I forrige kapitel betragtede vi perioden fra kapitalens vinkel.
I dette kapitel ser vi på de klassemæssige forskydninger. Fordoblingen af den offentlige sektor, relativt set, var den store revolution. De offentligt ansatte vandt frem til at omfatte en tredjedel af arbejdsstyrken, mens arbejderklassen gik lidt tilbage og de selvstændige blev næsten halveret. Det gamle samfund var under afvikling.
Vi skal se på de politikker og idéer, der udvikledes på denne baggrund. Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet var fortsat dominerende, så det er deres strategierne der er mest interessante. Gennem hele perioden er opbygningen af velfærdsstaten det store projekt; det lykkedes, trods Glistrup-oprøret i 1973 og trods krisen efter 1973. Hertil kom planerne om Økonomisk Demokrati (ØD) i 70erne; de mislykkedes. Hvad skyldtes denne succes og denne fiasko?
De to velfærdsstrategier
Arbejderbevægelsens umiddelbare mål var at sikre en løn, så arbejderen kunne klare dagen og vejen for sig selv og familien. Mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. At tilvejebringe disse ting var fagbevægelsens første opgave. I anden omgang kom opgaven at sikre arbejderen ved sygdom, alderdom og arbejdsløshed, altså i situationer, hvor den almindelige lønindkomst svigtede. Historisk har der her været to strategier.
Så længe det offentlige, dvs. alle skatteydere, ikke bidrog, var arbejderne henvist til at kæmpe sig til en løn, der tillod dem at overleve i disse situationer uden lønindkomst. Man sikrede sig gennem klassesolidaritet, typisk gensidige forsikringsordninger såsom arbejdsløshedskasser. Disse ting måtte betales ud af den eneste indkomst, man havde, nemlig lønnen.
Denne strategi var naturligvis nødvendig, så længe staten ikke i nævneværdig grad holdt hånden under dem, der midlertidigt eller permanent var udenfor arbejdsstyrken. Arbejderklassen var henvist til sig selv – og til fagbevægelsens klassekamp med kapitalejerne for en højere løn. Staten kendtes først og fremmest som en tvangsstat (‘knæk sablen’ var en klassisk parole), som en fremmed og undertrykkende magt, og de skatter, der finansierede denne magt, ikke mindst de indirekte skatter, blev set som udbytning (‘vi flås af skattens skarpe klo’, som det hedder i Internationale). Socialdemokratiet var dengang et éntydigt klasseparti.
Den anden strategi for at sikre overleven, når den daglige løn svigtede, var velfærdsstaten, hvor det offentlige tager ansvar for den enkelte i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed eller alderdom. Det begyndte så småt i 1890erne, med Højre-regeringernes reformer, og fik mere momentum i takt med at Socialdemokratiet voksede sig stærkere, ikke mindst på kommunalt niveau (‘kommunesocialisme’).
Denne begyndende velfærdsstat var højst kontroversiel.
Efter klassisk liberal opfattelse har den enkelte det fulde ansvar for sit eget liv, også den økonomiske del heraf. Det tilsiger at arbejderne sparer op eller etablerer forsikringsordninger, og at det offentlige kun hjælper ‘værdigt trængende’, dvs. mennesker der har viljen, men ikke evnen; kun overfor dem aktiveres liberalismens humanistiske side. Dette system kendes fra den amerikanske (og engelske) ‘residuelle velfærdsstat’.
Arbejderbevægelens to strategier er to veje til at nå det samme mål, velfærd, og for så vidt supplerer de hinanden, snarere end at være i modstrid.
Og dog indebærer den stedse større vægtning af offentligt finansieret velfærd en grundlæggende ændring af arbejderbevægelses karakter. Den øgede statslige indflydelse må nødvendigvis give fagbevægelsen mindre vægt, på samme måde som den offentlige regulering af kreditforeningerne undergravede disses karakter af økonomisk selvforvaltning. Det store gennembrud kom i 1907, da det offentlige gik ind og medfinansierede arbejdsløshedskasserne. Dette kan ses som en anerkendelse af, at arbejdsløshed er et samfundsmæssigt problem, men det betyder jo også at denne side af fagbevægelsens aktivitet ikke længere er autonom.
Gør det noget? Ja, hvis staten er overklassens tvangsstat, men netop den spirende velfærdsstat indebærer, at det offentlige får en ny rolle, altså skifter karakter. Den begynder at varetage almindelige menneskers interesser. Det var dette syndikalisterne benægtede, men som Socialdemokratiet accepterede – og omfavnede, omend afvisningen af at indgå i en regering før partiet havde flertal i Folketinget jo indebar at staten indtil da grundlæggende blev set som en fremmed og fjendtlig magt.
Før 1. Verdenskrig så Socialdemokratiet stadig sig selv som et klasseparti, men i takt med at partiet fik parlamentarisk indflydelse til at gennemføre arbejdervenlig lovgivning, måtte fagbevægelsen, klassens egen organisering, nødvendigvis få mindre betydning, og i mellemkrigstiden gik partiet endog ofte ind og disciplinerede klassen, især ved at gribe ind i overenskomstforhandlingerne. Samtidig skiftede partiet til at blive et ‘folkeparti’, dvs. man ville varetage samfundets almene interesser, snarere end arbejderklassens særinteresser. Socialdemokratiet appellerede nu til langt bredere kredse end de egentlige arbejdere og det måtte præge politikken. Dengang Socialdemokratiet var et éntydigt klasseparti måtte socialisme forstås klassisk marxistisk, som arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne. Denne vision er uaktuel for et folkeparti; tilbage bliver (i mellemkrigstiden) kravet om at erstatte kapitalismen med en demokratisk funderet planøkonomi, der til gavn for langt de fleste tøjler de anarkistiske og krisefremkaldende markedskræfter.
