Det store billede
Selskabskapitalisme
Moderne kapitalisme er selskabskapitalisme (’corporate capitalism’). Det gælder, når vi ser på de globale relationer, dvs. de udenrigsøkonomiske relationer, hvor de multinationale selskaber står for 2/3 af verdenshandelen og næsten alle internationale investeringer. Og det gælder, når vi ser på de dominerende økonomier, fx den amerikanske, hvor selskaberne genererer 90% af bruttoindkomsten og ansætter 90% af arbejdsstyrken.i
Også i Danmark bliver selskabsformen helt dominerende i den nyliberale epoke.
Tabel 8.1. Den danske selskabskapitalisme efter 1982
| Procent af samlede omsætning | Enkeltmands- virksomheder | Aktie-selskaber | Anparts-selskaber | Ansvarlige selskaber | Andels-selskaber | I alt |
| 1958 | 36,3 | 46,8 | – | 7,8 | 9,2 | 100 |
| 1982 | 20,4 | 50,3 | 8,9 | 6,4 | 14,0 | 100 |
| 1988 | 16,8 | 55,0 | 10,5 | 5,9 | 11,8 | 100 |
| 1994 | 13,5 | 60,9 | 8,5 | 5,8 | 11,1 | 100 |
| 2000 | 12,0 | 67,3 | 9,6 | 5,1 | 6,1 | 100 |
| 2007 | 9,0 | 71,3 | 12,0 | 3,2 | 4,5 | 100 |
| 2014 | 6,9 | 72,1 | 14,0 | 3,3 | 3,7 | 100 |
Som det ses af tabellen stod aktieselskaberne i 2014 for 72% af omsætningen (i dette kapitel er kapitalen den rette målestok, men desværre findes der ikke tal for de forskellige virksomhedstypers balancer – aktiver eller passiver – så vi må nøjes med omsætningen som proxy). Hertil må lægges anpartsselskabernes 14%, fordi de blot er små aktieselskaber, og måske andelsforeningernes knap 4%, fordi Arla og Danish Crown i praksis er (multinationale) aktieselskaber; alt i alt omkring 90% af omsætningen i Danmark. I 1982 havde aktie- og anpartsselskaber knap 60%, hvortil kom 13% fra andelsforeningerne, der imidlertid dengang i højere grad var foreninger.
Det ses også at langt det meste af den relative fremgang for aktieselskaberne sker frem til 2007. Derefter har der været en vis stagnation, fordi den negative eller afdæmpede økonomiske vækst i krise- og stagnationsårene efter 2007 har lagt en dæmper på den kapitalistiske udvikling; desuden vil der formentlig altid være en rest, der foretrækker eller er nødt til at anvende en af de andre ejerformer.
Derimod er enkeltmandsvirksomheder gået drastisk tilbage, fra godt 20% til 7% af omsætningen; det samme gælder de små ansvarlige selskaber (interessent- og kommanditselskaber), der overvejende er baseret på fuldt, personligt ansvar. Enkeltmandsvirksomhederne er i øvrigt også gået betydeligt tilbage som andel af firmaerne, fra 78% til 50%. Dette fald harmonerer med at arbejdsstyrkens andel af selvstændige er næsten halveret efter 1982, hvilket vi ser på i næste kapitel.
Den offentlige sektor
Lad os nu betragte den offentlige sektors vægt i økonomien.
Tabel 8.2. Den offentlige sektor efter 1982
| % af BFI | 1982 | 1988 | 1994 | 2000 | 2007 | 2015 | |
| Offentlige tjenester | 24,5 | 23,1 | 22,4 | 21,5 | 21,6 | 22,1 | |
| Offentlige virksomheder | 6,0 | 6,2 | 7,4 | 5,6 | 4,5 | 4,0 | |
| – heraf selskabslign. | – | – | 2,9 | 1,1 | 0,7 | 0,5 | |
| – heraf selskaber | – | – | 4,5 | 4,6 | 3,8 | 3,5 | |
| Offentlige sektor i alt | 30,5 | 29,3 | 29,8 | 27,1 | 26,1 | 26,0 | |
| Private sektor i alt | 69,5 | 70,7 | 70,2 | 72,9 | 73,9 | 74,0 |
Det ses at den offentlige sektor i sin helhed havde en stabil vægt frem til 1994, altså under Schlütter-regeringen, men derefter og frem til 2017 – altså under Nyrup og Fogh – gik næsten 4 procentpoint tilbage i relativ betydning. Efter krisen er denne udvikling gået i stå. Jeg erindrer om, at indkomstoverførslerne, der naturligvis svinger meget med konjunkturerne, ikke indgår i BFI.
Offentlige tjenester – som vi forbinder med velfærdsstaten – faldt lidt i begyndelsen af vor periode, men har derefter ligget meget konstant. Den mindre vægt for sektoren i sin helhed efter 1994 skyldes næsten udelukkende en betydelig tilbagegang for offentlige virksomheder, bl.a. grundet privatiseringerne under Nyrup.ii
De tre hovedsektorer
Vi skal nu bestemme forholdet mellem de tre hovedsektorer.
Den private sektors vægt er ifølge sagens natur hele økonomien (100%) minus den offentlige sektor, jf. sidste række i tabellen ovenfor. I overensstemmelse med de tidligere kapitler opdeles den private sektor dernæst i den kapitalistiske del, hvor profitmotivet er dominerende, og den ikke-kapitalistiske – eller kun svagt kapitalistiske – del, hvor virksomheden er så lille, at ejerens stræben efter et udkomme må antages at være i højsædet; denne del har jeg tidligere kaldt ‘simpel vareproduktion’ (man kunne også bruge betegnelsen ‘den ikke-kapitalistiske del af markedsøkonomien’).
Den kapitalistiske sektor omfatter ejerformer med høj eller middel gennemsnitsomsætning, nemlig (i fx 2010) aktieselskaber (68,0 mio), andelsselskaber (73,8 mio), interessentskaber (6,3 mio) og anpartsselskaber (5,0 mio); heroverfor står de små enkeltmandsvirksomheder med en gennemsnitsomsætning på 1,6 mio. Som anført i Kapitel 5 må andelsselskaberne fra 1982 og frem antages at være blevet kapitalistiske, der er selvfølgelig stadig mindre andelsforeninger, hvor medlemsdemokratiet er reelt, men området domineres totalt af Arla og Danish Crown.iii
Tabel 8.1 angiver andele af omsætningen, men der er også tal for selskabernes bidrag til BFI (se Statistisk Appendiks), jf. Tabel 8.3.
Tabel 8.3. Fordelingen af BFI på de tre sektorer 1982-2015
| % af BFI | 1982 | 1988 | 1994 | 2000 | 2007 | 2015 | |
| Offentlige sektor | 30,5 | 29,3 | 29,8 | 27,2 | 26,1 | 26,0 | |
| Selskaber (excl. off. virksomh.) | 45,0 | 50,0 | 51,1 | 55,5 | 58,8 | 59,1 | |
| Selvstændig (ikke-kapitalistisk) produktion | 21,9 | 18,6 | 17,7 | 14,7 | 12,8 | 12,4 | |
| Residual | 2,6 | 2,1 | 1,4 | 2,6 | 2,3 | 2,5 | |
| I alt | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 | 100 |
Den store historie er at den kapitalistiske sektor har øget sin vægt ganske betydeligt, nemlig med næsten 15 procentpoint, i den nyliberale æra. Produktionsmåden i Danmark er blevet langt mere kapitalistisk domineret. Dette er sket på bekostning af den offentlige sektor, der er gået knap 5 procentpoint tilbage, men især er det gået ud over den private, men ikke-kapitalistiske sektor, der har lidt et tab på næsten 10 procentpoint i relativ vægt.
Næste kapitel dokumenterer (sammen med Kapitel 5) at selvejerne – gårdmanden, husmanden, den lille købmand eller håndværker – går under som klasse; dette kapitel viser tilsvarende, at den ikke-kapitalistiske del af den private sektor hastigt svinder ind. Den rene modsætning mellem demokratisk og kapitalistisk styring tegner sig stadig tydeligere.
Vi ser også at finanskrisen har stoppet disse tendenser; krisen har også været en krise for den kapitalistiske produktionsmåde. Siden 2007 er økonomiens grundstrukturer frosset fast.
Den analytiske fremgangsmåde
Hvordan bør analysen af den danske kapitalisme i øvrigt gribes an?
Fremgangsmåden i det følgende er
– først at se på den økonomiske magt på de forskellige markeder, fra landbrug til bankforretninger, hvor der konkurreres mere eller mindre. Vi undersøger i hvilken udstrækning markedet sætter vilkårene for virksomhederne (fuldkommen konkurrence) eller virksomhederne bestemmer over markedet (’markedsmagt’, mest ekstremt ved monopol),
– dernæst at gå bag om markedet og virksomhederne, til den kapital der kontrollerer disse. Spørgsmålet er nu ikke, hvem der har magt over markedet, men hvem (eller hvad) der har magt over virksomhederne. Vi ser ikke længere på de enkelte markeder og deres virksomheder, men på hele økonomien, den danske kapitalisme.
Dette er meget forskellige spørgsmål, for det kunne jo tænkes – teoretisk set – at der er næsten fuldkommen konkurrence på 5.000 markeder, fordi der er 20 lige store virksomheder der konkurrerer på dem alle, men det giver selvfølgelig en stor forskel mht. den økonomiske magtkoncentration om alle virksomheder er uafhængige af hinanden (således at der er i alt 100.000 selvstændige virksomheder), eller om det er de samme 20 der opererer på alle markeder; og i det sidste tilfælde om de 20 er selvstændige eller forbundet i et netværk af krydseje, kæder og strategiske alliancer (eller måske ejet af samme kapitalfond). Det kan tænkes at magten på markedet er spredt, men magten over den danske kapital koncentreret.
På begge områder er min interesse at se på strukturen samt på udviklingstendensen, ideelt siden begyndelsen af 80erne. Her bliver det interessant at se, om krisen i 2008 – hvor BFI faldt med 5-6% – og stagnationsårene derefter har sat sit præg.iv Tabel 8.1 og 8.3 antyder at udviklingen i retning af en mere kapitalistisk økonomi er stagneret efter 2007; det vil vise sig, om dette kan aflæses i en afsvækket tendens til markeds- og kapitalkoncentration.
Markedsmagt
Teorier om koncentration
Markedsmagten afhænger af graden af koncentration. Under fuldkommen konkurrence er magten spredt, mens oligopoli og monopol indebærer at den er koncentreret (på hhv. nogle få og én virksomhed).
Standard neoklassisk teori mener ikke, at der er en generel tendens til øget koncentration. Det er en længere historie,v men grundidéen er at når et firma vokser vil gennemsnitsomkostningerne i begyndelsen falde grundet stordriftsfordele, men efter et vist punkt vil det få organisatorisk vokse-værk, idet firmaet bliver uoverskueligt og vanskeligt at lede, og gennemsnitsomkostningerne vil nu begynde at stige. Derfor har et firma en vis optimal størrelse, især afhængig af branchens særlige teknologi (i bilproduktion er den optimale firmastørrelse meget stor, i andre brancher er stordriftsfordelene hurtigt udtømte).
Den generelle konklusion er således, at der er grænser for de stores vækst, og at der også er en plads for små og middelstore firmaer; megavirksomheder kan være ineffektive, mens virksomheder af moderat størrelse kan have den billigste produktionsproces. Derfor er der ikke en generel tendens til at de forskellige brancher bliver stadig mere koncentreret.
Heroverfor mente Marx – og mange andre – at der i kapitalismen er en indbygget tendens til at de store bliver større og udkonkurrerer de små, således at koncentrationen stedse vil øges; de små marginaliseres eller overtages af de store, og de store fusionerer for bedre at kunne konkurrere med andre store. Konkurrencekapitalisme må nødvendigvis slå om i sin modsætning, nemlig ’monopolkapitalisme’ (som det hedder på marxistisk, men faktisk er oligopolistiske brancher langt mere almindeligt). Men politiske myndigheder kan naturligvis gennem monopolkontrol etc. forhindre denne økonomiske logik i at udfolde sig.
Den neoklassiske teori er problematisk af to grunde.
For det første er det organisatoriske argument for en maksimal størrelse af den fysiske fabrik (’plant’) ikke et argument for at størrelsen af det økonomiske firma er begrænset.vi Der er formentlig et vist optimalt volumen for en bestemt produktionsproces, hvor stordriftsfordelene er udtømt og hvor vækst kun giver bøvl, men firmaet kan fint ekspandere, nemlig ved at etablere flere fabrikker af samme størrelse, og det er utroværdigt at en virksomheds ledelse ikke kan finde ud af at koordinere en sådan ekspansion (fx ved i højere grad at uddelegere kompetence).
For det andet – og sammenhængende hermed – reducerer teorien fordelen ved at være stor til det teknologiske. Men i forhold til den lille virksomhed har den store helt andre kapitalressourcer til rådighed i konkurrencekampen, og kan derfor investere i forskning og udvikling; hertil kommer at den store virksomhed kan lancere dyre reklamekampagner, købe råvarerne billigere (mængderabat), og kan få billigere lån, fordi der kan stilles større sikkerhed. Neoklassisk teori ser virksomhedens størrelse, dermed dens kapital, som en funktion af de teknologisk og organisatorisk bestemte produktionsomkostninger, men sammenhængen er snarere den omvendte, således at produktionsomkostningerne er en funktion af den til rådighed stående kapital.
Den neoklassiske teori er af afgørende ideologisk betydning for liberalismen, for den store begrundelse for markedsøkonomi er jo at konkurrencen dels formodes at sikre effektiv produktion og distribution (billigst mulig produktion i de rette mængder), dels spreder den økonomiske magt. Dette argument falder til jorden, såfremt markedsøkonomiens – eller kapitalismens – konkurrence er selvdestruktiv, fordi den resulterer i øget koncentration og dermed, alt andet lige, i mindre konkurrence. Og hvad så? De politiske myndigheder må gribe massivt ind i markedsøkonomien for at sikre den frie konkurrence, dvs. den ‘frie økonomi’ kan kun overleve ved at blive afskaffet.
Liberalismen synes således at have et eksistentielt problem.
Dette er dog kun tilfældet, såfremt forpligtigelsen overfor konkurrencen og dermed markedsøkonomien skal tages for gode varer. Alternativt er liberalismen og dens hyldest til markedsøkonomi blot ideologi, nemlig dække over kapitalens interesser. Og så er der naturligvis ingen problemer knyttet til en styrkelse af den store kapital.
Politisk modspil?
I enhver kapitalistisk økonomi er der således en underliggende tendens mod større koncentration af den økonomiske magt. Men om den manifesterer sig empirisk i den danske økonomi, vil afhænge af en række faktorer.
Lad os begynde med de politiske myndigheders erklærede bestræbelser for at fremme konkurrencen. Dette sker dels på EU niveau, dels i Danmark, hvor opgaven varetages af Konkurrencestyrelsen (KS). Disse myndigheder skal gribe ind overfor truster (prisaftaler) – sådanne er ulovlige – og forbyde eller regulere fusioner eller overtagelser, ’såfremt den dominerende stilling misbruges’ (som det hedder i konkurrenceloven). I praksis nedlægges der næsten aldrig forbud, hverken af EU eller Konkurrencestyrelsen. I EU skete det for nogle år siden i mindre end 1% af tilfældene. I Danmark blev 2.513 ud af 2.764 fusioner godkendt uden videre i perioden 1990-2005, mens 209 blev godkendt med pålæg, og 19 forbudt; langt de fleste fusioner foregik i 90erne, hvilket fremgår af, at i perioden 2000-2006 var der blot 64 fusionsanmeldelser, hvor ingen blev forbudt, mens 12 blev godkendt med betingelser.vii Under VK-regeringen i begyndelsen af 00’erne var det primære mål indenfor den private sektor ikke længere at undgå monopoler, samtidig med at såkaldte ’offentlige monopoler’ vakte øget bekymring.viii Alt i alt vil jeg tillade mig at konkludere, at der ikke er noget effektivt politisk modspil til koncentrationstendenserne.
Når to virksomheder indenfor samme marked – og fusioner og overtagelser er normalt af denne såkaldte horisontale type – slår sig sammen, bliver der én virksomhed mindre til at konkurrere, dvs. konkurrencen svækkes; dette er naturligvis ofte det overordnede mål med transaktionen, selvom det af indlysende grunde aldrig kan udtales. Derfor har myndighederne til tider – fx i USA i visse perioder – simpelthen af princip forbudt overtagelser og sammenslutninger.
