Dette kapitel er en introduktion til kapitlerne om perioden efter 1982: Kapitel 8 om marked og kapital, Kapitel 9 om klasserne, Kapitel 10 om staten og Kapitel 11 om Danmarks plads i den globale kapitalisme.
Hvorfor 1982 som skæringsår?
Tiden efter 1982 er nyliberalismens periode, i Danmark markeret ved at en borgerlig regering under Poul Schlüter kom til magten.i
Nyliberalismen har mange elementer: Privatisering og udlicitering, der mindsker den demokratiske sektor til fordel for den kapitalistiske; kommercialisering af den offentlige sektor, så den i højere grad imiterer markedet end bliver et modspil til dette; frihandel, således at de multinationale selskaber, der står for 2/3 af verdenshandelen i varer og service, får mere frihed i forhold til de politiske magthavere; individualisering af arbejdsmarkedet, hvorved den traditionelle arbejdersolidaritet presses; og frie kapitalbevægelser, internationalt og mellem sektorer indenfor landets grænser.
Men elementerne er ikke ligestillede, for det er liberaliseringen af kapitalen, der muliggør de andre tiltag. Det skyldes at frihed er det pæne ord for magt, så frigørelse af kapitalen fra politiske indgreb betyder dens mægtiggørelse. Først da kapitalen på denne måde kunne sætte sig for bordenden, blev de andre – og ofte mere synlige – revolutioner mulige.
Der er naturligvis altid noget vilkårligt ved at udnævne et bestemt år som skæringsår. Valuta er en vigtig del af kapitalen, og handelen med den blev liberaliseret allerede i 1971, da USA gik fra guldet og dermed likviderede Bretton Woods systemet, der siden krigen havde sørget for politisk regulering af valutakurserne; på internationalt plan blev det nu markederne – finanskapitalen – der bestemte kurserne, om end man i Europa stadig søgte at fastholde en politisk regulering gennem små Bretton Woods ordninger som EMS’en og Slangen, der var forløbere for Euroen.
I Europa fik nyliberalismen sit gennembrud i 1985, da det Indre Marked blev vedtaget (til ikrafttræden i 1992). Varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft kunne nu frit bevæge sig indenfor EU (eller EF, som det dengang hed), uden politisk regulering. Da det som sagt overvejende er kapitalen, der handler varer og tjenesteydelser, kan det Indre Marked sammenfattes til frihed for kapitalen og arbejdskraften.
Ved en folkeafstemning om ‘EF-pakken’ i 1986 vedtog Danmark at tilslutte sig det Indre Marked, og i oktober 1988 gennemførtes meget af den hertil nødvendige lovgivning. Kapitalbevægelserne dereguleredes, idet der blev fri adgang for danskere til at låne i udlandet, ligesom udlændinge nu frit kunne føre kapital til Danmark, fx gennem direkte, produktive investeringer eller ved at købe statsobligationer (altså låne til landet) eller private værdipapirer.
Så hvorfor ikke lægge snittet i 1988? Eller måske endda senere, eftersom det først var omkring 1990 at finanskapitalen blev frisat internt, ved at brandmurene mellem de forskellige brancher (bank, forsikring, realkredit) blev nedbrudt, og det først var i midt-90erne (under Nyrup-regeringen) at der kom gang i privatiseringerne ved at kontrollen med den elektroniske infrastruktur (Tele Danmark) blev overdraget til udenlandske kapitalinteresser?
På den anden side regnes nyliberalismens internationale gennembrud til omkring 1980, fordi Thatcher blev britisk premierminister i 1979 og Reagan amerikansk præsident i 1980. Herhjemme var liberaliseringen af udenlandske kapitalbevægelser så småt startet i juni 1985 (lån og direkte investeringer), ligesom bankernes udlån dereguleredes med afskaffelsen af udlånsloftet. Det vigtigste var imidlertid, at den borgerlige regering straks ved sin tiltræden annoncerede en fastkurs-politik, dermed et opgør med Anker Jørgensen-regeringens glidende devalueringer, der havde sigtet på at forbedre konkurrenceevnen og dermed modvirke det store underskud på betalingsbalancen. Valutakursen var dermed blevet afpolitiseret, hvilket også betød at pengepolitikken stort set blev afskaffet som politisk instrument; det skyldes at når kronens værdi skal ligge fast i forhold til D-Marken (og senere Euroen), så kan renten (diskontoen) ikke afvige meget fra niveauet i Tyskland (Euro-zonen), for hvis den ligger lavere, vil kapitalen flygte, hvilket vil presse kronens værdi. Derfor kan renten ikke længere sænkes med henblik på at fremme investeringerne.
