I dette kapitel ser vi på kapitalens udvikling, i det næste på klassekampen; først pengene, så menneskene, om man vil.
Vor periode starter i 1901, hvor den industrielle kapitalisme er brudt igennem og det parlamentariske demokrati er indført.
Der er tre grunde til at afslutte perioden i 1957. Indtil slutningen af 50erne er den økonomiske vækst, dermed også kapitalismens udvikling, af moderat omfang; det går langsomt. Først derefter buldrer den højkonjunktur, der varer frem til 1973. Videre er det i slutningen af 50erne at landbrugets nedtur for alvor tager fart; Danmark ophører med at være et landbrugsland, og med det danske landbrugs overvejende ikke-kapitalistiske karakter betyder dette i sig selv en relativ styrkelse af kapitalen. Endelig markerer vedtagelsen af folkepensionen i 1957 begyndelsen til en grundlæggende ændring i den danske kapitalismes karakter, idet velfærdsstaten og med den en stor offentlig sektor vokser frem, således at en betydelig del af økonomien unddrages direkte kapitalistisk styring; velfærdsstatens årtier bliver emnet i Kapitel 5.
Jeg begynder med en bred fremstilling af de forskellige faser i kapitalismens udvikling, efterfulgt af en kort diskussion af, hvad ‘kapital’ overhovedet er. Dernæst vil jeg søge at bestemme, hvor meget kapitalen ‘fylder’ i forhold til den samlede økonomi (målt ved BFI) gennem vor periode. Videre inddrages de udenrigsøkonomiske og politiske rammer for udviklingen. Endelig undersøges kapitalismens strukturforandringer frem til slut-50erne; vi ser på finanskapitalens vigende vægt og aktieselskabernes øgede betydning, samt tendenserne til større kapitalkoncentrationen. Statistisk appendiks indeholder kilder og bemærkninger til kapitlets tabeller.
Tabellen nedenfor er basis for fremstillingen. Den fortæller om udviklingen i erhvervsstrukturen mellem 1901 og 57: Relativ tilbagegang for landbruget og relativ fremgang for industrien og det offentlige.
Tabel 3.1. Erhvervsudviklingen 1901-1957, procent af BFI
| Procenter | 1901 | 1914 | 1922 | 1925 | 1929 | 1935 | 1939 | 1948 | 1957 |
| Landbrug m.v. | 31½ | 32 | 23½ | 24½ | 23 | 18 | 18½ | 21 | 17½ |
| Håndværk | 10 | 7½ | 7 | 5½ | 8 | 9½ | 9½ | 8½ | 8½ |
| Bygge og anlæg | 5 | 3 | 3 | 3 | 4½ | 5 | 4½ | 5½ | 6½ |
| Industri | 10 | 10 | 10½ | 11½ | 11 | 14½ | 15½ | 19 | 18½ |
| Varehandel | 14 | 15 | 18 | 19½ | 18 | 17 | 17½ | 16 | 14 |
| Privat transport | 4 | 5 | 7 | 5 | 7 | 5 | 7 | 6½ | 7 |
| Finans | 2½ | 4 | 2½ | 2 | 2½ | 2 | 2½ | 2½ | 2½ |
| Bolig-benyttelse | 7½ | 7 | 6 | 6½ | 7½ | 8½ | 8 | 4½ | 5 |
| Det offentlige | 9 | 10½ | 14 | 12½ | 12 | 13 | 12½ | 13½ | 15½ |
| Øvrige | 6½ | 5 | 8½ | 10 | 5½ | 7½ | 4½ | 3 | 5 |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Kapitalismens faser 1901-57
1901-14: Stagnation efter gennembruddet i 1890erne.
Dette er gode år for landbruget, faktisk kan vi se af tabellen, at erhvervet øger sin relative vægt marginalt. Omstillingen til animalsk produktion og opbygningen af andelsbevægelsen bærer nu frugt, stærkt støttet af gode udenlandske konjunkturer. Hertil kommer de landbrugsvenlige Venstre-regeringer; specielt omlægges skatten i 1903 fra hartkorn til indkomstskatter; det favoriserer landbruget, hvilket også er tilfældet med toldloven fra 1908.
Industrien kunne ikke fastholde accelerationen fra 1890erne, men presser alligevel håndværket i denne fase. Industrien producerer overvejende (90%) til hjemmemarkedet, og nyder derfor ikke på samme måde som landbruget godt af de gode konjunkturer.
Liberalismen sidder i højsædet. Det gælder internationalt, hvor fri bevægelighed for varer og kapital, indenfor guldfodens rammer, præger billedet. Det gælder også Danmark, hvor Venstre som nævnt sidder ved roret det meste af tiden. Erhvervslivet kan stort set gøre, hvad det vil. Der er ingen lovgivning til at regulere aktieselskaber, der netop i disse år skyder frem. Bankerne kan uhindret spekulere på især boligmarkedet (hvilket resulterer i en dyb, men kortvarig krise i 1908). Og i fravær af kapitalregulerende lovgivning får vi mange monopoler, karteller og andre konkurrencebegrænsende tiltag; virksomhedsstørrelsen indenfor industrien vokser.i
Denne udvikling peger hen på et paradoks i liberal økonomisk tænkning. Grundværdien er maksimal økonomisk frihed, altså minimal statsregulering. Det betyder at de store fisk spiser de små; de store virksomheder er frie til at slå sig sammen, til skade for de små, der udkonkurreres, og for forbrugerne, der må betale monopolpriser. Men efterhånden som økonomien monopoliseres er det selve konkurrencen, der udkonkurreres. Og her kommer dilemmaet, for i flg. liberalismen er det netop den frie konkurrence, der er rygraden i økonomisk frihed og i økonomisk effektivitet.
Det har op igennem århundredet givet en vis ambivalens hos Venstre overfor monopollovgivning, en ambivalens der dog sjældent er faldet ud til fordel for gennem lovgivning at sikre konkurrencen. Som vi senere skal se, har liberal økonomisk tænkning i vore dage opnået hegemoni, men vel at mærke i den variant, der favoriserer store virksomheder på bekostning af konkurrencen.
1914-22: Statsregulering, spekulationskapitalisme og nedtur
Disse år må inddeles i tre faser. Først krigsårene 1914-18, så højkonjunkturen 1918-20 og endelig den såkaldte fredskrise 1921-22.
Krigsudbruddet i 1914 var naturligvis en stor udfordring for den danske økonomi. Kunne man stadig afsætte landbrugsvarer til England, og kunne man stadig få kul og andre råvarer fra Tyskland? Det krævede intrikate forhandlinger med de to lande, men det lykkedes stort set, indtil den uindskrænkede u-båds krig i 1917 hæmmede udenrigshandelen betydeligt.ii
Under alle omstændigheder nødvendiggjorde den vanskelige situation, at økonomien blev reguleret, således at de knappe ressourcer fra udlandet blev fordelt på en sådan måde at både landbrug og industri kunne køre videre i et rimeligt omfang. Videre betød vareknapheden inflation, som søgtes dæmpet gennem et system af maksimalpriser og produktionsreguleringer. For at varetage disse opgaver blev der ved krigens start nedsat en Overordentlig Kommission, som blev ledet af den radikale indenrigsminister Ove Rode og i øvrigt bestod af repræsentanter for erhvervslivet, især landbrug og industri.
Det betød at førkrigstidens liberale økonomiske system midlertidigt blev erstattet af en statsreguleret korporativisme, dvs. økonomien blev styret af staten i samarbejde – og konflikt – med erhvervslivets organisationer (der selv ofte havde modstridende interesser).
Konflikterne udspillede sig især med landbruget. Dette erhverv nød godt af den stigende efterspørgsel fra udlandet og den øgede knaphed indenlands, hvilket tilsammen tenderede mod at presse priserne på landbrugsvarer op. Den tendens søgte kommissionen at modvirke, hvilket ikke var populært i landbruget. Erhvervets indtægter voksede betydeligt mere end andre befolkningsgrupper. Det samme gjaldt redere og andre handelskapitalister, der profiterede af de stigende fragtrater.
Industrien fik stort set de nødvendige forsyninger, og man slap for den udenlandske konkurrence. Det store opsving kom dog først under den internationale højkonjunktur lige efter krigen (1918-20), da hele Europa blev frit til at øge efterspørgslen.
De usædvanlige forhold gav store indtjeningsmuligheder for de initiativrige, herunder de såkaldte ‘gullashbaroner’, der leverede konserves til skyttegravenes soldater. Overhovedet blomstrede spekulationskapitalismen som aldrig før; på børsen fordobledes kurserne under krigen. Især forventedes det, at der efter krigen ville åbne sig et stort marked i Rusland, så Plum-koncernen og andre opbyggede store varelagre. Også ØK under H. N. Andersen og Sibirisk Kompagni under Hjerl-Hansen var aktive, og generelt steg handelsselskabernes aktiekapital fra 110 mio kr. i 1914 til 360 mio i 1919.
Også industrikaptalen nød godt af de gode efterkrigskonjunkturer. Max Ballin etablerede i 1918 en læder- og skotøjstrust, og i provinsen blev der anlagt mange mindre skibsværfter. Indekset for industriproduktion steg fra 83 i 1918 til 137 i 1920, altså med mere end 50%.
Det meste af denne hektiske aktivitet blev orkestreret af finanskapitalen, med Landmandsbanken (under Emil Glückstadt) i centrum. Kapitalkoncentrationen i de forudgående år havde givet den store kapital en stærkt øget magt, ikke mindst på det politiske niveau. H. N. Andersen havde stor indflydelse på Kongen, bl.a. i forbindelse med Påskekrisen 1920, hvor han anbefalede at afskedige Zahle, og han fungerede i flere år som uofficiel udenrigsminister; i 1922 lykkedes det ham at få udenrigsminister Harald Scavenius erstattet med en ØK-mand (Chr. Cold), fordi førstnævnte favoriserede Glückstadt på bekostning af Andersen. Samme Glückstadt repræsenterede i øvrigt Danmark på flere udenlandske konferencer. Alt i alt var storkapital og dansk ‘storpolitik’ vokset sammen på en måde, der minder om amerikanske tilstande.
I efteråret 1920 blev Danmark ramt af den internationale ‘fredskrise’, der betød at det nævnte industriindeks faldt til 105 i 1921.
Krisen skyldtes flere forhold. De europæiske lande begyndte atter at eksportere, og dermed var det slut med den danske hjemmeindustris beskyttede tilværelse. Samtidig havde det udenlandske boom resulteret i overproduktion og dermed faldende priser og forringede afsætningsmuligheder for dansk eksport.
Korthuset faldt nu sammen; engrospriserne halveredes og aktiekurserne styrtdykkede. Mest dramatisk gik det ud over handelskapitalen, hvor kompagnierne havde satset på at det bolsjevikiske styre blev en parentes; de investeringer måtte nu afskrives. ØK klarede sig, men for Plum-koncernen blev det en katastrofe, at det russiske marked ikke materialiserede sig.
