Kapitlet indledes med en kort fremstilling af den nyliberale statsopfattelse, hvorefter jeg ser på, hvordan denne stat adskiller sig fra den tidligere Keynesianske velfærdsstat. Hvilken økonomisk politik fører den? Og ikke mindst: Kan denne stat integrere økonomien ved at skaffe den efterspørgsel, der er nødvendig for afsætningen? Kapitalismen har nogle forudsætninger, som den i sin rene form tenderer mod at ødelægge, men kan den nyliberale stat så træde til og redde kapitalen fra sig selv, således som den Keynesianske velfærdsstat tidligere gjorde?
Dernæst vender vi os fra, hvad staten gør med kapitalismen, til hvad kapitalismen gør med staten. Under demokratisk kapitalisme er staten dobbeltbestemt, men i den nyliberale epoke styres staten mere af kapitalistiske, og mindre af demokratiske principper. Demokratiet udhules, når den angivelige ‘økonomiske nødvendighed’ giver mindre plads til politisk valg. Samtidig tømmes demokratiet for indhold, fordi politiske opgaver omdefineres til ‘saglige spørgsmål’, som derefter placeres i angiveligt neutrale institutioner; eller de retsliggøres, altså overlades til retslig ekspertise; eller politikken internationaliseres og europæiseres og fjernes dermed fra det nationale demokratis dagsorden. Folketingets magt begrænses således på mange måder.
Endelig undersøger jeg på hvilken måde statens indgriben modificerer forrige kapitels klasseanalyse. Hvad betyder det at et flertal af vælgerne, især offentligt ansatte og modtagere af overførsler, får deres indkomst fra det offentlige, dvs. fra befolkningens skattebidrag?
I kapitlet sammenlignes til tider med udviklingen i de andre kapitalistiske lande, men en diskussion af Danmarks integrering i den globale kapitalisme må vente til Kapitel 11.
Liberale kontra Keynesianere
Staten og finanspolitikken
I ‘gamle dage’ var økonomien og staten mindre integreret end i dag, altså langt hen ad vejen to forskellige verdener.
Økonomien var privat og ledet af arbejdsgivere bag hvilke kapitalen lurede, mens staten var ledet af ministrene og andre politikerne. Staten producerede ikke meget, slet ikke varer og få tjenester, eftersom velfærdsstaten var rudimentær; dog var det meste af den kommunikative og fysiske infrastruktur (post, telefon, veje, tog) på offentlige hænder. Vi har da også set at staten kun bidrog marginalt til den samlede økonomi, helt frem til slutningen af 50erne blot omkring 15% af både BFI og arbejdsstyrken (Tabel 5.2 og Tabel 6.2). Derfor var finanspolitik, hvor staten ved at regulere skatter og udgifter påvirker den samlede økonomi, stort set umulig; det så vi i 30erne, hvor man halvhjertet forsøgte, men uden den store effekt; økonomisk politik var især told-, valuta- og pengepolitik.
På den anden side greb staten på anden vis kraftigt ind med regulering, når der var krig eller krise, og det var der ofte, med 1. og 2. Verdenskrig og 30ernes verdenskrise. Liberale så dette som undtagelser, mens Socialdemokratiet her anede konturerne af fremtidens planøkonomi. Keynes var ikke planøkonom, men han så nødvendigheden af at staten førte så megen finanspolitik som muligt for at redde kapitalismen fra sin egen uorden. Endnu i 30erne afviste mange makroøkonomi som ikke-eksisterende, fordi hele økonomien mentes at kunne reduceres til de mange private aktører, men iflg. Keynes var den samlede økonomi andet og mere end summen af privat økonomisk aktivitet.
Det var Keynes og Keynesianerne, der stod bag opstillingen af de første nationalregnskaber umiddelbart efter krigen; og det var dem, der fik gennemført at offentlige udgifter talte på lige fod med privatforbrug og private investeringer i opgørelsen af bruttonationalproduktet BNP (BNP = C + I + G, hvor C er forbrug, I investeringer og G ‘government’).i
At dette lykkedes uden nævneværdig modstand må tilskrives læren fra 30erne og den generelt venstreorienterede stemning på daværende tidspunkt. Det brød nemlig med de gængse ideologiske positioner.
Ortodokse marxister betragtede staten under den kapitalistiske produktionsmåde som en tvangsstat, der sørgede for politi og domstole; hertil kom at offentlig aktivitet af to grunde blev anset for uproduktiv: den producerede ikke merværdi (den overordnede marxistiske definition af produktivt arbejde), fordi aktiviteten ikke blev udbyttet af en kapitalist, og den skabte immaterielle tjenesteydelser, der ikke kan akkumuleres og således ikke bidrager til rigdommen/kapitalen (den supplerende marxistiske definition – anvendt i Sovjetunionen – af produktivt arbejde).ii
Ortodokse liberale havde en tilsvarende negativ holdning til den del af statsaktiviteterne, der gik ud over tvangsstaten, fordi en sådan regulerende stat pr. definition kastede grus i markedsmekanismen og forhindrede den usynlige hånd i at udføre sine mirakler. Økonomisk statsaktivitet var ikke blot ikke produktiv (‘værdierne skabes i den private sektor’), men decideret kontra-produktiv, fordi den via skatten beslaglægger private værdier.
De to ortodoksier kunne således enes om en negativ holdning til staten, fordi den hhv. understøtter og undergraver kapitalismen.
I efterkrigstiden tromlede Keynesianismen hen over disse hævdvundne opfattelser. Men hvordan hæve den offentlige sektor til ære og værdighed? Hvordan inkludere G i BNP? Det kræver at de offentlige ydelser prissættes, for ellers kan de ikke lægges sammen med C og I til ét tal.
Striden om BFI
Offentlige serviceydelser finansieres jo kollektivt, via skatten, hvorefter de stilles gratis til rådighed for befolkningen. Der er derfor ingen markedspris, der kan bruges til at bestemme en produktionsværdi (jf. også Indledningens appendiks).
Man kunne doktrinært fastholde at BFI ikke måler den skabte værdi, men den skabte markedsværdi, hvorfor offentlige tjenester ikke bør indgå i BFI. Dette synspunkt flugter med den liberale opfattelse, hvor markedet er standarden for økonomisk rationalitet. Værdi er markedsværdi, og derfor ligger pengene bedre i borgernes lommer end i statskassen. Imidlertid ville en udelukkelse af offentlige serviceydelser fra BFI have den mærkelige konsekvens, at en hofteoperation på et privathospital skaber værdi, mens præcis den samme operation på et offentligt hospital ikke gør det. BFI har altid været til forhandling, eftersom det er et intenst politisk tema, hvad der skaber samfundsmæssig værdi. BFI er ikke en objektiv kategori, mejslet i sten.
En anden udfordring, man stod overfor, var at der udover det offentlige var en masse økonomisk aktivitet, der nok var privat, men ikke markedsmæssig, specielt var landsbyerne i Indien og mange andre fattige lande mere eller mindre selvforsynende. Denne aktivitet blev søgt værdisat og indregnet i BFI. Derimod blev husmødres hjemmearbejde i fx Danmark noget ulogisk ikke medtaget.iii Og kan det virkelig passe, har mange spurgt, at aktiviteter, der undergraver miljøet, indgår i BFI? Skulle de ikke snarere fratrækkes? Og hvad med militærudgifter? Bidrager de til velfærden? Derfor har man arbejdet med forskellige alternative velfærdsmål.
Også ud fra en ikke-liberal holdning er der problemer med at tildele offentlig aktivitet et BFI, som jo er baseret på de priser for varer og service, som opstår gennem køb og salg. Begår vi ikke en intellektuel markedsgørelse af den offentlige sektor ved at tildele den en bestemt BFI, så dens omfang kan sammenlignes med den private sektor? Burde man ikke fastholde den principielle forskel på den private og offentlige sektor ved at nægte at lægge dem sammen til ét tal?
Faktisk har økonomer og statistikere vedtaget at værdisætte de offentlige tjenester efter deres omkostninger, forstået som lønudgifterne til de offentligt ansatte (man kunne også have værdisat den offentlige sektor som summen af skatterne). Dette er en pragmatisk nødløsning, fremkaldt af at man mener at den private og offentlige sektor har så mange fællestræk, at en sammenligning kan forsvares, men det er selvfølgelig principielt utilfredsstillende, at man har forskellige definitioner af BFI for de to sektorer, hvor kun den private er baseret på markedsprisen og derfor omfatter både omkostninger og profit.iv Faktisk kunne man have fået en konsistent sammenligning, hvis også den private sektor alene blev baseret på omkostningerne; den mulighed har jeg dog ikke set diskuteret, hverken i vore dage eller historisk.
Homogeniseringen af de to sektorer undertrykker imidlertid det særegne ved den offentlige sektor, nemlig 1) at den er demokratisk styret og derfor varetager de behov, som fællesskabet definerer, modsat den private sektor, der er kapitalistisk styret og varetager individuelt definerede behov, og 2) at den ikke er underlagt et krav om maksimalt overskud, for i princippet skal den blot ‘løbe rundt’, således at skatterne er tilstrækkelige til at finansiere de opgaver, som Folketing og regering har vedtaget at fællesskabet skal løse.v
Dette var prisen for at blive betragtet som på lige fod med den kapitalistiske sektor. I denne bog accepterer jeg imidlertid – under protest – at det offentlige tilskrives en omkostningsbaseret BFI, men problemet begrunder at denne sektor betragtes særskilt.
Måske ville det simpleste – eller ærligste – være at rense BFI for al ikke-markedsmæssig aktivitet, fra offentligt forbrug til indisk selvforsyning. Dermed ville vi få et præcist mål for udbredelsen af markedsøkonomien, uden prætentioner om at det siger noget om velstand eller velfærd.
Der er et yderligere problem ved at identificere værdiskabende aktivitet.
Man kan således spørge, hvorfor den finansielle sektors ydelser skal tælle med i BFI, eftersom de ikke producerer noget i sig selv nyttigt. Sektoren opsamler opsparing, multiplicerer disse penge (kreditmultiplikatoren) og udlåner dem, på en god dag, til virksomheder og husholdninger. En bank skaber ikke noget, den formidler blot. Men denne funktion er jo indirekte nyttig, kan man sige, fordi der dermed skabes bedre muligheder for produktion af umiddelbart nyttige varer og tjenesteydelser.
Jo, men hvis det argument accepteres, åbnes der en ladeport, for næsten alt kan hævdes indirekte at bidrage til vækst og velstand, fx det offentliges indkomstoverførsler, der går til de mindre velstående, der forbruger meget, mens den skat, der finansierer ydelserne, tages fra de mere velstående, der forbruger mindre (og opsparer mere), således at nettoeffekten er en styrkelse af samfundets effektive efterspørgsel, hvilket sætter gang i økonomien og dermed fremmer væksten, altså værdiskabelsen. Allerede Marx var inde på sådanne indirekte effekter, nemlig da han, måske noget satirisk, argumenterede for at forbrydere bidrager til samfundets velstand ved at give indkomst til dommere og advokater (og man kunne tilføje: journalister og avisejere).
Som det er fremgået indregnes den finansielle sektors ydelser i BFI, selv om dette faktisk står i modsætning til den almindelige sondring mellem realøkonomi og finansiel økonomi, en sondring, der også anvendes i den officielle statistik, der nemlig skelner mellem finansielle og ikke-finansielle selskaber. I denne bog accepteres statistikkens inkludering af finansielle ydelser i BFI, fordi det skaber for mange sammenlignelighedsproblemer ikke at gøre det, og også fordi dette bidrag er ret ringe.
Det nyliberale opgør med Keynesianismen
Fra 1970erne og frem kom opgøret med Keynesianismen. Det betød at den liberale opfattelse af den offentlige sektor atter vandt frem, både i praksis og i teorien. I dette afsnit ser vi på det sidste.
Jeg skal ikke komme ind på den snævrere økonomiske kritik, fx at en ekspansiv finanspolitik angiveligt blot skaber inflation, fordi effekten på beskæftigelsen er kortvarig, om overhovedet eksisterende, eller at offentlige investeringer har en tendens til at fortrænge de private (‘crowding out’) og derfor ikke har nogen ekspansiv effekt. I stedet vil jeg se på de mere principielle sider af det nyliberale angreb på den offentlige sektor.
Murbrækkerne var her teorien om ‘public choice’. Hidtil havde man, blev det hævdet, betragtet politikere og offentligt ansatte som en ‘black box’, der blot implementerede vælgernes vilje. Det er forkert, for de er også mennesker, dvs. inkarnationer af ‘homo oeconomicus’, der drives at deres egne, individuelle interesser. De maksimerer deres egennytte og de stræber – som CEOer i et privat selskab – efter at øge deres magt ved at øge den offentlige institutions ressourcer og udvide deres ansvarsområde. De er ikke engle, de er som os andre.
Man har, hedder det videre, set ‘markedsfejl’ som det problem, der legitimerede at staten greb ind med fx monopol- og miljølovgivning, altså betragtet staten som markedets nødvendige modmagt, men det kritiseres nu ud fra to vinkler. Disse ‘markedsfejl’ formodes at være tvivlsomme, for ved nærmere eftersyn viser det sig at monopol ikke er så skadeligt endda; det giver stordrift og effektivitet, og så længe der en teoretisk mulighed for andre at komme ind på dette marked, vil truslen om potentiel konkurrence holde monopolisten i skak. Angående eksternaliteter såsom miljøskader, kan markedet selv klare problemet ved at lade forbrugerne betale en højere pris (Coase) eller ved fx at lave et marked for CO2 – kvoter.
Mennesket, hvad enten det lever i den kapitalistiske eller demokratiske sektor, ses invariant som ‘homo oeconomicus’. Det betyder, i sin konsekvens, at det sociale menneske ikke eksisterer. Den tanke, at den sociale ramme kan sætte sit præg på menneskers værdier, interesser og adfærd, afvises ikke, af den simple grund at den ikke opstår. Fx eksisterer der på denne fløj en ‘økonomisk demokratiteori’ (Schumpeter og Downs), hvis pointe er at politikerne imiterer markedet ved stedse at maksimere magt (svarende til profit i den private sektor), således at erklærede sociale værdier og principper blot er ‘windows dressing’, på linje med private virksomheders reklame.vi
Den offentlige sektor er, med andre ord, blot den forklædte og idylliserede private sektor. Men som sådan er den som nævnt skadelig, fordi den via skatten flytter penge fra produktiv, privat aktivitet til uproduktiv, offentlig aktivitet.
