Sigtet med dette kapitel er at undersøge, hvordan og i hvilken udstrækning resultaterne i de tre sidste kapitler modificeres, når vi tager højde for den danske kapitalismens integration i den internationale.
Kapitlets struktur bliver derfor først, i forlængelse af kapitel 8, at undersøge de rent økonomiske relationer, både på markedsniveau (handel) og kapitalniveau. Dernæst diskuteres modificeringen af Kapitel 9’s klasseanalyse, når der tages højde for effekten af konkurrencen mellem danske og udenlandske lønmodtagere. Endelig behandles det politiske niveau, jf. Kapitel 10, hvor medlemskabet af EU naturligvis sætter nye rammer for reguleringen af økonomien; desuden ser vi på, hvordan dereguleringen af kapitalen mere generelt vanskeliggør politisk regulering.
Da vi kun inddrager disse modificeringer, bliver kapitlet kort.
Marked og kapital
Kapital er penge, der investeres med henblik på at opnå et afkast, i form af profit, rente eller kapitalgevinst.
Det indebærer at kapital kan antage mange former: valuta, værdipapirer (aktier, obligationer, derivativer) eller fysisk kapital, og derfor er dens dereguleringen ikke sket på én gang, på et bestemt tidspunkt. Det er kommet drypvis. Det første skridt var liberaliseringen af prissættelsen på valuta på globalt plan; det skete i 1971, da USA gik fra guldet og opsagde Bretton Woods arrangementet, der havde givet politisk regulering af valutakurserne siden 1945. Det var nu markedskræfterne (finanskapitalen), der bestemte kursforholdet mellem Dollar, Pund, D-Mark, Yen osv. I Europa ønskede man dog fortsat regulering, så vi fik først den såkaldte ‘slange’ og fra 1979 EMS’en (European Monetary System), der var en slags små Bretton Woods’er, der søgte at fastholde nogenlunde stabile værdiforhold mellem de europæiske valutaer. Man frygtede at rent markedsbestemte kurser ville give stor volativitet og dermed økonomisk ustabilitet. I sidste ende mislykkedes disse planer, idet EMS’en brød sammen i 1993, takket være finansmanden Soros’s spekulationer mod pundet; det var formentlig først gang i nyere tid, at statskassen (politikken) blev den lille i en konfrontation med finanskapitalen. Danmark var med i både Slangen og EMS’en; i praksis lagde kronen sig tæt op af D-Marken.
I Europa kom det store gennembrud for kapitalens frisættelse med vedtagelsen i 1985 af det Indre Marked, der gav frihed for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft til at bevæge sig indenfor EU; da handelen med varer og tjenesteydelser helt overvejende varetages af kapitalen, kan de fire friheder reduceres til frihed for kapitalen og arbejdskraften. Ved samme lejlighed liberaliseredes de egentlige kapitalbevægelser ud og ind af EU. Efter en folkeafstemning tilsluttede Danmark sig det Indre Marked.
Allerede omkring 1985 fik danskere ret til at købe udenlandske aktier, ligesom udlændinge fik ret til at købe danske aktier. Tidligere havde normen været, at man skulle spørge Nationalbanken eller et ministerium for at få lov til at føre kapital ud af landet; det fik man normalt, hvis formålet var at købe importvarer, især input til danske virksomheder, eller foretage produktive investeringer i udlandet, der på sigt kunne give et afkast til Danmark, men ikke hvis formålet var rent spekulativt, dvs. blot drevet af et håb om at udenlandske værdipapirer ville stige i værdi.
Efter 1985 implementerede Danmark det Indre Marked og i 1988 ophævedes de sidste restriktioner på kapitalbevægelser.
Vi skal nu se, hvilken effekt liberaliseringen havde.
Markedsniveauet
Udenrigshandelen har i den nyliberale periode fået stedse større betydning for den danske realøkonomi, jf. Tabel 11.1.
Tabel 11.1. Import- og eksportkvote 1982-2016 (varer og tjenester)
| % af BNP | 1982 | 1993 | 2000 | 2007 | 2016 |
| Import | 35,0 | 29,0 | 38,0 | 48,5 | 46,1 |
| Eksport | 35,9 | 36,6 | 44,9 | 51,5 | 52,9 |
Fra i 1982 at udgøre 35% af BNP er kvoten nu oppe på lidt under og lidt over 50% for hhv. import og eksport.i Det svarer til at godt 30% af, hvad vi forbruger, stammer fra udlandet, mens godt 30% af produktionsværdien går til eksport.ii For så vidt er kun godt 30% af den danske økonomi dansk.
