Periodiseringen afspejler interessen, i dette tilfælde udviklingen i den danske kapitalismes struktur. Og her er 1957 og 1982 milepæle.
Jeg har tidligere argumenteret for perioden 1901 til 1957. I 1901 bryder kapitalismen igennem ved at få kontrol med byerhvervenes produktionsproces, men der er stadig store områder af den danske økonomi, der er behersket af simpel vareproduktion, og disse områder har frem til 1957 en forbløffende modstandskraft; således står den kapitalistiske industri i stampe i den første halve snes år efter krigen.
I 1957/58 sker der to ting. For det første kommer den internationale højkonjunktur til Danmark; væksten tager fat, men kapitalismen hænger – som vi skal se – fast i trædemøllen indtil 1970/73. For det andet markerer den vedtagne folkepension indledningen til en meget kraftig vækst i den offentlige sektor, hvilket giver kapitalen og dens princip om profitmaksimering et magtfuldt modspil.
Denne modsigelsesfulde strukturudvikling kan passende kaldes ‘velfærdskapitalisme’. Klassemæssigt ytrer den sig ved at antallet af offentligt ansatte eksploderer og når en tredjedel af arbejdsstyrken i 1982, mens den arbejderklasse, der står overfor en kapitalistisk arbejdsgiver, går tilbage; det giver anledning til nogle nye modsætninger blandt lønmodtagerne, hvilket vi ser nærmere på i næste kapitel.
Perioden afsluttes i 1982. Velfærdsstaten når da sit højdepunkt, både målt på den offentlige sektors andel af økonomien (BFI), og på de offentligt ansattes befolkningsmæssige vægt; at landet stander i våde, med stort underskud på betalingsbalancen, høj inflation og stor arbejdsløshed, er en anden sag. I årene derefter stagnerer velfærdsstaten på dette niveau, samtidig med at den nyliberale offensiv, markeret ved Poul Schlütter’s overtagelse af regeringsmagten, sætter ind, hvilket har til følge at kapitalen frisættes (dereguleres) og den offentlige sektors udhules indefra gennem kommercialisering og anden imitering af den kapitalistiske sektor.
I øvrigt må årene fra 1957 til 1982 opdeles i to, klart afgrænsede underperiode, idet 1973 markerer skellet mellem højkonjunktur og lavkonjunktur (oliekrisen), samtidig med at 1973 var det år, hvor jordskredsvalget satte en ny politisk dagsorden ved at bringe modstanden mod skatte- og velfærdsstaten frem i det åbne.
Efter et kort resumé af den politisk-økonomiske udvikling i perioden bliver opgaven i dette kapitel at undersøge, hvorledes styrkeforholdet mellem tre sektorer har udviklet sig: Den kapitalistiske sektor, den offentlige sektor og den del af økonomien, der er markedsorienteret, men ikke kapitalistisk domineret. Den første sektor er styret af profitmaksimering, den anden af demokratiet (Folketinget), og den sidste af producenternes ønske om konkret nytte (brugsværdi, snarere end bytteværdi/profit).
I næste kapitel ser vi nærmere på klassekampens vilkår i vor peeiode.
Den politisk-økonomiske udvikling
Tabellen nedenfor beretter nogle hovedtræk i den økonomiske udvikling i vor periode. Perioden er opdelt i tre nogenlunde lige lange underperioder, hvor de to første dækker højkonjunkturen og den sidste kriseårene; den dramatiske nedgang efter 1973 fremgår tydeligt.
Tabel 5.1. BFI, ledighed og realløn 1957-82
| Procenter | Årlig realvækst i BFI | Gnsn. arbejdsløshedsprocent | Årlig vækst i realløn |
| 1957-64 | 5,1 | 5,5 | 4,6 |
| 1965-73 | 4,4 | 3,2 | 5,5 |
| 1974-82 | 1,9 | 10,4 | 1,4 |
Det ses at efter stagnationen i de forudgående år tog væksten fart i 1957. Arbejdsløsheden faldt snart fra niveauet på omkring 10% i 50erne til noget, der lignede fuld beskæftigelse, og samtidig fik vi en betydelig vækst i reallønnen. Denne højkonjunktur fortsatte frem til oliekrisen, der i Danmark slår igennem i løbet af 1974.i
Den offentlige sektor undergik en vældig udvikling, med udbygning af børneinstitutioner, hospitaler, ældrepleje og uddannelsesinstitutioner. Den universelle velfærdstat fik sit gennembrud med folkepensionen fra 1957, og i 1973 afskaffedes sygekasserne, der var baseret på forsikringsprincippet, til fordel for gratis (skattefinansieret) sundhedspleje. Samme år udvidedes dagpengesystemet til at omfatte flere grupper og satserne øgedes.
Som vi skal se betød krisen ikke et stop for udbygningen af den offentlige sektor, snarere tværtimod, fordi den herskende politik så denne sektor som et bolværk mod krisen. Der førtes overvejende ekspansiv finanspolitik, og mens det private forbrug årligt kun voksede med 0,8% efter krisen, steg det offentlige forbrug med 3,8%; og mens de private investeringer faldt med en tredjedel, fastholdtes et højt niveau for de offentlige investeringer.
Den store stigning i ledigheden søgtes imødegået med støtte til boligbyggeri og likviditetsstøtte til virksomheder, og der blev gjort en særlig indsats for at få unge i arbejde. Samtidig satsede man, som i 30erne, på at bekæmpe ledigheden gennem en deling af det forhåndenværende arbejde. Efter den anden oliekrise i 1980 (udløst af den islamistiske revolution i Iran) blev ferien forlænget fra 4 til 5 uger, og før da søgte man at begrænse overarbejdet, og først og fremmest indførtes efterlønnen i 1979, således at unge kunne overtage arbejde fra de ældre og nedslidte, hvilket havde en umiddelbar positiv effekt på beskæftigelsen.
Til trods herfor voksede arbejdsløsheden kraftigt og det samme gjorde inflationen, således at vi fik ‘stagflation’, dvs. både stor arbejdsløshed og høj inflation. Samtidig blev den ekspansive politik finansieret af udenlandske lån, der mod slutningen af perioden blev stedse større og dyrere; i 1982 beslaglagde rentebetalingerne ikke mindre end 55% af statens indtægter.
