nemlig USA. Og selvom reallønnen er steget moderat i de fleste rige lande, faldt reallønnen i USA fra 1975 til 1995 med knap 10 procent, steg lidt i sidste halvdel af 90erne, for derefter at stagnere.
Så den betydelige stigning i produktivitet og nationalindkomst er ikke gået til løn, men til kapitalindkomster; lønandelen falder og profitandelen stiger, og den tendens gælder ikke blot USA.
De sidste 20-30 år har stort set været en katastrofe for lønarbejderne og et eldorado for kapitalejerne.
Hvorfor denne udvikling? Det korte svar er, at kapitalen vandt klassekampen. I det mere detaljerede svar gør Nyberg meget ud af, at nyliberalismen, med dens privatiseringer og udliciteringer og deregulering af arbejdsmarkedet og kapitalbevægelserne, var en bevidst plan, udtænkt af European Round Table of Industrialists, Aspeninstituttet og andre tænketanke, befolket af visionære industriledere.
Det er ved at kamme over i konspirationsteori, men Nyberg tager sig i det, for som god marxist ved han, at sådanne planer kun har en chance, fordi magtforholdet mellem kapital og arbejde er skiftet radikalt.
Myter om moderne kapitalisme
Beskrivelsen og analysen af disse forhold er bogens kerne og hovedanliggende.
Men derudover kommer Nyberg ind på stort set alt, hvad der bevæger sig i den moderne kapitalisme, fra venstrefløjens uformåen over den Kolde Krig til miljødiskussionen (som jeg synes Nyberg for ensidigt ser som afledningsmanøvre for det, det virkeligt drejer sig om, nemlig undertrykkelsen og udbytningen af arbejderne).
Imidlertid er der i bogen nogle ting, som må problematiseres. Er overgangen fra industri- til servicesamfundet en myte? Dette er Nybergs mening, jf. ss. 265f., hvor væksten i service noget utroværdigt afskrives som et blot statistisk fænomen. Han skriver videre: ”Antallet af ansatte i fremstillingsindustrien på verdensplan bliver ikke mindre. Det vokser” (s. 283).
Det er sikkert rigtigt, men i den moderne vestlige kapitalisme – og det er den, der er Nybergs hovedanliggende – falder dette antal, både absolut og relativt, bl.a. fordi noget af dette arbejde outsources til den fattige verden. I USA er industrien faldet fra i 1990 at bidrage 16,3 procent til BNP til i 2004 at bidrage 12,7 procent, mens privat service er vokset fra 62,4 til 68,0 procent.
Sektorer defineres ved, hvad de fremstiller, og hvis man ikke ’kan tabe det over foden’ er det service, men Nyberg synes at mene, at industrisamfundet stadig er hos os, fordi dets arbejdsprocesser ofte lever videre. Men det er noget andet.
Det heterogene arbejde
Så den moderne kapitalisme er fundamentalt anderledes end den kapitalisme, som Marx beskrev. Det har også betydning for klasseforholdene, for mens industrisamfundet tenderer mod at samle arbejderne, er de langt mere opsplittede i servicesamfundet, både geografisk og mht. arbejdsart; arbejdet er blevet mere heterogent.
Det erkender Nyborg for så vidt. Men den konklusion han drager, er ikke at lønarbejdernes interesser er blevet mere opsplittede, snarere at arbejderklassens fællesinteresser er blevet mere uigennemskuelige for arbejderne. Hvis blot arbejderne vågnede op og viklede sig ud af den borgerlige ideologi, ville klassekampen genopstå.
Men det holder ikke, netop ud fra en marxistisk orienteret interesseanalyse. Kapitalen har vundet, og den har først og fremmest vundet ved at bryde Marx’s logik, ifølge hvilken kapitalen graver sin egen grav ved at svejse sin modmagt, arbejdet, sammen i en ubrydelig enhed.
Men eftersom en homogen arbejderklasse ikke er adækvat for kapitalistiske produktionsforhold, har kapitalen – uden at ville eller vide det – skabt de heterogene og splittede lønarbejdere, der sikrer en stabil magt. Hertil kommer, at der bliver færre og færre egentlige – ’fuldtids’ – lønarbejdere; flere og flere bliver enten kvarttids kapitalister, der ejer aktier eller har rentebærende penge i banken, eller kvarttids udstødte, der henter en pæn del af deres indkomst fra offentlige kasser. Og så er der selvfølgelig alle de offentligt ansatte lønarbejdere, der ikke står i et modsætningsforhold til privatkapitalen.
Kapitalismen er blevet mere diffus, og det er ikke ideologisk tågeslør, men kontante realiteter. Men det betyder ikke øget harmoni: Bortfaldet af den organiserede modmagt – arbejderklassens implosion – har styrket kapitalen umådeligt og dermed åbnet vejen for den polarisering og øgede ulighed, som vi ser overalt, men først og fremmest i de mest nyliberale lande, nemlig de angelsaksiske lande, med USA i spidsen.
Det er imidlertid ikke en polarisering mellem kapital og arbejde, men mellem rige og fattige. Måske vil der opstå en magtfuld arbejderklasse i Kina og Indien, men næppe i den rige verden. Det er tragisk, eftersom fattigdom ikke i sig selv er en modmagt, men vi må se det i øjnene.
Men læs denne bog
Den giver et væld af relevante informationer, og den skyder en masse idylliserende liberalisme og venstreorienteret modeteori synder og sammen. Den er dybtgående i den gode forstand, at den er nede på jorden. Og så er den særdeles velskrevet og lige til at gå til. Den er i klasse med Naomi Klein’s ’No Logo’.
Michael Nyberg: Kapitalen.com. Forlaget Tiderne Skifter, 2005. Pris: 298 kr. 2. oplag er netop kommet på gaden. (Oversættelse – udmærket – og Efterskrift ved Dino Knudsen; bogen er oversat fra den svenske udgave, Kapitalet.se 2001, med enkelte eksempler fra Danmark indføjet).
Anmeldelsen blev bragt 8. marts 2006 i Kontradoxa, www.modkraft.dk.