Årsagen til dette handelsopsving er dels liberaliseringen af handelen, især indenfor EU, dels at øget velstand trækker mere handel med sig. Det ses i øvrigt at niveauet for udenrigshandelen er stagneret efter finanskrisen.
Især i slutningen af 70erne døjede vi med underskud, men siden 1990 har der været overskud på betalingsbalancens løbende poster (der ud over importudgifter og eksportindtægter omfatter indkomstbetalinger til og fra udlandet, især renter), således at Danmark er gået fra en udlandsgæld på over 30% af BNP i begyndelsen af 1990erne til en positiv nettoformue på 42% i 2015.
Som nævnt i Kapitel 8 trækker øget import i retning af mindre koncentration på det danske marked; der bliver flere aktører på de enkelte markeder. Men hvordan er koncentrationen blandt de danske eksportvirksomheder?
På det globale niveau står de multinationale selskaber for 2/3 af handelen (målt på eksport), hvoraf halvdelen, altså 1/3 af verdenshandelen, er intern selskabshandel, især mellem moder- og datterselskab. Denne sidste del af handelen er en enklave af kapitalistiske planøkonomi, der er afskærmet fra markedet, idet selskabet selv kan fastsætte priserne; som nævnt i forrige kapitel sker det typisk på en sådan måde at overskuddet placeres i lande med lav skat.
Der er, mig bekendt, ikke tilsvarende tal for graden af kapitalistisk planøkonomi den danske udenrigshandel, så her må vi nøjes med mere ‘gammeldags’ oplysninger. Det viser sig, at 200 virksomheder står for 50% af eksporten, altså en betydelig koncentration.iii
Kapitalniveauet
Dereguleringen af kapitalbevægelserne op igennem 80erne betød, at dansk kapital i udlandet og udenlandsk kapital i Danmark fik langt større vægt i forhold til realøkonomien (BNP). Det fremgår af tabellen nedenfor.
Tabel 11.2. Aktiver og passiver i forhold til udlandet 1982-2015
| Mia, procent | BNP | Danske aktiver i udlandet | % af BNP | Udenlandske aktiver i DK | % af BNP | ||
| 1982 | 504,4 | 95,7 | 19 | 164,9 | 33 | ||
| 1987 | 748,4 | 250 | 50 | 354 | 47 | ||
| 1993 | 928,3 | 690 | 74 | 620 | 67 | ||
| 2000 | 1.326,9 | 1.694 | 128 | 1.846 | 139 | ||
| 2007 | 1.738,8 | 3.755 | 216 | 3.855 | 222 | ||
| 2015 | 1.977,3 | 5.924 | 300 | 5.090 | 257 |
Den kraftigt stigende integration af dansk og udenlandsk kapital er klar. Det ses at ekspansionen især er sket efter 1993.
Fra 1993 og frem opdeler statistikken aktiver og passiver i FDI (foreign direct investments = udenlandske direkte investeringer) og porteføljeinvesteringer. En dansk FDI betyder at en udenlandsk virksomheder etableres eller opkøbes; det første kaldes ‘greenfield’ investering, det sidste M&A, der står for ‘mergers and acquisitions’, altså fusioner og overtagelser. En dansk porteføljeinvestering i udlandet betyder køb af aktier, obligationer eller andre værdipapirer (hvis der købes mere end 10% af en virksomheds aktier antages det at give kontrol og regnes derfor som en FDI).