Umiddelbart blev staten (og kommunerne) blot brugt som et redskab til også på denne måde at varetage klassens interesser, men derved fik man en selvstændig interesse i en velfungerende stat, dermed en stat, der ikke blev sønderrevet af klassekamp. Denne udvikling var en nødvendig følge af strategien om at opnå en velfærdsstat. Strategien blev ikke skrevet ned i et partiprogram, og for så vidt var velfærdsstaten ikke planlagt, men den ligger implicit i brugen af staten til at varetage arbejdernes interesser.
De offentligt ansatte og arbejderklassen
Den store fremgang for de offentligt ansatte aktualiserer spørgsmålet om deres klassemæssige placering.
Modtagelse af løn er kun den nødvendige, ikke tilstrækkelige betingelse for at tilhøre arbejderklassen; mange lønmodtagere er nemlig ikke en del af arbejderklassen, når vi også ser på væsensplanet, altså arbejdernes modstilling til en profitmaksimerende kapitalist (jf. Kapitel 4).
Det drejer sig om de offentligt ansatte, i dagens Danmark knap en tredjedel af alle lønmodtagere. Deres arbejdsgiver er staten, kommunerne eller regionerne, så de står ikke overfor en kapitalist, og kvalificerer sig derfor ikke til medlemskab af arbejderklassen. De kan udføre præcis samme type arbejde som privatansatte, de kan få præcis samme løn og deres arbejdsvilkår kan være præcis så gode eller dårlige, men det kan ikke være af betydning. Deres sociale stilling i den kapitalistiske produktionsmåde er nemlig radikalt forskellig.
Alligevel henregner de fleste marxister disse lønarbejdere til arbejderklassen.
Dette kan kun forsvares, hvis der argumenteres for at staten i virkeligheden er en slags fælles-kapitalist. Dette er der faktisk belæg for hos Marx, der i Det Kommunistiske Manifest betegner staten som en ‘komité til varetagelse af kapitalisternes almene interesser’, hvilket for så vidt følger af en rigid implementering af den historiske materialisme, der jo ser ikke blot den herskende ideologi, men også den herskende politik som bestemt af den herskende klasse.i
På Marx’s tid gav det da også god mening at betragte staten som et simpelt redskab for kapitalisterne. Der var ingen velfærdsstat, og i Europa kun spæde ansatser til demokrati.ii Således var det først i 1884 – ét år efter Marx’s død – at valgretten i England blev udvidet, så en del af arbejderklassen fik stemmeret, og i Danmark betød Estrup-diktaturet at hele statsapparatet, herunder ministerium og domstole, var kontrolleret af overklassen.
I Danmark ændres dette med indførelsen af demokrati i 1901, for med parlamentarismen bliver staten folkets stat, dermed også arbejderklassens. Når den offentligt ansatte forhandler løn og arbejdsvilkår forhandler han derfor ikke med en fremmed og antagonistisk magt, men med repræsentanter for sig selv. Dette kan være svært at se, fordi der er så mange led mellem vælgeren og den offentlige arbejdsgiver, men sådan er det grundlæggende.
Eller er det?
I et kapitalistisk demokrati er staten dobbeltbestemt. Den fungerer indenfor den kapitalistiske produktionsmåde, og derfor må den sikre denne produktionsmådes eksistensbetingelser, især den private ejendomsret; så langt har den ortodokse marxisme ret. Men indenfor denne ramme kan folket bestemme politikken. Og folket består langt overvejende af lønmodtagere, i dag mere end 90% af arbejdsstyrken. Staten er således en plads, hvor kapitalen og demokratiet (folket) kæmper om indflydelse.
Den eneste mulighed for at fastholde at de offentligt ansatte er en del af arbejderklassen, altså står overfor en kapitalist, er nu at hævde at folkestyret er uegentligt. Den første statsbestemmelse svulmer op og bliver hele statsbegrebet. Dette var da også den kommunistiske opfattelse. Kapitalen bestemmer politikken, og derfor er ægte demokrati umuligt under kapitalisme. Det parlamentariske demokrati er et skin, for ikke at sige et bedrag, der giver folket en falsk fornemmelse af magt. Derfor er det ikke blot en ligegyldig teaterforestilling, men skadeligt. Det bør afskaffes og erstattes af proletariatets diktatur og/eller et mere direkte demokrati. Det følger videre at ortodokse marxister og liberale fortalere for en minimalstat kan trække på samme hammel, selv om de første kritiserer staten for at være kapitalens redskab, de sidste for at trælbinde kapitalen ved at indskrænke erhvervslivets frihed. De kan videre være enige om, at skat er undertrykkelse og udbytning, af hhv. arbejderklassen og kapitalen, hvilket giver en interessant ideologisk enighed mellem anarkister af Glistrups støbning og kommunister, som udtrykt i et parti som Fælles Kurs.