Socialdemokratiet dominerede politikken gennem hele periode, bortset fra VKR-regeringen 1968-71 og Venstreregeringen i et års tid efter valget i 1973. Glistrup-oprøret mod offentligt bureaukrati og skattebidrag rystede det politiske system, men det satte altså ikke en stopper for udbygningen af den offentlige sektor. Jordskredsvalget svækkede alle de traditionelle politiske partiet, men SD genvandt efter et par år de arbejdervælgere, der i 1973 havde valgt Fremskridtspartiet. Dette parti blev dermed i overvejende grad udtryk for et småborgerligt oprør. Venstrefløjen, der oplevede stort momentum efter ungdoms- og studenteroprøret i 1968, formåede ikke at kapitalisere på den økonomiske krise. Det blev den højreorienterede kritik af velfærdsstaten, snarere end den venstreorienterede kritik af kapitalismen, der kom til at dominere, og som da også lidt efter lidt satte sig igennem under de borgerlige regeringer fra 1982 og frem.
Men alt i alt betød velfærdskapitalismens epoke, at kapitalismen blev inddæmmet og den demokratiske styring af økonomien styrket. Sundhed og uddannelse blev trukket ud af kapitalismens domæne, og da den traditionelle hjemlige omsorg for børn og ældre stort set ophørte, blev den omfattet af fællesskabet snarere end underlagt markedsmekanismen. Samtidig ændrede kapitalismen imidlertid karakter, idet selskabskapitalismen nu begyndte at vinde frem.
Forholdet mellem de tre sektorer
I første omgang søger jeg en kvantitativ bestemmelse af forholdet, ved at beregne den vægt som den kapitalistiske, den offentlige og den på simpel vareproduktion baserede sektor har, som altid målt ved bidrag til BFI. Opgaven falder i to dele, eftersom vi først bestemmer den offentlige og kapitalistiske sektors vægt, hvorefter residualet stort set er den simple vareproduktions område.
Den offentlige sektor
I Indledningen redegjorde jeg for min afgrænsning af den offentlige sektor. Kort fortalt er hovedkriteriet, at den økonomiske aktivitet er underlagt demokratisk kontrol. Kerneområdet er serviceydelser (eller tjenester), især uddannelse, sundhed, børne- og ældreforsorg samt administration; hertil kommer offentlige investeringer (anlægsarbejder), samt de offentlige selskaber indenfor trafik, telekommunikation og energi. Alle disse aktiviteter blev da også talt med i Kapitel 3.
Indkomstoverførsler såsom pensioner, dagpenge og kontanthjælp, men også renteudgifter, er naturligvis offentlige udgifter, men de inddrages ikke. Modsat produktion af service og investeringsgoder bidrager de ikke til den årlige produktionsværdi (BFI), idet de kun omfordeler; desuden er mange af disse udgifter meget konjunkturbestemte og er derfor af mindre interesse ved en analyse, hvor fokus ligger på den langsigtede, strukturelle tendens. Havde min interesse i stedet været det offentliges budgetproblemer, måtte indkomstoverførslerne inddrages på lige fod med andre udgifter.
Tabel 5.2: Den offentlige sektors bidrag til BFI 1957-82
| 1957 | 1965 | 1973 | 1982 | ||
| BFI, mia kr. | 32,7 | 68,3 | 158,9 | 397,4 | |
| Procent af BFI: | |||||
| Offentlige tjenester | 9,4 | 12,5 | 19,2 | 24,6 | |
| Offentlige virksomheder | 6,3 | 6,8 | 6,5 | 6,0 | |
| – Offentlige værker | 1,9 | 1,8 | 1,6 | 1,7 | |
| – Jernbaner, sporveje, rutebiler | 2.0 | 2,0 | 2,0 | 2,0 | |
| – Postvæsen og telekommunikation | 1,7 | 2,1 | 2,0 | 1,5 | |
| – Offentlig andel af bygge/anlæg | 0,7 | 0,9 | 0,9 | 0,8 | |
| Produktive offentlig sektor, i alt | 15,7 | 19,3 | 25,7 | 30,6 | |
| Indkomstoverførsler, procent af BFI | 7,6 | 12,7 | 13,6 | 21,2 |
Det ses, at vægten af den produktive offentlige sektor (den del, der bidrager til BFI) er blevet fordoblet på disse 25 år, fra godt 15% til godt 30%. Det ses også at denne stigning alene skyldes væksten i offentlige tjenester, altså især undervisning og sundhed, idet offentlige virksomheder (værker, transport, post og tele) har ligget konstant på 6-7% af BFI.
Endelig bemærkes det, at indkomstoverførslerne er øget endnu mere end de offentlige tjenester, idet de er næsten tre-doblet (relativt til BFI); det skyldes især udbygningen af pensionssystemet og – efter 1973 – den økonomiske krise, der naturligvis gav meget store udgifter til dagpenge. BFI-andelen tjener her kun som ‘benchmark’.
Den samlede – produktive og uproduktive – offentlige sektor øgedes således fra knap en fjerdedel til godt halvdelen af BFI. Det harmonerer med at skattebidraget voksede til omkring 50%.
Den kapitalistiske sektor 1957-73: Brancher
Vi har nu bestemt det offentliges bidrag til BFI.
Resten er naturligvis det private bidrag, kapitalistisk og ikke-kapitalistisk. I Tabel 5.3 er denne private del specificeret frem til 1973, idet vi husker at offentlige værker, elektronisk infrastruktur (post, telefon etc.), fysisk infrastruktur (jernbaner og busser) samt den offentlige andel af bygge/anlæg er trukket ud og overført til den offentlige sektor.
Som nævnt er 1973 et skæbneår, økonomisk og politisk, så derfor deles vor periode op i to underperioder: 1957-73 og 1973-82. Faktisk er denne opdeling også nødvendiggjort af, at det statistiske materiale ændrer karakter efter 1973, således at den hidtidige metode for at bestemme graden af kapitalisme, nemlig den branchebaserede vægtning af de kapitalistiske versus de ikke-kapitalistiske brancher, simpelthen ikke kan anvendes for perioden 1973-82.ii Efter 1973 må der derfor tages andre instrumenter i brug for at måle graden af kapitalistisk udvikling, jf. næste afsnit. Derimod synes kriterierne for afgrænsning af den offentlige sektor nogenlunde uforandrede, hvorfor Tabel 5.1 kunne føre denne sektor frem til 1982.
Tabel 5.3 fortæller om brancheudviklingen 1957-73.