Også industrieventyret viste sig at havde ‘bygget på sand’, som Hansen og Henriksen skriver. Provinsskibsværfterne måtte nedlægges og Ballins skotøjskoncern gik fallit. Antallet af industriarbejdere faldt dramatisk fra 170.000 i 1921 til knap 130.000 i 1922. Det meste af al denne spekulation var blevet finansieret af Landmandsbanken, som derfor nu sad tilbage med aben. Banken gik reelt fallit, men blev i flere omgange reddet af staten, dvs. skatteyderne.iii
Da røgen i 1922 havde lagt sig, var Danmark et meget forandret land. Som det fremgår af Tabel 3.1. var landbrugets vægt i økonomien blevet voldsomt reduceret, fra 32% til 23-24% af BFI, trods den gode indtjening i krigens år. Industriens andel var stort set uforandret (10-11%). Under og især lige efter krigen havde andelen været højere, hele 15% i 1920, men det meste blev barberet bort af fredskrisen.
Den danske kapitalisme skiftede karakter to gange i perioden 1914-22.
Under krigen blev markedskapitalismen som nævnt erstattet af en statsreguleret korporativisme, hvor erhvervene kom under stram styring. Videre blev der i 1917 omsider lovgivet om aktieselskaberne, således at de blev regnskabspligtige, ligesom bankerne og børsen blev reguleret; men disse tiltag viste sig at være alt for svage, og efter at have vaklet modsatte Venstre sig Socialdemokraternes og de Radikales forslag om en monopollovgivning.
Da den Overordentlige Kommission under pres fra især landbruget blev afviklet i 1919, fik kapitalismen frit løb, så den spekulation, der allerede eksisterede under krigen (‘gullashbaronerne’), nu kunne eksplodere i et sandt orgie. Kapitalismen bevægede sig således fra det ene yderpunkt til det andet, indtil det hele brast under fredskrisen.
1922-29: Fastfrosne strukturer
Mens 20erne var ’roaring’ i USA, var Europa præget af stagnation, arbejdsløshed og prisfald. Således også i Danmark.
Produktionen steg ganske vist betydeligt efter 1922, både indenfor landbrug (70% for animalske produkter) og industri (50%), men indtjeningen blev ramt af prisfald, især forårsaget af datidens deflationspolitik. For landbruget betød den styrkede kronekurs at den valuta, der blev indtjent fra eksporten, omveksledes til stadig færre kroner. Og i industrien (hvor eksporten stadig var af underordnet betydning) var problemet at omkostningerne – løn og råstoffer – faldt mindre end priserne på færdigvarerne.
Ligesom før krigen kom liberalismen i højsædet. Der var Venstre-regeringer det meste af 20erne, først Neergaard 1920-24, så Madsen-Mygdahl 1927-29. 1924-26 var der et socialdemokratisk intermezzo, men det kom der ikke meget ud, dels fordi de Radikale vaklede noget i støtten, og dels fordi Danmark i denne periode levede under et noget begrænset demokrati, idet de borgerlige kontrollerede Landstinget og dermed havde vetomagt. Resultatet var, at når de borgerlige havde flertal i Folketinget kunne de gennemføre deres politik; når SD og RV havde flertal begrænsedes magten ofte til det negative, nemlig at forhindre borgerlig politik.
Spekulationskapitalismens storhed og fald fik sine konsekvenser. Sammenbruddet for bankvæsenet satte sig sine spor; før og især lige efter krigen havde bankerne overhalet sparekasserne, men i 20erne tog disse atter føringen.iv Det skyldtes naturligvis befolkningens mistillid til bankvæsenet. Samtidig blev bankerne, kloge af skade, yderst tilbageholdende med at udlåne til industri og handel. Dette lagde en kraftig dæmper på den økonomiske vækst, og i 1926/27 var der egentlig økonomisk krise (‘deflationskrisen’) med høj arbejdsløshed, men derefter bedredes vilkårene hurtigt.
Nettoresultatet var at industriens andel af BFI stagnerede, lige som før 1914, jf. tabellen, mens landbruget fastholdt sin andel. Strukturerne i dansk økonomi var således bemærkelsesværdigt fastfrosne i dette årti.
1929-39: Verdenskrise og kapitalistisk opsving
Krakket på Wall Street i oktober 1929 betød at efterspørgslen i USA og snart i resten af verden reduceredes, hvilket resulterede i faldende priser. Da prisfaldet først omfattede landbrugets råvarer, som vi importerede, var dette til fordel for den danske økonomi, der faktisk havde det udmærket i et par år efter krakket.
Men i 1931 ramte krisen Danmark med fuld styrke, da landbrugets afsætningspriser også begyndte at falde. Det generelle problem var, at USA nu trak sine penge ud af Tyskland og dermed eksporterede depressionen til Europa. Det internationale kapitalmarked brød sammen, så Danmark kunne ikke låne for at finansiere det underskud, som den faldende landbrugseksport medførte; samtidig erstattedes frihandelen med bilaterale aftaler med især England og Tyskland. Dette gik især ud over landbruget, der nu oplevede en eksistenskrise. Hvis vi noget nonchalant ser bort fra den store arbejdsløshed, klarede industrien sig rimeligt. Resultatet blev, som det ses af Tabel 3.1, at mens landbrugets andel af BFI faldt fra 23% til 18%, øgedes industriens vægt fra godt 11% til 15%. Dermed fik den kapitalistiske produktionsmåde et kraftigt skub fremad.
Det var der to grunde til.
For det første betød den kraftige reduktion i det internationale økonomiske samkvem, at den udenlandske konkurrence faldt bort; dansk industri sigtede endnu på hjemmemarkedet, så derfor skadede det ikke så meget, at eksportmulighederne også svækkedes. I internationale krisetider er relativ selvforsyning en stor fordel.
For det andet holdt den nyetablerede Valutacentral hånden under industrien. Det voldsomme fald i landbrugseksporten indebar at den udenlandske valuta, der var til rådighed for import af råstoffer og andet til industrien, blev meget knap. Den måtte rationeres, og som under 1. Verdenskrig blev denne opgave varetaget af fagforeningerne og erhvervsorganisationerne, men her var arbejderbevægelsens repræsentanter nu styrket væsentligt. Det var et effektivt system, men det betød også at de etablerede virksomheder fik fortrinsstilling, således at det var småt med fornyelser. Den danske kapitalisme blev lidt konservativ og gammeldags. Alt i alt var den statslige korporativisme tilbage, efter 20ernes ultra-liberalisme.
Også håndværket gik lidt frem, fra 8% i 1929 til knap 10% i 1939. Det hang sammen med at småproduktion i 30erne blev et tilflugtserhverv, og at industrien snarere end at udkonkurrere håndværket trak det op med reparationsopgaver og andre hjælpefunktioner.
30ernes klassekampe, og dermed krisepolitikken, behandles i næste kapitel.
1940-50: Besættelsestiden og de første efterkrigsår
Den kraftige regulering af økonomien fortsatte i dette årti, blot skiftede Valutacentralen navn til Direktoratet for Vareforsyning.
Men vilkårene var naturligvis ganske anderledes. Eksporten til England faldt helt bort, men til gengæld aftog Tyskland nu ubegrænsede mængder af landbrugsvarer til særdeles gunstige priser. Som under 1. Verdenskrig tjente landbruget mange penge, men da regningen ikke blev betalt af tyskerne, men af en konto i Nationalbanken, var det i realiteten skatteyderne, der måtte undgælde.
Samarbejdspolitikken under besættelsen betød, at der var grønt lys for direkte og indirekte arbejde for besættelsesmagten. De pågældende virksomheder, senere kaldt ‘værnemagere’, byggede bl.a. de store fæstningsanlæg langs Jyllands vestkyst. Mangelen på energi gav også store indtægter til de virksomheder, der udgravede tørv og brunkul. Der var således et vist opsving for hvad man kan kalde industriel spekulation.
Vareknapheden indebar at de erhvervsgrupper, der havde fine indkomster, ikke kunne effektuere deres efterspørgsel. Der opstod pengerigelighed, som efter krigen søgtes neutraliseret gennem en formuestigningsafgift, kaldet engangsskatten, ligesom en pengeombytning betød at værnemagere og andre mistede illegalt tjente formuer. Ingen skulle tjene på krigen, var det politiske budskab; spekulationen skulle luges ud af den danske kapitalisme.
Efter krigen og frem til 1950 blev hele reguleringssystemet langsomt afviklet. Samtidig omlagde landbruget eksporten til England, men måtte her acceptere betydeligt lavere priser; erhvervets profittering på besættelsen betød, at der ikke var politisk opbakning til at gøre noget ved dette indkomsttab.
Især grundet forsyningsproblemer var industriproduktionen i 1945 reduceret med ikke mindre end 26% i forhold til 1938-niveauet, og samtidig var produktiviteten faldet betydeligt. Men derefter og frem til 1953 øgedes produktionen betydeligt. Det skyldtes ikke mindst at erhvervet nu i stigende omfang begyndte at eksportere, hvilket der netop i efterkrigstiden var gode muligheder for. Tyskland lå stadig i ruiner og kunne ikke selv producere, og generelt var der i Europa en betydelig overefterspørgsel, efter krigens knaphedsøkonomi. Industrien gik også i dette årti stærkt frem, fra 15% af BFI i 1939 til 19% i 1948.
1950-57: Stagnation
I denne fase øgedes industrialiseringen, men den økonomiske vækst var betydeligt langsommere end i det øvrige Vesteuropa. Landbruget havde gode år frem til 1953, bl.a. takket være den øgede efterspørgsel under Korea-krigen, men fik derefter afsætningsproblemer, fordi de europæiske lande i stigende grad beskyttede deres eget landbrug, især efter dannelsen af EF i 1956.
Den hæmmede industrielle udvikling beroede dybest set på, at erhvervet var blevet noget gammeldags i sammenligning med det øvrige Vesteuropa, hvis produktionsapparat var blevet mere (Tyskland) eller mindre smadret under krigen, og som derfor måtte opbygge mere moderne industrier.
Hertil kom at Danmark løb ind i betalingsbalanceproblemer, hver gang regeringerne forsøgte sig med en mere ekspansiv politik. En sådan politik øger jo importen, og når landbrugets eksport var presset og industriens ikke var tilstrækkeligt konkurrencedygtig, gav det problemer, som tvang regeringerne til at slå bremserne i. Denne zigzag kurs kaldtes stop-go politikken.
Socialdemokraterne ønskede at bruge Marshall-hjælpen til industriel fornyelse, men det ville Venstre, som sammen med de Konservative sad på regeringsmagten 1950-53, ikke være med til. Og man kunne eller turde ikke låne i udlandet for at dække underskuddet på betalingsbalancen og finansiere et industrielt opsving.v
Som det ses af Tabel 3.1. fortsatte forskydningen fra landbrug til industri frem til 1957, hvor industrien nu omsider var blevet størst. Simpel vareproduktion går tilbage, snart også ved at centraliseringen af mejerier etc langsomt eroderer andelstanken og giver mere plads til profitmotivet.
Den danske kapitalismens historie i disse 56 år efterlader ikke megen tvivl om, at kapitalens principper gennemtrænger økonomien i højere grad i 1957 end i 1901. Det ikke-kapitalistiske landbrug går tilbage, den kapitalistiske industri frem. Men min hypotese vil også være, at det går meget langsomt.
