Dette afsluttende kapitel har tre temaer.
Først giver jeg et kort resumé ved at trække de lange linier op i den danske kapitalismes udvikling; dette harmonerer med bogens overordnede sigte, nemlig at beskrive strukturændringerne, snarere end de kortsigtede variationer grundet de skiftende økonomiske og politiske konjunkturer.
Dernæst undrer jeg mig over, hvorfor kapitalismen tenderer mod at forsvinde fra moderne statistik og økonomisk teori.
Og endelig vover jeg et par bud på kapitalismens fremtidsudsigter.
De lange linier
Der går 100 år mellem den begyndende afvikling af den feudale produktionsmåde i 1790erne og gennembruddet for den kapitalistiske produktionsmåde i 1890erne, hvor industrien overhaler håndværket og dermed begynder at få greb om produktionsprocessen. Dette interregnum kan bedst karakteriseres som simpel vareproduktion. Markedet og pengeøkonomien vinder frem, men kapitalen er endnu ikke dominerende.
Den efterfølgende udvikling af kapitalismen er også en langsommelig affære, hvilket fremgår af Tabel 12.1, der sammenfatter tabeller fra de forskellige kapitler.
Tabel 12.1. Den kapitalistiske og offentlige sektors vægt i økonomien 1901-2014
| Procenter af BFI | 1901 | 1914 | 1957 | 1973 | 1982 | 2000 | 2007 | 2014 |
| Kapitalistiske sektor (brancher) | 24 | 25 | 33½ | 31½ | – | – | – | – |
| Kapitalistiske sektor (ejertyper) | – | – | 54½ (1958) | 57 | 65½ | 82 | 86½ | 89½ |
| Offentlige sektor | 9 | 10½ | 15½ | 25½ | 30½ | 27 | 26 | 26 |
Kilde: Tabel 3.1 og 3.2 om 1901-57; Tabel 5.2, 5.3, 5.4 og 5.6 om 1957-82, og Tabel 8.3 om perioden efter 1982. Omfanget af den kapitalistiske sektor er til og med 1973 beregnet på basis af de kapitalistiske branchers bidrag til BFI, fra og med 1957 på kapitalistiske ejertypers andel af BFI (aktieselskaber, anpartsselskaber og ansvarlige selskaber).
Det ses at kapitalismen ekspanderer i snegletempo i de mere end 70 år frem til 1970erne, og i årene mellem 1957 og 1973 står den helt i stampe. Først derefter rykker det, med nyliberalismens frisættelse af kapitalen i årene efter 1982.
Vi kan være mere præcise. I perioden 1901 til 1957 (56 år) vokser den relative kapitalistiske indflydelse (målt på brancher) med 9½ procentpoint, dvs. sølle 0,17 procentpoint pr. år. I perioden 1958 til 1982 (24 år) er væksten (nu målt på ejerform) 11 procentpoint, dvs. 0,46 procentpoint, altså næsten tre gange så hurtigt som i den forrige periode. Men i den nyliberale æra fra 1982 til 2014 (32 år) øges kapitalismens relative vægt (igen målt på ejerform) med 24 procentpoint, dvs. 0,75 procentpoint pr år.
Langsommeligheden frem til 1973 beror især på, at den simple vareproduktion på landet er en betydende faktor i dansk økonomi i mange årtier. Men i sidste ende sætter kapitalen sig igennem. Det synes som om kapitalen på et tidspunkt når en kritisk masse, hvor institutionerne bliver afhængige af den kapitalistiske omverden og ikke kan fastholde andre målsætninger i forhold til profitmaksimeringen; det gælder andelsbevægelsen og senere de ligeledes demokratisk organiserede pensionsfonde.
Den demokratiske sektor – for det er den offentlige sektor efter parlamentarismens indførelse i 1901 – vinder kun langsomt frem i de mere end 50 år mellem 1901 og 1957. Men så går det hurtigt og i de første 16 år af den velfærdskapitalistiske periode (1957 -73) syntes demokratiet på vej til at fortrænge kapitalen. Sektoren når et maksimum i 1982, hvor den står for godt 30% af BFI, for derefter at vige lidt i den nyliberale periode; det er her værd at bemærke at den har fastholdt sit relative niveau efter 2000. Vi har også set, at denne sektor har haft svært ved at bevare sin demokratiske og ikke-kommercielle identitet, efter at kapitalen opnåede hegemoni.
Det giver sig selv at fremgangen for såvel den kapitalistiske som den demokratiske sektor sker på bekostning af simpel vareproduktion, især på landet.