Tabel 5.3. Branchernes bidrag til BFI 1957-73
| Procenter af BFI | 1957 | 1965 | 1973 |
| Landbrug m.v. | 17,3 | 11,1 | 8,0 |
| Håndværk | 8,5 | 9,3 | 8,4 |
| Industri | 18,6 | 19,9 | 18,6 |
| Bygge og anlæg | 6,4 | 8,1 | 8,6 |
| Varehandel | 14,2 | 14,5 | 13,0 |
| Privat transport | 7,1 | 5,5 | 5,4 |
| Finans | 2,5 | 2,7 | 3,4 |
| Boligbenyttelse | 5,0 | 4,9 | 5,6 |
| Offentlige sektor | 15,7 | 19,3 | 25,7 |
| Øvrige | 4,8 | 4,7 | 3,3 |
| 100 | 100 | 100 |
Udover landbrugets drastiske tilbagegang og den offentlige sektors eksplosionsagtige vækst er det mest bemærkelsesværdige, at både håndværk og industri står bomstille i deres relative vækst, en stabilitet – eller stagnation – der faktisk går tilbage til 1948, jf. Tabel 3.1. Men da bygge og anlæg går frem med godt 2%, oplever ‘fremstillingsvirksomhed’ (håndværk plus industri plus bygge/anlæg) en tilsvarende vækst.
Vi forventer vel at overgangen til ‘servicesamfundet’ begynder at slå igennem i denne periode, men det kan ikke aflæses af tabellen for den private service’s vedkommende; tværtimod mister både varehandel og privat transport vægt. Men det er en statistisk illusion, for som nævnt i noten gemmer megen service sig nu i fremstillingskategorierne. Havde vi set på den nye kategorisering for 1973 har varehandel plus privat transport 20,8%, altså stort set det samme som i 1957, men hertil kommer de nye kategorier forretnings- og husholdningsservice på i alt 6%.iii
Næste opgave er at udskille den egentlig kapitalistiske del af den private sektor. I overensstemmelse med metoden i Kapitel 3 er dette industri, engros handel, rederier, finanskapitalen og boligudlejning.
Tabel 5.4. Den kapitalistiske økonomis andel af BFI 1957-73
| Procent af BFI | 1957 | 1965 | 1973 |
| Industri | 18,6 | 19,9 | 18,6 |
| Engros og agenturer | 7,8 | 7,3 | 7,5 |
| Rederier | 3,7 | 2,1 | 2,1 |
| Finanskapitalen | 1,1 | 1,1 | 1,3 |
| Boligudlejning | 1,7 | 1,6 | 1,9 |
| I alt (afrundet) | 33 | 32 | 31½ |
Disse tal er bemærkelsesværdige.
Det ses, måske overraskende, at det kapitalistiske indslag i økonomien faktisk gik tilbage i de første 16 år af den velfærdskapitalistiske periode, trods en decideret højkonjunktur. Industrien blev frisat i slutningen af 50erne, med bedre mulighed for eksport og udenlandsk finansiering, men det gav ikke erhvervet en større vægt. Anderledes udtrykt, gik væksten i den offentlige sektor ikke blot ud over traditionelle erhverv som landbrug, men også den kapitalistiske økonomis kerneområde. Den demokratiske sektor vandt frem, mest på bekostning af de sektorer, der er præget af simpel vareproduktion, men det gik også lidt ud over kapitalismen.
Den kapitalistiske sektor 1957-82: Ejertyper
Som sagt må vi nu metodisk tage en dyb indånding.
Hvordan kan vi få et indblik i kapitalismens udvikling, når vi ikke længere kan benytte brancheopdelingen? Her træffer det sig så heldigt, at netop som denne metode svigter, træder statistikken til med et andet instrument. Fra og med 1970 kan vi nemlig følge ejerforholdene, både for hele økonomien og for de enkelte brancher, først og fremmest størrelsesforholdet mellem de små enkeltmandsfirmaer og de store aktieselskaber. Desuden giver Erhvervstællingen fra 1958 disse oplysninger for 1958. Det betyder, at selv om fokus i dette afsnit er på perioden 1973-82 – fordi det er her, vi ellers er på bar bund – så kan vi faktisk som bonus følge udviklingen i ejerforhold tilbage til 1958.iv
Tabel 5.5. Ejerforhold i dansk økonomi 1958-82: Andel af privat omsætning
| Procentuel andel af privat omsætning | 1958 | 1970 | 1973 | 1982 | Gnsn. omsætning i 1982 (mio kr) | |
| Enkeltmandsfirma | 36,3 | 35,6 | 30,6 | 20,4 | 0,6 | |
| Aktieselskaber | 46,8 | 44,7 | 51,2 | 50,3 | 25,8 | |
| Anpartsselskaber | – | – | – | 8,9 | 2,5 | |
| Ansvarlige selskaber | 7,8 | 6,6 | 6,0 | 6,4 | 2,2 | |
| Andelsforeninger | 9,2 | 13,1 | 12,2 | 14,0 | 34,7 | |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 |
Bemærk at vi nu ser på andele af omsætningen, ikke som tidligere andele af BFI. Det umuliggør en direkte sammenligning med resultaterne fra den branchebaserede metode.
Det ses at aktieselskaber er mere end 40 gange så store som enkeltmandsfirmaer og godt 10 gange så store som ansvarlige selskaber (interessentskaber og kommanditselskaber) og anpartsselskaber. Disse sidste er aktieselskaber med et reduceret krav til aktiekapitalens størrelse; muligheden herfor blev indført ved lov i 1972.
Vi kan konstatere at enkeltmandsfirmaer er gået meget kraftigt tilbage, nemlig med ikke mindre end 16 procentpoint; da næsten alle landbrugsbedrifter (87,4% i 1982) er enkeltmandsfirmaer, afspejler denne udvikling i høj grad landbrugets mindre vægt i økonomien. Denne tilbagegang modsvares næsten af en tilsvarende fremgang for aktieselskaber plus anpartsselskaber. Vi ser også at 1970 – præcist halvvejs gennem perioden – er et skæbneår, for indtil da er ejerstrukturen meget stabil.
Mit kriterium for en kapitalistisk virksomhed er, at profitmaksimering er i højsædet. Dette er oplagt tilfældet ved aktieselskaber, men det må også antages at gælde for anpartsselskaber og ansvarlige selskaber. Derimod gælder dette ikke for enkeltmandsfirmaer, for de er generelt så små, at ejerens bestræbelser for at sikre et udkomme må veje tungt; de tilhører derfor snarere den simple vareproduktion. Det udelukker ikke at nogle meget store firmaer har fravalgt aktieselskabsformen til fordel for andre ejerformer, herunder enkeltmandsfirmaer.