Kan vi måle kapitalismens udbredelse mere præcist? Den første betingelse for at denne opgave kan løses, er naturligvis at vi véd, hvad der skal måles, altså hvad kapital er.
Hvad er kapital?
Kapital er penge, der gives ud med henblik på at erhverve et overskud, nemlig rente, profit eller kapitalgevinst (fx en stigning i værdien af et aktiv). Den bestemmelse dækker såvel handelskapital, industriel kapital som finansiel kapital.
Heri ligger at de penge, man bruger til at købe forbrugsgoder, ikke er kapital; formålet er her ikke flere penge, men konkret nytte. Ej heller er der tale om kapital, hvis en arbejdende selvejer såsom en gårdmand eller håndværker køber en spade til brug i virksomheden; det umiddelbare formål er nok at sænke omkostningerne/øge indtjeningen, men denne producent befinder sig indenfor den simple vareproduktion, hvor det ultimative mål ikke er profit, men at klare sig, altså opretholde en rimelig levestandard. I Indledningen blev forskellen – modsætningen – mellem simpel vareproduktion (ren markedsøkonomi) og kapitalisme forklaret ud fra de to formler, V1 – P – V2 og P – V – P’, hvor hhv. nyttemaksimering og profitmaksimering er formålet. Sidstnævnte formel dækker alle kapitalformer, fx også handelskapital, hvor profitten opnås ved at købe varer billigt og sælge dem dyrt; ved den produktive – producerende – kapital er de varer, der købes, arbejde (Marx: arbejdskraft) og produktionsmidler. I øvrigt er al økonomisk teori enig i, at profitmaksimering er kapitalens definerende træk.
Uenigheden vedrører ‘hvor profitten kommer fra’.
Marx reducerer den til merarbejde (merværdi), dvs. profitten genereres i produktionen; handelsprofit og finansiel profit (typisk rente) ses som fraktioner af denne merværdi. I næste kapitel kritiseres merværditeorien, men det umiddelbare problem er, at selv hvis teorien kan forklare kapitalismens profitformer, kan den ikke forklare profitten i før-kapitalistiske produktionsmåder, hvor fx handelskapitalens profit oplagt udspringer af udvekslingen (handelen), ikke af produktionen. Derfor er Marx’s kapitalbegreb ikke generelt eller universalhistorisk.
Ikke-marxistisk (‘borgerlig’) økonomisk teori, startende med Böhm-Bawerk, har lagt vægt på at kapital kommer fra opsparing, og derefter spurgt, hvorfor man sparer op snarere end forbruger? Det gør man for i stedet at forbruge i fremtiden. Men udskydelse af forbrug er et pinefuldt afkald, og profitten – der muliggør større forbrug i fremtiden – er kompensation for dette afkald (at vi har en sådan ‘tidspræference’, hvor vi foretrækker en sofa i dag frem for om 1 år, er aldrig blevet demonstreret). Profitmaksimering er således efter denne opfattelse blot et middel for brugsværdimaksimering; i sidste instans er kapitalen en tjener for nyttemaksimering.
Alternativt har neoklassisk teori set profitten som udsprunget af kapitalens produktivitet, nærmere bestemt som lig med kapitalens marginalprodukt (dvs. hvad den sidst indsatte kapitalenhed kan producere). Den teori blev vist at være inkonsistent i den såkaldte ‘kapitalkontrovers’ i 1960erne og 70erne.vi
Det er ikke således, at alle virksomheder til alle tider har profitmaksimeret. Enhver rationel virksomhed søger naturligvis at minimere omkostningerne og maksimere salgsprisen for at få et så stort overskud som muligt. Men hvorfor geninvestere overskuddet i stedet for at omsætte det til forbrug? Hvorfor den evige kapitalakkumulation, hvor man aldrig kan sætte sig ned og nyde frugterne af ens økonomiske aktivitet? Hvorfor ikke slå sig til ro med en produktion, der kører på samme niveau (en stationær økonomi)? Fra et nyttemaksimerende menneskes synspunkt er denne evige udsættelse af forbruget irrationel. Forklaringen er at der er en over-individuel social mekanisme, der påtvinger virksomheden denne adfærd. Dette er konkurrencen med de andre virksomheder, for hvis hundrede virksomheder konkurrerer på et givet marked og blot én af dem vælger at reinvestere overskuddet i stedet for at omsætte det i forbrug, så vil denne virksomhed udkonkurrere de andre; den vil have flere og bedre maskiner end de andre, den kan bruge flere penge på marketing, innovation osv. Hansen tænker måske, at ‘nok er nok’, og ønsker at stille sig tilfreds med en konstant omsætning og et konstant overskud. Men hvis Hansen og Petersen begge har et årligt overskud på 100.000 kroner, og Hansen bruger dem på at omlægge haven, mens Petersen investerer pengene i virksomheden, bliver Hansen ad åre udkonkurreret og går fallit. Kunderne går til Petersen, der investerer i mere effektive maskiner og derfor kan sænke priserne.
Profitmaksimering udspringer altså ikke af ambitioner, grådighed etc., men er en for virksomheden nødvendig stræben. Heri ligger også at profitmaksimering forudsætter almen konkurrence, eller mere præcist: At almen konkurrence nødvendigvis må lede til kapitalakkumulation, altså at almen markedsøkonomi må slå om i kapitalisme.
Det er let at se, at det simple bytte (V1 – V2) må udvikle sig til pengeformidlet udveksling (V1 – P – V2), for uden et alment ækvivalent som penge, bliver det højst usikkert, om jeg kan finde en person, der har en vare V2 som jeg ønsker, samtidig med at vedkommende ønsker min vare V1; dette er problemet med ‘behovenes dobbelte sammenfald’. Men hvorfor udvikler almen markedsøkonomi (V1 – P – V2) sig til kapitalisme (P – V – P’)? Fordi – som sagt – almen konkurrence tvinger til profitmaksimering.vii
Dette abstrakte spørgsmål er af stor politisk vigtighed, for hvis markedsøkonomi nødvendigvis slår om i kapitalisme, bliver det på sigt illusorisk at arbejde for en ‘socialistisk’, dvs. kapitalismefri, markedsøkonomi. Heri ligger ikke nødvendigvis, at en kapitalismefri økonomi kræver en afskaffelse af markedet, blot at konkurrencen begrænses til at udfolde sig indenfor strikte rammer.
Kapitalens vægt i Danmarks økonomi 1901-1957
Hvordan operationaliseres dette kapitalbegreb, hvor profitmaksimering står i centrum, så vi kan få en idé om udviklingen i kapitalens vægt i den danske økonomi i vor periode?
Den umiddelbare metode er måske at opregne værdien af realkapitalen (bygninger, redskaber, maskiner etc.) på forskellige tidspunkter og sætte dette i relation til BFI, så vi fx kan beregne at kapitalen i 1901 oversteg BFI med 25%, i 1957 med 75%. Men det går ikke, eftersom kapitalen ikke er en ting, men en social relation;viii om en græsslåmaskine er kapital eller ej, kan ikke ses på maskinen, lige så lidt som en springers styrke i skak kan afgøres ved af studere dens fysiske egenskaber. Man kunne også se på udviklingen i kapitalindkomsternes andel af den samlede indkomst; dette ville være et godt mål, men her er der simpelthen ikke tal for vor periode.
Min metode vil være at undersøge, hvor meget klart kapitalistiske erhverv fylder i den danske økonomi gennem perioden. Dette kan imidlertid kun være udgangspunktet, dvs. sådanne resultater må kvalificeres med andre betragtninger.
I hvilken udstrækning har erhverv, der er domineret af profitmaksimering, vundet frem på bekostning af erhverv, der i højere grad er præget af simpel vareproduktion? Tabel 3.2. opregner udviklingen for de klart kapitalistiske erhverv.
Tabel 3.2. Den kapitalistiske økonomis andel af BFI 1901-57
| Procenter | 1901 | 1914 | 1925 | 1935 | 1948 | 1957 |
| Industri | 10 | 10 | 11½ | 14½ | 19 | 18½ |
| En gros og agenturer | 7½ | 8 | 10½ | 8 | 8½ | 8 |
| Rederier | 2 | 2 | 2½ | 2 | 2 | 3½ |
| Finans-kapitalen | ½ | 1½ | 1 | ½ | 1 | 1 |
| Privat bolig-udlejning | 4 | 3½ | 3 | 4 | 2 | 2½ |
| I alt | 24 | 25 | 28½ | 29 | 32½ | 33½ |
Denne udskillelse af de kapitalistiske erhverv er baseret på flg. vurdering af erhvervene i Danmark (jf. Tabel 3.1):
Landbruget er stadig baseret på selveje (gårdmænd og husmænd) og dermed ikke-kapitalistisk. Det ses at erhvervets relative tilbagegang kommer i tre hug, under 1. Verdenskrig og de første år herefter, i første halvdel af 30erne og efter 1948; derimod bevarer landbruget sin position i årene før 1914, i 20erne og går endda frem under besættelsen og de første efterkrigsår.
Industrien er klart domineret af profitmaksimering, mens håndværk og bygge/anlæg overvejende lyder principperne i simpel vareproduktion. Industriens andel er forbløffende stabil – eller stagnerende – frem til 1929 (10-11%), men i 30erne og frem til 1948 går erhvervet kraftigt frem, nemlig til ca. 19%. Bemærk imidlertid også den meget afdæmpede udvikling fra 1948 til 1957. Det er som om kapitalen stadig drukner i mere gammeldags produktionsmåder.
Håndværket er mindre virksomheder, med 5 eller færre ansatte (er der flere er det industri), således at det kapitalistiske præg er svagt. Den arbejdende ejer stræber efter at få et udkomme for sig og familien. Det ses at erhvervet går tilbage før 1. Verdenskrig og i begyndelsen af 20erne, men derefter klarer sig forbløffende godt. I vor periode bliver erhvervet ikke udkonkurreret af den store kapital. Man skulle måske have forventet en negativ sammenhæng mellem håndværkets og industriens vægt, men det er ikke tilfældet: Håndværkets tilbagegang før 1914 giver ikke fremgang for industrien, og i 30erne går begge erhverv frem. Erhvervene synes at komplettere hinanden snarere end at konkurrere, hvilket skyldes at håndværket i vid udstrækning yder hjælpefunktioner til industrien.
Byggeri og anlæg var i denne periode klart håndværkspræget (selvstændige murere, malere, tømrere etc.);ix de store entreprenørvirksomheder hører en senere tid til. Erhvervet er meget præget af konjunkturerne og den skiftende boligpolitik, så dets vægt har været meget svingende. Anlægsudgifter finansieres ofte af det offentlige, men arbejdet udføres overvejende af private; derfor er anlæg ikke rubriceret under den offentlige sektor, idet dog anslået 10% af aktiviteten indenfor bygge og anlæg foregår på offentlige arbejdspladser og derfor henføres til det offentlige i Tabel 3.1.x
Varehandel og privat transport er vanskelige at have med at gøre, fordi de begge indeholder både kapitalistiske og ikke-kapitalistiske dele. Varehandel deles op i de store engros handler og agenturer på den ene side, og detailhandelens mange småbutikker på den anden; engros handel, agenturer og rederier må formodes at være styret af profitmaksimering, så jeg regner dem til den kapitalistiske del af den danske økonomi.xi Privat transport består overvejende af et utal af små vognmandsforretninger og af et mindre antal meget store rederier.xii
Indenfor den finansielle sektor er banker og til dels forsikring kapitalistiske, mens sparekasser og kreditforeninger ikke er det. Den kapitalistiske andel har i de fleste år ligget mellem 33% og 40%, hvilket jeg tager højde for i Tabel 3.2. For hele sektoren gælder, at den gennem perioden har stået for en meget lille og meget stabil andel af BFI, bortset fra årene omkring 1. Verdenskrig (hvor den megen spekulation i øvrigt øgede andelen til 5% i 1920).
