Om begrebet klasse
Man taler om ‘klasser’ indenfor folkeskolen, planteverdenen og mange andre steder. Her betyder det ‘inddeling’, eller ‘klassificering’, og det er da også den betydning, de fleste kan blive enige om. Således også indenfor samfundsvidenskaberne.
En hensigtsmæssig inddeling afhænger af, hvad man er interesseret i. Gælder det kønsmæssig ulighed er det således indlysende at de to kategorier, eller klasser, må være mænd og kvinder. Hvis man mere generelt er interesseret i økonomiske forskelligheder, er den umiddelbare løsning at inddele befolkningen i grupper fra den fattigste til den rigeste tiendedel. Eller man kan udregne en Gini-koefficient, således at økonomisk ulighed til forskellige tider eller blandt forskellige samfund kan sammenlignes. Dette kan være hensigtsmæssigt, men det er klart at dette er ren beskrivelse, dvs. inddelingen er ikke baseret på en bestemt teori om samfundet og en forklaring af uligheden er ikke indbegrebet.
Denne bog handler om dansk kapitalisme og dette kapitel om de forskellige befolkningsgruppers position i forhold til denne kapitalisme. Min interesse ved opdelingen af befolkningen er således klar: Har en gruppe fælles interesser med kapitalen, modsatte interesser eller måske noget helt tredje?
Klasser er altså, i denne fremstilling, defineret ud fra interesserne. Dermed er det et objektivt begreb, uafhængigt af hvordan klassens medlemmer opfatter sagen og handler politisk-fagligt. Ofte afspejles fælles interesser i en følelse af indbyrdes solidaritet, der leder til fælles handling. Men sådan behøver det ikke at være. Det mest oplagte eksempel i Danmark er landarbejderne, der udgjorde en stor gruppe frem til 2. Verdenskrig. De stod overfor gårdmændene som deres arbejdsgivere, men udviklede ikke en fælles bevidsthed og kampform, før de forsvandt til byerne og indgik i disses arbejderklasse.
Dermed adskiller denne fremstillings klassebegreb sig fra det, der kan findes i marxistiske fremstillinger som Busck o.a.(1973), Braskhøj o.a. (1976) og Goul Andersen (1979), der alle supplerer de objektive kriterier med den organisatoriske styrke, som en praktiseret solidaritet medfører. Rübner Hansen (2014) argumenterer tilsvarende for, at en klasse allerførst konstitueres gennem dens organisering. Den analytiske ulempe ved denne begrebsdannelse er, at man ikke meningsfuldt kan spørge om relationen mellem klassen og dens organisering, når sidstnævnte meddefinerer førstnævnte.
Her bruger jeg altså ordet klasse på en anden måde, hvor klassebevidsthed – vigtig som den er – kommer i anden række. Noget andet er at politiske kampe, eller mangel på samme, kan ændre de objektive interesser. Man kan fx tænke på indførelse af ejerlejligheder og den generelle favorisering af ejerboliger tilbage i 60erne: det betød at mange arbejdere fik nye, mere konservative interesser i forhold til den tidligere lønmodtager, der var uden ejendom og formue.
Jeg skelner altså mellem, hvad der konstituerer en klasse, og hvad der giver den styrke (eller svaghed).
Marx inddelte befolkningen i tre hovedklasser, nemlig jordejerne, borgerskabet/kapitalisterne, og arbejderne; hertil kom småborgerskabet, der er en mellemform.
Klasserne er umiddelbart karakteriseret ved deres indkomstform. Jordejerne modtager jordrente, kapitalisterne profit (og andre kapitalindkomster såsom rente og kapitalgevinster), arbejderne får løn og småborgerskabets indkomst er både afkast til kapital og arbejde; denne sidste klasse ejer nemlig produktionsmidlerne samtidig med at de arbejder, men bemærk at eftersom de arbejder for sig selv tager afkastet fra arbejdet ikke form af løn.
Denne tredeling af klassesamfundet var naturlig i 1800-tallet, hvor jordejerne var en distinkt og magtfuld gruppe, der ofte stod i modsætningen til byernes industrikapitalister. I vore dage regnes jordejendom og besiddelse af andre former for naturressourcer som kapitalformer, og afkastet – jordrenten eller mere generelt ‘rent’ (et engelsk ord, som der ikke er en god dansk oversættelse af) – som en særlig form for kapitalafkast, karakteriseret ved at ressourcen ikke kan reproduceres og derfor er en slags monopolgevinst; i moderne dansk statistik inddeles indkomster således i lønindkomst og kapitalindkomst (hertil kommer de rent politisk bestemte overførselsindkomster).
Når Marx arbejdede med netop denne inddeling var det baseret på en antagelse om, at vi dermed fik tre (eller fire) grupper, hvis medlemmer økonomisk set lignede hinanden så meget indbyrdes, at de stort set havde samme interesser og derfor tenderede mod at handle ensartet. Selvfølgelig kan der være heterogenitet og modsætninger indenfor disse grupper, fx mellem handelskapital og industrikapital eller mellem faglærte og ufaglærte, men en klasse var homogen set i relation til de andre klasser. Marx’s klasseteori indbegreb derfor en teori om, hvordan samfundet (kapitalismen) fungerede, altså hvilke dynamikker og økonomisk-politiske kampe, der var afgørende. Denne inddeling var altså mere end blot en beskrivelse.
Marx’s teori er baseret på den historiske materialisme, hvor den økonomiske interesse – kort fortalt – er den afgørende drivkraft, mens idéer og politik er afledte fænomener; og som nævnt i Indledningen er denne teori igen baseret på den praktiske materialisme. Da den subjektive bevidsthed er sekundær i forhold til den objektive interesse, er oplevelsen af klassetilhørsforhold (‘Klasse für uns’) afledt i forhold til klassen som sådan (‘Klasse an sich’).
Hvis man ikke deler denne opfattelse, får man et andet klassebegreb. Således tillagde Weber økonomien og ‘status’ samme vægt, mens forfatterne bag ‘Klassekamp fra oven’ udover indkomsten lader uddannelsesniveauet være afgørende for den klassemæssige placering.i
Bemærk også at det er blevet almindeligt at tænke samfundsforhold ved at tegne et diagram med to akser, én der angiver økonomisk placering, en anden der tager højde for folks forskellige ‘værdier’. Marxismen ser dette som filosofisk ‘idealisme’, fordi ‘overbygningen’ dermed sidestilles med den økonomiske ‘basis’. Den lader i stedet status, uddannelse og værdier, der vel kan sammenfattes under betegnelsen ‘kultur’, være afledt af den økonomisk definerede placering i samfundet. Her følger jeg altså Marx.
Vi ser nu nærmere på arbejderklassen.
Arbejderklassen og arbejdskraftens værdi
Arbejderklassen er umiddelbart bestemt som de mennesker, hvis indkomst består af løn, der er betaling for salg af arbejde (Marx: arbejdskraft). Som sådan er arbejderklassen identisk med lønarbejderne.
Men Marx går videre, eller rettere: dybere.ii
Her skal man være opmærksom på at han generelt skelner mellem et fænomens fremtrædelsesform og dets væsen. Fremtrædelsesformen er det, vi umiddelbart kan observere. Væsenet er de skjulte forhold, der frembringer sådanne fremtrædelsesformer. I Marx’s politiske økonomi gælder fx at arbejdsværdien, målt i arbejdstid, er væsenet, mens bytteværdien (fx ét bord for 5 stole) er fremtrædelsesformen.
Også lønnen er en fremtrædelsesform, og bag den gemmer sig hos Marx arbejdskraftens værdi. Da værdi i henhold til arbejdsværdilæren er den tid, det tager at fremstille noget, må arbejdskraftens værdi være den arbejdstid som det tager at fremstille selve arbejdskraften. Det ser ud som om arbejderen betales for fx 8 timers leveret arbejde, men i virkeligheden betales han for at kunne reproducere sin arbejdskraft eller arbejdsevne. Dette kan, iflg. Marx, reduceres til den tid, som det tager at fremstille arbejderens livsmidler (mad, tøj etc.), fx 6 timer. I dette eksempel får kapitalisten et overskud, en merværdi, på 2 timer, for han får 8 timers arbejde, men betaler kun for 6 timer. Arbejderen udbyttes. Dette forhold mellem arbejde og kapital er kernen i Marx’s økonomiske teori.
Den arbejderklasse, der umiddelbart er bestemt gennem lønformen, er altså til sit væsen bestemt som mennesker, der sælger deres arbejdskraft til kapitalisten. Og det er de tvunget til at gøre, fordi de er berøvet produktionsmidlerne og derfor ikke selv kan fremstille deres livsmidler. Placeringen i produktionsmåden, overfor kapitalejeren, bestemmer arbejderklassen. Holder man fast i fremtrædelsesformen afhænger lønnen af arbejdsindsatsen, og ‘klasse’ bliver en distributionskategori, dvs. den vedrører den mere eller mindre ulige fordeling af indkomsterne; dette er ikke forkert, men overfladisk, for denne distribution er genereret af modsætningerne i produktionen.
Denne teori om lønarbejdet er nødvendig, hvis arbejdsværdilæren skal fastholdes. For hvis lønnen er betaling for selve arbejdet, tvinger denne lære os til at spørge, hvor lang tid det tager at arbejde 8 timer? Altså et tomt spørgsmål. Hvis arbejdet er målestok for værdi, kan arbejdet ikke selv have værdi, ligesom det er absurd at spørge, hvor lang en meterstok er. Ricardo og andre tilhængere af arbejdsværdilæren rodede sig ud i disse logiske vanskeligheder, men Marx undgår dem altså med sin teori om, at det til sit væsen er selve arbejdskraften, ikke arbejdet, der sælges.
Desværre er teorien uholdbar. Man kan kun sælge sin arbejdskraft, selve evnen til at arbejde, ved at sælge sig selv, dvs. blive slave, men kapitalismen adskiller sig netop fra slavesamfundet (og det feudale samfund) ved at den umiddelbare producent er fri, altså har juridisk ejerskab til sin arbejdskraft. Hertil kommer at teorien leder til absurditeter, for for at reproducere arbejdskraften er ikke blot livsmidlerne nødvendige. Også den tid, det tager at koge og spise kartoflerne, ja, den tid der går til søvn, er nødvendig for at holde arbejderen i live; hvis arbejderen betales for alt det, er det snarere ham, der udbytter kapitalisten, end omvendt. Dette er logiske indvendinger, men også empirisk har teorien vist sig uholdbar, eftersom reallønnen i de vestlige kapitalistiske lande klart er steget til langt over hvad der er nødvendigt af mad, tøj og husly for at holde arbejderen i live, altså reproducere ham og dermed hans arbejdskraft.
Derfor falder Marx’s teori om arbejdskraftens værdi, og med den hele arbejdsværdilæren (i hvert fald indenfor en økonomi med lønarbejde, altså kapitalismen).iii
Ved at opgive merværditeorien slipper man også for en række af de (pseudo)problemer, som marxister får med bestemmelsen af arbejderklassen. Hvis et medlem af denne skal producere merværdi, falder de lønarbejdere, der alene beskæftiger sig med realiseringen af denne, udenfor; det drejer sig især om kontorpersonale og andre servicearbejdere, der arbejder med salget af varerne (‘cirkulationsarbejdere’); det kan også diskuteres om transportarbejdere er en del af arbejderklassen, eftersom de ikke producerer varer, men blot flytter dem omkring.iv Det politisk centrale i alt dette er, at servicearbejdere (funktionærer) gennem mange år har vundet frem i forhold til traditionelle arbejdere, så hvis de ikke er en del af arbejderklassen har arbejderbevægelsen et problem.v
Den gode nyhed er at merværditeorien er unødvendig for at vise at arbejderen udbyttes, altså at kapitalismen er uretfærdig. Mens lønnen – mener jeg – er betaling for et arbejde, en faktisk indsats, ligger der pr. definition ikke en aktivitet bag kapitalindkomsten; hvis kapitalisten så meget som bevæger en lillefinger, er han som sådan ikke kapitalist, men arbejder. Kapitalindkomster tilflyder ejeren alene i kraft af ejerskabet. Kun lønnen er betaling for blod, sved og tårer. Derfor er kapitalindkomster fradrag fra noget, som alene arbejderen har skabt, altså udtryk for udbytning af arbejderen. Der kan være mere eller mindre gode kompensationsgrunde for disse indkomster, typisk at kapital beror på opsparing, og opsparing er for det første samfundsnødvendigt og repræsenterer for det andet et smertefuldt forbrugsafkald. Men det er noget andet, der ikke kommer udenom at kapitalindkomster er arbejdsfrie indkomster og sådanne er ifølge næsten al etik, specielt den kristne, illegitime.
Teorien om lønnen som arbejdskraftens værdi er også unødvendig for at vise, at der er et væsen bag arbejdslønnen, altså forhold, der nødvendiggør lønarbejdet. Dette er ganske enkelt den kapitalistiske produktionsmåde. Denne er betinget af forholdet mellem en arbejder, der ikke har produktionsmidler og derfor er tvunget til at sælge sit arbejde, og en kapitalist, der køber det med henblik på at generere profit. Marx har altså ret i, at vi ved bestemmelsen af arbejderklassen må bag om lønformen.
At se på størrelsen og karakteren af befolkningens indkomster kan give mange nyttige oplysninger, specielt om graden af ulighed i samfundet. Men ulighed kan skyldes mange ting, og ofte finder vi fx småborgere i bunden af indkomsthierarkiet. Folk kan have samme indkomst og dog have helt forskellige funktioner i den kapitalistiske produktionsmåde. Dette gælder også indenfor kategorien ‘lønarbejdere’, hvor vi i Kapitel 6 skal se, at offentligt ansatte ikke står overfor en profitmaksimerende arbejdsgiver.