Andelsforeningernes store størrelse vidner om, at fusionen af små mejerier etc til store enheder virkeliggøres i løbet af 60erne; de er stadig en overbygning på et landbrug præget af simpel vareproduktion, men det kan argumenteres at denne overbygning har selvstændiggjort sig og løsrevet sig fra sit demokratiske grundlag og er blevet en del af den kapitalistiske produktionsmåde. Under alle omstændigheder synes andelsforeningerne i 1982 at være usammenlignelige med andelsforeningerne i 1950erne, så derfor udelukker jeg dem fra ligningen i det følgende.
Herefter udgøres den kapitalistiske sektor af aktieselskaber, anpartsselskaber og ansvarlige selskaber, mens enkeltmandsfirmaer regnes under simpel vareproduktion. Den nye ejerbaserede metode giver et eksakt mål for den produktive selskabskapitalismes udvikling siden 1958 (finans er ikke med) og et godt mål for den produktive kapitalismens udvikling siden 1958; vi er på langt sikrere grund end ved den gamle, branchebaserede metode. Tabel 5.6 sammenfatter:
Tabel 5.6. Simpel vareproduktion og kapitalisme 1958-82
| Procenter af omsætningen | 1958 | 1970 | 1973 | 1982 |
| Simpel vareproduktion | 36½ | 35½ | 30½ | 20½ |
| Kapitalistisk sektor | 54½ | 51½ | 57 | 65½ |
Som sagt synes 1970 at være et skelsættende år. Før da bevarer den simple vareproduktion sin betydning, mens den kapitalistiske sektor – overraskende – går marginalt tilbage.
Ser vi på vor første underperiode, 1957-73, viste den branchebaserede metode i Tabel 5.4 en marginal tilbagegang for kapitalismen (fra 33 til 31½%), mens ejertype-metoden viser en marginal fremgang (fra 54½ til 57%); betegnelsen stagnation dækker vel begge resultater.
For den anden underperiode, 1973-82, og altså allerede fra 1970, viser ejertype-metoden et stort skift fra simpel vareproduktion til kapitalisme.
Det ville have været ønskeligt med en direkte, kvantitativ sammenligning med den tredje sektor, nemlig den offentlige, men dette er ikke muligt, fordi der ikke er tal for det offentliges andel af omsætningen eller for de forskellige ejendomstypers andel af BFI. Vi må indskrænke os til at sige, at indtil 1973 øges den offentlige sektors vægt med næsten to tredjedele (fra 15,7% til 25,7% af BFI), mens den kapitalistiske sektor stagnerer og sektoren for simpel vareproduktion går tilbage; efter 1973 øges den offentlige sektors vægt mere moderat, nemlig med en femtedel (fra 25,7 til 30,6% af BFI), samtidig med at den kapitalistiske sektor får noget mere vægt og den simple vareproduktion falder tilbage. Så meget, men heller ikke mere, kan tallene bære.
Finanskapitalen
Tabellen nedenfor angiver de relative tal for de forskellige institutioner; A/S betyder aktieselskaber.v
Tabel 5.7. Balancen i den finansielle sektor 1957-73
| Balance, procenter | 1957 | 1973 | 1982 |
| Banker | 32,6 | 32,0 | 31,8 |
| Sparekasser | 19,2 | 10,9 | 10,8 |
| Realkredit | 31,2 | 48,3 | 46,9 |
| Forsikring (liv og skade) | 17,0 (A/S 12,8) | 8,9 (A/S 7,0) | 10,4 (A/S 8,5) |
| I alt | 100 | 100 | 100 |
Vi kan konstatere at bankernes andel ligger meget konstant på næsten en tredjedel af sektoren, mens realkreditten er øget voldsomt på bekostning af sparekasser og forsikring.
I Kapitel 3 (Tabel 3.4) så vi at den finansielle sektor kom til at vægte stedse mindre fra 1935 til 57, samtidig med at den kapitalistiske del heraf i samme periode kom til at fylde stedse mere; nettoresultatet blev at finanskapitalen kontinuerligt mistede økonomiske vægt, faktisk gennem hele perioden fra 1914 til 57. Tabellen nedenfor følger udviklingen mellem 1957 og 82.
Tabel 5.8. Den finansielle sektors og finanskapitalens vægt i realøkonomien 1901-57, målt på balancen
| År | 1957 | 1973 | 1982 |
| Den finansielle sektors vægt i forhold til realøkonomien (balance/BFI) | 110% | 165% | 197% |
| Finanskapitalens andel af den finansielle sektor | 45½% | 39% | 40½% |
| Finanskapitalens vægt i forhold til realøkonomien (balance/BFI) | 50% | 64% | 79% |
Tabellen viser, hvordan den finansielle sektor efter et historisk lavpunkt i 1957 frem mod 1982 får stadig større betydning i den samlede økonomi (målt ved BFI).
Den kapitalistiske del af den finansielle sektor, altså finanskapitalen, består af bankerne samt aktieselskabernes del af forsikring; denne andel falder frem til 1973 og er derefter ret stabil. Nettoresultatet af de to tendenser er at finanskapitalens vægt i realøkonomien vokser gennem hele perioden.
Økonomiens af-finansialisering fra 1914 kommer til en afslutning i 1957; højkonjunkturen derefter indleder den finansialisering, der kommer til fuld udfoldelse i den nyliberale periode.
Har brancherne ændret sig?
Som i Kapitel 3 er det nødvendigt at diskutere om brancherne har skiftet identitet, nu mellem 1957 og 73 (hvor vi ophører med den branchebaserede metode). Er fx ‘industri’ anno 1957 et andet ‘dyr’ end ‘industri’ anno 1973? Hvis ja, må sammenligningen kvalificeres med nogle forbehold. Det afgørende i vor sammenhæng er naturligvis om brancherne er blevet mere eller mindre kapitalistisk prægede. Min hovedindikator vil her være forholdet mellem enkeltmandsvirksomheder og aktieselskaber indenfor de enkelte brancher.
Til hjælp for disse vurderinger kan følgende tabel være behjælpelig. Aktieselskabernes (A/S) andel af omsætningen markerer graden af kapitalisme.
