Det Indre Marked blev vedtaget i 1985. Det indebærer fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. Dette gælder bevægelser indenfor EU, men ved samme lejlighed afskaffedes også restriktioner på kapitalbevægelser ud og ind af EU-området.
Dermed kom nyliberalismen til EU, godt fem år efter at den havde holdt sit indtog i USA (Reagan) og England (Thatcher). Frihed er det pæne ord for magt, så da kapitalen fik frihed til selv at bestemme, i hvilke lande, brancher og værdipapirer, den ville investere, fik den overtaget i forhold til de demokratisk valgte politikere. Hvis disse vedtager love om skatter, miljø, arbejdsmarked eller offentlige udgifter, som kapitalejerne ikke bryder sig om, kan de flytte kapitalen ud af landet eller ud af EU og dermed berøve befolkningerne rigdom; sker det pludseligt (kapitalflugt), kan landet kastes ud i en økonomisk krise. For at undgå disse ting må landet – eller EU – tilpasse sin politik til kapitalens behov, hvad enten de politiske myndigheder ligger til højre eller venstre.
Politikerne kan ikke længere bestemme den økonomiske struktur og styre den økonomiske udvikling. Man kan nu ikke – eller kun undtagelsesvist – styre kapitalen til underudviklede regioner eller til topprioriterede brancher (måske indenfor videnssektoren). Man kan ikke forhindre unyttig og skadelig produktion. Industripolitik nedlægges. Man kan heller ikke styre den kapital, der går ud af EU, til de fattige lande, der har behov for den (langt den største del af den europæiske kapitaleksport går til rige lande, især USA, fordi investeringen her er sikrest og afkastet højest).
Tilhængerne af kapitalens frihed mener naturligvis at hvad der er godt for kapitalen, nemlig profitten, også er godt for samfundet, men det er ikke nødvendigvis rigtigt.
Hertil kommer omkostningerne ved spekulationskapitalen.
Dels er det et spild af ressourcer at enorme beløb permanent flyder omkring i den finansielle sektor, på evig jagt efter maximal profit, dels kan disse ‘hot money’ destabilisere økonomier, når de pludselig trækkes ud. Her har indførelsen af Euro’en imidlertid ændret spillereglerne, fordi der ikke længere kan spekuleres i fx den italienske lire. Der kan naturligvis spekuleres i Euro’en – dels valutaen som sådan, dels euro-baserede værdipapirer – men da den er langt større og stærkere end de tidligere nationale valutaer, kan spekulationsfonde ikke sende den i frit fald.
Kapitalkontrol er den første betingelse for en genopliven af demokratiet i Europa og for en politik, der er mere miljøvenlig og mere socialt retfærdig.
Kapitalen antager utallige former, – fra direkte, produktive investeringer (en ny virksomhed) til et spil med de mest besynderlige værdipapirer (fx de såkaldte derivativer, hvor man gætter på rente- eller kursudviklingen). Kapitalkontrol antager lige så mange former.
Det vil være naturligt at starte med den rene spekulation. Her kunne EU indføre Tobin-skat, dvs. en lille afgift på hver kapitaludførsel. Det vil ramme de spekulative bevægelser, fordi denne kapital ustandseligt flytter omkring, ofte flere gange i døgnet, mens produktive investeringer ikke generes nævneværdigt. Dette bør kombineres med en lukning af europæiske skattely på engelske kanaløer, i Lichtenstein og i Luxembourg (sidstnævnte land er hjemsted for et meget stort antal multinationale selskaber og fonde, fordi skatten er så lille og kontrollen så ringe; i 2004 kom dette mini-land ind på en tredjeplads – efter USA og England – som kilde til udenlandske investeringer!). Det er blevet hævdet at kapitalen vil strømme ud af EU, hvis sådanne tiltag gennemføres alene af EU. Men formentlig har EU et sådant økonomisk volumen, at området stadig vil være interessant for den internationale kapital, og en sådan politisk styrke, at tendenser til decideret kapitalflugt kan imødegås med skrappere kontrol med ‘hot money’.
En mere omfattende og dybtgående kapitalkontrol kan tænkes på to måder.
Én mulighed er at gå tilbage til situationen før 1985, dvs. genindføre national kontrol med kapitalbevægelserne. Dermed bliver det op til Danmark, Tyskland osv. hvor skrap kontrol, der skal være. Den vej er imidlertid næppe farbar, fordi det vil resultere i konkurrence mellem landene om at have de mest lempelige vilkår (således som vi kender det fra selskabsbeskatningen, der stedse sænkes i Europa).
Den realistiske mulighed er derfor at kapitalen reguleres på EU-niveau, altså varetages af EU-myndighederne. Ønsker man øget demokrati i EU, bør den overordnede kompetence ligge hos det europæiske parlament; dette kan dramatisk styrke denne institutions kompetence.
Konklusionen må altså blive at EU’s politiske institutioner skal styrkes, altså at der flyttes mere magt fra medlemsstaterne til EU, men vel at mærke på en sådan måde at demokratiet på EU-niveau styrkes. At gå ind for et svækket politisk EU, fx i form af et ‘fleksibelt Europa’, hvor hvert land bestemmer hvor megen kompetence det vil overføre til EU, er ensbetydende med at give kapitalen og nyliberalismen frit løb. Kun EU kan have tilstrækkelig politisk vægt til at stække kapitalen, således at rigdommene kommer befolkningerne, snarere end kapitalejerne, til gode.
Offentliggjort 15. december 2005 i www.kritiskdebat.dk.