Tabel 12.2 ser specielt på finanskapitalen. Det vier sig – måske overraskende – at dennes vægt i økonomien faldt fra 1914 til et lavpunkt i 1957, men derefter er finansialiseringen gået stærkt, især efter at sparekasser og realkredit i 1990erne blev inkorporeret i kapitalismen; denne strukturændring er nok den vigtigste forklaring på det store spring mellem 1982 og 2000. Mens finanskapitalen i 1957 havde en størrelse på blot halvdelen af BFI, er den nu 7-8 gange større.
Tabel 12.2. Den finansielle sektors og finanskapitalens vægt i forhold til realøkonomien 1901-2014 (balance/BFI)
| Procenter i forhold til BFI | 1901 | 1914 | 1957 | 1957 | 1973 | 1982 | 2000 | 2007 | 2014 | |
| Finansielle sektor | 133 | 179 | 100 | 110 | 165 | 197 | 430 | 682 | 752 | |
| Finans-kapitalen | 38 | 64 | 44 | 50 | 64 | 87 | 430 | 682 | 752 |
Kilde: Tabel 3.4 om 1901-57, Tabel 5.8 om 1957-82, og Tabel 8.5 om årene derefter. Ny opgørelsesmetode i 1957. Fra 1990erne kan hele den finansielle sektor betragtes som kapitalistisk.
Lad os nu vende os til de klassemæssige forskydninger (Tabel 12.3), altså den subjektive side af udviklingen af kapitalismen og velfærdsstaten.
Over hele perioden, fra 1901 og frem, har privatansatte lønmodtagere (arbejderklassen) og især offentligt ansatte fået betydeligt større vægt; taberne har været de selvstændige, der i 1901 fyldte lige så meget som arbejderklassen, men nu kun udgør 8% af arbejdsstyrken. Det skyldes helt overvejende tilbagegangen for gårdejere og husmænd.
Det er værd at bemærke, at mens arbejderklassen oplevede en stor relativ fremgang indtil 1960, kom der derefter en tilbagegang frem til 1982. Perioden 1982 – 2000 var karakteriseret ved stor stabilitet for de offentlige ansatte, så den fortsatte tilbagegang for de selvstændige blev alene opfanget af arbejderklassen. Efter 2000 har der været en bemærkelsesværdig fastfrysning af de klassemæssige strukturer.
Tabel 12.3. Klassernes relative styrke 1901-2013
| Procent af arbejdsstyrken | 1901 | 1960 | 1973 | 1982 | 2000 | 2013 |
| Arbejderklassen | 40 | 60 | 58 | 52 | 58 | 58 |
| Selvstændige | 40 | 24 | 18 | 14 | 8 | 8 |
| Offentligt ansatte | 7 | 14 | 24 | 35 | 34 | 35 |
| Andre | 13 | 3 | 0 | 0 | 0 | 0 |
| I alt | 100 | 101 | 100 | 101 | 100 | 101 |
Kilde: Tabel 4.4 om 1901-60, Tabel 6.3 om 1960-82 og Tabel 9.2 om 1982-2013. Afrundede procenter.
Hvor blev kapitalismen af?
De kategorier, vi tænker økonomien i
Hvis vi ser bort fra det offentlige og forholdet til udlandet, sammenfatter nationalregnskabet den danske økonomi i to kategorier (‘institutionelle konti’), nemlig ‘selskaberne’ og ‘husholdningerne’, hvor al indkomst – løn og kapitalindkomster – i sidste ende går til husholdningerne. Det indebærer at disse er de ultimative ejere af alle produktionsfaktorer, især arbejdskraft og kapital.
Jeg tror at den forudsætningsløse læser vil undre sig over dette billede af den danske økonomi, for er kapitalen ikke sammenvævet med selskaberne? Hvorfor er kapitalen placeret i nogle husholdninger og ikke som tilbehør til selskaberne? Og hvorfor optræder lønmodtagerne – ejerne af arbejdskraft – side om side med kapitalejerne i disse husholdninger? Er der ingen principiel forskel på lønarbejdere og kapitalejere? Hvorfor er kapitalismen blevet næsten usynlig?
De kategorier, i hvilke vi tænker de økonomiske sammenhænge, vokser ikke automatisk ud af den faktiske økonomi, som krokus op af jorden. De er menneskelige konstruktioner, velegnede for forståelsen eller ej, men altid farvede af dem, der har magten til at definere hvilke kategorier, der er relevante og hvilke ikke. Dermed bliver de økonomiske teorier også politisk farvede, altså politisk økonomi, for sådanne teorier er jo relationer mellem disse kategorier. Det betyder ikke at ‘anything goes’, for en teori skal for det første være logisk konsistent og for det andet kunne modstå empirisk falsifikation. Men med de begrænsninger er mange typer af kategorisering, og dermed mange typer af teorier, mulige.