Vi ser først på sammensætningen af de danske investeringer i udlandet:
Tabel 11.3. Dansk FDI og portefølje i udlandet (danske tilgodehavender)1993-2015
| Mia, procent | BNP | FDI (stock) | % af BNP | Portefølje (aktier og obligationer) | % af BNP | ||
| 1993 | 928,3 | 133 | 14 | 168 | 18 | ||
| 2000 | 1.326,9 | 586 | 44 | 682 | 51 | ||
| 2007 | 1.738,8 | 909 | 52 | 1.529 | 88 | ||
| 2015 | 1.977,3 | 1.634 | 83 | 2.480 | 125 |
Det ses at porteføljeinvesteringerne er vokset langt kraftigere end FDI; dette svarer til den globale tendens. Det ses også at disse investeringer siden finanskrisen er fordelt næsten fifty-fifty mellem aktier og obligationer. Ikke mindst pensionsselskaberne har investeret i udenlandske værdipapirer. I januar 2017 ejede de for 1.704 mia (især aktier), hvilket på det tidspunkt svarede til 60% af DK’s porteføljeinvesteringer.
Ser vi på FDI fremgår det, at de er vokset 12 gange fra 1993 til 2015, hvilket nogenlunde svarer til væksten på globalt plan; her har Danske Bank, Mærsk og Novo Nordisk tjent forrygende på udenlandske aktieafkast, idet dette afkast er øget med 157% siden 2012. Kapitalkoncentrationen er her meget høj, idet de 10 største danske koncerner i 2016 stod for ca. halvdelen af de udenlandske investeringer. Danske selskaber er blevet mere internationale i de sidste godt 25 år. I 1990 beskæftigede de 40% i udlandet, nu omkring 50%.iv Således målt har den udenlandske aktivitet nu lige så stor betydning for selskaberne som den indenlandske. De danske datterselskaber i udlandet havde i 2012 1.280.000 ansatte, ned fra 1.320.000 i 2007. De befinder sig især i ‘det gamle’ EU og i Asien; de beskæftiger sig i høj grad med erhvervsservice (jf. ISS).
Lad os dernæst vende os til den udenlandske kapital i Danmark:
Tabel 11.4. Udenlandsk FDI og portefølje i Danmark (dansk gæld)1993-2015
| Mia, procent | BNP | FDI (stock) | % af BNP | Portefølje (aktier og obligationer) | % af BNP | ||
| 1993 | 928,3 | 124 | 13 | 569 | 61 | ||
| 2000 | 1.326,9 | 590 | 45 | 864 | 65 | ||
| 2007 | 1.738,8 | 820 | 47 | 1.546 | 89 | ||
| 2015 | 1.977,3 | 910 | 46 | 2.987 | 151 |
Det ses at udenlandske investorer har vist begrænset interesse for direkte investeringer i Danmark, og efter 2000 har det relative niveau været konstant. Alligevel øgede udenlandsk ejede virksomheder deres andel af privatansatte i Danmark fra 18% i 2004 (183.000) til 22% i 2011 (204.000), og værditilvæksten fra 21% til godt 26% af den samlede danske værditilvækst; det betyder at den udenlandske kapital kontrollerer omkring en fjerdedel af den danske økonomi.v
Vi kan også bemærke, at udlandet har investeret massivt i danske værdipapirer, især efter finanskrisen; her har de guldrandede danske obligationer (realkredit) været meget populære.
Når vi sammenligner de to tabeller (11.3 og 11.4) ses det, at danskere ejer næsten dobbelt så meget af udenlandske virksomheder, som udlændinge ejer af danske (1.634 mia overfor 910 mia); det harmonerer med at udenlandske datterselskaber i Danmark har langt færre ansatte end danske datterselskaber i udlandet, som det er fremgået af tallene ovenfor. Derimod er niveauet for porteføljeinvesteringer ikke så forskelligt. Alt i alt – jf. Tabel 11.2 – overstiger danske tilgodehavender i udlandet gælden.
Forringede vilkår for klassekampene
Lad os først se på de offentligt ansatte lønmodtagere.
Disse berøres ikke direkte af arbejdskraftens frie bevægelighed og dermed af de rent økonomiske kræfter. Men de offentligt ansatte er presset af politiske beslutninger, især at af den demokratiske sektor skal spare (‘effektivisere’) 2% om året. Dette beror på en dansk politisk prioritering, men baggrunden er Finanspagtens lave loft over de offentlige budgetter. Resultatet har været 6.000 færre offentligt ansatte siden 2013, mens beskæftigelsen for privatansatte er øget med knap 140.000; efter regeringens planer skal der skæres yderligere 16.000 offentlige arbejdspladser frem mod 2025.vi Det betyder at andelen af offentligt ansatte falder, efter at have været bemærkelsesværdig stabil frem til 2013 (jf. Tabel 9.1).