Men der er også vægtige grunde til at tillade dem. En ny megavirksomhed kan muliggøre rationaliseringer (især fyringer), hvilket tillader at priserne sænkes til gavn for forbrugerne; udviklingen i branchen kan kræve nye, meget store investeringer og forskningsprojekter, som en mindre virksomhed ikke kan klare; eller den nationale interesse (konkurrenceevnen) kan tilsige at vi får store virksomheder, der kan tage kampen op med udlandet. Øget koncentration gennem fusioner er lige så ofte udløst af defensive motiver, endog simpel overlevelsestrang, som af mere offensive strategier. Mange af fusionerne i fødevareindustrien er således gennemført for at kunne hamle op med detailhandelen, der gennem en kraftig koncentration af økonomisk magt satte industrien under pres, dvs. kunne kræve lavere priser af leverandørerne.ix Derfor kan konkurrencemyndighederne næsten altid begrunde en tilladelse, selvom det nødvendigvis reducerer konkurrencen; tilladelsen betinges ofte af at den nye virksomhed gennemfører nogle tiltag, der skal fungere som plaster på det sår, som konkurrencen har fået.
Den enkelte virksomhed er naturligvis uinteresseret i konkurrence, faktisk vil den helst være ganske alene på markedet. Det, virksomheden er interesseret i, er de bedste muligheder for at maksimere kapitalafkastet. Fra denne vinkel er der ikke noget suspekt i sammenslutninger, så de går under den betryggende betegnelse ’konsolidering’. Faktisk fejrer Financial Times – vigtigt talerør for den internationale kapital – nye bølger af fusioner og overtagelser, fordi det korrekt ses som en styrkelse af kapitalismen; at konkurrencen, og for så vidt markedsøkonomien, ryger ud med badevandet er i denne sammenhæng irrelevant. Faktisk er der en principiel, men ganske overset modsætning mellem et frit konkurrencepræget marked og en fri kapital, for det sidste indebærer kapitalens frihed til at slå sig sammen, til skade for konkurrencen. Så det Indre Marked, der vil have frihed både for varemarkedet og for kapitalen, slår sig selv for munden.
Alt i alt kan vi konkludere at en indbygget tendens til øget koncentration ikke bremses af de myndigheder, der skulle tage sig af konkurrencen.
Videre har den nyliberale økonomiske politik, der har været ført siden begyndelsen af 1980erne, haft betydning for koncentrationen.
OECD har søgt at måle graden af ’statskontrol’ i EU landene i 1998 og 2003 ved at udregne et indeks, hvori især indgår omfanget af offentlig produktion, direkte kontrol med private virksomheder, omfanget af priskontrol og af påbud, samt told og barrierer for udenlandsk ejerskab.x En høj indeks-værdi angiver megen statskontrol/ringe grad af liberalisering.
Resultatet er bemærkelsesværdigt. For EU generelt er indeks-værdien faldet fra knap 3 til godt 2, altså med omkring 30%. For Danmark er der et fald fra godt 2 til godt 1, altså næsten en halvering af statskontrollen! Hvis vi skal tro OECD’s vurdering, gælder det i EU generelt og Danmark især, at markedet – eller kapitalen – på blot 5 år har taget et tigerspring fremad i magt, mens folkevalgte forsamlinger og den magt, der udspringer af disse, er blevet tilsvarende marginaliseret (Det Økonomiske Råd tolker resultaterne anderledes!).
Effekten på koncentrationen og dermed, alt andet lige, på omfanget af markedsmagt af denne deregulering er tvetydig.
På den ene side har de store fisk fået mere frihed til at spise de små og til at styrke deres magt gennem fusioner. Der er ingen tvivl om at det store opsving i antallet af fusioner og overtagelser kraftigt har trukket i retning af øget koncentration. Som vi skal se har denne effekt af liberaliseringen især været dramatisk indenfor den finansielle sektor.
På den anden side har statens mere tilbagetrukne rolle styrket markedet og konkurrencen. Områder, der tidligere var offentligt ejede eller regulerede, er blevet privatiseret eller markedsgjort; ’offentlige monopoler’ – som demokratisk styret aktivitet hedder på nyliberalt – er blevet afviklet eller udliciteret, dvs. ’udsat’ i konkurrence. Hertil kommer at konkurrencen fra udlandet er blevet styrket af især det Indre Marked (1985), der gav fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital indenfor EU. Denne øgede udenlandske konkurrence vil trække i retning af mindre koncentration i Danmark, fordi der kan komme flere spillere ind på et hidtil mere lukket marked. (Men samtidig tvinger denne konkurrence danske virksomheder til at konsolidere sig, dvs. fusionere, således at de kan tage kampen op; det ses bl.a. indenfor fødevareindustrien, der eksporterer 2/3 af produktionen).xi
Markedet har to fjender. Den ydre fjende er staten, som begrænser spillerummet for konkurrence gennem sine virksomheder og sine politisk motiverede reguleringer (samtidig med at staten er nødvendig for at sikre markedsøkonomiens eksistensbetingelser, først og fremmest den private ejendomsret). Den indre fjende er kapitalen, der har en immanent, økonomisk tendens til at sikre sig magt over markedet. Så når staten trækker sig tilbage og giver mere magt til privatøkonomien, er effekten dobbelt og modsatrettet: Umiddelbart får vi mere konkurrence, men samtidig truer frigørelsen af kapitalen selv samme konkurrence.
Det er dermed på forhånd helt åbent om markederne i Danmark er blevet mere eller mindre koncentrerede i de sidste årtier. Har konkurrencen vist sig stærkere end markedsmagten? Det skal nu undersøges empirisk, men først et par bemærkninger om forholdet mellem koncentration og konkurrence
Koncentration og konkurrence
Graden af koncentration er identisk med graden af markedsmagt. Hvis der er utallige udbydere, dermed meget ringe koncentration, har alle præcis nul markedsmagt; ingen kan påvirke markedsprisen, så alle må tilpasse udbuddet til denne, dvs. det er ikke deltagerne, der bestemmer over markedet, men markedet, der bestemmer over deltagerne; dette er fuldkommen konkurrence. Hvis der er én udbyder, altså monopol, har vi maksimal koncentration, og al markedsmagt ligger hos monopolisten, der suverænt kan fastsætte prisen; her er der pr. definition ingen konkurrence. De fleste markeder befinder sig et sted mellem disse to yderpunkter. I Danmark – som i udlandet – er det typiske marked oligopolistisk, dvs. der er et begrænset antal virksomheder til stede. Hvis tre virksomheder deler markedet, har hver af dem mere markedsmagt, end hvis der er ti virksomheder.
Graden af koncentration (markedsmagt) definerer vilkårene for konkurrencen. Konkurrencestyrelsen anvender ud over koncentrationsgraden en række andre ’indikatorer’ for graden af konkurrence, især tages det som udtryk for ringe konkurrence, hvis priserne, avancerne eller lønningerne er høje (fordi kun brancher med ringe konkurrence giver høje priser, høj avance og har råd til at betale høje lønninger). Ret beset er det imidlertid en kategorifejltagelse at opfatte koncentrationen som en ’indikator’ på linie med pris, avance etc., for modsat de egentlige indikatorer er høj koncentration ikke symptom på, men årsag til ringe konkurrence.xii Mens graden af koncentration forklarer graden af konkurrence, er niveauet for priser, avancer og løn blot effekt af megen eller lille konkurrence.
Hvis et firma forsvinder fra et marked, fordi det går fallit eller opsluges af et af de andre, øges koncentrationen og konkurrencen vil normalt svækkes. Alt andet lige, vil der være mindre konkurrence, jo højere koncentrationen er, altså jo færre firmaer der er, og jo mindre markedsandelen blandt et givet antal firmaer er spredt ligeligt.
Hovedreglen er derfor at graden af koncentration måler graden af konkurrence. Dette gælder i gennemsnit, og derfor er koncentrationen i centrum i dette afsnit; men KS’s ‘indikatorer’ kan fortælle noget om, i hvilken grad effekten fra koncentrationen sætter sig igennem.
Det kan tænkes at øget koncentration giver mere konkurrence, fx hvis en søvnig branche med 20 firmaer ’konsolideres’ til en struktur, hvor 3 store kæmper indædt. Her skal det imidlertid pointeres at det gør de næppe, ikke i længden i hvert fald. Grunden er at hvis det ene af disse tre selskaber sænker priserne med 10% for at vinde markedsandele fra de to andre, så vil disse svare igen med tilsvarende prissænkninger, så nettoresultatet bliver uforandrede markedsandele, men lavere priser og dermed lavere profitter (hvis der derimod er et stort antal firmaer om buddet, vil det enkelte firma være så ubetydeligt, at de andre ikke vil reagere på dets eventuelle prisændringer). Derfor vil det rationelle firma under oligopoli undgå konkurrence; dette kaldes stiltiende (’tacit’) samarbejde, og det kan naturligvis ikke forbydes, modsat truster hvor samarbejdet er udtrykkeligt.
Videre kan det tænkes at nogle få virksomheders magt over et marked begrænses af den potentielle konkurrence fra nye ’spillere’, for hvis den aktuelle magt udnyttes til ublu prisstigninger, kan andre øjne et profitpotentiale. ’Faren’ for en sådan ekstern konkurrence reduceres dog, hvis adgangsbilletten er dyr, dvs. de faste omkostninger er høje, og hvis de etablerede selskaber har ressourcer til at skræmme nye væk med betydelige prisreduktioner. Ret beset vedrører dette ikke den aktuelle konkurrence på et givet marked, men kapitalens generelle konkurrence på alle markeder om maksimal profit. Denne vægtning af den potentielle konkurrence er af relativt ny dato. Den blev introduceret i økonomisk teori for en snes år siden af en gruppe økonomer, især fra Chicago, der var utilfredse med den megen bekymring for at egentlig konkurrence var ved at blive erstattet af oligopolistisk dominans: Det gør ikke noget – var budskabet – eftersom der stadig er potentiel konkurrence fra nye ’spillere’.xiii
Denne diskussion handler om den partikulære og kortsigtede markedskonkurrence overfor den generelle og langsigtede kapitalkonkurrence. Budskabet fra Chicago er – selv om det vist ikke er udtalt med så mange ord – at hvis den sidstnævnte konkurrence fungerer, således at kapitalen er fri til at bevæge sig mellem markederne, vil den søge til de markeder hvor profitraten er højest, måske fordi en oligopolistisk struktur tillader høje priser. Produktionen og udbuddet vil dermed øges og ekstraprofitten elimineres.
Dette argument er korrekt (og i øvrigt baggrunden for at de fleste økonomer antager en langsigtet tendens til fælles profitrate i alle brancher): Kapitalkonkurrence sikrer markedskonkurrence (på langt sigt). Dette er tilsyneladende et godt, liberalt argument for at deregulere kapitalen. Blot overses igen konkurrencens indre fjende, altså at fri kapitalkonkurrence nødvendigvis resulterer i kapitalkoncentration, hvilket sætter den store kapital i stand til at sætte sig ud over konkurrencen og tilrettelægge tingene til egen fordel.
Videre må det understreges at analysen af markedsmagt ikke er en eksakt videnskab, eftersom det kan være vanskeligt at identificere det relevante marked.
Afgrænsningen af markedet er væsentlig ved vurderingen af konkurrencevilkårene. Skal vi interessere os for koncentration og konkurrence for markedet for æbler, markedet for æbler plus pærer eller måske hele frugtmarkedet? Hvad er det ’relevante marked’? Hvis forbrugerne i vid udstrækning betragter æbler og pærer som substitutter (at de kan erstatte hinanden), er de to varetyper økonomisk set næsten identiske, og det større marked er det relevante; udbyderne af de to varetyper konkurrerer direkte, så en eventuel ringe konkurrence blandt udbydere af æbler kan være ligegyldig, fordi den høje pris på æbler blot får folk til at skifte til pærer. Det er klart at der normalt er en flydende overgang mellem perfekte substitutter og varer der intet har med hinanden at gøre, så en afgrænsning af det ’relevante marked’ er vanskelig, også fordi grænserne mellem de forskellige markeder stadig nydefineres, i takt med at nye produkter dukker op (især indenfor vidensbrancherne).
Markedet har naturligvis også en udbudsside. Hvis hver virksomhed producerede ét bestemt produkt ville der ikke være problemer, men oftest fremstiller den flere; disse er måske vidt forskellige og tilhører dermed adskilte markeder, når markeder bestemmes fra efterspørgselssiden (hvor kriteriet altså er forbrugersubstitution). Men en sådan flerstrenget virksomhed kan substituere mellem fremstilling af de forskellige produkter, så fra dens vinkel er der tale om ét marked. I statistikken tilforordnes en virksomhed det forbrugermarked, som den især producerer for.
En anden vanskelighed er den periode over hvilken udviklingen måles. Her gælder det om at have en periode, der er tilstrækkelig lang til at tendensen ikke påvirkes af høj- eller lavkonjunkturer. Under lavkonjunktur – omkring 1981, 1991 og 2001 (let at huske) og efter 2007– kan koncentrationstendensen være svagere, fordi der er færre penge til at finansiere fusioner, men stærkere, fordi nogle af de små og svage luges ud.
Almene koncentrationstendenser i dansk erhvervsliv
Alle véd at nogle brancher er blevet betydeligt mere koncentrerede gennem de sidste 20-30 år. Det gælder landbruget, hvor de mange små eller mellemstore brug hastigt erstattes af store agroindustrielle foretagender; medieverdenen, hvor aviser er blevet nedlagt eller opslugt på stribe; detailhandelen, hvor de mange små selvstændige købmænd er blevet erstattet af megavirksomheder som Netto eller Fakta; og banksektoren, der efter en række fusioner nu domineres af Danske Bank.
Men hvad er det generelle billede?
Magtudredningens overordnede vurdering var i 2003 denne:
På en række områder er der sket en voldsom koncentration af erhvervsvirksomheder gennem de seneste årtier. De mange små fødevareforarbejdende virksomheder indenfor mejeri- og slagterisektoren, som fandtes for ikke mange år siden, er i dag fusioneret til Arla Foods og Danish Crown, der selv i international sammenhæng er pænt store virksomheder. På detailhandelsområdet har FDB slået sig sammen med de norske og svenske søsterorganisationer til Coop Norden. Med Dansk Supermarked har Danmark fået en privatejet storkoncern inden for detailhandelen (Togeby, 2003: 206f).
Dette svarer til konklusionen i den norske magtudredning, hvor det hed at fusioner har betydet at flere og flere brancher præges af oligopoli, med 3-4 dominerende foretagender eller kæder.xiv Også på EU-niveau har der været en betydelig tendens til øget koncentration, i hvert fald frem til 1997:
Videre har de senere år været karakteriseret ved en meget betydelig industriel restrukturering, om end det ikke altid er let at adskille effekten af det Indre Marked fra de globale tendenser. Og dette har været ledsaget af en betydelig vækst i koncentrationen, især indenfor teknologisk intensive industrier. Der er også fundet tegn på øget koncentration indenfor industrier, der er tæt knyttet til almen forsyningsvirksomhed, såsom telekommunikation og transport, og også indenfor fødevareindustri og masseforbrugsvarer (Tsoukalis, 1997: 76).
På det globale niveau vurderede Dunning, at koncentrationen faldt for de fleste produkttyper i perioden 1962 til 1982, men at den generelt steg fra sidste halvdel af 80erne, bl.a. grundet det stigende antal fusioner og overtagelser.xv Mere aktuelt vurderer Stiglitz:
I vore dages økonomi kan mange sektorer ikke forstås i lys af konkurrence; dette gælder således telecoms, kabel-TV, de digitale brancher med relevans for de sociale medier, internet-søgning, sundhedsforsikring, medicinalindustrien, agro-business og mange flere. Hvad konkurrence, der måtte være i disse sektorer, er oligopolistisk, ikke lærebogens ‘rene’ konkurrence.(https://www.socialeurope.eu/2016/05/monopolys-new-era/; set 18/1-2016).
Lad os nu betragte beregningerne fra Konkurrencestyrelsen(KS), der i dag har skiftet navn til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det generelle billede er her mindre alarmerende (hvis mindre konkurrence er grund til alarm).
Hvordan måles markedskoncentrationen? Metoden er først at beregne de fire størstes markedsandel på hvert af de utallige delmarkeder; denne andel kaldes CR4 (CR = concentration rate). Dernæst vægtes hvert koncentrationstal med omsætningen på det pågældende marked, hvorefter den gennemsnitlige koncentration i en sektor kan beregnes. Hvis økonomer fx taler om en ringe grad af koncentration indenfor servicesektoren eller indenfor transport, hævdes det ikke at ’service’ eller ’transport’ er ét marked; der menes at de fleste underbrancher indenfor service eller transport er præget af ringe koncentration.