Bidraget til BFI fra boligbenyttelse er værdien ved at bebo en lejlighed eller et hus. Dette er huslejen. Denne foreligger direkte ved beboelse af udlejningsejendomme, mens ‘huslejen’ ved beboelse ef eget hus skønnes ud fra huslejen for en tilsvarende bolig. Udlejeren sælger en serviceydelse, mens man må forestille sig at beboeren i eget hus både udbyder og forbruger denne ydelse. Dette kan forekomme lidt akavet, men det er klart at godet ved at bo et sted må indgå i BFI på linie med andre tjenesteydelser. Andelen falder betydeligt i efterkrigstiden, hvilket hænger sammen med den betydelige offentlige huslejestøtte. Mennesker, der ejer deres bolig, samt lejere i almennyttige boliger er ikke drevet af profitmotivet, mens privat udlejning af boliger er klart kapitalistisk (ofte af spekulativ karakter). Det er svært at vurdere, hvor stor en andel af boligbenyttelsens bidrag til BFI denne private udlejning står for; for 1960erne kan andelen anslås til 1/3, men dengang betød almennyttige boliger langt mere. I den aktuelle periode sætter jeg andelen til 50%.
Den offentlige sektor er naturligvis ikke profitmaksimerende. Den store post er her offentlige ydelser, dvs. især sundhed og uddannelse. Hertil kommer centrale dele af samfundets infrastruktur, nemlig offentlige værker (vand, gas og el), der overvejende drives af kommunerne, samt telefon, post, telegram og radio; også jernbaner, sporveje og rutebiler er overvejende offentlige. Disse virksomheder sælger deres ydelser og er derfor en del af markedsøkonomien, men udbuddet af ydelser er under demokratisk kontrol.xiii Det ses af Tabel 3.1., at efter en betydelig stigning frem til 1922, har sektorens bidrag til BFI været ret konstant, dog med en mindre fremgang i 50erne. Generelt vil jeg sige, at detaljerne i denne afgrænsning af den offentlige sektor kan diskuteres. Men min interesse er ikke denne sektors niveau, men udviklingstendensen 1901-57, og her er det afgørende alene at kriterierne for afgrænsningen er konstant gennem perioden. Og det er de.
Tabel 3.2. tillader nogle konklusioner:
1) at kapitalismen i vor periode har oplevet en relativ fremgang på 10 procentpoint, ligeligt fordelt på 1901-1925/35 og 1935-1957.
2) at kapitalismen fra før 1. Verdenskrig til slutningen af 50erne er avanceret fra at udgøre en fjerdedel til en tredjedel af dansk økonomi, målt på BFI.
3) at fremgangen næsten alene skyldes industrien, og
4) at udviklingen har stået næsten stille fra 1948 til 1957.
Sammenholdt med Tabel 3.1. ses, at kapitalens øgede vægt først og fremmest er sket på bekostning af landbruget, mens væksten i den offentlige sektors bidrag til BFI mellem 1901 og 1957 har modereret den kapitalistiske fremgang.
Vor interesse er at bestemme, i hvilken udstrækning den danske økonomi er præget af profitmaksimering i perioden 1901 til 1957. Her kan ovenstående inddeling af erhvervene i kapitalistiske og ikke-kapitalistiske kun være den første tilgang.
Der er en vis usikkerhed involveret i denne analyse, fordi de ikke-kapitalistiske erhverv kan indeholde kapitalistiske virksomheder (godser, større hoteller, supermarkeder), mens omvendt nogle industrivirksomheder kan være håndværksprægede.
Det store problem ved tilgangen ovenfor er, at erhvervene ikke kan ses som isolerede størrelser.
Med undtagelse af den offentlige sektor indgår de i en markedsøkonomi, hvor de køber og sælger af hinanden, og derfor påvirker sektorerne hinanden. Landbruget køber maskinel fra industrien og forbrugsgoder fra detailhandlere i byerne, ligesom de via andelsforetagender afsætter deres varer i ind- og udland. Dermed kommer landbrugerne i konkurrence med andre aktører, og jo mere udbredt konkurrencen – dermed markedsøkonomien – er, jo mere tvinges landbrugerne og deres sammenslutninger til at profitmaksimere. Gårdmænd må ikke akkumulere jord (deres primære produktionsfaktor), men indenlandsk og udenlandsk konkurrence tvinger dem til at investere i ny realkapital (høstmaskiner, traktorer etc.).xiv Hvor meget dette ydre pres formår at demontere den simple vareproduktion kan altid diskuteres; min vurdering er (se forrige kapitel) at det ikke er meget frem til begyndelsen af efterkrigstiden.
Ser vi på håndværket er det tilsvarende givet, at erhvervet i betydelig udstrækning formedes af den kapitalistiske industri; på nogle områder var der direkte konkurrence, og hertil kom at grene af håndværket i stigende udstrækning blev hjælpevirksomheder for industrien, dvs. forsynede den med produkter, foretog reparationer etc., hvorved dele af erhvervet blev undergivet direkte kapitalistisk indflydelse. Tilsvarende gennemtvang industrien og engros handelen ofte et ‘bruttoprissystem’, der lagde loft over udsalgspriserne, således at flere produkter kunne sælges, men med lavere avancer for detailisterne. Det er umuligt at sætte tal på denne påvirkning, men den øges givetvis op igennem århundredet.
Kapitalistiske virksomheder vil, hvis frie, altid dominere og tvinge de ikke-kapitalistiske virksomheder til at tilpasse sig. I en markedsøkonomi med virkelig fri konkurrence vil selvejere (‘småborgere’) tabe, fordi de også er arbejdende og derfor kun halv-kapitalister. De vil gerne have overskud, men dette overskud kastes ikke ubeskåret ind i kapitalakkumulation, så i konkurrencen har de den ene arm bundet på ryggen. Derfor må selvejerne gå til grunde – eller blive kapitalister. Som vi skal se i næste kapitel (Tabel 4.4) gik selvejet da også relativt tilbage.
Alt i alt betyder denne kapitalistiske påvirkning af i sig selv ikke-kapitalistiske erhverv, at Tabel 3.2 underdriver kapitalismens vækst 1901-57. Ikke desto mindre er den kapitalistiske andel af økonomien vokset beskedent, målt på erhvervsstrukturen. Hvorfor har kapitalen i vor periode ikke opslugt hele den danske økonomi? Fordi dens frihed blev indskrænket, dels af udlandet, dels af politikken.
Den danske kapitals internationale afmagt
At kapitalen generelt tenderer mod at vinde over selvejerne, indebærer ikke nødvendigvis at den danske kapital sejrer. Med fri international konkurrence risikerer den at tabe til større nationer med mere udviklede kapitalistiske strukturer.
Frem til slutningen af 50erne var dansk industri et hjemmemarkedserhverv. Eksporten var begrænset og blev langt overgået af landbrugseksporten. Man var ikke konkurrencedygtig på de internationale markeder, dels fordi vor industrialisering var begyndt senere end i Tyskland og England og derfor havde haft mindre tid til at udvikle sig, dels simpelthen fordi Danmark var et lille land. Erhvervet var i permanent fare for at blive udkonkurreret af udlandet.
Vilkårene skiftede naturligvis med konjunkturerne.
Før 1914 var der stort set fri international konkurrence, hvilket faldt sammen med at industrien stagnerede (som andel af BFI). Sammenlignet med andre lande var det danske toldniveau ret lavt.
Under 1. Verdenskrig beskyttede den megen regulering mod udenlandsk konkurrence, og lige efter krigen var specielt det tyske produktionsapparat så svækket, at det ikke udgjorde nogen fare for dansk produktion. Det ændrede sig efter 1920, hvor den danske produktion af specielt sko og tekstiler blev truet af billige udenlandske varer. Industrien (og de Konservative) krævede toldbeskyttelse, men den liberale Venstre-regering bøjede sig kun i meget ringe grad. Dette er en del af forklaring på industriens stagnation i 20erne.
Som nævnt ovenfor levede industrien en beskyttet tilværelse under 30ernes verdenskrise og besættelsen; erhvervet gik da også meget frem i denne periode, men omkostningen var at mange virksomheder forblev ret små og uproduktive. I 50erne liberaliseredes den europæiske økonomi gradvist, dvs. industrien fik mere udenlandsk konkurrence, herunder fra det tyske ‘Wirtschaftwunder’. Igen var dette en af grundene til at erhvervet stagnerede frem til 1957.xv
Sammenfattende kunne dansk industri dårligt konkurrere med udlandet i vor periode. Derfor var erhvervet presset, når der blev åbnet for konkurrencen, og havde fremgang, når der blev lukket. Frihandel er til skade for den svage, også på det internationale niveau.xvi
Politiske grænser for kapitalen
Hertil kom, at den herskende politik satte snævre grænser for udfoldelsen af kapitalkræfterne. Forudsætningen for at den kapitalistiske produktionsmåde kan udkonkurrere simpel vareproduktion er naturligvis, at der hersker fri konkurrence. Men på en lang række områder blev kapitalismen hæmmet af offentlige indgreb. Statsmagten beskyttede på flere måder den simple vareproduktion mod den kapitalistiske trussel.
En detailhandler måtte kun have én forretning i en by, hvilket effektivt sikrede at de forblev indenfor den simple vareproduktion. Gårdmænd måtte ikke akkumulere jord, idet der frem til omkring 1960 var forbud mod sammenlægninger og samdrift. Denne regulering blev mere indgribende op igennem vor periode.
Samtidig var den overordnede tendens, at reguleringen af kapitalen blev strammet. Før 1914 kunne det store erhvervsliv stort set gøre som det ville (som i dag), men under 1. Verdenskrig blev det lagt i lænker med maksimalpriser og mange andre indgreb, om end det selv – i den Overordentlige Kommission – var med til at udforme denne erhvervspolitik; samtidig kom der en lov, der gav en vis regulering af bankerne.
Den politiske diskussion om aktieselskabsloven fra 1917 er interessant, fordi den bragte principperne bag organiseringen af den danske økonomi i spil.
Erhvervslivet og det Konservative Folkeparti var i udgangspunktet ikke overraskende modstander af regulering, men skulle der være regulering skulle andelsforeninger også være omfattet; de var jo en konkurrent til industrien. Venstre var splittet. Deres liberale grundholdning tilsagde at økonomien skulle være i fred for offentlig indgriben.xvii Især andelsforeningerne. Mens aktieselskaber, der ‘alene var funderet på penge’, måtte tåle offentlig regulering, burde demokratiske foreninger undtages, hvilket de da også blev. Socialdemokratiet var tilhænger af regulering, men var i øvrigt tilhænger af selskabsformen, for ved at samle kapitalen i større enheder ville vejen være banet for dens socialisering. Mente partiet, som syntes at have glemt at socialisering vanskeliggøres, når kapitalen styrkes.