Dette er et portræt af den nyliberale statsopfattelse i renkultur.
I denne optik er der to mulige kure. Den ene er at erstatte velfærdsstaten med en minimalstat; det er sket i moderat omfang i Danmark, hvor den offentlige andel af BFI er reduceret med knap 5 procentpoint (i England er sektoren beskåret mere drastisk); især er den elektroniske og dele af den fysiske infrastruktur blevet overladt til kapitalistisk styring.
Den anden mulighed er at omdanne den offentlige sektor i markedets billede; det er det, der er sket med New Public Management og andre tiltag. I stedet for tidligere tiders tjenestemænd har vi fået resultatlønnede offentlige chefer og gennemkontrollerede lærere og hjemmehjælpere, fordi man går ud fra, at de kun tænker på sig selv; de er – som nævnt – som aktørerne i den private sektor og derfor ikke til at stole på. For nyliberale er markedet standarden for rationalitet og effektivitet, så derfor gælder det om at gøre den offentlige sektor markedslignende, altså udrense tidligere tiders mere sociale normer og fremgangsmåder.
Jeg vil mene at den nyliberale grundteori om den offentlige sektor er analytisk tvivlsom, fordi den stort set uden begrundelse antager at offentligt ansatte, fra ministre og ned, er selviske, i modstrid med sektorens fællesskabsorienterede identitet; den åbner ikke for overvejelser om, hvorvidt en demokratisk institution kan indebære andre bevæggrunde end vi kender fra markedet. Men som normativ teori har den været effektiv. Den er langt hen ad vejen blevet implementeret og presser dermed de offentligt ansatte til at blive mindre socialt og mere selvisk anlagte.
Der er mange grunde til at socialdemokrater, og også nogle på venstrefløjen, i en vis udstrækning har overtaget det nyliberale billede af den offentlige sektor, og i hvert fald kun har ydet spagfærdig modstand mod sektorens kommercialisering. Magtforskydningen i samfundet efter kapitalens frisættelse er givetvis den afgørende grund. Men det har også spillet ind, at kampen om den offentlige sektor på det ideologiske plan blev tabt på forhånd, fordi sektorem kun blev forsvaret med pragmatiske grunde (kan der spares penge ved udlicitering?), ikke ved at fastholde at sektoren er demokratisk og derfor – hvis man er demokrat – at foretrække for den kapitalistiske sektor.
Økonomisk politik
Klassiske liberale holdninger
Lad os betragte liberal økonomisk politik ‘efter bogen’, altså den politik, der harmonerer bedst med den grundlæggende præference for den private sektor. Denne skal helst øges relativt i forhold til den offentlige sektor, hvilket udtrykkes klart af Liberal Alliance, og også fremgår af diverse borgerlige regeringers planer, hvorefter den offentlige sektor skal vokse mindre end den private; men faktisk var det under Nyrup, at den offentlige sektor i sin helhed især mistede vægt (jf. Tabel 8.3).
Hertil kommer naturligvis, at liberale vil mene, at den private sektor skal være så fri som muligt fra offentlige indgreb, fordi disse forvrider markedsmekanismen.
Heraf følger en præference for pengepolitik i forhold til finanspolitik. Det skyldes at regulering af renten og pengemængden er generelle indgreb, der gavner – eller skader – alle virksomheder ens, mens ændringer i de offentlige udgifter og i skatterne vil være mere selektive.
Men skal der endelig føres finanspolitik, er det klart at liberale vil foretrække (ved ekspansiv politik) at sænke skatterne frem for at øge de offentlige udgifter.
Pengepolitik
Hvilke muligheder har pengepolitikken så for at regulere konjunkturerne, måske dæmpe inflationen eller bekæmpe arbejdsløshed?
Ikke mange. Afgørende var her den fastkurspolitik, som Schlüter-regeringen gennemførte, straks den kom til magten. For når kronekursen skal ligge fast i forhold til D-Marken og senere Euroen, må renten være indrettet herefter; hvis der er fare for at kronen svækkes, må renten hæves, således at kapital tiltrækkes, dvs. efterspørgslen efter kroner øges; omvendt, hvis kronen styrkes for meget. Det betyder at renten ikke som tidligere kan bruges til at regulere de indenlandske konjunkturer, altså sænke renten og dermed opmuntre til flere investeringer, hvis der er arbejdsløshed, og hæve renten, hvis problemet er inflation.
I øvrigt har Keynesianere ikke stor tiltro til pengepolitikken i en krisesituation, for dels kan det være svært at sænke renten tilstrækkeligt, hvis den i forvejen er meget lav, dels vil virksomhederne ikke øge produktionen, uanset renteniveau, såfremt afsætningsmulighederne vurderes som dårlige. Den aktuelle situation i Euro-landene demonstrerer til overflod rigtigheden heri. Renten er allerede sænket til næsten nul, uden at det har løst op for stagnationen, og ECB’s voldsomme forøgelse af pengemængden, den såkaldte Quantitativ Easing, hvor ECB køber obligationer af de store banker, har blot fodret disse med billige penge, uden at de er blevet udlånt til erhvervslivet for at sætte gang i hjulene.vii
Fra en liberal vinkel er det videre vigtigt, at centralbanken bliver uafhængig, altså vristes fri af den politiske indflydelse, der tidligere gjorde sig gældende. Begrundelsen har traditionelt været, at finansministre er populister, der let fristes til at skrue tempoet op for seddelpressen, hvis økonomien halter, især op til et valg. Pengepolitikken skal ‘sagliggøres’, altså afdemokratiseres. Dette gælder Danmarks Nationalbank og den Europæiske Centralbank; faktisk er uafhængigheden, også for Danmarks Nationalbank, nu indskrevet i EU-traktaten. Danmarks Nationalbanks overordnede opgaver er tre, nemlig at sørge for stabile priser, sikre betalinger og stabilitet i det finansielle system.viii Der er altså intet om arbejdsløshed og økonomisk vækst. Pengepolitikken er dermed afkoblet fra konjunkturpolitikken. Som et led i bankens politiske uafhængighed gælder også at den ikke må finansiere staten, kun den private sektor. Indtil den nyliberale periode var situationen langt mere flydende. Som Helge Andersen skriver, blev pengepolitikken dengang til i en ‘stadig magtkamp’ mellem Nationalbanken, storbankerne og finansministeriet.ix
Enemålsætningen om at undgå inflation giver en generel præference for en høj rente. Efter krisen i 2008 fastholdt ECB derfor en noget højere rente end Federal Reserve, hvilket skadede den europæiske vækst, men presset af den alvorlige økonomiske situation måtte den til sidst give sig og sænke renten (fastkurspolitikken betyder som sagt at den danske rente følger ECB-renten ret slavisk).
Fordelingspolitisk er høj rente og lav inflation til fordel for de mere velstående. De har i sagens natur flere værdier, som inflation kan udhule, og de har penge at udlåne. Alt i alt er Nationalbanken skiftet fra at varetage mere almene interesser til at servicerer finanskapitalen, der især lever af renteindtægter. Med den faldende rente er denne indtægtskilde skrumpet ind. I Euro-landene er dette blevet kompenseret med Quantative Easing, i Danmark ved at bankerne efter 2007 kan låne meget billigt og med ringe sikkerhedsstillelse i Nationalbanken.x Hertil kommer de fire bankpakker, hvor staten garanterede indskudene (også udenlandske), hvilket formentlig i efteråret 2008 reddede Danske Bank fra at løbe tør for likviditet. Men modsat især Irland, hvor staten garanterede for bankernes tab og dermed har påført befolkningen en enorm fremtidig gældsbyrde, blev der i Danmark ikke brug for at aktivere statsgarantien, fordi hele den finansielle sektor indbetalte beløb til en slags privat sikkerhedsfond. Faktisk er det blevet hævdet, at staten havde et overskud på bankpakkerne, men på det sidste er det kommet frem, at den i 2008 udstedte en ny type statsobligationer for at sikre valuta til bankerne; frem til 2039 vil det formentlig koste 120 mia kr i rentebetalinger, så også i Danmark har skatteyderne frikøbt bankerne, der i øvrigt har kunnet glæde sig ved høje og stærk stigende aktiekurser.xi Givet er det at statens sikkerhedsnet under de store, systemisk vigtige banker har reduceret risikoen ved at handle med dem; Danske Bank kan takke staten for en stor del af værdien af bankens aktier. Denne politik til fordel for de store gør det vanskeligt for mindre banker og sparekasser at konkurrere, og bidrager til at forklare den høje koncentration indenfor den finansielle sektor.
Kampen om kontrollen med pengevæsenet har siden Antikken været af altafgørende betydning. Statsmagten blev først effektivt konstitueret, da den erhvervede monopol på denne ret. I den nyliberale epoke er statens magt over pengevæsenet imidlertid svækket; pengeskabelsen i samfundet foregår nu i helt overvejende grad hos de private banker, snarere end hos Nationalbanken. Finanskapitalen synes således at have overtaget magten over den monetære infrastruktur fra det offentlige.
Finanspolitik
Finanspolitik betyder at de offentlige udgifter og skatterne afstemmes med henblik på at regulere den samlede efterspørgsel. En sådan ‘finetuning’ har liberale ikke megen tillid til (derfor foretrækker de pengepolitik). Men skal det endelig være, foretrækker de naturligvis at øge efterspørgslen ved at sænke skatterne og dermed fremme den private rigdom, frem for at øge de offentlige udgifter og dermed den fælles rigdom. Og uanset et eventuelt hensyn til konjunkturregulering ses lavere skatter – mindre offentlig sektor – som et mål i sig selv.
Disse liberale holdninger kom for det meste til udtryk i den økonomiske politik, som skiftende regeringer har ført siden 1982, jf. Kapitel 7. I Schlüter’s første 4 ‘fede’ år førtes en ekspansiv politik med skattelettelser, men i de følgende 7 ‘magre’ år frem til 1993 blev politikken mere kontraktiv og den gik faktisk ud over det private forbrug, således at den offentlige sektors vægt var uforandret (se Tabel 8.3). Nyrup’s regeringstid fra 1994 til 2001 indledtes med en klassisk ekspansiv politik, men bemærkelsesværdigt (for en socialdemokratisk regering) især ved at øge det private forbrug. Fogh-regeringen førte igen en ekspansiv politik, hvor den private sektor blev fremmet med skattestoppet, men dette skete under en højkonjunktur, dvs. politikken var pro-cyklisk, hvilket er blevet meget kritiseret.xii Straks efter krisen i 2008 førtes atter en ekspansiv politik med skattelettelser, men i maj 2010 blev roret lagt brat om til en nedskæringspolitik, hvor det offentlige forbrug måtte holde for (‘genopretningspakken’), til trods for den stadigt høje arbejdsløshed, så igen er politikken pro-cyklisk; det offentlige forbrug er blev svækket med en reduktion i antallet af offentligt ansatte på 28.000 i de sidste par år. Hvis man er konspiratorisk – eller realistisk? – anlagt, kan man se dette som et eksempel på Naomi Klein’s ‘chock-doktrin’, ifølge hvilken en krise bruges til at virkeliggøre den klassiske liberale målsætning om en mindre offentlig sektor.xiii
Til trods for at betalingsbalancen aldrig havde haft det bedre, satsede politikken på at forbedre konkurrenceevnen for at øge eksporten, og det dæmpede den indenlandske efterspørgsel, bl.a. fordi en styrket konkurrenceevne kræver en afdæmpet lønudvikling.xiv Under højkonjunkturen og efter 2010 er politikken således nærmest anti-Keynesiansk. Som nævnt er denne nedskæringspolitik afpasset henstillingerne fra EU, især Finanspagten.xv
Det var Keynesianismen, der så at sige opfandt finanspolitikken, som havde sin storhedstid frem til oliekriserne. Den er snævert knyttet til en traditionel socialdemokratisk politik; og til velfærdsstaten, hvor en udbygning af den offentlige sektor som sidegevinst havde at skaffe (offentlig) beskæftigelse. I den nyliberale periode har den øgede internationalisering imidlertid givet problemer for en nationalt afgrænset finanspolitik, fordi megen stimulans ikke kommer dansk, men udenlandsk beskæftigelse til gode; men koordineret international politik er særdeles effektiv, at dømme efter de gode resultater i 2009, jf. Kapitel 7. Kickstarten under Nyrup bliver måske det sidste eksempel på en succesrig national keynesiansk politik.
Eller? Skattelettelser fungerer kun delvist, fordi megen af den ekstra købekraft vil rette sig mod udlandet. Men offentlige udgifter vedrører især offentlig service, og generelt er service mindre ‘flytbart’ (internationaliseret), hvortil kommer at en stigning i det offentlige forbrug kan målrettes opgaver, der éntydigt falder indenfor landets grænser. Overhovedet gælder, at hvis man vil stimulere økonomien med fx 1. mia kr. er effekten større, hvis pengene bruges på offentlige udgifter snarere end på skattelettelser; det skyldes at når forbrugernes disponible indkomst øges gennem skattelettelser, vil noget af gevinsten gå til opsparing, altså ikke til forbrug (efterspørgsel), hvorimod 1 mia. til den offentlige sektor ubeskåret øger efterspørgslen (‘det balancerede budgets multiplikator’).
Disse effektivitetsargumenter for at foretrække offentlige udgifter frem for skattelettelser synes glemt i vore dage, om end man på det sidste er kommet i tanker om at der er en multiplikatoreffekt – ‘dynamiske effekter’ – af offentlige udgifter.xvi
Begrænsningen for effektiviteten af en ekspansiv finanspolitik er hensynet til betalingsbalancen, for når der kommer gang i hjulene øges importen. Men igen gælder at dette problem især opstår ved skattelettelser, hvorimod øget offentlig service i mindre grad trækker på udenlandske ressourcer.