Den berømte østrigske økonom, Schumpeter, skrev i sin klassiske teorihistorie, at en økonomisk teoribygning starter med en ‘vision’ over, hvordan økonomien er skruet sammen.i For Ricardo handlede politisk økonomi udtrykkeligt om forholdet mellem de tre klasser: jordejere, kapitalister og arbejdere. Marx præciserede dette til at den handlede om kapitalen – derfor hed hans bog ‘Das Kapital’ – og det gjorde han, fordi han identificerede denne kapital som den overordnede magt i økonomien; derfor blev profitmaksimering den grundlæggende drivkraft i hans billede af økonomien. Endelig var liberale (neoklassiske) økonomer tilhængere af individualismen, dvs. en hypotese om at det enkelte menneske er suverænt og derfor opbygger det økonomiske system ud fra sine værdier og præferencer; i det system bliver nyttemaksimering økonomiens overordnede mål og drivkraft.
Som jeg var inde på i Indledningen betyder disse forskellige ‘visioner’, at økonomien for Marx er en kapitalisme med en hierarkisk struktur, hvor kapitalen er i toppen og alt andet må tilpasse sig (eller kæmpe imod), mens liberale ser økonomien som en flad struktur, en markedsøkonomi, hvor en lang række ligeberettigede aktører farer omkring med deres udbud og efterspørgsel.
De kategorier, som Danmarks Statistik – især nationalregnskabet – opererer med, stammer fra de internationale normer, der blev udarbejdet lige efter 2. verdenskrig. De er senere blevet ændret mange gange, ofte efter vanskelige internationale forhandlinger indenfor FN, IMF, Verdensbanken, OECD og EU. Det er klart at der er en almen interesse i at have fælles standarder, således at forskellige landes statistik kan sammenlignes, og Danmark har da også fulgt de skiftende internationale – og europæiske – regler på dette område.
Som sagt er grundkategorierne i vore dage husholdninger versus selskaber (sidstnævnte differentieres i produktive og finansielle), men denne konstruktion er af relativt ny dato. I Statistisk Årbog optræder ‘selskaber’ først i 1997, og introduktionen af disse afspejler naturligvis at selskabskapitalismen er blevet dominerende; for så vidt er den nye kategori et klart fremskridt mod en mere realistisk opfattelse af økonomien. Heller ikke kategorien ‘husholdninger’ eksisterede før dette tidspunkt. BNP (BFI) blev opdelt efter de forskellige erhvervs bidrag, anvendelsen blev differentieret mellem forbrug og investering, og på indkomstsiden havde vi en opdeling på løn og restindkomst. Og det var det.
Det liberale billede af kapitalismen
Lærebøger i standard økonomisk teori, dvs. neoklassisk teori, indledes gerne med den såkaldte kredsløbsmodel (‘circular flow model’). Det er den, som vi i modificeret form genfinder i moderne statistik. Den ser sådan her ud:
Figur 12.1. Kredsløbsmodellen
//Her filen Figur 1.Kap.12.pdf//
Husholdningerne ejer alle produktionsfaktorerne, specielt arbejdskraft og kapital. De sælger ydelserne herfra til virksomhederne, dvs. de sælger deres arbejde og de stiller kapital tilrådighed (udlejer den). Pr. definition nyttemaksimerer de, dvs. de stræber efter forbrug.
Virksomhederne ejer intet, hverken arbejdskraft eller kapital. Derfor må de købe faktorydelserne (arbejde og kapitalydelser) fra husholdningerne med henblik på at kombinere dem i produktionen; produkterne sælges så til husholdningerne. Pr. definition profitmaksimerer de.
I dette billede af det økonomiske kredsløb har vi grundstrukturen i det nuværende nationalregnskab på plads, med husholdninger, der ejer alt, og virksomheder, der intet ejer.