Tilbage af økonomisk politik var nu kun finanspolitikken. Den blev senere lagt i lænker, endegyldigt med Eurolandenes Finanspagt, der forbyder en ekspansiv Keynesiansk politik ved stort set at kræve balancerede budgetter; Danmark valgte at tilslutte sig denne pagt.
Alt i alt finder jeg at 1982 er et rimeligt kompromis mellem disse forskellige betragtninger.
Den makroøkonomiske udvikling efter 1982
Hovedinteressen i denne bog er kapitalismens langsigtede, strukturelle udvikling, men før vi giver os i kast med denne analyse er det hensigtsmæssigt kort at redegøre for konjunkturudviklingen og den økonomiske politik.ii
Kriteriet for periodiseringen i Tabel 7.1 er udviklingen i BFI; de øvrige parametre er ikke nødvendigvis synkroniserede, specielt kan der gå nogen tid før ændringer i væksten (BFI) slår igennem på arbejdsmarkedet.
Tabel 7.1. Realvækst i BFI og løn samt arbejdsløshed og overskud på betalingsbalancen efter 1982
| Årligt gennemsnit for perioden | Realvækst i BFI (%) | Realvækst i privat løn (%) | Arbejdsløshed (%) | Overskud på betalingsbalancen, % af BNP |
| 1974-82 (Anker) | 1,9 | 1,4 | 6,5 (2,1→9,8) | -3,6 |
| 1983-86 (vækst, Schlüter) | 3,4 | 0,1 | 9,4 (10,5→7,9) | -4,0 |
| 1987-93 (stagnation, Schlüter) | 1,2 | 1,3 | 10,0 (7,9→12,4) | 0,3 |
| 1994-2000 (vækst, Nyrup) | 3,1 | 1,5 | 8,2 (12,3→5,4) | 1,1 |
| 2001-03 (lille krise, Nyrup og Fogh) | 1,0 | 1,8 | 5,5 (5,1→6,2) | 3,0 |
| 2004-07 (højkonjunktur, Fogh) | 2,0 | 1,5 | 5,1 (6,4→3,6) | 2,9 |
| 2008-16 (krise og stagnation, Fogh, Løkke, Thorning) | 0,1 | 0,6 | 5,1 (2,6→4,6) | 5,6 |
| 1983-2016 (nyliberale epoke) | 1,6 | 1,1 | 7,3 | – |
Kilde: Se Statistisk Appendiks, Tabel 7A, 7B og 7C. – For arbejdsløshed er angivet gennemsnitstal samt udviklingen indenfor perioden. Lønudviklingen refererer alene til den private sektor.
1983-93 (Schlüter): Først vækst, så stagnation
Da Anker Jørgensen frivilligt trådte tilbage i september 1982 og overlod magten til en borgerlig regering, havde denne som erklæret mål at stabilisere udenrigsøkonomien; fastkurspolitikken skulle afværge udenlandske investorers frygt for devalueringer. I øvrigt lykkedes denne del af den såkaldte ‘genopretningspolitik’ ikke i de første år, for underskuddet på betalingsbalancen (BB) øgedes fra -2,5% i 1983 til -5,4% i 1986, hvilket slog de angiveligt uansvarlige socialdemokratiske regeringer med adskillige alen.
Det hang sammen med en ret ekspansiv politik, især i form af skattelettelser, hvilket så til gengæld formåede at reducere arbejdsløsheden fra 10,5% i 1983 til 7,9% i 1986. Den væsentligste grund til denne forbedring, tydeligt i den høje vækst i BFI, var dog at de udenlandske konjunkturer vendte til det bedre kort tid efter regeringsskiftet, fordi den globale nedtur omkring 1981 (bl.a. grundet den anden oliekrise) klingede ud; Balder Asmussen taler i den forbindelse om ‘fætter Højben’ effekten.iii Så hvis Anker Jørgensen blot havde holdt ud nogle få måneder mere, havde det politiske landskab efter 1982 måske været et helt andet …
Den ekspansive politik rettede sig alene mod det private forbrug. Faktisk ophørte realvæksten i de offentlige udgifter, med det resultat at den stigende beskæftigelse kun kom den private sektor til gode og at offentlige tjenesters bidrag til BFI faldt lidt (se Tabel 8.2).