Tabel 5.9. Udviklingen i ejertyper indenfor brancherne 1958-73
| Procent af omsætningen i hhv. 1958 og 1973 | ||||
| Enkeltmandsv. | A/S | Enkeltmandsv. | A/S | |
| Fremstilling | 19 | 53 | 14 | 64 |
| Bygge/anlæg | 61 | 22½ | 43 | 44½ |
| Engros | 22 | 54½ | 16½ | 62½ |
| Detail | 67½ | 15½ | 50½ | 25½ |
| Landbrug | – | – | 90½ | 0 |
Lad os først se på landbruget.
Endnu i 1973 var over 90% af landbrugene enkeltmandsvirksomheder. Dog betød liberaliseringerne i 1962 og 71 om samdrift og sammenlægninger, at der blev betydeligt færre små brug og flere store brug; husmænd forsvandt stort set ud af billedet. Antallet af medhjælpere svandt ind og mange landmænd blev lønarbejdere på deltidsbasis. Den store støtte til landbruget indebar samtidig, at erhvervet blev helt afhængig af det offentlige.vi Andelsforeningerne ændrede stedse karakter frem mod nutiden, fra at være en foreningsbaseret overbygning til at selvstændiggøre sig som store virksomheder, der indgår i den kapitalistiske økonomi på lige fod med aktieselskaber (i dag kalder statistikken dem ikke ‘foreninger’, men ‘selskaber’). Spørgsmålet er hvor langt denne proces var nået i 1973? Det er svært at danne sig et overblik herover,vii men de store fusioner blandt mejerier og slagterier kommer først efter 1973. Opbruddet er begyndt, men det går stadig langsomt. Alt i alt er landbrugets placering i produktionsmåden frem mod 1973 i et vadested: vi har endnu ikke kapitalisme, men den gamle simple vareproduktion er ved at krakelere.
Fremstilling (her: industri plus håndværk) bliver mere kapitalistisk orienteret, med fremgang for aktieselskaberne og en vis udlugning af enkeltmandsvirksomheder, selv om håndværket bevarer sin position (Tabel 5.3). I samme retning trækker det, at industrivirksomhederne blive større, idet de i 1972 i gennemsnit havde 45 ansatte, mod 41 i 1958.viii
Lad os dernæst se på bygge/anlæg. Fra at være en branche helt på linje med håndværket, med mange små virksomheder, har aktieselskaberne i 1973 overhalet enkeltmandsvirksomhederne. Det kan tilføjes at i 1973 har entreprenørvirksomhederne, der har omkring 3 gange så stor gennemsnitlig omsætning som de øvrige, 36% af branchens omsætning.ix
Tabellen bekræfter at engros er domineret af aktieselskaber, og at denne dominans bliver mere udtalt i perioden. Indenfor detail er enkeltmandsvirksomheder stadig dominerende, men en omvæltning med supermarkeder, lavprisvarehuse og butikskæder er i gang. I 1973 er supermarkeder vokset fra næsten ingenting til at stå for ca.1/3 af dagligvareomsætningen. Mellem 1962 og 1973 øgede butikskæderne deres markedsandel fra 16% til 46%.x Butikkerne er stadig formelt selvstændige, men i praksis er de ved at blive små hjul i store kapitalistiske koncerner.
Indenfor finans (ikke med i Tabel 5.9) er der ikke de store strukturændringer frem til 1973, idet dog de 12 kreditforeninger mod slutningen af perioden (1970) sammenfattes til 3 store; det svækker foreningspræget. Loven, der i praksis gør sparekasser til banker, kommer først i 1974.
Alt i alt betyder disse sociale karakterændringer i de forskellige brancher, at den kapitalistiske udvikling fra 1957 til 1973 har været noget kraftigere end tallene i Tabel 5.3 og 5.4 indikerer. Samtidig er indslaget af simpel vareproduktion blevet svagere end det fremgår af de tidligere afsnit, hvilket især skyldes udviklingen indenfor bygge/anlæg og detailhandel.
Endelig er det interessant at bemærke, at de noterede tendenser mellem 1958 og 73 accelererer frem mod 1982.xi Mens enkeltmandsvirksomhedernes vægt falder med 5 procentpoint på de femten år fra 1958 til 1973 indenfor fremstilling, er der på de ti år fra 1973 til 1982 et fald på 8 procentpoint (til 6%). Ved bygge/anlæg er der et fald til knap 30%, der dermed klart overhales af aktieselskabernes nu 45%. Indenfor engros udslettes enkeltmandsvirkomheder næsten (godt 6%) og indenfor detail er der et yderligere fald til godt 38%. Derimod holder landbrugsstrukturen med godt 87% enkeltmandsvirksomheder.
Årsager til udviklingen
Vi kommer nu til spørgsmålet om, hvorfor vi fik disse udviklingstendenser? Hvilke årsager ligger bag?
Udbygningen af den offentlige sektor var klart betinget af den højkonjunktur, der satte ind i slutningen af 50erne.
Vækstraterne skød op, og den øgede aktivitet krævede en større arbejdsstyrke. Dette behov blev tilfredsstillet af de store årgange født omkring 1946, men især af kvindernes massive indtog på arbejdsmarkedet; husmoderen blev forvandlet til lønmodtager. Dette krævede en udbygning af børneinstitutionerne og af ældreplejen, således at kvinderne kunne fritages for denne hjemlige omsorg. Videre skulle den øgede arbejdskraft være sund og kvalificeret, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af sundheds- og uddannelsessystemet.
Men hvorfor blev alle disse opgaver løst offentligt og ikke privat? Hvorfor ikke profitdrevne børneinstitutioner, sygehuse og uddannelser? Dette var et politisk valg, og her var det afgørende, at SD stod stærkt og var regeringsbærende i næsten hele perioden. Bag politikken ligger styrkeforholdet mellem klasserne, hvor arbejderklassen stod stærkt, illustreret ved de store reallønsstigninger frem til 1974 (jf. Tabel 5.1); arbejdsgiverne og kapitalinteresserne var den svage part i klassekampen, mens Venstres bagland i landbruget stedse gik tilbage. Samtidig lykkedes det SD at få betydelig opslutning blandt funktionærerne (alt dette vender vi tilbage til i næste kapitel). Opbygningen af en stor offentlig sektor var overvejende et socialdemokratisk projekt; vilkårene for lønmodtagerne blev forbedret, fx med et udbygget dagpengesystem, og den universelle velfærdsstat grundlægges med folkepensionen.
Alt dette krævede øget beskatning, kulminerende med et skattebidrag omkring 50% i 1982, således at halvdelen af rigdommen nu blev fælles. Dette var kun muligt, fordi den økonomiske vækst var stor nok til også at øge den private rigdom (den disponible indkomst, dvs. indkomst efter skat) indtil krisen.