Hvis man ikke kan acceptere den kommunistiske analyse af staten, må konklusionen være, at offentligt ansatte lønarbejdere ikke er en del af arbejderklassen. Fra en socialistisk synsvinkel lyder det som en svækkelse, at de offentligt ansatte ikke er en del af arbejderklassens kamp mod kapitalen. Men det modsatte er tilfældet, for det betyder jo også, at en tredjedel af de danske lønmodtagere qua en del af den offentlige sektor er unddraget kapitalens magt og i stedet er kernetropperne i demokratiets kamp mod kapitalen, altså bestræbelsen på at udvide demokratiet til også at omfatte den økonomiske verden.
Men alt dette forudsætter naturligvis, at demokratiet har givet staten en betydelig autonomi i forhold til kapitalen. Dette kan ændres. Man kan forestille sig at det parlamentariske demokrati afskaffes, eller – mere nærliggende – at konkurrencestaten binder politikken så snævert, at demokratiske beslutninger ikke længere har reel betydning. I så fald bliver den firkantede tolkning af den historiske materialisme atter gyldig.
Den klassemæssige udvikling 1960-83
Vi ser først på arbejdsstyrkens fordeling på stillingskategorier; 1973 er medtaget fordi året markerer afslutningen på højkonjunkturen.
Tabel 6.1. Arbejdsstyrkens fordeling på stillingskategorier 1960-82
| Procentuel andel af arbejdsstyrken | 1960 (FT) | 1970 (FT) | 1970 (BAU) | 1973 (BAU) | 1982 (BAU) | |
| Selvstændige | 20,8 | 14,7 | 14,8 | 13,4 | 10,9 | |
| Medhj. hustruer | 2,0 | 4,3 | 5,2 | 4,6 | 2,6 | |
| Funktionærer | 27,3 | 36,1 | 37,4 | 40,6 | 44,7 | |
| Faglærte arbejdere | 14,6 | 13,7 | 13,0 | 11,7 | 11,1 | |
| Ufaglærte arbejdere | 32,0 | 30,1 | 28,3 | 29,6 | 30,8 | |
| Huslige lønarbejdere | 3,1 | 1,1 | 1,3 | – | – | |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Procenterne i de to første kolonner er baseret på Folketællingerne (FT), i de tre sidste på Beskæftigelses- og arbejdsstyrkeundersøgelser (BAU); det ses at de to metoder giver lidt forskellige resultater for 1970, men tendensen er den samme. De selvstændige går kraftigt tilbage, funktionærerne kraftigt frem, mens faglærte og ufaglærte arbejdere samlet går lidt tilbage i relativ betydning.
Tabel 6.1 skelner ikke mellem privat og offentligt ansatte, så disse sidste må udskilles; det sker i tabellen nedenfor.
Tabel 6.2. De offentligt ansattes del af arbejdsstyrken/beskæftigede 1960-82
| 1960 | 1970 | 1973 | 1982 | ||
| Antal beskæftigede (tusinder) | 2.064 | 2.284,4 | 2.375,5 | 2.404,9 | |
| Procent af arbejdsstyrken/ beskæftigede: | |||||
| Off. tjenester | – | 16,8 | 21,0 | 31,1 | |
| Off. virksomheder | – | 3,4 | 3,3 | 3,6 | |
| Offentlig andel i alt | 14,4 | 20,2 | 24,3 | 34,7 |
I forrige kapitel konstaterede vi (Tabel 5.1) at den offentlige sektor undergik en relativ fordobling, både målt på bidrag til BFI og når vi medregner indkomstoversførslerne; vi ser nu mere end en fordobling på det personelle plan i nogenlunde samme periode.
Dette er den store revolution i klassestrukturen. Det ses også at kriseårene efter 1973 giver anledning til et nyt stort opsving i offentligt ansatte. Bemærk også at ansatte i offentlige virksomheder ligger stabilt på omkring 3,5%.
I Tabel 6.3 sammenfattes tabel 6.1 og 6.2. Som i Kapitel 4 medregnes de medhjælpende hustruer under de selvstændige. Ved fra funktionærer, faglærte arbejdere og ufaglærte arbejdere at fratrække de offentligt ansatte, fås arbejderklassen.iii
Tabel 6.3. Hovedklasserne 1960-82
| Procenter | 1960 | 1970 | 1973 | 1982 | |
| Arbejderklassen | 59,5 | 58,5 | 57,6 | 51,8 | |
| Selvstændige (inkl. hustruer) | 22,8 | 20,0 | 18,0 | 13,5 | |
| Huslige lønarbejdere | 3,2 | 1,3 | – | – | |
| Offentligt ansatte | 14,4 | 20,2 | 24,3 | 34,7 | |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 |
Vi ser at væksten i de offentligt ansattes vægt på godt 20 procentpoint er sket på bekostning af de selvstændige (godt 9 procentpoint) og arbejderklassen (knap 8 procentpoint); hertil kommer at de huslige lønarbejdere (godt 3%) er forsvundet.
Arbejderklassens relative tilbagegang er især indtruffet i den sidste del af perioden, efter 1973, men bemærk at faglærte og ufaglærte arbejdere – der overvejende er privatansatte – netop i disse kriseår stabiliserede deres andel. Det kunne tyde på at fremgangen for offentligt ansatte især er ‘gået ud over’ privatansatte funktionærer.
Ved periodens slutning er de selvstændige blevet reduceret til en mindre betydende kraft i det danske samfund; der skyldes landbrugets tilbagegang, men også at byernes middelklasse – småborgerne – er ved at blive udkonkurreret af de større virksomheder. Dette harmonerer med konstateringen i forrige kapitel af, at de små enkeltmandsvirksomheder forsvinder til fordel for de store aktieselskaber og de mellemstore anpartsselskaber og ansvarlige selskaber.