Som tidligere sagt er de interessante grupper eller klasser dem, der har en fælles interesse og derfor formentlig – men ikke sikkert – i solidaritet vil handle ens.
Koncentration styrker, spredning svækker. For lønarbejderne gælder, at de står svagt, hvis de er spredte på mange arbejdspladser og virksomheder. Og de står svagt, hvis de er ukoordinerede, for arbejdsgiveren vil altid vinde en konfrontation med den individuelle arbejder; alene er arbejderen magtesløs, deraf organiseringen i fagforeninger. Den nødvendige solidaritet har to aspekter, et positivt og negativt, nemlig hhv. sammenholdet med kollegaerne, og bekæmpelsen af dem, der unddrager sig dette fællesskab (gule fagforeninger, strejkebrydere). Derfor må arbejderbevægelsen vende sig mod individuel økonomisk frihed.
Samarbejde forener og styrker, konkurrence splitter og svækker. Den sandhed gælder både arbejder- og arbejdsgiverside. Som vi skal se i Kapitel 11 er konkurrencen blandt lønmodtagerne, ikke mindst på det internationale plan, skærpet i de senere år, mens konkurrencen er svækket og samarbejdet styrket blandt selskaberne.
I klasseanalysen må vi tage udgangspunkt i den kapitalistiske produktionsmåde med dens modstilling mellem lønarbejdere, der har en fælles interesse i en god løn og gode arbejdsvilkår, og arbejdsgiveren/kapitalisten, der har maksimal profit som overordnet målsætning. Sidstnævnte må være interesseret i lave omkostninger, dermed lav løn, stort arbejdsudbud (så der er noget at vælge imellem og så konkurrencen blandt arbejderne kan trykke lønnen), ikke for dyre arbejdsmiljøvilkår og først og fremmest en fastholden af retten til at bestemme over arbejdet (at ‘lede og fordele arbejdet’, som det hedder i arbejdsmarkedets hovedaftale)
Hvis analysen afslører at store grupper har modsatte interesser af kapitalen, da er dennes skæbne i fare; omvendt er udsigten til en ikke-kapitalistisk fremtid lille, hvis tilstrækkelig mange overvejende har fælles interesser med kapitalen.
Dette vedrører de objektive interesser. Min påstand er at disse er trumf, uden at jeg dermed hævder et ét-til-ét forhold mellem interesser og værdier, herunder politiske præferencer, men interesserne sætter rammerne for idéerne. I den forstand bestemmer ‘klassen an sich’ ‘klassen für uns’. Så hvis arbejderklassen ikke i gennemsnit og på langt sigt har en anti-kapitalistiske holdning, så skyldes det ikke, at den er dum og trænger til genopdragelse, eller at kapitalen styrer bevidsthedsdannelsen. Det må skyldes, at den rene, marx’ske arbejderklasse ikke er der. Dette er den eneste måde at tænke på, hvis man anvender Marx’s praktiske materialisme på arbejderbevægelsen selv.
Historisk har marxister imidlertid været tilbøjelige til at forklare reformistiske afvigelser fra socialismen i bevidsthed og politisk praksis idealistisk (i filosofisk forstand), typisk at arbejderlederne har begået forræderi. Her er Lenin faktisk en undtagelse, med hans tese om at reformismen skyldes at et arbejderaristokrati sikredes bedre vilkår takket være overskud fra den imperialistiske udbytning af kolonierne; tesen kan være rigtig eller forkert, men pointen er at det var et forsøg på en materialistisk forklaring.vi
‘Follow the money’ var det råd kilden ‘deep throat’ gave de to journalister, der jagtede sandheden om Watergate-skandalen. Alment: Følg interessen og vi finder sandheden.
Klasserne i Danmark
Når klasserne på denne måde bestemmes ud fra placeringen i den kapitalistiske produktionsmåde, får vi flg. klasser:
Arbejderklassen. Dennes medlemmer står overfor en profitmaksimerende kapitalist, oftest repræsenteret af en ansat direktør, der fungerer som arbejdsgiver. Alle medlemmer af denne klasse er lønarbejdere, men en lønarbejder er ikke nødvendigvis medlem af arbejderklassen, så lønarbejde er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at tilhøre arbejderklassen.
Lønarbejdere udenfor arbejderklassen. Der er nemlig også lønarbejdere, der ikke står overfor en kapitalejer. Det gælder husassistenter, tyende etc.; de aflønnes ikke af en kapitalist med henblik på at opnå profit, men af en arbejdsgiver, der sigter mod konkret nytte, fx at få gjort rent i privatboligen. Det gælder også offentligt ansatte, der aflønnes af stat og kommuner, i sidste instans af skatteborgerne; denne gruppe diskuteres nærmere i Kapitel 6. Begge grupper kan have løn- og arbejdsvilkår, der er uskelnelige fra andre arbejdere, fx. kan en offentligt ansat kontorassistent have præcis det samme fysiske arbejde og samme løn som en privatansat, men deres placering i den kapitalistiske produktionsmåde er vidt forskellig.
Kapitalistklassen, også kaldet ‘borgerskabet’. Dens særkende er at den ejer kapital, gerne i form af penge/værdipapirer eller fysiske produktionsmidler, og får sin indkomst herfra.
Selvstændige er arbejdende selvejere. Her skelner man mellem gårdmænd og husmænd på landet, hvis kapital består af jorden samt redskaber etc., og håndværkere og småkøbmænd i byerne. I marxistisk terminologi kaldes disse grupper ‘småborgere’, men det er akavet at opfatte landmænd som en slags borgere, eftersom dette historisk er en by-kategori; derfor foretrækker jeg i det følgende som oftest statistikkens betegnelse, altså ‘selvstændige’. Mange af dem er arbejdsgivere, der ansætter lønarbejdere, men en lille interview-undersøgelse fra 1978 tydede på at 60% af landmændene og 30% af byernes selvstændige på det tidspunkt kun brugte egen arbejdskraft; ingen landmænd havde mere end 5 ansatte, mens 24% i byerne havde.vii Langt de fleste selvstændige har små virksomheder, således at arbejdsgiver-identiteten er af mindre betydning. De hører hjemme i den simple vareproduktion; kun de store arbejdsgivere, hvor man så sætter grænsen i form af antal ansatte, hører til det kapitalistiske borgerskab.
Mange fremstillinger opererer herudover med et ‘mellemlag’, der stort set er identisk med funktionærer, typisk kontorpersonale; på engelsk kaldes de ‘white-collar’ for at adskille dem fra ‘rigtige’ arbejdere (‘blue-collar’). Men hvis de arbejder for en kapitalist er de fuldgyldige medlemmer af arbejderklassen. Arbejder de derimod for det offentlige, står de ikke overfor en kapitalist og indgår derfor ikke i arbejderklassen. Funktionærer spillede især en rolle indenfor handel, transport og det offentlige (hvor de fleste var tjenestemænd). Dette var datidens service-erhverv, mens der var relativt få funktionærer indenfor industri og håndværk.viii
Selve betegnelsen ‘mellemlag’ antyder imidlertid, at vi her har at gøre med en særlig klasse, der befinder sig et eller andet sted mellem de øvrige klasser; det er en ‘ny middelklasse’, til forskel fra den gamle, småborgerlige middelklasse. Dette er da også den marxistiske opfattelse, jf. de undersøgelser af klasseforskydningerne i forrige århundrede, som inddrages nedenfor. Men også ikke-marxistiske fremstillinger opererede, ligesom folketællingerne og anden statistik, med ‘funktionærer’ som forskellige fra ‘arbejdere’; i vore dage er funktionærkategorien imidlertid stort set afskaffet i danske statistik.
Alle fortalere for at funktionærer er en særlig gruppe (eller klasse) hæfter sig ved at arbejdere, men ikke funktionærer, udfører manuelt arbejde; dette er således kriteriet hos Goul Andersen.ix Hertil kommer at funktionærer typisk er tættere på arbejdsgiveren, både socialt og fysisk, så de kan være tilbøjelige til at identificere sig med arbejdsgiverens interesser.x
Disse egenskaber kan bestemt gøre det interessant at se på funktionærer for sig, men de er irrelevante for deres stilling i produktionsmåden. Hvis de er ansat af en profitmaksimerende arbejdsgiver, tilhører de arbejderklassen.
Jeg vil konkludere, at set fra kapitalismens vinkel er der fem klasser, nemlig:
1) Arbejderklassen, hvis medlemmer er ansat af en kapitalist, og hvis indkomst antager form af løn;
2) Husassistenter etc., der er lønarbejdere, men ikke ansat med henblik på at skabe profit;
3) Offentligt ansatte lønarbejdere,der ikke indgår i kapitalismen;
4) Borgerskabet, der lever af kapitalindkomster;
5) Selvstændige, hvis indkomst kommer både fra deres kapital og arbejde.
Dette er de klasser, der er økonomisk aktive, de tre første på arbejdsmarkedet. Hertil kommer de marginaliserede, der tidligere udgjordes af kriminelle, prostituerede, fattiggårdslemmer etc.; i dag drejer det sig om kontanthjælpsmodtagere, invalidepensionister samt langtidsledige, der er faldet ud af systemet (af Marx sammenfattet som ‘lumpenproletariatet’).
Det er klart at den enkelte kan have en fod indenfor i flere klasser, fx selvstændige der har noget lønarbejde som bibekæftigelse, arbejdere der også har indkomst som selvstændige eller kapitalejere, eller ‘borgere’ der også har lønindkomster. Statistikken henfører i så tilfælde den pågældende til vedkommendes hovedbeskæftigelse.
Klasseforskydninger 1901 til 1960
En empirisk undersøgelse af klasseforholdene må tage udgangspunkt i de kategorier, som statistikken – især folketællinger og erhvervstællinger – anvender.xi Dette materiale skal så ‘oversættes’ til den klasseinddeling, som jeg opererer med.
Statistikken inddeler den erhvervsaktive befolkning efter erhverv og efter stilling. Den erhvervsmæssige opdeling, der påkalder sig mest interesse, er grovsorteringen i landbrug og byerhverv. Det skyldes at dette i visse henseender var to adskilte økonomier, der udviste meget forskellige udviklingstendenser, samt at interessemodsætningen mellem land og by spillede en stor politisk rolle. Videre opereres der med 3 grundlæggende stillingskategorier, nemlig arbejdere, mellemlag/funktionærer og selvstændige.
Langt den grundigste og mest detaljerede analyse af det statistiske materiale findes hos Goul Andersen (1979); det er derfor denne fremstilling, som der tages udgangspunkt i nedenfor. Han har foretaget en række korrigeringer for at sikre sammenlignelighed over tid. Desuden har han omplaceret nogle faggrupper, især mellem arbejdere og funktionærer, således at hans skillelinie – manuelt versus ikke-manuelt arbejde – opretholdes.
Jeg har ændret Goul Andersens betegnelse ‘arbejderklasse’ til ‘manuelle arbejdere’ (for det er det, han mener) og hans ‘mellemlag’ til ‘funktionærer’. ‘Selvstændige’ er som nævnt gårdmænd og husmænd på landet og håndværkere og småkøbmænd i byerne. ‘Husarbejdere’ er tyende og husassistenter samt medhjælpende ægtefæller/sønner/døtre.
Den egentlige overklasse, borgerskabet, optræder ikke med egen kategori i statistikken; de fleste er inkluderet blandt ‘selvstændige’, og de anslås at udgøre 2-3% af de erhvervsaktive. Desuden er der nogle passive finanskapitalister (i datiden kaldet ‘rentiers’, populært ‘kuponklippere’), der står uden for arbejdsstyrken; under alle omstændigheder er borgerskabet antalsmæssigt en meget lille gruppe, hvis betydning i stedet måles i størrelsen af den kapital, de repræsenterer.