Denne model er ‘folkeudgaven’ af Walras’ generelle ligevægtsteori, som neoklassisk økonomisk teori bygger på.ii Sammen med englænderen Jevons og østrigeren Menger stod franskmanden Walras i 1870erne i spidsen for et opgør med de klassiske økonomers verdensbillede. Individet med dets præferencer kom i centrum, så nyttemaksimering blev nu set som økonomiens grundlov.iii
Det særlige ved Walras var at han formaliserede økonomiteorien til et gigantisk system af ligninger, der hver udtrykker efterspørgsel efter og udbud af varer og faktorydelser, idet efterspørgerne (forbrugerne) nyttemaksimerer, mens udbyderne (producenterne) profitmaksimerer. Fx er efterspørgslen efter en bestemt vare x = 10 – 0,2p (p er prisen, udtrykt i kroner), hvilket grafisk giver den kendte faldende efterspørgselskurve, med lav efterspørgsel ved høj pris; heroverfor står udbuddet, fx x = 0,5p, altså en stigende kurve, fordi høj pris lokker et stort udbud frem. Ligevægten er hvor de to kurver skærer hinanden; matematisk findes ligevægten ved at løse de to ligninger med de to ubekendte (x og p), hvilket giver x = 7,14 enheder og p = 14,29 kr. Figur 12.2 illustrerer.
Figur 12.2. Efterspørgsel og udbud
//Her filen Figur 2.Kap.12.pdf//
Hvis prisen er højere, fx 15 kr, udbydes der mere end der efterspørges, og dette overudbud vil lægge et pres nedad på prisen; omvendt giver en lav pris på fx 14 kr. overefterspørgsel, hvilket presser prisen opad. Kun ved de nævnte værdier er der ligevægt, altså ingen tendens til prisændringer.
For alle varer og faktorydelser, måske 100.000 i alt, kan der opstilles sådanne ligninger, hvilket giver 200.000 ligninger; dermed bliver det muligt at bestemme de 100.000 mængder og de 100.000 priser, eftersom der er lige mange ligninger og ubekendte, nemlig 200.000. Markedet giver en løsning.
Walras og hans neoklassiske efterfølgere mente i denne teori om generel ligevægt at have givet et matematisk bevis for Adam Smith’s ‘usynlige hånd’, hvis grundidé jo er at den upersonlige (usynlige) markedskonkurrence skaber harmoni og orden, snarere end det kaos, som man måske umiddelbart skulle vente, når en mængde aktører helt ukoordineret træffer økonomiske beslutninger om køb og salg. Smith’s argument var at fx for få sko på markedet i forhold til de købedygtige behov vil øge skoprisen, hvilket vil lokke mere udbud frem, indtil der er ligevægt, således at alle behov netop tilfredsstilles. Det er denne tankegang, som den generelle ligevægtsteori formaliserer.
Senere har det vist sig, at det ikke er helt så enkelt. For at der er en løsning på ligningssystemet skal nogle forudsætninger være opfyldt (‘eksistensproblemet’), men at ligevægtspriser eksisterer betyder ikke automatisk at konkurrencen får sjusset sig frem til dem (‘stabilitetsproblemet’); det sker kun under meget restriktive forudsætning.iv
Kredsløbsmodellen og den generelle ligevægtsteori er selvfølgelig meget abstrakte og for så vidt virkelighedsfjerne, men det er ikke her problemerne ligger, for vi kan udbygge med finans, med den offentlige sektor og med forholdet til udlandet.
Problemet ligger to andre steder.
Modellen kan kritiseres for at være internt inkonsistent, for når al rigdom ligger hos husholdningerne, hvordan kan virksomhederne da købe faktorydelserne? De får penge ved at sælge produkterne, men forinden skal der jo produceres, og det er ikke klart, hvordan denne produktion kan finansieres. Nogen har argumenteret at virksomhedens agent – kaldet ‘entreprenøren’, der altså er forskellig fra en kapitalist – har særlige innovative evner, som de kan rejse lån på, men har de sådanne evner, er de jo ikke ressourceløse, således som modellen foreskriver.
Det afgørende i vor sammenhæng er imidlertid, at modellen tegner et ganske bestemt billede af kapitalismen, et billede, der blot er ét blandt flere mulige, såsom klassikernes eller Marx´s ‘vision’. Modellen og dermed det liberale – neoklassiske – billede af kapitalismen har tre usædvanlige, for ikke at sige kontroversielle egenskaber:
1) Virksomhederne er kapitalløse, eftersom kapitalen er placeret hos husholdningerne. Da husholdningerne nyttemaksimerer, indebærer dette at kapitalisterne nyttemaksimerer! Og virksomhederne profitmaksimerer, men de er ikke kapitalister!