Men generelt er det naturligvis rigtigt at betalingsbalancen sætter en grænse for al dansk økonomisk politik. Det må enhver regering respektere, hvad enten den ligger til højre eller venstre; hvis det ignoreres kommer vi i lommen på de udenlandske kreditorer, og ender i sidste instans under udenlandsk administration (jf. ‘afgrundsdiskussionen’ i de sidste år af Anker Jørgensen’s regering og Grækenland i vore dage).
Et sådant udlandsunderskud må adskilles skarpt fra det offentlige underskud, selv om de to ting ofte blandes sammen. Et offentligt underskud skal finansieres ved at låne. Hvis regeringen låner i udlandet, kan vi få de ovenfor nævnte problemer. Hvis den låner fra den private sektor i Danmark er det udtryk for at den beslaglægger nogle af de private ressourcer. Den offentlige sektor prioriteres over den private, og det bryder liberale sig naturligvis ikke om. Derfor insisterer de på at der skal være balance på de offentlige budgetter, sidst med tilslutningen til Finanspakten. Men dette har intet at gøre med ‘økonomisk ansvarlighed’, forstået som respekt for den ‘økonomiske nødvendighed’. At begrænse udlandsgælden er en national økonomisk nødvendighed, og for så vidt hævet over politik, men at begrænse det offentlige underskud er en simpel politisk prioritering.
Sådan er det i hvert fald abstrakt set. Men hvis den internationale finanskapital har en præference for ‘austerity’ og balancerede offentlige budgetter, så vil den måske miste tillid til et land med offentligt underskud; det kan blive dyrt eller umuligt at låne. Vor afhængighed af den internationale finanskapital, som kapitalliberaliseringen instituerede, kan derfor blive et argument for balancerede offentlige budgetter.
Sammenfattende kan vi konkludere, at konjunkturregulerende politik stort set er blevet afskaffet; markedet regerer mere suverænt, ud fra den antagelse at det véd bedst.
Pengepolitikken kan ikke stimulere økonomien i en lavkonjunktur, for den skal varetage andre opgaver, nemlig at sikre den faste kronekurs. Og finanspolitikken er tilsvarende blevet kastreret med Finanspagten, der stort set ulovliggør Keynesiansk stimulering. Økonomiens efterspørgselsside ignoreres til fordel for en mere langsigtet udbudspolitik, hvor arbejdsløshed søges kureret med pisk og gulerod til de arbejdsløse; det øgede udbud formodes at skabe sin egen efterspørgsel, sådan som Say’s Lov dekreterede i begyndelsen af 1800-tallet og som var god latin indtil Keynes.
Offentlige udgifter, skat og skatteunddragelse
I dag reguleres offentlige udgifter og skatter efter andre hensyn end den samfundsmæssige efterspørgsel. Ifølge den nyliberale opfattelse skal offentlige udgifter begrænses, fordi de beslaglægger private ressourcer, og skatterne skal ned, fordi de hæmmer det private initiativ.
2025 planen regnede med et relativt fald i det offentlige forbrug fra 25,5% af BNP i 2015 til 24% i 2025. Hvis det offentlige forbrug skulle følge med det private, skulle det stige med 1,2% årligt, men det nævnte relative fald svarer til en årlig vækst på blot 0,5%; VLAK-regeringens reviderede plan har sænket den offentlige vækst yderligere, nemlig til 0,3%. I øvrigt ville en bibeholdelse af samme standarder pr. person kræve en vækst på 0,6%.xvii
Indkomstoverførslerne har svinget mere, med de politiske og økonomiske konjunkturer. Derfor har de samlede offentlige udgifter også varieret meget, fra et toppunkt i 1995 på knap 60% af BNP til knap 50% i 2007 (grundet højkonjunkturen), hvorefter krisen gav en stigning til 59% i 2009; i 2015 var vi nede på knap 57%.xviii
De samlede skatter (på indkomst, ejendom, kapital samt afgifter) har udgjort en ret konstant andel af BNP på omkring 47%; dette skattebidrag kaldes i nyliberalt sprogbrug ‘skattetrykket’. Men indkomstskatten er flyttet fra de rige til de fattige. Den højeste marginalskat er faldet fra 69% i 1993 til godt 56% i 2015, og mellem 2001 og 2016 har skattelettelser gavnet den rigeste decil med knap 8% overfor 1% til den fattigste decil. Det skyldes især afskaffelsen af mellemskatten i 2010, men det har også haft betydning at færre betaler topskat og med en mindre procentsats.xix Hertil kommer at beskatningen af kapitalindkomster, hvor satserne i forvejen er noget lavere end for lønindkomster, er faldet, bl.a. er selskabsskatten blevet reduceret til en sats i dag på 22%; dette billede gælder også internationalt.xx
Dette har udhulet skattegrundlaget, dermed finansieringen af velfærdsstaten, men skatteunddragelse er her måske af større betydning.
Hvert år kommer der afsløringer af, at multinationale selskaber betaler ingen eller lille selskabsskat i Danmark; problemet synes at øges, idet kun 25% af selskaberne i Danmark betaler selskabsskat, mod 50% i sluthalvfemserne. Skandalerne er kommet som perler på en snor: Swiss-leaks i 2014, hvor Jyske Bank, Nordea og Danske Bank befordrede penge til bl.a. Gibraltar og Svejts; Lux-leaks i 2015, der involverede Danske Bank; og Panama papirerne, hvor Jyske Bank og Nordea var nævnt. Jyske Bank har 4 selskaber i Gibraltar, Danske Bank 4 i Luxembourg; i 2011 blev det opgjort, at knap 20% af store danske virksomheder (især banker og rederier, med Mærsk i spidsen) havde datterselskaber i skattely.xxi
Princippet er at personer og selskaber skal betale skat, hvor indtægten er genereret, altså til SKAT hvis den stammer fra Danmark. Dette princip undergraves imidlertid, både på legal og illegal vis (grænsen er ofte er flydende), idet pengene placeres i et land, hvor beskatningen er nul eller meget lav (et skattely). Det er ikke ulovligt at placere midler i skattely, kun at skjule danske indtægter for SKAT, og det er givetvis det dominerende motiv, eftersom den reale forretningsaktivitet i skattelyet oftest er minimal.
For multinationale selskaber er standardmetoden ‘transfer pricing’, som består i at prissætte den selskabsinterne handel (1/3 af verdenshandelen), således at det beskatningspligtige overskud placeres i lande med lav beskatning; dette er i princippet ulovligt, fordi sådanne priser skal svare til markedspriserne, men da sådanne enten ikke eksisterer, eller kan være genstand for megen fortolkning, er der ikke mange muligheder for gribe ind. En anden metode er at placere pengene kortvarigt i et bestemt land, hvorefter de føres videre til bestemmelseslandet. Disse såkaldte ‘gennemløbsinvesteringer’ er i princippet lovlige, selv om formålet givetvis er at vaske pengene rene for skat. I sluthalvfemserne var Danmark det foretrukne transitland, dvs. skattely-land, således udgjorde gennemløbsinvesteringerne i 1999 67,5 mia kr, sammenlignet med øvrige direkte investeringer på 49,4 mia kr; resultatet var at antallet af multinationale selskaber i Danmark sprang i vejret fra 800 i 1992 til 5.000 i 1997, hvilket gjorde lille Danmark til det land, der næstefter Tyskland havde fleste multinationale selskaber, og i 1998 indtog vi en suveræn førsteplads med 9.356 selskaber (der typisk havde 1-2 ansatte)!xxii
Hvor stort er omfanget af skatteunddragelsen? Vi vil se at det ikke er et marginalt fænomen, men måske et lige så vigtigt element i den moderne kapitalistiske produktionsmåde som den uformelle økonomi er for mange fattige lande.
Lad os starte med det globale plan, som især UNCTAD har undersøgt.xxiii I 2015 øgedes strømmene af FDI med hele 38%, hvor kun de 15 procentpoint stammede fra reelle investeringer, resten beroede på ‘corporate refigurations’, som ofte er et pænt ord for skattetænkning.
Selskabernes ejerforhold bliver stedse mere kompliceret, idet de splittes op i mindre enheder; dette kan have reelle årsager såsom ønske om adgang til et nyt marked, men er ofte rent juridiske konstruktioner, baseret på skattetænkning. De 100 største selskaber havde hver i gennemsnit 500 datterselskaber i mere end 50 lande; hver havde 7 hierarkiske ejerskaber og 70 enheder i offshore investeringsknudepunkter (‘investment hubs’), dvs. i skattely. Ejerstrukturen bliver uigennemskuelig, hvor fx moderselskab A i USA ejer datterselskab B i Frankrig, der ejer 40% af datterselskab C i Luxembourg, der på sin side ejer 30% af A; dermed bliver ejerens nationalitet uklar, således at det også bliver uklart hvem der er skat skyldig hvor.
Hvor stort er det globale omfang af selskabernes skatteunddragelse? Skjulte beløb er iflg. sagens natur ikke registrerede og derfor ukendte, men UNCTAD estimerer ud fra indirekte bevismateriale at andelen af FDI i skattely øgedes fra 5% i 2000 til 10% i 2010, samtidig med at andelen af gennemløbsinvesteringer i offshore knudepunkter voksede fra 19% til 27%; her fungerer Luxembourg og Holland som trædesten til hhv. USA og UK. Denne tendens kan ses som et aspekt af den stigende finansialisering, hvor profitgenerering afkobles fra produktive investeringer; således steg profitandelen fra 15% i 1980 til 18% i 2015 i de store kapitalistiske lande (USA, UK, Frankrig, Tyskland og Japan), mens de produktive investeringer faldt fra 20% af BNP i 1980 til 16% i 2015. Samlet set har UNCTAD anslået at $6.500 mia af de samlede globale investeringer på $21.000 mia var placeret i skattely i 2012, så 30% unddrages formentlig – legalt eller illegalt – skattebetaling (for Europa drejer det sig om 35%). Tax Justice Network sætter tallet højere; ud fra erfaringer med 60 store amerikanske selskaber vurderes, at 40% af deres profit blev skjult fra amerikanske skattemyndigheder i offshore lokaliteter.
Det skal understreges at UNCTAD alene har set på FDI, altså mere eller mindre produktive investeringer. Porteføljeinvesteringer er ikke med, men et godt gæt er, at skatteunddragelsen nok ikke er mindre her, snarere tværtimod. Heller ikke privatpersoners parkering af formuer i skattely er medregnet; her har Johannesen og IMF vurderet at 10% af disse formuer (globalt plan) er gemt i skattely, i alt omkring $5.500 mia, altså af samme størrelsesorden som skattely-andelen af FDI.
Hvor stort er omfanget af kapitalens skatteunddragelse i Danmark? Hvor meget går SKAT glip af?
Skatteministeriet nedsatte i 2014 en task force, der bl.a. så på omfanget, men resultaterne på dette område var meget begrænsede. Man henholder sig især til en undersøgelse ved lektor Niels Johannesen, der estimerer at der er gemt personlige, finansielle formuer på 100-150 mia kr i skattely, svarende til et dansk skattetab på årligt 3-5 mia kr; tallene er ikke baseret på selvstændige undersøgelser af danskeres skatteunddragelse, men udregnet som en forholdsmæssig andel af globale tal. På selskabssiden har en række skattelyprojekter ført til opreguleringer på 21 mia kr, men den øgede skat er et mindre beløb; det er klart at de 21 mia kr kun er, hvad man har afsløret, så det virkelige tal er formentlig mange gange større. Et bedre estimat af selskabernes skatteunddragelse er måske at antage, at Danmark ligger på EU-gennemsnittet på 35% af FDI (jf. ovenfor); i 2016 betød dette skjulte beløb på 35 mia kr.xxiv
Igen skal det huskes at porteføljeinvesteringer, der normalt varetages af bankerne, ikke er medregnet. En nylig analyse fra Oxfam har fundet frem til at Europa’s 20 største banker registrerer mere end 25% af deres profit i skattely, især Irland og Luxembourg, skønt de har ringe eller ingen forretningsmæssig aktivitet dér; det drejer sig om i alt $25 mia (170 mia kr), som de betaler meget lidt skat af.xxv Disse banker har således en vital interesse i at muligheden for skatteunddragelse fortsat eksisterer, dels fordi de selv driver denne aktivitet, dels fordi de tjener på at vejlede privatpersoner og selskaber i ikke at betale skat.
Vi nærmer os dermed et vigtigt spørgsmål, nemlig årsagerne til kapitalens skatteunddragelse.
Når bankerne bliver afsløret i at medvirke til at skjule penge, forsikrer de hver gang at det er i strid med deres etiske retningslinier, at de vil være mere grundige, men desværre er de kriminelle eller dem med lav moral meget snedige; det er en evig kamp, i stil med den mellem virus og antivirus. Politikernes reaktion er tilsvarende forudsigelig: nu må der gøres (endnu) mere i form af aftaler med skattely-lande om at udveksle oplysninger eller tiltag på fx EU-niveau. For begge parter er det altså angiveligt evnen, der har manglet. Medierne har stort set købt denne udlægning.
Men måske har det også knebet med viljen?
Det er naivt at overse den massive økonomiske interesse i denne aktivitet; som vi netop har set drejer det sig om en fjerdedel af de store europæiske bankers profit. Det drejer sig ikke nødvendigvis om grådighed. Hvis bank A eller selskab B faktisk lever op til deres etiske retningslinier, vil de tabe i konkurrencen hvis blot én anden bank eller ét andet selskab ikke gør det; de har kort sagt ikke råd til at være dydige. Dette er konkurrencens almene logik, appliceret indenfor en juridisk gråzone, med det resultat at skatteunddragelse nu er new normal blandt de store spillere (de små har ikke de juridiske ressourcer til denne praksis).