Det finansielle sammenbrud efter krigen svækkede bankerne og den industri, som de finansierede, men kapitalen var ret fri i de liberale 20ere. De offentlige indgreb i den finansielle sektor tog overvejende form af offentlig støtte til fallerede store banker, og under Madsen Mygdal sattes en offensiv ind overfor arbejderbevægelsen, hvilket også hjalp kapitalen.
1930erne blev det store vendepunkt. Industrien – dermed kapitalen – gik kraftigt frem, men samtidig blev dens frihed indskrænket. Det skete umiddelbart gennem Valutacentralen og monopolloven fra 1937, men også ved at staten trådte til og regulerede arbejdsmarkedet, ofte til skade for arbejdsgivernes interesser; således forhindrede Kanslergadeforliget en lønreduktion, og anden lovgivning reducerede arbejdstiden (mere ferie og forbud mod overarbejde).
Under 2. Verdenskrig og i de første efterkrigsår fik vi atter et system med maksimalpriser og rationering, der dog afvikledes i slutningen af 40erne; samtidig trådte staten ind og regulerede boligsektoren massivt. Nationalbanken havde stor magt over erhvervslivet, fordi den afgjorde hvor meget den ville udlåne til banker og sparekasser (modsat i dag, hvor alle kan låne frit i udlandet) og til hvilken rente (diskontoen). Hertil kom at finansielle institutioner ikke måtte være supermarkeder, med alle produkter på hylderne (som i dag); sparekasser måtte ikke drive bankforretninger, og banker, realkredit og forsikring skulle begrænse sig til deres særlige felt. Specielt for bankerne gjaldt det, at det ikke var tilladt at eje aktiemajoriteten i en anden bank eller være repræsenteret i dens bestyrelse. Finanskapitalen var ikke fri til at ekspandere ubegrænset.
Heller ikke i udenrigsøkonomien havde kapitalen frit slag, tværtimod. Ind- og udførsel af kapital udover 2.000 kr krævede Nationalbankens godkendelse, og der var pligt til at hjemtage (omveksle) indtjent udenlandsk valuta, dvs. denne kunne ikke bruges frit.xviii Udenrigshandlen var også undergivet restriktioner, først kvantitative importbegrænsninger, senere ret høje toldsatser.
Offentlig regulering begrænser kapitalens suverænitet, men dens effekt er i øvrigt af tvetydig karakter.
Nogle gange gribes der ind for at hjælpe og beskytte kapitalen. Det er tilfældet med told og andre importbegrænsninger, ligesom Valutacentralens rationering af den knappe udenlandske valuta bl.a. tog sigte på at sikre industrien forsyning med råvarer; man kunne også nævne de forskellige erhvervsstøtteordninger.
Andre gange reguleres der for at beskytte befolkningen og ikke-kapitalistiske erhverv mod kapitalen. Konkret kan nævnes maksimalpriser, indgreb i overenskomstforhandlinger til fordel for arbejderne, restriktioner for den finansielle sektor og monopollovgivning. Overordnet er den progressive indkomstbeskatning (fra 1903) og diverse afgifter og former for kapitalbeskatning ret beset indgreb i den private ejendomsret. De, der har mest af dette gode, må bøde mest, mens de, der har mindst, nyder gavn af disse betalinger fra den private til den offentlige sektor, således at indkomstoverførsler (pensioner, dagpenge etc.) samt offentligt forbrug (uddannelse, sundhed etc.) kan finansieres. Selve eksistensen af en offentlig, ikke-kapitalistisk sektor, udgør naturligvis en grænse for kapitalen; offentlig uddannelse og sundhed berøver den forretningsmuligheder.
I 30erne får det offentlige en langt større vægt i økonomien. I tabel 3.1 så vi, at dens bidrag til BFI frem til 50erne var konstant 12-13%, men dette udtrykker kun det offentlige forbrug (sundhed, uddannelse etc.) samt offentlige værker, jernbaner etc. Herudover omfatter de offentlige udgifter også de sociale udgifter, dvs. overførselsudgifter såsom dagpenge og pensioner, og da disse voksede kraftigt i 30erne med krisen og Steincke’s socialreform, steg de samlede offentlige udgifter i dette tiår fra 13½ til 17½% af BFI. Hertil kom at staten øgede sin udlånsvirksomhed fra 13½ mio kr i 1929/30 til 72 mio kr. i 1939/40; disse midler anvendtes bl.a. indenfor boligsektoren. Videre etableredes en erhvervsfond og en kommunal lånefond, samtidig med at store offentlige midler gik til at sanere landbrugets gæld.xix
De offentlige indgreb holdt hånden under kapitalen – og satte grænser for dens frihed. Staten styrkede kapitalen, men omformede den samtidig i statskapitalistisk retning, nærmere bestemt til en demokratisk kontrolleret kapitalisme. Det sidste var, om man vil, den pris som kapitalen måtte betale for at overleve og trives.
Periodens lovgivning var resultat af brydninger mellem gårdmændenes, arbejdsgivernes og arbejdernes interesser, altså klassekampen som den udspilledes på det økonomiske og politiske felt. Tendensen var at gårdmændene gik tilbage antalsmæssigt i forhold til arbejderne, hvilket afspejledes i at den politiske magt skiftede fra Venstre til Socialdemokratiet. Fri markedsøkonomi veg for en mere planlagt og reguleret kapitalisme; nok får liberalismen en opblomstring i 20erne, men i 30erne bryder den sammen, og selv om maksimalpriser og rationering afvikles efter 1950, øges den offentlige regulering af bolig- og finanssektoren.
Hidtil har vi i dette kapitel fokuseret på kapitalens – begrænsede – vægt indenfor den samlede økonomi. I resten af kapitlet ser vi på kapitalens interne struktur.
Strukturforandringer i kapitalismen
Traditionelt skelner man mellem finanskapital (tidligere kaldt ‘rentekapital’), handelskapital og industriel kapital; dette er generelt den kronologiske rækkefølge, også i Danmark hvor handelskapitalen var dominerende fra den ‘florissante periode’ i slutningen af 1700-tallet og frem til industrialiseringens gennembrud i 1890erne.
Hvordan er forholdet mellem de tre kapitalformer i perioden 1901 til 1957? Tabel 3.2 giver det foreløbige svar: Kapitalismens fremgang er industrikapitalismens fremgang, mens såvel handelskapitalen som den finansielle kapital stod i stampe. Helt efter bogen, kan man sige.
Finanskapitalen
Imidlertid fanger bidraget til den økonomiske vækst (BFI) kun en del af kapitalens magt.
Dette gælder især for finanskapitalen, der gennem sine aktiviteter, afspejlet i driftsregnskabet, kun har bidraget med omkring 1%. For så vidt skulle man tro, at dens indflydelse på dansk økonomi kun var en brøkdel af fx håndværkets, og det er selvfølgelig ikke tilfældet. Vi må også se på kapitalregnskabet, der beretter om den kapital som sektoren råder over og dermed – især gennem udlånspolitikken – på afgørende vis kan bestemme det danske erhvervslivs struktur og udvikling.xx Det kan håndværket ikke, fordi det råder over langt mindre kapital i forhold til de årlige aktiviteter.
Lad os først betragte udviklingen i hele den finansielle sektor, altså både den mere og den mindre kapitalistiske del. Tabel 3.3 meddeler den procentuelle fordeling af balncen på de forskellige institutioner.
Tabel 3.3. Balancen i den finansielle sektor 1901-57. Procenter
| Procenter | 1901 | 1914 | 1925 | 1935 | 1948 | 1957 |
| Banker | 25,2 | 33,5 | 35,8 | 26,4 | 33,2 | 35,7 |
| Sparekasser | 29,1 | 20,7 | 22,4 | 21,8 | 23,8 | 21,0 |
| Realkredit (restgæld) | 42,5 | 42,5 | 38,0 | 45,2 | 33,4 | 32,6 |
| Livs-forsikring | 3,3 | 3,3 | 3,8 | 6,6 | 9,6 | 10,7 |
| I alt | 100% | 100% | 100% | 100% | 100% | 100% |
Tabellen beskriver forskydningerne indenfor den finansielle sektor.
Det ses at bankerne overhaler sparekasserne op til 1914, men går betydeligt tilbage, stadig relativt set, i 30erne grundet efterdønningerne af bankkrisen omkring 1920. Bankernes vigende vægt gavner kreditforeningerne, vel fordi mange investorer týr til de ret sikre obligationer i krisetider. Fra 1914 og frem til 1957 ligger sparekasserne konstant på lidt over 20%. Det ses også at de fire ‘spilleres’ relative vægt har været ret uforandret efter krigen, bortset fra at bankerne har taget nogen få markedsdele fra sparekasserne. Bemærk endelig at livsforsikring, der frem til 30erne var uden megen betydning, nu bliver en rimeligt vigtig faktor, med omkring 10% af markedet.
Hvilken vægt havde a) hele den finansielle sektor i den samlede økonomi, b) finanskapitalen indenfor den finansielle sektor, og c) finanskapitalen indenfor den samlede økonomi? Ved besvarelsen af spørgsmål a) og c) bruges BFI som benchmark, således at vi får angivet vægten i forhold til realøkonomien. Tabel 3.4 besvarer de tre spørgsmål.
Tabel 3.4. Den finansielle sektors og finanskapitalens vægt i realøkonomien 1901-57, målt på balancen
| År | 1901 | 1914 | 1925 | 1935 | 1948 | 1957 |
| Den finansielle sektors vægt i forhold til realøkonomien (balance/BFI) | 133% | 179% | 149% | 179% | 125% | 100% |
| Finanskapitalens andel af den finansielle sektor | 27% | 36% | 39% | 31% | 40% | 44% |
| Finanskapitalens vægt i forhold til realøkonomien (balance/BFI) | 38% | 64% | 58% | 56% | 50% | 44% |
Det ses, at der efter 1935 er en klar tendens til at finanssektoren vægter mindre i den samlede økonomi.
Imidlertid er min interesse finanskapitalen, altså den kapitalistiske del af den finansielle sektor, idet kriteriet som altid er om den uhæmmede profitmaksimering er i højsædet. Banker er klart kapitalistiske, mens kun en del (stigende fra 2/3 til 3/4 i vor periode) af livsforsikring er aktieselskaber. Sparekasser er i vor periode ikke-kapitalistiske, idet de blot opbevarer kundernes penge. Det samme gælder realkredit, der er foreningsbaserede og i øvrigt stramt reguleret af det offentlige.Når livsforsikringernes aktieselskabsdel lægges til bankernes balance fås disse andele for finanskapitalens vægt i den finansielle sektor.