KS fandt frem til at CR4 generelt øgedes ret betydeligt fra 1975 til 1996, nemlig med 4,5 procentpoint, til 39%. Opgjort på en lidt anden måde, viste det sig at brancher med en CR4 over 75% voksede fra at udgøre 9,0% i 1975 til at udgøre 15,5% i 1996 (og brancher med en CR4 over 50% fra 24,3% til 29,4% af omsætningen); de meget koncentrerede brancher kom altså til at veje tungere i den danske økonomi. Tendensen bekræftes af et andet koncentrationsmål, HHI indekset, hvor 0 betyder minimal og 10.000 maksimal koncentration, dvs. monopol; dette indeks viser en stigning fra 764 i 1975 til 967 i 1992.xvi
Imidlertid viser det sig at stigningen skete i de problematiske år fra 1975 til 81 (bl.a. den anden oliekrise), da mange mindre virksomheder bukkede under; derefter har der ingen ændring været. Heller ikke efter 1996 er der sket meget. Iflg. KS har markedskoncentrationen i dansk erhvervsliv således været stort set konstant efter hoppet i slutningen af 70erne. Desværre er det umuligt ud fra KS at følge udviklingen i koncentrationen efter 2006 og dermed afgøre om krisen har haft nogen effekt på dette område.
Da min interesse er magten (markedsmagten), er udviklingen i koncentrationen central. KS’s interesse er mere bredt konkurrencen, og her betragtes koncentrationen som nævnt blot som én blandt adskillige ‘indikatorer’. KS fandt i Redegørelsen fra 2009 frem til at konkurrencen i Danmark er blevet svagt forbedret i perioden 2000-2007. Problemet er hvad man skal bruge det resultat til, for det viser sig at KS’s generelle indeks for konkurrence-situationen ikke begrænser sig til at måle konkurrencen i den private sektor, hvilket er min hovedinteresse. KS ser nemlig på konkurrencen i hele den danske økonomi, altså både den private og offentlige del.
Det er her klart, at konkurrencen forbedres i takt med at den offentlige sektor markedsgøres, med udliciteringer, tilbudspligt osv., så det er ikke overraskende at konkurrencen især er forbedret indenfor et overvejende offentligt område som ‘sundhed og velfærd’. Det kan tænkes at fremgangen for konkurrencen i hele økonomien skyldes, at denne effekt har vist sig stærkere end en tænkelig tendens til monopoliseringen indenfor den rent private sektor. Det mener KS dog ikke, eftersom antallet af problematiske (private) brancher angiveligt er faldet i perioden. Generelt går det i den rigtige retning; truslen fra private monopoler og oligopoler – der tidligere var et hovedfokus for KS – fortoner sig, således at konkurrenceproblemerne nu primært skyldes, at den offentlige sektor ikke i tilstrækkeligt omfang har åbnet sig for markedet. Det afspejler sig i, at den sidste konkurrenceredegørelse kom i 2010, og derefter er erstattet af årlige redegørelser for ‘Status i den offentlige konkurrence’, der beskriver hvor langt man er kommet i forvandlingen af demokratisk til markedsorienteret styring, og hvilke muligheder, der er for at intensivere og udbrede denne proces.
KS er i dag en vigtig nyliberal tænketank. Normen for al økonomisk aktivitet er markedskonkurrence, fordi den angiveligt giver effektivitet; den norm må den offentlige sektor tilpasse sig, dvs. den må holde op med at være markedets modmagt, en helle i konkurrencestaten. Demokratisk vedtagne normer må bøje sig for de rent pekuniære.
Tilbage til udviklingen i koncentrationen.
Grundet manglende data samt metodologiske problemer, beskrevet i noten,xvii er KS’s generelle redegørelser af begrænset værdi; derfor sætter jeg i det følgende de tre sektorer, som erhvervslivet opdeles i, under lup. Dermed får vi også mere kød og blod på undersøgelsen. Koncentrationstendenser indenfor finans behandles under Kapitalmagt.
Generelt gælder at den primære og den sekundære sektor, især landbrug og industri, er langt mere koncentreret end den tertiære sektor (service); det skyldes bl.a. at der her er større stordriftsfordele, hvilket gør det vanskeligt for de små firmaer at overleve. I 2002 var CR4 for industribrancher 71% og for service 42%; konkurrencen fra udlandet har stort set kun betydning for industrien, hvor importkorrektionen sænker koncentrationstallet til 35%, mens det er næsten uforandret for bygge/anlæg og service.
Hver sektor underopdeles i brancher, fx er transport og detailhandel brancher indenfor servicesektoren. Det relevante marked er ofte en underbranche, fx vognmandsforretning der jo ikke konkurrerer med persontransport.
Betydningen af koncentrationen indenfor en bestemt branche afhænger naturligvis af dens vægt indenfor den samlede økonomi. Jeg benytter mig her af branchens andel af bruttoværditilvæksten (BVT) indenfor den private sektor; BVT er næsten identisk med BFI. Den offentlige sektor og dens bidrag til BVT (22,8% i 2006) er irrelevant for min diskussion af koncentration af økonomisk magt. Procenterne for bidrag til BVT er beregnet ud fra St.B. NAT07. BVT andelen refererer til 2006, men hvis der har været væsentlige forskydninger over tid, anføres også tal for andre år.
Den primære sektor
Blandt alle erhverv er det formentlig landbruget, der har oplevet den mest dramatiske og vedvarende koncentrationsforøgelse efter 1982; antallet af virksomheder falder fra år til år og deres gennemsnitlige størrelse øges stadig.xviii Men da erhvervet i dag kun bidrager med 2,1% til den private BVT, er tendenserne her af ringe betydning.
Fiskeri er et lille erhverv, men det illustrerer på eksemplarisk vis sammenhængen mellem liberalisering og koncentration. For at undgå overfiskning er fiskeriet reguleret af kvoter. Disse blev tidligere tildelt gennem politiske beslutninger, men i 2007 blev systemet liberaliseret, således at kvoter kunne handles frit. Det betød at de store fisk spiste de små, bl.a. fordi de kunne låne billigere og lettere i banken; fisketilladelserne blev derfor koncentreret på de såkaldte ‘kvotekonger’, hvilket truer med at udrydde de små kystnære fiskere; halvdelen af fiskerihavnene er lukket. I 2016 krævede et flertal i Folketinget et opgør med denne politik.
Råstofudvinding er den største branche indenfor den primære sektor. Grundet olien og gassen fra Nordsøen er denne aktivitet blevet langt mere betydningsfuld; bidraget til privat BVT er øget fra 0,5% i 1966 over 3,1% i 2001 til 4,5% i 2010, men denne andel har været vigende i de senere år, i takt med at ressourcerne udtømmes. Denne virksomhed har i mange år været et privat, statskoncessioneret monopol, så en egentlig konkurrence kan der ikke være tale om. Aktiviteten varetages af DUC (Dansk Undergrunds Consortium), hvor APM er operatør og ejer 31 %, mens Shell har 37 %, Chevron 12 % og den offentlige Nordsøfond 20 %.xix DUC står i dag for langt størstedelen af dansk produktion af olie og gas og ejer de centrale punkter i infrastrukturen for al aktivitet i den danske del af Nordsøen.Koncentrationen er meget høj og øgedes i midten af 00’erne, idet CR3 øgedes fra 65,7% i 2003 til 82,4% i 2006, og CR10 fra 89,9% til 96,2% i samme periode (personlig oplysning fra Danmarks Statistik).
Den sekundære sektor
Industriens bidrag til den private BVT har været stadigt faldende, fra 26,2% i 1966 over 22,7% i 2001 til 16,3% i 2010.
Vi er her i den heldige situation at vi har et glimrende materiale til at følge udviklingen i koncentrationen siden 1985; jeg har valgt 1985, 2007 og 2015, så vi også kan se om krisen i 2008 har haft nogen effekt.xx
For at udtale os om udviklingen i markedsmagt må vi se på industriens brancher og underbrancher, hhv. 9-12 og 30-35 i vor periode (inddelingen skifter lidt); især underbrancherne er relevante, for det er her vi har et ensartet marked, hvor der konkurreres om afsætningen. Jeg har derfor for de tre år beregnet CR3 og CR10 for underbrancherne, idet disse vægtes efter deres omsætning, således at fx den høje koncentration indenfor medicinalindustri trækker industriens CR3 meget op, fordi denne branche udgør en betydelig del omsætningen i hele industrien.
Resultatet fremgår af Tabel 8.4.
Tabel 8.4. CR3 og CR10 i industriens underbrancher 1985, 2007 og 2015
| Procenter af omsætningen | 1985 | 2007 | 2015 |
| CR3 | 33,4 | 42,7 | 53,4 |
| CR10 | 51,5 | 60,5 | 71,9 |
Markedsmagten er således øget – og konkurrencen for så vidt svækket – kontinuert gennem perioden, mest i de blot 8 år efter 2007. Mindre markedsøkonomi, mere kaptalisme. Tendensen har været mere markant, end hvad KS’s tal antyder (og disse tal går i øvrigt ikke frem til 2015).xxi
Stigningeni koncentration har været særlig kraftig indenfor slagterier, mejerier, medicinalvirksomhed, møbler og formentlig maskinindustri (men her har kategorierne skiftet meget, så en sammenligning over perioden er vanskelig). Hansens undersøgelse (2005) dokumenterer i detaljer den mangeårige koncentrationstendens indenfor fødevareindustrien, med Arla og Danish Crown som de helt dominerende indenfor hhv. mejerier og slagterier; men her en koncentrationen faktisk faldet lidt efter 2007, fordi der er opstået alternative producenter, fx Thiese.
De eneste direkte koncentrationsmål for bygge- og anlægsvirksomhed (7,8% af privat BVT i 2006) er fra KS. De viser at koncentrationen i 2007 er lidt mindre end i første halvdel af 90erne, men de sidste 10 år op til 2007 var der ikke nogen ændring. Selvom koncentrationen generelt er lav indenfor sektoren, er den meget høj for de strategisk vigtige brancher, nemlig produktion af byggematerialer og engroshandelen med dem.
KS fandt i Redegørelsen fra 2001, at der var (er?) ret store konkurrenceproblemer i sektoren. Produktionen af byggematerialer er stærkt koncentreret, med blot ét eller to selskaber for fx cement, eternit og beton. Det største problem synes dog at være de få og stærke grossister, der leverer byggevarer:
… grossistvirksomhederne har vokset sig store og magtfulde … Det nuværende prissystem er baseret på en stærk engrossektor, der uden selv at bidrage væsentligt til værditilvæksten, sidder hårdt på leverancerne af byggematerialer. Det er praktisk talt umuligt for entreprenører og håndværkere at købe visse materialer direkte hos producenten. De henvises i stedet til en af grossisterne, som varen skal faktureres igennem, selv om varen leveres direkte fra producent til byggeplads.
Den tertiære sektor
Vi kommer nu til sektoren for service (tjenesteydelser).
Privat service bidrager nu med 58% til den private BVT, så koncentrationstendenserne indenfor dette område er helt afgørende for det generelle billede af den danske økonomi. Sektoren er meget heterogen.
Iflg. KS ligger koncentrationen generelt på godt 40% (CR4) indenfor denne sektor. Som nævnt registrerer KS her ingen markant udvikling, og desværre dækker Danmarks Statistiks angivelser af CR3 og CR10 kun industri. Lad os søge at danne os et indtryk ved at betragte de enkelte brancher; her er detailhandel godt belyst, mens det kniber med oplysninger om de øvrige brancher.
Handel udgør den tungeste post indenfor service, og her har der været en uomtvistelig og kraftig tendens til øget koncentration.
Indenfor detailhandel (5% af privat BVT) er mange af de små forretninger bukket under til fordel for super- og hypermarkeder; blot siden 2007 er antallet af små butikker reduceret med en tredjedel. Der bliver færre og større butikker.xxii
Markedet er præget af ’kæder’. Dels ’kapitalkæder’, hvor butikkerne ejes af en koncern, dels de såkaldte ’frivillige kæder’, hvor fx et antal selvstændige skoforretninger samarbejder om indkøb og meget andet.
Ser vi specielt på markedet for dagligvarer har det i mange år været domineret af to kapitalkæder: Coop (tidligere FDB), der siden slutningen af 90erne stabilt har haft 38% af omsætningen, og Dansk Supermarked, der dengang stod for 22%, i 2014 for 32%.xxiii Den tredje betydende aktør er Dagrofa/SuperGros, hvis markedsandel har været stabilt ca.15%; dette er en frivillig kæde, der fungerer som indkøbsforening; den blev dannet i 1999 gennem en storfusion af to kæder samt engrosfirmaet Dagrofa. Dermed er CR3 siden 90erne øget fra 75% til 85%. Oligopolernes magt er således stærk og stigende.
Den resterende del af dagligvare-markedet varetages af andre frivillige kæder, bortset fra 2% der er helt selvstændige (så denne kategori er næsten udslettet).
Resten af detailhandelen består af specialbutikker, også kaldet ‘udvalgsvarebutikker’, der sælger mere varige forbrugsgoder såsom sko, møbler, elektronik, isenkram og meget mere. Dette område består af et antal separate markeder for sko, møbler etc, uden indbyrdes konkurrence, modsat markedet for dagligvarer, der er ét stort marked, fordi butikkerne har stort set det samme sortiment. Omkring 2005 havde kapitalkæderne en markedsandel blandt specialbutikkerne på omkring 25%, de frivillige kæder godt 35% og de helt selvstændige 40%. Siden da har der været en ‘tendens til større konsolidering i form af kædesamarbejde’, især indenfor tøj og møbler.
Hvordan en branches struktur betragtes afhænger af, hvordan de frivillige kæder vurderes. Formelt – juridisk – er en sådan kæde blot et samarbejde mellem mange selvstændige virksomheder. Men samarbejdet (strategisk alliance, hedder det også) er ret så omfattende, nemlig ’om bl.a. fælles indkøb, markedsføring, administration eller uddannelse’, og endog om maksimalpriser i forbindelse med kampagner. Ledelsen af kæderne ønskede større myndighed i forhold til de enkelte medlemmer, og dette blev tilstået i 2005 efter anbefaling fra KS. En kædes medlemmer skal stadig generelt konkurrere om priserne, dvs. de må ikke udgøre en trust med aftalte priser. De må ikke misbruge deres magt til at skade konkurrencen, som det fromt hedder hos KS. Men prisen er kun én af konkurrenceparametrene, og fx betyder fælles indkøb at varesortimentet bliver fælles, således at produktkvaliteten tenderer mod at udgå af konkurrencen. Fælles indkøb betyder videre at kæderne har stor markedsmagt overfor grossister og andre leverandører (’oligopsoni’); før detailhandlerne organiserede sig, var det grossisterne, der havde fat i den lange ende. I dag køber specielt Coop og Dansk Supermarked oftest direkte fra leverandørerne (producenterne); disse beklager sig tit over at de bliver presset på priserne og andre vilkår.
Alt i alt indebærer etablering af frivillige kæder en kraftig koncentration af den økonomiske magt. Ses der bort fra alliancer var CR5 i 1999 56% for hele den danske detailhandel (ikke blot dagligvarer), men hvis allierede virksomheder tæller som én aktør stiger dette tal til 77%.xxiv Vi aner den samme udvikling som indenfor andelsbevægelsen, fra myriaden af selvstændige mejerier til Arla.
Hele detailhandel-området har været præget af mange fusioner og ophør. Alene mellem 1997 og 2003 faldt antallet af frivillige kæder fra ca. 130 til ca. 100, mens antallet af kapitalkæder blev reduceret fra ca. 220 til 180. Så også ud fra den målestok er der sket en klar koncentration.
Indenfor engroshandel (8% af privat BVT) er de tre største virksomheder korn- og foderstofvirksomhederne DLG og KFK samt Dagrofa, der som nævnt fusionerede med to frivillige indkøbskæder i 1999. Dermed øgedes koncentrationen betydeligt i ét hug.
Endelig skal det fremhæves at det europæiske marked er præget af strategiskealliancer, der samarbejder om især fælles indkøb. De 10 største alliancer dækkede midt i 00erne 53% af omsætningen i Europa, så der er ’tale om en ganske stor europæisk koncentration skabt via de globale alliancer mellem detailkæderne’.xxv Dansk Supermarked, COOP og Dagrose/SuperGros indgår i hver sin alliance.
Transport er en ret stor branche, der bidrager med 9% til privat BVT.
Persontransport var tidligere overvejende offentlig, men i dag konkurrerer DSB med Arriva, samtidig med at megen af den kommunale busdrift er udliciteret til private aktører; det har givetvis øget konkurrencen.