Nyliberalismen har berørt arbejderklassen (privatansatte lønmodtagere) på to måder.
De er ramt af kapitalens frie bevægelighed, der gør det muligt at omprioritere arbejdspladser fra Danmark til udlandet, især til lavtlønsområder i Østeuropa eller Asien. Den egentlige outsourcing, hvor danske arbejdspladser nedlægges til fordel for udenlandske, synes at være af begrænset omfang.vii Af langt større betydning er det, at danske selskaber i stigende omfang foretrækker at nyinvestere i udlandet frem for i Danmark, jf. at de nu beskæftiger lige så mange i udlandet som i Danmark.
Og de er ramt af arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU. Denne konkurrence fra især østeuropæiske arbejdere – eller rettere: fra de virksomheder, der hyrer dem – har lagt et tungt pres på de danske løn- og arbejdsvilkår. Fagbevægelsen kæmper imod denne sociale dumping, men det er en vanskelig kamp, fordi den ikke støttes af danske og europæiske myndigheder (specielt ikke af EU-domstolen), der har været tilbøjelige til at prioritere virksomhedernes interesse i lav løn.
Umiddelbart kunne man måske tro at der er symmetri mellem kapitalens og arbejdskraftens frigørelse, således at kapitalens og lønmodtagernes interesser varetages ligeligt af den nyliberale deregulering. Men det er en illusion, eftersom frihed for den enkelte lønmodtager svækker klassen af lønmodtagere. Fagbevægelsens eksistensberettigelse har altid været at tøjle arbejderens individuelle frihed i forhold til arbejdsgiveren, og i stedet sætte solidariteten og den forpligtende faglige og politiske regulering af ‘arbejdsmarkedet’ (gåseøjnene skyldes at løn- og arbejdsvilkår da ikke længere reguleres af noget ‘marked’). I dag er vilkårene meget vanskelige for at etablere en effektiv international fagbevægelse, der kan afbalancere den internationale kapital og imødegå splittelsen mellem de nationale fagbevægelser.
Konkurrencestaten og TINA
Enhver stat har altid haft brug for at tiltrække ressourcer og i hvert fald undgå at de forsvinder ud af landet; i den kapitalistiske produktionsmåde tager disse ressourcer især form af kapital.
Tidligere tilgodeså statsmagten dette formål ved at regulere kapitalbevægelserne. Kapitalen måtte konkurrere indenfor de rammer, som staten – i de sidste godt 100 år: demokratiet – satte. I den nyliberale periode er dette styrkeforhold vendt på hovedet. Det er nu kapitalen, der sætter rammerne for politikken. Dette er konkurrencestaten, hvor politikken indrettes efter kapitalens interesse i maksimal indtjening. Førsteprioriteten bliver en nedbringelse af erhvervslivets omkostninger til især løn og skat. Derfor har udviklingen i reallønnen overalt i den vestlige verden været svag, sammenlignet med den Keynesianske periode, og i USA er den næsten ikke steget i de sidste 30 år. Og derfor er beskatningen af kapitalen og dens kaptajner (de rige) faldet, med konsekvenser for finansieringen af velfærdsstaten. På internationalt niveau er raten for selskabsskat halveret siden 1980, og i Danmark er den nu nede på 22%.viii
Argumentet er velkendt: Hvis lønnen i Danmark stiger mere end i udlandet, bliver danske varer relativt dyrere og kan derfor vanskeligt sælges, hvilket koster arbejdspladser (og profit); og hvis beskatningen af kapital er højere end i udlandet, flygter den (eller kommer ikke), igen med negative konsekvenser for økonomien. I begge tilfælde forringes betalingsbalancen, dvs. landets samlede regnskab med udlandet. Derfor er vi tvunget til at konkurrere med udlandet på disse parametre. Resultatet bliver, hvad man har beskrevet som ‘et kapløb mod bunden’.
Konkurrencestatens retorik om ‘økonomiske nødvendighed’ udgør en principiel trussel mod demokratiet. I nyliberal sprogbrug meddeles ofte at en bestemt politik er nødvendig, således at der ikke er et fornuftigt alternativ. Urmoderen til denne retorik er Thatcher’s ‘There is no alternative’, der er blevet så berømt at vendingen er blevet et acronym: TINA. En variation af samme tema er at erklære et bestemt forslag for ansvarligt, for ingen kan jo gå ind for ‘uansvarlige’ forslag.