Tabel 4.1. Klassefordeling 1901-1960, procentvis andel af arbejdstyrken
| Procenter | 1901 | 1911 | 1921 | 1930 | 1940 | 1950 | 1960 |
| Manuelle arbejdere | 37,6 | 38,8 | 40,1 | 40,2 | 43,2 | 44,4 | 45,0 |
| -land | 12,8 | 12,1 | 10,7 | 9,8 | 8,5 | 6,7 | 4,5 |
| -by | 24,8 | 26,8 | 29,4 | 30,4 | 34,6 | 37,7 | 40,5 |
| Funktionærer | 8,9 | 10,9 | 15,2 | 16,1 | 18,9 | 22,7 | 28,0 |
| Selvstændige | 29,1 | 27,9 | 25,2 | 23,6 | 22,5 | 22,6 | 21,0 |
| -land | 14,2 | 14,5 | 12,7 | 11,8 | 10,8 | 10.0 | 9,1 |
| -by | 14,9 | 13,4 | 12,5 | 11,8 | 11,7 | 12,6 | 12,0 |
| Husarbejdere | 24,4 | 22,3 | 19,4 | 20,2 | 15,4 | 10,2 | 6,0 |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Det store billede er:
1) at andelen af manuelle arbejdere stiger moderat, mest i 30erne, fordi fremgangen i byerne mere end opvejer faldet i landarbejdere,
2) at andelen af funktionærer stiger meget kraftigt, især efter krigen; i mellemkrigstiden er stigningen moderat,
3) at andelen af selvstændige falder kontinuert, især på landet; i byerne har ‘småborgerskabet’ stort set holdt skansen siden 1921; alt i alt kommer manuelle arbejdere plus funktionærer således til at veje tungere i forhold til de selvstændige gennem vor periode,
4) at husarbejderne udgør mellem en fjerdedel og en femtedel af arbejdsstyrken frem til 1930, men derefter hurtigt falder i betydning; dette forhold betyder i sig selv, at andelen for de øvrige kategorier øges efter 1930.xii
Da husarbejderne langt op i århundredet er en meget vægtig gruppe, er en omhyggelig kategorisering vigtig. Goul Andersen opdeler dem i tre underkategorier, nemlig:
a) Huslige revenuarbejdere, altså husassistenter etc., dvs. hvad der i gamle dage kaldtes tyende. De modtager en løn, oftest blandet med naturalier i form af frit logi og mad, og er i den forstand lønarbejdere. Men de arbejder ikke for en kapitalist med henblik på at skabe en profit; de arbejder for en familie med henblik på at øge dennes velbefindende, og de betales ud af denne families indkomst (‘revenu’). Goul Andersen betragter dem derfor med rette som udenfor de øvrige klasser.
b) Familielønarbejdere i landbruget ‘dvs. sønner og døtre af selvstændige erhvervsdrivende, som hjælper med i forældrenes bedrift’.xiii Det er mig uklart, hvorfor Goul Andersen kalder dem ‘lønarbejdere’, eftersom deres indkomst næppe tager form af løn. Han skriver videre at der er ‘klart tale om et småborgerligt lag’, men alligevel regner han også denne gruppe for at stå udenfor de traditionelle klasser. Det er jeg uenig i, så i tabellen nedenfor er de henregnet til selvstændige (småborgere).
c) Familierevenuarbejdere. Hermed menes medhjælpende ægtefæller, fx konen der hjælper til i butikken eller passer telefon og regnskab for sin håndværkermand. Igen placerer Goul Andersen disse mennesker udenfor de traditionelle klasser, idet de ses som irrelevante for klassekampen; måske, men at grupper er ret passive på denne front, kan ikke være kriterium for deres klassemæssige placering. Derfor vil jeg igen mene, at de klart hører under de selvstændige.xiv
Til orientering anføres udviklingen for disse grupper, idet jeg betegner ‘huslige revenuarbejdere’ som huslige lønarbejdere og har slået ‘familielønarbejdere’ og ‘familierevenuearbejdere’ sammen under betegnelsen medhjælpende familiemedlemmer (‘familiearbejder’ ville være upræcist, fordi de qua selvstændige deltager i familiens kapitalindkomst).
Tabel 4.2. Husarbejdernes procentvise andel af arbejdsstyrken 1901-1960
| Procenter | 1901 | 1911 | 1921 | 1930 | 1940 | 1950 | 1960 |
| Husarbejdere | 24,4 | 22,3 | 19,4 | 20,2 | 15,4 | 10,2 | 6,0 |
| – heraf huslige lønarbejdere | 13,4 | 12,5 | 10,1 | 10,7 | 8,2 | 5,5 | 3,2 |
| – heraf medhjælpende familiemedlemmer | 11,0 | 9,8 | 9,3 | 9,5 | 7,2 | 4,7 | 2,8 |
I overensstemmelse med overvejelserne ovenfor er de huslige lønarbejdere udskilt i en særlig kategori i Tabel 4.3, mens medhjælpende familiemedlemmer er indplaceret blandt de selvstændige (det er ikke muligt at opdele dem på by og land).
Desuden er manuelle arbejdere og funktionærer slået sammen i én kategori, arbejderklassen, da arbejdets fysiske art efter min opfattelse er irrelevant for klassetilhørsforholdet.
Tabel 4.3. Klassefordelingen 1901-1960, før udskillelse af offentligt ansatte
| Procentvis andel af arbejdsstyrken | 1901 | 1911 | 1921 | 1930 | 1940 | 1950 | 1960 |
| Arbejderklassen (inkl. funktionærer) | 46,5 | 49,7 | 55,3 | 56.3 | 62,1 | 67,1 | 73,0 |
| Selvstændige (inkl. medhjælpende familie) | 40,1 | 37,7 | 34,5 | 33,0 | 29,8 | 27,3 | 23,8 |
| Huslige lønarbejdere | 13,4 | 12,5 | 10,1 | 10,7 | 8,2 | 5,5 | 3,2 |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Den nye inddeling indebærer en langt større vækst i arbejderklassen, når det hastigt voksende antal funktionærer inkluderes. Videre ligger niveauet for de selvstændige højere end i Tabel 4.1, når medhjælpende familiemedlemmer medregnes, men det ses også at nedgangen for denne gruppe nu bliver mere udtalt, især efter 1930.
Vi må foretage en sidste korrektion af tabellerne ovenfor.
Den består i at udskille de offentligt ansatte fra arbejderklassen, hvorved denne kategori får færre medlemmer, jf. Tabel 4.4. Denne revision er nødvendig, eftersom offentligt ansatte lige så lidt som husassistenter er relateret til kapitalen.
Tabel 4.4. Klassefordelingen 1901-1960, efter udskillelse af offentligt ansatte
| Procentvis andel af arbejdsstyrken | 1901 | 1911 | 1921 | 1930 | 1940 | 1950 | 1960 |
| Arbejderklassen (ekskl. off. ansatte) | 39,9 | 42,1 | 48,3 | 49,8 | 53,7 | 55,8 | 58,6 |
| Selvstændige | 40,1 | 37,7 | 34,5 | 33,0 | 29,8 | 27,3 | 23,8 |
| Huslige lønarbejdere | 13,4 | 12,5 | 10,1 | 10,7 | 8,2 | 5,5 | 3,2 |
| Offentligt ansatte | 6,6 | 7,6 | 7,0 | 6,5 | 8,4 | 11,3 | 14,4 |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
De overordnede konklusioner bliver dermed:
Frem til 2. Verdenskrig udgør de offentligt ansatte en ret stabil andel af arbejdsstyrken, nemlig 6-8%, men derefter er der en klart stigende tendens.
Dette indebærer, at tendensen for arbejderklassen (nu altså den egentlige arbejderklasse) til og med 1940 er den samme som vi så i Tabel 4.3, men at stigningerne herefter modereres af, at de offentligt ansatte udgør en stadigt større andel af arbejdsstyrken.
De selvstændige mister omvendt vægt, hvilket ses klarest af Tabellerne 4.3 og 4.4, hvor medhjælpende familiemedlemmer er inkluderet; Marx fik ret i at småborgerskabet bliver udkonkurreret og oftest må søge ind i arbejderklassen. I 1901 var der paritet mellem arbejderklassen og de selvstændige, i 1960 var forholdet 2½:1.
Endelig ses, at huslige lønarbejdere næsten udraderes.
Årsager til klasseforskydningerne
De to væsentligste faktorer bag disse udviklingstendenser er formentlig udviklingen i teknologien (‘produktivkræfterne’) og den hermed sammenhængende velstandsstigning.
Danmark (og de andre kapitalistiske lande) blev meget rigere gennem disse 60 år. Det medførte at madvarer fyldte mindre i budgettet. Derfor gik landbruget og landbefolkningen tilbage i forhold til den øvrige befolkning. Samtidig indebar indførelse af flere maskiner, at landarbejderne efterhånden blev overflødige. Det var også den teknologiske udvikling, der muliggjorde at husarbejdet aftog drastisk i betydning.
Produktiviteten øgedes naturligvis også i byerhvervene, men det gav anledning til en så betydelig ekspansion, at flere arbejdere kunne beskæftiges.
I øvrigt følger de klassemæssige forskydninger naturligvis nøje de ændringer i de økonomiske strukturer, som vi diskuterede i forrige kapitel.
Før 1. Verdenskrig var der stor stabilitet i klasseforholdene, især fordi de gunstige vilkår for landbruget sikrede såvel gårdmænd/husmænd som landarbejdere. Landarbejdere gik lidt tilbage, mens selvstændige landmænd gik lidt frem, i hvert fald til 1911 (Tabel 4.1).
Efter den store nedgang for landbruget i de urolige og kriseprægede år omkring 1. Verdenskrig var 1920erne atter præget af stor strukturel stabilitet; de klassemæssige forskydninger var minimale.
I 30erne var der stor fremgang for den samlede arbejderklasse, både manuelt arbejdende og funktionærer; det skal her huskes at de mange arbejdsløse indgår i arbejdsstyrken og derfor tæller som en del af denne klasse. Fremgangen skete imidlertid ikke på bekostning af byernes småborgere (hvis vi ser bort fra medhjælpende familiemedlemmer); det forklares gerne med at en lille butik eller håndværksvirksomhed tjente som nøderhverv, ofte for landboere, som blev ramt af krisen. En sammenligning af selvstændige i Tabel 4.1 og 4.2 viser, at nedgangen for denne gruppe overvejende skyldtes færre medhjælpende familiemedlemmer; dette beroede formentlig på at krisetiderne, ikke mindst i landbruget, tvang dem til at søge arbejde uden for hjemmet. Videre ses, at huslige lønarbejdere tabte terræn; færre havde råd til denne luksus under krisen, så de tidligere husassistenter måtte finde en plads på kontoret eller ved samlebåndet. Den store nedgang i alt ‘husarbejde’ indebærer, at produktionsmåden blev betydeligt mindre ‘hjemlig’. Flere fik et fjernere forhold til deres arbejdsplads. Den patriarkalske og/eller familiebaserede produktion blev afløst af en produktion styret af en fjern arbejdsgiver.
Efter 2. Verdenskrig gik de selvstændige atter meget tilbage, men det ses at dette igen overvejende skyldtes at færre familiemedlemmer hjalp til. Den samlede arbejderklasse gik frem, men nu næsten udelukkende takket være funktionærerne.
Klassekampene i vor periode var domineret af to modsætninger, nemlig kampen mellem land og by, i skikkelse af gårdmændene og byarbejderne, og kampen i byerne mellem arbejdere og arbejdsgivere. Anderledes udtrykt, måtte den urbane arbejderklasse kæmpe på to fronter, i to meget forskelligartede opgør.
Gårdmænd versus byarbejdere
Disse to klasser var givetvis de stærkeste i det danske samfund i vor periode. Det skyldes i første række at de begge var særdeles velorganiserede, økonomisk og politisk. Gårdmændene havde andelsbevægelsen og Landbrugsrådet, der var en nøje parallel til LO; den politiske overbygning var Venstre (V), der i næsten hele perioden var et éntydigt klasseparti. Byarbejderne havde fagforeningerne og Socialdemokratiet (SD), der indtil slutningen af 20erne var et klasseparti, derefter et folkeparti, fordi man nu – med held – begyndte at appellere bredere, især til mindre selvstændige i byerne.
Det epokegørende skift i klassealliancerne
Oprindelig samlede Venstre gårdmænd og husmænd.xv Denne landlige alliance var frem til 1905 allieret med byarbejderne, idet der var valgsamarbejde mellem V og SD.
Baggrunden for disse alliancer var at gårdmænd, husmænd og byarbejdere frem til begyndelsen af 1900-tallet havde et fælles mål om demokrati og samtidig i et vist omfang kunne være enige om at stå op imod den store kapital. Det gav en fælles modstander i Højre, der modsatte sig demokrati, og samtidig repræsenterede godsejerne og arbejdsgiverne, altså den landlige og urbane kapital; jeg erindrer om (Kapitel 2), at andelsbevægelsen til dels blev født af en afvisning af, at byernes ‘pengemænd’ skulle have indflydelse på landbrugernes forhold.
Disse alliancer blev brudt op ved at det Radikale Venstre (RV) i 1905 blev smidt ud af Venstre og trak en stor del af husmændene med; det reducerede V til et mere rent gårdmandsparti. Samtidig ophørte valgsamarbejdet med SD.
Grunden var at den fælles – derfor samlende – modstander, altså Højre, blev besejret politisk med indførelsen af demokrati i 1901. Desuden blev godsejerne efterhånden marginaliseret økonomisk; deres økonomiske vægt svandt ind, kulminerende med lensafløsningsloven i 1919, der fordelte godsejerjord til husmænd.xvi Venstre havde ikke længere brug for SD til at kæmpe for demokrati og imod godsejerne, nu da begge kampe var vundet.
Alligevel må man spørge, hvorfor arbejdere og landmænd ikke kunne holde sammen i et fælles projekt om demokratisering af økonomien. Andelsbevægelsen organiserede jo en landlig økonomi, baseret på demokratisk markedsøkonomi, og med snævre grænser for kapitalistisk akkumulation; Danmark skulle fastholdes som landbrugsland, baseret på små og mellemstore brug (husmænd og gårdmænd), og derfor var der i perioden stort set forbud mod sammenlægninger og opsplitninger; her – ved fri akkumulation af jord, altså erhvervets vigtigste produktionsfaktor – gik for Venstre grænsen for den frie markedsøkonomi. Faktisk lykkedes det også at undgå kapitalistisk stordrift.xvii Byarbejderne ønskede tilsvarende økonomisk selvstyre, ved at befri sig fra kapitalen.
Således udtrykt var forskellen i målsætninger af begrænset omfang. Men gårdmænd var ideologisk liberale (når vi ser bort fra den lovgivning, der søgte at fastfryse landbrugets struktur), mens arbejderne var socialister. De første ville økonomisk selvorganisering fra bunden, uden statsindblanding, de sidste ville regulering gennem den demokratiske stat.