Indenfor godstransport domineres markedet af Danske Fragtmænd og DSV. Den første virksomhed blev dannet i 1990 ved at 23 fragtcentraler gik sammen; i 2000 blev hovedkonkurrenten DSB Stykgods opkøbt; i 2007 blev firmaet i øvrigt omdannet fra en andelsforening til et aktisselskab. DSV (De Sammensluttede Vognmænd) blev etableret i 1976 og er i dag en global koncern med aktivitet i 80 lande; i 2015 var den efter mange opkøb i Danmark og udlandet den 14. største virksomhed – målt efter omsætning – på Børsens Top1000 liste. Der har altså været en kraftig koncentration i forhold til ‘gamle dage’, da markedet bestod af et utal af små vognmænd.xxvi
Som sagt er service en meget heterogen sektor. Der er en myriade af meget små virksomheder, fra pizzeriaer til IT-konsulenter, men der er også giganter som ISS, Dansk Supermarked og Danske Bank.xxvii
Udlejning og ejendomsformidling er en stor branche med 13% af privat BVT. Det er en meget koncentreret branche, med et importkorrigeret CR4 på 67,3%; den er præget af store kæder og koncerner; den største er Home, der ejes af Danske Bank. Desværre er der ikke oplysninger om tendensen.
Forretningsservice (10% af privat BVT) omfatter IT-selskaber, hvis antal eksploderede fra 632 virksomheder i 1980 over 6.531 i 1990 til 11.414 i 1998 (hvorefter den punkterede IT-boble lagde en dæmper på væksten i et par år). Dette tyder på mindre koncentration, om end det er svært at udtale sig om tendensen i en branche, hvor der hele tiden opstår nye underbrancher og hvor grænserne mellem dem konstant ændres. Formentlig er koncentrationen indenfor forretningsservice faldende.
Post og tele er en lille, men strategisk vigtig branche indenfor den tertiære sektor. Den bidrager med godt 2% til privat BVT. Post domineres stadig af Post Danmark, der i 2009 indgik i Post Nord AB, der ejes i fællesskab af den danske og svenske stat. Post Nords danske afdeling har voldsomme økonomiske problemer og privatisering kan ikke udelukkes.
Teletjenesterne blev tidligere varetaget af regionale, offentlige virksomheder (KTAS osv.). I 1990 blev de samlet i Tele Danmark, der under navnet TDC blev privatiseret i 1995. Umiddelbart betød det at et ’offentligt monopol’ blev forvandlet til et privat monopol, men samtidig blev markedet liberaliseret, hvilket snart gav en række konkurrenter. Resultatet blev imidlertid at øget konkurrence slog over i øget koncentration, idet de 4 største aktører på dette marked – efter en række fusioner og opkøb – øgede deres markedsandel fra 80% i 2003 til 95% i 2009;xxviii samtidig faldt priserne betydeligt, hvilket dog kan forklares med den eksponentielle teknologiske udvikling, snarere end af øget konkurrence.
Mediebranchen er præget at stor og stigende koncentration, hvor mindre dagblade nedlægges eller opkøbes, samtidig med at de store fusionerer. I dag er markedet domineret af tre store koncerner, nemlig JP/Politikens hus (JP, Politiken og Ektrabladet), De Persgroep, en belgisk virksomhed, der i 2014 købte Berlingske, BT og Weekendavisen, samt Jysk Fynske Medier, der blev dannet i 2015/16 ved en fusion af 13 dagblade, herunder Fyens Stifttidende, Jydske Vestkysten og Aarhus Stifttidende.xxix
Erhvervsministeriet søgte tilbage i 2000 at kortlægge markedsstrukturen i den tertiære sektor. Resultatet var bemærkelsesværdigt:
Servicesektoren er præget af mange små virksomheder. Men derfor er servicevirksomheder ikke nødvendigvis selvstændige ’øer’. Således indgår næsten halvdelen af servicevirksomhederne på den ene eller anden måde i faste samarbejdsstrukturer. 22% indgår i en egentlig koncernstruktur. 6% af virksomhederne er baseret på et franchise- eller licenskoncept. Endelig indgår 35% af virksomhederne i andre faste alliancer – fx en kæde, et fast samarbejdsnetværk eller lignende (Erhvervsministeriet, 2000: 97).
Ikke overraskende toppede finans og detailhandel, hvor hhv. 79% og 64% af virksomhederne indgik i ‘samarbejdsordninger’, men også transport (46%), operationel service, dvs. rengøring, reparation etc. (43%) og vidensservice (37%) var meget organiserede brancher. Ministeriet så gerne en udvidelse af sådanne samarbejdsordninger, da de vurderedes at fremme innovation.
Problemet er naturligvis at hvad enten samarbejde er godt eller skidt, så er det det modsatte af konkurrence. Jo mere samarbejde, jo mindre konkurrence. Fx nævnte ministeriet at samarbejdet ’kan indebære at man henviser kunder til hinanden på andre geografiske områder’, altså aftaler markedsdeling, således at man ikke konkurrerer med hinanden i de forskellige områder af Danmark. Fælles indkøb har vi allerede nævnt i forbindelse med detailhandel.
En sådan organisering af markedet reducerer antallet af effektive (uafhængige) aktører, men denne forøgelse af markedsmagten fanges ikke af KS’s koncentrationstal, fordi disse er beregnet ud fra antallet af formelt uafhængige virksomheder indenfor hver underbranche (i hele økonomien opererer KS med 600 underbrancher). Samtidig er en præcis kvantificering af denne markedsmagt vanskelig eller umulig, fordi samarbejdet ikke omfatter alt (så ville det være en fusion), men kun nogle af konkurrenceparametrene.
Der er ingen tvivl om at disse ’faste samarbejdsstrukturer’ opnår en stadig større udbredelse. KS (og ministeriet) modsætter sig dem ikke, snarere tværtimod, og den økonomiske logik tilsiger, at når en gruppe virksomheder høster fordele af at organisere sig, må andre virksomheder enten tilslutte sig eller skabe sin egen kæde, for at overleve i konkurrencen.
Sammenfatning om markedsmagt
De teoretiske betragtninger lod det være åbent om tendensen mod mere konkurrence er mere eller mindre stærk end tendensen mod mere markedsmagt i den nyliberale epoke. Empirien måtte afgøre.
Her mener Konkurrencestyrelsen ikke at der er sket væsentlige ændringer i koncentrationen siden 1981, og de marginale ændringer er gået i retning af mere konkurrence. På grundlag af gennemgangen af de tre sektorer vil jeg dog stille spørgsmålstegn ved denne konklusion:
1) Indenfor den primære sektor er landbrug, fiskeri og råstofudvinding blevet betydelig mere koncentreret.
2) Indenfor den sekundære sektor er koncentrationen øget meget betydeligt for industrien siden 1985, og især siden 2007.
3) Indenfor den tertiære sektor (service) er koncentrationen steget væsentligt indenfor handel, teletjenester og transport.
Dette dækker kun en del af brancherne, men det har været svært at finde eksempler på faldende koncentration, med forretningsservice som sandsynlig undtagelse. Det kan tænkes at øget koncentration går sammen med øget rivalisering, men det kan også tænkes at den målbare koncentration undervurderer markedsmagten, dermed konkurrenceproblemerne, grundet et opsving i forskellige samarbejdsordninger. Som vi har set er dette især tilfældet indenfor service.
Alt i alt tyder undersøgelsen ovenfor på at koncentrationen i privat, dansk erhvervsliv er øget, formentlig betydeligt. Dette trækker i retning af mindre konkurrence. Men samtidig er konkurrencen øget ved at offentligt reguleret virksomhed (fx persontransport) er blevet kommercialiseret og udsat for konkurrence, og ved at flere – især europæiske virksomheder – er kommet ind på det danske marked. Nettoeffekten på konkurrencesituationen er derfor uklar.
Kapitalmagt
Særtræk ved dansk selskabskapitalisme
I forhold til andre lande ejes de større virksomheder i stor udstrækning af familier eller af fonde, som familien eller andre har placeret kapitalen i, dels af skattehensyn, dels ud fra et ønske om at beskytte virksomheden mod overtagelse ved at have få eller ingen frie aktier. Dette gælder således A. P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Danfoss og Carlsberg. Dette fremgår ikke af Tabel 8.1, fordi disse fonde ejer selskaber og det er som sådan de er kategoriseret.
En fond er en særlig konstruktion, der oprindeligt blev etableret af lovgivningen for skattemæssigt at favorisere almennyttig aktivitet, men i dag er de betydende fonde alle erhvervsdrivende, og en del skattefordele i forhold til selskaber er elimineret; det ‘almennyttige’ tager gerne form af støtte til forskning og uddannelse med erhvervspolitisk sigte, altså en slags privatisering af denne politik, fx har A. P. Møller-Mærsk og Danfoss fået oprettet institutter ved Odense Universitet. Fonde er selvejende, dvs. det er fonden som sådan, der står som den ultimative ejer af de selskaber som koncernen omfatter.
Fondsformen er på fremmarch i Danmark (men næsten ukendt i udlandet). I 2002-03 var 12 af de 28 største danske virksomheder, målt efter balance, fondsejede, mens yderligere 4 var kontrolleret af en fond og en familie; blot 7 fondsejede virksomheder stod for halvdelen af børsselskabernes værdi.xxx
Krydseje, dvs. at selskaber ejer aktier hos hinanden, er ikke særlig udbredt; kun 4% af aktierne på Københavns Fondsbørs var for en snes år siden ejet af andre virksomheder og denne andel synes vigende.
Man skelner normalt mellem den bankbaserede kapitalisme, der er karakteristisk for Tyskland og Japan, fordi bankerne her ejer eller på anden vis kontrollerer betydelige dele af erhvervslivet, og den markedsbaserede kapitalisme i de angelsaksiske lande, hvor kapitalmarkedet (børsen) regulerer vilkårene. Her ligger Danmark tættest på den bankbaserede model. Bankerne forsyner selskaberne med en stor del af deres kapital, og den danske børs er lille, selv efter den nordiske fusion til OMEX. Dog er der en almen tendens til at den kontinentaleuropæiske og japanske kapitalisme nærmer sig den angelsaksiske model.xxxi
Litteraturen har beskæftiget sig meget med temaet: dominerende versus spredt eje. Dermed menes om den typiske danske virksomhed har en enkelt eller nogle få dominerende ejere, gerne i form af en storaktionær, en familie eller en fond; eller om ejerskabet er spredt på en række mindre aktionærer. Konklusionen af disse undersøgelser er at ejerskabet er ret koncentreret, netop fordi familie- og fondseje er så almindeligt; i modsat retning trækker dog de institutionelle investorer, der nok råder over enorme beløb, men – i hvert fald tidligere – spreder dem ud, så de sjældent ejer mere end 10% af aktierne.xxxii
Som det vil fremgå er jeg mere interesseret i hele økonomiens ejerstruktur, og økonomiens og virksomhedernes ejerstruktur er to helt forskellige ting. Lad os lege at økonomien har 50 virksomheder. Hvis de alle har en dominerende ejer, måske en eneejer, er ejerskabet til virksomhederne naturligvis meget koncentreret, men hvis disse 50 ejere er forskellige er der ringe kapitalkoncentration, sammenlignet med en situationen hvor én ejer fx 30 af virksomhederne. Ejerskabet til de fleste virksomheder kan være meget koncentreret, samtidig med at økonomiens ejerstruktur er meget spredt, eller omvendt, og da vi er interesseret i magtstrukturen i den danske kapitalisme er det det sidste, vi beskæftiger os med. Derimod beskæftiger de nævnte danske undersøgelser sig helt overvejende med virksomhedernes struktur.
Finanskapitalen
Produktiv kapital fremstiller noget (varer og service), mens finansiel kapital – banker, forsikring, realkredit, pensionskasser, investeringsforeninger, ATP og LD – ’blot’ formidler, nemlig forbrugernes og virksomhedernes opsparing til produktive investeringer.xxxiii
Dette er i hvert fald den oprindelige idé, men især i den nyliberale epoke har denne stik-i-rend dreng mellem opsparere og investorer fået langt større midler at råde over, især fordi bankerne er blevet mere frie til at skabe deres egne (private) penge gennem den såkaldte kreditmultiplikator.xxxiv Dette er en væsentlig årsag til den ‘finansialisering’ – vækst i den finansielle sektor – som vi har oplevet siden 1982.
I afsnittet om markedsmagt var omsætningen og værditilvæksten de relevante faktorer, og her udgør den finansielle sektor en branche blandt andre, med en andel af privat BVI på 7½% (svarende til bygge og anlæg). I dette afsnit er temaet ejerforholdene, hvilket gør kapitalen – de samlede aktiver (balancen), evt. egenkapitalen – til den relevante faktor, og under denne vinkel svulmer den finansielle sektor i betydning. Sammenligner vi fx nr. 1 indenfor produktiv og finansiel kapital, nemlig hhv. A. P. Møller-Mærsk og Danske Bank, viser det sig at Danske Bank i 2006 havde en balance, der var næsten ni gange så stor som Mærsk’s, mens omsætningen kun var godt halvdelen af denne koncerns.xxxv
Økonomisk magt har mange aspekter, men den er funderet i ejerskab. Et selskabs samlede aktiver er den kapital, som det kan disponere over, men hvem ejer denne kapital, dvs. har den ultimative magt over selskabet? Egenkapitalen består af aktieværdien, der selvfølgelig ejes af aktionærerne, samt sidste års overskud som selskabet som sådan ejer. Fremmedkapitalen ejes af kreditorerne, især banker; i udlandet, men ikke i Danmark, er virksomhedsobligationer også en almindelig finansieringsform.
Der er således tre typer af selskabsejere: Aktionærerne, virksomheden som sådan, og finanskapitalen. Forholdet mellem finansiel og produktiv kapital er dog langt mere kompliceret end hvad der fanges af skellet mellem fremmedkapital og egenkapital.
For det første placerer produktive selskaber en del af deres overskud i aktier, obligationer og andre værdipapirer. De har aktier i andre virksomheder (krydseje) og de opkøber – som i udlandet – i stigende grad deres egne aktier, som alternativ til at udbetale dividende; det betyder at selskabet som sådan kommer til at eje mere og mere af virksomheden. Og de har ofte finansielle afdelinger, der optræder præcis som anden finanskapital.
For det andet investerer finanskapitalen i aktier. Tidligere var dette stort set ikke tilladt, fordi politikerne ønskede at forhindre at den produktive kapital blev domineret af finanskapitalen; og man ønskede at en pæn del af landets opsparing gik til at finansiere den demokratiske sektor (ved at midlerne blev placeret i statsobligationer) snarere end den private sektor.xxxvi
Finanskapitalen er de institutionelle investorer (pensionskasser, herunder ATP og LD, og investeringsforeninger) plus banker, realkredit og forsikring, alt i alt 35% af børsens aktiekapital.xxxvii
I det følgende ser vi først på finanskapitalens vægt i den samlede økonomi, dernæst på dens struktur, herunder koncentrationstendenser.
Vi kan måle den finansielle sektors vægt ved at sætte dens samlede balance (kapital) i relation til BFI, der er et mål for realøkonomien.
Tabel 8.5. Finansielle sektors balance/BFI 1957-2014
| Mia. kr | 1957 | 1982 | 1994 | 2000 | 2007 | 2014 |
| Samlede balance i den finansielle sektor | 35,9 | 859 | 2.785 | 4.902 | 10.062 | 12.549 |
| BFI | 32,67 | 437,0 | 862,2 | 1.138,5 | 1.473,3 | 1.667,8 |
| Balance/BFI | 110% | 197% | 323% | 430% | 682% | 752% |
Hvis vi til sammenligning går tilbage til 1957, var finanssektorens volumen kun lidt større end realøkonomiens. Det ses at den finansielle sektor er svulmet i betydning i den nyliberale epoke, fra i 1982 at være dobbelt så stor som realøkonomien til nu at være 7-8 gange større. Hvis den havde været realøkonomiens tjener – som lærebøgerne hævder – var den blot vokset i takt med BFI.xxxviii Bemærk også at denne relative vækst har været mere afdæmpet efter krisen i 2007.
Finansialiseringen ytrer sig også på den måde, at en stedse større del af selskabernes overskud udloddes til aktionærerne frem for at investeres. Vi kan her følge situationen helt tilbage til starten af den nyliberale periode i 1983, jf. Tabel 8.6.
