Kritik af Jørgen Steen Nielsen: Den Store Omstilling, Informations Forlag 2012.
Der er en grundlæggende spænding – eller modsætning – i denne bog.
Vi får mange steder at vide, at den økonomiske og økologiske krise nødvendiggør en omstilling til et helt andet system. Især viser Jørgen Steen Nielsen (JSN) overbevisende, at ’afkobling’ og dermed ’grøn vækst’ er en myte, fordi vækst som vi kender den har vist sig at give mere ressourceforbrug og mere forurening med bl.a. CO2. Det kan oversættes til at det herskende kapitalistiske system er uforeneligt med bæredygtig udvikling.
Men samtidig afviser JSN et opgør med kapitalismen; det hedder nemlig at vi ikke skal ’tage afsæt i en diskussion for eller imod kapitalisme’. Og efterfølgende gør JSN meget ud af en opdeling i ’dårlige’, gammeldags virksomheder (især oliebaserede) og ’gode’, moderne miljøbevidste virksomheder såsom DONG. Heri ligger at kapitalismen kan reformeres og gøres mere grøn.
JSN har mange fine observationer og anayser af den moderne, finansielt baserede kapitalisme, med megen kritik af nyliberalisme, deregulering og bobleøkonomi, men han støder aldrig frem til den grundlæggende kapitalismekritik, som fraværet af afkobling råber på.
Sammenhængen er ellers enkel, for den miljøblinde vækst er blot det makroøkonomiske udtryk for kapitalens grundlov, nemlig profitmaksimering, hvor alle andre hensyn er underlagt denne målsætning. Den virksomhed, der af miljømæssige årsager afviger herfra, taber i konkurrencen, for den vil have mindre profit til at investere, innovere, markedsføre etc. JSN taler om at den største barriere for Den Store Omstilling er i vore hoveder, men i hvert fald for disse virksomheder ligger barrieren i den økonomiske struktur. Der kan være penge i miljø, men fraværet af afkobling synes at vise, at sådanne solstrålehistorier drukner i det store billede. Faktisk fortæller JSN selv om hvordan IKEA’s, Walmart’s og Coca Cola’s initiativer til genbrug og vedvarende energi overmandes af mere vækst i CO2 forbrug.
Bæredygtig udvikling og kapitalisme er som ild og vand. JSN vil optimere snarere end maksimere, men det vil kapitalen ikke. JSN finder kvantitativ vækst uinteressant i forhold til kvalitativ udvikling, men kapitalen er optaget af de kvantiteter, der hedder penge.
JSN deler illusion med mange berømtheder, der har troet at man kunne have kapitalisme uden vækst (Stuart Mill og Keynes). I dag taler mange om nødvendigheden af en Steady State økonomi. Fint, men hvis der i morgen udgår befaling om, at danske virksomheder skal stoppe ekspansionen og prioritere miljøhensyn over profit, vil de ikke længere være private og suveræne, dvs. kapitalismen vil være ophævet. Kapitalismen har i sin historie vist sig særdeles tilpasningsdygtig, men grænsen går ved de ændringer, der nedlægger dens identitet.
Vil kapitalismens krise redde miljøet?
Men måske overhales disse generelle betragtning af virkeligheden? Måske vil en kombination af den økonomiske krise og de objektive grænser for vækst, som økologien opstiller, umuliggøre fortsat vækst og dermed i èt hug redde kloden og lægge kapitalismen i graven?
Den forværrede økologiske situation svækker muligheden for vækst; olie og andre råstoffer udtømmes, ressourcerne af ferskvand mindskes og mængden af landbrugsjord reduceres, bl.a. som følge af oversvømmelser. Men uanset den miljømæssige udfordring har kapitalismen store, måske livstruende problemer. Siden 1980 er væksten i den vestlige verden støt og roligt aftaget. Kriserne er blevet dybere og indtræder oftere. Og endelig er finanskapitalen blevet styrket så meget, at den kan få statskassen til at frikøbe sig fra resultatet af dens spekulationer. Denne degenererede, statsstøttede kapitalisme er næppe stabil, fordi elimineringen af risiko for tab (for de store) tilskynder til mere og mere vilde spekulationer; chancen for en mere stabil, reguleret kapitalisme blev forpasset i 2008, og nu er finanskapitalen så stærk som nogensinde.