Det sidste spørgsmål er, hvordan vi skal forklare statens manglende effektivitet i kampen mod mod skatteunddragelse – mangel på evne eller vilje? Det er formodentlig en kombination. Nyliberale politikere ser gerne statens velfærdskomponent trængt tilbage, hvilket kan forklare den manglende effektive – til forskel fra oratoriske – interesse for problemet; ligesom mere end et årtis inkompetence fra skiftende skatteministre forekommer at være en mindre troværdig forklaring på SKAT’s nedsmeltning end manglende interesse for at sikre finansiering af velfærdsstaten. ‘Starv the Beast’, hedder det på amerikansk, dvs. udsult staten.
På den anden side kan det argumenteres, at dereguleringerne åbnede en Pandoras boks; kapitalen fløj ud og kom udenfor al kontrol, så selv om de politiske ledere ønskede det, kan de ikke håndhæve en grænse mellem ønskværdige og forkastelige kapitalbevægelser. De blev magtesløse. Hvis Danmark laver aftale med Lichtenstein, flytter pengene blot til et andet skattely, dvs. alle lande skal tages i ed, men er det realistisk?
Mere generelt er spørgsmålet, om liberalisering af kapitalbevægelser gør det umuligt at sætte grænser mellem det lovlige og ønskværdige på den ene side og det ulovlige og skadelige på den anden. Har kapitalen kastreret demokratiet?
Systemintegration i den nyliberale periode
Kan nyliberalismen og dens stat fungere? Kan den uhæmmede kapitalisme levere den nødvendige systemintegration? Kan den få skidtet til at hænge sammen? Eller vil vi se voksende tendenser til opløsning og kaos?
Metoder til at sikre efterspørgsel
Kapitalismen leverer ikke automatisk den nødvendige effektive efterspørgsel, så derfor må en aktiv finanspolitik redde kapitalismen fra sine egne anarkistiske tendenser. Det fungerede udmærket frem til 70erne, i Danmark og de andre kapitalistiske lande. Så kom opgøret med Keynesianismen, og som vi har set afskaffede nyliberalismen stort set finanspolitikken som efterspørgselsregulator; nu skulle de offentlige budgetter balancere og vægten lægges på at fremme udbuddet – af varer, tjenester og arbejde. Men dermed er efterspørgselsproblemet ikke forsvundet.
I den klassiske Keynesianismes sidste fase, frem til begyndelsen af 80erne, gav den ekspansive politik en kraftig inflation overalt i den vestlige verden, i Danmark havde vi til tider to-cifret inflation frem til 1983/84. Det var ganske uholdbart og medførte svinget til en kontraktiv politik, anført af Volker’s Federal Reserve. Inflationen kom under kontrol, men samtidig steg arbejdsløsheden og lønningerne stagnerede, så efterspørgselsproblemet poppede igen op.
Det problem kunne de nye nyliberale magthavere ikke ignorere; udbudspolitik er langsigtet strukturpolitik, men her og nu skal virksomhederne finde købere til deres varer. Det problem søgte de kapitalistiske økonomier (OECD-landene) at løse ved fra slut-80erne og frem til omkring 1996 at sænke skatterne og dermed øge købekraften.xxvi
De offentlige udgifter kunne nu ikke dækkes af skatten, så den offentlige gæld skød i vejret, dvs. man klarede de aktuelle problemer ved at låne af fremtiden. Man kan også sige at man udskød problemerne. Det ville have været i orden, hvis vækst sikrede fremtidig velstand, men som vi har set har væksten været lav i den nyliberale periode.
Derfor var strategien ikke langtidsholdbar; finanskapitalen blev utryg ved den stigende offentlige gæld. Regeringerne lagde nu roret om, anført af Clinton i USA, og faktisk lykkedes det at afvikle den amerikanske gæld i løbet af nogle få år; i Danmark forbedredes de offentlige finanser tilsvarende fra 1996, og i 2007 var den offentlige gæld helt afviklet. Men hvordan så generere den nødvendige efterspørgsel? Svaret var at deregulere den finansielle sektor, således at det blev lettere for virksomheder og forbrugere at låne; denne ‘privatiserede Keynesianisme’ (som det er blevet kaldt) blev strategien frem til finanskrisen. Boliglån og forbrugslån eksploderede nærmest; i USA fik vi boblen med subprimelån, og herhjemme øgedes den private gæld voldsomt i forbindelse med boligboblen, således voksede omfanget af realkreditlån fra 40% af BNP 1995 til 80% i 2009.
Offentlig gældsætning afløstes af privat, men gæld er gæld, og lånefinansieret efterspørgsel er stadig uholdbar, hvis den ikke sikres af en gedigen realvækst. Den udeblev, boblen sprang og resultatet var finanskrisen i september 2008. Den private gæld blev nu saneret (eller nedskrevet), og igen trådte staten til med en ekspansiv politik. Resultatet var offentlige underskud og stigende offentlig gæld, også i Danmark. Denne ‘Keynesianske episode’ varede dog kun i 1 1/2 år, frem til maj 2010, hvor den sydeuropæiske gældskrise begyndte at true hele Euro-systemet. Roret blev lagt om i Euro-landene, hvor klassisk nyliberal sparepolitik blev iværksat under tysk lederskab, og i Danmark fik vi samtidig Genopretningspakken, der blev lanceret under slagordet at ‘regningen skal betales’, dvs. den offentlige gæld reduceres. En sådan politik reducerer gælden i absolutte tal, men det går også ud over væksten, hvor der kom et nyt dyk i 2012 (også i Danmark). Nettoresultatet er i Euro-landene (især Sydeuropa) en stigende gældsbyrde (gælden i forhold til BNP), mens de offentlige finanser klarede sig bedre i Danmark.xxvii
I de sidste 3-4 år er økonomien i Europa og USA alene holdt oppe af nul-rente politikken og centralbankernes voldsomme pengeudpumpning (Quantitative Easing). Det har forhindret et sammenbrud, men ikke givet vækst af betydning; den væsentligste effekt har været finanskapitalens himmelfart, bl.a. i form af store stigninger på aktiemarkederne. Alle er enige om at denne politik, hvor balancen for ECB er mere end fordoblet, ikke kan fortsætte meget længere. Finansmarkederne bliver utrygge ved deres egne bobler, dvs. værdistigninger uden basis i realøkonomien, hvortil kommer at gratis kredit forhindrer en rational allokering af kapitalen.
Sammenfattende er efterspørgslen altså holdt ved lige af 1) inflation frem til begyndelsen af 80erne, 2) offentlig gæld frem til 1996, 3) privat gæld indtil 2008, 4) offentlig gæld indtil maj 2010, og 5) pengeudpumpning derefter. Mønsteret synes at være at hver løsning skaber nye problemer, der kræver en ny løsning osv.
Spørgsmålet er om den aktuelle politik – ‘austerity’ plus ‘Quantitative Easing’ – er i stand til at forhindre kaos?
Kapitalisme uden politisk modspil
Lad os nu hæve os over disse forskellige faser og betragte den nyliberale æra generelt. Kan denne variant af kapitalismen holde sammen på produktionsmåden?
Kapitalen har sejret, men har den sejret ‘ad helvede til’, som LO-formanden Thomas Nielsen i sin tid sagde om arbejderbevægelsen? Problemet er at kapitalen har nogle eksistensbetingelser, som den næppe selv kan skaffe, men tværtimod tenderer mod at undergrave, når den er uhæmmet, altså ikke får modspil.
Den første eksistensbetingelse er købedygtige aftagere af produkterne, altså den efterspørgsel, som de forskellige faser ovenfor var successive svar på. Denne historie viser at efterspørgslen ikke kommer af sig selv, som Say´s lov ellers dekreterer og som de nyliberale økonomiske modeller antager. Under det nyliberale regime er lønnen for almindelige mennesker stagneret, både i USA og Europa; i Danmark har reallønsudviklingen været anæmisk i den nyliberale periode (1,1% årligt) og er næsten helt stoppet efter finanskrisen (0,6% årligt), jf. Tabel 7.1. Den dybe årsag hertil er mægtiggørelsen af kapitalen. Profitmaksimeringen får ikke længere et effektivt modspil fra fagforeninger og arbejderbevægelse, som er blevet svækket i takt med kapitalens styrkelse.
Forbruget kan ikke holde trit med produktionen, deraf hoppet fra den ene feberredning til den næste siden 1980; det ligner den ‘underkonsumptionskrise’, som Marx talte om. Hertil kommer at en anden del af efterspørgslen, nemlig de produktive investeringer, hæmmes af at profitterne ledes over i den finansielle sektor. Finansielle investeringer er mere profitable end produktive, bl.a. fordi de nyder godt af at blive frikøbt af staten, hvis bobler brister.
Det er svært at se, hvordan kapitalismen kan løse disse problemer uden at opgive sin nyliberale form, altså uden at genindføre offentlig kapitalkontrol. Men det er også svært at se hvordan en stat, der er gennemsyret af kapitalens (kortsigtede) interesser, skal kunne foretage en sådan kolbøtte.
Kapitalismen har brug for staten til at sikre den private ejendomsret og garantere at kontrakter respekteres, og i den Keynesianske periode sørgede staten også for systemintegration ved at levere efterspørgsel, når markedet svigtede. Den nyliberale stat har i perioderne med offentlig gældsættelse gjort det samme. Men efter 2010 skal de offentlige budgetter i Euro-landene (og Danmark) stort set balancere. Når skattebidraget stagnerer, betyder dette et pres på de offentlige udgifter, i Danmark i form af nedskæringer (‘effektiviseringer’) på 2% om året i det offentlige forbrug (hvortil kommer barberingen af overførselsindkomsterne).
Skattebidraget stagnerer af to grunde. Den ene er ideologisk: skatten skal ned, så det ‘kan betale sig at arbejde’, hvilket kommer til udtryk i de faldende skattesatser. Den anden er at det simpelthen er svært for staten at hente penge hjem, selv hvis den ønskede det, fordi selskaberne og de rige i stigende grad kan og ofte må placere deres midler i skattely; med frie kapitalbevægelser er der ikke meget at gøre ved det.
Nedskæringerne betyder at også den tredje kilde til efterspørgsel (ved siden af forbrug og produktive investeringer), nemlig offentligt forbrug, svigter. Man kunne selvfølgelig reversere politikken med balancerede budgetter og tillade offentlige underskud, men som nævnt vil dette blive straffet af den internationale finanskapital (og EU).
Kapitalen har brug for staten som en overordnet modmagt, der kan redde den fra sine egne anarkistiske tendenser. Men den nyliberale stat er snarere en medspiller, der støtter virksomhedernes og bankernes kortsigtede interesser. Faktisk er der mange eksempler på at kapitalen har erobret (‘captured’) staten. Det kender vi fra bl.a. USA, hvor offentlige regulatorer af miljø og finans pludselig befinder sig på samme side som dem, de skulle regulere; vi kender selskabernes massive lobby-virksomhed, der i USA har ført til at de direkte har udfærdiget regeringens udspil indenfor handel; og endelig er det blevet mere almindeligt at rigmænd eller repræsentanter for store kapitalinteresser opnår de højeste politiske poster (Berlusconi og Mario Monti i Italien samt Papademos i Grækenland).
Udfasning af konkurrencen
Hertil kommer et mere overordnet problem, der grunder sig i at den moderne kapitalisme er en selskabskapitalisme, domineret af oligopolier og finansielle fonde, til forskel fra den tidligere mere konkurrenceprægede kapitalisme. For Danmarks vedkommende kunne vi iagttage denne tendens i Kapitel 8.
Det er i vore dage i mindre grad det anonyme marked, der dikterer virksomhederne, hvad og hvor meget de skal producere, men snarere de store virksomheder, der dominerer markedet, altså priserne og karakteren af udbuddet. De har fået markedsmagt. Mange oligopolier er involveret i et underforstået (‘tacit’) samarbejde om prisfastsættelse og andre vilkår, om end vi også ser heftig rivalisering mellem de store; men rivalisering er en magtkamp, der ikke har meget med egentlig (fuldkommen) konkurrence at gøre.
Ifølge traditionel økonomisk teori giver udfasning af konkurrencen en ineffektiv økonomisk koordination. De store multinationale selskaber er gigantiske planøkonomier, hvor aktiviteten i de forskellige lande og datterselskaber afstemmes, men målet er maksimal profit, ikke en ordnet kapitalisme. Og selv om sådanne selskaber i en vis udstrækning samarbejder, også med den finansielle verden, er der ikke tale om et globalt samarbejde, der kan træde i stedet for den vigende markedskonkurrence.
Kapitalismens formforvandling øger derfor problemerne med systemintegration.
Hverken liv eller død?
Kapitalismens indre modsigelser, dvs. dens masochistiske tendens til at ødelægge sig selv, er ikke noget nyt, men hidtil har den altid fundet en løsning.
Det gælder, som vi har set, i den nyliberale periode, men også i et længere historisk perspektiv. Der har været teknologiske gennembrud såsom jernbanen i 1800-tallet (hvorimod informationsrevolutionen ikke synes at have haft en tilsvarende effekt); der var kolonialismen og imperialismen før og efter 1. Verdenskrig, hvilket gav nye markeder og billige råstoffer; i perioder har oprustning og krig fungeret som livgivende indsprøjtninger, fx blev verdenskrisen først overvundet i USA med oprustningen i slutningen af 30erne (og i Tyskland med oprustningen efter 1933). I guldalderen fra 1945 til ca. 1973 var medicinen naturligvis Keynes og velfærdsstaten, men her skal vi have med at krigens ødelæggelser – især i Tyskland og Japan – gav basis for et genopbygningsboom, og at faren fra kommunismen motiverede USA til at holde hånden under levestandarden i Vesteuropa (Marshallhjælpen), Japan og Korea. Med Gorbatjov’s magtovertagelse i 1985 begyndte kommunismens disintegration, og faren – og dermed nødvendigheden af sådanne hensyn – faldt bort. Nøgternt vurderet var kommunismens fald et tilbageslag for almindelige mennesker i OECD-landene, – og katastrofalt for de fattige lande, der nu ikke længere kunne opnå rimelige vilkår ved at spille de to supermagter ud mod hinanden, og derfor stod forsvarsløse under gældskrisen i 80erne (udløst af de amerikanske rentestigninger).