Tabel 8.6. Udlodning og faste bruttoinvesteringer 1983-2013. Alle selskaber
| Udlodning | Faste bruttoinvesteringer | |
| Vækst 1983-2007 | 1.516% | 263% |
| Vækst 2007-13 | -10% | -12% |
Det synes altså som om selskabskapitalismen i højere grad beriger aktionærerne end bidrager til udviklingen af produktionsapparatet; der er kommet et skift fra en mere samfundsorienteret holdning (‘stakeholdervalue’) til en énsidig fokusering på at give udbytte til aktionærerne (‘shareholdervalue’). Ser vi til USA viser det sig, at 449 af de 500 største amerikanske virksomheder brugte 91% “af deres indtjening på enten at opkøbe deres egne aktier /for gennem denne efterspørgsel at øge kursen for deres aktionærer/ eller på at udbetale dividende til ejerne. Det efterlader meget lidt tilbage til investeringer.”xxxix
Vi vender os nu til strukturen i den finansielle sektor.
Tabel 8.7. Strukturen i den finansielle sektor 1994-2015
| % af samlet balance | 1994 | 2000 | 2007 | 2015 |
| Pengeinstitutter (banker og sparekasser) | 35,2 | 37,0 | 42,6 | 30,1 |
| Realkredit | 34,9 | 28,1 | 26,1 | 30,4 |
| Forsikring (liv og skade) | 15,1 | 15,4 | 12,1 | 19,0 |
| Investeringsforeninger | 1,2 | 5,2 | 8,9 | 7,0 |
| Pensionskasser (tværgående og firma-) | 6,0 | 6,4 | 4,5 | 6,1 |
| ATP, LD etc. | 5,0 | 6,8 | 5,1 | 7,0 |
Tabellen er ikke direkte sammenlignelig med Tabel 5.7, der angav udviklingen fra 1957 til 1982, men af den tabel kan det dog ses at pengeinstitutterne i 1982 fyldte mindre end realkredit.
Frem til 2007 øgede pengeinstitutterne deres markedsandel betydeligt, mens realkredit gik tilbage, bl.a. fordi bankerne begyndte at yde boliglån. Krisen betød et voldsomt slag for pengeinstitutterne, mens realkredit klarede sig bedre og generobrede boliglån fra de mere skrøbelige banker; men især livsforsikring og pensionskasser er gået frem, takket være de skattebegunstigede pensionsindbetalinger og udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne.xl
Efter 1990 er den finansielle sektor ændret kvalitativt, hvilket er en yderligere grund til at man skal være varsom med at sammenligne med Tabel 5.7. De fleste sparekasser har mistet foreningspræget og er blevet regulære aktieselskaber, så det er kun logisk at Danmarks Statistik slår dem sammen med bankerne under betegnelsen ‘pengeinstitutter’. Den samme udvikling har vi set med realkredit; foreningsidéens sidste skanse var her Nykredit, der formelt var ejet og ledet af andelshaverne, men denne facade er nu droppet efter at institutionen er gået på børsen og dermed er blevet baseret på frit omvekslelige aktier. Hertil kommer at det offentlige har trukket sig helt ud af den finansielle sektor; Kreditforeningen for kommuner, Statsanstalten for livsforsikring og Kongeriget Danmarks Hypotekbank, der i 1982 havde aktiver på i alt 50 mia, er nedlagte, ligesom den ligeledes offentlige Girobank er afhændet.
Den finansielle sektor er nu éntydigt finanskapitalens domæne, så dens relative vækst fra 1994 og frem (se Tabel 8.5) afspejler finanskapitalens vækst.
Lad os nu undersøge koncentrationstendenserne indenfor den finansielle sektor. Den er særdeles koncentreret, både i forhold til udlandet og til andre danske erhverv; koncentrationen øgedes markant frem til finanskrise, men er derefter aftaget.xli
Som nævnt blev den finansielle verden liberaliseret i 80erne, da udlånsloftet blev afskaffet (1980) og bankerne fik lov til frit at konkurrere på renten (1984); i 1988 blev den sidste kontrol med internationale kapitalbevægelser ophævet, således at danske finansielle institutioner nu frit kunne låne i udlandet. Endelig blev sektorens traditionelle brandmure mellem banker, realkredit og forsikring/pension nedbrudt i årene omkring 1990, således at enhver finansiel institution nu stort set kunne beskæftige sig med alt. Det betyder at den finansielle sektor nu er blev ét stort marked.
Kapitalen havde omsider frigjort sig fra fortidens ’finansielle undertrykkelse’ – som det hedder – og var blevet fri. Den overordnede politisk-økonomiske konsekvens af dette var, at myndighederne dermed mistede et centralt instrument til at regulere den finansielle sektor og dermed den danske økonomi. Beslutningerne om hvor kapitalen skal ledes hen, og på hvilke vilkår, var blevet afdemokratiseret.
Denne deregulering var en hjørnesten i det nyliberale gennembrud i Danmark. Bankerne – også i de andre nordiske lande, der tilsvarende havde liberaliseret – kastede sig ud i orgier af spekulation, og resultatet blev den store nordiske bankkrise omkring 1990. Som så ofte tidligere ledte krisen til en ’konsolidering’.
I Danmark fusionerede 6 af de 8 største banker i 1990, således at vi fik to megabanker: Danske Bank (Danske Bank plus Handelsbanken plus Provinsbanken) og Unibank (SDS plus Privatbanken plus Andelsbanken); samtidig overtog Bikuben nogle mindre banker og Sydbank og Sønderjylland fusionerede. HHI hoppede fra 797 i 1989 til 1.863 i 1990. Det hele blev godkendt af Konkurrencestyrelsen, som senere hvert andet år beklagede de store konkurrenceproblemer i sektoren.
Indekset holdt sig på dette niveau op igennem 90erne, men i 2000 øgedes koncentrationen atter i ét hug, fra 2.089 i 1999 til 2.987 i 2000. Det skyldtes at Danske Bank opslugte Real Danmark (BG Bank), så Danske Bank’s markedsandel af samlede udlån steg fra 37,6% til 47,6% på ét år. I 2001 fusionerede Unibank med en række store nordiske banker til Nordea, den største bank i Norden; dette havde ingen effekt på koncentrationen på det danske marked, men medførte naturligvis en stærk magtkoncentration på det nordiske marked. Det hele atter godkendt af Konkurrencestyrelsen.
Den generelle tendens til øget koncentration fremgår af, at antallet af banker/sparekasser er faldet drastisk, fra 202 i 1994 over 146 i 2007 til blot 76 i 2015; krisen har saneret branchen, men tendensen var der altså også før. Antallet af filialer er mere end halveret, fra 2.245 i 1994 til 1.004 i 2015, hvilket naturligvis hænger sammen med udbredelsen af home banking; antal ansatte er faldet fra knap 45.000 i 1994 til godt 37.000 i 2015.xlii
Ser vi på de fem største havde de frem til 2007 stabilt godt 80% af den samlede balance blandt pengeinstitutterne, men derefter er denne andel hoppet i vejret til 88% i 2015. Krisen har renset godt og grundigt ud, altså øget koncentrationen. Til sammenligning måtte fem mere ligeværdige pengeinstitutter i 1983 deles om 60% af den samlede balance (Brixtofte, 1984: 74ff).
I mange år har Danske Bank (DB) været nr. 1; dets andel af pengeinstitutternes balance er vokset fra 40% i 2000 over 56% i 2007 til 57% i 2015, så udviklingen er gået fra oligopoli til en mere monopolpræget markedsstruktur. Banken led enorme tab under krisen, ikke mindst i Irland, men takket være bankpakkerne har den altså klaret skærene, trods den uheldige kampagne om ‘New Normal’, der skræmte mange kunder væk. I 2015 var nr. 2 Nordea (13,3%), nr. 3 Jyske Bank (8,6%), nr. 4 Nykredit Bank (4,8%) og nr. 5 Sydbank (4.0%).
Bemærk at alle disse tal alene vedrører de rene bankforretninger, altså ikke koncernerne som sådan.
Som vi har set i tidligere kapitler var realkredit oprindeligt baseret på brugerejede foreninger, og branchens lånepolitik var gennemkontrolleret.
Allerede i 70erne blev 25 foreninger slået sammen til 7, men denne magtkoncentration var ikke nok til at de kunne konkurrere med bankerne og det øvrige kapitalmarked, efter at disse områder takket være dereguleringer havde fået frie hænder.xliii Derfor blev de i 1989 omdannet til almindelige aktieselskaber.
Den finansielle liberalisering i 80erne gav bankerne lov til at etablere realkreditinstitutioner (brancheglidning), altså udlåne til boligfinansiering. Det gav umiddelbart flere aktører – fra 6 realkreditinstitutter i 1986 til 10 i 1999 – og dermed lavere koncentration (fra et HHI indeks på 3.360 i 1990 til 2.447 i 1998); antallet faldt dog til 8 i 2000 (og HHI voksede til 2.708), fordi Dansk Kredit og BG Kredit forsvandt ved fusionen af Danske Bank og RealDanmark (BG Bank); i dag er der 7 institutioner. Målt på udlån var CR3 på 89% i 2001 og 85% i både 2007 og 2015; i 2015 drejede det sig om Nykredit med 43%, Realkredit Danmark – ejet af Danske Bank – med 28% og Nordea med 14,5%.xliv Altså en meget høj, men svagt faldende koncentration; et stabilt oligopoli.
På det snævre marked for realkredit er det således gået lidt op og ned med koncentrationen.
Skadesforsikring var i ‘gamle dage’ overvejende folkeligt forankrede, i form af gensidige forsikringsselskaber. I dag er det en ret éntydig kapitalistisk branche, med en CR4 på 57% (Tryg 18%, Topdanmark 18%, Codan 11% og Alm. Brand 10%), men koncentrationen har været faldende siden finanskrisen (2008), hvor CR4 var 64%.xlv
Livsforsikring, der er et langt større område end skade, behandles ofte sammen med de tværgående pensionskasser (målet er jo det samme, nemlig at opspare til alderdommen). Tidligere spillede den offentlige Statsanstalten for livsforsikring en stor rolle, men den blev privatiseret i 1990. I dag domineres branchen af PFA, der har 16% af markedet, målt på balancen, Danica med 11,5% og Kommuneforsikring med 9%; den forholdsvis ringe koncentration beror på det store antal mellemstore faglige pensionskasser. Livsforsikring er blevet en betydeligt mere koncentreret branche, idet der i 2014 var 19 selskaber, mod 59 i 2000.xlvi
De større institutioners magt indenfor bankforretninger, realkredit etc. er interessant, men da den finansielle sektor som nævnt i dag bør betragtes som ét marked, er det koncentrationen herindenfor, der har den overordnede interesse.
Tabel 8.8. Koncentrationen indenfor den finansielle sektor i hhv. 2001, 2007 og 2014
| Mia kr, procenter | Balance | Andel af finansielle sektor | Balance | Andel af finansielle sektor | Balance | Andel af finansielle sektor |
| Danske Bank koncernen | 1.539 | 29 | 3.350 | 33 | 3.353 | 27½ |
| Nykredit koncernen | 580 | 11 | 1.075 | 11 | 1.458 | 11½ |
| Nordea koncernen (dansk) | 559 | 10½ | 838 | 8 | 817 | 6½ |
| Hele den finansielle sektor | 5.349 | 100 | 10.062 | 100 | 12.549 | 100 |
Danske Bank koncernen (DB) omfatter ud over banken især Realkredit Danmark og Danica Pension; desuden er ejendomsmæglerkæden Home knyttet til koncernen. DB samarbejder med Topdanmark (forsikring).
Nykredit koncernen omfatter ud over realkreditten (Nykredit Real og Totalkredit) Nykredit Bank, Nykredit Forsikring, Nykredit mægler og Nykredit ejendomme; også Nykredit samarbejder med Topdanmark.
Nordea Danmark er en underafdeling af den nordiske Nordea koncern, der har hovedkvarter i Sverige; den danske afdeling omfatter ud over banken også Nordea Kredit (realkredit), ligesom koncernen tilbyder forsikring og pension; koncernen samarbejder med forsikringsselskabet Tryg og ejendomsmæglerkæden Danbolig.
Det ses at CR3 har udviklet sig fra 50½% i 2001 over 52% i 2007 til 45½% i 2014. Den bemærkelsesværdige konklusion er således, at koncentrationsniveauet er højt, men har været faldende efter krisen. Det skyldes den generelle tilbagegang for banksektoren (jf. Tabel 8.7). Derfor har DB (og Nordea) generelt mistet betydning, mens Nykredit – hvor vægten ligger på realkredit – har klaret sig bedre. Men som vi så ovenfor har DB styrket sin position indenfor den snævre banksektor.
Kapitalkoncentration, især indenfor den produktive sektor
Vi vender os nu fra finanskapitalen til den produktive kapital.
Som nævnt ovenfor har aktieselskaber og andelsforeninger en gennemsnitlig omsætning, der er mere end 10 gange så stor som interessentskaber og anpartsselskaber. Jeg regner alle fire ejertyper for kapitalistiske, men herindenfor er de to førstnævnte virksomhedstyper ’de store’, mens de to sidste er ’de små’.
Som det ses af Tabel 8.1, er de stores andel af den samlede omsætning steget fra 64,3% i 1982 til 75,8% i 2014, idet aktieselskabernes fremgang har mere end opvejet andelsselskabernes tilbagegang; de smås andel er i samme tidsperiode kun vokset svagt (fra 15,3% til 17,3%). Hertil kommer, at der indenfor specielt andelsselskaberne er sket en voldsom udrensning og koncentration, idet myriaden af virksomheder nu overvejende er sammenfattet i Arla og Danish Crown.
Jeg regner ikke enkeltmandsvirksomhederne med til den kapitalistiske sektor (kapitalmagten), men de er naturligvis en del af den danske økonomi. De er gået kraftigt tilbage, både i antal og andel af omsætningen. Traditionelt siges det, at dansk erhvervsliv er præget af mange små og mellemstore virksomheder, mens det kniber med helt store virksomheder; modsat fx Sverige og Tyskland, der har bilkoncerner og meget mere. Dette er efterhånden blevet en sandhed med stadig større modifikationer. Relativt set har vi i dag færre helt små virksomheder (mindre end 10 ansatte) end i EU generelt, og faktisk havde vi omkring 2005 relativt flere helt store virksomheder (mere end 1.000 ansatte) end Sverige!xlvii
Da omsætningen normalt er et rimeligt godt mål for kapitalstørrelsen (stor omsætning forudsætter megen kapital), og da omsætningstendensen er så klar – med stor fremgang for de store, og mindre for de små – er det givet at der er sket en betydelig koncentration af kapitalen hos de danske virksomheder, hvad enten det har resulteret i øget markedsmagt på de enkelte markeder eller ej.
Specielt om industrikapitalen har vi gode tal, der viser en klar tendens mod større koncentration, jf. Tabel 8.9.
Tabel 8.9. CR3 og CR 10 i hele industrien (og råstofudvinding), 1985 til 2015
| Procenter af omsætningen | 1985 | 2000 | 2007 | 2015 |
| CR3 | 9,7 | 10,9 | 10,0 | 19,5 |
| CR10 | 17,4 | 19,3 | 23,5 | 35,2 |
Vi ser næsten ingen – eller ved CR10 en moderat – udvikling i koncentrationen i de 22 år frem til 2007, men derefter en voldsom forøgelse. Krisen har saneret.
Industrien består af en række meget forskellige brancher og underbrancher, fx medicinalindustri og møbelindustri, der ikke konkurrerer med hinanden. De tres størstes, hhv. 10 størstes, markedsandel i hele industrien siger derfor intet om konkurrencen på de forskellige markeder, altså om markedsmagt (om denne, se ovenfor Tabel 8.4). Hvad tallene i stedet taler højt og tydeligt om er den voldsomme magtkoncentration indenfor hele sektoren, altså kapitalmagten.
Såvidt industrien; lad os nu se på hele økonomien. Tabellen nedenfor angiver de største selskabers vægt i økonomien ved at sætte deres omsætning i relation til BNP. De 10 største omfatter både finansielle og produktive, de 50 største kun de produktive virksomheder.
Tabel 8.10. De største selskabers vægt 1980-2015
| 1980 | 2000 | 2006 | 2015 | |
| 10 størstes omsætning/BNP | 20% | – | 48% | 45% |
| 50 størstes omsætning/BNP | – | 45% | 70% | 75% |
I 1980 havde de 10 største danske virksomheder (koncerner) således en samlet omsætning, der svarede til 20% af BNP; listet efter størrelse drejede det sig om ØK, FL Smidth & Co, FDB, ESS-FOOD, DLG, Lauritzen-koncernen, Dansk Esso, De Danske Sukkerfabrikker, Handelsbanken og Dansk Shell. I 2006 var de 10 størstes omsætning vokset til at udgøre 48% af BNP, og de 10 udgjordes nu af A. P. Møller-Mærsk (inkl. Dansk Supermarked), Danske Bank, ISS, Danish Crown, TDC, Arla Foods, Carlsberg, Nykredit Holding, Novo Nordisk og Coop Danmark; og antallet af ansatte hos de 10 største er samtidig vokset fra 83.000 i 1980 til ikke mindre end 628.199 i 2006, især grundet en voldsom ekspansion i udlandet (alene ISS har 363.000 ansatte).