Keynesianisme og indkomstpolitik
I det meste af perioden var regeringerne under ledelse af Socialdemokratiet, og det var dette partis økonomiske politik der var dominerende, også efter 1973, hvor de parlamentariske vilkår blev mere usikre. Dette var i store træk en Keynesiansk politik, kombineret med forsøg på indkomstpolitik.
Før krisen var der fuld beskæftigelse og kraftig økonomisk vækst, så opgaven var at begrænse inflationen og omkostningsstigningerne, således at væksten kunne fortsætte, eksporten trives og betalingsbalancen ikke forværres. Derfor førte regeringen i de sidste par år før 1973 en kontraktiv finanspolitik, hvilket var i fuld overensstemmelse med Keynesianisme.
Samtidig gjaldt det om at begrænse lønstigningerne, dermed omkostningsstigningerne for virksomhederne. Midlet var indkomstpolitik, hvor arbejderne skulle holde tilbage med lønkrav mod at prisstigningerne begrænsedes og andre indkomster, især avancer (profitter), aktieudbytter og landbrugsstøtte, også skulle holdes i ro. Dette skete med Helhedsløsningen fra 1963, men ellers ikke, hvilket fremgår af rellønsstigningerne på 5,5% årligt mellem 1965 og 73 (jf. Tabel 5.1).
Efter 1973 søgte SD at bekæmpe arbejdsløsheden med en ekspansiv finanspolitik, således at den effektive efterspørgsel kunne øges til gavn for produktion og afsætning; i korte perioder var der stramninger, men dette var det generelle mønster. Der blev gennemført skatte- og afgiftssænkninger, men især en forøgelse af de offentlige udgifter. Det offentlige forbrug voksede mellem 1974 og 1982 årligt med 3,8%, overfor en minimal vækst i det private forbrug på 0,8%; samtidig lå de offentlige investeringer på 5% af BNP frem til 1980 (hvorefter de faldt til 3%), hvilket i nogen grad kompenserede for at de private investeringer faldt med omkring en tredjedel.iv Samtidig blev hånden holdt under overførselsindkomsterne, og dermed den efterspørgsel, der kom fra de marginaliserede.
Nettoresultatet af politikken var da også, at den offentlige sektor ekspanderede, men som det fremgik af Tabel 5A (i Statistisk Appendiks) var der ingen stigning i reallønnen efter 1976, hvilket naturligvis begrænsede efterspørgslen. Denne ‘Anker Jørgensen politik’ er siden blevet kritiseret for at være ineffektiv og uansvarlig, og det er da også en kendsgerning, at arbejdsløsheden var høj og underskuddet overfor udlandet til sidst kom ud af kontrol. Samtidig hævdedes krisen at falsificere Keynesianismen, fordi vi fik ‘stagflation’ – både stagnation/arbejdsløshed og inflation – hvilket angiveligt ikke skulle være muligt i en Keynesiansk model; dette kan nu ikke være rigtigt, for ingen teori kan tage højde for ‘eksterne stød’, det være sig krig eller – som her – en mangedobling af olieprisen, dermed af virksomhedernes omkostninger til energi.
Og videre kan man jo filosofere over, hvordan det var gået med arbejdsløsheden, hvis det offentlige ikke var trådt til og havde kompenseret nedgangen i den indenlandske private efterspørgsel (den stagnerende realløn og den store reduktion i private investeringer) og bortfaldet af en stor del af eksporten, fordi omverdenen også var ramt af krisen og derfor købte færre danske varer. I øvrigt hæmmedes beskæftigelsespolitikken ved at landet var så uheldigt, at arbejdsstyrken (arbejdsudbuddet) stadig voksede betydeligt (kvinderne og de store årgange); til gengæld faldt produktiviteten, dvs. der skulle flere til at udføre en givent arbejde.
Keynesiansk krisepolitik ligger godt til traditionel socialdemokratisk tankegang, for filosofien er jo, at hvad der er godt for fællesskabet, altså offentlige goder, er godt for økonomien. Modsat nyliberalismen, der argumenterer at hvad der er godt for arbejdsgiverne er godt for økonomien. Den første teori satser på at trække økonomien op ved at øge efterspørgslen, især den offentlige, den anden mener at det gælder om at fremme udbuddet ved at bedre virksomhedernes vilkår, altså reducere omkostningerne til arbejdskraft og erhvervsskatter. Den Keynesianske krisepolitik reducerer uligheden, den nyliberale øger den. Uanset økonomisk politik er det i øvrigt klart, at eksistensen af en stor offentlig sektor virker krisedæmpende, simpelthen fordi en stor del af økonomien – især at en tredjedel af de beskæftigede er offentligt ansatte – er unddraget markedet og dets nedture; under krisen i 30erne, hvor den offentlige sektor var langt mindre, blev arbejdsløsheden da også langt større (20-30% mod knap 10% frem mod 1982, jf. Tabel 5A og 5.1).
Keynesianisme er ikke i sig selv anti-kapitalistisk, og Keynes selv opfattede sig som liberal; den er et forsøg på at få kapitalismen til at fungere ved at give afkald på en mere fundamentalistiske liberalisme. Og dog har den anti-kapitalistiske undertoner ved at levere argumenter for en stor offentlig sektor, således at profitmotivet i økonomien skubbes i baggrunden. Samtidig er indkomstpolitik planøkonomi, fordi fordelingen på løn og profit bestemmes politisk; men der er selvfølgelig ikke tale om en fuldgyldig planøkonomi med demokratisk styring af produktion og investeringer. I det store og hele lykkedes det ikke at gennemføre en sådan indkomstpolitik.