Det ses at denne vægt har været stigende, bortset fra tilbagefaldet i 30erne. Bag denne udvikling ligger periodens dramatiske bankhistorie. Efter de ‘vilde år’ frem til 1920 – faktisk var den kapitalistiske andel af sektoren hele 56% i 1920 – hæmmede bankkrisen finanskapitalen, som dog var kommet ovenpå igen allerede i 1925. I 30erne blev bankernes almene indflydelse på den øvrige økonomi svækket af politiske indgreb, specielt bankloven fra 1930, der forbød en bank at være repræsenteret i en anden banks eller et andet selskabs bestyrelse. På den måde blev finanskapitalen inddæmmet, givetvis under indtryk af krisen i begyndelsen af 20erne, hvor bankfallitter trak industri- og handelsvirksomheder med ned. Efter krigen kom bankvæsenet ind i en mere rolig vækstperiode.
Den sidste række i tabellen viser nettoresultatet af de to tendenser (den finansielle sektors vægt og finanskapitalens vægt indenfor denne sektor). Det ses at finanskapitalens vægt i realøkonomien har været kontinuerligt aftagende siden 1914.
Det måske lidt overraskende resultat er således, at den finansielle sektor blev klart mere kapitalistisk efter 1935, men den samlede sektors svækkelse betød at finanskapitalen fik generelt mindre vægt i økonomien. Graden af finansialisering – for at bruge en moderne betegnelse – var klart aftagende efter 1935 (før da var tendenserne mere ambivalente).
Som vi skal se i Kapitel 8 er finanskapitalen sidenhen stormet frem: hvor dens balance i 1957 svarede til mindre end 50% af BFI, er vi i dag oppe på mere 700%. Det er interessant at konstatere, at finansialiseringen ikke er øget kontinuert siden 1901, tværtimod; efter at have kendt bedre dage, var finanskapitalen presset i bund i slutningen af 1950erne.
Aktieselskaber
Efter et par falske starter (jf. Kapitel 1) brød selskabsformen igennem i 1890erne og havde en gylden periode ‘under højkapitalismen’ – som Svens Aage Hansen kalder disse år – frem til 1914.xxi Hvor selskabsformen – som kapitalismen generelt – tidligere især havde været populær indenfor finans, handel og transport, blev industrien nu også omfattet.
Det særlige ved et aktieselskab er det begrænsede ansvar, dvs. at man højst kan miste den indskudte aktiekapital; ved en fallit må kreditorerne bære resten af tabet. Dette i modsætning til enkeltmandsvirksomheder og interessentselskaber, hvor én eller flere ejere fuldt ud må bære alle tab, altså principielt må aflevere den sidste skjorte, om nødvendigt; disse selskaber blev da også alternativt betegnet som ‘ansvarlige selskaber’ – med den implikation at aktieselskaber er ‘uansvarlige’.
Selskabsformen er altså et stort privilegium, som staten og domstolene i sin tid bevilgede. Historisk krævedes der derfor gerne en modydelse i form af at tilgodese offentlige formål, og videre var der ofte restriktioner på selskabernes låneoptagelse, eje af jord og endog på profitten. I takt med at kapitalens indflydelse på den amerikanske og engelske regering voksede, bortfaldt disse betingelser. Her var Danmark faktisk foran i udviklingen. Før loven i 1917 krævedes ingen tilladelse, og mens ‘interessenterne’ i 1700-tallet hæftede personligt og solidarisk blev denne kutyme omstødt med en dom fra 1827.xxii Det var nu i stedet selskabet som sådan – altså det anonyme selskab – der var ansvarligt, hvilket betyder at når aktieværdien er tabt og selskabets reserver udtømt, er det kreditorerne der må undgælde. I praksis har det ofte været staten – skatteyderne – der måtte betale.
På denne baggrund må man spørge, hvorfor alle danske virksomheder ikke blev omdannet til selskaber? Det var der faktisk også en tendens til før 1917, hvor en aktieselskabslov ud over regnskabspligt indførte minimumskrav til størrelsen af aktiekapitalen (5.000 kr), hvilket ryddede lidt op og reducerede antallet af selskaber. Fra nu af var de små afskåret fra privilegiet. Derudover var der nogle større virksomheder, fx Mærsk indtil for få år siden, der ikke brød sig om regnskabspligten, fordi offentligheden så kunne snage i virksomheden.
Når selskabsformen først sent blev dominerende må det nok forklares med, at de fleste danske virksomheder var små og derfor ikke kvalificerede og ikke kunne overkomme regnskabsbesværet (transaktionsomkostningerne). Dertil kommer naturligvis at en oprindelig ejer bliver afhængig af andre aktionærer og endda løber risikoen for helt at miste kontrollen; denne risiko er søgt imødegået ved at etablere en fondsstruktur, ved at indføre præferenceaktier (hvis ejere ikke har stemmeret, men til gengæld lokkes til med en forlods andel af overskuddet) eller gennem afstemningsregler, der priviligerer de store aktionærer (herunder måske den oprindelige ejer). Endelig må det fremhæves at der i 1903 blev indført selskabsbeskatning. Denne kan ses som selskabernes modydelse for deres privilegium, en modydelse, som altså ikke forelå før dette tidspunkt. Faktisk er det jo logisk at selskabet som sådan må betale skat, når det er anerkendt som juridisk subjekt med egne aktiver og indkomst; til tider er det blevet hævdet at der er tale om dobbeltbeskatning, idet ejerne både betaler personlig indkomstskat og selskabsskat, men det argument (for afskaffelse af selskabsskatten) er altså uholdbart. Eksistensen af selskabsskat er måske den væsentligste årsag til at alle virksomheder ikke blev omformet til selskaber.xxiii
Frem til 1950erne er enkeltmandsvirksomheder, hvor en enkelt ejer bærer hele risikoen, dominerende og går endog lidt frem i mellemkrigstiden, mens aktieselskaberne står i stampe, jf. Tabel 3.5. Det ses at forskydningen fra enkeltmandsvirksomheder til aktieselskaber tager fart efter 2. Verdenskrig, men der er stadig lang vej til den aktuelle situation, hvor sidstnævnte står for langt det meste af den økonomiske aktivitet. Ved slutningen af vor periode er selskabsformen dominerende indenfor industri og engros handel, og den er også fremtrædende indenfor finans (banker og forsikringsselskaber) og rederier, mens andelen hos bygge- og anlægsvirksomhed og detailhandel er meget beskeden.
Tabel 3.5. Personel i enkeltmandsvirksomheder og aktieselskaber 1925-58. Hele økonomien (industri, håndværk, bygge/anlæg, værker og handel)
| Procent af samlet personel | 1925 | 1935 | 1948 | 1958 |
| Enkeltmands-virksomheder | 59 | 62 | 55 | 47 |
| Aktieselskaber | 23 | 23 | 27 | 36 |
I øvrigt er det karakteristisk at egenkapitalen på denne tid udgjorde hele 28% af passiverne; den fordelte sig med 4/10 til aktiekapitalen og 6/10 på reserver. Det muliggjorde en betydelig selvfinansiering, altså finansiering ud af overskuddet. Banklån spillede en mindre rolle, hvilket illustrerer den ovenfor omtalte relative adskillelse mellem finansiel og produktiv kapital.xxiv
Kapitalens koncentration
Kapitalens styrke afhænger af, i hvor høj grad den er koncentreret. Magt svækkes ved at spredes og styrkes ved at samles.
Under den tidligere konkurrencekapitalisme svækkedes kapitalen ved at være spredt på en lang række virksomheder; deres indbyrdes konkurrence neutraliserede kapitalmagten. Dette har alle dage – eller i hvert fald tidligere – været det centrale liberale argument for at kapitalismen ikke er tyrannisk, men tværtimod kastrerer den økonomiske magt i samfundet; derfor har den ikke behov for en ydre, politisk disciplinering.
Imidlertid bryder en virksomhed sig ikke om at der er konkurrenter, den vil meget hellere være ene på markedet, således at den selv kan fastlægge prisen. Eller den vil søge at samarbejde – det modsatte af konkurrence – med andre for at etablere oligopolier eller karteller, der kan bestemme priser og andre vilkår. Ofte vil stordrift og samarbejde øge produktiviteten, hvilket tenderer mod at give lavere priser; denne tendens står da overfor magten til at hæve priserne. Resultatet er under alle omstændigheder en koncentration af den økonomiske magt.
Denne proces i retning af øget kapitalkoncentration forudsætter fri konkurrence, men resulterer i sin modsætning, altså ophævelsen af konkurrencen. Derfor har liberale en indbygget ambivalent holdning til konkurrence, hvor tendensen – som illustreret af Venstre’s holdning til monopollovgivning – er at de foretrækker kapitalen for markedet.
Den store virksomhed har en interesse i et reguleret marked, vel at mærke reguleret af den selv, og ikke af det offentlige, i hvilket tilfælde der vil være en risiko for at forbruger- og lønmodtagerinteresser gøres gældende. Det betyder dog ikke, at den i alle tilfælde vil være modstander af politiske indgreb. I krisetider, hvor kapitalen simpelthen ikke evner at regulere økonomien, har den brug for staten; det var mest oplagt i 30erne. Også i mere normale tider er det en fordel for det store erhvervsliv, at staten aktiverer sin funktion som understøtter af den kapitalistiske produktionsmåde, gennem gode afskrivningsregler, en effektiv infrastruktur og meget mere.
‘Højkapitalismen’ frem til 1914, hvor der var meget få offentlige indgreb i erhvervslivet, var præget af en lang række fusioner og overtagelser, fx øgede de tre største banker (i hele vor periode drejer det sig om Landmandsbanken, Handelsbanken og Privatbanken) deres andel af bankernes balance fra 12% i 1901 til 50% i 1914.xxv Desuden florerede karteller og andre konkurrencebegrænsende foranstaltninger, hvilket også øgede kapitalens indflydelse. Denne tendens fortsatte under krigen og i de første år derefter, fordi kapitalen nu – som også beskrevet ovenfor – opnåede betydelig politisk indflydelse:
Det er åbenbart, at de danske kapitalinteressers greb omkring det politiske liv som helhed strammedes under krigen og ikke mindre i de nærmeste år derefter. Koncentrationsprocessen i erhvervslivet havde før krigen taget nogle vældige skridt fremad, og den kapitalekspansion, som krigen skabte, øgede yderligere storfinansens opfattelse af egen styrke og prestige, en vurdering, som underbyggedes af, at meget få lovmæssige bånd begrænsede dens aktiviteter, og ved at statsmagten under krigstidens reguleringer og handelsforhandlinger i væsentlig grad støttede sig til de store finansielle foretagenders ledere. I de nærmeste efterkrigsår, inden krisen og Landmandsbankkrakket havde pillet glorien af stormagnaterne, talte man ligefrem om ‘Det tredie Ting’, som udtryk for den indflydelse, som storfinansen øvede på politisk administration og presse (Hansen og Henriksen, 1984: 66).
Den politiske indflydelse rakte bl.a. til at få frikøbt Landmandsbanken og andre banker af det offentlige,xxvi mens krisen lugede ud i de mindre banker, således at de tre største i 1925 stod for 60% af alle bankers balance i 1925, mod – som sagt – 50% i 1914.
Tendensen i denne periode er oplagt, men derefter er det vanskeligere at udtale sig med sikkerhed. Der var ikke pligt til at fortælle om fusioner og overtagelser, så oplysningerne herom er af anekdotisk karakter. Vi kan dog bruge et par indikatorer for at få et indtryk af udviklingen.