Bemærkelsesværdigt bevægede reallønnen sig ikke ud af stedet. Dette var et udtalt mål for den nye regering, der prioriterede inflationsbekæmpelse højt, og målet blev bl.a. opnået ved først at suspendere og siden afskaffe dyrtidsportionerne. For så vidt fik lønmodtagerne intet ud af opsvinget. På den anden side blev arbejdstiden nedsat med 1 time i 1985, ved lovindgreb efter sammenbrudte overenskomstforhandlinger; udbudsøkonomi var altså endnu ikke blevet gængs politik.
Den alarmerende udvikling på betalingsbalancen var baggrunden for ‘kartoffelkuren’ i 1986 og den stramme – kontraktive – økonomiske politik i de 7 såkaldte ‘magre år’ frem til 1993. Det private forbrug blev begrænset, bl.a. med en 20%’s afgift på renter på forbrugslån. Effekten af ‘kartoffelkuren’ – og andre indgreb – var at betalingsbalancen forbedredes dramatisk, til et overskud på 3,3% i 1993; til gengæld faldt væksten i BFI og arbejdsløsheden øgedes til 12,4%, betydeligt over niveauet i de værste år under Anker Jørgensen. Men reallønnen rettede sig, især grundet en eksplosion på 4,3% i 1987.
1994-2000 (Nyrup): Vækst
Den socialdemokratiske regering, der trådte til i januar 1993 efter Tamil-affæren, lagde ud med en ‘kickstart’, dvs. en ekspansiv økonomiske politik.
Det blev lettere at låne og skatten blev sat lidt ned (selskabsskatten dog markant, fra 34% til 26%), så effekten blev en stigning i det private forbrug. Det lykkedes at bringe den tårnhøje arbejdsløshed ned til 5,4% i 2000. Den ekspansive politik havde dog en negativ indflydelse på betalingsbalancen, hvilket gav anledning til ‘pinsepakken’ i juni 1998, der bremsede det private forbrug med grønne afgifter og boligpriserne gennem en reduktion i rentefradraget. Nettoeffekten blev at overskuddet på betalingsbalancen kunne fastholdes.
Beskæftigelsen gik betydeligt frem, mens reallønsstigningerne var moderate. Dette er samtidig perioden, hvor udbudsøkonomien vinder frem, i form af bestræbelser for at øge arbejdsudbuddet; arbejdsløse presses gennem krav om aktivering, dagpengeperioden forkortes og andre overførselsindkomster blev reduceret.
2001-03 (Nyrup og Fogh): Lille krise
Dette er et mellemspil, affødt af den kortvarige amerikanske IT-krise og turbulensen grundet 9/11 angrebet. Væksten i BFI aftager betydeligt, men hverken reallønnen eller arbejdsløsheden når at blive påvirket negativt.
2004-07 (Fogh): Højkonjunktur
I disse 4 år har vi en spekulativ højkonjunktur, mens væksten i realøkonomien (BFI) er moderat. Opgangen kommer fra USA, hvor den er drevet af store lån til boligmarkedet. Også i Danmark kommer der en vis vækst og arbejdsløsheden falder fra 6,4% i 2004 til 3,6% i 2007; reallønnen stiger, men mindre end væksten i BFI.
Al økonomisk teori tilsiger en stram økonomisk politik i denne situation, for at forhindre overophedning, men Fogh-regeringen valgte en ekspansiv, konjunkturmedløbende politik, først og fremmest gennem skattestoppet, der fastfrøs boligbeskatningen. Resultatet var at boligboblen blev dobbelt så stor som i EU generelt.
Politikken må formentlig forklares af et principielt (ideologisk) ønske om at overføre værdier fra den offentlige til den private sektor; det bekræftes af den erklærede politik om at begrænse realvæksten i det offentlige forbrug til 0,5%, altså langt mindre end væksten generelt.