Kapitalismens sammenbrud er forudset mange gange, men hidtil har den fundet nye måder at overleve på. Kan den fortsat det? Efter en krise plejer der at komme et opsving, men det er ikke sket efter 2008-krisen. Det er baggrunden for at en nyliberal økonom som Larry Summers forudser en mere eller mindre permanent tilstand af stagnation á la Japan. Wolfgang Streeck mener at kapitalismen er ved at dø, – men alligevel ikke gør det, fordi der ikke står en ny klasse klar til at tage over og indføre en ny produktionsmåde.xxviii Vi skal ikke forvente et dramatisk sammenbrud, snarere en tilstand af hverken liv eller død. Det er klart, at der vil komme perioder med højkonjunktur, men det vil være bobler, fordi de ovennævnte faktorer vil forhindre en solid realvækst.
Men stagnation og kapitalisme er et umage par, fordi kapitalisme indbegriber profitmaksimering og dermed evig vækst. Så har den kapitalistiske produktionsmåde alligevel en udløbsdato? Ligesom fx feudalismen?
Statens markedsgørelse og udhulingen af demokratiet
Som tidligere nævnt er staten dobbeltbestemt, af demokratiet og kapitalen; det giver næsten sig selv i et kapitalistisk demokrati som vores.
De to bestemmelser følger forskellige logikker. Den demokratiske bestemmelse følger en politisk logik, der analyseres i politisk teori, mens den kapitalistiske bestemmelse er af økonomisk karakter og derfor behandles i økonomisk teori.
Jeg har i denne bog i flæng talt om den demokratiske og offentlige sektor, men hvordan kan det forsvares, når sektoren også er bestemt af kapitalen? Det kan det, fordi folkeflertallet har det sidste ord. Kapitalliberaliseringerne og markedsgørelsen af den offentlige sektor er gennemført af regeringer, som et utilfreds Folketing kunne have fældet. Og den ultimative sikring af kapitalismen fremgår af Grundlovens paragraf om ejendomsrettens ukrænkelighed,xxix men denne Grundlov er jo også vedtaget på demokratisk vis (endog af to folketingsvalg og en folkeafstemning). Sådan er det i princippet, og dette anfægtes ikke af, at Grundlov og lovgivning naturligvis afspejler de gældende magtforhold.
Disse har ændret sig dramatisk i den nyliberale periode. Tidligere fastlagde politikerne rammen om markedsøkonomien, nu er det omvendt kapitalen, der sætter rammen for politikken; dette udtrykkes præcist i begrebet om konkurrencestaten, hvis kerne er at politikkens overordnede opgave er at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne overfor udlandet (nærmere i Kapitel 11). Derfor må erhvervslivets omkostninger sænkes ved at lønnen holdes i ro og skatten på kapital (selskabsskatten) og høje indkomster (marginalskatten) sænkes, ligesom miljølovgivning og meget andet må tilpasses kapitalens interesser. Filosofien er, at hvad der er godt for kapitalen er godt for befolkningen.
Lad os nu nærmere betragte kommercialiseringen af den offentlige sektor, nemlig udlicitering og privatisering samt disciplineringen af de offentligt ansatte så de optræder mere markedskonformt; desuden diskuteres overførslen af magt fra kommuner og regioner til staten, altså svækkelsen af lokaldemokratiet.
Privatisering af infrastrukturen
Kontrollen med infrastrukturen har traditionelt været en kerneopgave for staten, men i den nyliberale periode er det meste af denne kontrol blevet overladt til kapitalen. Privatiseringer indenfor dette område har derfor svækket staten væsentligt overfor kapitalen.
Schlüter-regeringen var meget tilbageholdende, men reducerede dog den statslige indflydelse indenfor hvad man kan kalde den finansielle infrastruktur ved i 1990 at privatisere Statsanstalten for Livsforsikring (4,2 mia kr).
Det store gennembrud kom under Nyrup-regeringen med privatiseringerne af Giro Bank, Københavns Lufthavne og ikke mindst Tele Danmark (31,1 mia kr); også dele af DSB (DSB Gods) blev frasolgt. Det drejede sig altså om både den finansielle, elektroniske og fysiske infrastruktur.xxx
Efterfølgende er der ikke sket så meget, bortset fra det dramatiske frasalg til Goldmann Sachs af dele af ejerskabet til DONG, hvor staten dog i skrivende stund stadig har aktiemajoriteten. Der tales også om at privatisere TV2 og at skære ned på DR, hvilket tilsammen vil betyde et skift fra demokratisk til kapitalistisk kontrol med den kommunikative infrastruktur.
Som vi så i Kapitel 8 har dette betydet et fald i de offentlige virksomheders bidrag til BFI. Imidlertid kan det diskuteres om overførslen til privat eje betyder en væsentlig ændring, eftersom disse virksomheder er selskaber eller selskabslignende, dvs. nok ejet af staten, men med en forpligtelse til at fungere på markedets vilkår. I modsætning til tidligere, hvor de typisk var departementer og som sådan undergivet en politisk ledelse (en minister); denne kunne diktere bredere målsætninger såsom miljø, eller ved togdrift en bred geografisk dækning eller billige priser for at tilgodese mennesker, der ikke har bil. I dag skal der lovgives for at varetage sådanne hensyn.
Konkurrenceudsættelse
Staten tvinger i stigende grad kommunerne til at udlicitere til private virksomheder. Konkurrencestyrelsen forfølger udtrykkeligt og energisk denne målsætning.
Det offentlige definerer opgaverne, hvorefter kommunale eller private aktører kan byde ind. I princippet trækkes kvaliteten således ud som parameter i konkurrencen og for så vidt er vilkårene ens. Den mest effektive og derfor billigste vil vinde. Men alle andre vilkår er forskellige. Den private aktør kan låne, mens kommunen stort set ikke må, men først og fremmest er det kommunen, der sidder med det endelige ansvar for at servicen leveres. Hvis den vinder en opgave, må kommunen dække et underskud, men får den private opgaven, kan virksomheden gå fallit og overlade regningen til det offentlige (det er ofte set).
Hertil kommer at kommunen ikke kan have megen kontrol med, hvordan en privat virksomhed behandler de ansatte; den vil typisk søge at øge profitten ved at få dem til at løbe hurtigere, og det kan kommunen vanskeligere konkurrere med. I det lange løb vil kommunen tabe, – med mindre den i højere grad tænker kommercielt, altså agerer som en kapitalistisk virksomhed.
Disciplinering af de offentligt ansatte
De offentligt ansatte er ikke længere tjenestemænd, fællesskabets tillidsmænd, altså med den tillid som vi har til mennesker, vi selv udpeger. Under nyliberalismen betragtes en offentligt ansat som en Homo Oeconomicus, der kun tænker på sig selv, uden et socialt ansvar for den opgave, som de har fået.
Derfor skal de kontrolleres, ligesom privatansatte. Det kan ske konkret med krav om rapporter over udført arbejde og opnåede resultater, eller med økonomiske incitamenter som fx taxameterordningen, hvor uddannelsesinstitutioner får tilskud efter hvor mange kandidater, de ‘producerer’. Hele systemet går under betegnelsen New Public Management, hvis idé er at de offentligt ansattes arbejdsvilkår skal imitere den kapitalistiske økonomi.xxxi Alternativt kunne de have været et udstillingsvindue for en mere demokratisk indretning af arbejdslivet.
I overensstemmelse med denne tankegang bliver ledelsen, fx indenfor uddannelsessektoren, ‘professionaliseret’, hvilket betyder at folk med økonomisk eller generelt administrativ baggrund tager over fra mennesker med en baggrund i det pågældende fag. Det indebærer en kommercialisering, hvor bundlinjen er det afgørende.
Centralisering af den politiske magt
Staten har mistet magt til kapitalen, men er til gengæld blevet styrket overfor det kommunale og regionale demokrati.
Efter reformen i 2007 blev amtskommunerne afskaffet til fordel for regionerne, der især administrerer sygehusene. Regionsrådene er demokratisk valgt, med modsat amtskommunerne kan de ikke opkræve skatter. Derfor har de mistet magt, således at det regionale selvstyre er blevet et skindemokrati; der tales da også om helt af afskaffe regionerne til fordel for direkte statsstyring.
Kommunernes magt er blevet tilsvarende udhulet, så der ikke er meget kommunalt selvstyre tilbage. De kan nok udskrive skatter (75% af deres indtægter), men indenfor stedse snævrere rammer. Idéen i det kommunale selvstyre er vel at give plads til lokale politiske præferencer, således at røde kommuner kan foretrække megen velfærd, dermed høje skatter, mens blå kommuner kan prioritere lav skat over velfærd, men i praksis er det kun den sidste politik, der kan virkeliggøres. Kommunerne skal balancere deres budgetter, og så skulle man tro at de kunne finansiere mere velfærd ved at hæve skatterne. Men under ét er dette ikke tilladt ifølge KL’s aftaler med staten; hvis en kommune hæver skatterne skal det afbalanceres af at andre kommuner sænker dem. Derimod belønnes skattenedsættelser med et særligt økonomitilskud. I forhandlingerne med KL har staten fat i den lange ende, fordi den kan straffe kommuner med mindre bloktilskud.
Baggrunden for denne udvikling er nedskæringspolitikken, der nu er traktakfæstet med Finanspagten. Et låg over de offentlige udgifter giver nemlig kun mening, hvis kommunerne – der administrerer den største del af det offentlige forbrug (skoler, børnehave, ældrepleje osv.) – også begrænser deres udgifter; fra den enkelte kommunes synsvinkel ser det ansvarligt ud at øge de offentlige udgifter mod at øge skatterne tilsvarende, men da den aktuelle statsmagt vurderer at øgede offentlige udgifter er økonomisk uansvarligt, går det altså ikke. Derfor tvinges kommunerne til at rette ind efter regeringens politik, hvilket ikke levner megen plads til kommunalt selvstyre. “Den selvstændige beskatningsret er – bortset fra på papiret – i realiteten væk”, som Poul Erik Mortensen skrev i 2008.xxxii Alle kommuner må føre blå politik.
Fra demokratisk til kapitalistisk styring
Sammenfattende er den politiske magt i den nyliberale periode forskubbet fra demokratiet til kapitalen. Demokratiet er blevet udhulet.
Der er ikke blevet rokket ved demokratiets 3 nødvendige og tilstrækkelige betingelser, nemlig Politisk lighed, Politisk frihed og Flertalsstyre, jf. Indledningen. Nyliberalismen har ikke virkeliggjort Hayek’s ideal om, at offentligt ansatte og modtagere af offentlige indkomstoverførsler ikke skal have stemmeret,xxxiii og der er heller ikke sket andre indskrænkninger af stemmeretten.
Men der er sket ændringer, nemlig i demokratiets domæne, dvs. omfanget af beslutninger, som parlamentet kan tage.xxxiv Domænets omfang er stedse op til diskussion og kamp, men det er klart at selv om de 3 formelle betingelser er opfyldt, giver det ikke megen mening at tale om demokrati, hvis parlamentet kun kan bestemme om rottebekæmpelse i Slagelse. Omvendt vil de færreste mene, at Folketinget skal have kompetence til at bestemme, hvordan borgerne placerer stolene i deres hjem; dette vedrører kun den enkelte, dvs. det har ikke betydning for andre, er altså ikke en social beslutning. Mellem disse yderpunkter er der rig mulighed for diskussion. Principfaste liberale vil anbefale et minimaldemokrati, hvor ‘folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt’, som det hedder i Venstre’s principprogram,xxxv mens socialister ønsker økonomiske emner demokratiseret.
I den nyliberale epoke har der været en klar tendens til at indskrænke demokratiets domæne. Mange typer beslutninger er blevet afpolitiseret, dvs. afdemokratiseret. Således har vi set at pengepolitikken er blevet ‘sagliggjort’ ved at blive placeret hos politisk uafhængige centralbanker, og at offentlige virksomheder er blevet mere uafhængige af regering og Folketing; det samme mønster genfindes indenfor en lang række områder, fx indenfor uddannelsessektoren. Videre er der i den vestlige verden en tendens til at flere afgørelser retsliggøres, dvs. flyttes fra parlament til domstole. Og endelig har Danmark overdraget suverænitet til internationale organer, først og fremmest EU; dette kan være godt eller skidt, men det er uomtvisteligt at det betyder at Folketingets magt begrænses (hvilket så fra en demokratisk synsvinkel kan forsvares, såfremt tabet i nationalt demokrati kompenseres af øget demokrati på internationalt plan, fx i form af Europa-parlamentet).
Staten og den modificerede klasseanalyse
I en praktisk materialistisk analyse må klasserne bestemmes ud fra placeringen i den kapitalistiske produktionsmåde.
I den rene fremstilling giver det to klasser: arbejderklassen, der sælger sit arbejde for at leve, og kapitalistklassen (borgerskabet), der køber dette arbejde for at få profit. Men den empiriske produktionsmåde har altid været mere kompliceret. Mellem de to hovedklasser var der et småborgerskab (selvstændige), men de er, som Marx forudsagde og som vi har dokumenteret, nu helt marginaliseret. Hertil kom – og kommer – underklassen af mennesker, der af forskellige grunde ikke kan sælge deres arbejde (‘lumpenproletariatet’ i Marx’s noget nedsættende sprogbrug).
Med fremvæksten af velfærdsstaten siden slutningen af 50erne er den offentlige sektor vokset til at beskæftige 1/3 af lønmodtagerne; det er, ultimativt, hele befolkningen, der køber deres arbejde og arbejdet udføres ikke med henblik på at opnå profit. Den kapitalistiske produktionsmåde er ikke længere ‘ren’, men har fået et modspil; den er blevet belemret med en Trojansk Hest. Det forudså Marx ikke, fordi han ikke forudså demokratiet, eller i hvert fald ikke at dette radikalt kunne modificere kapitalismen.
I dette afsnit konkretiserer vi klasseanalysen i Kapitel 9. Vi ser nærmere på de interesser, der er knyttet til den offentlige sektor, vi vil undersøger arbejderklassens vilkår i vore dages Danmark, og vi tager højde for eksistensen af en under- og overklasse.