1) Som vi så ovenfor svækkedes bankerne generelt i 30erne, og i 1935 var nævnte koncentrationsmål faldet tilbage til 50%; dette afspejler at ‘Det tredje Ting’ mistede indflydelse, og at den kraftige regulering i 30erne generelt beskyttede den mindre kapital.xxvii
2) En anden indikator er udviklingen i forholdet mellem små og store virksomheder, målt på antal ansatte. Tynder det ud i små virksomheder? Koncentreres arbejdsstyrken hos de store?
Tabel 3.6. Fordelingen af arbejdere på virksomhedsstørrelser 1897-1948. Industri og håndværk
| Procenter | 1897 | 1914 | 1925 | 1935 | 1948 |
| 5 eller derunder | 33 | 29 | 28 | 26 | 21 |
| 6 til 99 | 48 | 44 | 42 | 43 | 47 |
| 100 eller derover | 20 | 27 | 30 | 31 | 32 |
| I alt | 101 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Det ses at på det lange stræk får de små virksomheder mindre, de store større økonomisk vægt. Denne tendens er klarest i de liberale år før 1914. Bemærk også den strukturelle stilstand i 20erne og 30erne, hvilket bekræftes af at aktieselskaber, der i gennemsnit er omkring 30 gange så store som enkeltmandsvirksomheder, har en konstant andel af økonomien frem til 1935 (Tabel 3.5).xxviii
Om tendensen i tiden efter 1945 vurderer Hansen og Henriksen, at der i løbet af 50erne og 60erne indtraf ‘en ret væsentlig kapitalkoncentration’. De anfører videre at andelen af ansatte i mindre virksomheder med 6-9 ansatte faldt, mens der ‘næppe’ var en koncentration omkring de store med mere end 100 ansatte. Men andelen af ansatte i sidstnævnte virksomheder voksede faktisk betydeligt, nemlig fra 25% i 1935 til 40% i 1958 (samlet personel indenfor industri og håndværk).xxix
Hvad ligger bag denne udvikling i kapitalkoncentrationen?
Bortset fra i krigs- og krisetider var den politiske regulering af marked og kapital meget begrænset, sammenlignet med andre lande.xxx Først i 1937 får SD og RV gennemtrumfet en lidt mere indgribende monopollovgivning, men den bliver ikke implementeret før 2. Verdenskrig sætter en helt ny dagsorden. Og selv denne lov begrænser sig stort set til at kræve at konkurrencebegrænsende aftaler anmeldes til myndighederne, hvorefter disse kan give pålæg. Men det sker sjældent, hverken før eller efter. Virksomheder kan overtage hinanden og fusionere frit, og den eneste begrænsning synes at være forbud mod bruttopriser (se ovenfor), et forbud der kan dispenseres fra. Der var kort sagt frit spil, stort set. I 50erne etableres en Trustkommission, der kortlægger karteller og andet samarbejde, men kommissionen opløses og monopolloven fra 1955 indebærer ingen stramning.
Den politiske vilje manglede. Venstre var ikke interesseret, og hos de Konservative havde industrifløjen under Alexander Foss vundet opgøret lige efter 1. Verdenskrig med Asger Karstensen; det betød at mellemstanden af håndværkere og mindre handlende ikke fik en politisk repræsentation i deres modstand mod storkapitalen.xxxi SD ønskede som nævnt ikke at forhindre aktieselskaber og store virksomheder, eftersom de formentes at etablere betingelserne for socialistisk planøkonomi. Partiet ville godt have regulering af arbejdsmarkedet, ofte til fordel for arbejderne og til ulempe for kapitalen, og lidt kontrol med de for forbrugerne (arbejderne) skadelige monopolpriser var heller ikke af vejen, men man opfattede det som reaktionært og umarxistisk at bekæmpe kapitalkoncentration.
I de liberale perioder, dvs. før 1914, i 1920erne og til dels i 50erne, styrkedes kapitalkoncentrationen. Men udviklingen gik ikke langt i vor periode, hvor erhvervslivet – modsat i fx Sverige – stadig var præget af mange små og mellemstore virksomheder.
Sammenfatning
Undersøgelsen i dette kapitel tyder på, at kapitalismen gik ret langsomt frem i perioden 1901 til 1957, paradoksalt nok mest i krigs- og krisetider (1. verdenskrig, 30erne og besættelsen og de første år derefter).
Eller det er måske ikke så paradoksalt, for netop i sådanne tider har staten følt sig tvunget til at støtte kapitalen med en kærlig, dog også meget fast hånd. I mere almindelige år har politikken været mere liberal, men når kapitalen således var fri, viste den sig svag og udynamisk.
Denne svaghed kan til dels forklares med den udenlandske konkurrence, som netop bortfaldt i krigs- og krisetider. En anden forklaring er, at selv i liberale perioder var der trods alt politisk regulering (det gælder dog ikke før 1914), og i disse tider virkede de overvejende hæmmende; det gælder stopklodserne for kapitalakkumulation i landbruget og det gælder først og fremmest den finansielle regulering efter forskrækkelsen efter 1. Verdenskrig.
Dette billede må dog nuanceres, når vi ser på indikatorerne for kapitalkoncentration. Både målt på aktieselskabernes vægt og på virksomhedernes størrelsesfordeling skrider koncentrationen rask frem før 1914 (hvor de kapitalistiske brancher ellers stagnerer), mens der intet sker i 30erne (hvor industrien får betydeligt større vægt); det sidste indikerer at den korporative stat især støttede den mindre kapital. I perioden efter 1948, hvor kapitalens vægt stort set er uforandret, vinder aktieselskaberne frem, ligesom de store virksomheder bliver mere dominerende.
Der synes således at være en tendens til at kapitalismen vinder frem i unormale tider, takket være bortfald af udenlandsk konkurrence og politisk hjælp, mens kapitalkoncentrationen da står i stampe. Omvendt i normale tider, hvor kapitalens vægt er uforandret, hvilket kompenseres – kan man sige – med øget koncentration.
Statistisk appendiks
Til Tabel 3.1.
Kilde: Beregnet ud fra Hansen, 1974: Appendiks, Tabel 3.
I kategorien ‘landbrug’ er inkluderet skovbrug, gartneri og fiskeri. ‘Øvrige’ er hoteller, restauranter, biografer og teatre, der trods enkelte større virksomheder, helt er præget af smådrift, samt liberale erhverv og husgerning, der naturligvis er ikke-kapitalistiske.
Til Tabel 3.2.
Kilde: Erhvervstællingerne for 1925, 1935, 1948 og 1958; Hansen, 1974: Appendiks Tabel 3.
Til Tabel 3.3.
De absolutte tal bag tabellen fremgår af
Tabel 3A. Balancen i finansielle institutioner 1901-57 (absolutte tal):
| Balance, mio kr | 1901 | 1914 | 1925 | 1935 | 1948 | 1957 |
| Banker | 477 | 1.519 | 3.295 | 3.020 | 7.310 | 11.700 |
| Sparekasser | 550 | 937 | 2.060 | 2.490 | 5.250 | 6.880 |
| Realkredit (restgæld) | 803 | 1.925 | 3.497 | 5.180 | 7.350 | 10.690 |
| Livs-forsikring | 62 (A/S 41) | 148 (A/S 98) | 353 (A/S 248) | 760 (A/S 560) | 2.120 (A/S 1.570) | 3.500 (A/S 2.670) |
| I alt mio kr. | 1.892 | 4.529 | 9,205 | 11.450 | 22.410 | 32.770 |
Kilde: Statistisk Årbog, diverse årgange; Johansen, 1985.
Bemærkninger:
1) Skadesforsikring er udeladt, da der her ikke er tal for balancen. Livsforsikring inkluderer aktieselskaber og gensidige foreninger; Statsanstalten for livsforsikring, genforsikring og udenlandske selskaber er udeladt. I øvrigt er de væsentligste dele af den finansielle sektor inkluderet.
2) For realkredit er restgælden ved året slutning benyttet, da der ikke er tal for aktiverne i hele perioden; ud fra tallene i 1957 er restgælden ca. 5% mindre end aktiverne.
3) Sparekassernes aktiver betegnedes i ældre tid som ‘Samtlige midler ved årets slutning’.
4) I 1901 er der ikke tal for livsforsikringers balance; jeg har sat andelen til det samme som i 1914, altså 3,3%. I 1901 er tallene for bankernes aktiver og realkredittens restgæld hentet fra Johansen, 1985: 263ff.
Til Tabel 3.4.
De absolutte tal bag tabellens anden række fremgår af
Tabel 3B. Balance i finansielle sektor og BFI (absolutte tal):
| Mio kr. | 1901 | 1914 | 1925 | 1935 | 1948 | 1957 |
| Balance | 1.830 | 4.529 | 9.205 | 11.450 | 22.030 | 32.800 |
| BFI | 1.372 | 2.529 | 6.153 | 6.380 | 17.662 | 32.668 |
| Andel | 133% | 179% | 149% | 179% | 125% | 100% |
Kilde: BFI er fra Hansen, 1974, bilagstabel 3.
Til Tabel 3.5.
Kilde: Erhvervstællingerne 1925, 1935, 1948 og 1958.
Vi må nøjes med antallet af personel som indikator, da der ikke er tal for omsætningens fordeling på de forskellige ejerformer.
De øvrige ejerformer er ikke medtaget i tabellen, da de er af mindre betydning. Det drejer sig om andelsvirksomheder, interessentselskaber (‘ansvarlige selskaber’), hvor der er fuld og solidarisk hæftelse mellem ejerne, samt kommanditselskaber, der er en blandingsform af interessent- og aktieselskaber. Tallene omfatter også kommunale og statslige virksomheder; de burde egentlig udskilles, da min interesse er den kapitalistiske del af økonomien, men da de udgør mindre end 4% af totalen (målt i personel) er det ikke skønnet umagen værd. Handel omfatter engros, detail og hoteller/restauranter.
Til Tabel 3.6.
Kilde: Olsen, 1962: 173 (Tabel 1b).