Kapitalismens krise efter 2006 har standset denne tendens; faldet til 45% i 2015 skyldes også at Dansk Supermarked i 2014 blev en selvstændig virksomhed, idet APM solgte de fleste af sine aktier. I 2015 var de 10 største A.P. Møller-Mærsk, Danske Bank, Novo Nordisk, Arla, ISS, Carlsberg, DLG, Danish Crown, Dansk Supermarked og USTC (energi).
For udviklingen efter 2000 er der tal for de 50 største produktive virksomheder. Det ses at de har øget deres vægt væsentligt mellem 2000 og 2006, derefter i mere afdæmpet form.
Endelig kan vi se på den egentlige kapitalkoncentration indenfor de produktive selskaber, jf. Tabel 8.11, der relaterer de 10 størstes kapital (balance) til de samlede aktiver for disse virksomheder.
Tabel 8.11. De 10 størstes kapitalandel blandt produktive selskaber 2001, 2006 og 2014
| Produktive virksomheder | 2001 | 2006 | 2014 |
| 10 størstes kapital/samlede kapital | 22,3% | 34,2% | 30,6% |
Kapitalkoncentrationen er således øget frem til 2006, men derefter aftaget.
Læren fra de to tabeller er, at de største selskaber har øget deres økonomiske magt siden 1980, og især siden 2000, men at denne tendens er stoppet efter at kapitalismen gerådede i krise efter 2006. Bemærk at koncentrationen i industrien er øget kraftigt siden krisen, og dermed afviger fra den almene tendens.
Alle de nævnte virksomheder er multinationale selskaber, og ofte stammer mere end halvdelen af omsætningen fra udlandet. Tallene fortæller derfor en historie om disse danske virksomheders stejlt stigende økonomiske og politiske magt, men angiver ikke i sig selv stigende indflydelse på det danske marked. At udtale sig om dette sidste ville kræve en adskillelse af danske og udenlandske aktiviteter.
Thomsen o.a. konkluderer deres undersøgelse af ejerskab i dansk erhvervsliv med at skrive, at der er ringe koncentration af økonomisk magt i Danmark, med henvisning til at landet er præget af mange små og mellemstore virksomheder.xlviii Dette bliver mindre og mindre rigtigt. Det er hævet over enhver tvivl, at der er sket en voldsom koncentration af den økonomiske magt i Danmark siden 1980.
Siden kapitaldereguleringerne efter 1980 har der været mange fusioner og opkøb. Det har i høj grad bidraget til magtkoncentrationen og svækkelsen af markedskonkurrencen.
Der er opstået et slags meta-marked, hvor det ikke er varer, men virksomheder, der handles; det kan være ligestillede, der fusionerer, eller fx små IT-virksomheder, der har udviklet en god idé og derefter opkøbes af Microsoft (mange små virksomheder oprettes simpelthen med henblik på at sælge sig selv). Resultatet har været at ”næsten alle globale sektorer har en oligopolistisk struktur, hvor 3-5 multinationale selskaber dominerer.”xlix
På globalt plan er fusioner og opkøb kommet i bølger, gerne i forbindelse med et økonomisk opsving; faktisk er deres antal en udmærket konjunkturindikator, fx var der bølger i 80erne og igen efter 2002. I foråret 2007 steg den samlede værdi af fusioner og opkøb med ikke mindre end 62% i forhold til første halvår 2006; kapitalfonde tegnede sig for en fjerdedel af denne vækst, og knap halvdelen var grænseoverskridende.l Det er klart at effekten af indre vækst – grundet stordriftsfordele og andet – er ubetydelig i sammenhæng hermed. Allerede i efteråret 2007, da de første tegn på krisen viste sig, styrtdykkede denne aktivitet, fordi der ikke længere var penge til rådighed til at finansiere sammenslutningerne.
Danmark og Norden har fulgt med i denne udvikling. I Danmark kom det store hop i slutningen af 80erne, da antallet af fusioner og opkøb steg fra 20 i 1986 til 375 i 1990, hvorefter tallet faldt tilbage til godt 200 i 1998.li Efter den lille krise i 2001/02 kom et nyt opsving, og i 2006 var danske virksomheder involveret i opkøb eller fusioner 270 gange, til en en samlet værdi af 176 mia kr.
Alle de store danske selskaber ekspanderer gennem opkøb. A. P. Møller-Mærsk købte for nogle år siden det store hollandske rederi P & O Nedlloyd (det gav store problemer), Danske Bank opkøbte en finsk bank (Sambo Bank), Carlsberg købte et stort skotsk bryggeri med adgang til Østeuropa. Danmarks tredjestørste virksomhed, ISS, blev i 2004 opkøbt af to kapitalfonde, EQT og Goldman Sachs Partners, hvorefter selskabet selv har fulgt en strategi med stadige opkøb af mindre virksomheder. I alt 80 danske virksomheder var før krisen ejet af kapitalfonde, svarende til godt 10% af dansk erhvervsliv og 4% af den private beskæftigelse. To af de fem største danske virksomheder, nemlig ISS og TDC, er i dag ejet af kapitalfonde.
Sådanne kapitalfonde skal ikke forveksles med de tidligere nævnte fonde. Her er der ikke tale om noget almennyttigt formål, knap nok et erhvervsdrivende formål, eftersom virksomheder opkøbes med henblik på hurtigt videresalg efter en slankning (fyringer). Af de udenlandske fonde, der opererer i Danmark, var 62% indregistreret i skattely (herunder Luxembourg 28% og Cayman Island 19%). Sammen med anden skattetænkning betyder dette, at det offentlige mister milliarder på denne type investering, som bl.a. ATP deltager i.lii
Kapitalfonde har et klart spekulativt træk og ligner derved de hedgefonde, der investerer i finansielle aktiver. Også bankerne har hedgefond-afdelinger, således Danske Bank’s ‘Danske Capital’, der har udlånt ikke mindre end 54 mia kr til kapitalfonde med juridisk hjemsted på Caymanøerne. En af af bankens kunder er pensionsselskabet PFA’s hedgefond, Midgard, der har en formue på 4 mia kr, som er belånt 7 gange, således at fonden har kunnet investere 28 mia kr; Midgard er børsnoteret i Irland, bestyrelsesformanden er en franskmand, der arbejder for en hedgefond i Schweiz, og den opererer fra Caymanøerne.liii
Det er klart at kapitalens samling i fonde i høj grad bidrager til dens koncentration.
Finanskrisen har også i Danmark betydet, at det er blevet dyrt og vanskeligt at finansiere opkøb, specielt var 2015 et dårligt år; på den anden side gjorde faldet i aktiekurserne flere virksomheder billige.
Toppen: A. P. Møller-Mærsk og Danske Bank
Indenfor den produktive kapital har A.P.Møller-Mærsk (APM) en enestående position, ligegyldigt hvordan vi måler.
APM er vokset eksplosivt efter at Mærsk i 1965 tog over efter sin far. Koncernen har det største rederi i verden, og med sine omfattende aktiviteter indenfor skibsfart, olie- og gasudvinding, havne, skibsværfter og meget andet var APM i 2015 nr. 148 på Forbes Global’s rangliste over de største selskaber på denne klode. Væksten skete gennem udvidelse af flåden, men især gennem opkøb af andre selskaber, såsom Sealand og P & O Nedlloyd, hvilket fremprovokerede en konsolidering blandt de lidt mindre konkurrenter, i en typisk oligopoliserings- eller koncentrationsproces.
Som andre store selskaber søger APM at begrænse konkurrencen gennem strategiske alliancer:
I stedet for at konkurrere om kunderne, indleder Maersk Line et tæt samarbejde med sine to nærmeste konkurrenter om at drive fælles containerruter mellem Kina og USA. Det skriver maritimedanmark.dk. Det er verdens tre største containerrederier – Maersk Line, MSC og CMA CGM – der nu indgår et omfattende samarbejde. De tre rederier nedlægger fra april fire containerruter, som de indtil nu har drevet hver for sig imellem Kina og USA, og erstatter dem med tre nye ruter, som rederierne driver i fællesskab (Politiken, 1/3-08).
Omkring 2007 stod koncernen for 25% af de 20 største selskabers markedsværdi på børsen (OMX C20) og er dermed afgørende for kursudviklingen i Danmark.
APM´s vægt i den danske økonomi var voksende frem til finanskrisen. Koncernens omsætning (inkl. Dansk Supermarked) udgjorde i 2002 37% af den samlede omsætning for de 10 største selskaber i Danmark, en andel der i 2006 var steget til 46%. I 2015 var denne omsætningsandel imidlertid faldet drastisk, nemlig til 27%; frasalget af Dansk Supermarked i 2014 forklarer knap 6% af denne tilbagegang, resten må tilskrives finanskrisen generelt og de faldende oliepriser specielt.
Omkring halvdelen af APM´s aktivitet foregår i udlandet, men nogenlunde det samme gælder de andre 9 selskaber.
Indenfor den finansielle kapital har Danske Bank (DB) en tilsvarende dominerende position, selv om krisen også har svækket denne koncern betydeligt.
Vi har allerede nævnt at DB i 2014 efter en række fusioner og opkøb sad på 57% af balancen indenfor det rene bankområde, mens koncernen havde en vægt indenfor hele den finansielle sektor på 27½%. Frem til 2007 ekspanderede DB i Europa og opnåede at blive nr. 279 på Fortunes liste. Banken købte sig ind i Norge (Fokus Bank), Finland (Sampo Bank) og Irland; megen af den udenlandske aktivitet drives af letforståelige grunde fra afdelingen i skatteparadiset Luxembourg.
APM og DB er så tæt forbundne at DB betragtes som ’associeret selskab i A. P. Møller koncernen’.
Forbindelsen går helt tilbage til 1928, da A. P. Møller hjalp DB´s forgænger – Landmandsbanken – under dens berømte krise og derefter blev formand for bestyrelsen. I 2007 kontrollerede APM DB, idet APM ejede 22,27% af DB´s aktiekapital, op fra 16% i 2002. Aktieposten gav i 2014 et udbytte på 770 mio.liv De øvrige aktier i DB er rimeligt spredt, og når det er tilfældet regner man normalt med at eje af 10% er tilstrækkeligt til kontrol. Samtidig er APM DB´s største kunde, så stor at APM en overgang lånte mere end bankloven tillod. Før krisen havde APM som nævnt 25% af de 20 største selskabers aktieværdi på OMX C20, mens DB havde 15%; tilsammen rådede APM/DB således over 40% af værdierne indenfor denne elite.
I 2015 begyndte APM imidlertid at sælge sine aktier i DB, fordi afkastet betragtedes som utilfredsstillende (2,5% mod et generelt afkast hos APM på 11,2%). Men salget var en formssag, idet aktierne blev købt af APM Holding og APM Fonden, der kontrolleres af familien (Ane Uggla).lv
De personlige relationer kan tjene som indikator for sammenvævningen af APM og DB. Poul Svanholm, tidligere Carlsbergdirektør, var i 80erne og 90erne APM´s ’måske vigtigste forbindelsesled til resten af danske erhvervsliv’; Mærsk-Møller ’havde placeret’ ham som bestyrelsesformand i DB, som det ret direkte hedder i en virksomhedshistorie,lvi og efter sit arbejde her indtrådte han i 2003 som en af næstformændene i APM´s bestyrelse. Tage Andersen var oprindeligt revisor i APM, blev direktør i DB 1980-90 og senere medlem af bestyrelsen for Almenfonden og næstformand i Dampskibsselskabet Svendborg (begge APM). Knud Sørensen, direktør i DB i 1990, blev ved sin afgang i 1998 udpeget til bestyrelsesmedlem i Dampskibsselskabet af 1912 (APM) og blev i 2003 medlem af Almenfondens bestyrelse. Jess Søderberg, tidligere ledende direktør i APM, var medlem af bestyrelsen i DB.
Økonomisk magt et funderet i eje, her godt 20% af DB. Magt er evnen til at gøre noget, og fordi alle kender dette potentiale er det sjældent nødvendigt at udøve magten åbenlyst; APM kan udskifte ledelsen af DB, men gør det selvfølgelig ikke, når alt går som det skal.
Kun når magten trædes over tæerne eller trues, ses den. I 1982 overførte APM Familiefonden til skattely i Liechtenstein, fordi man frygtede en hårdere fondsbeskatning i Danmark; DB assisterede i denne hemmelige – og ulovlige – transaktion. I 1996 afslørede Jyllandsposten at DB tilbage i 1989 havde givet APM en 10-årig skibsgaranti, som kunne koste banken milliarder; prisen for garantien var blevet sat til 9 kroner! DB forsvarede sig i store annoncer, og to dage efter fritog APM DB for garantien. APM fik fyret DB-kilden fra sit nye job på den amerikanske ambassade, efter at Mærsk havde ’indkaldt’ ambassadøren til samtale. Som et tredje eksempel kan nævnes at en DB medarbejder i begyndelsen af 90erne offentligt kritiserede APM for lukkethed; DB tog afstand og fyrede den pågældende.
APM vejer således tungt indenfor den produktive kapital og kontrollerer via DB den finansielle kapital. Denne centralisering af den økonomiske magt er formentlig enestående, fx er magten langt mere spredt i sammenlignelige mindre økonomier, for slet ikke at tale om store økonomier som den franske eller amerikanske. Hvordan denne økonomiske magt oversættes til politisk magt er velkendt, især i forbindelse med olieaftaler med den danske stat.
Hvis Danmark – således som de nyliberale ønsker sig det – var én stor forretning, ville det være en underdrivelse at kalde APM for ’markedsførende’.
Sammenfatning om kapitalmagt
1) Siden 1982 er den kapitalistiske sektors bidrag til BFI gået meget kraftigt frem, nemlig med knap 15 procentpoint, især på bekostning af den ikke-kapitalistiske, private sektor, der er gået knap 10 procentpoint tilbage; den offentlige sektor har mistet knap 5 procentpoint. Siden finanskrisen har der ikke været forskydninger.
2) Dansk kapitalisme er siden 1982 blevet en éntydig selskabskapitalisme, især hvis anpartsselskaber tælles med, og den mindst kapitalistiske del af økonomien er blevet klart marginaliseret (enkeltmandsvirksomheder). Siden 2007 har denne udvikling dog været afdæmpet.
3) Den finansielle kapital har fået langt større vægt i økonomien, fra at værre dobbelt så stor som BNP i 1982 til nu 7-8 gange så stor. Tendensen til finansialisering har dog ikke været så kraftig efter finanskrisen.
4) Kapitalkoncentrationen er blev øget kraftigt, men også her ser vi at tendensen synes at stoppe efter krisen. Ser vi specielt på industrien har det været præcis omvendt: kun svagt øget koncentration til 2007, derefter meget kraftigt stigende koncentration.
5) Indenfor den finansielle sektor er kapitalkoncentrationen øget kraftigt for bankdrift og livsforsikringer. Ses sektoren under ét, øgedes koncentrationen blandt koncernerne frem til finanskrisen, men er derefter aftaget. Dette skyldes at bankdrift, der er stærkt koncentreret, har mistet betydning til fordel for realkredit og livsforsikring.
6) APM og DB er de suverænt største selskaber indenfor hhv. den produktive og finansielle kapital. De udgør reelt én koncern, fordi APM kontrollerer DB gennem ejerskab af 20% af aktierne. En sådan magtkoncentration i toppen af kapitalismen er formentlig enestående i den vestlige verden.
Statistisk appendiks
Til Tabel 8.1 om ejerformer
Kilde: For 1958 og 1982 Tabel 5.4 i Kapitel 5; for 1988 og 1994 St.TO, diverse årgange; for 2000, 2007 og 2014 St.B.GF5.
Fonde og foreninger (ubetydelige tal) samt kategorien ‘anden ejer’ er udeladt; de små tal for fonde og foreninger kan overraske i betragtning af den store rolle som erhvervsdrivende fonde spiller i dansk kapitalisme, men skyldes at disse fonde ejer selskaber, og det er som sådan de er kategoriseret.
I 1999 indførte Danmarks Statistik en ny Generel Firmastatistik, der betød at kun ’reelt aktive’ firmaer medregnedes. Dette indebar en drastisk sanering i antallet af enkeltmandsvirksomheder, således at deres andel af alle virksomheder faldt fra 72% til 62% (St.TO 2007: 77), men udrensningen af inaktive firmaer har i sagens natur ingen betydning for omsætningen.