Offentlige versus private interesser
Offentligt ansatte var oprindeligt priviligerede. De kunne næsten ikke fyres, de havde bedre løn end privatansatte og glimrende pensionsordninger. De var tjenestemænd, dvs. de tjente fællesskabet og de var udpeget demokratisk, nemlig af regeringen og – ultimativt – Folketinget.
Da velfærdsstaten blev udbygget i 60erne blev der brug for langt flere offentligt ansatte. Man valgte nu at afvikle tjenestemandsinstitutionen og i stedet ansætte folk på nogenlunde samme vilkår som i den kapitalistiske sektor; i dag er kun ganske få og små grupper tjenestemandsansatte. Man kunne have valgt anderledes, altså fastholdt de særlige ansættelsesvilkår. Det ville have sat de private arbejdsgivere under pres for at tilbyde deres lønmodtagere de samme gode vilkår, for ellers ville mange foretrække offentlig ansættelse.
Offentligt ansatte blev altså nivelleret ned til de privatansattes niveau, således er sidstnævntes løn standarden ved fastlæggelsen af offentligt ansattes løn; også på dette punkt imiterer det offentlige det private. De arbejder i den demokratiske sektor og er derfor demokratiets kernetropper, men de behandles på samme måde som den arbejdskraft, som kapitalen benytter. Den grundlæggende forskel mellem de to typer af lønmodtagere er blevet mere usynlig, især i takt med indførelsen af New Public Management. Offentligt ansatte har en indlysende fordel i at den offentlige sektor bevares og udvides, men de har også en interesse i større indflydelse indenfor sektoren. Deres interesser er i modsætning til den ydre kapital (den private sektor), men også i modsætning til de markedsbaserede principper, der har sneget sig ind i den offentlige sektor.
Faktisk er arbejdsvilkårene for offentligt ansatte på mange måder dårligere end privatansattes, eftersom de i stigende grad disciplineres og kontrolleres. Folketing og regering kunne i stedet have valgt at gøre offentlig ansættelse til en oase af frihed og selvbestemmelse, naturligvis indenfor rammerne af de vedtagne love og opgaver. Man kunne have betragtet og behandlet dem som ‘homo sociales’, altså som tillidsmænd, der i kraft af deres stilling og opgaver arbejder for det fælles bedste, snarere end for en kapitalists profit. Modsætningen mellem demokratisk og kapitalistisk styring ville da være trådt klart frem.
Ikke desto mindre har de offentligt ansatte en betydelig styrke og kampgejst, formentlig større end blandt de privatansatte. I de senere år har der kun været betydelige arbejdskonflikter blandt de offentlige, nemlig sosu’er, sygeplejersker osv (2008) og lærere (2013). Kønsdimensionen er her vigtig. Over 70% af de offentligt ansatte er kvinder, og kvinder er betydeligt mere venstreorienterede end mænd: i 2011 stemte 58% af dem på Rød Blok, overfor 44% blandt mænd.xxxvi
De offentlige ansatte har som nævnt en klar interesse i at bevare og gerne udbygge den offentlige sektor. Hvor meget vejer denne interesse? Det politisk interessante må her være, hvor stor en andel af vælgerne (18 år og derover) de offentligt ansatte udgør. I 2013 var det 21%, nemlig 925.100 ud af 4.438.800.xxxvii
Desuden har modtagere af overførselsindkomster en umiddelbar interesse i den offentlige sektor. Det drejer sig først om modtagere af dagpenge, kontanthjælp, invalidepension og efterløn, samt mennesker i aktivering og skånejob, men også fx mennesker på barsel, så de udgøres ikke udelukkende af de marginaliserede (underklassen); igen i 2013 udgjorde disse ‘offentligt forsørgede’ 812.200 personer, altså 18% af vælgerne. Hertil kommer 1.026.300 folkepensionister, dvs. personer på 65 år eller derover; det svarer til 23%. I alt 1.838.500 personer eller 41% af de over 17-årige.xxxviii
Det betyder at 62% må stå på den offentlige sektors side (21% + 41% = 62%), hvis de er bevidste om deres umiddelbare interesser; den mere langsigtede interesse kan altid diskuteres. Mouritzen når frem til et lidt højere tal (ca. 68%) for tiden omkring 2008, et resultat han ikke billiger: ” … omkring 2/3 af alle vælgere er afhængige af velfærdsstaten. … Når så stor en del af vælgerkorpset lever af det offentlige – enten som ansatte eller som modtagere af indkomstoverførsler – vil styreformen have et potentiale til at udvikle sig i pervers retning.”xxxix
Resten af vælgerne (38%) udgøres af de selvstændige og de privatansatte lønmodtagere. Har de nogen interesse i den offentlige sektor? De får jo hverken offentlig løn eller overførsler, men de nyder godt af offentligt forbrug og offentlige investeringer, altså uddannelse, sundhed og ældrepleje, men også politi, kommunal og statslig administration og meget mere. Mens overførselsindkomsterne er personlig indkomst, og derfor indebærer en direkte interesse, aktualiseres værdien af velfærdsgoderne kun når behovet for uddannelse, lægehjælp, politi osv. opstår.
Overfor disse almene goder står deres finansiering, altså skatten. Offentligt ansatte og modtagere af offentlige overførsler skal selvfølgelig også betale skat, men da der ikke betales 100% skat er nettofordelen her klar. For den øvrige del af befolkningen er der imidlertid en afvejning mellem værdien af de offentlige goder og skattebetalingen.
Beskatningen er progressiv, hvilket betyder at de rige betaler en større andel af deres indkomst som skat; derimod stilles de offentlige ydelser gratis til rådighed for alle borgere, dvs. rig og fattig får stort set lige meget. Derfor har de fattige en større, umiddelbar interesse i den offentlige sektor end de rige.
Hvordan ser dette regnestykke for de selvstændige og privatansatte nærmere ud?
I 2013 var det offentlige forbrug 524,5 mia kr og offentlige investeringer 43,0 mia, i alt 567,5 mia.xl Jeg går nu ud fra at denne værdi er ligeligt fordelt på alle vælgere, altså at personer op til 18 år ‘hører under’ de voksne. Det giver en værdi på 567,5 mia divideret med 4.438.800, altså 128.000 kr pr. vælger. Dette er altså også værdien af den offentlige sektor for de selvstændige og de privatansatte.
Er denne værdi større eller mindre end skattebidraget? Ser vi alene på indkomstskatten viser det sig, at hver selvstændig betalte 187.300 kr, hver lønmodtager i øverste kategori 331.300, i mellemste kategori 240.800 og i laveste kategori 172.500;xli vi kan her ikke udskille de privatansatte, men deres lønniveau adskiller sig ikke væsentligt fra de offentligt ansatte. Konklusionen er derfor, at værdien af de offentlige goder er betydeligt lavere end skatten (og forskellen ville have været endnu større, hvis afgifter blev indregnet). Nøgternt betragtet er den offentlige sektor derfor en dårlig forretning for de privatansatte, mest for de højstlønnede, naturligvis, men også for de lavestlønnede (der udgør det store flertal). Igen: Vi taler om den umiddelbare fordel, altså det årlige nettoresultat; på længere sigt er det en anden sag, hvor alle jo fx har en interesse i ad åre at få folkepension.xlii
Der er naturligvis ikke et ét til ét forhold mellem de objektive interesser og de mere subjektive politiske holdninger, mellem ‘klasse an sich’ og ‘klasse für uns’ (for at tale marxistisk), men at 38% af vælgerne ikke har en umiddelbar interesse i velfærdsstaten er vigtigt. Det bidrager til at forklare hvorfor der er betydelig opbakning i arbejderklassen bag det borgerlige ønske om at sænke skatterne og ‘effektivisere’ velfærdsstaten.
Der er således solide interesser bag idéerne om at den offentlige sektor er uproduktiv, at værdierne skabes i det private erhvervsliv, at nedskæringspolitikken er sagligt nødvendig, at de marginaliserede er nassere osv. Her er en langt mere tungtvejende grund til arbejderklassens manglende modstand overfor nyliberalismen og dens frigørelse af kapitalen end lønmodtagernes begrænsede kapitalinteresser.
Den store gåde er naturligvis, hvorfor det betydelige flertal på 62%, der har en interesse i velfærdsstaten, ikke er i stand til at sætte disse interesser igennem. Det umiddelbare svar er at offentligt ansatte og offentligt forsørgede er et umage par, og derfor har haft svært ved at danne en enhedsfront til forsvar for den demokratiske sektor. Hertil kommer at ingen har ulejliget sig med at forklare dem, at de kæmper for demokratiet, så de har manglet en ideologi.
Umage par? Måske tværtimod. Faktisk er der stort potentiale for en velfærdskoalition af offentligt ansatte og underklassen.
Det er disse to grupper, der er i skudlinien for de nyliberale angreb, det er dem der umiddelbart mærker nedskæringspolitikken. Den fælles modstander giver et godt grundlag for samarbejde. Og de kender hinanden, eftersom de offentlige ydelser administreres af offentligt ansatte, som derfor har en god forståelse af underklassen. De kan se gennem mange myter om dovenskab og nassere, og derfor er det med stigende ulyst at de på politisk befaling har måttet kontrollere og disciplinere denne klasse.
Hvad er perspektivet i en sådan fælles kamp?
For de offentligt ansatte drejer det sig om på sigt at demokratisere mere og mere af økonomien, altså bringe den under offentlig kontrol. Men hvad er perspektivet for underklassen? Dengang underklassen bestod af arbejderklassen, var målet naturligvis socialisme og dermed afskaffelse af kapitalismen. I dag er underklassen de marginaliserede, og de har altid haft svært ved at formulere slagkraftige visioner. Det skyldes at de som udstødte i bedste fald ses som overflødige, i værste fald som nassere.
Hvordan kan de kaste denne skyld og følelse af underlegenhed af sig? Det kræver at de omdefinerer samfundsøkonomien og deres rolle i den. Kapitalismen definerer en herskende moral, der siger at markedet er standard for rationalitet og god opførsel, og ud fra denne standard falder de udstødte pr. definition igennem. Derfor skal de vende standarden på hovedet. Hvis der ikke er arbejde i Hjørring, tvinges de arbejdsløse til at søge til Aalborg. Hvorfor er det ikke virksomheder i Aalborg, der pålægges at søge til Hjørring? Og hvis den marginaliserede har forkerte kvalifikationer i forhold til virksomhedernes ønsker, hvorfor er det da den marginaliserede, der har et problem, snarere end virksomheden? Hvorfor er det ikke virksomheden, der må omlægge produktionen, så de eksisterende mennesker kan arbejde der? Fordi virksomheden blot udtrykker markedets krav, hedder det, hvorved vi atter er tilbage ved grundantagelsen om, at markedet som overdommer er udtryk for rationalitet. Men der er et alternativ, nemlig at vi i stedet for at lade os opdrage af markedet opdrager markedet, altså påtvinger det vore normer.
Underklassen må kort sagt afvise, at det er en naturlov at det er menneskerne, der må tilpasse sig (arbejds)markedet, snarere end kapitalen, der på tilpasse sig menneskerne. Den må vende den anklagende finger fra dem selv til virksomhederne, til markedet, til den private økonomi. Først når det sker, bliver der perspektiv i deres aktuelle ulykke.
Arbejderklassen
Arbejderklassen udgjorde i 2013 1.531.900 personer (samtlige lønmodtagere minus de offentligt ansatte), hvilket svarer til 35% af vælgerne.xliii
Modsat de offentligt ansatte står de privatansatte overfor en arbejdsgiver, der har kapitalen i ryggen, helt overvejende i form af et selskab. Klassekampen med kapitalen er her direkte, men i vore dage udfoldes den kun svagt.
Overgangen fra industri- til servicesamfundet har gjort arbejdet fysisk mere heterogent, fordi der er en uendelighed af servicefunktioner. Men det vanskeliggør solidaritet, når man laver meget forskellige ting. Hertil kommer at de ansatte ikke behøver at være samlet i en fabrik, men fx kan arbejde hjemmefra, så også rumligt er arbejderne mere adskilte. Alt dette repræsenterer overvejende en autonom udvikling i produktivkræfterne, som ingen har besluttet og som der ikke er noget at gøre ved. Det er givent vilkår.
Hertil kommer at ansættelsesvilkårene er ændret; det gælder alle lønmodtagere, men især de privatansatte. Ingen arbejder længere på fuld tid i 40 år på den samme arbejdsplads. Flere og flere arbejder på deltid, hvad enten det er frivilligt eller ej, og lønarbejderen skifter ustandseligt arbejdsplads og arbejdsgiver. Tryghed i ansættelsen er afløst af det ‘fleksible arbejdsmarked’, der tidligere blev kompenseret af rimelige overførselsindkomster, når man blev fyret (‘flexicurity’); i dag er vilkårene for fyrede blevet så forringet, at det ikke længere giver megen mening at tale om denne model. Det er klart at arbejdersiden svækkes overfor arbejdsgiveren, når det sikkerhedsnet, der skulle opfange den fyrede, mørner; det bliver sværere at forsvare sig imod ringere løn- og arbejdsvilkår.
Alt i alt er flere og flere lønmodtagere blevet en del af det såkaldte ‘prekariat’, karakteriseret ved en løs, usikker og skiftende tilknytning til arbejdsmarkedet, helt parallelt med ejernes løse tilknytning til en virksomhed, som i vore dage ofte sælges til fx kapitalfonde.xliv Disse vilkår gør fælles aktion vanskelig, for hvem vil ulejlige sig med at stille krav og aktionere, hvis man kun er på arbejdspladsen et år? Samhørigheden med kollegerne bliver mere flygtig, solidariteten svækkes.
Fagbevægelsen har mistet fordums styrke; den mister medlemmer, især blandt de unge.xlv Efterlønnen, der blev indført i 1979, skulle administreres af A-kasserne, hvilket styrkede fagbevægelsens magt og medlemstal, men derefter er det gået i den modsatte retning. De privatansatte er også blevet svækket af arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU. Tilstrømningen af billig udenlandsk arbejdskraft, især fra Østeuropa, har medført løndumpning, som er vanskelig for fagbevægelsen at bekæmpe, især fordi arbejdsgiverne ikke har en interesse i at dæmme op herfor, tværtimod (mere herom i Kapitel 11).