2008-16 (Fogh, Løkke, Thorning, Løkke): Først krise, så stagnation
Finanskrisen indtraf i efteråret 2008. Den kulminerede i 2009 med et dramatisk fald i BNP på 5,1%; derefter var der lille vækst i 2010 og 11, så tal omkring 0 i 2012 og 13 (da finanskrisen suppleres med Eurokrisen), og derefter atter lille vækst. Over hele underperioden var der så at sige ingen vækst.
Da boligboblen takket være skattestoppet var dobbelt så stor som i EU generelt, blev nedturen tilsvarende dobbelt så dyb; ansvaret for krisen kan derfor fordeles fifty-fifty mellem Fogh-regeringen og udlandet. Med en vis forsinkelse vokser arbejdsløsheden til et niveau på omkring 6% i 2010-13, hvorefter der er et lille fald; overskuddet på betalingsbalancen nærmest eksploderer, hvilket hænger sammen med at vi ikke har råd til at købe udenlandske varer og service.
Beskæftigelsen styrtdykker naturligvis, og vi får i et par år negativ vækst i reallønnen (det retter sig lidt i 2014/15).
Fogh-regeringen lægger ud med en ekspansiv økonomisk politik, af den borgerlige slags, hvor det gælder om at styrke det private forbrug gennem skattelettelser (især for høje indkomster). I maj 2010 lægges roret om til en kontraktiv finanspolitik, også kaldet nedskæringspolitik (‘austerity’). Dette er faktisk et par måneder før det øvrige EU, med Merkel i førersædet, skifter fra Keynesiansk til nyliberal krisepolitik, hvor vejen frem menes at ligge i balancerede offentlige budgetter, således at markedets tillid genoprettes.iv
Anledningen til det danske skift var, at regeringen angiveligt frygtede at det offentlige underskud ville overstige EU’s regel om maksimalt 3% af BNP; i 2011/12 skærpede Finanspagten denne grænse til 0,5% for det strukturelle (langsigtede) underskud. Heraf ‘genopretningspakken’, der beskar de offentlige udgifter ved bl.a. at fastfryse overførselsindkomsterne i 2 år (lettelser i topskatten blev også annulleret), samtidig med at dagpengeperioden blev halveret fra 4 til 2 år; men da så mange gled ud af arbejdsmarkedet voksede de offentlige udgifter alligevel. Resultatet af nedskæringspolitikken var som nævnt nulvækst i 2012 og 13.
Regeringens andet større initiativ var ’tilbagetrækningsreformen’ fra 2011, hvor efterlønnen blev udfaset. Den var blevet indført i 1979 for at reducere arbejdsudbuddet fra ældre, så der kunne blive plads til yngre på arbejdsmarkedet; den blev nu afviklet for at øge arbejdsudbuddet.
Den socialdemokratiske regering, mellem oktober 2011 og juni 2015, erklærede at ville videreføre den hidtidige regerings økonomiske politik. I tråd hermed tilsluttede regeringen sig Euro-landenes Finanspagt, der stort set krævede balancerede offentlige budgetter og dermed umuliggjorde en aktiv finanspolitik.
1983-2016 (nyliberale periode)
Som det ses af Tabel 7.1 gælder det for hele den nyliberale periode, at væksten har været lavere, reallønsstigningerne lavere og arbejdsløsheden højere end under Anker Jørgensen’s sidste 8 år, til trods for at der dengang var vedvarende krise. Ser man på den lange periode med højkonjunktur frem til 1974 var væksten i både BFI og realløn naturligvis langt højere end under nyliberalismen, samtidig med at vi for det meste havde fuld beskæftigelse.
Planen for Kapitel 8, 9, 10 og 11.
Som for tidligere perioder inddeler jeg materialet i fremstillinger af kapitalens udvikling (Kapitel 8) og den klassemæssige udvikling (Kapitel 9).