Noter
i Hyldtoft, 1999: 255ff.; Hansen, 1972, I: 286ff.
iiHansen og Henriksen, 1984, I: 60ff.
iii Mørch, 1986, er den klassiske fremstilling af Landmandsbankens sammenbrud.
iv Jf. Tabel 8 i Hansen og Henriksen, 1984; I: 147; se også Erling Olsen i Dansk Pengehistorie, II, 1968: 70, hvor det af Tabel 3.8 fremgår at mens indlån i bankerne i 1918-20 var 2-3 gange så store som i sparekasserne, var der i 1926 fuldstændig paritet.
v Pedersen, 2009; Hansen og Henriksen, 1984, II: 119.
vi Interesserede kan finde en diskussion af disse emner i Lundkvist, 2004: Bind II.
vii Standardøkonomisk teori har været uinteresseret i dette spørgsmål, men Marx kæmpede over hundreder af sider med problemet i Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie (forarbejdet til Das Kapital). Inspireret af hegeliansk dialektik søgte han svaret i pengeformen, der angiveligt indbegriber en evig tendens til at stræbe ud over begrænsningen til en bestemt sum (Marx, 1858). I Das Kapital opgav Marx at løse problemet, for her dumper kapitalen (P – V – P’) ned fra himlen i Kapitel 4 (Marx, 1867). Nærmere i Lundkvist, 2004, Bind II: Kapitel 21.
viii Den store borgerlige kapitalteoretiker, Böhm-Bawerk, prøvede et sted at gøre dette. Han viklede sig ind i dobbeltregning ved til realkapitalen at tilføje penge, selv om disse i en vis udstrækning repræsenterer realkapital (Böhm-Bawerk, 1889: 70).
ix Johansen, 1985: 61; Milhøj, 1961: 381f.
x Der er kun oplysninger fra en senere periode, nemlig 1973 og 1982, hvor hhv. 8.8% og 13,5% af personellet indenfor bygge og anlæg var beskæftiget med offentlig virksomhed (Statistisk Tiårsoversigt 1982 og 89). Med et heroisk overslag antages at denne andel svarer til bidraget til BFI, og at en andel på godt 10% gælder i hele perioden 1901-57; dette er mere retvisende end ikke at foretage en korrektion.
xi Gennemsnitsstørrelse, målt på omsætning, i fx 1935 var 0,60 mio for engros virksomheder, 1,48 mio for agenturer og 0,04 mio for detailhandelen. I slutningen af perioden etableres der nogle supermarkeder, men disse er uden betydning for det samlede billede. I øvrigt står de foreningsbaserede brugsforeninger for omkring 10% af omsætningen.
Det er vanskeligt, at udskille bidraget fra engros (og agenturer) til BFI fra varehandlens bidrag (denne tæller jo også detail). De eneste tal er fra Erhvervstællingernes fire år (1925, 1935, 1948 og 1958), og de angiver omsætningen, ikke BFI. Udgangspunktet for min beregning er at sætte BFI-andelen lig med omsætningsandelen, dog med en korrektion. Det viser sig nemlig at i 1973, hvor der er direkte tal for engros’ BFI, udgjorde engros 57,4% af varehandelens BFI, mens engros’ andel af varehandelens omsætning var 66%; BFI-andelen var altså mindre end omsætningsandelen. Jeg antager nu at dette forhold også var gældende generelt i perioden 1901-57; fx i 1957 var engros’ andel af vareomsætningen 63%, hvilket så svarer til en andel af varehandlens BFI på 55% (63 x 57,4/66 = 55).
For 1901 og 1914 er der ikke tal for engros, hverken omsætning eller BFI; jeg antager her at engros’ andel af varehandlens BFI er den samme som i 1925, eftersom der ikke er nogle specielle grunde til at antage at forholdet var væsentligt større eller mindre før krigen.
xii Indenfor transport var den gennemsnitlige omsætning 0,06 mio for vognmandsforretningerne og 4,45 mio for rederierne (1957); sidstnævntes vækstbidrag sættes lig med udenrigsskibsfartens bidrag til BFI, hvilke er angivet i Hansen 1974, Tabel 3. I kategorien ‘transport’ er der endvidere jernbaner, rutebiler og sporveje, der helt overvejende er statslige eller kommunale.
xiii Det offentliges vægt kan beregnes, fordi Hansen udspecificerer offentlige ydelser, offentlige værker, samt telefon, post, telegram og radio. Problemet er offentlig transport, der ikke er udskilt. I 1959/60 havde DSB 10 gange så megen persontransport, og 4-5 gange så megen godstransport, som privatbanerne, men der er kun tal for 1925 og 1935, hvor denne trafik bidrog knap 2% til BFI. Jeg har lagt disse 2% til det offentlige i alle år; bidraget er fratrukket transport, som derfor er omdefineret til ‘privat transport’.
Offentlige overførselsindkomster bidrager ikke til BFI, fordi de blot flytter rundt på allerede producerede værdier.
xiv Det frigør dem så på den anden side fra fremmed arbejdskraft, hvilket gør dem mindre kapitalistiske i Marx’s forstand.
xv Hertil kom at dansk industri – sammenlignet med udlandet – havde en meget lav vækst i arbejdsproduktivitet i 1950erne, så det kan ikke undre at mange virksomheder måtte nedlægges, og at den danske industris andel af det danske marked viste ‘en faldende tendens i 1950erne’ (Lundgård Andersen, 1999: 78f). På den anden side voksede eksportens andel af industriproduktionen fra 10% i 1950 til knap 20% i 1957, jf. Hansen, II, 1974: 145f.
Der er ingen tvivl om, at 1957/58 markerer et brud: 1950-58 vokser industriens bidrag til BFI med 2,6% p.a., fra 1958-66 med hele 7,8%. Ikke desto mindre argumenterer Lundgård Andersen for at dansk industri også før 1958 var ‘dynamisk’, og tilslutter sig dermed Jan Pedersens opfattelse, nemlig at periodens virkelige skel indtræder et par år ind i besættelsen, med lavvækst før og højvækst efter (Pedersen, 2009: 64ff).
Sammenlign også Asmussen, 2004, der sætter debatten om 1950ernes økonomiske udvikling ind i en politisk sammenhæng, idet stagnationen forklares med at Socialdemokratiet indtil Trekantregeringen i 1957 ikke havde magt til at gennemføre en mere aktiv og keynesiansk inspireret industripolitik.
xvi Liberal økonomisk teori har siden Ricardo og hans teori om komparative fordele argumenteret, at frihandel er til fordel for alle parter, også de svage. Den historiske erfaring viser snarere det modsatte. Da USA og Tyskland i slutningen af 1800-tallet overhalede England skete det bag høje toldmure, og det samme var tilfældet efter 2. Verdenskrig for Korea og Japan. Nærmere i Lundkvist, 2009; Bairoch, 1993; Chang 2003; Chang 2007.
xvii Michelsen, 1991: 267ff. – I diskussionerne omkring den skærpede 1930-lov havde Venstre bevæget sig i retning af en ‘utvetydig, pengeøkonomisk strategi. Partiet udtalte sig aldrig siden til fordel for statslige kontrolmyndigheder ..’ (s.289).
xviii Milhøj, II, 1965: 263ff. Her skal det bemærkes at Nationalbanken i 50erne til dels var underlagt regeringen. Indtil 1936 var Nationalbanken et privat aktieselskab, der også varetog aktionærinteresser, men med loven fra 1936 blev banken en selvejende institution, hvor staten fik stor indflydelse, fordi den er den største kunde, fordi den vælger 10 af repræsentantskabets 25 medlemmer (de resterende 15 repræsenterer ‘erhvervslivet’), fordi regeringen udnævner formanden for direktionen og fordi økonomiministeren fører tilsyn med banken; diskontoen kunne kun ændres efter ‘forhandling’ med både økonomi- og finansministeren.
xixHansen, II, 1974: 76ff.
xx Driftsregnskabet opregner indtægter og udgifter for et år, mens kapitalregnskabet angiver aktiver og passiver på et bestemt tidspunkt, normalt d. 31/12. Aktiverne er beholdningen af værdipapirer og tilgodehavender (udlån), mens passiverne er optagne lån og andre forpligtelser samt egenkapitalen, der især består af reserver fra årets overskud. Når egenkapitalen betragtes som et passiv, skyldes det at sagen ses fra selskabets, ikke ejernes (aktionærernes) vinkel, og sidstnævnte har – på linie med kreditorerne – et krav på selskabet som sådan. Værdien ef egenkapitalen beregnes på en sådan måde, at aktiver pr. definition bliver lig med passiver (derfor ‘balancen’).
xxiHansen, I, 1972: 296ff.
xxiiMichelsen, 1991: 186ff. Nærmere om selskabsformen og dens historie i Lundkvist, 2004: Bind II, Kapitel 32.
xxiii Når der tages højde for inflation (og deflation) var der en reel stigning i aktiekapitalen 1916-31, fald 1931-47 og mindre stigning 1950-57 (Michelsen, 1991: 249).
Michelsen har undersøgt tre mulige forklaringer på udviklingen i antallet af selskaber og den samlede aktiekapital.
1) Er der positiv korrelation med den økonomiske vækst? Den hypotese kan afkræftes. Nok går selskaberne tilbage i 30erne, samtidig med den økonomiske krise, men i de generelt gode år fra 1908-14 og 1947-50 øges aktiekapitalen ikke.
2) Indebærer en skærpelse af selskabslovgivningen en afmattet udvikling for selskaberne? Den hypotese holder heller ikke. Loven fra 1917 ryddede som sagt lidt op, men snart dannes der atter mange selskaber. Den skærpede lov i 1930 (minimum hæves til 10.000 kr og der kom krav om en reservefond) efterfulgtes nok af en negativ selskabsudvikling, men det henfører Michelsen til krisen.
3) Endelig spørger Michelsen om selskabsbeskatningen har nogen betydning? Her finder han at selskabsskatten fra 1903 faktisk hæmmede selskaberne, selv om skatten var lav og proportional. I 1915 blev skatten gjort progressiv ligesom indkomstskatten, men samtidig begunstigedes virksomhederne skattemæssigt på anden vis. Denne model blev fastholdt gennem hele vor periode og derfor opstår spørgsmålet om effekten af skatteændringer ikke. Men at selskabsskat som sådan begrænser overgang til selskabsformen er givet. I øvrigt blev selskabsskatten i 1962 atter gjort proportionel; skatteprocenten blev 44 med halvt skattefradrag.
Konklusionen er kort sagt at det er svært at knytte udviklingen af selskaberne til en bestemt faktor.
Se også Boje, 1997: 23ff., om aktieselskabernes fremvækst i Danmark.
xxivMilhøj, II, 1965: 327ff.
xxv Beregnet ud fra tal i Statistisk Årbog 1902 og 1915. – Om kapitalkoncentrationen frem til 1914 se i øvrigt Hansen, I, 1972: 296ff.
xxvi Generelt mistede aktionærerne deres penge, mens almindelige bankkunder blev holdt skadesløse; at krakkene også kostede Nationalbanken og staten – skatteyderne – mange penge er givet, men præcist hvor meget er svært at sige (Pedersen, 2009: 264).
xxvii Procenten faldt til 48 i 1948 og steg til 53 i 1958 (Kilde: Statistisk Årbog, 1927, 1937, 1949 og 1959). – I 2007 havde de tre største finansielle koncerner (Danske Bank, Nykrdit og Nordea) 52% af balancesummen, men krisen reducerede dette tal til 45,5% i 2014, jf. Tabel 8.8.
xxviii Dog vurderer Hansen og Henriksen (1984, I: 300), at erhvervslivet i 20ere tog ‘nogle tydelige skridt i retning af monopolisering. Se også s. 160, hvor det siges at der i slutningen af 20erne var et ‘spring’ i nationale og internationale karteller. Så billedet er ikke entydigt.
xxix Hansen og Henriksen, 1984, II: 142. – I erhvervstællingen for 1958 kan man finde andelen af ansatte i de helt store virksomheder (over 100 ansatte), men afgrænsningen for de små skiftede fra 5 eller mindre til 4 eller mindre, således at sammenligning med tidligere undersøgelser på dette punkt er omgæret af en vis usikkerhed.
xxx Pedersen, 2009: 221ff, og Boje, 1997: 66ff. Milhøj, 1961: 380ff redegør udførligt for konkurrencesituationen i slutningen af 1950erne.
xxxiFink, 2000.