Forskellene mellem gårdmænd og byarbejdere viste sig større end fællesnævneren. Der var en uoverstigelig modsætning mellem andelsbevægelsen, der var baseret på privat ejendomsret til produktionsmidlerne, med liberalismen som ideologisk overbygning, og arbejderbevægelsen, der satsede på fællesejendom, organiseret af staten i en planøkonomi.xviii En egentlig bonde-arbejder alliance – kendt fra mange andre lande – var et fata morgana. I provisorieårene gik samfundets hovedmodsætning mellem land og by, repræsenteret ved Venstre og Højre; efter 1905 og i resten af vor periode defineres samfundskampene i stedet af modsætningen mellem underklassen (byarbejderne og husmændene) og over- og mellemklassen (arbejdsgiverne og gårdmændene).
Den ideologiske modsætning skærpedes frem til 2. verdenskrig. Helt tilbage til Alberti’s tid havde der været en stærk strømning af virulent anti-socialisme i Venstre, og under den oppiskede situation under Påskekrisen i 1920 havde Venstrehøvdingen I. C. Christensen talt for at man skulle ‘tage stødet nu’, dvs. forsøge at knuse arbejderbevægelsen. Det blev ikke til noget, men 20ernes Venstreregeringer var meget liberale og fjendtlige overfor statsintervention. Under 30ernes krise, der kastede landbruget ud i en eksistenskamp, brød denne liberalisme sammen, og med Kanslergade-forliget i 1933 fik man omsider et (koldt) kompromis mellem arbejder og bonde, mens de mere kompromisløse landbrugsinteresser gik i fascistisk retning (L.S. og Bondepartiet).
Den indirekte klassekamp mellem gårdmænd og byarbejdere
Modsat striden mellem byarbejdere og arbejdsgiverne, var kampen mellem gårdmænd og byarbejdere en særegen indirekte klassekamp. De to klasser levede jo i hver sin økonomiske sfære og kunne derfor ikke støde sammen direkte. Men de havde til dels forskellige økonomiske interesser, hvilket manifesterede sig på det politiske niveau.
Arbejdernes overordnede interesse var naturligvis en god realløn, mens gårdmændene ønskede en god indtjening. Hvorfor og hvordan stødte disse interesser sammen i vor periodes forskellige faser? Det ser vi nu på.
Frem til 1914 var der højkonjunktur og landbruget, dermed gårdmændene, klarede sig godt; de internationale landbrugspriser gik i vejret, og erhvervet kunne nu høste frugterne af andelsorganiseringen og omlægningen til animalsk produktion. Gårdmændene holdt skansen antalsmæssigt, mens den urbane arbejderklasse gik lidt frem. Det almene billede er at styrkeforholdet ikke ændredes meget. Da både landbrugets indtjening og byarbejdernes realløn steg pænt, var der ikke basis for de store økonomiske modsætninger. De to klasser levede rimeligt komfortabelt side om side.
1. Verdenskrig og de første par år herefter vendte op ned på meget. Landbrugsproduktionen faldt, og det faldende udbud gav stigende priser, således at landbrugets indtjeningen øgedes betydeligt. Men inflation undergravede arbejdernes købekraft, så reallønnen faldt betydeligt frem til 1919 (se Tabel 4.7); det beroede også på at en femårig overenskomst, der blev indgået lige før krigen, låste nominallønningerne fast. Der forelå således en oplagt interessemodsætning mellem de to klasser. Regeringen søgte at reparere på denne omfordeling fra arbejdere til gårdmænd gennem en omfattende regulering, i form af rationering, maksimalpriser og direkte produktionsstyring (således at landbrugets dispositionsret over afgrøderne begrænsedes).xix
Selv om landbruget gik tilbage i disse dramatiske år (Tabel 3.1), stod Venstre styrket efter kontrarevolutionen i kølvandet på Påskekrisen. Politisk var arbejderbevægelsen svækket efter den økonomiske fredskrise i 1921-22.
Venstre dannede regering i det meste af 1920erne, og under ledelse af Madsen-Myrdal førte partiet en klar klassepolitik til fordel for landbruget. Politikken var liberalistisk, idet man afviste offentlig regulering, specielt told; her harmonerede ideologien med interessen, idet landbruget gerne ville have billige udenlandske råstoffer, samtidig med at man frygtede at dansk told ville medføre udenlandsk gengældelse mod den danske landbrugseksport. Danmark levede af landbruget, og derfor var det en national interesse at sikre dette erhverv de bedste vilkår. Den herskende politiske filosofi var at byerhvervenes, dermed arbejderklassens, interesser måtte komme i anden række.
Indenlandsk betød dette en politik, der sigtede mod at reducere landbrugets omkostninger. Erhvervets forsyninger fra byerne såsom landbrugsmaskiner og andre industrivarer skulle være billige; derfor ønskede Venstre lavere lønninger og lavere avancer. Det gav naturligvis en modsætning til arbejderklassen, men også til arbejdsgiverne. Arbejdsgivernes interesser var repræsenteret af det Konservative Folkeparti (KF), men de kom stort set ingen vegne med Venstre; derfor var KF henvist til at støtte Venstre i kampen mod arbejdernes interesser. Modsætningen mellem by- og landerhverv kom således ikke til fuld udfoldelse, men blev opløst i en modsætning mellem arbejderklassen på den ene side (allieret med husmændene), og gårdmænd og arbejdsgivere på den anden.
Ønsket om at reducere landbrugets omkostninger kom også til udtryk i Venstres nedskæringspolitik, mest markant under Madsens-Mygdal’s regering 1926-29. Offentlige udgifter indebærer højere skatter, og dem var gårdmændene ikke interesseret i at betale. Landbruget kunne stå på egne ben, og det måtte byerne også lære. “Nedad med produktionsomkostningerne, nedad med levefoden og nedad med kravene til andre, men opad med kravene til os selv,” som Madsen-Mygdal sagde. Specielt strammede regeringen vilkårene for de arbejdsløse, hvilket Stauning tolkede som et forsøg på at trykke lønnen; dette var blevet udtrykkeligt sagt af A. P. Møller: “Vi må bort fra understøttelserne, så lediggangen kan komme til at trykke direkte på lønnen.”xx Venstre’s kamp mod arbejderbevægelsen kulminerede med den såkaldte ‘tugthuslov’ fra 1929, som bestemte at ‘kollektive aftaler, som på uberettiget måde begrænsede den enkeltes frie adgang til erhverv og arbejde, ikke kunne håndhæves ved domstolene’, og der indførtes straf for at forsøge at tvinge arbejdere ind i fagforeninger. Selv om loven ikke blev implementeret viser den, hvor hårdt de liberale principper om økonomisk frihed stod overfor socialistiske principper om solidaritet.
Mens landbrugets andel af BFI var stabilt 23% gennem 20erne, faldt denne andel til 18% i 1930erne (jf. Tabel 3.1). På det klassemæssige plan er tilbagegangen vanskeligere at aflæse af Tabel 4.1 (meget gemmer sig givetvis i den store nedgang for husarbejde). Gårdmændene blev hvor de var, men mange landarbejdere og megen hushjælp blev fyret og søgte til byerne; arbejdsstyrken på landet faldt med 30.000, og gårdmændene måtte øge deres egen arbejdsindsats.
Verdenskrisen og den stigende protektionisme ramte det eksportafhængige landbrug med fuld styrke, modsat byerhvervene, der ikke var afhængig af eksport, og som faktisk nød godt af at megen udenlandsk konkurrence faldt bort. Mange landmænd gik fallit eller måtte skære levestandarden ned for at honorere lånene; det hang sammen med at prioritetsgælden var steget fra 30% af ejendomsværdien omkring 1920 til til 50% i 1929 og 69% i 1932. Priser og indkomster faldt, men afdrag og renter var i faste priser. Det skabte megen vrede og krav om politiske indgreb for at sænke renten og lette byrden; dette blev også forsøgt, men uden den store effekt. Her viste en ny interessemodsætning sig, nemlig mellem landmændene som debitorer og kreditforeningerne – eller rettere obligationsejerne – som kreditorer. Obligationsejerne var finansielle kapitalister, og her kunne man på papiret have forestillet sig en fælles anti-kapitalistisk front mellem arbejder og bonde, men der var for meget ondt blod mellem klasserne til at dette kunne blive en realitet, omend Stauning luftede muligheden.
Krisen splittede i realiteten gårdmændene, idet ca. halvdelen en overgang var medlem af det halvfascistiske L.S. (Landbrugernes Sammenslutning). Venstre måtte fuldstændig opgive de liberale principper. I 1932 accepterede partiet den Valutacentral, der kom til at regulere udenrigshandelen, og i 1933 indgik det Kanslergadeforliget med regeringen. Det gav arbejderne en fastholdelse af reallønnen samt arbejdsløshedsbekæmpende initiativer, de marginaliserede en socialreform og landbruget en 12%’s depreciering af kronen, udsættelse af tvangsauktioner og forskellige indgreb, der hævede landbrugets priser ved at begrænse produktionen. En lavere kroneværdi fremmer den danske landbrugseksport ved at gøre disse varer billigere, om end den også betyder at landbruget får færre pund for en given mængde bacon til England (i 20erne, da eksporten var rimeligt sikker, ønskede landbruget derfor en dyr dansk krone). I princippet skaber depreciering inflation, hvilket udhuler arbejdernes købekraft, men denne interessemodsætning mellem arbejder og bonde var næppe relevant i 30erne, hvor problemet var det omvendte, nemlig deflation.
For første gang kom det i 30erne til et klassekompromis, et virkeligt samarbejde mellem arbejderklasse og gårdmænd. Men det blev et samarbejde på arbejderklassens betingelser. Denne klasse vejede nu langt tungere end gårdmændene, der var stærkt svækket både økonomisk og politisk (Venstre gik meget tilbage ved valgene i 1932 og 1935).
Besættelsestiden 1940-45 vendte styrkeforholdet mellem de to klasser på hovedet. Ligesom under 1. Verdenskrig blev det nu gyldne år for landbruget, især takket være leverancerne til Tyskland til særdeles fordelagtige priser. I 1940 krævede Venstre en beskæring af reallønnen og et opgør med ‘arbejdsløshedssvindelen og misbrugen af den sociale lovgivning.’xxi
I efterkrigstiden faldt landbrugets andel af arbejdsstyrken, men antallet af gårdmænd (og husmænd) var stadig nogenlunde stabilt. Det europæiske marked blev oversvømmet af billige landbrugsvarer og samtidig etableredes EF’s protektionistiske marked; som modtræk blev Danmark i 1960 medlem af EFTA, men frihandlen blandt disse lande (‘de syv’) omfattede ikke landbrugsvarer. Lige som i 30erne kunne det danske landbrug ikke klare sig selv og måtte håbe at det politiske system kunne forhandle sig til rimelige europæiske markedsvilkår. På dette tidspunkt var gårdmændene blevet insignifikante i forhold til arbejderklassen, så modsætningen mellem de to klasser blev af perifer betydning. Tilbagegangen for gårdmændene efter 1960 betød, at Venstre af nød måtte ophøre med at være et éntydigt klasseparti.
De to klassers relative styrke
Denne styrke er bestemt af 3 forhold:
For det første klassernes størrelse, som vises i tabellen nedenfor.
Tabel 4.5. Antal gårdmænd og byarbejdere 1911-1960
| 1911 | 1921 | 1930 | 1940 | 1950 | 1960 | |
| Gårdmænd | 69.800 | 68.500 | 95.250 | 100.200 | 101.400 | 103.750 |
| Byarbejdere | 327.000 | 429.000 | 514.000 | 644.000 | 729.000 | 827.000 |
Det ses at der er langt flere byarbejdere end gårdmænd, i 1911 4-5 og i 1960 8 gange så mange. Det ses også at 1920erne var gode år for gårdmændene; forholdsmæssigt vokser deres antal endog mere end byarbejdernes. I 30erne øges antallet af gårdmænd faktisk marginalt, men falder nu og i de følgende årtier håbløst bagefter byarbejderne; efter 1940 og frem til 1960 stagnerer gårdmandsklassen.
På sin vis giver det sig selv, at gårdmændene måtte tabe til byarbejderne. Da landets jord er af begrænset omfang, og da opsplitning er uøkonomisk (og i øvrigt stort set forbudt), er der grænser for hvor mange gårdmænd, der er plads til (men der kom betydeligt flere husmænd grundet udstykningen af herregårdsjord).
For det andet klassernes organisationsgrad, men den har i perioden været uforandret høj for begge parter. Med to forbehold, nemlig først at byarbejderens organisering langsomt blev forbedret, især fordi funktionærerne kom med, og dernæst at gårdmændene i 30erne svækkedes af intern splid (L.S. problemet).
For det tredje erhvervenes økonomiske betydning for landet. I 1928 stod landbruget for knap 80% af eksporten, så hvad der var godt for landbruget, var godt for Danmark. Det glemte Venstre ikke at fortælle, og denne kendsgerning gav et betydeligt gennemslag for gårdmandsinteresserne. I 1960 var denne eksportandel faldet til knap 50%, hvilket naturligvis svækkede klassen.xxii
De to klassers relative indkomstudvikling
Indkomstudviklingen afspejler klassernes relative styrke, men er også et resultat af de økonomiske konjunkturer. Tabellen nedenfor viser udviklingen i dette relative indkomstforhold.