I Kapitel 8 undersøger jeg udviklingen i styrkeforholdet mellem produktionsmådens tre centrale sektorer: 1) Den offentlige eller demokratiske sektor, 2) den kapitalistiske sektor, og 3) residualet, nemlig den private, markedsbaserede, men ikke (så) kapitalistiske sektor. Vi ser på forskellige mål for kvantificering af den kapitalistiske sektor, især i forlængelse af Kapitel 5; aktieselskabernes vægt, men også andre mål inddrages, ligesom de kvalitative ændringer diskuteres. Det finansielle område tages ud til særskilt behandling. Konklusionen bliver at den kapitalistiske sektor har fået større vægt i forhold til den private, men mindre kapitalistiske sektor, samtidig med at den offentlige sektor er gået lidt tilbage. Kapitlet analyserer også virksomhedernes stigende markedsmagt samt tendenserne til koncentration – dermed styrkelse – af kapitalmagten.
I Kapitel 9 undersøges tilsvarende styrkeforholdet mellem 1) offentligt ansatte, 2) arbejderklassen (bestemt som privatansatte lønarbejdere) og 3) selvstændige. Det viser sig, at de offentligt ansattes andel af arbejdsstyrken er konstant, mens arbejderklassen vinder frem på bekostning af de selvstændige.
I Kapitel 10 behandles staten eller den offentlige sektor nærmere. Vi konstaterer at den gennem New Public Management, udliciteringer, privat-offentlige partnerskaber osv. er blevet mere kommercialiseret eller markedsgjort, således at den kapitalistiske bestemmelse af staten har vundet frem på bekostning af den demokratiske bestemmelse.
I Kapitel 11 ses endelig på Danmarks placering i den globale kapitalisme, altså udlandsdimensionen.
I alle disse analyser må der skelnes mellem perioden 1982-2007 og perioden derefter, fordi finanskrisen i 2008 og de efterfølgende stagnationsår indebærer nye tendenser i udviklingen af kapitalismens struktur.
Statistisk appendiks
Tabel 7A. Inflation samt årlig vækst i nominalløn og realløn (private sektor) 1983-93
Lønudviklingen i Tabel 7A og 7B vedrører den private sektor.
At bestemme udviklingen i reallønnen lyder simpelt, men er det ikke. Statistikbanken har tabeller, der går langt tilbage i tiden, men indtil 1994 omfatter de kun industrien; derfor bruger jeg ikke disse tal, men til orientering – og sammenligning – er de anført i den fjerde kolonne i tabellen (fra St.B.ILON1). Heldigvis har St.TO 1998 (s. 60) en tabel, der separat angiver udviklingen i nominel timeløn for arbejdere i ‘håndværk, industri m.v.’ samt nominel månedsløn for privatansatte funktionærer. For funktionærerne har jeg brugt tallene for mediangruppen, altså dem der ligger mellem øverste og nederste kvartil. Tilsammen er en betydelig og formentlig repræsentativ del af lønmodtagerne i den private sektor dækket.
Men hvordan sammenveje arbejdere og funktionærer? I 1983 er der lidt flere funktionærer end arbejdere, i 1993 noget flere; i den syvende kolonne har jeg derfor ladet væksten i nominalløn for privatansatte ligge lidt tættere på tallet for funktionærerne end for arbejderne. Den sidste kolonne er væksten i realløn, bestemt som denne vægtede vækst minus inflationen (som findes i St.B.PRIS112). ST.TO har ikke tal for 1993; derfor bruger jeg her tallet fra ILON1, idet jeg dog indrager udviklingen indenfor industrien i funktionærernes månedsløn.