Den Keynesianske politik var heller ikke succesfuld i det lange løb. Uden den havde arbejdsløsheden givetvis været højere, men som nævnt blev politikken uholdbar i begyndelsen af 80erne, med de store underskud på betalingsbalancen og de enorme rentebetalinger på udlandslånene. I de første år regnede alle med at krisen ville være et kortvarigt konjunkturtilbageslag, men i slutningen af 70erne begyndte det at stå klart, at det ikke var tilfældet. Den vækst, der skulle betale udlandslånene tilbage, udeblev og med den anden oliekrise i 1980 gik det helt galt.
Hvad var problemet? Hvorfor fejlede Keynesianismen – hvis det var den, der fejlede?
Det, der fejlede, var ‘Keynesianisme i ét land’. Faktisk kan oliekrisen fint tolkes indenfor en Keynesiansk ramme, når denne ramme ses som global.v I det perspektiv er det ikke noget problem at nogle energipriser stiger voldsomt og dermed hæmmer efterspørgslen hos dem, som dette går ud over, såfremt dette opvejes af stigende efterspørgsel hos de producentlande, der nyder godt af øgede oliepriser, dermed øgede indkomster. Men det var præcis det, der ikke skete, tværtimod blev de enorme indtægter opsparet af Saudi Arabien og de andre olielande, og så er det Keynesiansk børnelærdom at der måtte komme en langvarig krise.
Hertil kom, at modsat i Danmark førte man i de lande, der skulle aftage vor eksport, en kontraktiv finanspolitik (en sparepolitik), således at man eksporterede arbejdsløsheden til hinanden, herunder til Danmark. Danmark kunne ikke føre Keynesiansk politik alene, for det måtte nødvendigvis give betalingsbalanceproblemer overfor en ikke-keynesiansk omverden. Det, der var behov for, var en koordineret ekspansiv politik i de vestlige lande, altså den politik som blev ført i 2009/10 (her var Kina i øvrigt også med) og som faktisk hurtigt vendte nedgangen efter krisen i 2008; det blev så ødelagt ved at Tyskland fra sommeren 2010 slog om til en kontraktiv sparepolitik og trak de andre EU-lande med ned ad den vej.vi
Alt i alt var 70ernes problem ikke for megen, men for lidt Keynesianisme.
Ud over indkomstpolitik og finanspolitik er der pengepolitik og valutapolitik, som ganske kort skal omtales.
Pengepolitikken var frem mod 1973 generelt kontraktiv. Faren for overophedning søgtes imødegået med selektive, restriktive indgreb overfor bankernes udlån; der indførtes deponeringsaftaler, således at bankerne skulle deponere 20% af deres indlån i Nationalbanken, og senere fik vi direkte udlånslofter. Der var således stadig en kraftig regulering af finanskapitalen, hvilket hjælper med til forklare dens ret begrænsede vækst i perioden (Tabel 5.8). Efter 1973 blev pengepolitikken mere ekspansiv, med vækst i pengemængden og en lav politisk rente (diskontoen), men politikken var ineffektiv, fordi det stigende udlandsunderskud betød at landets kreditorer tvang renten op.vii
Valutapolitikken var præget af mange, mindre devalueringer, således tre i 1976 og 77, hvorved virksomhedernes varer blev billigere for udlandet. Man foretrak disse ‘ydre’ devalueringer frem for hvad man senere har kaldt ‘indre’ devalueringer, dvs. den nyliberale strategi med at reducere virksomhedernes omkostninger ved at begrænse deres løn- og skatteudgifter. Men devalueringerne havde den langsigtede omkostning, at den udenlandske kapital begyndte at miste tilliden til den danske krone og derfor krævede stadig højere renter for lånene til Danmark.
Socialdemokratiets overordnede strategi
Da Socialdemokratiet som nævnt var det dominerende parti i vor periode, er det vigtigt at identificere partiets overordnede mål. Der var to, nemlig dels indførelse af Økonomisk Demokrati (ØD), dels en udbygning af velfærdsstaten. Objektivt set var der tale om to strategier for at trænge kapitalismen tilbage til fordel for en demokratisk styret økonomi.
Idéen i ØD var at arbejdere og arbejdsgivere skulle indbetale beløb, der skulle bruges til at opbygge fonde, der ville sikre fagbevægelsen kontrol med, eller i det mindste afgørende indflydelse på, virksomhedernes produktion og investeringer. Baggrunden for ØD var at fagbevægelsen måtte konstatere, at der i realiteten ikke kunne gennemføres indkomstpolitik. Ved Helhedsløsningen i 1963 blev priserne frigivet allerede efter 1/2 år; og når arbejdsgiverne ikke ville honorere løntilbageholdenhed med en tilsvarende begrænsning af priserne, dermed avancerne, ønskede fagbevægelsen en anden type kompensation, nemlig indflydelse på virksomhedernes dispositioner.viii
At fondene overvejende skulle være centrale blev meget kritiseret, også fra venstrefløjen, men det var en forudsætning for, at ØD kunne stå for en overordnet allokering af kapitalen (investeringerne). SD fremsatte forslag i Folketinget i foråret 1973, men efter jordskredsvalget i december blev forslaget lagt på hylden. ØD flugtede med den klassiske idé om socialisme som arbejderklassens overtagelse af ejendomsretten til produktionsmidlerne, således at værdierne kunne gå til arbejderne, og således at den kaotiske og krisebefængte markedsøkonomi kunne erstattes af planøkonomi. Disse ting blev ikke sagt med så mange ord (de Radikale skulle helst med på vognen), men de borgerlige partier var ikke sene til at fatte dette perspektiv; selv om privatkapitalens indflydelse i fondene (i første omgang?) minimum skulle være 50%. ØD-strategien var faktisk en regression til en forståelsen af Socialdemokratiet som et klasseparti.
