Kapitalismen kan ikke overleve. Så klart var budskabet fra Marx. Kriserne ville blive dybere og dybere, og kapitalens modmagt – arbejderklassen – ville vokse i omfang og
organisere sig, indtil vi fik en revolution, hvor arbejderklassen overtog kontrollen med produktionsmidlerne og indførte socialismen.
Mere generelt hævdede Marx, at en produktionsmåde først går under, når den herskende klasse ikke længere kan regere, og den undertrykte klasse ikke længere vil regeres. Der er altså to betingelser for kapitalismens sammenbrud.
Spørgsmålet er om vi nærmer os en situation, hvor de to betingelser er ved at blive opfyldt.
Lad os se på den første betingelse, altså kapitalens evne til at få økonomien til at hænge sammen.
Der er gode argumenter for at hævde, at den evne er aftagende.
Problemet er ikke kriserne som sådan; de er faktisk nødvendige for at rense ud, så kapitalismen kan fortsætte på et sundere grundlag.
Problemet er imidlertid, at det lige præcis er det, der ikke skete efter det
finansielle sammenbrud i efteråret 2008. Der blev ikke renset ud. Tværtimod gik staterne ind og reddede bankerne, uden at stille krav.
Politikerne er blevet kapitalens medmagt. Derfor sidder vi nu – efter det korte opsving i 2010 – endnu dybere i suppedasen.
Kapitalismens krise er blevet
demokratiets krise
Det påstås, at kapitalismen udmærker sig ved at være utrolig fleksibel. Derfor finder den altid udveje.
Alternativt træder staten til og redder kapitalen fra sig selv ved at luge ud i den værste spekulation, som vi oplevede i den Keynesianske periode. Men i dag er kapitalen kommet på plejehjem, hvor alle behov straks tilgodeses. Kapitalismen har sejret … sig
til døde?
Marx skrev også, at en produktionsmåde først går under, når den har udtømt alle sine muligheder.
Kapitalismen kunne ikke finde råvarer og forbrugere nok hjemme. Derfor fik vi imperialismen (jeg forkorter historien lidt), hvor hele kloden blev underlagt princippet om profitmaksimering.
Alligevel kneb det med at få solgt skidtet, men så blev hele det ‘åndelige’ område privatiseret, med patenter og copyright, hvilket åbnede nye, spændende markeder.
Men hvad hjælper det hele, når den sejrrige kapitalisme rådner indefra, fordi staten finansierer ansvarsløsheden?
Efter den liberale opskrift skulle kapitalismen kunne klare sig selv, i kraft af markedets berømte ‘usynlige hånd’, men denne hånd er det – om jeg så må sige
– blevet stadig sværere at få øje på, i takt med at koncentrationen af kapitalen i monopoler og fonde tenderer mod at sætte konkurrencen ud af kraft. Derfor øges behovet for politisk regulering af økonomien.
Men for at denne regulering kan være effektiv, kræves der en stat med en vis autonomi i forhold til kapitalen. Det er denne autonomi, der ikke længere er til stede: Hvad de finansielle markeder ‘mener’ er det første og snart også det sidste argument i næsten enhver diskussion om økonomisk politik. Deraf den aktuelle økonomiske politik, der vil lede Europa ned i et sort hul, fordi det alene drejer sig om nedskæringer, så
staterne får penge til at betale renter og afdrag til finanskapitalen.
Politikerne har udliciteret den økonomiske styring til den finanskapital, der senest i 2008 demonstrerede, at den ikke magter denne opgave.
Derfor tvivler jeg på, at den vestlige kapitalisme kan overleve.
Men hvad vil da træde i stedet?
I Vesten – men ikke nødvendigvis andre steder på kloden – er det svært at få øje på Marx´s arbejderklasse som den kraft, der kan tage over. Umiddelbart er Marx´s anden forudsætning for revolutionen altså ikke til stede.
Lønmodtagerne udgør en stedse større andel af befolkningen, men de er blevet mere heterogene, ikke mindst fordi en stadig større andel af almindelige menneskers indkomst
består af kapitalindkomster (friværdi, privatpension, aktier osv.). Det gør det svært at samle kapitalens traditionelle modmagt. Det er denne udvikling, der er den materielle grund til nyliberalismens, dvs. kapitalens, opstigende stjerne siden 1980. Kun filosofiske
idealister vil forklare Keynesianismens og den traditionelle socialismes deroute med politikernes forræderi, indflydelsesrige nyliberale tænketanke osv.