| Pro-cent pr. år | Inflation | Vækst i nominalløn, ILON1: Arbejdere i industrien | Vækst i realløn iflg. ILON1 | Vækst i nominallønSt.TO: arbejdere i industri, håndværk | Vækst i nominalløn, St.TO: privatansatte funktionærer (median) | Vægtet vækst i nominalløn i den private sektor iflg. ST.TO; arbejdere og funktionærer | Vægtet vækst i realløn i den private sektor iflg. St.TO; arbejdere og funktionærer |
| 1983 | 6,8 | 7,6 | 0,8 | 6,6 | 6,0 | 6,3 | -0,5 |
| 1984 | 6,3 | 4,4 | -1,9 | 4,8 | 5,3 | 5,1 | -1,2 |
| 1985 | 4,7 | 4,2 | -0,5 | 4,7 | 5,6 | 5,2 | 0,5 |
| 1986 | 3,7 | 5,1 | 1,4 | 5,4 | 4,8 | 5,1 | 1,4 |
| Gnsn. 83-86 | – | – | – | – | – | – | 0,1 |
| 1987 | 4,0 | 8,9 | 4,9 | 9,5 | 7,3 | 8,3 | 4,3 |
| 1988 | 4,5 | 6,8 | 2,3 | 6,3 | 5,6 | 5,0 | 0,5 |
| 1989 | 4,8 | 4,7 | -0,1 | 4,0 | 4,3 | 4,2 | -0,6 |
| 1990 | 2,6 | 4,3 | 1,7 | 3,9 | 3,8 | 3,8 | 1,2 |
| 1991 | 2,4 | 5,8 | 3,4 | 4,2 | 3,8 | 4,0 | 1,6 |
| 1992 | 2,1 | 2,1 | 0,0 | 2,9 | 3,0 | 3,0 | 0,9 |
| 1993 | 1,2 | 2,2 | 1,0 | – | – | – | (1,0) |
| Gnsn. 87-93 | – | – | – | – | – | – | 1,3 |
Tabel 7B. Inflation samt årlig vækst i nominalløn og realløn (private sektor) 1983-2015
Denne tabel fører udviklingen frem til 2015. Løn til og med 1993 fra Tabel7A. Derefter fra St.TO, diverse årgange, der nu begynder at anføre lønindeks, hvor udviklingen for alle lønmodtagere (arbejdere og funktionærer) i den private sektor er anført. For 2015 bruges St.B.ILON15. Realløn er naturligvis nominalløn minus inflationen; inflation fra St.B.PRIS112.
| Procent pr. år | Inflation | Vækst i nominel timeløn i den private sektor | Vækst i realtimeløn i den private sektor |
| Anker (1975-82) | 11,0 | 9,6 | 1,4 |
| 1983 | 6,8 | 6,3 | -0,5 |
| 1984 | 6,3 | 5,1 | -1,2 |
| 1985 | 4,7 | 5,2 | 0,5 |
| 1986 | 3,7 | 5,1 | 1,4 |
| Gns. 1983-86 | 5,4 | 5,4 | 0,1 |
| 1987 | 4,0 | 8,3 | 4,3 |
| 1988 | 4,5 | 5,0 | 0,5 |
| 1989 | 4,8 | 4,2 | -0,6 |
| 1990 | 2,6 | 3,8 | 1,2 |
| 1991 | 2,4 | 4,0 | 1,6 |
| 1992 | 2,1 | 3,0 | 0,9 |
| 1993 | 1,2 | – | (1,0) |
| Gnsn. 1987-93 | 3,1 | (4,7) | (1,3) |
| 1994 | 2,0 | 3,1 | 1,1 |
| 1995 | 2,1 | 3,6 | 1,5 |
| 1996 | 2,2 | 3,8 | 1,6 |
| 1997 | 2,2 | 4,1 | 1,9 |
| 1998 | 1,8 | 4,2 | 2,4 |
| 1999 | 2,5 | 3,9 | 1,4 |
| 2000 | 2,9 | 3,3 | 0,4 |
| Gnsn. 1994-2000 | 2,2 | 3,7 | 1,5 |
| 2001 | 2,4 | 4,7 | 2,3 |
| 2002 | 2,4 | 3,7 | 1,3 |
| 2003 | 2,1 | 3,8 | 1,7 |
| Gns. 2001-03 | 2,3 | 4,1 | 1,8 |
| 2004 | 1,2 | 3,1 | 1,9 |
| 2005 | 1,8 | 2,9 | 1,1 |
| 2006 | 1,9 | 3,2 | 1,3 |
| 2007 | 1,7 | 3,7 | 2,0 |
| Gnsn. 2004-07 | 1,7 | 3,2 | 1,6 |
| 2008 | 3,4 | 4,6 | 1,2 |
| 2009 | 1,3 | 3,0 | 1,7 |
| 2010 | 2,3 | 2,2 | -0,1 |
| 2011 | 2,8 | 1,9 | -0,9 |
| 2012 | 2,4 | 1,6 | 0,8 |
| 2013 | 0,8 | 1,3 | 0,5 |
| 2014 | 0,6 | 1,4 | 0,8 |
| 2015 | 0,5 | 1,4 | 0,9 |
| Gnsn. 2008-15 | 1,8 | 2,2 | 0,6 |
Tabel 7C. Vækst i realt BFI, arbejdsløshed samt overskud på betalingsbalancen i % af BNP, efter 1982
Tabellens tal for BFI og betalingsbalancen er fra St.TO, diverse årgange, samt St.Å. 2015 og 2016. Arbejdsløshed er fuldtidsledige i % af arbejdsstyrken; tallene er taget fra St.TO, diverse årgange, de seneste tal dog fra St.B.AULPO1.