Hvis kapitalismen virkelig er i en terminal fase, åbnes der mulighed for at få kontrol med væksten og dermed med miljøet (’mulighed’, for som demonstreret af de kommunistiske lande garanterer politisk regulering af økonomien ikke et godt miljø). Men selv en svækket og kriseplaget kapitalisme er godt for miljøet; her har det økonomiske sammenbrud i Rusland i 90erne og den aktuelle, globale krise betydet langt mere end 100 miljøkonferencer.
På denne måde er der en pervers form for selvregulering i vor krisebefængte verden. Den økologiske grænse og den økonomiske krise trækker i retning af at vi undgår et miljømæssigt sammenbrud.
Men her er der to store men’er.
Er der tid nok? Eller er det i praksis for sent at vende udviklingen? Når der er en reel risiko for en gobal temperaturstigning på 6 grader, hvor 2 grader anses for grænsen for en nogenlunde håndterlig udvikling, må man vel nøgternt sige at der ikke er meget at have sine håb i.
Desuden er det utåleligt, hvis miljømæssig overleven købes med økonomiske kriser, med stigende arbejdsløshed og fattigdom.
Derfor gælder det om at undgå denne hårde løsning. Vi må arbejde for en planlagt overgang til en rationel økonomi og en bæredygtig udvikling.
Fordeling i stedet for vækst
Når vi ikke længere kan eller må vækste os ud af problemerne, og gøre kagen større, træder fordelingen i centrum. JST nævner at det kan blive nødvendigt at fastsætte grænser for forbruget; der røg forbrugersuveræniteten for resten, en grundpille i ikke blot kapitalismen, men i al markedsøkonomi.
Selv vil jeg fremhæve nødvendigheden af at fordele arbejdet rationelt.
Arbejde er produktion og produktion kræver ressourcer og forurener, bl.a. med CO2. Derfor gælder det om at begrænse mængden af udført arbejde, altså vende den aktuelle politik på hovedet. Men sådan som vi har indrettet det økonomiske system, vil det få arbejdsløsheden til at tordne i vejret. Derfor må det gamle system, hvor markedet fordeler arbejdet, erstattes af en politisk – demokratisk – bestemt fordeling, således at alle sikres et bestemt antal arbejdstimer. JSN nævner selv muligheden for at begrænse den ugentlige arbejstid til 21 timer (måske store bøder for at arbejde mere?). Men kapitalisme uden arbejdsmarked er ikke kapitalisme, faktisk er en bevidst og planlagt fordeling af arbejdet en grundsten i socialismen.
En sådan politik vil være oplagt rationel: Vi belaster miljøet mindre, arbejdsløsheden afskaffes, vi undgår stress – og vi slipper for alle de mikrobølgeovne, som vi alligevel ikke længere gider (JSN har et interessant afsnit om en anden afkobling, nemlig den mellem mere forbrug og større lykke).
Videre bør den givne arbejdsmængde omfordeles fra det mere til det mindre miljøbelastende, altså fra fremstilling af materielle varer til udførelse af service (tjenesteydelser). Servicearbejde bruger selvfølgelig også fysiske ressourcer, men langt færre end varefremstilling. Dette er faktisk en god nyhed, for jo rigere vi er blevet, jo mere foretrækker vi immaterielle goder såsom uddannelse, sundhedsydelser og ældreforsorg.
Her træffer det sig jo således, at de nævnte serviceydelser i dagens Danmark udføres af det offentlige, altså under demokratisk kontrol, mens den materielle produktion varetages af den kapitalistiske sektor. Også i denne henseende gælder altså, at et godt miljø kræver en begrænsning af kapitalismen. Tillægsgevinsten er en styrkelse af den demokratiske sektor.
Den Store Omstilling er en guldgrube af informationer, delanalyser og konstruktive ideer, men de kan ikke rummes indenfor den kapitalistiske produktionsmåde. Skriv det dog!