Den anden strategi var udtryk for partiets anden identitet, nemlig som et folkeparti. Den fælles rigdom skulle komme alle til gode i form af den universelle velfærdsstat; rig og fattig, arbejder, funktionær, småborger og A.P.Møller – alle skulle de have lige adgang til sundhed, uddannelse og folkepension. Men mens kampen for ØD var en ret bevidst kamp for socialisme, blev opbygningen af velfærdsstaten ‘kun’ begrundet pragmatisk, nemlig at det var fornuftigt og rimeligt at sådanne vitale goder blev finansieret kollektivt (via skatten) og derefter stillet til rådighed for alle. Kampen for en stor offentlig sektor blev ikke set som det, den var og er, nemlig en kamp for at erstatte profitorienteret styring med demokratisk styring; det blev ikke set at velfærdsstaten var et systemoverskridende, anti-kapitalistisk projekt, der handlede om meget mere end velfærd.
ØD og velfærdsstat var altså objektivt to strategier for at realisere socialismen, forstået som økonomisk demokrati. Dermed blev kapitalismen angrebet fra to meget forskellige vinkler. ØD angreb direkte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet ved at fratage privatkapitalen dens magt over virksomhederne; den kamp kunne (potentielt) mobilisere arbejderklassen. Udbygningen af den offentlige sektor var et mere indirekte angreb, fordi denne udbygning i sin konsekvens marginaliserede kapitalismen til fordel for en demokratisk styret sektor; den kamp kunne (potentielt) mobilisere hele folket.
Hvorfor mislykkedes ØD-projektet?
Det umiddelbare svar er, at SD ikke kunne skabe politisk flertal for projektet.
De borgerlige partier var imod (RV dog åben for moderate reformer), og SD plus venstrefløjen havde ikke flertal. Hertil kom at venstrefløjen var kritisk overfor forslagets udformning. Det var især de centrale fonde, der vakte anstød. Det kan undre i betragtning af, at sådanne var forudsætningen for at ØD kunne give en arbejderstyret planøkonomi, men skyldtes mistillid til en en bureaukratisk ‘fagforstening’ som LO, hvor magten i høj grad var centraliseret. Venstrefløjen lagde større vægt på decentrale fonde og virksomhedsdemokrati. Gert Petersen fra SF har senere beklaget, at venstrefløjen dermed blokerede for en systemoverskridende reform, og set i bakspejlet er det da også svært at forstå, at der ikke kunne skabes et kompromis med SD.ix Men venstrefløjens bekymring var måske forståelig, for det er en intrikat øvelse at tage kapitalen fra kapitalisterne uden selv at blive kapitalist.
Men det afgørende for forliset var nok, at kun 20% af arbejderne tilsluttede sig projektet, trods en stor propagandaindsats fra SD og LO. Der manglede altså mobilisering fra neden.
Hvorfor så lidt begejstring blandt arbejderne? Det er det centrale spørgsmål. ØD-forslaget havde umiddelbar relevans for arbejderklassen, dvs. privatansatte funktionærer og manuelle arbejdere, der står overfor en profitmaksimerende arbejdsgiver. Som vi har set (Tabel 6.3) mistede denne klasse vægt siden 1973, og det var en væsentlig svækkelse, at de fremadstormende offentligt ansatte iflg. sagens natur ikke kunne være en del af denne form for økonomisk demokrati.
Men det afgørende var nok at arbejderklassen var en meget andet størrelse i 1970erne, sammenlignet med 30erne eller blot 50erne. Funktionærerne fyldte betydeligt mere, faglærte og ufaglærte arbejdere mindre. Det svækkede klassebevistheden, altså bevidstheden om at være én kraft, med fælles mål, dels fordi funktionærer typisk er tættere på arbejdsgiverne, dels fordi de i deres arbejdsopgaver er langt mere heterogene end arbejderne.
Hertil kommer at arbejderklassen havde fået mere blandede interesser. I ‘gamle dage’ drejede det sig om løn, arbejdsvilkår og beskæftigelse, og intet andet, men op gennem 60erne og 70erne kom nye interesser til.
Velstandsstigningen betød at det blev muligt at spare op, samtidig med at den traditionelle opsparing til alderdom blev mindre relevant med folkepensionen. Der blev råd til varige forbrugsgoder som bil, ejerlejlighed eller parcelhus. Hvis et medlem af arbejderklassen har en bil, får vedkommende en interesse i lave bilafgifter og benzinpriser. Har man et hus, får man en interesse i en lav rente (dermed en bestemt pengepolitik), i rentefradrag (selv om det sænker skattebidraget) og stigende huspriser (selv om det fyrer op under inflationen, og måske resulterer i en boble, med efterfølgende generel økonomisk krise, som vi så i 2008); i det hele taget må man ønske en boligpolitik, der tilgodeser ejerne snarere end lejerne.