Tankegangen indebærer at der ikke er noget valg, at alternativer er umulige. Imidlertid handler politik, og i hvert fald demokrati, netop om valg, – mellem forskellige værdier og forskellige interesser. Hvis der kun er én rigtig løsning, er der ikke brug for politikere og demokratiske valg, men for eksperter, måske Platon’s filosofkonge. Derfor er politik pr. definition ikke saglig; der må altid være en irreducibel uenighed.
At erklære en politik for nødvendig er derfor ensbetydende med at hæve forslaget op over demokratiet, på linje med om en bro skal bygges på den ene eller anden måde; dette er et teknisk problem, hvor ingeniørerne gennem studier må finde frem til den rigtige løsning. Retorikken udhuler altså demokratiet, og det er ikke svært at finde motivet. Et måske ubehageligt indgreb glider lettere ned – og afskærmes fra kritik – hvis det fremstilles som sagligt set det eneste mulige.
En reform kan siges at være nødvendig, hvis den fremmer den almene interesse, for så er der ikke basis for fornuftig uenighed. Modsat hvis reformen tilgodeser nogle gruppers interesser og skader andres.
Eksisterer der sådanne almene interesser? Det mente Hal Koch i den berømte diskussion lige efter krigen med Alf Ross.ix Demokrati er iflg. Koch først og fremmest en samtale, hvor man finder frem til den ‘rigtige løsning’, mens afstemning er en nødløsning. Hvis blot arbejder, bonde og kapitalist er åbne og uhildede, så kan de finde en fælles løsning, når de sætter sig omkring bordet i fx en kommunalbestyrelse. Denne harmoniske samfundsopfattelse repræsenteres i dagens politik vel klarest af det Radikale Venstre og Alternativet. Den modsatte opfattelse findes hos socialister, der ser kampen mellem uforenelige interesser (måske klassekamp) som afgørende.
Det kan bestemt argumenteres at der i Danmark er almene interesser, dvs. noget som alle har interesse i. Som tidligere nævnt gavner det ingen, hverken højre eller venstre, kapitalejere eller lønmodtagere, at Danmark går fallit og sættes under udenlandsk administration grundet en eksploderende udlandsgæld. Det går ud over alle, og alle fratages deres valgmuligheder.
Så er konkurrencestaten med dens kapløb mod bunden en simpel nødvendighed, således at demokratiets reduktion til en formalitet er uundgåelig?
Umiddelbart ser det sådan ud, for hvis vi fx fordobler lønnen udkonkurreres danske virksomheder, til skade for både arbejdere og arbejdsgivere, og hvis vi fordobler selskabsskatten flygter kapitalen, igen med ruin til følge.
Indenfor de eksisterende rammer er der ingen fornuftige alternativer, men der er alternativer til disse rammer. Det kunne være fælleseuropæiske lønstandarder, således at lønniveauet forsvinder som konkurrenceparameter. Det kunne være en tilsvarende aftale om en ensartet procent ved selskabsbeskatningen. Ingen af delene er sket, eftersom EU ser konkurrence som et gode; derfor konkurreres løn og skat – altså virksomhedsomkostningerne – ned. Og der kunne selvfølgelig være international politisk kontrol med kapitalen, således at dens bevægelser blev hævet op over markedets nødvendigheder.x
Det giver sig selv at en politik indenfor de rammer som frigørelsen af kapitalen definerede for mere end 30 år siden, er lettere at gennemføre end at arbejde for alternativer; især med Finanspagten har Danmark forpligtet sig til den nyliberale politik, som derfor pr. definition er (blevet) den ‘ansvarlige’ politik; det er jo umoralsk ikke at leve op til internationale forpligtelser og det er dumt at pådrage sig risikoen for EU-sanktioner.
Umiddelbart, dvs. inden for de aktuelle rammer, er konkurrencestaten nødvendig, men rammerne er ikke nødvendige. De kan laves om, hvis den politiske vilje kan mobiliseres. Fx kunne kapitalens regulering af udenrigshandelen (2/3 af den) da afløses af en politisk regulering, der fastlagde omfanget og karakteren af import og eksport.