Tabel 4.6. Årsindkomst for gårdmænd og arbejdere, 1920erne til 1950erne. Nominelle beløb
| Kroner | 1920erne | 1930erne | 1939 | 1944 | 1948/49 | 1952/53 | 1957/58 | ||
| Gårdmænd | 3.297 | 2.114 | 2.766 | 5.874 | 9.344 | 13.067 | 11.766 | ||
| Arbejdere | 3.407 | 3.344 | 2.372 | 3.743 | 8.109 | 10.640 | 13.776 |
Det ses at gårdmænd og arbejdere havde næsten samme levefod i 1920erne, men da de dårligt lønnede landarbejdere er inkluderet i ‘arbejdere’, vil byarbejdere givetvis have haft en noget højere indkomst end gårdmænd; på den anden side var prisniveauet højere i byerne end på landet. Dette indkomstforhold mellem de to klasser i årtiet må forklares ved det uforandrede styrkeforhold mellem klasserne i denne periode, og ved de relativt stabile konjunkturer, med begrænset arbejdsløshed og gode afsætningsmuligheder for landbruget.
Med deres jord og produktionsmidler fremstår gårdmændene nok i den almindelige bevidsthed som en halvkapitalistisk mellemklasse, mens byarbejderne associeres med proletarer. Men kendsgerningen er altså, at når vi ser bort fra arbejdernes risiko for arbejdsløshed og det indtægtstab, der følger deraf, så var de mere velstående end gårdmændene frem til besættelsesårene og igen i slutningen af 50erne. Gårdmændenes enorme indkomsttab i 30erne, sammenholdt med den stabile indkomst for byarbejderne, skyldtes først og fremmest at krisen gik ud over landbrugseksporten, mens byerhvervene nu beskyttedes mod udenlandsk konkurrence. Men udviklingen skyldtes også at gårdmændene nu klart blev overhalet af byarbejderne i antal, og derfor ikke havde styrke til at gennemtrumfe en politik, der for alvor beskyttede erhvervet.
Den midterste sektion af tabellen illustrerer, hvordan landbruget tjente kassen på besættelsen. Den sidste sektion viser at mindre gårdmænd endnu i 1948/49 tjente lidt mere end faglærte arbejdere, og at denne forskel øgedes i de for landbruget gode år frem til 1953. Men derefter vender bøtten dramatisk. Landbruget synker ned i en dyb og vedvarende afsætningskrise.
Efter 1960 bliver landbruget hurtigt et ret ubetydeligt erhverv, så derfor inddrages det ikke i de følgende kapitler. Jeg indskrænker mig her til et kort post scriptum.
Landbrugets krise i slutningen af 50erne fik to effekter. For det første besluttede politikerne sig til at redde landbruget, der trods alt stadig indtjente halvdelen af eksportkronerne. Fra 1958 indførtes et omfattende system af støtteordninger (efter 1972 i EU regi); i slutningen af 60erne udgjorde denne støtte 1/3 af erhvervets nettofaktorindkomst. Gårdmændene var ikke længere det materielle grundlag for dansk liberalisme, snarere tværtimod. For det andet liberaliseredes reglerne for samdrift og sammenlægninger fra 1962. Det gav naturligvis større og mere økonomiske enheder og dermed færre brug. Udviklingen mod et kapitalakkumulerende landbrug var indledt.xxiii
I 2014 er der blot 38.000 bedrifter tilbage, og i 2015 var erhvervets andel af bruttoværditilvæksten (stort set lig med BFI) reduceret til 1% og landbrugseksporten faldet til 18% af den samlede eksport. Det traditionelle familiebrug er afløst af deltidslandbrugere og store, rent kapitalistiske farme. Simpel vareproduktion findes stort se ikke længere på landet.xxiv
Arbejdere versus arbejdsgivere
Vi begynder afsnittet med Tabel 4.7, der i få tal sammenfatter tendenserne i klassekampen, der på sin side var afhængig af konjunkturudviklingen; tabel 4A i appendikset anfører tal for alle årene samt gennemsnit for hvert årti.
Tabel 4.7. Realløn og arbejdsløshed, udvalgte år mellem 1914 og 1957
| Realløn (1914=100) | Arbejdsløshedsprocent | |
| 1914 | 100 | 10 |
| 1916 | 86 | 5 |
| 1917 | 85 | 10 |
| 1918 | 95 | 18 |
| 1920 | 148 | 6 |
| 1921 | 156 | 20 |
| 1922 | 142 | 19 |
| 1923 | 132 | 13 |
| 1927 | 145 | 22 |
| 1929 | 149 | 16 |
| 1930 | 140 | 14 |
| 1932 | 149 | 32 |
| 1937 | 132 | 22 |
| 1939 | 139 | 18 |
| 1940 | 138 | 24 |
| 1942 | 131 | 15 |
| 1944 | 146 | 8 |
| 1945 | 160 | 13 |
| 1950 | 199 | 9 |
| 1957 | 233 | 10 |
Efter storkonflikten i 1899, der nærmest endte med nederlag for arbejderklassen, indgik parterne – eller modstanderne – Septemberforliget, der regulerede deres forhold.
Arbejdsgiverne anerkendte fagbevægelsen og dens organisationer som forhandlingspartnere. Samtidig anerkendte arbejderne arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Den økonomiske kamp for bedre vilkår skulle fremtidigt foregå indenfor kapitalismens rammer, så kampen for socialisme blev flyttet til det politiske niveau. Her var SD’s strategi til gengæld mere radikal, idet partiet kun ville indgå i en regering, hvis det fik absolut flertal i Folketinget. Den strategi blev dog opgivet, da Stauning indgik i den radikale Zahle-regering under 1. Verdenskrig.
Frem til 1914 steg reallønnen, men svagere end i 1890erne. Det afspejler til dels, at det med Septemberforliget var slut med spontane (‘vilde’) strejker, der i 1890erne havde vist sig ret så effektive til at opnå resultater.
Under 1. Verdenskrig faldt reallønnen betydeligt, som forklaret ovenfor. Selv om landet havde en radikal regering med socialdemokratisk støtte, var den økonomiske udvikling altså til skade for arbejderklassen. Eller rettere sagt for den beskæftigede del, for industriens beskyttede tilværelse samt den givtige eksport til især Tyskland indebar at arbejdsløsheden faldt, indtil den uindskrænkede u-bådskrig i 1917 gav forsyningsproblemer; da skød procenten i vejret til mere end 18% i 1918.xxv
Årene1918-22 blev nok de mest dramatiske i den danske klassekamps historie.
Under højkonjunkturen 1918-20 faldt arbejdsløsheden igen, nu til 6%, mens reallønnen skød op fra indeks 95 til ikke mindre end indeks 148, altså en stigning på over 50% på blot to år. Det kan ikke forklares med de gode konjunkturer, men beroede på et vældigt opsving i klassekampen, vel at mærke med arbejderklassen som den stærkeste part. Baggrunden var naturligvis den russiske revolution i oktober 1917 og revolutionsforsøgene i de flg. år i Tyskland og Ungarn, og mere generelt at krigens meningsløse blodbad havde delegitimeret de herskende klasser. I Danmark styrkedes syndikalismen, der ikke anerkendte aftalen fra 1899, og det kom til mange spontane arbejdskampe, som havde den største del af æren for at det gamle krav om en 8 timers arbejdsdag blev indfriet.
Presset fra venstre radikaliserede SD, der under Påskekrisen i foråret 1920 tvang Kongen og de borgerlige partier til at respektere demokratiet (parlamentarismen) ved at true med generalstrejke. Denne krise handlede om grænsedragningen i Sønderjylland, men også om faglige forhold. Arbejdsgiverne krævede lønnedsættelser og varslede lockout af 100.000 arbejdere, men resultatet blev i stedet at arbejdersiden fik indført pristalsregulering af lønnen,xxvi og det siger noget om magtforholdene at arbejdsgiverne blev tvunget til at love at forhandle om økonomisk demokrati (bedriftråd), hvilket der dog ikke kom noget ud af.xxvii
Krisen blev løst, da Kongen bøjede sig, afskedigede sin kup-regering og indvilligede i et forretningsministerium, der skulle udskrive valg. Valget medførte imidlertid et stort skred mod højre, fordi RV nu blev reduceret fra et parti mere eller mindre i samme vægtklasse som V, SD og KF til det småparti, vi kender i dag. Resultatet blev Venstre-regeringen Neergaard, støttet af KF. Også internationalt skiftede stemningen i kontrarevolutionær retning, efter at revolutionerne i Tyskland og Ungarn var blevet slået ned.
Samtidig ramte den europæiske fredskrise 1920-22 Danmark, som de forrige års vilde spekulationer havde gjort særlig sårbart. Arbejdsløsheden steg til 20% og reallønnen faldt.
1920erne (efter 1922) gav en langsom fremgang i reallønnen, dog uden at det høje niveau fra 1920/21 blev nået; arbejdsløsheden faldt, men under deflationskrisen i 1926/27 skød den op til mere end 20%, for derefter igen at falde.
De liberale Venstre-regeringer var naturligvis tilhængere af frihandel, hvilket som nævnt i dette tiår harmonerede med gårdmandsklassens interesser.
KF ønskede told for at beskytte industrien, der var hårdt presset af udenlandsk konkurrence, men det krav kunne de stort set ikke komme igennem med hos regeringen. SD’s holdning til told var tvetydig. På den ene siden ønskede partiet beskyttelse for at fremme beskæftigelsen, og for så vidt havde kapital og arbejderklasse her en fællesinteresse; der var da også røster hos både KF og SD, der talte for en fælles byfront mod landbrugsinteresserne, men det blev ikke til noget. På den anden side ville told betyde dyrere varer for arbejderklassen og dermed en mindre realløn. SD’s to økonomiske mål, nemlig god realløn og høj beskæftigelse, var i konflikt med hinanden., og her valgte partiet at prioritere reallønnen.
I 1914 havde Danmark forladt guldfoden, og inflationen betød at kronen faldt betydeligt i værdi. I 20erne var der bred enighed om at vende tilbage til den trygge verden før krigen, herunder til den ‘ærlige krone’; i 1926/27 lykkedes det da også at føre kronens værdi i pari, dvs. genoprette dens værdi. Kronen styrkes ved at reducere priserne, altså føre deflationspolitik. Det kan gøres gennem en stram pengepolitik, hvor pengemængden begrænses og/eller renten holdes på et højt niveau, eller gennem en restriktiv finanspolitik, hvor der trækkes efterspørgsel ud af økonomien ved at skære ned på de offentlige udgifter. Da Nationalbanken var ret svag i perioden, gennemførtes ’tilpasningen’ især med finanspolitiske midler.
SD var enig i denne makropolitik, omend man vendte sig mod den konkrete udformning, hvor Venstre især lod nedskæringerne ramme de sociale udgifter, herunder støtten til arbejdsløse. Men politikken gav under alle omstændigheder en stærkt stigende arbejdsløshed, som nævnt over 20% i 1926 og 27. SD’s generelle tilslutning til en stram finanspolitik kan derfor undre. Den egentlige årsag er vel at partiet – som i told-spørgsmålet – overvejende prioriterede de beskæftiges levevilkår over beskæftigelsen; deflation gav arbejdsløshed, men også lavere priser, derfor – alt andet lige – højere realløn. Denne prioritering afspejler, at de arbejdsløse stod svagt indenfor såvel parti som fagbevægelse.
Men politikken hang også sammen med SD’s opfattelse af de økonomiske sammenhænge. Kampen for en stærk krone styrkede tilliden til landets økonomi, hvilket blev set som en forudsætning for økonomiske fremgang; dette argument for nedskæringspolitik er velkendt fra vore dage. Og kampen for et balanceret budget, hvor udgifterne ikke oversteg indtægterne, blev tilsvarende opfattet som det selvindlysende grundlag for ansvarlig økonomisk politik; igen: som i dag. Alle befandt sig i en før-keynesiansk verden, hvor logikken og moralen i husholdningernes økonomi blev umiddelbart overført på den nationale økonomi.
Dette kom også til udtryk i vurderingen af reallønnens effekt på beskæftigelsen. Den ortodokse økonomiske teori ræsonnerede, at øget løn betyder højere omkostninger for virksomhederne, hvilket gør det mindre tillokkende at ansætte flere. Dette har alle dage været arbejdsgivernes økonomiske teori: Hvis arbejderne vil have mere i løn, skader de deres arbejdsløse kammerater. Om man vil: Hvad der er godt for arbejdsgiverne, er godt for samfundsøkonomien.
Derimod er den keynesianske økonomiske teori i overensstemmelse med arbejderklassens interesser, for den siger, at højere løn giver større efterspørgsel i samfundet, således at virksomhederne kan afsætte mere og derfor vil hyre flere. Her er de beskæftigedes og de arbejdsløses interesser ikke i modsætning til hinanden, tværtimod hjælper de beskæftigede deres arbejdsløse kollegaer ved at kræve mere i løn. Hvad der er godt for arbejderne, er godt for samfundsøkonomien. Der er naturligvis også en kausal relation den anden vej, fra arbejdsløshed til løn, eftersom lav arbejdsløshed mindsker udbuddet af arbejdet og dermed hæver dets pris; også på denne led er der fælles interesser mellem arbejdsløse og beskæftigede.
Denne sammenhæng mellem teori og interesser er indlysende, men løser jo ikke spørgsmålet om, hvilken teori der faktisk er rigtig. Det vil føre alt for vidt at diskutere dette spørgsmål i denne bog, men det er givet at der i hvert fald er to forudsætninger for at den keynesianske mekanisme kan aktiveres. For det første skal den øgede efterspørgsel grundet højere løn rette sig mod dansk-producerede varer; det var langt hen ad vejen tilfældet i mellemkrigstiden.xxviii For det andet skal der være ledige med de rette kvalifikationer, men det var næppe et problem i datiden, hvor en masse jobs kunne besættes af ufaglærte.