Som sagt har anpartsselskaber ligesom aktieselskaber begrænset ansvar, men mindstekravet til kapitalens størrelse var i 1999 kun 125.000 kr, hvor et egentligt aktieselskab skulle have 500.000 kr (Erhvervsministeriet 1999: 44f). De store andelsforeninger – Arla og Danish Crown – har ligeledes begrænset ansvar.
Til Tabel 8.2 om offentlige sektor
De absolutte tal bag Tabel 8.2’s procenter er anført i Tabel 8A.
Tabel 8A. Offentlige sektor 1982-2015, absolutte tal
| Mia kr | 1982 | 1988 | 1994 | 2000 | 2007 | 2015 | |
| BFI | 437,0 | 665,5 | 862,2 | 1.138,5 | 1.472,9 | 1.742,5 | |
| Offentlige tjenester | 105,9 | 153,8 | 192,9 | 244,9 | 317,9 | 384,8 | |
| Offentlige virksomheder | 26,2 | 41,3 | 63,9 | 64,3 | 67,0 | 68,9 | |
| – heraf selskabslign. | – | – | 25,0 | 12,4 | 10,7 | 8,3 | |
| – heraf selskaber | – | – | 38,9 | 51,9 | 56,3 | 60,6 | |
| Offentlige sektor i alt | 132,1 | 195,1 | 256,9 | 309,3 | 384,8 | 453,7 |
For BFI er kilden St.B.NAHL2.
For 1994 og frem er brugt St.B.OFF14, der differentierer mellem de to offentlige virksomhedstyper.
For 1982 og 1988 er brugt St.B.NAT03 for offentlige tjenester (‘offentlig forvaltning og service’); der er ikke direkte tal for offentlige virksomheder, så derfor har det været nødvendigt at gå til bidraget til BFI fra de forskellige offentlige brancher (offentlige værker, jernbaner etc., post og telegraf samt offentlig andel af bygge/anlæg). Disse oplysninger findes i St.TO 1992, s. 109, både for 1982 og 1988, jf. Tabel 5.2 og kommentarerne hertil. Det kan oplyses at de 6,2% for offentlige virksomheder i 1988 udgøres af forsyning 1,6%, post og tele 1,8%, offentlig transport 2% og offentlig andel af bygge og anlæg 0,8%. Som markeret i tabellen foreligger der således et databrud i 1994.
BFI-tallene i St.TO er mindre end tallene i NAHL2, der er mere opdaterede. I praksis er der ikke noget problem, fordi alle tal for offentlig virksomhed i St.TO er tilsvarende nedjusteret, således at procentandelene af BFI er pålidelige. Men de absolutte tal for offentlig virksomhed må tilpasses.
Bemærk at jeg i Kapital 5 har brugt BFI-tallene fra St.TO af hensyn til sammenlignelighed tilbage i tiden.
Til Tabel 8.3 om de tre sektorer
Tabel 8.1 angiver andelen af omsætningen, som naturligvis er betydeligt større end bidraget til BFI (værditilvæksten). Derfor kan denne tabel ikke anvendes ved bestemmelsen af de tre sektorers bidrag til BFI. Her træffer det sig imidlertid så heldigt, at Statistikbanken har en tabel, der går helt tilbage til 1971, og som angiver BFI for offentlige tjenester, selskaber og ‘husholdninger’. ‘Selskaber’ omfatter alle de ejertyper, som jeg betragter som kapitalistiske (dvs. alle undtagen enkeltmandsvirksomheder).
Enkeltmandsvirksomheders bidrag til BFI findes i Statistikbankens kategori ‘husholdninger’; dette er i øvrigt en meget bred kategori, hvor al indkomst – løn og kapitalindkomster – registreres, men det er kun som selvstændige producenter at de bidrager til BFI. Disse lidt mystiske ‘husholdninger’ diskuteres nærmere i Kapitel 12.
De absolutte tal bag Tabel 8.3 anføres i Tabel 8B.
Tabel 8B. BFI for hele økonomien, offentlige sektor, selskaber og ikke-kapitalistisk produktion 1982-2015, absolutte tal
| Mia kr | 1982 | 1988 | 1994 | 2000 | 2007 | 2015 | |
| BFI | 437,0 | 665,5 | 862,2 | 1.138,5 | 1.472,9 | 1.742,5 | |
| Offentlige sektor | 132,1 | 195,1 | 256,9 | 309,3 | 384,8 | 453,7 | |
| Selskaber (excl. off. virksomh.) | 196,9 | 329,7 | 440,6 | 632,2 | 866,6 | 1.029.5 | |
| Ikke-kapitalistisk produktion | 95,9 | 124,1 | 152,5 | 167,7 | 187,6 | 216.9 |
Hovedkilden er St.B.NAT03, der har tal for selskaberne og ikke-kapitalistisk produktion tilbage til 1982; for 2015, se St.Å. 2016, Tabel 248 og 249. Tallene for BFI er fra NAHL2.
Selskaberne omfatter både ikke-finansielle og finansielle; i NAT03 omfatter de også offentlige virksomheder, så derfor er disses bidrag til BFI fratrukket. Ikke-kapitalistisk produktion er kategorien ‘Husholdninger og NPISHer’, hvor sidstnævnte, der står for ‘Non-profit institutioner rettet mod husholdningerne’, er helt uden kvantitativ betydning.
Den offentlige sektor er naturligvis offentlige tjenester plus offentlige virksomheder, jf. Tabel 8A; som nævnt er det uden praktisk betydning, at der for 1982 og 1988 er to sæt tal for BFI.
Til Tabel 8.5.
Kilde: Tabel 5.8 (for 1957 og 82) samt finansrådet.dk (‘sektoren i tal’). BFI fra St.B. NAHL2, dog Hansen, 1974, for 1957.
Iflg. Brixtofte 1984: 20, var balancen i den finansielle sektor i 1983 525 mia, og BNP nogenlunde det samme, nemlig 541 mia, således at forholdet dengang var ca. 1 til 1 (100%); regnes der i det lavere BFI, bliver procenten endnu lavere. Det mener jeg er en undervurdering af sektorens datidige omfang: Som det fremgår af tabellen, når jeg selv frem til at forholdet mellem balance og BFI var ca. 2:1 i 1982.
Til Tabel 8.6.
Kilde: St.B. NAT03.
Selskabernes udlodning som udgift; de ejer også aktier (tilbagekøbte egne aktier eller fremmede) og får herfra en udlodningsindtægt, men den har jeg ikke indregnet, da det ikke er en udbetaling, der konkurrerer med investeringer. Bemærk det voldsomme tilbageslag efter 2007.
Til Tabel 8.7.
Kilde: finansrådet.dk (‘sektoren i tal’). Nogle mindre institutioner er udeladt, så tallene adderer ikke helt op til 100%.
Til Tabel 8.8.
Kilder: Hjemmesiderne for de tre koncerner; totalbalancen for den finansielle sektor fra finansrådet.dk (‘sektoren i tal’). I Lundkvist, 2009, bruger jeg for 2007 tallene fra Mølgaard, 2007: 94; her undervurderes DB’s andel imidlertid.
Til Tabel 8.9.
Kilder: St.Å.1986: Tabel 233; St.Å.2001: Tabel 301; St.Å.2008: Tabel 291; St.Å.2016: Tabel 372.
Til Tabel 8.10.
Kilde til de flg. oplysninger: Tallene for 1980 stammer fra Iversen (2005), senere tal fra dagbladet Børsens magasin ’Business’, Top1000 listen (eller Guld500), diverse årgange. Tallene for BNP er hentet fra St.B. NAT01. Det skal pointeres at BNP blot fungerer som ’benchmark’; BNP angiver den samlede værditilvækst i Danmark i løbet af et år, så et mål for selskabernes andel af BNP ville kræve at deres omsætning blev reduceret til det noget lavere tal for deres værditilvækst.
Offentlige virksomheder – specielt DONG – er naturligvis ikke medregnet.
Når APM ikke indgår blandt de 10 største i 1980 hænger det formodentlig sammen med, at koncernen dengang var et lukket foretagende, uden koncernregnskab. For 2000 og 2006 regnes APM som ét selskab, der bl.a. inkluderer Dansk Supermarked.
Til Tabel 8.11.
De 10 størstes kapital (balance) er fra Top1000 listen, de produktive selskabers samlede aktiver fra St.B.NASF.
Noter
i Nærmere om multinationale selskaber i Lundkvist, 2004: Kapitel 33. Her vises det at selskabernes dominans af verdenshandelen, målt ved eksporten, er øget fra knap 60% i 1990 til 67% i 2001. – Om USA, se Lundkvist, 2006: Kapitel 2. – Om selskabsformen, se Lundkvist, 2004: Kapitel 32, hvor det i øvrigt understreges at selskabsformen ikke automatisk voksede frem. Den slog igennem i USA i årene omkring år 1900, fordi statsmagten og domstolene besluttede at tildele kapitalen dette privilegium. I datiden var der voldsom diskussion om aktieselskabsformen var rimelig.
ii Heraf er de selskabslignende virksomheders regnskaber integreret i det offentlige og dermed under helt klar demokratisk kontrol; det drejer sig om DSB, Post- og telegrafvæsen, de statslige og kommunale havnevæsener, de kommunale el-, gas-, varme- og vandværker osv. Offentlige selskaber er mere selvstændige, men dog også underlagt væsentlige offentlig kontrol, fordi de skal være mindst 50% offentligt ejet; herunder hører telefonselskaberne, DONG, HT og privatbanerne. Begge typer virksomheder har undergået voldsomme forandringer i perioden efter 1982, hvilket diskuteres senere.
iii Bemærk at jeg i Tabel 5.5 for perioden 1957-82 ikke medregner andelsforeningerne/selskaberne til den kapitalistiske sektor, fordi de i det meste af perioden er ægte foreninger.
iv Fremstillingen af udviklingen frem til og med 2007 er en revideret version af fremstillingen i Lundkvist, 2009; hvor muligt har jeg opdateret for årene derefter. De relevante oplysninger er ofte spredte og begrænset til kortere perioder, men jeg har søgt at finde tal, der belyser den generelle udvikling siden 1982.
v Lundkvist, 2004: Kap. 31.
vi Blaug, 1985: 457.
vii Jf. Konkurrencestyrelsens redegørelser for 2006 (Kapitel 13) og 2007 (s. 74). – EU’s forbudsprincip blev i 1997 indført i den danske konkurrencelovgivning, i stedet for vort traditionelle kontrolprincip, uden at denne formelle skærpelse har haft nogen synlig effekt på behandlingen af ansøgninger om fusioner og overtagelser.
viii Boje/Kallestrup, 2004: 272.
ix ”I fødevareindustrien er der generel enighed om, at detailhandelens stigende markedsmagt betyder, at detailhandelen mere og mere kan diktere betingelserne, herunder presse priser, kræve støtte til markedsføring m.m. Resultatet bliver mindre vækst og indtjening i fødevareindustrien” (Hansen, 2005: 184).
x DØR, 2005: 138-140.
xi Hansen, 2005: 12.
xii Det Økonomiske Råd’s undersøgelse af konkurrencesituationen i Danmark indeholder, bemærkelsesværdigt, intet om koncentration. Det skyldes at Rådet finder at koncentration er en dårlig indikator for konkurrence, især med henvisning til at nogle få store virksomheder kan konkurrere intenst (DØR, 2005: 135).
xiii Lundkvist, 2004, Bind 3: 188.
xiv Østerud, 2003: 199 og 208f (norsk magtudredning, kortversion). Den mere detaljerede analyse i Engelstad, 2003: 85ff og 285, er interessant:
Skønt den overordnede koncentrationstendens bekræftes, siges det 1) at der heroverfor står en ’fisionstendens’, hvilket betyder at de store koncentrerer sig om deres kerneaktiviteter og bortsælger eller outsourcer det øvrige, og 2) at konkurrencemyndighederne faktisk er effektive i Norge, så selv om de store bliver større får de ikke lov til at vokse ind i himmelen.
Førstnævnte tendens til ’downsizing’ eller slankning er især slået igennem i USA, hvor de store multinationale selskaber har reduceret deres arbejdsstyrke voldsomt (Lundkvist, 2004, Bind 2: 361ff). Outsourcingen sker til formelt selvstændige, men helt afhængige småvirksomheder, så processen mindsker ikke de stores reelle markedsmagt.
Det hedder ofte at der godt kan være skarp konkurrence trods høj koncentration, men det omvendte kan altså også være tilfældet: Beskeden koncentration, når man måler ud fra antal formelt selvstændige virksomheder, men alligevel stor markedsmagt til nogle få store, fordi de kontrollerer de små.
xv Dunning (1993: 431). – Lundkvist, 2004: Kapital 33.3.2, har samlet materiale om den globale tendens.
xvi Koncentration indenfor en branche eller et marked kan således måles på to måder.
Det mest præcise mål er det såkaldte Herfindahl-Hirschmann Indeks (HHI), der kræver kendskab til alle firmaers procentuelle andel af det pågældende marked. Alle firmaers markedsandele kvadreres. Hvis der kun er ét firma (monopol), får vi 100 (%)2 = 10.000, der angiver maksimal koncentration. Hvis markedsmagten er meget spredt, således at der er tusind lige store firmaer, bliver HHI 0,12 + 0,12 + osv. = 10. Det ses at HHI går fra et minimum tæt på 0 til 10.000. En typisk oligopolistisk branche, hvor de tre store har hver 25% af omsætningen og den næste 10%, giver et HHI på godt 2.000 (afhængig af, hvordan de sidste 15% er fordelt). Hvis to af de tre største fusioner og dermed får 50% af markedet, vil HHI øges til 502 + 252 + 102 + osv. = omkring 3.300.
Ofte er der ikke tilstrækkelige oplysninger til at udregne HHI. I så tilfælde anvendes gerne CR4 (eller måske CR3 eller CR10) som koncentrationsmål; i sidstnævnte eksempel får vi CR4 = 85%. Det ses at dette er et upræcist mål, især fordi vi også ville have fået 85% i en langt mere koncentreret branche, hvor ét firma har 70% og de tre næste hver 5%.
Disse mål må til tider suppleres med konkrete analyser af de større virksomheders aktiviteter, især fusioner og overtagelser. Dette er især muligt og nødvendigt indenfor brancher, der helt er domineret af nogle få virksomheder, fx detailhandel og finans. Her reduceres koncentrationsanalysen til virksomhedshistorie.
xvii Oplysningerne i teksten og i denne note stammer fra KS’s Redegørelser samt Baggrundsrapport 2 fra 1999.
I Redegørelsen fra 2002 konkluderes i Kapitel 2 at koncentrationen – målt ved CR4 – i perioden 1992-2002 er steget med 3 procentpoint for industrien, faldet 1 procentpoint indenfor service og faldet 3 procentpoint indenfor bygge og anlæg. Disse ændringer siges at ligge indenfor måleusikkerheden, så konklusionen er at der i disse 10 år ikke er sket nogen ændring. Korrigeres der for effekten af import finder vi, ikke overraskende, en svagere koncentrationstendens, faktisk er der nu også et fald indenfor industri, nemlig på 0,5 procentpoint; men stadig vurderes ændringen til at være indenfor måleusikkerheden. (I øvrigt er der – som beskrevet af KS i 1999 – det store problem ved denne korrektion, at det ofte er eksisterende danske virksomheder, der står for importen, således at denne ikke markerer introduktionen af en ny aktør på markedet. Den aktuelle statistik tillader ikke at tage højde herfor).
I Redegørelsen fra 2006 hedder det uden forbehold at det importkorrigerede CR4 ”har vist faldende tendens over de sidste 10 år”, dvs. fra 1994 til 2004. Det er nu ikke indlysende, når man inspicerer den ledsagende figur, som viser en svagt stigende tendens siden 1996 for service og siden 1997 for fremstilling. Men igen: det store billede er uforandrethed siden 1981.
Der er nogle problemer ved KS’s opgørelser:
1) I KS’s Redegørelse fra 2010 bestemmes graden af konkurrencen blandt brancher med konkurrenceproblemer på grundlag af et indeks med ‘indikatorer’, hvor graden af koncentration kun vægter 6 af 20 point. Det er ikke meget, – og det er et åbent spørgsmål, hvordan KS er nået frem til disse vægte. Denne vilkårlighed er generelt et problem ved KS’s konkurrenceanalyser.