2) Kapital og arbejdskraft ligestilles som blot to forskellige produktionsfaktorer. Dette er i modsætning til klassikernes og Marx´s model, hvor virksomheden, fordi den har kapital, kan ansætte arbejdere. Det almindelige billede af ‘vor’ økonomi er vel, at fordi virksomheden som arbejdsgiver ansætter arbejdere, er det virksomheden, der bestemmer, men dette ulige forhold mellem arbejder og arbejdsgiver er udraderet i modellen.
Husholdningerne kan have forskellige ressourcer, og en forskellig fordeling af arbejdskraft og kapital, men der er ingen principiel forskel mellem dem. De er i samme sociale situation, dvs. ikke opdelt i bestemmende (kapitalister) og undergivne (arbejdere); der er ingen klassemodsætninger. Vi får som sagt et billede af en flad markedsøkonomi, snarere end en hierarkisk kapitalisme.
3) Umiddelbart synes økonomiens to drivkræfter, nyttemaksimering og profitmaksimering, at være ligestillede i modellen. Men dette er en illusion, i hvert fald i Walras’ oprindelige teori. Det hænger sammen med at han antager fuldkommen konkurrence, hvilket angiveligt betyder at profit konkurreres væk. Det skyldes at en eventuel profit i en branche vil lokke nye virksomheder til, hvilket øger udbuddet, sænker priserne og dermed eliminerer profitten. Entreprenøren må leve af luft, som det er blevet sagt; han er derfor en tragisk Sisyfos-skikkelse, der kæmper og kæmper for at få profit, men i gennemsnit ikke opnår dette mål. Den eneste af økonomiens drivkræfter, der krones med held, er derfor husholdningernes nyttemaksimering. Markedsøkonomien/kapitalismen er således indrettet på at tilgodese individernes velfærd, således at det økonomiske system er godartet og rationelt. Fundamentalt set er nytten det brændstof, der driver kapitalismen frem, og det mål som den styrer imod; profitten er blot et middel for at dette system kan løbe rundt.
Dette billede kan kontrasteres med Marx´s, hvor den overordnede drivkraft er profitmaksimering og forbrugernes stræben efter nytte blot er den nødvendige betingelse for at generere profit (produkterne skal jo opfylde et købedygtigt behov for at kunne afsættes). Men et økonomisk system, der underordner nyttemaksimering under profitmaksimering er irrationelt, på samme måde som et politisk system, hvor stræben efter magt er vigtigere end de udmærkede ting, som magten kan bruges til.v Det kan alle være enige i, og derfor har liberale økonomer alle dage – fra marginalisterne i 1890erne over Marshall til Keynes – været enige om at ‘vort’ økonomiske system har forbruget og den nytte, der er knyttet hertil, som ultimativt mål.vi At betvivle dette ville være at sætte et fatalt spørgsmålstegn ved kapitalismen.
Hvordan begrunder neoklassikerne deres billede af markedsøkonomien/kapitalismen? Det billede, der er forudsætningen for al deres teori og alle deres analyser? De begrunder det ikke. Jeg har i hvert fald ikke fundet skyggen af en bisætning i en fodnote i et appendiks, der så meget som antydede at en begrundelse måske var på sin plads. Kredsløbsmodellen er den økonomiske verden, i røntgenbelysning.
Nationalregnskabets billede af kapitalismen
Nationalregnskabet – og Danmarks Statistik – følger i store træk denne neoklassiske model med husholdninger, der står overfor kapitalløse virksomheder (dog er det muligt, at det umiddelbare overskud ikke går restløst til aktionærer og långivere, men at der bliver en profit tilbage til virksomheden).
Men der er en vigtig ændring i forhold til den generelle kredsløbsmodel, og det er at virksomhederne er præciseret til at være selskaber, mens personligt ejede virksomheder omplaceres til husholdningerne; alternativt kunne man have oprettet en selvstændig kategori til dem. Enkeltmandsvirksomheder ses som personligt ejet af nogle ‘husholdninger’, men denne kategori omfatter også ‘indkomstmodtagere og forbrugere’. Kategoriens afgrænsning er ‘ikke blot ret pragmatisk, men også udpræget residualbetonet’, som det er blevet sagt.vii Husholdningerne bliver altså en meget heterogen kategori, nærmeste en skraldespand for alt, som ikke er selskaber.
Dette gør husholdningerne til noget af en blandet landhandel, hvor forbrugere og faktorejere er placeret sammen med en særlig type virksomhed, der afkaster en ‘blandet indkomst’, eftersom afkastet til ejerens arbejde ikke kan udskilles fra virksomhedens profit (tænk fx på en tømrermester). Det er selvfølgelig en ulempe ved den nye kategorisering at en virksomhed både kan være en husholdning og et selskab, men selvstændig produktion – denne relikt fra en svunden tid – er svær at håndtere. I den økonomiske teori kan man i starten se bort herfra for at få en ren model af selskabskapitalismen, således som Marx ser bort fra ‘småborgerskabet’, men det går ikke i statistikken, der skal omfatte alt.