Fagbevægelsen kæmpede imod arbejdsgiversidens ønske om at indføre decentrale overenskomstforhandlinger, således at arbejdersiden kunne svækkes, men måtte til sidst (1991) give sig. Den arbejdede også for at arbejdsmarkedspensionerne skulle administreres i statsligt regi, men igen forgæves; i stedet for at blive en udbygning af velfærdsstaten, blev midlerne opsamlet i store pensionskasser, der formelt er kontrolleret af medlemmerne, men reelt er blevet en del af den globale spekulationskapital. Til gengæld omfavnede fagbevægelsen fra starten ‘ny løn’, dvs. individuelle lønaftaler, selv om dette system undergraver solidariteten; at være ‘solidarisk med sig selv’ er identisk med at være usolidarisk.
Fogh-regeringens ‘frihedspakke’ i 2001 markerede et frontalt angreb på LO, fordi indførelsen af tværfaglige A-kasser fjernede de faglige A-kassers monopol; tidligere fulgtes medlemskab af A-kasse og fagforening hinanden, men mange fravalgte nu fagforeningen.
Ændringerne på arbejdsmarkedet er en årsag til arbejderklassens svækkelse, men afspejler og forstærker den også.
Det samme gælder den helt store grund til svækkelsen af lønmodtagerne, nemlig kapitalliberaliseringen. Truslen om at nedlægge eller flytte arbejdspladser, eventuelt til udlandet, har styrket arbejdsgiverne umådeligt; mod denne kapitalistiske strejketrussel kan arbejderklassens strejkevåben – klassens traditionelle trumfkort – ikke bruges. Stort set strejkes der da heller ikke længere i den private sektor i Danmark. Der er ikke længere magtmæssig ligelighed i forholdet mellem arbejde og kapital.
Arbejdskampen i den private sektor står således overfor mange vanskeligheder, og det traditionelle langsigtede perspektiv, nemlig at erstatte kapitalisme med socialisme ved at gennemføre samfundseje af produktionsmidlerne, er næsten forsvundet fra bevidstheden. Dette ‘samfundseje’ blev oprindeligt forstået som arbejderklassens ekspropriation af produktionsmidlerne, men dette er mindre realistisk og rimeligt – det er faktisk udemokratisk – i en situation, hvor klassen kun udgør godt 1/3 af vælgerne.
Underklassen
Hvor stor er underklassen?
Som nævnt var der 812.200 personer, der i 2013 levede af offentlig forsørgelse, eksklusiv folkepensionister. Men de kan ikke alle meningsfuldt beskrives som ‘underklasse’ eller marginaliserede; personer på barsel, med job, (39.000) og modtagere af efterløn (97.700) må fratrækkes, hvilket giver en rest på 675.500. Således bestemt udgør underklassen 15% af vælgerne.xlvi
Er arbejdsløshed et individuelt eller samfundsmæssigt problem? Er det den arbejdsløse eller kapitalismen, der er skyld i problemet? Svaret på dette spørgsmål har traditionelt delt vandene mellem liberale og socialdemokrater/socialister. Den socialdemokratiske fortælling giver mest mening, hvis der er stor arbejdsløshed, som måske er opstået ret pludseligt (30erne og de første år efter 2008), for her er det mindre troværdigt at forklare miséren med en pludselig epidemi af dovenskab. Den liberale fortælling om arbejdsløshed er stærkest, når der stort set ikke er arbejdsløshed, fx i 60erne, for i en sådan situation, hvor der er jobs nok, giver det næsten sig selv at arbejdsløshed er den enkeltes skyld.xlvii
Før den nyliberale periode var den socialdemokratiske fortælling dominerende,xlviii udmøntet i en økonomisk politik, der havde fuld beskæftigelse som den overordnede målsætning; sådan var det i efterkrigstiden, hvor instrumentet især var en ekspansiv Keynesiansk politik. I 1950erne forhindrede betalingsbalanceproblemer fuld beskæftigelse, men derefter og frem til krisen i 1974 blev arbejdsløsheden stort set afskaffet.
Efter 1982 fik vi et skifte på to fronter, dels fik inflationsbekæmpelse nu førsteprioritet, i overensstemmelse med monetaristisk økonomisk tænkning, dels blev den Keynesianske optagethed af den samfundsmæssige efterspørgsel erstattet af et fokus på udbuddet på arbejdsmarkedet. Denne udbudsøkonomi forklarede arbejdsløshed med problemer hos den arbejdsløse, hvad enten det var manglende uddannelse eller motivation. Pilen pegede nu anklagende på den enkelte arbejdsløse, ikke på erhvervslivets uformåenhed eller på en økonomisk politik der ikke var tilstrækkeligt ekspansiv.
Det store skift kom i 90erne under Nyrup-regeringen.xlix De tidligere jobtilbudsordninger blev erstattet af et system, hvor der var pligt til at tage det tilbudte arbejde. Med den nye ‘aktiveringslinje’ mistede den arbejdsløse kontanthjælp eller dagpenge, hvis tilbuddet blev afvist, måske fordi arbejdet lå langt væk fra hjemmet, var helt udenfor den pågældendes kvalifikationer eller simpelt hen var meningsløst. Hvor man tidligere gik ud fra at den enkelte ønskede et arbejde, skal den arbejdsløse nu tvinges til at arbejde; den arbejdsløse antages at være en ‘homo oeconomicus’, der kun vil arbejde under økonomisk tvang. Det skal ‘kunne betale sig at arbejde’, dvs. afstanden mellem løn og overførselsindkomst skal øges; dette kunne være et argument for højere løn, men er det ikke.
Denne tvang blev mere udtalt efter 2001. Overførselsindkomsterne blev sat ned, og man falder hurtigere ud af dagpengesystemet. Dagpengenes værdi er udhulet fra i 1982 at svare til 75% af en LO-arbejders gennemsnitlige løn til en kompensation på 55% i 2010, hvilket bl.a. hænger sammen med den såkaldte satsregulering fra 1991, der betyder at overførselsindkomsterne vokser med 0,3% mindre en lønnen.l Dagpengeperioden er nedsat fra oprindeligt 7 år til 4 år i slutningen af 90erne og 2 år i 2010. Samtidig er flugtmuligheden for ældre lønmodtagere, nemlig efterlønnen, under afvikling.
Med denne afskaffelse af ‘flexicurity-modellen’ er de marginaliserede blevet egentlig underklasse. Umiddelbart forekommer denne klasse at være ren ballast eller udgift, men faktisk har denne ‘reservehær’ (som Marx kaldte de arbejdsløse) to vigtige funktioner i den kapitalistiske produktionsmåde. For det første er det vigtigt for virksomhederne, at der er en rigelig og varieret forsyning af arbejdskraft, hvis der skulle blive brug for det. For det andet presser dette overudbud lønnen; og jo mere, desto ringere de arbejdsløses vilkår er, således at de beskæftigedes frygt for at blive fyret øges.
Det har gennem mange år været en bevidst politik at øge den økonomiske afstand mellem lønmodtagerne og modtagere af overførselsindkomster. Skabelsen af den moderne underklasse har været intenderet.
Overklassen
I Marx’s idealtypiske kapitalisme er der to klasser, arbejderklassen, der er underklassen, og kapitalejerne/borgerskabet/arbejdsgiverne, der er overklassen. Den første klasse arbejder, men ejer ikke noget, i hvert fald ikke produktionsmidler, den anden klasse (borgerskabet) arbejder ikke, men ejer kapitalen.
Så enkelt er det jo ikke i vore dages Danmark. Arbejderne ejer noget af kapitalen, især ejerbolig og pensionsformuer, og ‘borgerskabet’ er toppen af de selvstændige og lønmodtagerne og som sådan arbejder de som regel. Denne top kan analytisk udskilles, fx som den rigeste ene procent (den ‘gyldne procent’). I 2013 udgjorde de 33.600 personer. Deres reale disponible indkomst voksede med 37,1% i perioden 2000 til 2013, sammensat af en voldsom stigning frem mod krisen, derefter et fald og efter 2009 igen en betragtelig stigning; resten af den rigeste decil så indkomststigninger på 29,8% i perioden, mens de resterende 90% haltede meget bagefter, med en stigning på 14,7%.li
Alternativt definerer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) overklassen som den del af arbejdsstyrken, der har en indkomst på mere end tre gange så meget som den typiske (‘meridianen’); denne del udgjorde 3% af arbejdsstyrken (18-59 årige) i 2013. Her er udviklingen i den reale disponible indkomst ført tilbage til 1985, og det viser sig at den således definerede overklasse frem til 2013 kunne glæde sig over en indkomstvækst på 177%. De øvrige af AE’s klasser faldt langt bagefter, idet ‘middelklassens’ indkomst voksede 75%, ‘arbejderklassen’ med 48% og ‘underklassen’ med 36%; der tre klasser udgjorde hhv. 29%, 40% og 15% af arbejdsstyrken, altså det store flertal (det skal understreges, at jeg i øvrigt ikke benytter AE’s klassedefinitioner, især fordi der ikke skelnes mellem offentligt og privat ansatte).lii
Sådanne definitioner af overklassen går på tværs af den traditionelle klasseopdeling, fordi indkomsten dels er løn, dels kapitalindkomster, om end de sidste naturligvis vejer langt tungere end hos de fleste lønmodtagere. Hvad enten overklassen defineres på den ene eller anden måde, viser undersøgelserne at den i den nyliberale periode er ‘stukket af’ fra den øvrige befolkning (som AE udtrykker det), i den forstand at den har haft en langt gunstigere indkomstudviking. Uligheden er vokset, polariseringen skærpet.
I Kapitel 9 så vi, at arbejdet havde øget sin andel af BFI i forhold til kapitalen efter 2000. Det tydede på mindre polarisering, men dette er mere end opvejet af øgede lønforskelle blandt lønmodtagerne. AE’s undersøgelse viser at ‘overklassens’ løn (ovenfor så vi på indkomsten) er steget langt mere end ‘arbejderklassens’ fra 1985 til 2013, nemlig med realt 588.000 kr overfor ‘arbejderklassens’ stigning på blot 80.000 kr. De fulgtes ad til omkring 2000, så det er derefter at kløften har åbnet sig; faktisk har ‘arbejderklassen’ oplevet et fald i reallønnen i kriseårene efter 2007 på 1,8%, mens ‘overklassen’ har haft en fremgang på 8,2%. I Kapitel 7 noterede jeg en marginal stigning i privatansattes realløn efter 2007 på 0,6% årligt; AE’s resultater tyder på, at der bag denne lille stigning ligger en stor stigning blandt de få højstlønnede og et lille fald for de mange lavestlønnede.liii
Imidlertid kan man spørge, hvor interessant det i vore dage er at identificere en sådan overklasse? Jo, det er interessant, hvis man beskæftiger sig med ulighed, og det er naturligvis et vigtigt emne. Men hvor meget fortæller det om den styrende magt i den kapitalistiske økonomi? Den ligger hos de produktive og finansielle selskaber, og deres magt er i vid udstrækning upersonlig, som jeg tidligere har været inde på. Det er kapitalens dictum om profitmaksimering, der driver værket, ikke toplederne eller de rige kapitalejere. Derfor, og fordi det er praktisk vanskeligt, bliver overklassen ikke søgt udskilt nedenfor.
Vælgernes sammensætning og politiske præferencer
Lad os sammenfatte resultaterne ovenfor:
Tabel 10.1. Andelen af vælgere (18 år og derover) i 2013liv
| Procenter | |
| Offentligt ansatte | 21% |
| Underklassen | 15% |
| Arbejderklassen | 35% |
| Selvstændige | 5% |
| Folkepensionister | 23% |
| I alt | 99% |
Spørgsmålet er nu i hvilken udstrækning de interesser, der er knyttet til disse vælgergrupper afspejles i deres politiske præferencer? Stemmer ‘klasse an sich’ og ‘klasse für uns’ overens?lv
Lad os først se på lønmodtagerne. Det viser sig at ved valget i 2011 (da Thorning-regeringen kom til) stemte hele 70% af de offentligt ansatte på Rød Blok, mens 30% stemte på Blå Blok; de tilsvarende tal for arbejderklassen var var 39% og 61%; politisk er offentligt og privatansatte altså så forskellige som ild og vand. Dette harmonerer med interesserne, for så vidt som partierne i Rød Blok ønskede mere offentlig vækst end de blå partier (SD argumenterede for ‘velfærd frem for skattelettelser’).lvi
De offentligt ansatte stemmer rødt ud fra egeninteressen (‘klasseinteressen’), men formentlig også fordi de værdimæssigt oparbejder en forkærlighed for omsorg gennem deres arbejde; spørger man om skat, velfærd og ulighed er de offentligt ansatte klart venstreorienterede.
Også ved valget i 2015 (der bragte de borgerlige til magten) gennemførtes undersøgelser, men nu var fokus på de socialistiske partier (EL, SF og SD) snarere end på Rød Blok, der inkluderer RV. Det viste sig at 51% af de offentligt ansatte stemte på socialistiske partier, mod blot 35% blandt de privatansatte. I 1971 var tallene hhv. 47% og 62%, så i løbet af disse 44 år er de offentligt ansatte blevet lidt rødere, mens de privatansatte er blevet langt mere borgerlige.
Alt i alt viser undersøgelserne således, at de to grupper af lønmodtagere overvejende stemmer i overensstemmelse med deres umiddelbare interesser: Rødt for de offentligt ansatte og blåt for de privatansatte.
Lad os dernæst se på underklassen, som 2015-undersøgelsen beskæftiger sig med. For hele denne grupper var der kun et lille flertal på 51% for Rød Blok. Det kan undre, da venstreorienterede partier jo er mere generøse med overførselsindkomster end den borgerlige fløj. Det viser sig at de 51% er nettoresultatet af at kun 45% af modtagere af dagpenge stemmer rødt, mens der er stort rødt flertal blandt de øvrige grupper, således 64% blandt kontanthjælpsmodtagere. Det kan forklares med at dagpengemodtagere er tæt på arbejdsmarkedet og derfor stemmer efter deres interesser som tidligere eller kommende (privat) beskæftigede snarere end ud fra deres øjeblikkelige interesser som marginaliserede. De øvrige grupper er mere permanent marginaliserede og stemmer i overensstemmelse dermed mere rødt. Igen kan vi derfor konkludere at vælgerne er rationelle, dvs. overvejende stemmer i overensstemmelse med deres interesser.