Statistisk appendiks
Til Tabel 11.1.
Kilde: St.B.NAN1.
Til Tabel 11.2.
Kilder: St.TO 1992: 92, St.TO 1998: 104, St.TO 2007: 157, St.TO 2015: 156 og St.Å. 2016; BNP fra St.B. NAN1.
Bemærk at der er tale om beholdninger (‘stocks’) på et bestemt tidspunkt, ikke strømme (‘flows’) i løbet af et år; disse kapitalstrømme er særdeles volative, og derfor giver udviklingen i beholdningerne et bedre mål for den langsigtede tendens.
Tallene omfatter både private og offentlige kapitalstrømme, men de sidste er helt ubetydelige.
Til Tabel 11.3.
Kilde: St.TO 2000: 107, St.TO 2007: 157, St.TO 2015: 156 og St.Å. 2016. FDI plus porteføljeinvesteringer er mindre end samlede aktiver i forrige kapitel; det skyldes at jeg i Tabel 11.3 har udeladt visse private investeringer.
Til Tabel 11.4.
Kilder: St.TO 2000: 107, St.TO 2007: 157, St.TO 2015: 156 og St.Å. 2016.
Noter
i Den danske handel er dog vokset betydeligt mindre end den globale, men dog mere end de andre nordiske lande. – I øvrigt gælder at 62% af vor eksport går til EU. Service udgør ca. 40% af udenrigshandelen, og her er der et stort overskud (søtransport etc.). Kilde: St.TO 2014. Oplysningerne nedenfor om udenlandsgæld stammer fra St.Å 2016.
ii Hvorfor godt 30% og ikke omkring 50%? Svar: Værdien af forbruget (forsyning) og værdien af produktionen er noget større end BNP, der jo kun angiver værditilvæksten, altså efter fradrag af værdien af input. De godt 30% er beregnet ud fra St.B. NAN1 og NAH1.
iii St.B. DKTEC1. Denne koncentration har været stigende, idet store og mellemstore virksomheder (flere end 50 ansatte) har øget deres andel af eksporten (varer og tjenester) fra 64,4% i 2010 til 68,6% i 2014, heraf store virksomheder (flere end 250 ansatte) fra 43,5% til 46,7%.
iv Pedersen/Skaksen, 2011, skriver at “all private companies in Denmark have almost as many employees abroad as in Denmark.” Rengøringsfirmaet ISS vejer her tungt, med 500.000 udenlandsk ansatte. – Øvrige oplysninger i dette afsnit stammer fra Nationalbanken 1/6 – 2016 og 14/2-17 (udenlandsk aktieafkast og kapitalkoncentration) og UNCTAD: World Investment Report 2016: 29 (global vækst i FDI).
v St.TO 2014, St.TO 2015: 76 og St.B. IFATSF1 og 2. Det er især svenskere og tyskere, der ejer virksomheder i Danmark, og det er især indenfor IT. Udenlandsk ejede firmaer er langt større end danske, idet 12,5% af dem har mere end 100 ansatte, mod et dansk gennemsnit på 0,6%.
viAE, 4/4 – 2017.
vii I årene 2001-06 og 2009-11 udflyttede knap 20% af store og mellemstore virksomheder (over 50 ansatte) aktiviteter til udlandet. Mellem 2001 og 2006 resulterede denne aktivitet i et tab af jobs på knap 25.000 og en gevinst på 7.000; 2009-11 drejede det sig om i alt 17.000 tabte jobs, især til Østeuropa (54%), Kina (36%) og det gamle EU (30%). (Pedersen/ Skaksen, 2011: Tabel 3).
viii Standing, 2016: 89.
ix Koch, 1945, og Ross, 1946. – I Lundkvist, 2004, Bind III: Kap. 42, uddyber jeg pointen om at demokrati forudsætter valgmuligheder og derfor kan det saglige eller objektive ikke være demokratiets kerne.
x Man kunne også forestille sig, at Danmark trak sig ud af det Indre Marked og indførte kapitalkontrol, men dette ville næppe være realistisk, eftersom vi da hurtigt ville blive drænet for kapital. Kapitalen er international og dens politiske tæmning må være det samme.