SD var på papiret et marxistisk parti, men Marx havde ikke meget at sige om økonomisk politik; marxismen var et ideologisk våben, ikke en handlingsanvisning til en for arbejderne gunstig økonomisk politik. Denne måtte derfor opfindes, men det gjorde man ikke; derfor faldt partiet tilbage til de gældende økonomiske sandheder, så det kunne ved overenskomstforhandlinger være svært at imødegå arbejdsgivernes argumenter for lønreduktioner. Det er opsigtsvækkende, at den socialdemokratiske finansminister Bramsnæs i sine erindringer frejdigt kunne erklære, at han af hjertet var liberalist.xxix Dette gælder makroøkonomisk politik, men i den overordnede, strukturelle politik var mellemkrigstidens socialdemokrater stadig tilhænger af planøkonomi, således Stauning: “Liberalismens tid er forbi, og kræfternes frie spil anerkendes ikke. Vi lever under kontrolleret og reguleret kapitalisme”.xxx
Fraværet af en sammenhængende socialistisk økonomisk politik svækkede naturligvis arbejderklassen i dens kamp med kapitalen. Teorien er lillebror i forhold til interesserne, så SD’s opslutning om deflationspolitikken må som nævnt grundlæggende tages som udtryk for, at de beskæftigedes interesser vejede tungest. At denne interessevaretagelse ikke var særlig effektiv – som nævnt forbedredes reallønnen meget langsomt – er en anden sag.
Overhovedet gav dette ‘reaktionens årti’, som Hansen og Henriksen kalder 20erne, trange tider for arbejdsløse, som især under Madsen-Mygdal fik reduceret deres ydelser og strammet deres vilkår. Også andre marginaliserede fik deres kår forringet. Generelt er det umuligt at overse ligheden med dagens Danmark: En nedskæringspolitik, der især går ud over de svageste, og en økonomisk teori der afspejler arbejdsgivernes interesser.
Den generelle deflationspolitik for at styrke kronens værdi lagde et voldsomt pres på arbejderbevægelsen, der blev markant svækket i forhold til kapitalen. Presset udløste interne spændinger, grænsende til splittelse. Ved overenskomstforhandlingerne i 1925 krævede arbejdsgiverne lønreduktioner på op til 10%. De Samvirkende Fagforbund, som LO hed dengang, varslede strejke, men gik med til et ikke særlig favorabelt kompromis efter pres fra Stauning, der på dette tidspunkt var statsminister; han frygtede at en konflikt ville svække eksporten og dermed lede til valutatab. Men Arbejdsmændenes Forbund under Lyngsie sagde nej og indledte en strejke. Det fik de ikke meget ud af, men resultatet blev at arbejdsmændene meldte sig ud af de Samvirkende Fagforbund, således at fagbevægelsen et par år var splittet.
Samtidig kom det frem, at Stauning havde forberedt et lovindgreb, hvis konflikten var fortsat. Det signalerede at arbejderklassens interesser, som udtrykt af fagbevægelsen, måtte underordne sig landets interesser, som opfattet af SD. SD var dermed ændret fra et klasseparti til et folkeparti, om end det først var i 30erne, med Danmark for Folket osv., at forvandlingen blev officiel.
30-ernes krise ramte naturligvis arbejderklassen hårdt, om end ikke så hårdt som landbruget.
Arbejdsløsheden steg til omkring 30% i 1932 og 1933, og samtidig faldt reallønnen frem til 1937; i resten af 30erne lå arbejdsløsheden omkring 20%, mens reallønnen rettede sig sidst i årtiet, da verdenskrisen begyndte at klinge af, især takket være oprustningen.
Som nævnt etableredes kapitalkontrol med oprettelsen af Valutacentralen. De borgerlige partier så dette som en nødløsning, og snart arbejdede de for at den blev nedlagt.
SD betragtede derimod Valutacentralen på samme måde som 1. Verdenskrigs Overordentlige Kommission, nemlig som noget, der pegede fremad mod socialismen. Verdenskrisen havde vist at markedet ikke kunne regulere sig selv, således som de økonomiske lærebøger ellers forklarede. Den kaotiske kapitalisme måtte derfor inddæmmes og på sigt erstattes af planøkonomi. Her var Stauning ikke bleg for at henvise til at planøkonomien i såvel Hitlers Tyskland som Stalins Rusland havde afskaffet arbejdsløsheden.xxxi Og som vi så i forrige kapitel ønskede SD nok at kontrollere monopoler og aktieselskaber, men ikke at opløse disse formodede kimformer for fremtidens planøkonomi.
For SD kom socialisme til at betyde statsstyring eller – om man vil – demokratisk regulering. Den gamle idé om arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne var ikke længere aktuel; den idé stammede fra en tid, hvor staten var kapitalens stat og derfor uanvendelig i kampen. Dette skift i den socialdemokratiske ideologi afspejlede partiets udvikling fra et arbejderparti, der snævert varetog denne klasses interesser, til et folkeparti, der varetog hele samfundets interesser (bortset fra nogle få udbyttere). Og folkets interesser kommer til udtryk i en stat, hvor flertallet bestemmer. Denne ændring i den socialdemokratiske teori og praksis blev voldsomt kritiseret af kommunisterne (og af senere marxistiske historieskrivere) som revisionisme, hvilket da også ubetvivleligt var tilfældet i forhold til klassisk marxisme.
Dette betød at den egentlige, uhæmmede klassekamp på arbejdspladserne blev noget, der forstyrrede samfundsinteressen. Derfor inddæmmede regeringen den faglige kamp ved direkte og indirekte indgreb i overenskomstforhandlingerne. Der var tilløb hertil i 20erne (jf. den dramatiske situation i 1925), men i 30erne blev politikken sat i system. Ved Kanslergadeforliget i 1933 dekreteredes uændret forlængelse af overenskomsterne, hvilket denne gang var til fordel for arbejderne (med faldende priser havde arbejdsgiverne krævet lønreduktioner). Forligsmandsloven fra 1934 gjorde det vanskeligere for arbejderne at forkaste et mæglingsforslag, dels ved at forligsmanden kunne sammenkæde afstemningerne, således at et enkelt forbund ikke kunne sige nej og erklære strejke, dels ved at kompetente forsamlinger fik mere at skulle have sagt i forhold til urafstemninger. Det interne demokrati i fagbevægelsen blev for så vidt svækket. Dertil kom at regeringen greb direkte ind i 1934, 1936 og 1937 ved at fastsætte arbejdsvilkårene ved lov eller ved tvungen voldgift. Noget af det specielle ved den ‘danske model’ siges jo at være, at arbejdsmarkedets parter selv aftaler løn og arbejdsvilkår; det har generelt ikke været tilfældet siden 1933, men myten fastholdes, måske af hensyn til fagbevægelsens selvagtelse.
Jeg har beskrevet kampen mellem gårdmænd og byarbejdere som en indirekte klassekamp, fordi parterne ikke stod direkte overfor hinanden og derfor mest mødtes på det politiske plan. Det samme var i 1930erne faktisk tilfældet ved klassekampen mellem arbejdere og arbejdsgivere. Nok forhandlede de overenskomster, men de to parter havde ikke det sidste ord. I sidste instans var det flertallet i Folketinget, der bestemte. Reguleringen af den økonomiske magt var blevet forskubbet til det politiske plan, hvilket gjorde valgene langt mere betydningsfulde.
Var denne udvikling så til fordel for arbejderne? Det er umuligt at sige, eftersom et svar ville forudsætte at vi kunne sammenligne med det alternative scenarium, hvor de to parter agerede i en fri strid. Arbejdsløsheden var høj og reallønnen faldt, men havde det været værre for arbejderne uden politiske indgreb? Her må det huskes at en dyb krise med et stort overudbud af arbejde i sig selv svækker arbejderklassen ved at lægge et tungt pres på lønnen.
Vi har set at SD i 20erne prioriterede de beskæftigede over de arbejdsløse. Hvordan var situationen i 30erne? Her må det først siges, at efter keynesiansk tankegang er der i krisetider ingen modsætning mellem de to hensyn, for høj løn betyder øget købekraft i samfundet og derfor mindre arbejdsløshed; hertil kommer at lavere arbejdsløshed som nævnt reducerer arbejdsudbuddet og dermed dæmper presset på lønningerne.
Socialdemokraterne var helt bevidst om vigtigheden af at mindske arbejdsudbuddet. I 1937 blev pensionsalderen nedsat fra 65 til 60 år, således at de ældre slap for ofte hårdt arbejde, som så kunne udføres af yngre arbejdsløse; ved samme lejlighed blev overarbejde forbudt. Året efter vedtoges en ferielov, der udvidede ferieperioden betydeligt ved at lovfæste en ferieret på 12 dage årligt for alle lønmodtagere.xxxii Formålet med disse initiativer var dobbelt, dels ønskede man at begrænse de beskæftigedes arbejde, således at der blev plads til de arbejdsløse, dels ville man gøre de beskæftigedes arbejdsliv mindre stressende. Det gjaldt altså om at slå to fluer med ét smæk ved, på planøkonomisk vis, at fordele arbejdet. Som bekendt er den aktuelle krisepolitik præcis den modsatte: arbejdsudbuddet skal øges, mens de beskæftigede skal presses til at yde mere.
Regeringen søgte også at bekæmpe arbejdsløsheden, især blandt unge, ved at iværksætte forskellige offentlige arbejder, fx Lillebæltsbroen. Tankegangen var den simple, at når kapitalen ikke kunne skaffe arbejdspladser, måtte det offentlige træde til (i dag fyrer man tværtimod offentligt ansatte). Desuden fremmedes det sociale boligbyggeri; dette blev bygget af private, men med offentlig kontrol som ‘betaling’ for støtten.
Men i øvrigt var krisepolitikken ikke præget af en keynesiansk tankegang om, at det under en krise gjaldt om at øge efterspørgslen i økonomien ved at øge de offentlige udgifter (flere offentlige investeringer, øget offentligt forbrug til skoler, hospitaler etc., stigende overførselsindtægter).xxxiii De danske socialdemokrater var, ligesom Rooseveldt i USA, ideologisk bundne af den ortodokse teori om vigtigheden af balancerede offentlige budgetter, og større offentlige udgifter betyder jo offentligt underskud. Derfor var der ikke mange penge til en ekspansiv finanspolitik, og nettoresultatet var da også at denne finanspolitik var neutral (svagt kontraktiv i kommunerne, svagt ekspansiv for statens vedkommende).xxxiv
Her må det dog tilføjes, at det offentlige den gang fyldte langt mindre i den samlede økonomi end i dag, hvorfor en stigning i de offentlige udgifter på fx 10% ville have haft en langt ringere makroøkonomisk effekt. Det, der virkelig kunne have banket den samfundsmæssige efterspørgsel i vejret, ville have været en mærkbar stigning i reallønnen, men det pressede SD ikke på for at få, trods den ultimative politiske kontrol med overenskomstforhandlingerne.
Generelt vil jeg vurdere, at SD i 30erne gjorde mere for de arbejdsløse end for de beskæftigede, altså vendte 20ernes prioritering på hovedet. Reallønnen fik som nævnt lov til at falde betydeligt, mens der trods alt var mange initiativer til at fremme beskæftigelsen. Hertil kom at der gennemførtes store forbedringer for de arbejdsløse. I 1931, da krisen var under opsejling, opbrugte flere og flere deres ret til dagpenge. Det blev imødegået af midlertidig hjælp til arbejdsløse, senere udvidet til også at omfatte ikke-forsikrede; i 1933 oprettedes fortsættelseskasser, med betydelig statslig støtte. Videre øgedes den gennemsnitlige understøttelsesperiode fra 115 dage til 181 dage. Og endelig forhøjedes dagpengene med 15% i 1936, hvor Folketinget også vedtog at lempe dagpengebetingelserne, således at man nu var berettiget til ydelser, hvis man havde arbejdet 6 måneder indenfor de sidste to år (tidligere var kravet 10 måneder).
På alle punkter fører man som bekendt i dag præcis den modsatte politik overfor de arbejdsløse; det hænger sammen med at hvor man i dag betragter arbejdsløshed som et individuelt problem, der kan kureres med øgede positive og negative incitamenter, så man i 30erne arbejdsløshed som et socialt problem, frembragt af kapitalismens manglende evne til at få økonomien til at hænge sammen.
Under besættelsen faldt reallønnen lidt i de første par år. I 1940 ønskede Venstre nominelle lønreduktioner; resultatet af forhandlingerne blev et lønstop, men da pristalsreguleringen samtidig ophævedes indebar krigsinflationen et fald i reallønnen. Videre blev der oprettet et Arbejds- og Forligsnævn, der fastsatte lønningerne ved tvungen voldgift, og som stort set forbød strejker. Mere fuldstændigt end i 30erne blev klassekampen således suspenderet, men reguleringen var nu mindre fordelagtig for arbejderklassen.
Arbejdsløsheden steg betydeligt i 1940, hvilket blev imødegået med en ‘arbejdsfordelingslov’, der var baseret på samme filosofi som initiativerne i 30erne; gennem frivillige aftaler mellem virksomheder og fagforbund fik 20.000 arbejdsløse arbejde ved at beskæftigede arbejdede mindre (med delvis kompensation for den tabte arbejdsfortjeneste). Loven var gældende frem til 1946. Takket være denne lov, men vel især fordi krigen indebar mange og nye arbejdsopgaver, faldt arbejdsløsheden voldsomt, helt ned til 8% i 1944. Men samtidig strammede regeringen, især på krav fra Venstre, vilkårene for de arbejdsløse, der bl.a. blev tvunget til at arbejde for den tyske krigsindustri (vægring medførte tab af dagpenge).xxxv
Fra 1943 øgedes arbejderklassens kampkraft, opmuntret af den lave arbejdsløshed og af krigsudviklingen. Der kom flere og flere strejker, dels politisk, dels økonomisk begrundet, og reallønnen begyndte at stige; især sejren i Folkestrejken i 1944 gav arbejderne fornyet tiltro til sig selv. Denne offensiv fortsatte med flere strejkebølger i de første efterkrigsår.