2) KS analyserer konkurrencen og koncentrationen med udgangspunkt i situationen indenfor mange hundrede underbrancher. De relevante markeder forstås dermed som ret små, dvs. der tages ikke højde for megen substitution. Det kan nu tænkes at koncentrationen aftager på de små markeder, men øges på lidt bredere bestemte markeder. Faktisk kan der argumenteres for, at dette netop er den generelle tendens, når der liberaliseres, jf. Lundkvist, 2004: Kapitel 33. Dette kunne bidrage til at forklare at Konkurrencestyrelsen finder svagere koncentrationstendenser end bl.a. Magtudredningen.
3) Kun fuldt momspligtige brancher er medtaget. Derfor er dagspressen, autobranchen, den meste transport, rejsebranchen, post, ejendomsmæglere og hele den finansielle sektor ikke med. Den kraftigt øgede koncentration indenfor i hvert fald det sidste område afspejles derfor ikke i KS’s almene tal.
4) KS henter sine tal fra Danmarks Statistik, der er pålagt et ’diskretionshensyn’: ”For alle de anvendte statistikker gælder det, at Danmarks Statistiks diskretionshensyn er en væsentlig begrænsning. Diskretionshensynet betyder, at oplysninger om brancher med en enkelt eller få virksomheder ikke kan offentliggøres. Da det netop er disse brancher, der er de mest interessante ud fra en konkurrencesynsvinkel, ville det være ønskeligt, hvis diskretionshensynet kunne lempes fx gennem et tættere samarbejde med Danmarks Statistik” (Baggrundsrapport 1, 1999). Iflg. Vejrup-Hansen, 2006: 186f, betragter virksomhederne ”[næsten altid] information om markedsandele som strategisk vigtige oplysninger. Det betyder, at hvis der ikke findes offentlige kilder, så er man afhængige af branchemedlemmernes villighed til at oplyse dem; og den er typisk ikke stor.” Næsten-monopolister nyder således gavn af en særbeskyttelse; det kan man så undre sig over eller ej. Diskretionen giver unægtelig et problem, når koncentrationen skal beregnes, som hvis alle over 190 cm udelades fra beregningen af den danske gennemsnitshøjde. KS søger dog på forskellig vis at omgå denne vanskelighed (tidligere ved at slå underbrancher sammen, så monopolisten i en bestemt underbranche bliver usynlig), og på forespørgsel har KS oplyst, at man ikke mener at de problemer, diskretionshensynet medfører, er store.
xviii Antal bedrifter er faldet fra godt 79.000 i 1990 over knap 55.000 i 2000 til knap 39.000 i 2013. Andelen af mindre bedrifter under 30 ha faldt fra 63% i 1987 til 53% i 2006, men er derefter stabiliseret (54% i 2013); deres andel af det samlede areal er derimod faldet gennem hele perioden, fra 29% i 1987 over 12% i 2006 til knap 10% i 2013. Omvendt har de større bedrifter over 50 ha fået større vægt, idet deres andel af de samlede bedrifter mellem de to årstal er vokset fra 17% i 1987 til 34% i 2006 (samme andel i 2013), og deres andel af det samlede areal steget fra 46% i 1987 over 79% i 2006 til 84% i 2013 (Statistik Årbog 2007: 261ff og 2015: 407ff; samt St.B. BDF11.
xix www.nordsoefonden.dk/duc (adgang 18/1-2017)
xx St.Å. 1986, 2008 og 2016.
xxi Mærkelig nok overser St.Å. i sine kommentarer disse kraftige koncentrationstendenser indenfor industri.
xxii Oplysningerne om detailhandel er baseret på KS’s Redegørelse fra 2005, KS’s publikation ‘Fremtidens detailhandel’ fra 2014 samt Erhvervs-og Vækstministeriets ‘Redegørelse for detailhandelsplanlægning’ fra dec. 2015.
xxiii Coop blev dannet i 2002 gennem en nordisk fusion af brugsforeninger (fra Danmark FDB); her i landet ejer den i dag Kvickly, Superbrugsen, Irma, Fakta og Dagli’ Brugserne. Dansk Supermarked ejes af A.P.Møller og Salling – i 2014 solgte A.P.Møller de fleste af sine aktier – og omfatter Bilka, Føtex og Netto.
xxiv Hansen, 2005: 195.
xxv Hansen, 2005: 196.
xxvi Tilbage i 2007 udtalte en talsmand for Danske Fragtmænd: ”Der er på transportområdet sket store koncentrationer gennem de senere år. Alle vore kolleger/konkurrenter er nu store koncerner. Derfor må vi følge med” (Børsen, 13/3 – 07). 5-6 kapitalfonde stod på spring for at købe Danske Fragtmænd, forlød det dengang, men siden gav finanskrisen kapitalfondene problemer med at låne, så resultatet blev i stedet at den danske koncern opkøbte en belgisk for 5,6 mia kr. (Børsen 21/6 og 24/6 – 08).
Danske Fragtmænd har et strategisk samarbejde med Posten Norge og dennes datterselskab Bring AS. 34 % af aktieposten er ejet af Posten Norge, ‘og det er parternes forventning, at hele aktieposten i Danske Fragtmænd A/S skal overtages senest i 2015’ (www.fragt.dk). Men sådan en total overtagelse fremgår nu ikke af selskabets hjemmeside.
xxvii Oplysningerne stammer fra KS 2007/materiale/udvælgelse/bilag 1 (CR4 i Udlejning mv.), Iversen, 2005 (væksten i IT-selskaber) og St.B. GF1 (stagnation i antal IT-virksomheder 2000-2003).
xxviii KS’s redegørelse fra 2010.
xxix Kilde: berlingskemedia.dk, jppol.dk og jfmedier.dk.
xxx Oplysningerne stammer fra Johansen/Møller, 2005, der giver en historisk gennemgang af fonde i Danmark.
Før 1950 var næsten alle fonde (Carlsberg undtaget) små og familiebaserede og alene med almennyttige formål. For de store erhvervsdrivende fonde, der blev dannet herefter, var det almennyttige sekundært. I 2004 var der 1.200 erhvervsdrivende fonde, hvor hovedformålet er forretning, samt 12.000 normalt meget små ikke-erhvervsdrivende fonde, der har rent almennyttige formål (s. 56f).
I 70erne var fondene under skarpt angreb fra venstre. LO´s ØD forslag indeholdt at ansatte og samfund skulle have en formueandel svarende til den arveafgift, som fondene slap for at betale. Venstresocialisterne foreslog at kun rent almennyttige fonde skulle tillades (skattefavoriseringen var jo oprindeligt begrundet i disse altruistiske formål).
xxxi Erhvervsministeriet 1999: 56 og 62f. (om fonde) og Thomsen, 2002: 47ff (om krydseje); i de fleste lande er krydseje meget almindeligt, men Danmark er sammen med USA og UK undtagelser.
xxxii Disse undersøgelser lider af en mærkelig mangel i kategoriseringen. En god kategorisering skal være udtømmende og kategorierne må ikke overlappe – som hvis Danmark geografisk opdeles i Jylland, Århus osv. – men i mange tabeller optræder fx ’familieejerskab’, ’spredt ejerskab’, ’dominerende ejerskab’ og ’udenlandsk ejerskab’ ved siden af hinanden som distinkte kategorier (Erhvervsministeriet, 1999: 59, og Thomsen, 2002: 64). Problemet er at familieeje ofte giver dominerende indflydelse og principielt kan være både en dansk og udenlandsk familie. Tre kategoriseringsprincipper er således sammenblandet: Nationalt versus udenlandsk eje, spredt versus dominerende ejerskab samt kategorisering efter ejerens identitet. Nu defineres de nævnte kategorier ganske vist på en sådan måde at de ikke overlapper – som hvis ’Jylland’ defineres som Jylland minus Århus – men det reparerer ikke på det sproglige rod og de misforståelser, der flyder heraf; fx hedder det (Thomsen, 2002: 63) at ’dominerende ejerskab’ er blevet mindre i løbet af 90erne, samtidig med at flere selskaber ejes af ’udlandet’ (men udenlandsk eje er ofte ’dominerende’).
xxxiii Statistikken skelner mellem ikke-finansielle selskaber (kapital) og finansielle selskaber (kapital), men jeg finder betegnelsen ’produktiv’ mindre akavet end ’ikke-finansiel’.
xxxiv Hvis kunderne indsætter opsparinger på i alt 100 mio kr i banken, kan denne udlåne langt mere, måske 1.000 mio, fordi risikoen for at alle hæver pengene er lille. Tidligere regulerede myndighederne håndfast, hvor stor en reserve bankerne skulle have, men disse regler er blevet liberaliseret, og den såkaldte skyggebankning er helt uden for kontrol. I de senere år har foreningen Gode Penge henledt opmærksomheden på disse forhold, jf. Bjerg 2016.
xxxv Børsens DK1000, 2007.
xxxvi Dette sikredes ved at der var en skattemæssig fordel ved at holde obligationer, jf. Erhvervsministeriet, 1999: 116 og 134. I 1983 var finanskapitalens aktiver på 525 mia kr, hvoraf kun en forsvindende del (29,1 mia kr) var investeret i aktier, mens 298,5 mia var placeret i obligationer (Brixtofte, 1984: 63).
Selv om det stadig er forbudt de institutionelle investorer såsom ATP at opnå ’bestemmende indflydelse’ i et selskab, er disse regler blevet liberaliseret. I betragtning heraf kan det undre at de institutionelle investorers andel af de børsnoterede aktier ikke er steget mellem 1988 og 1997, men har ligget nogenlunde konstant på omkring 22%. Forklaringen er at disse investorer i stigende udstrækning foretrækker udenlandske aktier; i den nævnte periode er den udenlandske aktieandel vokset fra 20% til 40% af finanskapitalens samlede aktieinvesteringer (Erhvervsministeriet 1999: 53f og 67f). Så dansk erhvervsliv har ikke fået meget ud af de mere lempelige regler.
xxxvii Statistikbanken, Tabel NAT10 (finansielle aktiver hos konsoliderede ikke-finansielle og finansielle selskaber, ultimo).
xxxviii Det er desværre ikke muligt at sammenligne udviklingen i den kapital som de produktive hhv. finansielle selskaber råder over. Men vi kan sammenligne deres bidrag til BFI. Det giver et interessant resultat, for det viser sig at de produktive selskaber mellem 1982 og 2000 øgede deres bidrag til BFI med 230% overfor kun 160% for de finansielle selskabers vedkommende. Men derefter vender det: Fra 2000 til 2007 er procenterne hhv. 32% og 53%, og fra 2007 til 2015 hhv. 12% og 33%. Ud fra denne – indrømmet: ikke optimale – målestok er det således først i de sidste 15 år at finansialiseringen har fået fart. Kilde: St.B. NASO1 og NAT03.
xxxix Referat af Ha-Joon Chang i Information 1/10 – 2016.
xl Rangvid, 2013: 211ff., og St.Å.2016: 332.
xli Se KS, 2002, Redegørelse, kapitel 3, samt Finanstilsynet: Markedsudviklingen i 2000 for pengeinstitutter (2001), og Finanstilsynet: Markedsudviklingen i 2006 for pengeinstitutter (2007). Oplysningerne om dereguleringen af den finansielle kapital stammer fra Nordisk Ministerråd: Finansfusioner i de nordiske lande, Nord 1993:33, samt Abildgren, 2007.
xlii Disse tal samt balance-tallene nedenfor (for banker og andre finansielle institutioner) er fra finansraadet,dk (Tal og fakta, Statistik i tal, gruppeinddeling af pengeinstitutter, sektoren i tal).
xliii Johansen, 2005.
xliv Tallene er fra finanstilsynet.dk, analyse af ‘markedsudviklingen for realkreditinstitutionerne’, 2008 og 2015.
xlv Nettidsskriftet Finans, 18/1 – 2017 (set samme dato).
xlvi Finanstilsynet.dk, ‘Rapport om livsforsikring og tværgående pensionskasser for 2015’, hvoraf det i øvrigt fremgår at de i stigende grad investerer deres midler i kapital- og hedgefonde. Om antallet af livsforsikringsselskaber, se St.Å.2002 og 2016.
xlvii Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2005: 13, se også Iversen, 2005. Men de største danske virksomheder er mindre end EU-gennemsnittet.
xlviii Thomsen o.a. 2002: 99f. Bemærkelsesværdigt nævner bogen overhovedet ikke A P Møller-Mærsk og Danske Bank.
xlix Harrod, 2006: 25. Se også Hannaford, 2007.
l Børsen, 2/7–07.
li Erhvervsministeriet, 1999: 298f.
lii Som mindretalsaktionær gerådede ATP i strid med de 5 kapitalfonde, der overtog TDC i 2006. I den forbindelse angreb ATP kapitalfondene for at investere meget kortsigtet (Børsen, 10/1-06). Imidlertid har ATP selv en kapitalfond, ATP Private Equity Partners, som i 2004 sammen med den svenske kapitalfond Nordic Capital købte Falck og som samme år investerede 500 mio i den store svenske kapitalfond, EQT. Videre investerer ATP i den største danske kapitalfond, Axcell. ATP’s ambition er at investere 7,5% af formuen i kapitalfonde (Børsen, 7/6-04, 19/2-05 og 3/4-07).
Silvan, Matas, Falck, Nycomed, Chr. Hansens Chemicals og Københavns Lufthavne er andre virksomheder, der omkring 2007 var ejet af kapitalfonde. Der er konstant forlydender om, at snart den ene, så den anden virksomhed står foran at blive solgt til kapitalfonde, fx B&O, Coop Danmark eller Nordea (i forbindelse med den svenske stats overvejelser om at sælge sin andel). Mange frivillige butikskæder forsøgte at sælge sig selv, men ofte bristede drømmen (Sportsmaster, Nyt Syn), jf. Børsen, 23/5 og 25/5-07.
De største danske kapitalfonde er i dag Axcell, Erhvervsinvest og Polaris (Finanswatch 1/4-15). De udenlandske er ofte knyttet til finanshuse som Goldman Sachs, der sammen med svenske EQT ejer ISS; Blackstone er hovedejer af TDC. De helt store spillere på dette marked er de statslige fonde fra især Kina, Singapore og arabiske lande, der benyttede den nuværende krise til at købe stort op i Vesten, – som en slags tak for sidst: I 1997/98 købte vestlige kapitalinteresser en lang række asiatiske selskaber til udsalgspris, i kølvandet på den østasiatiske krise.
For 7 danske koncerner, der blev overtaget af kapitalfonde, faldt skattebetalingen fra 2,4 mia til 0,4 mia. Mere om skatteunddragelse i Kapitel 10.
De generelle oplysninger om kapitalfondene er fra Mølgaard, 2007: 88ff, Hagemann, 2008: 21ff., og Business.dk 3/1-08.
liii Finanswatch.dk, 29/10-14. Om danske hedgefonde, se Børsen 1/12-06 og 14/9-07. Om deres indregistrering i skattely, se Nationalbanken, Kvartalsoversigt-3.kvartal 2006, s. 83. Om Danske Capital og Midgard, se Finanswatch.dk, 29/10-14.
liv Finanswatch.dk, 27/2 – 15. – Tidligere (2008) var udbyttet større: ”A.P. Møller-Mærsk’s mindre forretninger i brancherne bankvirksomhed, skibsbyggeri og plastik gav et overskud på 2,45 mia. kr. sidste år. Men kun fordi Peter Straarup og Danske Bank igen bidrog til pengekassen med nogle milliarder. Mærsk holdt sidste år fast i sin mangeårige status som storaktionær i Danske Bank, og det var en god idé, for det kastede 3 mia. kr. af sig plus et udbytte på godt en milliard kroner. Rederiet ejer 20 pct. af aktierne i Danske Bank, og da Danmarks største bank sidste år tjente 14,9 mia. kr., blev det rundt regnet til 3 mia. kr. til Mærsk bundlinje.” (Børsen, 13/3-08)
Andre oplysninger stammer fra Børsen, 12/7-07 (Fortunes rangsliste) og Benson, 2004 (om personlige relationer, diverse episoder og lobbyarbejde). Om APM´s aktieeje i DB, se www.danskebank.com/da-dk/ir/Documents/2007/Q4/aarsrapport07.pdf (s. 22, hvor det hedder at de 22,27% i 2007 ejedes af Almenfonden plus andre APM-selskaber).
lv Finanswatck.dk, 27/2 – 15, 2/11-16, 17/2-17 og 27/2-17. – A.P.Møller Holding ejer nu (februar 2017) over halvdelen af aktierne i APM, mere end nok til kontrol; dette holding selskab ejer 20% af DB’s aktier, igen nok til kontrol. De 10 største aktionærer i DB (altså inkl. APM) ejer 39% af aktierne, og 54% ejes af udlandet, i især USA og UK.
lvi Benson, 2004: 262.