I 1973 fik vi ganske vist det dramatiske Glistrup-oprør, men det stoppede ikke opbygningen af den offentlige sektor. Da krisen satte ind efter 1973 kunne man måske have forventet en offentlig nedskæringspolitik, som efter krisen i 2008, med et argument om, at der ikke længere var råd til samme velfærdsniveau. Men i 70erne var de ledende politikere og økonomer Keynesianere, så man førte overvejende en ekspansiv finanspolitik for at stimulere efterspørgslen; offentligt forbrug og offentlige investeringer blev øget, samtidig med at udgifterne til dagpenge naturligvis skød i vejret. Før 1973 var der råd til udvide den offentlige sektor, efter var der ikke råd til at lade være.
Vi kommer nu til udviklingen i den private sektor.
Ser vi bort fra at dens relative betydning må reduceres i takt med udbygningen af den offentlige sektor, klarede den sig naturligvis generelt godt under højkonjunkturen, men blev voldsomt ramt af krisen. Den økonomiske vækst halveres, fordi den udenlandsk efterspørgsel faldt bort, fordi omkostningerne i form af energipriser og renter steg kraftigt, og fordi de fortsatte reallønsstigninger pressede profitten og dermed vanskeliggjorde investeringerne, der som nævnt faldt med en tredjedel i perioden 1973-81. Omsætningen i industrien faldt med 15% frem mod 1975 og i 1977 var der 60.000 færre ansatte end i 1973.xii
Sammenfatning
Kapitalismens udvikling i vor periode er paradoksal. Under den buldrende højkonjunktur frem til 1973 stagnerer den, mens den øger sin vægt i økonomien i kriseårene derefter (ligesom kapitalismen oplevede et opsving under 30ernes krise).
Perioden præges naturligvis af den revolutionerende vækst i den offentlige sektor, både før og efter krisen i 1973, med det resultat at den produktive del af denne sektor voksede fra godt 15% til godt 30% af BFI, mens sektoren i sin helhed, altså inklusiv indkomstoverførsler, øgede sin vægt fra knap 1/4 til godt halvdelen af BFI.
Det betyder at den private del af den danske økonomi skrumpede fra knap 85% til knap 70% af BFI. Hvordan fordelte denne relative tilbagegang sig på den produktive kapitalistiske sektor og den sektor, der er præget af simpel vareproduktion? Det har vist sig at både efter branche og ejerforhold stagnerede den kapitalistiske sektor frem til 1970/73; mere optimistisk udtrykt fastholdt sektoren sin vægt trods den store tilbagegang for den private sektor i sin helhed. Det indebærer nødvendigvis at den residuale del af den danske økonomi, simpel vareproduktion, har måttet bære tilbagegangen; landbruget gik tilbage og mange små købmænd bukkede under.
Strukturen i den private økonomi ændres i kapitalistisk retning, med fremgang for aktieselskaber (og anpartsselskaber) og tilbagegang for enkeltmandsvirksomheder. Specielt efter krisen er der kun råd til strikt profitmaksimering. Men bemærk at det nu er de lidt mindre aktieselskaber, nemlig anpartsselskaberne, der opfanger hele tilbagegangen for enkeltmandsvirksomhederne. Krisen har en rensende effekt, som Schumpeter sagde; de små er de svage, så de er de første til at bukke under eller omforme sig i kapitalistisk retning. Anderledes udtrykt tenderer kapitalen mod at udkonkurrere småborgerskabet. Efter 1973 var der således fremgang for både den offentlige og den kapitalistiske sektor, mens den rene, ikke-kapitalistiske del af markedsøkonomien syntes på vej ud af historien. Demokratisk og profitbaseret styring af økonomien kom til at stå stedse klarere overfor hinanden.
Endelig fandt vi at den finansielle sektor – efter lavpunktet i 1957 – får betydeligt større vægt i forhold til realøkonomien, først og fremmest grundet opsvinget i boligbyggeri (parcelhuse). Denne opgave varetages af kreditforeningerne og kommer derfor ikke finanskapitalen til gode; når den alligevel kan øge sin vægt i den samlede økonomi lidt skyldes det, at den vinder markedsandele fra sparekasserne.
Statistisk appendiks
Til Tabel 5.1.
Tabellen er baseret på Tabel 5A:
Tabel 5A. Arbejdsløshed samt årlig realvækst i BFI og løn 1957-82
| Procenter | Realvækst i BFI | Vækst i realløn | Arbejdsløshed (procent) |
| 1957 | 5,4 | – | 9,8 |
| 1958 | 2,3 | 4,1 | 9,2 |
| 1959 | 6,1 | 6,2 | 5,9 |
| 1960 | 6,5 | 5,0 | 4,2 |
| 1961 | 5,6 | 7,3 | 3,3 |
| 1962 | 5,6 | 4,3 | 3,0 |
| 1963 | 0,4 | 1,9 | 4,2 |
| 1964 | 8,8 | 3,2 | 2,4 |
| Gnsn. 1957-64 | 5,1 | 4,6 | 5,5 |
| 1965 | 5,0 | 3,9 | 2,0 |
| 1966 | 2,2 | 5,7 | 2,3 |
| 1967 | 4,1 | 2,4 | 2,7 |
| 1968 | 4,5 | 3,6 | 5,0 |
| 1969 | 8,2 | 8,5 | 3,9 |
| 1970 | 2,6 | 5,4 | 2,9 |
| 1971 | 4,0 | 9,5 | 3,7 |
| 1972 | 5,4 | 5,0 | 3,6 |
| 1973 | 3,8 | 5,5 | 2,4 |
| Gnsn. 1965-73 | 4,4 | 5,5 | 3,2 |
| 1974 | 0,7 | 4.6 | 2,1 |
| 1975 | -1,8 | 8,5 | 5,1 |
| 1976 | 5,4 | 2,5 | 5,3 |
| 1977 | 2,4 | -1,3 | 6,4 |
| 1978 | 2,0 | 0,2 | 7,3 |
| 1979 | 4,4 | 1,7 | 6,1 |
| 1980 | 1,0 | -1,0 | 7,0 |
| 1981 | -0,4 | -2,9 | 9,2 |
| 1982 | 3,2 | 0,3 | 9,8 |
| Gnsn. 1974-82 (Anker) | 1,9 | 1,4 | 6,5 |
Kilde: St.TO1965, 1974, 1983 og 1989.