Hele udviklingen minder slående om situationen under og lige efter 1. Verdenskrig: Lønfald i de første år, derefter og frem til 1921 lønstigninger. Der var tale om en generel og skarp venstredrejning, hvor SD i 1945 lancerede et nyt program, Fremtidens Danmark, der plæderede for en decideret planøkonomi; selv de borgerlige partier talte om at staten skulle føre konjunkturpolitik for at modvirke arbejdsløshed. Baggrunden var naturligvis kommunisternes nyvundne styrke. Det var i realiteten den Røde Hær, der havde nedkæmpet nazismen, og kommunisterne havde udgjort rygraden i såvel den danske som den øvrige europæiske modstandskamp; ved valget i 1945 fik DKP da også 12,5% af stemmerne. Det var ‘pay-back time’ for arbejderne.
Perioden fra 1947 til 1957 var rolige år, bortset fra storkonflikten i 1956, som den socialdemokratiske regering stoppede, til stor vrede for arbejderne.
Den kommunistiske trussel mod SD blegnede hastigt, efter at DKP var blevet halveret ved valget i 1947, og efter at indledning af den Kolde Krig omtrent samtidigt gav vind i sejlene for en kraftig anti-kommunistisk bølge. Krigstidens rationeringer blev afskaffet, hvilket var et skridt i liberal retning, og SD lagde de planøkonomiske tanker på hylden. For så vidt fik vi, som efter 1. Verdenskrig, en kontrarevolutionær fase.
Alligevel var alt ikke ved gamle. Keynes’ teorier vandt indpas hos SD, og der var generel enighed om, at samfundet havde en pligt til at imødegå arbejdsløshed gennem konjunkturpolitik, omend en Keynesiansk politik havde svært ved at slå igennem grundet problemerne med betalingsbalancen frem til 1957. Arbejdsløsheden blev ikke afskaffet, men var dog med omkring 10% kun halvt så høj som i 30erne. Reallønnen steg støt og roligt – mere end de gennemsnitlige indkomster – og især i begyndelsen af 50erne var der pæne stigninger, takket være Marshall-hjælpen og højkonjunkturen under Koreakrigen (1950-53).
Den statslige styring af arbejdsmarkedet løsnedes noget. Det førte ikke til en opblussen af klassekampen, men til at samarbejdet mellem arbejdere og arbejdsgivere udbyggedes; arbejderne accepterede produktivitetsfremmende rationaliseringer, der i sig selv betyder mindre behov for arbejde, men fik til gengæld bedre økonomisk kompensation ved sygdom, 3 ugers sommerferie, bedre regler om opsigelsesvarsel og nedsættelse af arbejdstiden i fag med en arbejdstid over 48 timer.
Sammenfatning
Økonomisk set drejer klassekampen sig om fordelingen af nettoproduktet mellem arbejde og kapital, altså mellem løn og profit. Lønkvoten er et mål for resultatet af denne klassekamp, idet den udtrykker arbejdernes andel af nettoproduktet (kapitalisternes andel er profitkvoten), men det er et meget groft mål, eftersom både flere arbejdere (øget beskæftigelse) og højere realløn for hver enkelt vil øge kvoten (nærmere i Kapitel 9). Da antallet af beskæftigede vokser gennem hele periode, må vi som udgangspunkt forvente en voksende lønkvote.
I årene frem til 1914 voksede reallønnen lidt mindre end produktiviteten og dermed nettoproduktet. Derfor faldt lønkvoten lidt.xxxvi I øvrigt er der kun direkte tal for lønkvoten efter 1925.xxxvii Generelt er reallønnen et resultat af dels produktiviteten (‘kagens størrelse’), dels lønkvoten (‘kagens fordeling’), men i denne periode skyldes de kraftige udsving i reallønnen givetvis skift i lønkvoten.
Under 30ernes verdenskrise faldt lønkvoten. Det kan ikke undre. Den store arbejdsløshed svækkede arbejdernes forhandlingsposition og regeringens politik tilstræbte løntilbageholdenhed.
Under besættelsen faldt lønkvoten frem til 1944. Derefter ser vi et meget stort hop i 1946, hvilket afspejler den intensiverede klassekamp i disse år. Igen i begyndelsen af 50erne får vi en stigning til et højere niveau. Her skal man dog være opmærksom på, at den almene lønkvote kan vokse, fordi arbejderne generelt får en større andel, eller fordi økonomiens struktur skifter fra brancher med lav til brancher med høj lønkvote (hvilket der kan korrigeres for i den såkaldte ‘standardberegning’ af lønkvoten), og netop i 50erne viser den standardberegnede lønkvote sig at være konstant. Stigningen i den ordinære lønkvote afspejler altså ikke automatisk en succesfuld klassekamp.xxxviii
Gennem hele perioden vokser arbejderklassen, både absolut og relativt, men efter 1940 er det især takket være fremgangen for privatansatte funktionærer.
Andelen af selvstændige falder, især på landet (husmænd og gårdejere), mens byernes selvstændige (håndværkere og småkøbmænd) nogenlunde holder skansen efter 1921. Andelen af offentligt ansatte fordobles, mens huslige lønarbejdere (husassistenter) næsten udryddes som kategori.
De to centrale klassekampe var mellem byarbejdere og gårdmænd og mellem byarbejdere og arbejdsgivere. Den første var en indirekte kamp, idet interessemodsætningerne især kom til udtryk på det politiske plan, i rivaliseringen mellem SD og Venstre; i 1930erne og igen efter 1952/53 trak arbejderne det længste strå, mens gårdmændene profiterede af 1. Verdensskrig og besættelsestiden. Kampen mellem byarbejderen og arbejdsgiverne bølgede frem og tilbage. Før 1914 høstede arbejdsgiverne broderparten af produktivitetsfremgangen; i de første år af verdenskrigen blev reallønnen trykket i bund, derefter gav et næsten revolutionært opsving meget store lønstigninger, som derefter til dels blev rullet tilbage under fredskrisen og den tilhørende kontrarevolution. I 30erne pressede den store arbejdsløshed lønnen og denne tendens fortsatte i de første år af besættelsen. Derefter vendte bøtten og i efterkrigstiden steg reallønnen stedse.
Arbejdsløsheden bestemtes af de økonomiske konjunkturer og af den økonomiske politik. Deflationspolitikken i 20erne, der blev støttet af SD, gav betydelig arbejdsløshed, men i slutningen af 20erne og begyndelsen af 30erne lettedes situationen. Da verdenskrisen ramte Danmark skød arbejdsløsheden naturligvis i vejret, men nu blev den modvirket af Stauning-regeringens arbejdsfordelingspolitik. Under besættelsen havde arbejdsløsheden en faldende tendens, men frem til 1957 lå den ret højt (omkring 10%), fordi Danmark ikke kom med i det Vesteuropæiske opsving.
Statistisk appendiks
Til Tabel 4.1, 4.2 og 4.3.
Kilde: Goul Andersen, 1979: 100.
Til Tabel 4.4.
Denne udskillelse af de offentlige ansatte er langt fra enkel, teknisk set.
Jeg har taget udgangspunkt i Goul Andersens tal for offentlige ansatte i 1940, 1950 og 1960, jf. Goul Andersen, 1979: 116, hvor det opregnes hvilke, der tælles med, og hvilke ikke; disse tal relateres så til tallene for den samlede arbejdsstyrke s. 99. Kriteriet er at deres lønninger afholdes af det offentlige og at der ikke produceres med ‘profitskabelse for øje’. De store poster er statslig og kommunal administration, offentlig transport og kommunikation (jernbaner, post og telegraf), uddannelse og sundhed; 80% af ansatte ved jernbanerne anslås at være offentligt ansatte. Jeg har – modsat Goul Andersen – medtaget ansatte ved offentlige værker (oplyst i folketællingerne for 1940, 1950 og 1960 og for tidligere år i erhvervstællingen fra 1935, hvor jeg har måttet interpolere mellem de her oplyste årstal).
Goul Andersen anfører ikke tal for offentligt ansatte før 1940, hvilket skyldes at statistikken her ikke tillader en opdeling på arbejdere og funktionærer indenfor det offentlige. Denne opdeling er vigtig i hans sammenhæng, men ikke i min, og faktisk kan der i de forskellige udgaver af Statistisk Årbog findes samlede tal for offentligt ansatte for 1921 og 1930; disse tal (hhv. Statistisk Årbog 1930, Tabel 12, og Statistisk Årbog 1940, Tabel 13) er baseret på en sammentælling af de kategorier, som Goul Andersen regner for offentlige.
Tallene for 1901 og 1911 er beregnet ud fra hhv. Statistisk Årbog 1911, Tabel 33, og Statistisk Årbog 1921, Tabel 32. Offentligt ansatte findes under kategorien ‘immateriel produktion’ (med udelukkelse af ‘litterær virksomhed’); her findes de store poster som administration, uddannelse og sundhed. Desværre kan offentligt ansatte indenfor ‘transport og trafikvirksomhed’ ikke adskilles fra de privatansatte; i 1921 udgjorde de 63% af offentligt ansatte i ‘immateriel produktion’, og med et slag på tasken har jeg antaget det samme forhold i 1901 og 1911, altså lagt 63% oveni tallene for ‘immateriel produktion’.
Til Tabel 4.5.
Kilder: Om gårdmænd, se Statistisk Årbog 1910, tabel 33; St.Å. 1920, tabel 33; St.Å. 1930, tabel 12; St.Å. 1935, tabel 11; St.Å. 1946, tabel 12; St. Å. 1960, tabel 13; St.Å. 1965, tabel 19.
Om byarbejdere, se Goul Andersen, 1979: 99 (tabel 3.4, der giver de absolutte tal, mens tabel 4.1 ovenfor gav de relative).
I 1921 blev Sønderjylland en del af Danmark; denne landsdel bidrog med 5.000 gårdmænd; trækkes dette tal fra, ses det at der reelt har været et betydeligt fald i antal af gårdmænd 1911-21, i overensstemmelse med landbrugets tilbagegang i perioden.
Tabel 4.6.
Kilder: Hansen og Henriksen, 1984, I: 177, 189, 317 og 361, samt Hansen og Henriksen, 1984, II: 31 og 170. Her kan findes oplysninger om, hvordan gårdmændenes indkomster beregnes.
Tabellen skal læses med forsigtighed. Dens tre sektioner, adskilt med to sæt dobbeltstreger, er ikke umiddelbart sammenlignelige, fordi der er tale om lidt forskellige opgørelsesprincipper. Frem til 1944 står ‘gårdmænd’ for ejere af fra 10 til 100 ha, derefter for ejere af 20-30 ha. ‘Arbejdere’ inkluderer frem til 1944 landarbejdere, efter 1948/49 betyder ‘arbejdere’ faglærte (by)arbejdere. Derfor skal man hæfte sig ved udviklingen indenfor de tre perioder (sektioner). Da der er tale om nominalbeløb er der ikke taget højde for prisændringer, så udviklingen over tid siger ikke meget om udviklingen i realindkomstens udvikling for de to klasser; kun deres relative forhold belyses.
Til Tabel 4.7.
Kilde: Olsen, 1962: 212 og 214.
Reallønnen er for håndværk og industri. Arbejdsløsheden gælder medlemmer af arbejdsløshedskasserne.
Tabel 4A. Realløn og arbejdsløshedsprocent, alle årene mellem 1914 og 1957
| Realløn (1914=100) | Arbejdsløshedsprocent | |
| 1914 | 100 | 10 |
| 1915 | 88 | 8 |
| 1916 | 86 | 5 |
| 1917 | 85 | 10 |
| 1918 | 95 | 18 |
| 1919 | 137 | 11 |
| 1920 | 148 | 6 |
| 1921 | 156 | 20 |
| 1922 | 142 | 19 |
| Gnsn. 1914-22 | 115 | 12 |
| Realløn (1914=100) | Arbejdsløshedsprocent | |
| 1923 | 132 | 13 |
| 1924 | 133 | 11 |
| 1925 | 143 | 15 |
| 1926 | 147 | 21 |
| 1927 | 145 | 22 |
| 1928 | 146 | 18 |
| 1929 | 149 | 16 |
| Gnsn. 1923-29 | 142 | 16,5 |
| Realløn (1914=100) | Arbejdsløshedsprocent | |
| 1930 | 140 | 14 |
| 1931 | 149 | 18 |
| 1932 | 149 | 32 |
| 1933 | 144 | 29 |
| 1934 | 140 | 22 |
| 1935 | 137 | 20 |
| 1936 | 134 | 19 |
| 1937 | 132 | 22 |
| 1938 | 137 | 21 |
| 1939 | 139 | 18 |
| Gnsn. 1930-39 | 140 | 21,5 |
| Realløn (1914 = 100) | Arbejdsløshedsprocent | |
| 1940 | 138 | 24 |
| 1941 | 130 | 18 |
| 1942 | 131 | 15 |
| 1943 | 138 | 11 |
| 1944 | 146 | 8 |
| 1945 | 160 | 13 |
| Gnsn. 1940-45 | 140,5 | 15 |
| Realløn (1914= 100) | Arbejdsløshedsprocent | |
| 1946 | 171 | 9 |
| 1947 | 182 | 9 |
| 1948 | 193 | 9 |
| 1949 | 197 | 10 |
| 1950 | 199 | 9 |
| 1951 | 197 | 10 |
| 1952 | 206 | 12 |
| 1953 | 213 | 9 |
| 1954 | 221 | 8 |
| 1955 | 221 | 10 |
| 1956 | 226 | 11 |
| 1957 | 233 | 10 |
| Gnsn. 1946-57 | 205 | 9,5 |
Noter
i Olsen, Lars o.a. 2014: 91.
ii Man finder ingen systematisk udarbejdet klasseteori hos Marx. Han starter på en sådan – må vi formode – i Kapitel 22 af Das Kapital, Bind 3, men manuskriptet (redigeret af Engels) brydes af efter én side, hvor klasserne blot er bestemt efter revenuformen (indkomstformen). Marx’s videre teori om arbejderklassen må baseres på, hvordan han bruger begrebet i sine tekster, især Das Kapital, Bind 1, Kapitel 4, om det almene forhold mellem kapital og arbejde.
iii Nærmere om denne Marx-kritik – og forsøg på at omgå problemet – i Lundkvist, 2004, Bind II: Kapitel 22. – Engels foreslog at arbejdskraften ikke sælges, men blot udlejes; men at udleje arbejdskraften er identisk med at sælge dens ydelse, dvs. arbejdet, på samme måde som udleje af et fjernsyn i et år er identisk med at sælge ét års fjernsynsydelse. Så Engels løser slaveproblemet – blot for at bekræfte at det er arbejdet, ikke arbejdskraften, der købes og sælges.