Men hvis ikke arbejderklassen kan mønstre et alternativ til den fallerede kapitalisme, hvor skal vi så kigge efter forandringskraft og nye samfundsmodeller?
Økonomisk demokrati
I vore dage er demokratisk regulering af økonomien det indlysende alternativ til den haltende kapitalistiske regulering. Når pengemagten ikke kan klare opgaven
længere, hvorfor så ikke prøve med folkemagt?
Tanken om økonomisk demokrati åbner en dør til en anden verden.
Først de små skridt, der defensivt søger at begrænse kapitalens indflydelse gennem Tobinskat, samfundsbank, folkevalgte repræsentanter i bankbestyrelser (med
vetoret overfor spekulation).
Dernæst virksomhedsdemokrati og Folketingssuverænitet over pengevæsenet og fordelingen af samfundets ressourcer.
Det kan fællesskabet ikke finde ud af, hedder det, men det er vel næsten fysisk umuligt for demokratiet at gøre opgaven dårligere end kapitalen.
Hertil kommer, at økonomisk regulering i vore dage må være regulering, der fastholder et givent – eller reduceret – ressourceforbrug, og det er kapitalen, med sit gen for
ubegrænset ekspansion, ude af stand til at klare.
Den moderne socialismes vej er altså at udvide det demokratiske princip om ‘én person, én stemme’ til det økonomiske område.
Liberalismens vej er den modsatte, som udtrykt i Venstres principprogram: »De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt.« Demokratiske valg er fint, de skal blot have så ringe betydning som
muligt. Det er fordi liberalismen foretrækker den kapitalistiske sektor, der lyder princippet om indflydelse efter tegnebogens tykkelse, frem for den offentlige sektor, som Folketinget bestemmer over, og som derfor lyder det demokratiske princip om lige
indflydelse (én person, én stemme).
Minimaldemokrati
Når det påstås, at kapitalismen truer demokratiet, er det naturligvis ikke det liberale
minimaldemokrati, der står for skud. Faktisk giver krisen en fin mulighed for at radikalisere nyliberalismen, så Thatcher´s revolution fremstår som et fredeligt teselskab.
Meget er nået siden 1980, især markedsgørelsen af den demokratiske sektor.
Men i det meste af Europa har det knebet med at reducere denne sektors andel af den samlede økonomi. Den gamle 2010-plan (vedtaget i skøn harmoni mellem de ‘gamle’
partier) satsede på en offentlig vækst på 0,5 pct. overfor en skønnet generel vækst på 2-3 pct., altså på sigt en marginalisering af den demokratiske sektor. Ingen – end ikke
VK-regeringen – kunne dog leve op til det.
Nu er der imidlertid håb forude.
Sydeuropa skal privatisere, og hele Europa skal reducere de offentlige udgifter drastisk. Finanskapitalen kræver det, og liberalismen ønsker det.
Det offentlige viser vejen
Så hvor store chancer er der for at realisere det demokratiske alternativ?
Umiddelbart ser det skidt ud.
Kapitalisme og demokrati indgik tidligere i, hvad der syntes at være en holdbar legering.
Arbejderbevægelsen gav afkald på socialismen, og kapitalen indordnede sig under en demokratisk regulering, der sikrede velfærdsstat og økonomisk stabilitet.
I dag er dette historiske kompromis opsagt.
For sydeuropæerne er det blevet skåret ud i pap. Grækenland og Italien har måttet indsætte direkte repræsentanter for den internationale finanskapital – bankfolkene Papademos og Monti – som regeringschefer, efter at Papandreou blev banket på plads efter at havde slået et sidste slag for demokratiet (forslaget om folkeafstemning).
Men også for de øvrige europæiske lande er området for demokratiske valg efterhånden indskrænket til det minimale. Filteret mellem politikerne og finanskapitalens interesser bliver stadig tyndere.
Det kan næsten være ligegyldigt med frie valg, hvis de valgte kun kan ‘vælge’ én ting, kaldet ‘økonomisk ansvarlighed’, fordi kapitalen straffer en alternativ politik med kapitalflugt og tårnhøje renter.
Håbet for det demokratiske alternativ er, at kapitalens manglende styringsevne efterhånden bliver åbenbar, samtidig med at befolkningerne rejser sig i protest mod at være blevet sat uden for indflydelse.
Fortroppen må være den offentlige sektor. Denne inkarnerer demokratiets idé om et lige fællesskab, og det er dens ansatte og brugere, hvis interesser umiddelbart er truet
af kapitalismen.
Kronik i Information, januar 2012.