Denne uskønhed bliver imidlertid mere end kompenseret ved at at selskabet er kommet til ære og værdighed. For så vidt afspejler den reviderede model den moderne selskabskapitalisme. Alligevel er der problemer.
Et selskab er upersonligt, ‘Societé Anonýme’ som det hedder på fransk. Som i kredsløbsmodellen ejer det ingenting, for ejerne – aktionærerne – er udenfor selskabet (hvis vi ser bort fra at det kan købe sine egne aktier). Aktierne optræder derfor på passiv- eller debetsiden i regnskabet; de er en gæld, som selskabet som sådan har, på linje med fx banklån eller virksomhedsobligationer.
Denne upersonlighed er en juridisk kendsgerning, fx sagsøger man selskabet som sådan, ikke ejerne. Oprindeligt anerkendte man ikke selskabet som en ‘juridisk person’ (‘enhed’ ville være et bedre udtryk), vel fordi domstolene tolkede dette som at aktionærerne løb fra ansvaret, men efter nogen strid i USA anerkendtes ejernes juridiske ansvarsfrihed, nogenlunde samtidig med at de erhvervede privilegiet med begrænset ansvar, således at de ved fallit ikke hæftede for gæld ud over hvad aktieværdien kunne udrede.
Nationalregnskabets ressourceløse selskab afspejler dette og er for så vidt realistisk. Eller? For nogle år siden blev det almindeligt at hævde, at magten i selskabet ikke længere lå hos ejerne, men hos selskabet som sådan, repræsenteret ved bestyrelse og direktion; det skyldtes at aktieejet var spredt, således at aktionærerne sjældent magtede at gennemtrumfe deres vilje. Derfor kunne direktionen forfølge mere brede mål end blot at profitmaksimere, altså sikre ejerene maksimalt afkast; de kunne prioritere selskabets vækst (uanset afkast) eller de kunne varetage andre gruppers interesser, fx lokalsamfundets eller medarbejdernes. Man talte derfor om stakeholder-kapitalisme.
I den nyliberale periode er kapitalismen imidlertid vendt tilbage til sit grundlag. Nu er det kun aktionærenes interesse i maksimalt afkast, der tæller, og glemmer direktionen det, bliver den fyret eller virksomheden bliver opkøbt af fx kapitalfonde, der ikke glemmer det. Det kaldes shareholder-kapitalisme.
På den baggrund kan man stille spørgsmålstegn ved om det juridiske skel mellem selskab og aktionærer bør afspejle sig i et tilsvarende økonomisk skel. Når aktionærernes interesser er trumf, har selskabet som sådan ikke autonomi, og det bliver urealistisk at placere disse ejere udenfor selskabet, i husholdningerne.
Overhovedet tenderer kapitalmagten mod at forsvinde i modellen. Kapitalismen bliver næsten usynlig. Men en virksomhed er intet uden kapital, og kapitalen sætter i stigende grad sine interesser igennem. Det gælder ikke blot aktionærerne, men også de eksterne kilder til finansiering såsom banker. I gode tider, når virksomhed og bank kan forhandle på grundlag af gode regnskaber, kan det se ud som om virksomheden kan handle næsten suverænt. Men i de dårlige tider vil banken sætte virksomheden stolen for døren, ved at lukke for kassen eller ved at opstille skrappe betingelser for nye lån. Dette er sandhedens time. Det viser sig at virksomhed og kapital ikke er ligestillede, at der ikke gives autonomi i forhold til kapitalen, kort sagt: at det er kapitalen, der bestemmer. Det tilsløres i nationalregnskabets kategoriseringer.
Marx og Hobbes: Profitmaksimering og magtmaksimering
Marx kunne ikke forklare, hvordan markedsøkonomien med dens suveræne agenter (privatejere) kunne skabe en verden, hvor de selv ultimativt var magtesløse objekter for jernhårde økonomiske lovmæssigheder.