Min kritik af arbejdsværdilæren som sådan kan findes i Lundkvist, 1981: Kapitel 9.
iv Mens kontorpersonale (‘white collars’) ofte er tæt på arbejdsgiveren og derfor på afstand af ‘rigtige’ arbejdere, gælder dette ikke chauffører etc.; her giver merværditeorien en utroværdig klassificering. Sådanne (selvskabte) problemer er til tider søgt løst ved at betragte transport som produktionens ‘finishing touch’, eller ved at sige at det er arbejdskollektivets og ikke den enkelte arbejders funktioner, der er afgørende. Se også Goul Andersen, 1979: 27ff, for en kort diskussion af den marxistiske afgrænsning af arbejderklassen.
Helt generelt betragter Marx ikke service-arbejde som produktivt.
Produktivt arbejde bestemmes i udgangspunktet som merværdiskabende arbejde, for det relevante kriterium er, hvad der er produktivt for kapitalen (Marx, 1861-63a: 122ff); ud fra den betragtning er industri- og servicearbejdets konkrete forskellighed ligegyldig.
Men for at et arbejde overhovedet skaber værdi, endsige merværdi, skal det materialiseres i en vare, for kun som sådan kan værdien akkumuleres og dermed øge kapitalen; og servicearbejde forbruges samtidig med at det ydes, dvs. det resulterer ikke i et fysisk produkt, en vare, der derefter forbruges, jf. “Når arbejdet sælges for at forbruges som brugsværdi, som tjeneste … er arbejdet ikke produktivt arbejde og lønarbejderen ingen produktiv arbejder” (Marx, 1961-63b: 66f; smlgn. også s. 74 om akkumulation, og Marx, 1861-63a: 143, hvor det umisforståeligt hedder, at “produktivt arbejde er sådant, der producerer varer, uproduktivt arbejde sådant, der producerer personlige tjenester”). I Sovjetunionen drog man heraf den konsekvens, at tjenesteydelser ikke blev indregnet i nationalproduktet, hvilket skabte store problemer med at sammenligne med de kapitalistiske landes BNP.
Det skal dog også med, at Marx andre steder betragter serviceearbejde som merværdiskabende, fx når en sangerinde arbejder for et kapitalistisk drevet teater (Marx, 1961-63b: 70).
Denne ambivalens (eller forvirring) bunder i en ambivalens mellem en social og naturalistisk bestemmelse af (arbejds)værdien og det abstrakte arbejde, der ligger bag denne. På den ene side er værdien rent social og indeholder ‘ikke ét atom naturstof’, ligesom det abstrakte arbejde er abstrakt, netop fordi al konkrethed er bortabstraheret. På den anden side er værdi ‘materialiseret’ arbejde og abstrakt arbejde fysiologisk aktivitet, således at én times intensivt arbejde tæller mere end én times mindre intensivt arbejde; dette harmonerer med, at kapitalismens elementarpartikel – varen – hos Marx er fysisk eller tingslig (Marx, 1867: 49, jf. min kritik i Lundkvist 1981: 203ff).
v Nogle servicearbejdere er selvstændige, fx frisører, og derfor småborgere. Her er problemet for marxistisk økonomisk teori, at der ikke kan påberåbes et fundamentalt salg af arbejdskraft bag det umiddelbare salg af arbejdsydelsen (en klipning); så her slår Ricardo’s problem klart igennem, nemlig at salg af arbejde som sådan invaliderer arbejdsværdilæren.
vi Det er en kendsgerning, at den engelske arbejderbevægelse aldrig tog et opgør med imperialismen, altså aldrig solidariserede sig med de fattige i hvad der senere kaldtes den Tredje Verden; om det skyldes at dens ledere var ‘bestukket’ af imperialistiske profitter, kan diskuteres.
vii Goul Andersen, 1979: 111f.
viii I 1940 udgjorde funktionærerne således godt 47% af arbejdsstyrken indenfor handel og transport, men kun knap 10% indenfor industri og håndværk (beregnet ud fra Tabel 20 i Hansen/Henriksen, I, 1984: 336).
ix Goul Andersen, 1979: 65. Bogens hovedsigte er at analysere mellemlagenes politiske præferencer. Forfatteren gør i øvrigt opmærksom på, at Socialdemokratiet af indlysende årsager begreb funktionærer som arbejdere, altså en del af bevægelsen.
x Dette karakteristikon ved funktionærerne fremhæves i en anden marxistisk analyse, nemlig Braskhøj o.a., 1976: 18f, hvor det også lidt opgivende hedder at disse mellemlag er en “brokkasse, hvor man placerer dem, der ikke kan puttes ind andre steder.”
xi Folketællinger blev afholdt i 1901, 1911, 1916, 1921, 1930, 1940, 1950, 1960, 1965 og 1970; desuden var der erhvervstællinger i 1925, 1935, 1948 og 1958. Dette righoldige materiale indeholder nogle udfordringer, først og fremmest fordi kategorierne og deres indhold skifter gennem tiden; det må der korrigeres for, for at sikre at tallene for de forskellige år er sammenlignelige.
Min grundlæggende periode er 1901-57, fordi folkepensionen i sidstnævnte år markerer skift til velfærdskapitalisme, og fordi højkonjunkturen nu starter. Men det statistiske materiale medfører at 1960 er slutåret for klasseforskydningerne.
xii Hansen og Henriksen, I, 1984: 51 (tabel 3) og 336 (tabel 20), samt Hansen og Henriksen, II, 1984: 201, har andre absolutte tal og andele end Goul Andersen, især grundet en anden kategorisering af husarbejdere. Men tendensen er den samme: Stadig nedgang i de selvstændiges andel; for manuelle arbejdere mindre stigning i andelen til 1919, stagnation i andelen i 20erne, vækst i 30erne og stagnation derefter; funktionærernes andel vokser gennem hele perioden. Ejendommeligt nok henviser Hansen og Henriksen ikke til Goul Andersen, som på sin side ikke refererer til Busck o.a., 1976.
xiii Goul Andersen, 1979: 71.
xiv I tabellerne ses bort fra husmødre (der ikke skal sammenblandes med medhjælpende hustruer). Ligesom husassistenter er dette en befolkningsgruppe, der stort set ikke længere eksisterer, men fx i 1940 var 24% af voksne kvinder husmødre (Statistisk Årbog 1950, Tabel 13). Det rimelige i at ignorere disse kvinder i analysen kan bestemt diskuteres, men det er klart at de falder udenfor kategorierne (løn)arbejdere, funktionærer og selvstændige.
xv Hertil kom byernes intellektuelle, med Hørup i spidsen. De var vigtige politisk og kulturelt, men var antalsmæssigt en lille gruppe.
Som nævnt spillede den talstærke gruppe af landarbejderne næsten ingen rolle; deres svaghed beroede på deres ringe grad af organisering – endnu i slutningen af 30ene var kun 10% organiseret – hvilket igen skyldtes at de var geografisk spredt, at mange havde ambitioner om at blive selvstændige, og at endnu flere mentalt var på vej til byerne (Hansen og Henriksen, 1984, I: 194).
xvi Loven var inspireret af georgismen, der ønskede en inddragelse af samfundsskabte værdistigninger på jorden; georgismen stod på dette tidspunkt stærkt i RV (og SD havde oprindeligt ønsket en decideret socialisering af al jord).
Statshusmandsbrug var vel ikke socialisme, men neutraliserede dog markedets indflydelse på jordpriserne og dermed på husmændenes livsvilkår. Det er derfor forståeligt at de liberale Venstre-regeringer i 20erne modarbejdede idéen, men generelt holdt lovgivningen helt frem til 50erne hånden under husmændene (hvorefter denne klasse stort set forsvandt fra landets overflade i løbet af få år).
xvii Andelen af større brug over 30 hektar forblev stort set uændret fra 1919 til 1960, jf. Pedersen, 1960: 121 (tabel 6.1).
xviii Den umiddelbare parallel til andelsbevægelsen var kooperationen, med dens mere direkte form for økonomisk demokrati (virksomhederne var aktieselskaber, hvor fagbevægelsen ejede aktierne), men kooperationens omsætning udgjorde blot 10% af andelsforeningernes. Tanken var, på markedsøkonomiens vilkår, at etablere en produktion, der var lidt billigere og behandlede de ansatte lidt bedre end markedsnormen, og målet var på sigt at etablere en levedygtig konkurrent til de kapitalistiske virksomheder. Når kooperationen aldrig slog igennem – og i dag er en skygge af sig selv – skyldes det dels, at det er svært at konkurrere med éntydigt profitmaksimerende virksomheder, dels at den aldrig fik helhjertet politisk støtte fra SD; oprindeligt var partiet meget i tvivl om dette var vejen frem for socialismen og først i 1908 fik den det blå stempel.
xix Hansen, 1974, II: 9ff. Det følgende bygger på denne bog samt på Hansen og Henriksen, 1984, I.
xx Hansen og Henriksen, I, 1984: 245.
xxi Udtalelse fra Venstre’s gruppe, citeret fra Hansen og Henriksen, 1984, II: 49.
xxii Se hhv. Statistisk Årbog, 1930, Tabel 112, og Statistisk Årbog, 1961, Tabel 112.
xxiii Hansen og Henriksen, 1984; II: 166ff.
xxiv Statistisk Årbog, 2016: Tabellerne 261 og 348, samt s. 352.
xxv Hansen og Henriksen, 1984, I: 43 og 177.
xxvi Dette var en fordel for arbejderne, så længe der var inflation, men pristalsreguleringen ramte dem som en boomerang i de efterfølgende år, der var præget af deflation.
xxvii Kårsted, 1968, er den klassiske fremstilling af Påskekrisen.
xxviii Men denne forudsætning er ikke opfyldt i dag, hvor en stor del af vores forbrug tilfredsstilles af importerede varer; en effektiv keynesianske politik kræver derfor europæisk og/eller global koordinering. En sådan koordinering så vi faktisk i den succesrige krisepolitik i 2009/10, hvor de økonomiske stormagter fra USA over EU til Kina med keynesianske midler fik rettet op på den økonomiske vækst og reduceret arbejdsløsheden. I 2011 vendte EU tilbage til den velkendte nedskæringspolitik, med de velkendte resultater (Lundkvist, 2013: 50ff). Alternativt kan man målrette den øgede efterspørgsel til den offentlige sektor, fordi indslaget af import er minimalt for offentlige udgifter.
xxix Bramsnæs, 1965: 135.
xxx Citeret i Grelle, 2008: 328.
xxxi Grelle, 2008: 326f. – I en kongresudtalelse fra 1939 hedder det om planøkonomi: “Når de store lande – England, Tyskland og Frankrig og flere – således efterlignede hvad det kommunistiske Rusland forud havde iværksat, var der ingen grund til at tro at dette skete for en kort tid, og derfor er handelens og landbrugets forsøg på her i landet at gøre modstand imod det nye verdenssystem en tåbelighed” (s. 416).
xxxii Hansen og Henriksen, 1984, II: 337f og 389f. Derimod blev fagbevægelsens krav om en 40 timers arbejdsuge ikke imødekommet.
xxxiii Keynes’ hovedværk, The General Theory of Employment, Interest and Money, udkom i 1933, men lignende tanker var allerede da i omløb bl.a. i Sverige.
xxxiv Hansen og Henriksen, 1984, II: 386f.
xxxv Arbejdernes økonomiske vilkår under besættelsen har været meget diskuteret, jf. den grundige diskussion i Hansen og Henriksen, 1984, II: 30ff og 41ff. Frem til 1944 steg deres indkomster mindre end for landmænd, håndværksmestre og handlende, altså selvstændige erhvervsdrivende, men mere end for funktionærer, tjenestemænd og pensionister, hvis løn og indkomst kun vanskeligt kunne øges.
xxxvi Hyldtoft, 1999: 283.
xxxvii Tallene for lønkvoten, defineret som lønsummens andel af nettofaktorindkomsten, findes for 1926-58 hos Olsen, 1962: 213; jeg ser på byerhvervene og ser altså bort fra landbruget.
xxxviii Jf. Hansen og Henriksen, 1984, II: 205f.