BFI-vækst er beregnet i faste priser (1955, 1975 og 1980 priser).
Til og med 1973 opgøres ledigheden i procent af forsikrede (medlemmer af arbejdsløshedskasser), fra og med 1974 af den samlede arbejdsstyrke, hvilket giver et lavere niveau.
Væksten i realløn er beregnet ved fra timefortjenesten i industri, håndværk m.v. at fratrække inflationen, forstået som stigningen i forbrugerpriserne; timefortjenesten inkluderer tillæg, herunder dyrtidsportioner.
Til Tabel 5.2.
Kilde: St.TO 1964: 9 (for 1957); St.TO 1970: 76 (1965); St.TO 1978: 88 (1973); St.TO 1992: 109 (1982).
Jernbaner, sporveje og rutebiler et sat til 2%, jf. Kapitel 3. Offentlig andel af bygge/anlæg: Se St.TO 1982, hvor den offentlige andel af de beskæftigede indenfor branchen i 1973 er anført, hvorefter jeg antager at denne andel svarer til bidraget til BFI; procenterne for 1957 og 1965 er anslåede herudfra.
Dobbeltstregerne mellem 1965 og 73 markerer at der er databrud i 1970, hvor man skiftede til under det offentlige at inddrage formelt private institutioner, hvis de ‘hovedsageligt’ var offentligt finansierede, såkaldte ‘quasi-offentlige institutioner’, se St.TO 1978: 88; desuden skiftedes periode. Det kan anslås at dette har hævet offentlige tjenester med omkring 2% af BFI; der var et hop fra 14,9% i både 1968 og 1969 til 17,2% i 1970. Denne ompostering kan diskuteres, for offentlig finansiering giver ikke den samme kontrol som offentligt ejerskab, så det kan argumenteres at den offentlige sektor efter 1970 er overvurderet med omkring 2%, men det er vanskeligt eller umuligt at fastholde nationalregnskabets gamle principper.
Som tidligere nævnt gælder overordnet, at der produceres statistik efter, hvad opdragsgiveren, dvs. det offentlige, har brug for; således har staten brug for penge, og derfor har statistikken over import (told) og indkomster (skat) historisk været meget fremtrædende. For perioden i dette kapitel ytrer denne interesse sig i, at statistikken især katalogiserer det offentliges indtægter og udgifter, således at der kan være styr på statsfinanserne.
Først i efterkrigstiden opstår der en interesse for at belyse den offentlige sektors effekt på hele økonomien, i forbindelse med at keynesiansk finanspolitik bliver et politisk-økonomisk instrument; først da, altså efter 1945, opstilles der er nationalregnskab, og det er her vi finder materialet om den offentlige sektors bidrag til BFI. For den tidligere periode måtte Sv. Aage Hansen og andre selv sammenstykke oplysninger fra mange kilder for at beregne nationalregnskabet, især BFI og dets fordeling på brancher.
Det er især dette nationalregnskab, jeg benytter mig af, dels for at sikre sammenlignelighed gennem hele århundredet, dels fordi bidraget fra offentlige værker og telekommunikation etc. er medtaget (som nævnt i Kapitel 3 er der et problem med offentlig transport), og endelig fordi det er her de øvrige branchers bidrag til BFI er registreret, således at der sikres sammenlignelighed mellem den offentlige og private sektor.
Det skal bemærkes, at andre forfattere har opgjort den offentlige sektors relative størrelse anderledes. I min opgørelse i Tabel 5.2 er den (produktive) offentlige sektor bestemt som ‘offentlige tjenester’ plus ‘offentlige selskaber’.
Danmarks Statistik betragter i dag offentlige selskaber som en del af den offentlige sektor, men det gjorde man ikke i den aktuelle periode, med henvisning til at der her produceres markedsmæssige ydelser, dvs. produkterne sælges til privat forbrug, jf. TO1980: 141. Dette kriterium er ikke afgørende i min sammenhæng, hvor kriteriet er demokratisk kontrol med udbuddet. Ved at udelukke offentlige selskaber sænkes den offentlige andel af BFI med godt 5 procentpoint.
Til gengæld lægges det offentlige forbrug ofte til grund, og det er betydeligt højere end ‘offentlige tjenester’, fordi ‘forbrug af rå- og hjælpestoffer’ er inkluderet. Men hvis man er interesseret i værditilvæksten, altså bidraget til BFI, snarere end i de offentlige udgifter, skal disse rå- og hjælpestoffer fratrækkes, på samme måde som i andre erhverv, jf. St.TO1989: 132. I fx 1982 var ‘offentligt forbrug’ 33% af BFI, overfor ‘offentlige tjenester’ på knap 25% (jf. Tabel 5.2). Hertil kommer at disse fremstillinger adderer offentlige investeringer (i 1982 3,3% af BFI) til nævnte offentlige forbrug for at få en samlet vægt for sektoren på 36,3%; i min opgørelse er produktion af investeringsgoder inkluderet i offentlige tjenester. Overfor disse 36,3% giver min tilgang, baseret på bidrag til BFI, 30,6% i 1982, inkl. offentlige virksomheders bidrag.
Til Tabel 5.3.
Kilde: Procenterne for 1957 er (lidt præciseret) fra Tabel 3.1, for 1965 og 1973 fra St.TO 1976.
‘Øvrige’ omfatter råstofudvinding, hoteller og restauranter, privat undervisning og sundhedsvæsen, forlystelser m.v. Bemærk at den offentlige andel er fratrukket BFI for bygge/anlæg.
Til Tabel 5.4.
For engros og agenturer er der direkte tal for bidrag til BFI i 1966 og 73 i St.Å.1979: 458; jeg antager at 1965 er som 66; tallet for 1957 er fra Tabel 3.2. De kapitalistiske rederiers bidrag sættes som i Kapitel 3 lig med udenrigstransportens bidrag til BFI.
Tabel 5.3 angiver det samlede bidrag til BFI fra boligbenyttelse og finans. Hvor stor var den kapitalistiske andel?
Boligbenyttelsen er den samlede ‘lejeværdi’. Ved ejerboliger antages ejeren af ‘betale’ denne lejeværdi til sig selv, mens lejeren ved udlejede lejligheder betaler til en almennyttig forening, til kommunen eller til en privat udlejer. Kun sidstnævnte lejeværdi er en del af det kapitalistiske kredsløb. I 1965 og 1970 var knap 1/3 af samtlige lejligheder (inkl. ejerboliger) udlejet til private, og jeg antager at denne andel svarer til andelen af værdien af boligbenyttelse (i 1965 32% og i 1970 30%, jvf. Folke- og boligtællingen 1965, C. Bolig- og husstandsundersøgelse, Tabel 1 og 13, og Folke- og boligtællingen 1970. C.2.Boligen, pp. 48ff.).