Han formåede ikke at udlede kapitalbegrebet (P – V – P’) af markedsøkonomien, forstået som almen vareudveksling (V1 – P – V2); V er varer, P penge og P’ flere penge. Han kunne – som konventionelle økonomer – let udlede nødvendigheden af penge af de velkendte problemer ved simpelt bytte (V1 – V2), men kapitalen kommer i Das Kapital dumpende ned fra himlen (i dette værks kapitel 4).viii Denne mangel beror på, at han i sin grundanalyse sætter konkurrencen i parentes for at udrede den rene, abstrakte lære om arbejdsværdi og merværdi, men det er konkurrencen på markedet, der nødvendiggør at virksomhederne profitmaksimerer, altså bliver kapitalistiske (se afsnittet ‘Hvad er kapital?’ i Kapitel 3).
Den første til at beskrive denne logik var Hobbes, men hos ham appliceret på det politiske niveau.
Han starter med at skrive, at det ligger i menneskets natur at stræbe efter magt, en stræben, ‘der først ophører med døden’. Dette er en typisk individualistisk eller subjektivistisk forklaring. Men hvorfor egentlig denne ‘magtmaksimering’? Hvorfor kan mennesket ikke stille sig tilfreds med en begrænset magt? Fordi der altid vil være nogle, der stræber efter mere magt og som derfor vil ‘invadere’ den mere moderate. For at undgå at blive udslettet må alle derfor kaste sig ud i den ubegrænsede konkurrence om magt (hvilket resulterer i permanent krig og kaos, hvor den eneste løsning – som Hobbes ser det – er at give al magt til en Leviathan, en diktator).
I sidste instans forklares magtmaksimeringen derfor ikke ud fra menneskets natur, men socialt, altså ud fra relationen mellem mennesker.
Konklusioner
Den relevante grundenhed ved analysen af kapitalismen er derfor virksomhed og aktionærer som en enhed.
Selskabet har kapital, fordi den – i hvert fald i vore dage – er stik-i-rend dreng for aktionærerne (og måske banken). Nationalregnskabet præsenterer en økonomi, hvor kapitalen forsvinder mellem fingrene på os, fordi den placeres i husholdningerne. Kapitalismen bliver usynlig, så økonomien fremstår som en (horisontal) markedsøkonomi, uden noget centrum. Nationalregnskabet undertrykker, at kapitalen er den overordnede magt, der bestemmer over lønarbejderne (ikke omvendt), og at profitmaksimering (ikke nyttemaksimering) er den fundamentale drivkraft. Dette bliver stedse mere udtalt, i takt med at nyliberalismens frisættelse af kapitalen har tilladt – og virkeliggjort – en koncentration af kapitalmagten.
Juridisk, men altså ikke økonomisk, er selskabet upersonligt og adskilt fra kapitalen. Men det, der er upersonligt, er den kapital, der står bag selskabet. Aktionærerne har formentlig en personlig præference for profit, men det er irrelevant, for de har i sidste instans ikke noget valg. Et selskab har formelt retten til at prioritere miljø, medarbejdere eller lokalsamfund, men gør det det, til skade for profitten, vil det på sigt gå nedenom og hjem. Det skyldes konkurrencen: Er der blot ét andet selskab, der stræber efter maksimal profit, vil dette selskab vinde, fordi det vil få et større overskud til at investere i innovation, markedsførelse etc. For resten er pensionskasser lovmæssigt forpligtet til at stræbe efter maksimal profit.
Dette er en generel marxistisk indsigt, altså at det magthavende subjekt i den kapitalistiske produktionsmåde ikke er kapitalisten, men kapitalen. Menneskene har mulighed for at vælge mellem ris og kartofler, og mellem miljø og klimaforurening, men ultimativt sidder de ikke ved styrepinden. Dette var i mindre grad tilfældet tidligere, hvor den rene kapitalisme ikke havde sat sig igennem; jeg tænker på de personligt ejede virksomheden for 50 eller 100 år siden, da kapitalisten havde mere rum til diskretionær magtudøvelse, og jeg tænker især på årene lige før nyliberalismen, da demokratiet og fagbevægelsen satte nogle grænser for kapitalen. I dag er det omvendt.
Kapitalismens fremtidsudsigter
De potentielle alternativer til kapitalismen er ubetvivleligt blevet svækket i den nyliberale periode. Det gamle alternativ var arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne fra kapitalen; vi har her set, at arbejderklassen ganske vist kom til at fylde mere frem mod 2000, men med fagbevægelsens svækkelse er den blevet dårligere organiseret. Det nye alternativ er, med udgangspunkt i den offentlige sektor, at afvikle kapitalismen ved at demokratisere hele økonomien; her må vi konstatere at de offentligt ansatte nok har bevaret deres relative styrke, antalmæssigt, men er blevet presset af kommercialiseringen af den offentlige sektor.