Om de øvrige grupper er der ikke så meget interessant at sige. Selvstændige stemmer ikke overraskende massivt borgerligt, men der er også borgerligt flertal på 54% blandt folkepensionister. Den langsomme marginalisering af folkepensionen burde trække i rød retning, men på den anden side spiller arbejdsmarkedspensionen og individuelle pensionsordninger en øget rolle, og især det sidste giver mere kapitalisme-venlige interesser; hos de fleste er det politiske valg mellem venstre og højre formentlig fastlagt tidligere og derfor mest påvirket af pensionistens tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Sammenfatning
Liberal økonomisk politik, i bred forstand, tilsiger at flytte vægten fra den demokratiske til den kapitalistiske sektor samt at gøre førstnævnte mere markedsorienteret. Dette er lykkedes i den nyliberale epoke, ikke mindst i Nyrup-årene.
Den mere rene kapitalisme giver imidlertid nogle problemer med at integrere systemet, altså skabe en vis orden, eftersom nedskæringspolitikken begrænser lønnen og de offentlige udgifter. Hvor skal købekraften så komme fra? Man har forsøgt sig med offentlig gældsætning, privat gældsætning og sidst en pengepolitisk favorisering af banker og selskaber, men meget tyder på stagnation så langt øjet rækker.
Endelig har vi spurgt om nyliberalismen er politisk stabil, altså kan tilfredsstille tilstrækkeligt store vælgergrupper. Her var konklusionen at en ‘velfærdskoalition’ af offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomster udgør 62% af vælgerne og derfor kan vælte projektet, hvis de mobiliseres omkring deres interesser. Omvendt har 38% af vælgerne, nemlig især arbejderklassen, ikke nogen umiddelbar interesse i velfærdsstaten; derfor har de kunnet mobiliseres omkring en politik med nedskæringer og skattereduktioner på dagsordenen.
Jeg vil mene, at denne analyse harmonerer med hvad vi ser, hvis vi åbner vinduerne og betragter de faktiske stridspunkter i vore dages Danmark. Den store kamp er ikke den direkte konfrontation i den private sektor mellem arbejde og kapital; her er arbejdersiden i vid udstrækning blevet passiviseret. Vi hører ikke meget om lønkamp og strejker imod selskaberne, meget mere om kontanthjælpsloft og nedskæringer i kommunernes ældreforsorg. Den store politiske kamp er mellem den kapitalistiske og demokratiske sektor. Man kan beklage at den klassiske marxistiske klassekamp ligger underdrejet (den kan vende tilbage), og at den store kamp er flyttet andetsteds hen, men sådan er det.
Noter
iBoss, 1990: 189.
ii Jf. diskussionen i Kapitel 4, specielt note 4.
iiiSe Boss, 1990: 227ff.
iv Har den offentlige sektor ikke en restindkomst, når lønnen er blevet betalt, lige som i den private sektor? Men vi er jo alle sammen ‘ejere’ af sektoren, og derfor giver det ikke megen mening at operere med et afkast til en ejers arbejde og kapitalindsats. Man har her valgt, af mig ubekendte grunde, at sætte denne restindkomst lig med afskrivningerne. Det er et meget lille beløb, så sagen er uden praktisk betydning.
v Da den offentlige sektors bidrag til BFI måles ud fra omkostningssiden (lønnen) er den offentlige lønkvote pr. definition 100%. På det seneste arbejder Danmarks Statistik imidlertid på at udvikle et mål for realt BFI i den offentlige sektor, altså en ‘fysisk’ opgørelse af mængden af producerede tjenesteydelser, som så søges værdisat. Det er der mange problemer med.
vi Nærmere om Coase, Schumpeter, Downs og nyliberal statsopfattelse i Lundkvist, 2004.
vii Streeck, 2014: 166. – ECB køber statsobligationer af storbankerne, ikke af de udstedende stater, da dette ville være direkte finansiering af offentlige udgifter, hvilket er forbudt. Obligationerne købes til en fast pris, der typisk er højere end den pris bankerne betalte; transaktionen giver således en pæn profit til bankerne.
viii Jf. Danmarks Nationalbanks hjemmeside (se ‘formål’). Om pengepolitikken i EU og Eurozonen, se Stiglitz, 2016: 145ff. Interessant nok er Federal Reserve mere åben for politisk påvirkning, og den har en bredere målsætning.
ix Andersen, 1966: 11.
xRandvid, 2013: 306.
xiInformation, 28/3-17.
xiiIkke mindst af Christen Sørensen (2010).
xiiiKlein, 2007.
xivGoul Andersen, 2013: 16ff.
xv EU’s Stabilitets- og vækstpagt fra 1999 begrænsede det tilladte offentlige underskud til 3%; Danmark tilsluttede sig, selv om vi ikke er med i Euroen. Kravene til de offentlige budgetter blev skærpet med Finanspagten fra 2013, hvor det strukturelle underskud – dvs. det langsigtede underskud, på tværs af konjunkturerne – højst må være 0,5%. I aftalen mellem staten og KL for 2014 hedder det udtrykkeligt, at udgiftloftet for 2014-17 er fastlagt ‘under hensyntagen til Stabilitets- og vækstpagten’ (kl.dk, Økonomiaftale 2014).
xviAE’s kommentar til vismandsrapporten, okt. 2016.
xvii AE, okt. 2016: ‘Offentlig forbrugsandel uændret 2000-2015 – kun sundhed er vokset’.
xviiiSt.Å. 2016: 259; øvrige oplysninger i dette afsnit er fra St.TO 2015: 137f.
xix AE, okt. 2015: ‘Internationalt har Danmark lav skat på arbejde’, og AE, sept. 2016: ’15 års skattereformer har tilgodeset de rige.’
xx Standing, 2016: 88: “In the USA, the UK and some other European countries, income from dividends or capital gains is taxed at a much lower rate than income from wages.”
xxiAE, 19/1-13, og Ugebrevet A4 16/5-2011. ‘Knap 20%’ refererer til 9 ud af 50 selskaber.
xxii Kilden til disse oplysninger samt nærmere detaljer kan findes i Lundkvist, 2009. Denne trafik, der har kostet mange statskasser milliarder i skat, har været helt overset i den danske debat.
xxiii De fleste oplysninger er fra UNCTAD’s World Investment Report, 2016: x om FDI i 2015, 123ff om ejerskab; se også World Investment Report 2015: Chp. 5 (30% af globale ‘investeringer’ i skattely). Om afkoblingen af profitgenerering og produktive investeringer, se Trade and Development Report 2016 (UNCTAD), s. vii. Om estimaterne fra Tax Justice Network, se Wikipedia ‘Tax Heaven’.
xxivSt.B. DNDIQ, hvoraf det ses at udgående FDI i de fire kvartaler i 2016 var 100 mia kr.
xxv https://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/bp-opening-vaults-banks-tax-havens-270317-en.pdf
xxvi I Danmark steg skatterne kraftigt fra 37,1% af BNP i 1975 til 47,2% i 1988 , men derefter har niveauet været nogenlunde konstant.
xxvii Til ovenstående, se Streeck, 2016: 53ff. – Om Eurozonen før og efter krisen, se Lundkvist, 2013: 129ff. – For Danmarks vedkommende, se St. Å. 2016: 261 (skattebidraget), St.Å. 2016: 258f (offentlig gæld), Goul Andersen, 2016: 35f (privat gæld) og 63ff (offentlig gæld), og St.TO 2014: 17 (offentlig gæld). – Om udviklingen i ØMU-underskud og ØMU-gæld i Danmark og Euro-zonen, se St.B. EDP2.
xxviiiStreeck, 2016.
xxix Der menes den private ejendomsret (både personlig ejendom og virksomheders ejendom). Derimod er offentlig ejendom ikke sikret,
xxx Nærmere i Aaen, 2009.
xxxiGleerup, 2009.
xxxiiMouritzen, 2008.
xxxiiiHayek, 1979: 105ff. – Hayek’s alternativ til demokratiet diskuteres nærmere i Lundkvist, 2014, Kapitel 38.
xxxivNærmere om demokratiets domæne, se Lundkvist, 2004, Kapitel 42.
xxxvVenstres principprogram, se www.venstre.dk.
xxxvi St.TO 2015; 39, og Stubager o.a. 2011: 65 (jf. også s. 95, hvor det fremgår at kvinder i langt højere grad end mænd foretrækker velfærd fremfor skattelettelser, ser negativt på ulighed og gerne ser øget skat på høje indtægter). – At kvinder er mere venstreorienterede end mænd er en almen tendens i vore dage, i hvert fald tabte Trump blandt kvinderne, men vandt blandt mænd ved det nylige præsidentvalg i USA. Tidligere var kvinder ofte et konservativt aktiv, fx i katolske lande.
xxxvii Tabel 9D om antal offentligt ansatte; St. Å. 2014, Tabel 4, om befolkningstal (i alt, 0-17 årige samt 65 årige og derover).
xxxviii Tallet for offentligt forsørgede findes i St.TO 2015: 44 (personer er ‘omregnet til fuld tid’). – Af hensyn til sammenligneligheden ville det være ønskeligt at udskille de 16- og 17 årige, der er offentligt forsørgede, men det er ikke muligt. Der er godt 140.000 i disse to årgange, men det er formentlig kun meget få af dem, der lever af overførselsindkomster.
xxxix Mouritzen, 2008; 9f.
xl St.Å. 2014: 271.
xli St.Å. 2015: Tabel 231.
xlii Tilbage i 2002 blev der lavet en en undersøgelse af, hvem der har en nettofordel af den offentlige sektor, jf. St.TO 2002: 16; offentlige ansatte og deres løn var ikke inkluderet, men det var indkomstoverførsler og værdien af velfærdsydelser. Det viste sig at den fattigste fjerdedel hver betalte 69.000 kr i samlede skatter (indkomst, ejendomsskatter, moms etc.), men modtog 152.000, fordelt på 110.000 i indkomstoverførsler og 42.000 som værdien af skoler, hospitaler etc., hvilket giver en nettooverførsel fra det offentlige på 83.000 kr. Den næste fjerdedel afgiver 13.000 kr, og de to næste fjerdedele afgiver hhv. 122.000 kr og 267.000 kr. Iflg. denne undersøgelse var det altså kun den fattigste fjerdedel af befolkningen, udenfor de offentlig ansatte, der havde en kontant interesse i eksistensen af en offentlig sektor. Den lave værdi for offentligt forbrug beror formentlig på, at kun ydelser, der er personrelateret (skoler, hospitaler etc.), men ikke almene udgifter såsom politi, er indregnet.
xliii jf. Tabel 9D.
xliv Standing, 2011 og 2016. – Standing argumenterer i øvrigt optimistisk for at prekariatet kan finde sammen og organisere sig. Jeg mener at det, realistisk set, er op af bakke.
xlvTil det flg. se Due/Madsen, 2012: 36ff og 61f.
xlvi AE definerer underklassen som personer uden for arbejdsmarkedet, og når her frem til præcis den samme procent (AE: Fordeling og levevilkår 2015).
xlvii Dog kan det, fra liberalt hold, argumenteres at selv denne arbejdsløshed er frivillig, eftersom man kunne skaffe sig arbejde ved at gå ned i løn (denne strategi afvises dog af Keynesianismen, fordi generelt lavere løn giver mindre efterspørgsel og dermed mindre beskæftigelse i samfundet). Dermed peger pilen på de fagforeninger, der forhindrer dette, og den konsekvente løsning må være at afvikle fagforeningerne og indføre et arbejdsmarked med fuldstændig fri konkurrence.
xlviii Denne fortælling er udtrykt i Grundlovens paragraf 75, hvor det hedder: “Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”.
xlix Kolstrup, 2014: 282ff.
l Kolstrup, 2014: 290f
li AE, august 2015: ‘Den gyldne procent i Danmark. De rigeste danskere bor i sigende grad i de samme områder’.
lii AE: Fordeling og levevilkår 2015. Andelene af de 18-59 årige samt udviklingen i disponibel indkomst er beregnet på familieniveau, således at fx et medlem af underklassen kan trækkes op i ‘arbejderklassen’ af en beskæftiget ægtefælle; beregnet på individniveau bliver der færre i overklassen (1,5%) og flere i ‘arbejderklassen’ (44%) og i underklassen (21%). – ‘Underklassen’ er som nævnt hos AE personer udenfor arbejdsmarkedet. I øvrigt er klasseopdelingen især baseret på relativ indkomst, men højt uddannelsesniveau trækker også opad i hierarkiet.
liii En nagelfast konklusion er ikke mulig, fordi de 0,6% alene refererer til privatansatte, mens AE’s ‘arbejderklasse’ også omfatter offentligt ansatte.
liv Procenterne fremgår af teksten ovenfor, undtagen de 203.400 selvstændige, svarende til 5% af vælgerne; procenterne ville addere op til 100, hvis vi tilføjede folk på barsel (med job) og efterlønnere. Husk at ‘arbejderklasse’ skal forstås i denne bogs – og ikke i AE’s – betydning.
lvDet følgende bygger på Stubager 2013, især ss. 69ff, 79ff og 95, samt Goul Andersen, 2016, især ss. 100ff.
lvi Da kvinder som nævnt er betydeligt mere venstreorienterede end mænd, og de udgør 70% af de offentligt ansatte, kan man spørge om de offentligt ansattes præference for Rød Blok skyldes at de er kvinder snarere end deres ansættelsesforhold (sektortilknytning). Faktisk kan man neutralisere ‘kvindeeffekten’ og når derved frem til at den rene sektortilknytning, meget overraskende, forklarer næsten hele præferencen for Rød Blok (69% ud af de 70%). For de privatansattes vedkommende forklarer sektortilknytningen 55% af de 61%’s præference for Blå Blok.