Denne arbejderinteresse blev – så at sige – selvstændiggjort, da Erhard Jacobsen i 1973 brød ud af SD og stiftede Centrumdemokraterne, der fik hele 7,8% af stemmerne ved jordskredsvalget. Dette partis program var udtrykkeligt at varetage bilejernes og boligejernes interesser. Splittelsen i arbejderklassens økonomiske interesser fik her et direkte politisk udtryk.
Dette var ikke et automatisk resultat af velstandsstigningen. Det var udtryk for politiske valg. Man kunne have overflødiggjort det meste af privatbilismen, hvis man havde udbygget den kollektive trafik. Og man kunne først og fremmeste have socialiseret boligen. Efter krigen gik udviklingen faktisk i den retning, idet det offentlige efterhånden stod for det meste af finansieringen, dermed kontrollen, men i slutningen af 50erne trak staten sig ud, hvorefter kapitalen fik større spillerum, især efter at ejerlejligheder i 60erne blev legaliseret. Til trods for et erklæret princip om at ligestille ejere og lejere, betød politikken at ejere blev favoriseret, især med rentefradragsretten, så de, der havde råd, valgte naturligt nok at købe boligen.
Man – især SD – undlod altså at hæve boligen ud af markedsøkonomien, på linje med uddannelse, sundhed og omsorg for børn og ældre, og gøre den til en del af velfærdsstaten, skønt den vel ikke er mindre vigtig. I stedet blev boligen en kastebold for markedskræfterne – samtidig med at det socialdemokratiske projekt blev undergravet af, at de private interesser, der var knyttet til boligen, splittede arbejderklassens interesser.
Dette er grundene til, at arbejderklassen ikke kunne fokusere på dens oprindelige interesse og mål: at overtage produktionsmidlerne fra kapitalen.
Hvorfor lykkedes velfærdsstaten?
Hvordan var det muligt at opbygge en så stor sektor, der var styret af demokratiet?
Velfærdsstaten var et socialdemokratisk projekt, men den blev også støttet af de Radikale, der faktisk var det parti, der arbejdede mest for at modellen skulle være universel. Venstrefløjen var domineret af SF, der også var positive; den yderste venstrefløj – DKP og VS – kunne være kritisk og se projektet (og Keynesianismen) som reformistisk styrkelse af kapitalismen, men den havde marginal parlamentarisk indflydelse.
I perioden 1957-73 stod SD stærkt og kunne sammen med venstrefløjen ofte mobilisere en tilslutning på omkring 50%, hvortil så kom de Radikale. Dette giver den politiske forklaring på, at det var muligt at opbygge en stor offentlig sektor.
Men hvor kom denne styrke fra? Den kom fra at klassekampen forløb gunstigt, set fra arbejderklassens synsvinkel. Det bevises af de meget store reallønsfremgange, som det var muligt at kæmpe igennem, årlige 4,6% frem mod 1965 og 5,5% 1965-73 (Tabel 5.1). Disse store indkomststigninger forklarer også, at der ikke var protester mod skattestigningerne (før Glistrup-bevægelsen fra omkring 1971); der var råd til både privat og offentlig velfærd. Det er rigtigt at arbejderklassen mistede lidt vægt, men styrkemæssigt blev dette rigeligt kompenseret af den store vækst i offentligt ansatte, som pr. definition måtte være tilhængere af den offentlige sektor.
Det interessante spørgsmål er nu, hvorfor det lykkedes ikke blot at fastholde, men at styrke velfærdsstaten i kriseperioden 1973-82. Krisen gav jo massearbejdsløshed og dette overudbud af arbejdskraft måtte nødvendigvis trykke lønnen, så vi efter 1976 faktisk fik en reallønsudvikling, der i nogle af årene var negativ. Krisen svækkede arbejderklassen, og man skulle tro at den også svækkede klassens vilje til at slås for velfærdsstaten, i og med at de stigende skatter nu skulle betales ud af en skrantende indkomst. Det så vi da også ved Jordskredsvalget i december 1973, hvor mange arbejdere svigtede SD til fordel for Fremskridtspartiet (og Centrumdemokraterne), men allerede i 1977 var SD tilbage på det gamle niveau, jf. Tabel 6.4. Arbejdervælgerne var tilbage,x og de stadig flere offentligt ansatte stemte på SD eller venstrefløjen, i hvert fald ikke på Fremskridtspartiet. Den oplagte forklaring er vel, at netop i krisetider er der brug for velfærdsstatens forskellige sikkerhedsnet.
Tabel 6.4. Partitilslutning 1971-81, Folketingsvalg
| Folketings-valg, % | SD | Venstrefløjen (SF, K og Y) | Radikale | Centrum-demokraterne | Fremskridts-partiet | Venstre og Konservative |
| 1971 | 37,3 | 12,1 | 14,4 | – | – | 32,3 |
| 1973 | 25,6 | 11,1 | 11,2 | 7,8 | 15,9 | 21,5 |
| 1975 | 29,9 | 11,3 | 7,1 | 2,2 | 13,6 | 28,8 |
| 1977 | 37,0 | 10,3 | 3,6 | 6,4 | 14,6 | 20,5 |
| 1979 | 38,3 | 11,5 | 5,4 | 3,2 | 11,0 | 25,0 |
| 1981 | 32,9 | 15,1 | 5,1 | 8,3 | 8,9 | 25,8 |
Fremskridtspartiet blev stiftet af Mogens Glistrup i januar 1971, toppede i meningsmålingerne i sommeren 1973 med ca. 25%’s tilslutning og fik ved valget i december samme år 15,9%. Den økonomiske krise satte først ind i efteråret 1974, så partiet var ikke en reaktion på denne; faktisk var en væsentlig årsag til den vigende tilslutning fra 1977, at krisen satte en ny dagsorden, som partiet ikke havde et overbevisende svar på.