Hvis vi fremskriver disse tendenser ligner det opskriften på kapitalismens endelige sejr. Men måske står storheden for fald? Problemet er at den kapitalisme, der har udrenset sine modmagter, næppe formår at regere. Den har brug for at holde købekraften hos lønmodtagerne og de marginaliserede oppe, men stigende ulighed, stagnerende realløn og udhuling af overførselsindkomsterne er generelle tendenser i de kapitalistiske økonomier; specielt i Danmark har vi set en anæmisk reallønsudvikling, stigende ulighed siden 1995, og reducerede indkomstoverførsler. Denne manglende købekraft må – som vi så i Kapitel 10 – kompenseres af gældsfinansieret forbrug, men det giver en økonomi, der veksler mellem bobler og kriser.
Kapitalismens problem kan anskues fra en anden synsvinkel. I den nyliberale periode har væksten været ringe, sammenlignet med den Keynesianske periode, og siden finanskrisen har de vestlige økonomier stagneret. Samtidig er aktiekurserne og profitterne skudt i vejret, bl.a. i Danmark. Men er det holdbart at økonomiens overskud går til de rige, snarere end til produktion for den brede befolkning? Når kapitalen i stigende omfang hengiver sig til ‘rent-seeking’, skatteunddragelse og spekulation,ix frem for at engagere sig i produktive investeringer, mister den sin legitimitet, og et folkeligt oprør kan forventes.
Der er et andet problem. Kapitalismen kan kun akkommodere overgangen fra industri- til informationssamfundet ved at udvide den private ejendomsret fra det fysiske til det intellektuelle niveau; ellers kan den moderne økonomi ikke tappes for profit. Privatisering af det intellektuelle område med copyright og patenter er nødvendig for at generere profit, men er økonomisk ineffektiv, eftersom innovation og udbredelse af fx ny medicin hæmmes; det store problem for kapitalen er imidlertid, at intellektuel ejendomsret er umådelig svær at håndhæve, især er kopiering teknisk let.x
Et tredje problem for den moderne kapitalisme er den stadigt større udbredelse af oligopolier og samarbejde mellem selskaber om fx markedsdeling; i Kapitel 8 så vi denne tendens i Danmark. Fremskrives denne udvikling bliver resultatet en udfasning af konkurrencen, dermed en vigtig mekanisme til at luge de ineffektive ud og belønne de effektive.
For den europæiske kapitalisme er der særlige faresignaler, specielt ECB’s fortsatte udpumpning af penge (‘Quantitative Easing’); denne subsidiering af finanskapitalen har forhindret en ny krise, men ikke fået hjulene i gang, og på sigt er politikken uholdbar. Hertil kommer mere overordnet, at Euroen er en fejlkonstruktion, der venter på at bryde sammen.
Alt i alt kan det ikke udelukkes, at kapitalismen er ved at sejre sig selv ihjel.
Vi har nu set på nogle mega-tendenser indenfor det rent økonomiske område. Men den virkelige historie afhænger af meget andet, som det er umuligt at generalisere om. Jeg tænker på klimakrisen, muligheden for store folkevandringer fra de fattige til de kapitalistiske lande, storpolitiske spændinger i forhold til Rusland og Kina, og krig. Hver af disse ting kan vælte spillet og etablere helt nye forudsætninger for kapitalismens udvikling, ligesom 1. og 2. verdenskrig gjorde det i forrige århundrede.
Noter
i Schumpeter, 1954.
ii Walras 1874.
iii Det kaldes også den ‘marginalistiske revolution’, fordi de udledte deres resultater ved at anlægge en marginalbetragtning, dvs. så på den sidste enhed af fx forbrug snarere end en persons samlede forbrug.
iv Nærmere om generel ligevægtsteori, herunder en kritik, i Lundkvist, 2004, Bind II, Kapitel 12. Jeg trækker også på formuleringerne i Lundkvist, 1995, Kapitel 6.
v Schumpeter (1942) havde faktisk et sådant dystopisk billede af demokratiet.
vi Jevons, 1871: 102f (“Vi arbejder og producerer med det ene mål at forbruge …”); Menger 1883: 216; Marshall, 1890: 70; og Keynes 1936: 46.
vii Thage og Thomsen, 2004: 95.
viii Marx, 1867. – Se min kritik i Lundkvist, 2004: Kapitel 21; omtalen af Hobbes findes i Kapitel 31.
ixStanding, 2016.
xOm intellektuel ejendomsret, se Lundkvist, 2004: Kap. 32.