Generelt gælder at statistikkens tal ofte revideres efterfølgende, til tider meget; derfor gælder det om at bruge nye årgange af St.TO for ‘gamle’ tal.
| Procent pr. år | Vækst i realt BFI | Arbejdsløshed | Overskud på betalingsbalancen i % af BNP |
| Anker (1974-82) | 1,9 (0,7→3,2) | 6,5 (2,1→9,8) | – 3,6 (-1,5→-4,2) |
| 1983 | 2,1 | 10,5 | -2,5 |
| 1984 | 4,0 | 10,1 | -3,2 |
| 1985 | 3,8 | 9,1 | -4,7 |
| 1986 | 3,5 | 7,9 | -5,4 |
| Gns. 1983-86 | 3,4 | 9,4 | -4,0 |
| 1987 | 1,3 | 7,9 | -2,9 |
| 1988 | 2,2 | 8,7 | -1,6 |
| 1989 | 1,0 | 9,5 | -1,3 |
| 1990 | 1,9 | 9,7 | 0,9 |
| 1991 | 0,4 | 10,6 | 1,4 |
| 1992 | 1,7 | 11,3 | 2,6 |
| 1993 | 0,1 | 12,4 | 3,3 |
| Gnsn. 1987-93 | 1,2 | 10,0 | 0,3 |
| 1994 | 4,9 | 12,3 | 1,8 |
| 1995 | 3,1 | 10,4 | 1,0 |
| 1996 | 2,3 | 8,9 | 1,8 |
| 1997 | 2,9 | 7,9 | 0,6 |
| 1998 | 2,4 | 6,6 | -1,1 |
| 1999 | 3,0 | 5,7 | 1,9 |
| 2000 | 3,4 | 5,4 | 1,4 |
| Gnsn. 1994-2000 | 3,1 | 8,2 | 1,1 |
| 2001 | 1,7 | 5,2 | 3,1 |
| 2002 | 0,9 | 5,2 | 2,5 |
| 2003 | 0,4 | 6,2 | 3,4 |
| Gns. 2001-03 | 1,0 | 5,5 | 3,0 |
| 2004 | 1,5 | 6,4 | 3,0 |
| 2005 | 1,5 | 5,7 | 4,3 |
| 2006 | 3,2 | 4,5 | 3,0 |
| 2007 | 1,6 | 3,6 | 1,4 |
| Gnsn. 2004-07 | 2,0 | 5,1 | 2,9 |
| 2008 | -0,4 | 2,6 | 2,9 |
| 2009 | -5,1 | 4,8 | 3,4 |
| 2010 | 1,2 | 6,1 | 5,8 |
| 2011 | 1,1 | 5,9 | 5,9 |
| 2012 | -0,2 | 6,0 | 6,0 |
| 2013 | 0,4 | 5,8 | 7,3 |
| 2014 | 1,3 | 5,0 | 6,2 |
| 2015 | 0,9 | 4,6 | 7,0 |
| Gnsn. 2008-15 | 0,1 | 5,1 | 5,6 |
Noter
iOm 1982 som muligt skæringsår, se Høberg/Ydesen, 2009.
ii Jeg har her især benyttet mig af Statistisk Tiårsoversigt, der indeholder en detaljeret politisk-økonomisk kalender, samt Statistisk Årbog; desuden Christoffersen, 1999. – I Statistisk Appendiks er anført tidsserier for inflation, BFI, løn, arbejdsløshed og betalingsbalanceunderskud for perioden fra 1982 og frem, med præcis kildeangivelse.
iii Asmussen, 2009.
iv Se om dette, i dag glemte, skift i Lundkvist, 2013: 5ff.