Fremskridstpartiets dagsorden var modstand mod skat – indkomstskatten skulle afskaffes – og kritik af den offentlige sektor, med dens ‘papirnussere’ og ‘skrankepaver’. Da skattebidraget og den offentlige sektor uforstyrret voksede frem mod 1982, må oprøret karakteriseres som mislykket.
Dog kan det argumenteres, at partiets ideologi vandt på den lange bane. Partiet gødede jorden for nyliberalismen efter 1982, en ideologi, der nåede et foreløbigt højdepunkt i 1990erne med Anders Fogh Rasmussen’s bog om minimalstaten. Faktisk kan det siges, at Fremskridtspartiet ideologi flugtede med en ny økonomisk-politisk diskurs, der fik sit startskud med Jørgen Dich’s bog ‘Den herskende klasse’ fra 1973; den omtalte klasse er de offentligt ansatte, der stedse stræber efter at udvide deres domæne. I denne optik er den offentlige sektor en uproduktiv parasit, så dens vækst beror ikke på at der er brug for den. Denne nyliberale tankegang fik sit officielle stempel, da Statistisk Tiårsoversigt i 1980 for første gang talte om ‘skattetryk’. Fremskridtspartiets langsigtede succes lå i at sådanne tanker efterhånden blev stuerene, således at de lettere kunne implementeres i den nyliberale periode efter 1982.
Når Fremskridtspartiet ikke formåede at rokke ved politikken i 70erne, skyldes det som nævnt at deres arbejdervælgere viste sig kun at været til låns, men også at partiets kernetropper var de selvstændige, altså landmænd, små købmænd og andre mindre erhvervsdrivende, der blev presset af konkurrencen fra den større kapital og fra det offentlige, der krævede skatter og papirarbejde (og her valgte de så at angribe det offentlige). Dette var en klasse, der desperat, men forgæves, kæmpede mod sin egen undergang; som vi så i Tabel 6.3 blev dens kvantitative betydning voldsomt reduceret mellem 1960 og 82, og i dag er de nede på at udgøre mindre end 5% af arbejdsstyrken. Dette småborgerlige oprør var dømt til at mislykkes; nyliberalismens opgør med den offentlige sektor kunne mobilisere langt mere potente interesser.
Som Jørgen Dich indså, men ikke applauderede, var de offentligt ansatte i 70erne blevet en magtfaktor af stor betydning; dette er måske den egentlige grund til at de selvstændiges oprør måtte komme til kort.
Statistisk appendiks
Til Tabel 6.1.
Kilde: St.TO 1974, ss. 14 og 16, samt St.TO 1985, s. 37.
Huslige lønarbejdere er i 1973 og 1983 inkluderet i ‘ufaglærte arbejdere’.
Til Tabel 6.2.
Tallene fra 1960 er fra Tabel 4.4, der er baseret på Goul Andersens bearbejdning af folketællingen; offentlige tjenester og offentlige virksomheder er her ikke udskilt.
Tallene fra 1970, 1973 og 1982 er baseret på nationalregnskabet, se St.TO 1981: 122 og St.TO 1984: 124. Offentlige værker plus post og tele står for 2,2% i 1970, 2,3% i 1973 og 2,5% i 1982; hertil kommer den offentlige del af transport, som jeg har anslået.
Der er således et databrud mellem 1960 og 1970. Den vigtige forskel er, at 1960-tallene angiver andele af arbejdsstyrken, der inkluderer arbejdsløse, mens tallene for de følgende år er procenter af beskæftigede, herunder deltidsarbejdere. Der er dog ingen grund til at antage, at udelukkelsen af de arbejdsløse har betydning for andelene.
Til Tabel 6.3.
Tallene for 1970 er baseret på BAU i Tabel 6.1.
Til Tabel 6.4.
Kilde: Wikipedia
iMarx/Engels 1952: 29.
iiFor en oversigt over demokratiets forhistorie i 1800-tallet, se Lundkvist, 2004, Bind III: 17-19.
iii Det ses at de resulterende procenter for arbejderklassen og de selvstændige afviger en anelse fra procenterne i Tabel 4.4; det skyldes at Tabel 4.4. er baseret på Goul’s beregninger, mens Tabel 6.1 og 63 er baseret på Foketællingerne.
iv Tallene for offentligt og privat forbrug er fra St.TO 1985: 113, mens oplysningerne om offentlige og private investeringer er fra St.TO 1984: 113 og 117ff (smlgn. også Christoffersen, 1999: 41ff).
vDette er tolkningen hos Hansen og Henriksen, 1984,II: 261ff.
viSe Lundkvist, 2013: 50ff.
viiChristoffersen, 1999: 150ff.
viiiChristoffersen, 1999: 142f f.
ixOm ØD (også i Sverige), se Kolstrup, 2017.
xSe Tabel 21 i Hansen og Henriksen, 1984, II: 280.