Finanskapitalens bidrag til BFI er beregnet ud fra bankers og aktieforsikringsselskabernes andel af finanssektorens samlede aktiver, jf. Tabel 5.8; som i Kapitel 3 antager jeg at den bidrager med samme andel til BFI.
Til Tabel 5.5.
Kilde: St.Å. 1985; for 1958 bruges Erhvervstællingen 1958.
St.Å. opererer med kategorien ‘Andet’, der overvejende består af statslige og kommunale selskaber (jf. erhvervstællingerne i 1935 og 48, hvor ‘Andet’ især består af uspecificerede offentlige selskaber); da vi er interesseret i den private økonomi, er ‘Andet’ udeladt og de øvrige andele forøget tilsvarende.
Den finansielle sektor er ikke med i opgørelserne over ejerforhold. Statistikken er videre ‘kun’ baseret på momsregistrerede virksomheder.
Til Tabel 5.7.
De absolutte tal bag tabellen fremgår af
Tabel 5B. Finansielle institutioners balance 1957-82 (absolutte tal):
| Balance, mia kr. | 1957 | 1973 | 1982 |
| Banker | 11,7 | 85,6 | 274 |
| Sparekasser | 6,9 | 29,1 | 93 |
| Realkredit | 11,2 | 129,2 | 403 |
| Forsikring (liv og skade) | 6,1 (A/S 4,6) | 23,7 (A/S 18,8) | 89 (A/S 73) |
| I alt mia. kr. | 35,9 | 267,6 | 859 |
Kilde: For 1957 St.Å. 1958 og 59. For 1973 St.Å. 1975 og 76. For 1982 St.Å 1984 og 85.
Livsforsikring er excl. Statsanstalten, genforsikring og udenlandske selskaber. A/S refererer til aktieselskabernes beløb (resten er foreningsbaserede gensidige selskaber).
Procenterne for 1957 afviger lidt fra Tabel 3.3, fordi skadesforsikring nu er inkluderet under forsikring. Desuden refererer realkredit nu til den egentlige balance (aktiver), hvor der i Tabel 3.3 brugtes restgælden, der er lidt mindre end aktiverne. Pensionskasser etc. er udeladt.
Til Tabel 5.8.
De absolutte tal bag tabellen fremgår af
Tabel5C. Finansielle sektors og finanskapitalens balance 1957-82:
| Mia kr. | 1957 | 1973 | 1982 |
| BFI | 32,7 | 162,7 | 437,0 |
| Finansielle sektors balance | 35,9 | 267,6 | 859 |
| Finanskapitalens balance | 16,3 | 104,4 | 347 |
Kilde: BFI fra Hansen, 1974 (1957) og St.B. NAHL2 (1973 og 1982); i øvrigt samme kilder som i Tabel 5B.
Som sagt afviger tallene for 1957 lidt fra dem, der er anført for Tabel 3.3. Derfor bliver procenterne for 1957 forskellige fra Tabel 3.4.
Til Tabel 5.9.
Kilde: Erhvervstællingen 1958 og St.Å.1976: Tabel 112.
Noter
i Oplysningerne i dette afsnit er især taget fra Hansen og Henriksen, 1984, II. Se videre Kolstrup, 2014, for en detaljeret fremstilling af udviklingen af den danske velfærdsstat.
ii Omkring 1970 ændres statistikken, idet brancheinddelingen nu tilpasses internationale standarder; dog føres den gamle inddeling frem til 1973. Ændringen indebærer for det første at det tidligere skel mellem håndværk og industri bortfalder, så vi ikke længere på denne måde kan skelne mellem de små og store indenfor fremstilling; for det andet betyder servicesektorens fremvækst (også privat service) på bekostning af varefremstilling at nogle nye brancher introduceres, især forretningsservice og husholdningsservice, og de kan ikke statistisk opdeles i små og store; og for det tredje ændres grænserne for brancherne, især på den måde at der flyttes aktivitet fra det tidligere håndværk samt transport til handel og anden service. Omkalfatringens omfang fremgår af, at efter den gamle opgørelse udgør håndværk plus industri 27% af BFI i 1973, efter den nye kun knap 21%, fordi disse erhverv er ‘renset’ for servicefunktioner (sammenlign opgørelserne for 1973 i St.TO 1976 og St.TO 1982).
iii Se St.TO 1982. – Christoffersen, 1999: 32, vurderer at privat service ‘udviklede sig kun svagt’ efter 1960. Det er formentlig en undervurdering.
iv Tabel 3.8 følger kun udviklingen for personellets fordeling på de forskellige ejertyper fra 1925 til 1958; før 1958 er der ikke omsætningstal for ejertyperne.
v Udover de nævnte omfatter den finansielle sektor Kreditforeningen for kommuner, Statsanstalten for livsforsikring og Kongeriget Danmarks Hypotekbank, der alle er offentlige og i 1982 havde aktiver på i alt 50 mia; hertil kommer, lidt uden for nummer, Nationalbanken med 123 mia; pensionskasser havde knap 40 mia og ‘Andre obligationsudstedende institutioner’ 21 mia. Heroverfor havde de traditionelle, private institutioner totale aktiver på 859 mia, så de dominerer klart den danske finansielle sektor.
vi Andelen af små brug op til 10ha faldt fra 47% i 1959 til knap 35% i 1973 (knap 30% i 1982), jf. St.Å.1960 og St.TO 1980. Samtidig blev antallet af landbrug reduceret kraftigt, jf. Hansen, 1974: 169ff,
viiSammenligning Kapitel 2 og Bager, 1992: 272ff.
viii Men tendensen er ikke klar, for ser vi på virksomhedernes fordeling efter størrelse viser det sig, at der mellem 1965 og 1976 faktisk bliver flere små og færre store virksomheder. Johansen, 1991: 75, og St.TO 1989: 11. – Efter 1972 falder det gennemsnitligt antal ansatte fra 45 til 38, ligesom tendensen til flere små og færre store virksomheder bliver kraftigere.
ixSt.Å.76: 118.
xHansen og Henriksen, 1984, II: 143ff.
xiSt.Å.1985: 297.
xiiHansen og Henriksen, 1984, II: 264f og 389